De to riddere
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
De to riddere
Af tveimr riddurum [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Der fortælles om to riddere, som blev uvenner, sådan at de begge stræbte den anden efter livet. Og der skete det, da de mødtes, at den ene slog den anden ihjel. Og den, der blev dræbt, efterlod sig en ung, lovende søn. Denne unge mand rådførte sig med sine venner om, hvordan han skulle hævne sin fader. Han samlede sig en styrke og forfulgte sin faderbane med stor ivrighed. Denne unge mands magt og vælde gjorde sig gældende overalt, så den anden ikke vovede at tage ophold nogen steder.
Denne samme ridder, der havde dræbt den unge mands fader, skjulte sig i en borg. Men den anden omringede den med vagter, så han hele året ikke kunne komme ud uden at risikere livet; han kom hverken til messe eller andre gudstjenester, og han kom aldrig i kirke. Og da den tid kommer, som vi kalder langfasten, hvor alle er forpligtet til at afstå fra had og fjendskab mod hinanden, og da det bliver langfredag, står denne ridder og tænker i sit sind, at det var længe siden, han havde hørt messe, og han siger til sig selv: »Hvad end Gud vil gøre ved mig, så vil jeg gå i kirke.«
Han lod sig siden afføre sine sko og gik barfodet — sådan som det er skik og brug — af sted for at høre Guds ord. Men da han er på vej til kirken, kommer denne unge mand imod ham og siger: »Din bedrager! Nu skal du dø, og du skal betale dyrt for min faders død, og ingen verdens midler skal forhindre, at du får fuld gengæld af mig.« Da ridderen hører den unge mands ord, ser han ingen anden udvej end at falde på knæ, og han sagde til ham: »Tilgiv mig min forbrydelse for dens skyld, som blev født af Jomfru Maria! Jeg er som en krigsfange her, og jeg underkaster mig derfor fuldstændig din barmhjertighed — på samme måde som du måtte ønske, at Gud viser dig barmhjertighed på dommedag.«
Og da denne unge mand hører ham bede så sorgfuldt, aftog hans vrede, og han sagde: »Siden du af hele dit hjerte har bedt mig om tilgivelse, og til lovprisning af ham, som på denne dag undgældte for os alle med sine pinsler, og for hans moder Marias skyld, så tilstår jeg dig min fred og min kærlighed.« Og han steg derpå ned fra hesten og kyssede ridderen, idet han sagde til ham: »Nu er vi, som før var uvenner, venner. Lad os nu med oprigtig kærlighed og barmhjertighed følges ad til kirke for ham, der indstiftede freden.« Nu blev ridderen — som forventeligt — umådeligt glad, fordi den unge mand tilgav ham alle hans misgerninger, og det samme gjorde alle i deres følge.
De gik siden sammen i kirke og kastede sig ned foran korset til ære for Guds pinsler, sådan som det på denne dag er kristne menneskers skik at kysse Vorherres fødder. Den ældste ridder gik først frem efter skik og brug, derefter kom den yngste, som var blevet både mild og ydmyg, og signede sig med korstegn, hvorefter han kyssede statuens fødder. Korset, der var stillet frem dér, lagde sine arme rundt om den unge mands hals, hvorefter det kyssede ham, og alle de tilstedeværende mennesker — unge som gamle — så dette ophøjede mirakel, og de priste alle Gud for dette jærtegn og den fortjeneste, som den unge mand opnåede hos Gud, nemlig at statuen kyssede hans mund på grund af den store velsignelse, der var i hans hjerte. Og alle, der bevidnede dette mirakel, priste af denne grund Gud som fortjent.
Note:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 624 4to fra omkr. 1500.
