Anmærkninger Ægers Gjestebud (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

A. [*]. Af Indledningen og flere Steder i Digtet see vi at dette Gjæstebud hos Æger blev holdt i Vesten. Det er os ogsaa bekjendt, at de skinnende Himmellegemer (Aserne nemlig) drage fra Öst til Vest, indtil de der nedstige i det dybe Hav. Ogsaa sættes Valhall (samt fölgelig Gudernes Boliger) undertiden i Vest, Jætternes derimod i Öst (uden for den egentlige Jordkreds). Thor drog her ikke egentlig i Asernes Selskab, og det er saare naturligt, da Tordenen ikke egentlig hörer til Stjernehimmelen, skjönt dens Hersker siges at nedstamme derfra, samt regnes til en af Elementernes guddommelige Styrere. Jeg vil stræbe at vise de övrige tilstædeværende Guders og Dæmoners rigtige Betydning. Frigg og Sif ere begge Personificationer af den frugtbare Jord, den förste som Odins, den anden som Thors Hustru. Den evig jomfruelige Gefion er vel derimod enten det bare, ufrugtbare Jordsmons, eller og den vinterlige Jords egentlige Gudinde. Tyr raader sandsynlig for den halve (af- og til-tagende mandlige) Maane (Lunus), Freja derimod for den fulde (svangre, qvindelige) Maane (Luna). Njord behersker Dunstkredsen og det seilbare Hav; Skade, hans Hustru, er Foraars- eller Sommer-Stormen, som dog opholder sig helst paa de höje istakte Fjelde. Freyr er Solens ypperste Gud. Om Brage og Idunna handles i Anmærkningerne. Vidar er især det Meteor som vi kalde Typhon. Loke betegner her overhoved den jordiske, tilsidst den underjordiske Ild; i sin Ungdom var han forenet med alle Elementer, samt roser sig derfor af at have været Odins Fostbroder, og at have kjærligen varmet alle Gudinderne.

Af de övrige underordnede Væsener som forekomme her, ere Beyggver og Beyla, Freyrs Tyende, vistnok digteriske Personifikationer af de tvende smaa Bisole, der undertiden fölge Solen, og saaledes kunne siges at være dens Opvartere. Ligesaa naturlig falder den Forklaring over Ægers Tienere, at Fimafeng (den Hurtige, Behændige) der bar Drikken saa net, at den syntes at komme frem af sig selv, er den vævre, virksomme Bölge eller Havets Ström (der undertiden ombringes eller standses af den underjordiske Ilds Omvæltninger). Elder derimod (den Ildtændends eller Lysende) det Væsen, der frembærer de utallige glimrende Lys, som (efter det föranförte) komme til Syne fra Havets Dyb. Ikke desmindre ere han og Loke (den virkelige Ild) dödelige Fiender. — Saaledes kom Aser og Alfer (de höjere og underordnede Elementar-Aander) til at forsamles i Oceanets Haller.

-—-

Str. 1. Elder eller Havets Moor-Ild lader sig ofte see i dets Overflade, altsaa ved Indgangen til Ægers Sale, fra Jorden, hvorfra den flygtige Loke kom.

2. Alle Aser og Alfer (Guder og gode Aander) bade Loke som den skadelige Ild.

4. Den sidste usædvanlige Talemaades Mening er: at Skjændegjæsten gjör sig selv den störste Skam med de uforskyldte Forhaanelser, som han vil udöse over Andre.

5. Den virkelige Ild roser sig ikke uden Aarsag af Overmagten, frem for den blot tilsyneladende eller Moorilden. Han baner sig ogsaa selv Vejen, til Trods for den nu krafteslöse Dörvögter.

6. Navnet Lept, Lopter (Loptr) der og tilhörer Loke, kommer af Lopt ɔ: Luft, enten fordi han undertiden mentes at vise sig som Luftild, eller fordi Ilden kan siges at opfostres af Luften og stedse trænge til dens Bistand.

7. Da Loke engang var kommen paa ny ind i Salen, var han at ansee som Gjæst, og Guderne vare derfor i stor Forlegenhed, da de ikke vilde krænke Stedets Hellighed eller Gjæstfrihedens Love. Herpaa stoler Loke i denne djærve Tiltale.

8. Brage er den förste blandt Aserne der svarer, som Talens (Veltalenhedens) og Sangens Guddom. Han var vel Gud for Lyd og Klang i det Hele, og kan for saavidt henregnes til Naturaanderne. Som bekjendt var han en stor Taler og Skjaldenes Beskytter.

9. Odin og Loke kunne f. Ex. siges at blande Blod sammen, efter de Gamles Ideer om Naturen og Fostbroderskabets Ceremonier, ved den ofte blodröde og dog tillige ildfarvede Morgenrödes Fremkomst. — Blodpagter (hvortil vel ogsaa Omskjærelsen i visse Maader hörer) vare fra ældgamle Tider af almindelige i Österlandene. Udförligst beskrives en saadan, ved et Fostbroderskabs Stiftelse i Armenien, af Tacitus Annal. 12, 47. Jfr. Lucians Toxaris (om Skytherne). Flere hertil hörende Efterretninger findes hos Herodot og Mela.

10. Det er et herligt Syn at see Vidar eller Typhon reise sig (see 1^ste D. S. 125). Undertiden viser han sig virkelig i Ildens Selskab, som en Art af tordnende Meteorer. Skypumpen er hans magelöse Kalk eller Bæger, hvis rigelige Vædske tit gaar Over Bredderne. Vidar svarer her til sit Tilnavn den Tause, da han ikke tiltaler Loke; denne anfalder ej heller Vidar, som af Nogle ansaaes for Gudernes vældigste Stötte — maaske da af Frygt (jfr. 64^de Str.) Han antaster derimod Brage, der ogsaa denne Gang viste sig först som hans Modstander.

12. Brage synes her at ville tilbyde Loke Böder, for den Fornærmelse han viste ham ved sit förste Svar (Str. 8).

14. Brage forsvarer sig med Husfredens nödvendige Overholdelse.

15. Loke kalder Brage "Bænkes Pryd" og bebreider ham saaledes hans Forkjærlighed for det stillesiddende Levnet, samt Lyst til at vise sig ved Gilder og Samqvem. Maaske Digteren ogsaa sigter til de prægtige Klæder og Smykker, hvormed Skjaldene tit begavedes af de nordiske Fyrster.

16. Idunna betegner, efter min Mening, omtrent det samme hos Nordboerne, som den blaaöjede Athene (maaske det samme Ord) efter Andres Tanker hos Grækerne, nemlig den klare milde Luft, som bevarer Gudernes gyldne Æbler (de lysende Kloder) som forynge dem og hele Naturen. Ved klart skjönt Væir, Solens, Maanens og Stjernernes Skin, fremvirkes Munterhed og Sang i hele Naturen. Derfor siges Idunna at være Brages Hustru.

17. Den Mythe, som ommeldes i denne Strophe, er ellers ubekjendt, og staaer derfor neppe til at forklare. Især er det tvetydigt, om Brage eller Loke (som bortförte hende fra Jotunheim efter Sagnet om Tkiasse) menes her ved hendes Broders Drabsmand. — Ellers kunne Idunnas Arme siges at være omhyggelig toede eller rene og lyse efter den nys anförte Udtydning.

18. Det er bekjendt, at baade Rösten eller Sangen, Og selve Digtergaven eller Rundtalenheden, muntres og tilsidst ophidses over Maade, ved stærke Drikkes Nydelse.

19. 20. Gefion heder det i den yngre Edda, var en Mö, og modtog alle menneskelige Möer efter Döden. Sandsynlig betegner hun den ufrugtbare Jords Elementar-Aand. Ikke desmindre roser Loke sig af hendes Favntag, da ogsaa Örkenen varmes af den dybtulmende Vulkan. Skulde de omtalte Smykker eller Ædelstene sigte til den Mening, at disse vare smeltede eller smedede af de underjordiske Flammer?

21. Ligesom Frigg kjendte Menneskenes og Verdens skjulte Skjæbne, saaledes ogsaa Gefion. De Gamles mange berömte Orakler i underjordiske Huler, vilde udyrkede Egne o. s. v. ere bekjendte nok. De vare ligesaa sögte som Luftens Augurier, Stjerners og Meteorers Raadspörgelse o. s. v.

22. Odin sagdes i gamle Dage at dele Kampen af lignende Grunde som Vind og Sol endnu deles i Tvekamp, fordi de virkelig tit have stor Indflydelse paa dens og Slagenes Udfald. — Ved Feldtslag var han og altid tilstede, hvorfor han især mentes at raade for Sejeren.

23. Lokes lange underjordiske Ophold sigter vel især til den dæmpede vulkaniske Ild; — at hede mineralske Vande (der undertiden have et hvidagtigt Udseende) betragtedes som visse dæmoniske Dyrs eller Nymphers Melk, forekommer mig ikke usandsynligt. Den her tilsigtede Mythe er ellers ikke nöje bekjendt.

24. Det sidste er ogsaa Tilfældet med Odins Ophold paa Samsöe, der er ligesaa berömt i de gamle nordiske Skrifter, som Samos i de græske. Troldfolk troedes til alle Tider at kunne fare i Luften hen over Landene. Ingen udöver denne Kunst mere end Himmel- eller Luft guden selv, hvorfra Loke tildels tager Anledning til hin fornærmende Lignelse.

26. Frigga, den frugtbare Jord, siges snart at være en Datter al Fiörgynr (som Fader), snart af Fiörgyrt (som Moder). Det sidste dobbelte Navn betegner vist Livets eller Kraftens Giver eller Princip. I Grunden har vel dette Væsen været en kosmogonisk Hermaphrodit, og til denne sidste Omstændighed sigte vel Lokes Udtryk, som her synes at indeholde en Bebrejdelse til Frigga om hendes Herkomst. Hendes Ægtemand Odin kaldes her meget naturlig Vidrer eller Væirgiveren. Den herstaaende Mythe om Vile og Ve (Odins Brödre) sigte vel til Lysning og Ild i Jordens Inderste, forskjellige fra Himlens Luftning og Himmelvarmen, som tilskrives hendes Ægtemage. Ve var Ildens kosmogoniske Guddom; ligesom Romere og Græker (om Vesta) synes de gamle Nordboer saaledes at have tænkt sig den i Jordens Midte. Jfr. Str. 51.

27. Baldur er den skjönneste Foraars- og Sommers-tid, eller rettere, dens Naturaand. Da er det at Ilden især fordunkles ved Solens Skin. Herover mentes maaske den eller Loke at være misundelig, hvorfor han stræbte atter at frembringe de korte Dage og dunkle Nætter, da Menneskene mest trænge til hans Lys eller Dyrkelse. Efter hans Tilskyndelse gav da Mörket eller den blinde Höder Baldur sit Banesaar til Friggas store Hjertesorg. Om Friggas Forudvidenhed jfr. foran Str. 21.

28. Det var Loke som forförte Höder til at svinge den dræbende Mistelten. Maaske have de Gamle udtrykkelig ment eller sagt at den var hærdet i Ilden. See Anm. til Vegtamsqvides 13^de Strophe. Muelig alluderes her ogsaa dertil, at Ilden fortærte Baldur, da hans Legeme blev lagt paa Ligbaalet. Endelig skal det have været Loke der viste sig som Jættinden Thöck, og hindrede hans Tilbagekomst fra Underverdenen. See Anm. til samme Digts 17^de Str.

30. Som Maanens (især Fuldmaanens) samt tillige Aften- og Morgen-stjernens Gudinde forestod Freya tillige Menneskenes Kjærligheds-Anliggender. Ligesom Venus har hun da, hos nogle af de hedenske Nordboer, staaet i et slet Rygte. Dog rostes hun af de fleste for Kydskhed og Troskab. Lokes Mening var vel den, at udskjelde alle Elskovs-gudindens Dyrkere og Venner for hendes Bolere.

32. Trolddomskunster tilskrevet ligesaavel Freya som den græsk-romerske Maanegudinde Hecate. Freyas Broder er vel her Solguden Freyr, ved hvis Side Maanen undertiden sees paa Himmelen.

33. Njord og hans Börn hörte til Vanerne, blandt hvilket, först mythiske siden historiske Folk, vore Forfædre troede at Blodskam ikke havde været forbuden. Det sidste fandt ogsaa virkelig Sted blandt Perser, Meder, Beboerne af Pontus o. fl., vore asiatiske Oldefædres Naboer og Stamforvandte, i det mindste i fyrstelige Famalier.

34. Njord forestiller her det sejlbare Hav, maaske i Förstningen især det kaspiske eller sorte, da begge laa i Nærheden af det jordiske Asgaard, den kaukasiske Bjergstrækning, hvorfra vore Stamfædre udgik. Biergjætten Hymers Döttre, som her siges at udgyde Strömme i hans Mund ere tydeligen intet andet end brusende Fjeldströmme, som falde i Havet. Det var ellers i Asernes og Vanernes (kosmogoniske) Krig af Njord blev givet de Förstnævnte til Gidsel.

35. Njord eller Havet siges at være Fader til Solguden Freyr, der synes at opstaa af Söen i de östlige Egne, og er den hans Sön som omtales her. Mange forskjellige Folk have kaldet Solen Konge el. Anförer for Himmelens Hær; derfor nævnes Freyr her og paa flere Steder Asernes Fyrste eller Anförer.

36. Den sidste Linies Mening synes at være denne: Freyr er rigtig nok ikke meget værre end du selv er, skjönt man maatte troe det, da han blev avlet af en saa skjændig Forbindelse.

37. Ball-ridar kunde, efter Ordet, forklares ved höjtsvævende Kloder, da Himmellegemerne tydelig betegnedes derved. Solguden löser saavel Jorden og Jordens Gröde, som Mennesker og Dyr af Vinterens, Kuldens og Mörkets Baand.

38. Ligesom Maanen ved at nærmes Mörket eller Afgrunden, synes at miste den höjre Side i sidste Qvarteer, saa digtede de Gamle, at Tyr paa samme Maade havde mistet sin höjre Haand ved at putte den ind i Gabet paa Dybets Uhyre (Fenris-Ulven) som engang ved Afgrundens Ild, Rög og Mörke skal opsluge den hele Himmel.

39. Ligesom Typhæus ligger i Lænker under det brændende Ætna (o. s. v.) saaledes ogsaa Fenris-Ulven (Lokes eller Jordildens Sön) i Söen eller Afgrunden Amsvartner. Begge sprude de undertiden Flammer, men Ulven slipper ikke lös förend imod Verdens Undergang eller Gudernes Tusmörke.

40. Hvo Tyrs Hustru var, er os nu fuldkommen ubekjendt, fölgeligen og denne hele Fabel. Isteden for Ordet Lap staar der egentlig i Originalen en Alen ɔ: Klæde eller andet Töj, da Alenmaals Vare i gamle Dage brugtes isteden for en vis Sum i rede Penge.

41. Jfr. Anmærkningen til 39^de Str.

42. Her sigtes til den bekjendte Fortælling om Freyrs Frierie til Gerde i Skirners Reise. (See især Anm. til dens 20^de Str.) Muspels Sönner, de empyræiske Ildaander, kjæmpe med Freyr og de övrige Asaguder ved Verdens Oplösning. Freyr havde overdraget sit Sværd (Solstraalen) til Skirner (Opklareren, den mandlige klare Luft); da denne nu ingen Magt har, ved det Rög og Dunst fordrive den ganske, mangler Freyr baade sin Vaabendrager og sit ham fordum overladte Sværd.

43. Navnet Inguns-Freyr forekommer ikke i andre mig bekjendte Oldskrifter. En af Sverriges mest berömte Enevoldskonger i dets mythisk-historiske Periode, forgudet eller tilbedet efter Döden, kaldes ellers Yngve- eller Ingve-Freyr. Rimeligvis var han tillige Solgudens Ypperstepræst, og bar hans Navn, hvorfor man, i den senere Tid, har sammenblandet disse tvende, i Grunden höjstforskjellige Personer. — En ond eller Ulykker forkyndende Krage kaldes Loke her med Hensyn til denne Fugls formeentlige Spaadomskraft; i samme Henseende var den ogsaa de otrurisk-romerske Augurer meget vigtig.

44. Denne Beskrivelse over Beyggver ved Freyrs Ören, synes at passe ret vel til en lille Bisol ved Siden af den större. Det var især Trælles Forretning at male Korn; dertil sigter den sidste Bebreidelse. Havet sammenlignes ellers med en Qværn eller Vandmolle i vore gamle Myther, og selv i den danske Almues nyere Talemaader.

46. Som Freyrs Opvarter kunde Beyggver retvel kaldes hans Kjögemester eller Forskjærer. Bisole menes at forkynde langvarigt Uvæir, og spaa fölgelig Uaar og Hunger for Menneskene. Derimod kunne de let skjules af en liden mörk Skye; derfor siges og Beyggver at skjule sig naar nogen Fare er paa Færde.

48. Heimdall mentes at staa paa Himmelbroens eller Regnbuens Spidse, som Gudernes Vægter eller Skildvagt. Det syntes derfor naturligt, at han tit fik en vaad Tröje, hvilket Loke heller ikke glemmer at bebreide ham.

49. Ved Lokes iskolde Slægtning menes her hans Sön Nare, som ommeldes i de gamle prosaiske Beretninger. Ligesom Loke var af Jætteslægten (som Sön af Dybet, paa Fædrenesiden) regnes maaske hans Sön igjen til Riimthurserne. See iövrigt min Slutnings-Anmærkning.

50. Thiasse (Vinteren eller Vinterstormen) Skades Fader, blev dræbt af Aserne. Loke roser sig af at have (formodentlig ved sin Varme) givet ham det förste Ulivssaar. Dette svarer ogsaa til den mythiske Fortælling i den yngre Edda S. 82 (Overs. S. 105) thi Thiasses Fart standsede ved Ilden (tændt af Lokes Spaame) og han döde paa Baalet. — Originalens Udtryk kunne og maaske oversættes saa: först og sidst jeg var o. s. v.

51. Boeliger kan ogsaa oversættes Helligdomme, hellige Steder, da Ve betyder begge Dele, af den hellige Ild, hvis Arne eller Alter baade fandtes i Huse og Templer. Saaledes synes Romernes Vesta udtrykkelig at komme af det oldnordiske Ve. (Jfr. Str. 26). Det samme som Creutzer (l. c. 2^den Udg. II, 623 o. f.) udvikler saa ypperlig om Vestas huslige og offentlige Helligdomme, gjelder næsten bogstavelig om vore Forfædres Ve. Jfr. endvidere Anm. til Thrymsqvida Str. 32, samt Anm. til Hymisqvida. [S. 85]

52. Loke roser sig af at Skade selv har indbudet ham (til hendes höje Fjeldegne).
   IV. [*]. Sif bör vistnok staa her efter den Suhmske Afskrift og Sandvigs Oversættelse. I den Kongelige Codex staar blot en blank Plads for Navnet, som der mangler. I den store Udgave er Sif (rigtignok efter de fleste övrige Afskrifter) forvandlet til Beyla.
   [**]. Maaske her menes et Krystal- Glas- eller Sölv-Bæger. See Anm. til Skirners Reise Str. 37

53. Sif taler i denne Strophe om Skade.

54. Thor var, som bekjendt, Sifs Ægtemage, Hlorride et af hans Binavne. Atter sigte Lokes Udtryk til Jordens indvendige Varme.

55. Ved Tordengudens Nævnelse bæve alle Jordens Bjerge.

56. Beyla, Freyrs Terne, er en Bisol eller Meteor efter det ovenanförte; de menes endnu at forkynde Uvæir. Deigia betydede i forrige Tider en Qvinde, som lægger Dej, en ringe Tienestepige. Heraf siden Munke-Deje i Danmark, Bu-Deje i Norge o. s. v.

57. Skuldres Klint, Klippe eller Byrde er Hovedet, efter de gamle Skjaldes Talebrug. Miölner (den Knusende) er Tordenkilens eddiske Navn.

58. See Vafthrudnersmaal 53^de Str. med Anm. — Sigfader plejer vel at oversættes ved Krigens eller Sejerens Fader, men jeg troer at man i Begyndelsen har anvendt det paa Himmelens formeentlige Natur, at nedglide med en segnende Bevægelse, naar den synes at dreje sig om Jordephæren; ogsaa kunde Himmelen kaldes saaledes, efter hvad man antog, at vor hele Verden var udsprunget eller nedkommet derfra af síga (lat. delabi) hvoraf det danske segne og det isl. Sig, en langsom Nedfart i Luften o. s. v. Jfr. Str. 39, 41.

59. Thor truer Loke med at smide ham op over Udgaards höje Fjelde i det östlige Jotunheim; ellers kastede han Thiasses Öjne og Örvandils Taa paa Himmelen og forvandlede dem til Stjerner. At Planeten Saturn för har havt Navn af Loke, er sandsynligt, men det er vist at Hundestjernen kaldes i Island Loka-brenna eller Lokes Brand. Navnet sigter rimeligvis til Hundedagenes Hede, og tillige maaske til den forestaaende Verdensbrand efter de ældste Meninger.

60. Her sigtes til Thors bekjendte, ogsaa af Oehlenschläger besjungne Reise til Jotunheim, og de Koglerier som Udgaards-Loke bedaarede ham med under Navn at Skrymer. Jfr. Str. 62. og Harbards Sang 16^de Str. med Anm.

61. Hrungners Bane eller Dödsaarsag er Tordenhammeren Miölner. See den yngre Edda S. 108. Nyerups Overs. S. 116.

62. Jfr. Str. 60.

63. Ordene: til Dödningenes Dyb, hede egentlig i Originalen: Neden for Ligenes eller Dödningenes Gitter, Porte eller Folde (Nágrindur). See herom Anm. til Skirners Reise Str. 35.

65. Tilsidst giver Loke, i det han gaar bort, Æger sin formelige Forbandelse, saaledes at hans hele Bolig med alt hvad der var inde skulde opbrændes ved Ild (Lokes eget Element) og styrte sammen over Ejerens Hoved. Her er da Talen om Verdensbranden, hvoraf saavel Havet som Jorden skulde lide.

-—-

B. Aserne vilde af föranförte Aarsager ikke anfalde den forbryderske Loke i Ægers Hall. Han gik bort af sig selv, men skjulte sig siden for Aserne. Det heder at han dulgtes i Skikkelse af en Lax. Denne Fisk har et glimrende Udseende; især menes her vel den i Island saakaldte Gud-Lax (efter Ordet: divinus eller deorum salmo) som kan siges at være guld- og ild-farvet (ogsaa kaldet Zeus af de nyere Naturforskere). De Gamle troede, at Guder og Dæmoner undertiden inkarneredes i Dyrs Legemer, især var denne Tro herskende i Ægypten; engang flygtede Guderne; saaledes for den forfölgende Typhon. — Floden, hvor Guderne grebe Loke, kaldes Franangur ɔ: den skinnende, maaske brændende, Flod. Hans Sön Narve, som blev til en Ulv, er sandsynlig den saakaldte Skov- og Mark-Ild, som undertiden fortærer Skov, Græs og Agre; jeg slutter dette deraf, at den skadelige Ild kaldes af Skjaldene med alle Ulvens Navne, dog især med at lægge dertil Huse, Byer, Skove, Træer o. s. v., som den fortærer med Ulvens Graadighed. Den yngre Eddas Fortælling om den heromhandlede mythiske Begivenhed er vidtlöftigere end denne. Dog kaldes vor Narve der Nare Narfe, men (Ulven) hans Broder Vale. Narves Tarme siges der at være blevne til Jern, da Guderne havde bundet Loke dermed over tre skarpe Klippespidser i en Hule. Jernet opgraves af Bjerge og Gruber, samt hærdes ved Ilden — og dertil sigter muelig denne for os ellers utydelige Deel af Mythen. Derimod er dens Slutning tydelig nok i det hele, nemlig forsaavidt Loke betragtes som den fængslede underjordiske Ild, der frembringer Jordskjælv. Den Gift, som nedryppede over Loke fra den af Bjerggudinden Skade ophængte Slange, er da den Vædske, som mentes at foraarsage de rædsomme Jordrystelser ved at beröre den i Dybet ulmende vulkaniske Glöd. Om Sigyn henviser jeg til den mythologiske Ordbog — og anmærker til Slutning, at baade Græker og Asiater havde mangfoldige mythiske Beretninger om slige Fiender af Guderne, som Loke — som fængslede til eller under de kaukasiske og andre Fjelde, især dem, hvor Vulkaner have raset, og Jordskjælv vidnet om deres skjulte Nærværelse.

---

Noter: