Anmærkninger Hyndlu-Ljód (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

1. Valhall er her, som ellers, Himmelhvælvingen, især dens överste Deel. Hellig betyder oprindelig höj, ophöjet, himmelsk; see I, 194.

2. Mythen om Hermoders Hjelm og Brynie er ellers nu ubekjendt, men den om det af Odin til Sigmund, Volsungs Sön, givne Sværd findes i Volsungasaga.

3. Om Benævnelsen Hærfader see I, 100. Ellers omtales Odin her som Gud for Luft og Vinde, — Tapperhed, Vaaben og Sejer — Veltalenhed, Digtekunst og Forstand — samt for Rigdom, Guld og Penge (som ogsaa blev nedlagt i Gravhöjene under hans Beskyttelse).

4. Thor maatte först formildes, som Jætternes afsagte Fiende og stærkeste Forfölger.

5. Ulve skildres ofte som Jættinders og Troldqvinders Gangere gjennem Luften. Derfra Benævnelsen Gandreid o. s. v. for slige Luftfarter. Jevnfr. Odins Ravnesang Str. 10.

6. Ligesom Solguden Freyr tillægges en gylden Galt, smedet af Dvergene, saaledes ogsaa Maanegudinden Freya. Den er det hellige Tegn som Tacitus siger (i Germania 45^de Cap.) at Æstyerne, der boede ved Östersöen, bare paa Hjelmen som et Religionsmærke, da de dyrkede Gudernes Moder, og troede at det var dem det bedste Værge mod fiendtligt Anfald. Slige Hjelme omtales og i det Angelsaxiske Digt om Skjoldungerne; s. Thorkelins Udg. S. 243 og de der anförte Steder. Der kaldes de gyldne Svin, Svin over Hjelme. S. 100 siges især Krigsgudinden Hilde at have givet Helten Beowulf en herlig skinnende Hjelm, hvorpaa Vaaben-Smeden, i Oldtidens Dage, havde sat en kunstig Galteskikkelse, til helligt Forsvar mod fiendtlige Vaaben. Jfr. mine Bidrag til nordisk Archæologie S. 152 o. f., samt herefter Str. 9.

8. Reisen til Valhall eller den natlige Fart gjennem Luften, kunde sædvanligvis kun foretages af Dödninge eller Aander.

9. Freyas gyldenbörstede Galt var vel oprindelig ikke andet end Maanen med de gyldne eller sölverlige Straaler, dannet af Dvergene, de skjulte og i Stilhed virkende Naturkræfter.

10. De nordiske Fyrster mentes at nedstamme fra Guderne (især Odin) ligesom de græske (især fra Zeus) de asiatiske fra Sol og Maane o. s. v. I Strophens Slutning er Talen om en Arvegangs- eller Væddemaalssag, mellem de tvende nævnte Ædlinge, hvis Afgjörelse synes at beroe paa nöjagtige Slægtregistre.

11. Her menes sandsynligvis et Steenidol eller Alter opsat i en Steenkreds (af hvilke endnu adskillige gives i Danmark, f. Ex. den mærkelige, af Molbech beskrevne, ved Gunderslevholm). Ved ofte gjentagne Besprængelser af Offerdyrenes Blod og Hjerne, fik Stenen en saadan Glassur, hvortil Digtets Ord hensigte. Man har iagttaget lignende Kjendsgjerninger ved enkelte nordiske Offerstene, f. Ex. en i Holstein, beskreven af Rhode. Ligesom Stude især ommeldes her som fortrinlige Offerdyr, maa vi og lægge Mærke til, at Menneskeoffringer ikke ommeldes nogensteds i de eddiske Sange eller Skrifter. I Henseende til vore Forfædres Offringer kan det og anmærkes, at de, der bruges af det höjst mærkelige, nylig opdagede Folk i det indiske Kaukasus (omhandlet i Elphinstones Reise til Kabul) have en forbausende Lighed dermed, f. Ex. den Skik, at besprænge Idolet eller Stenaltret med; Offerblodet. Ogsaa Hebræerne, Romerne og flere Oldtidens Folk besprængte stedse Altrene med Offerdyrenes Blod.

12. Skjoldunger o. s. v. vare berömte Kongeslægter i det gamle Norden. De Danske kaldtes især Skjoldunger (efter Skjold, Odins Sön) skjönt Nordmændene ogsaa gave dette Navn til en af deres Fyrstestammer (efter Skjold, en af Haldan den Gamles Sönne-Sönner. See Str. 13 o. f.) Skylfingerne siges i Skalda (S. 193) at have mest hersket paa de östersöiske Kyster. De forekomme tiere i Skjoldung-Digtet, især formodentligen (ligesom, i Thiodolfs Ynglingatal) om svenske Konger. See Registrene til Thorkelins Udgave og Grundtvigs danske Oversættelse. — Ödlinger (eller Ædlinger) siges og at have været en egen Kongeslægt, samt at have först udbredt sig i Valland og Saxland, men siden atter forplantet sig til Sverrig og Norge. Ellers kaldtes Angelsaxernes höje Adel Edelinger, Ædlinger. Med dette (saavelsom og de foranförte) Slægtnavne, kaldtes ogsaa alle nordiske Konger i det gamle Skjaldesprog. — Ylfingerne synes at have været oprindelig Danske og af Rolf Krakes Slægt, efter Ynglingasaga Cap. 41. samt det förste eddiske Qvad om Helge Hundingsbane Str. 5, 31 og det andet Str. 3, 7, 45. Jfr. den store Udgave 2^den D. S. 87 (hvor dette Stammenavn ogsaa siges at have været tillagt Volsungerne) og Registeret til Thorkelins Udgave af Skjoldung-Digtet under Navnet Wylfing.

En ægte Odelsmand kaldtes i de ældste Tider Höld, og regnedes da vel til etslags Adel, men siden efter blev der mindre og tilsidst ingen Forskjel mellem ham og de övrige odelsbaarne. Herserne, skjönt de i de ældste Tider havde mere at betyde end siden, regnedes dog stedse til Adelen, og svarede saaledes til Danmarks og Tydsklands Herrer, Friherrer, store adelsbaarne Godsejere. Jfr. Var. 15. Af Rigsmaal see vi at Hölderne ansaaes for ældre end Herserne, hvilket og er overensstemmende med Naturens Orden; derfor sættes de og her i denne Orden, hvorover G. Magnæus har forundret sig. Jfr. ellers Skalda S. 171 og min Indledning til nysnævnte Digt i denne Eddas store Udgaves 3^die Deel.

13. Her see vi at vor Ottar var en födt Nordmand, som Sön af Innstein, en af den berömte Kong Halfs Kjæmper, og atter en Sön af Alf den gamle, Jarl paa Hordaland, hvis Forfædre her opregnes. Vor Innstein synes da urigtig at nævnes Eistein i de saakaldte Origines Norvegicæ.

14. Innsteins Moder kaldes Gunlöd i Halfs Saga, Mueligen har hun været fra Danmark da hendes Fader hed Frode, et der almindeligt, men i det övrige Norden sjeldent Navn. Jfr. Str. 20. Friant eller Ferant synes derimod at være af fremmed eller vælsk Oprindelse.

15. Skjoldungernes Hovedstamme troer jeg, af flere Grunde, at maatte henföre allene til Danmark, og at den her omtalte Haldan, der kaldes den höjeste blandt dem, er den samme som ommeldes i Begyndelsen af det ved Thorkelin udgivne angelsaxiske Digt, og kaldes der Healvdan, Skjoldungernes Glæde. Denne saakaldte Halvdan gamle, vistnok hörende til Nordens fjærneste Oldtid, omtales vel i Skalda, men hans egentlige Rige eller Fædreland navnes der ikke (skjönt de end yngre Origines Norvegicæ ville gjöre ham til en Nordmand; ligesaalidet som i nærværende Digr. Da dette blev forfattet havde man sandsynligvis vidtlöftige Sagn og Sange om hans glimrende Bedrifter, men disse ere nu for det meste tabte.

16. Origines Norvegicæ fortælle, at Haldan gamle foretog mange og vidtlöftige Ledingstog i Östersöen, og fældede, blandt andre, en Kong Sigtryg i Tvekamp (ventelig den samme svenske Sigtryg hvem Saxo lader sin Gram nedlægge) samt at han siden ægtede Alfny (rettere her Almveig) en Datter af Eyvind (her Eymund) Konge til Holmgard, grændsende til Östersöen, og at de bleve Stamforældre til alle berömte nordiske, ja endog frankiske, samt andre udenlandske Fyrsteslægter, selv Niflunger, Budlunger o. s. v. Traditionen er mærkelig nok, forsaavidt den peger til disse Folks eller deres Herskerslægters Oprindelse fra Gothernes ældgamle Rige i det nuværende Rusland og ved Östersöens fjærneste Bredder. — De hernævnte atten Sönner af Haldan og Almveig opregnes i Skalda S. 191-92.

17. Skulde man her læse Ynglinger for Ylfinger (see Var. 21), saa kan det anmærkes, at denne svensk-norske Kongeslægt ogsaa paastod at nedstamme fra selve Guderne, ligesaavel som Skjoldungerne.

18. En Svava forekommer som Helge Haddingieskates Elskede i Digtet om denne Konge, og en anden i Hervararsaga, som en Datter af Jarlen Biartmar i Aldeigia (ved Ladoga-Söen) i Garderige.

19. Dag siges at have været Haldan den Gamles Sön, og at have avlet ni tappre Sönner med sin Dronning Thora. Fra dem nedstammede Döglingerne (ellers en almindelig Benævnelse for Fyrster). At der engang har værer en berömt Kong Dag i Danmark, seer man af Thorgeirs fra Liosavatn skjönne Tale, som forberedede Kristendommens indförelse i Island.

20. Her ommeldes igjen en Frode som Ottars Oldefader paa Mödrenesiden. Jfr. Str. 14.

21. Det er ikke Nanna, Baldurs Hustrue, som her nævnes, da denne var en Datter af Nef eller Nep.

22. De to förste Linier forekomme atter Str. 25. Skekil siges ellers at have været en Sön af Lofde (en af Haldan den Gamles Sönner) Konge i Reidgotaland eller Gothernes Fastland, hvortil Jotland (eller Jylland) undertiden regnedes, men det laa dog især sönden eller östen for Östersöen.

23. De fire förste Navne paa Arngrims ellers bekjendte Sönner, forekomme ikke i Hervararsaga, men andre derimod i deres Sted. De hernævnte fire Kjæmper hörte maaske ej heller til dem, men opregnes blot som deres og Ottars Forfædre eller Slægtninge. Derimod nævnes 7 eller 8 af de andre, i det nævnte Skrifts 3^die Kap., som Arngrims og Eyvaras (eller Eyfuras) Sönner, der omtales i næste Strophe.

24. Den bekjendte Arngrims Kone Eyvara eller Eyfura var, efter Hervararsaga, en Datter af Svafurlama, Konge i Garderige eller Rusland. Ogsaa Nordmændene udledte saaledes deres Slægter fra Gotherne og Asafyrsternes Efterkommere i dette vidtlöftige Rige. Jfr. Str. 16, 18, 25. 26, 27.

25. Her menes rimeligvis enten Rolf Krake eller og den norske Rolf fra Bjerget (efter G. Magnæus's Gisning). — Jormunrek er vel Ostgothernes Ermanarik, hvem de eddiske Sagn og Sange gjöre til Sigurd Fafnersbanes Svigersön. Atter en Udledelse af danske Slægter fra de fremmede Gotlier.

26. Eylime siges at have været Konge i Danmark, samt at have nedstammet fra Lofde (see 22^de Str.) En gothisk Kong Hrödung ommeldes i Forerindringen til Grimnersmaal (I, 165, 168).

27. Om Giukungerne forekomme vidtlöftige Underretninger i de om dem og Sigurd handlende Eddasange.

28. Harald Hildetand (hvis Gravminde man, i Fölge af en ældgammel Tradition, endnu påviser ved Leire hans Fader Rærek og Ivar Vidfadme vare berömte danske Konger; Radbard derimod en russisk-gothisk. At hine gamle Fyrster vare helligede Guderne, vil vel ikke sige andet, end at de tillige vare deres Ypperstepræster, og bestemte dertil fra Födselen af, efter gammel nordisk og österlandsk Maade.

29. Da de fleste af de förommeldte Konger mentes at nedstamme fra Aserne eller Guderne, er Overgangen til dem særdeles naturlig. Maaske troede man at den förommeldte Nanna var opkaldt efter og nedstammede fra Baldurs bekjendte Hustru af det samme Navn, og at han derfor omtales her först.

30. Burs Sön er Odin (ogsaa efter ægte mythiske Anskuelser). Asaguden Freyrs Giftermaal med Gerde giver her Anledning til Jætteslægternes Ommeldelse; fra disse nedstammede ogsaa alle Guderne.

31. Denne og 34^te Strophe, samt den sidste Del af den 37^te ere maaske stilede til Ottar selv, i Freyas og Hyndlas Navn.

32. Her kommer maaske Raden til de egentlige Riimthurser eller Jætter og Trolde af den værste Art. Neppe skulde man da troe at den Hake menes her, som omtales i Yngl. Saga 25^de og 27^de Cap., skjönt han maatte ansees for at være en farlig Fjende af Gudernes Slægt paa Jorden. Hrimner nævnes ogsaa i Skirners Reise Str. 28.

33. Mærkeligt er det, at Spaaqvinder og Troldmænd her synes at henföres til Jætte- eller Sortalfe-Slægten, til hvilken förstnævnte Hyndla selv hörte. Selv den store Vala var opfostret blandt dem, og om selve Nornerne synes det at siges i Vafthrudn. Str. 49 (I, 95, 123).

34. See Anm. til 31^te Strophe.

35. Her gaaer Hyndla atter over til den egentlige Gudelære. Her og i de to næstfölgende Stropher omtales Himmelguden Heimdall. Originalens bare (báru) er tvetydigt, og kan enten tages efter Ordet, eller ogsaa (som her er skeet) forklares for födte. Paa samme Maade anvendtes det selvsamme Ord for at forhaane den tydske Biskop Fridrik, der sögte at omvende de hedenske Islændere. Her forekommer Ordet maaske ænigmatisk; Himlen (paa hvis Spidse Heimdall stod og i hvis Sted han saaledes sættes) siges at bæres ved Jordens Rand (Omkreds) af Have, Fjelde og Skove, der i den 36^te Str. personificeres som ni Jættemöer, Heimdalls Bærerinder eller Mödre, hvis man ikke vil foretrække Suhms Gisning, at Regnbuen, hvis Vogter Heimdall ogsaa var, mentes at være nifarvet. Vistnok er det, at den har sin Oprindelse fra Jordens og Havets Uddunstninger.

36. Gjalp og Greip hede Jætten Geirröds Döttre (vistnok betegnende vilde, brusende Strömme) i Udgaard eller Jordens yderste Omkreds. Disse og de evrige Navne forklares ellers i Varianterne. Jfr. Gräter i Idunna und Hermode 1816, S.93-94. At Heimdall her kaldes Sværdprydet (nadgavfgr, naddgavfgr) kommer overens med Odins Ravnesang 14^de Str., hvor han kaldes Sværdets Asa eller den sværdbærende Gud.

37. At den unge Heimdall blev styrket med Jordens og Havets Kraft, som lagdes til hans himmelske Natur, fölger af det foregaaende. Begges fineste Uddunstninger opstige gjennem Luften til Himmelen, og denne synes desuden hver Nat at bade sig i Oceanet. Men hertil lægges endnu noget: Sónar-Blód, som man har villet forklare ved Sonings-Blod, hvilken Oversættelsesmaade jeg har fulgt uden at antage den for fyldestgjörende. Var den rigtig, maatte det vel betegne det ham ydede Offerblod. Nogle mene at Són er det samme som det tydske Sonne, nemlig Solen; her skulde altsaa da oversættes: Solens Blod, og denne digteriske Figur vilde da betegne den blodfarvede Morgen- og Aften-röde. Endvidere maa man erindre, at det ene af Karrene, som indeholdt Digterdrikken (bortfört af Odin fra Dybets Huler) heder Son, og betegner mueligen Vinen (see min Afhandling derom i Athene 6^te Bind S. 251) hvorved dens röde Farve (hvoraf, den saa tit kaldes Drueblod) maa tages i Betragtning. I det Hele ligger maaske heri en dunkel Henvisning til Regnbuens Hovedfarver, da Jorden viser sig enten som grön eller gul, Havet og Vandene blaa, men: Blodet som rödt. See ellers om Heimdall, i hans fleerfoldige Stillinger og Betydninger, I, 55, 148, 215. Jfr. Bastholm paa anf. Sted og Grundtvigs Nordiske Mythologie S. 26.

38. Fenris-Ulven (Dybets graadige Uhyre) synes i visse Maader at personificere Afgrunden, ligesom Sleipner, Odins Hest, Sky- eller Dunst-kredsen, der synes at opstige af Dybet, hvis Fyrste den ældste Loke var. Den fæleste Qvindetrold er vistnok Hel eller Döden, der ogsaa er avlet af Byleistes Broder (eller Loke). Synderligt er det at Midgaardsslangen her er udeglemt.

39. At Loke her siges at have et forbrændt Hjerte eller Sindelag, sigter vel til hans Betydning som den skadelige eller tærende Ild. Konen er her enten en Jættinde, Troldqvinde eller ogsaa en af Afgrundens eller den ufrugtbare Jords Personifikationer; at Loke eller Ilden fortærede hendes halvstegte Hjerte, sigter vistnok til den underjordiske Ilds förste Opkomst og senere forfærdelige Virkninger, hvorved man meente at det Onde först tog Overhaand i Menneskeverdenen. Det er og mueligt, at Skjalden her mener den tregange brændte Heide eller Guldveige (en Personification af Guldet, som da her bliver hendes Hjerte, opslugt af Ilden) hvorfra alle Ulykker kom over Menneskene. See I, 39, 60, hvorved man kan bemærke, at Ilden ogsaa efter Grækernes Myther var den förste Aarsag til Menneskeslægtens Uheld. Ellers meente man i gamle Dage, saavel i Europa som i Asien, at Troldfolk kunde paa en usynlig Maade fortære Andres Hjerter, og at man, ved at spise Hjerter af glubende Dyr, bekom et lignende Sindelag. Pythagoras forböd sine Disciple at spise Hjerter. Om den danske og svenske Almuetro, at Röverne bleve sikkre for Efterstræbelse ved at spise syv ufödte Börns Hjerter s. Thieles danske Folkesagn 2^den Saml. S. 5, 120.

40. Ved at tale om det Ondes Oprindelse erindres tillige de Phoenomener, som i Tidens Fylde skulde vise sig ved Jordens ogsaa derved foraarsagede Undergang. De förste Linier skulle maaske, som G. Magnæus vil, sigte til Havets mod Himlen i usædvanlig Mængde opstigende (men til Snee forvandlede) Dunster. I det Hele tales her om den store Fimbul-Vinter, som efter den yngre Edda (Side 71) skulde vare i tre Aar, uden at nogen varmende eller frugtbargjörende Regn skulde vederqvæge Jorden, hvorimod "Sneen skal drive fra alle Kanter med megen Frost og skarpe, heftige Vinde." Jfr. I, 96, 117-18.

41. Her er Talen öjensynlig om Tordneren Thor, Jordens Sön og Sifs Ægtemage.

42. Den Gud, som er end stærkere og vældigere end Thor og som skal ankomme til Verden ved dens förommeldte Undergang, men hvem Jættinden Hyndla (i Samtale med Asynien Freya) ikke tör nævne — er Surtur (den Mörke, Ubegribelige). Hun vil eller kan ikke spaa længere frem, end naar Odin er opslugt af Fenris-Ulven eller Himlen af Afgrunden.

43. Her afbryder Freya ogsaa Jættinden i det hun udbeder sig en Mindedrik for Ottar, paa det han kan erindre det hele Slægtregister, naar han, tredie Morgen derefter, skulde bevise sine Ahner i Anledning af hans Arvegangstrætte med Angantyr.

44. Morgenen nærmes vel allerede, da Hyndla er bleven sövnig og vranten, samt frygter tillige for Dagens, Jættinderne uvelkomne, Frembrud, hvorfor hun viser Freya strax bort og nægter at opfylde hendes Begjæring.

45-46. Enten Freya eller Hyndla fremförer de heri indeholdte heftige Bebreidelser, er ikke klart af Sammenhængen. At Loke beskyldte Freya for Ulydighed, er begribeligt nok, og det var naturligt, at Nordens Venus ej Ietteligen kunde slippe aldeles fri for slige Bebreidelser. Ildens Veninde kunde hun vel kaldes som raadende for Maanens og Aftenstjernens Skin; Natten ynder ogsaa Ild, men Freya kan i visse Maader antages for Nattens himmelske Gudinde. — Paa den anden Side vare Jættinderne berygtede for Nattesværmen og uteerligt Levnet, samt antændte Baal i Fjeldhuler og Afgrunde; — saaledes kan man og lægge Freya disse Ord i Munden. Mueligen er her noget bleven bortglemt, og Sammenhængen saaledes utydelig. — Om Himmelgeden Heidrun med dens Bukke (I, 174, 250-52) menes her, eller enhver anden Gjed, opkaldt efter den, kan vel heller ikke siges med nogen Vished.

47. Trudselen (i 46^de Str.) begynder at gaa i Opfyldelse. Den Ild, hvorved Jorden synes at staa i Lue, er vel intet andet end Morgenrödens Flammer, som true Jættinden med Undergang, da disse Væsener i Almindelighed mentes forlorne, naar de rammedes af Dagens eller Solens Straaler. Hyndla nödes saaledes, for at frelse sit Liv, til at række Ottar Drikken, men kan ikke bare sig for, med det samme, at udöse Forbandelser over den.

48. Freya afværger Forbandelsens Kraft med at velsigne Drikken, og ved at anraabe alle Guddomme om Hjelp og Held for hendes Yngling. Ordet Ordheill (svarende til det latinske Omen, Oremen, Ostmen) her brugt om Forbandelser, forekommer i en modsat Bemærkning i Laxdæla S. 24^de Cap., da Oluf Paa beder sin Sön Höskuld "Velkommen i en lykkelig Time til hans nye Bopæl (Hiardarholt)".

---

Noter