Anmærkninger Thrymsqvida (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

1. Oprindelsen til Navnene Ving-Thor og Vingner (hvilket sidste snart tillægges Thor og snart Odin) er meget dunkel, og muelig af asiatisk Oprindelse. Rimeligvis er det af Vintersövnen at Thor opvaagner her, da han savner sin Tordenhammer, som endnu er i Frostjætten eller Vinterfyrsten Thryms Gjemme, begravet dybt nede i Jorden (hvorfra de Dunster komme, som give Tordneren Kraft). Ogsaa Inderne kalde en vis Aarstid Visnus eller Gudernes Sövn. Det kan anmærkes her, at den danske Kjempevise begynder saaledes:

Det var Tord af Hafsgaard

Rider over de grönne Enge,

Der tabte han sin Hammer af Guld

Og borte var den saa længe. —

Saa vinder man Sverkind.

2. Saalænge Asa-Loke ikke var falden fra Guderne, maatte han især være Thors Ven, da begge forestode Ilden paa forskjellige Maader. Ass (eller Asa-Gud) kaldes Thor her og paa flere Steder ϗατ’ εξοχϞν undertiden kaldtes vel ellers Odin saa, efter forskjellige Sekters Begreber.

3.4. De Gudinder, som gjennemfore Luften eller viste sig stundum der paa Reiser, sagdes at have en Fjederham eller kunstige Vinger, da de saaledes mentes at betjene sig af Fuglenes Flyveredskaber. Ved Frejas gyldne eller sölverne Fjederham har Digteren maaske tænkt paa Maanegudindens skinnende Udseende. Ægypternes vingede Kugle (maaske et Emblem for Himmellegemerne) er bekjendt nok af deres Mindesmærker. Ellers er det ikke utroligt, at de gamle Nordboer kunne have kjendt Flyvemaskiner, da islandske Bönder virkelig have i nyere Tider opfundet og brugt kunstige Fjederhamme. Jfr. Qvadet om Völund. Om slige Fjederhamme har man lige til vore Dage gamle danske Almuesagn; see f. Ex. et fra Jylland (om en Adelsmand som flöj bort i en saadan fra et tyrkisk Fængsel) i Thieles Samling III. 63.

5. Herom heder det i Kjæmpevisen:

Det var Thor af Hafsgaard

Han taler til Broder sin:

Du skal fare til Nordens Fjeld

Og liuse efter Hammer min.

Saa var Lokke Leyemand

Sætter sig ud i Fjederham,

Saa flyver han til Nordens Fjeld

Alt over salten Vand.

Læser man end Nordnes (for Nordens) med Vedel, er Udgaard dog vistnok ligeledes ment ved dette Udtryk. Ved Asernes Volde mener Edda Asgaards (Stjernehimmelens) Udenværk eller Befæstning: Midgaard (som Skyluften) hvilken Thor havde at forsvare mod Jætterne med sin Torden, at de ikke skulde opstige derover til Ætheren og fordrive Aserne. Loke flyver först med sine Guldvinger (efter den svenske Kjæmpevises Udtryk) gjennem Asgaards rene Luft, dernæst gjennem Midgaard eller Dunstkredsen, indtil han kom til Udgaard eller Jotunheim, ved Jordens yderste Grændser. Jfr. Str. 10. 11. 6. Navnet Thrym (den Dundrende) synes især at sigte til Vinterstormen; dens Yndlingssteder ere Höje og Bjerge. Ellers var det i Oldtiden Fyrsters og Hövdingers Skik, gjerne at opholde sig paa visse Höje, hvor de pleiede at lade sig see af det forsamlede Folk, samt forkynde det Befalinger eller Domme. Jætterne forestilles tit som rige paa Guld, da de vare de underjordiske Skattes Herskere. Jætternes Hunde og Heste vare vel, efter de ældste Ideer (siden udpyntede al Digterne) luftige Phoenomener, hörende til Vinterens Magt og Pragt, tildels af samme Art som de senere Tiders vilde natlige Jagt, efter Almuens Overtro. 7. Aserne som Himlens höje Guder og de bedre Alfer som dem underordnede Natur-Aander, omtales ofte i Fællig. I Kjæmpevisen lyder Jættens Spörgsmaal saaledes:

Hvor stander til udi Hafsgaard

Og hvor stander Landet der?

8. I den svenske Vise (4^de Str.) anföres Lokes Spörgsmaal saaledes:

Hör du gamle Trolle Tram!

Hvad jag siger dig:

Hafwer du Thor-Kars Hammar tagit

Så dölj det icke for mig.

9. I Vintertiden kan Tordenen siges at ligge forvaret dybt nede i Jorden. I den mest udstrakte Bemærkning hörte hele Jotunheim til Underverdenen. I den svenske Sang (5. 6.) siger Trolden:

Thor-Kars Hammar hafwer jag tagit,

Jag döljar icke ett Ord;

Femtan famnar och fyratio

Ligger han under Jord.

Säg nu Thor-Kar Svar igen:

Han skall aldrig Hammaren få

Förr än jag får Jungfru Fröyenborg,

Den wäna Solen tå.

Jfr. Kjæmpevisen Str. 6-8. 10. 11. Her synes Loke paa sin Tilbagereise til Stjernehimmelen (Asgaard) at have mödt Thor i hans egentlige Rige Skyeluften (Midgaards Befæstning). Jfr. Str. 5. 12. Strophens sidste Deel kunde muelig ogsaa oversættes saaledes: "De som sidde stille höre sjelden noget Nyt, og ofte höre de Liggende kun Logne" (da de selv ikke deeltage i nogen Daad, hverken som Tilskuere eller Handlende). Efter den her beholdte, og sandsynligere Oversættelses-Maade er Meningen denne: "Reisende kunne fortælle meget Nyt og Sandt, hvorimod den, som gjerne sidder hjemme, har intet interessant at fortælle, og endnu mindre den, som ligger aldeles stille, da han ikke kan underholde Folk med andet end opdigtet Lögn." 13. Svenskeren har her Fölgende:

Trolle Tram sender dig Svar igen:

Du kan ej Hammaren få

Förr än han får Jungfru Fröyenborg,

Den wäna Solen tå.

14. Her er enten Thor eller Loke den talende, dog rimeligvis snarere den Sidstnævnte. — Brude-Linet var vistnok etslags Slör af fint Linned, hvormed. Bruden udmærkedes fra andre Qvinder. Det var og er ellers bekjendt blandt mange andre gamle Folk (f. Ex. Romerne som Flammeum eller Velum nuptiale) og blev hos nogle et bestandigt Klædebon for Konerne. Det bæres endnu af Brudene i visse Egne af Sverrig. Jfr. Str. 29.

15. Efter de ældste Myther var Freya ingenlunde saa lösagtig, som Munkefablerne siden beskyldte hende for at være. Derfor havde Gräter ogsaa ret i at give en Afhandling om hende (i Idunna und Hermode) 1814 denne Titel: Freya, die Gottinn der Treue und Liebe. Det berömte Brisingamen eller Brisinge-Smykke tilhörte oprindelig hende. Brising er et af Ildens eddiske Navne, og saaledes kaldes endnu de (forhen vistnok hellige) Lystilde, som tændes i Midsommersnatten, i det nordenfjeldske Norge. Men betyder vist i Förstningen et rundt Smykke, af Maanens Skikkelse, da det kommer af Máni (Gr. μην) ligesom lunula af luna. Efter det senere Sprogbrug har Men ogsaa betegnet et Halsbaand, hvorved slige Smykker ofte hængte. Man kan saaledes gjætte at dette Klenodie enten hentydede til den glimrende Maaneskive, eller og de forskjellige Arter lysende Ringe eller Straalekredse hvoraf Maanen undertiden omgives. Jordiske Stores berömte Guldsmykker ere undertiden blevne opkaldte efter dette himmelske, f. Ex. Brosinga-men i det angelsaxiske Digt om Skjoldungerne. De som vare besatte med Juveler (straalende eller flammende Stene) kunde ogsaa benævnes saaledes. Freyas Smykke havde Dvergene, eller Dybets virkende Naturkræfter, forfærdiget, efter forskjellige mythiske Beretninger, (hvorom den i Olaf Tryggvesons Saga er den mest forvandskede. See den mythologiske Ordbog). Udtrykket brast kan her maaskee ogsaa betyde: sprang af (Halsen) ved det Freyas Bryst opsvulmede saa stærk, af Vrede over den uanstændige Anmodning. Noget anderledes udtrykker den svenske Digter sig (8):

Det war wäna Fröyenborg

Hon blef så illa derved,

Del sprack af hvar Finger Bloden ut

Och rann på iorden ned.

Da siger Thor, for atter at tröste hende:

Hör du kära Syster min!

Hwad jag säger dig.

Huru mycket Guld ger du mig

Att jag blifver Brud för dig.

17. Jeg har för anmærket at Heimdall kaldes den hvideste eller lyseste Asa, som Maanedsgud, fordi han modtager Herredömmet ved Sommersolhverv, i det Öjeblik da Solen gaar höjest og Himlen er lysest. Som Regnbuens Natur-Aand kan han derimod regnes til Vanerne eller Skyluftens Guder. De vare meget vise (efter den förste Betydning vidtseende) da Udsigten endvidere stod dem aaben baade til Æther, Jorden og Havet. Det er mærkeligt at da Heimdall her kaldes baade en Asa og en Vaner, saa synes de Gamle i Almindelighed kun at have betragtet disse som en Gren af hine — efter at de havde sluttet varigt Forbund i en af de kosmogoniske Feider. 18. Denne ældgamle Beskrivelse over nordisk Brudeklædning er meget mærkværdig. Brudelinet (her kaldet Lin; ligesom i Rigsmaals 29^de Str. Lina) er det Slör eller Klæde hvormed Brudene fordum tilhylledes saavel i Orienten (hvor det endnu bruges) som blandt Börnerne og flere Oldtidens Folk. (See Rosenmüller altes und neues Morgenland I, 115). Endnu bruges det (efter Sjöborgs Beretning) af Almuen i Skaane og kaldes der med det gamle Ord Pell, en Benævnelse for det fineste Linned. Nögleknippet ved Beltet var her fra Arildstid Husmoderens Kjendemærke, og er det endnu i visse Egne. At Ædelstene have været brugte til Smykker i de hedenske Tider, derpaa have vi erholdt flere Beviser ved Eftersøgninger i Gravhöjene (hvorfra dog saa meget er borttaget for mange Aarbundreder siden). Jfr. Qvadet om Völund og flere eddiske Digte. Af Qvindernes zirlige Hovedtöjer ommeldes mange forskellige i Sagaerne. 19. Vore Forfædre ansaa det for meget uanstændigt at paatage en Klædedragt, som ikke passede til Kjönnet. Saaledes var det i det hedenske Island en tilstrækkelig Aarsag til at paastaa Skilsmisse, naar Manden bar en saadan Dragt at man kunde see hans Brystvorter, eller Konen paa den anden Side brugte Beenklæder. De österlandske Folk ansaa det for den störste Forhaanelse, naar en Mand nödtes til at gaa i Qvindeklæder. 20. Med Tordenhammeren var det at Thor skulde forsvare baade Asgaard og Midgaard. Blev den ikke skaffet tilbage, vilde de uhyre store og stærke Jætter snart sætte sig i Besiddelse af Himmelen, (fölgelig ogsaa af Jorden og den hele Verden). 21. Det hele beskrives meget kort i den svenske Sang (10):

Det war Thor-Kar sjelfwer

Han låt Bröllopskläder skära;

Saa drager han i Trolle Trams Gård

Der skulle han Brud wara.

22. Loke omklæder sig ogsaa her som en Qvinde men efter Mytherne var hans Natur ellers temmelig hermaphroditisk, saa at han ikke behövede Slöret for at tildække sit Aasyn. 23. Her have vi en af Eddaernes mærkelige Beskrivelser, som bevise at Thor betragtedes som den i Naturen aabenbarede Tordengud. Det strider derfor imod al sund Sands at antage, at hans Fader Odin (Jordens Ægtemand) var blot en jordisk Helt eller Fyrste. At Tordenen derimod er avlet af Himlen og at denne i viste Maader kan siges at være i ægteskabelig Forbindelse med Jorden (som Al-fader og Al-meder) fölger af Naturens simple Betragtning. 24. Freya siges at være Datter af Havguden Njord, der egentlig raader for Noatun ɔ: Skibenes Egn eller det sejlbare Hav, da Maanen synes at opkomme af Söen og saaledes kan siges at være dens Afkom. Derfor kalde Mongolerne den Vandenes Datter. See foran 198-220. 25. Baade Inder, Græker og Skandinaver have undertiden ziret Kjöernes Horn med Guld (gyldne eller forgyldte Ringe). Den latinske Oversætter har anmærket at denne Skik, endda i vore Dage, ikke er aldeles uddöd i Norden, da den Oxe, som blev givet Almuen til Pris ved Christian den Syvendes Kroning, havde forgyldte Horn. Hvad Thryms Qvæg angaar, saa vare ogsaa baade de græske og indiske Jætter tit berömte Qvægbyrder. Deres Hovedlande ved Jordens Udkanter, mentes i Almindelighed at være vel skikkede til Qvægavl, men ikke til Agerdyrkning. Deraf kom det vel og, at de mere civiliserede Folk, som dyrkede Jorden, kaldte sig Gudernes Folk, men derimod de mere raa, som allene levede af Jagt eller Qvægavl, samt boede i kolde og golde Egne mod Jordens Udkanter Jætternes Folk, ja da de tildeels mentes at boe i Jotunheim, endog, Jætter, Riser, Halv-Riser o. s. v. Erindringen om Jætternes sorte Hornqvæg vedligeholdes endnu i Island ved det almindelige Navn paa Insektet Staphyllinus maxillosus nemlig Jötun-Uxi ɔ: Jætte-Oxe. Almuen troer at det er giftigt, og kan ikke dræbes, om det end skjæres i to, da Stykkerne krybe sammen igjen. Paa samme Maade kalder Nordmanden adskillige formentlig skadelige Dyr og Insekter efter Troldene, og anseer dem da for at være giftige og onde. — Thrym roser sig af megen Rigdom, da Jætterne vare, som Afgrundens og de vilde Fjeldes Beherskere, rige paa ædle Metaller eller Stene. Jfr foran Sr. 6. 26. See Hymisq. Str. 15. Overhoved har man fordum troet, at meget stærke Folk behövede megen og kraftig Föde. Udtrykket Kraas betyder i det gamle Sprog alle slags fine eller lækkre Retter; deraf Adjektivet kræsen. I den svenske Vise (11) siger Bruden til Brudgommen:

Hör du gamle Trolle-Tram!

Om her skal Bröllop stå.

Så kasta de små Bägarn bort,

Bär in med ämbar och så.

27. Bruden i Grev Guncelins (i Indledningen ommeldte) Vise gjorde dog et dröjere Maaltid. Hos Svenskeren heder det (12):

Det war gamle Trolle Tram

Han war henne Inte huld:

Her må wara en Fahners Brud,

Som ej kan blifwa full.

Jfr. Kjæmpevisen 14-19. 28. Dette udtrykkes saaledes i den svenske Vise (13):

Svarade Loke Lewe,

Han mente winna pris:

Hon har ej ätat i fjorten Dagar

Så har hon längtat hit.

Og i den Danske:

Svarede det liden Lokke,

Og smiler han under Skind

I otte Dage haver hun ej ædt

Saa saare da stunded hun hid.

29. Det flammende Blik passer særdeles vel til Tordenguden. 31. Det er uvist, om denne Jættinde var Thryms ypperste Hustru, Söster eller Moder. I sidste Tilfælde vilde det være mærkeligt at det er en almindelig Skik i (österlandene, at Mandens Moder förer Herredömmet over hans Hustruer og hele Husholdning. Ellers er hendes Anmodning, hvis den (som det lader til) er stilet til Bruden, særdeles uforskammet, og modstridende de i det gamle Norden herskende Sæder. Ellers kunde man og antage, at Jættinden her taler til Thrym i Freyas Navn, og fordrer Brudegaven af ham som Elskovspant. Det er endnu Skik i Island og paa enkelte Steder i Norge at en Kone, selve Bryllupsaftenen, tinger paa Brudens Vegne mod Manden, angaaende Brudegaven eller Morgengaven, og söger at formaa ham til at lade den blive saa stor som mueligt. Indtil den er endelig bestemt, tilstedes Brudgommen ikke Adgang til Brudesengen. 32. Angaaende Ordet vie og dets Oprindelse af Ve Ild har jeg handlet paa et andet Sted; Jfr. Anmærkningerne til Ægers Gjestebud. Hos alle gamle Folk forrettedes Brudevielsen ved Ilden (mest i Skikkelse af Fakler eller Blus). Denne Skik var vel en Levning af den ældste almindelige Ild-Dyrkelse, og beholdtes tildels som en symbolisk Ceremonie, sigtende til Kjærlighedens Varme. Jfr. 1^ste D. S. 220. Thrym vil her ret vise sig ved at lade Brudevielsen skee over den blussende Tordenkile, Gudernes störste og vigtigste Helligdom, nu i Jættekongens Værge. Over den skulde Brudeparret give hinanden Hænder, i det de aflagde giensidigt Troskabslöfte, efter Ægteskabsgudinden Vara's hellige Forskrift. See 1^ste D. S. 224. Mærkeligt er det ellers, at ogsaa Baldurs Ligbaal (hvorved Ilden ligeledes var en væsentlig Fornödenhed) blev viet med Hammeren Miölner; den var dannet som et Kors, men dette Tegns Hellighed blev siden meget naturligen overfört til Krucifixet. I de hedenske Tider flygtede Jætter, Trolde og onde Vætter for Thors korsdannede Hammer, ligesom Djævle og Spögelser i de kristelige for Korsets hellige Tegn. Derfor sees vel ogsaa Korset baade paa hedenske og kristelige Ligstene i de nordiske Lande. Ogsaa gjorde man af de samme Aarsager, Korsets Tegn over höjtidelige Skaaler, baade i Hedendommen og i Kristendommen. Dets Hellighed i det gamle Ægypten og andre hedenske Lande er det her ikke Lejlighed til at omhandle. Den svenske Sangs 14^de Strophe lyder saaledes:

Det war gamle Trolle-Tram

Han gladdes wid det Ord;

Så snart kom Thor-Kars Hammar frem

Och lades på Brudebord.

33. Svenskeren har Fölgende i 15^de og 16^de Str.

Femton wara de små Trollen

Som bare den Hammaren in,

Bruden tar honom med ena Hand

Och sticker honom under sit Skinn.

Så snart hon den Hammaren fick

Börjar hon gå omkring;

Femton Troll och fyratio

Så lägger hon i en Ring.

34. Ordet Skilling (Skillingr) betyder egentlig klingende, klingrende, og nu meget gammelt i vort Sprog. Det kommer af Gjernings-Ordet skélla (skiella) slaa, klinge, og dertil sigter da Textens Udtryk Skéll Smek, Slag, klingrende Dask. Kjæmpevisen ender saaledes (Str. 23 - 27):

I hente mig ind den Hammer af Guld

Jeg vil den gjerne ombære:

Kand jeg ellers ved Bruden skilles

Enten for Skam eller Ære.

Otte da vare de Kjæmper,

Som Hammeren bare ind paa Træ.

Saa lagde de den saa snildelig

Alt over Brudens Knæ.

Det var da den unge Brud

Tog Hammeren i sin Haand:

Det vil jeg for Sanden sige

Hun vendte den som en Vaand.

Först slog hun Tosse-Greve,

Den Trold baade led og lang;

Saa slog hun de andre smaa Trolde

At Dörren dem gjordes for trang.

Sorgfuld da vare de Gjæste

Og alle de Nordens Mænd.

De finge Hug og dödelig Saar

Deraf saa blegnede Kind.

Det var Lokke Leyemand

Monne sig saa vel omtænke;

Nu ville vi fare hjem til vort Land

Og spone vor Fader en Enke. —

Saa vinder han Sverkind.

   

---

Noter: