Forskjell mellom versjoner av «Indledning Fjölsvinnsmaal (FM)»
(Indledning Fjölsvinnsmaal (FM)) |
(HTML-vask) |
||
| Linje 6: | Linje 6: | ||
|- | |- | ||
|} | |} | ||
| − | |||
| Linje 17: | Linje 16: | ||
<big>'''Indledning'''</big></center> | <big>'''Indledning'''</big></center> | ||
| − | + | ||
| − | + | ||
| − | + | Helten ''Svipdag'' vandrer forklædt under det paatagne Navn ''Vindkold,'' og kommer saaledes til en Borg hvor hans Fæstemö ''Menglade'' boer og hersker. De have været trolovede i lang Tid, men han var draget ud og vidt omkring i fremmede Lande paa Ledingsfærd eller Eventyr, uden at see sin Elskede, som vel længe ventede ham tilbage, men var tilsidst nærved at forsage Haabet herom. Digtets Hovedæmne er en Samtale mellem den for Borgeporten ankommende ''Svipdag'' og Slotsherren eller Borgfogden ''Fiölsvinn'' eller ''Fiölsvid,'' som formener ham Indgang. Den bestaaer mest af Spörgsmaal eller Gaader, fremsatte af den Fremmede og besvarede af Slotsherren, alle sandsynligvis tildeels sigtende til den Kjærlighed, som nu var Maalet for ''Vindkolds'' Reise. Tilsidst spörger Vandreren uden Omsvöb, om ''Menglade'' har nogen trolovet Brudgom; da ''Fiölsvid'' svarer ja dertil og nævner ''Svipdag,'' opgiver ''Vindkold'' dette sit rigtige Navn. Bruden er vel i Begyndelsen noget vantroende, men overbevises snart, og begge de Elskende omfavne hinanden med hjertelig Glæde. Saaledes endes Digtet. | |
| − | + | ||
| − | + | Formodentlig har Skjalden mest benyttet sig af Stykkets Fabel for at kunne indflette deri de ommeldte Gaader (fra 10<sup>de</sup> til 41<sup>de</sup> Strophe) som i Ord og Mening ere saa dunkle og synderlige, at jeg ikke tröster mig til at give nogen paalidelig Oversættelse deraf, men hidsætter dem i Originalen, til Brug for dem, som ville giöre sig nöjere bekjendt dermed, samt jevnför dem med ''Gudmund Magnæeus's'' latinske, ''Sandvigs'' danske og ''Afzelius's'' svenske Oversættelse, samt mine Anmærkninger. — Forfatteren har givet Digtet et mythisk Anströg, ved at kalde Slotsherren ''Fiölsvinn'' eller ''Fiölsvid,'' som ellers er et af ''Odins'' bekjendte Tilnavne. Man kunde altsaa gjætte, at han her viste sig inkarneret som ''Menglades'' Formynder eller Vogter for hendes Borg. Vi vide hvor almindeligt det var hos Nordboer, Græker og Inder at forestille Guder, saaledes vandrende paa Jorden som tilsyneladende Mennesker; man erindre sig f. Ex. ''Minerva'' som ''Mentor'' i Odysseen. Endvidere, opregner Digteren paa en allegorisk Maade (Str. 35 og 39) en Deel ellers ubekjendte Alfer og Alfmöer, hvilke han synes at forestille som Genier og Nympher, der opvække eller befordre Elskov o. s. v., ligesom vore Forfædre forestilte sig slige Aander eller besjælede Atom-Væsener, som virkende paa Lys og Mörke, samt paa alle Elementer overhoved. Ved denne Omstændighed bliver dette Digt mærkeligt, da det kaster et vigtigt Lys paa den (om jeg saa maa sige, orphisk-hesiodiske) Maade, hvorpaa ogsaa Nordens gamle Digtere, ved physiske Anskuelser eller Grublerier, dannede sig nye allegoriske Guddomme eller Genier, af virkelige eller formentlige Naturvæsener. | |
| − | + | ||
| − | + | Over Hovedindholdet af ''Fiölsvinnsmaal'' findes ellers en meget sindrig Analyse i ''svensk Literatur-Tidning'' for 1820, No. 36,<ref>I en Recension over ''Eddornas Sinnebildslära for Olärde främställd,'' af ''Ling. Stockholm'' 1819-20 (1<sup>ste</sup> Hefte).</ref> hvoraf jeg ikke kan undlade her at meddele mine ærede Læsere et Udtog: "Digtet ''Fiölsvinnsmaal'' indeholder vel en Natur-Allegorie over ''Aarstiderne. Menglöd'' eller ''Menglade,'' til hvis Borg Elskeren nærmer sig, er da, ogsaa efter Navnet at dömme, ''den af Varmen nu först genoplivede Jord'', som endnu bevogtes eller beherskes af ''Fiölsvid'', ''de kolde Fjeldvinde.''<ref>Efter min Mening betegnes ''Vintertiden'' eller ''Vinterluften'' her egentlig ved Navnet ''Fiólsvidur'' (svarende til Navnene ''Svidur'' og ''Svidrir,'' der tillægges ''Odin'' som personificeret Guddom for tvende Vintermaaneder. See I, 158). Da ''Fiölsvinn'' eller ''Fiölsvid'' ellers er et af'' Odins'' almindelige Navne, kunde man og antage at han her omtales som Aarsgud, altsaa baade som ''Vinterens og Sommerens Herre,'' og som den ''alvidende'' Verdenshersker.</ref> Hun opsöges dog endelig af Sommeren, ''Svipdag'' (den som fremskynder Dagen, den som gjör at Dagen hurtig tændes, af ''svipa,'' fremskynde, svinge, bevæge hurtig, o. s. v.)<ref>Jfr. Ordene (i Glossariet til den ældre Eddas store Udg. 2<sup>den</sup> T.) ''Sveip'' S. 805, ''Svipen'' S. 807.</ref> Dette oplyses endvidere af Str. 48, hvor han udtrykkelig siges at være en Sön af ''Solskinnet'' eller ''Solens Lys.'' Da ''Sommeren'' altid först aabenbarer sig her i Norden ved heftige og kolde Vaarstorme, saa forkynder ''Svipdag'' sig först for ''Fiölsvinn'' under Navnet ''Vindkold,'' Sön af'' Vaarkold'' eller ''Foraarskulden,'' som har sin Oprindelse fra den endnu paa Fjeldene liggende Snee, over hvilke Vaarvindene suse." Hidindtil er jeg fuldkommen enig med den skarpsindige Forfatter. Hans fölgende Forklaring forekommer mig mere problematisk, skjönt jeg ingenlunde vil modsige den, da den stötter sig til antagelige Formodningsgrunde: "''Fiölsvinn'' beretter at han har bevaret den vaarlige Jord, ''Menglöd,'' inden for en Vold eller Indhegning kaldet ''Gastropner,'' som han havde dannet af ''Leer-Brimers'' (eller ''Ymers'') Lemmer; muelig betegnes ''Sneedriverne'' derved [see min Anm. til 13<sup>de</sup> Str.], samt inden for et Gitter eller Hegn kaldet ''Thrymgjöll'' (Tordenskrald) opreist af ''Solblinde's'' (det mörke Taagemulms) Sönner. [See min Anm. til 11<sup>te</sup> Str.] I Sammenhæng hermed omtales Solen, forestilt som en ''Hane'' kaldet ''Vidofner'', forsynet med lyse, skinnende Fjædre (Lysstraaler) og siddende i Toppen af ''Mimetræet'' eller Livstræet ''Ygdrasill.'' [See min Anm.] De to (vingede) Væsener, som siges at ligge paa ''Vidofners'' (eller Solens) Veje,<ref>Naar man nemlig udtaler ''lidum'' som ''leidum''.</ref> sigte vel til de bekjendte Solulve. Men i 27<sup>de</sup> Str. siges at den af ''Surtur'' indsluttede eller forfulgte ''Vidofner'' endelig skal falde for den af ''Loke'' fremtagne eller blottede ''Mistelten'' (som her dog kaldes ''Hæva-ten''), og saaledes bestyrker dette Sted den Gisning, at de Gamle, i physikalsk Forstand, have tænkt sig ''Solen'' som ''Baldur, Odins'' (eller Himmel-hvælvingens) rene og skjönne Sön." Meget taler vistnok ogsaa for den sidste Deel af nærværende Forklaring, men det forekommer mig dog at Digteren, ved sine dunkle Gaader, især har taget Hensyn til visse festlige Ceremonier eller Skikke og maaske tillige til Menneskelivet og dets erotiske Mysterier, skjönt det skeer paa en Maade, der er mig ligesaa dunkel, som ''Odins Ravnesang'' var for de ældre Fortolkere. Uden Tvivl hörte disse Gaader allerede i Oldtiden til de mörkeste, og vare maaske indrettede saaledes med velberaad Hu, saa at det ikke er underligt, at vi ej kunne löse dem paa nogen nu tilfredsstillende Maade. I den Henseende kan jeg ogsaa underskrive ''Grundtvigs'' Dom (i Nordens Mythologie S. 10: "''Fiölsvinnsmaal'' synes at höre halv til Gude- og halv til Fabel-læren, men da det er meget mörkt, maa vi for det förste lade det hvile."<ref>Nogle Betragtninger over dette Digt findes og i ''Grundtvigs'' Bemærkninger over ''Signe'' — ''Minerva'' for Junii 1807.</ref> | |
| − | + | ||
| − | + | Af det foranförte har man ellers Grund til at formode, at ''Fiölsvinnsmaal'' i Hedenoldsdagene helst plejede at afsynges ved en ''Sommer''- eller ''Vaar-fest'', af samme Art som de senere ''Majigilder'' o. s. v., ved hvilke Almuen i Norden, saavelsom i Tydskland, har höjtidelig modtaget den skjönneste Aarstid, og tillige fejret etslags theatralske Brylluper mellem ''Majgreven'' og hans Elskede, for derved at antyde hele Naturens Elskovs-jubel i disse Aarets Ungdoms- og Glædes-dage. Jfr. I, 18, 193. ''Thieles'' danske Folkesagn I, 145, 154-55. I saa Fald vilde Digtet henhöre til de Vexelsange mellem Sommer og Vinter, som endnu synges i Schweitz og Tydskland ved lignende Folkefester. | |
| − | + | ||
| − | + | Jeg kjender ingen særskilt Oversættelse af dette Digt, undtagen en tydsk af ''Gräter'' i ''nordische Blumen'' 1789. | |
| − | + | ||
| − | + | ||
| − | + | ---- | |
| − | + | ||
| − | + | ||
| − | < | + | '''Noter:''' |
| − | + | ||
| + | <references /> | ||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
Nåværende revisjon fra 27. feb. 2013 kl. 08:14
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
Helten Svipdag vandrer forklædt under det paatagne Navn Vindkold, og kommer saaledes til en Borg hvor hans Fæstemö Menglade boer og hersker. De have været trolovede i lang Tid, men han var draget ud og vidt omkring i fremmede Lande paa Ledingsfærd eller Eventyr, uden at see sin Elskede, som vel længe ventede ham tilbage, men var tilsidst nærved at forsage Haabet herom. Digtets Hovedæmne er en Samtale mellem den for Borgeporten ankommende Svipdag og Slotsherren eller Borgfogden Fiölsvinn eller Fiölsvid, som formener ham Indgang. Den bestaaer mest af Spörgsmaal eller Gaader, fremsatte af den Fremmede og besvarede af Slotsherren, alle sandsynligvis tildeels sigtende til den Kjærlighed, som nu var Maalet for Vindkolds Reise. Tilsidst spörger Vandreren uden Omsvöb, om Menglade har nogen trolovet Brudgom; da Fiölsvid svarer ja dertil og nævner Svipdag, opgiver Vindkold dette sit rigtige Navn. Bruden er vel i Begyndelsen noget vantroende, men overbevises snart, og begge de Elskende omfavne hinanden med hjertelig Glæde. Saaledes endes Digtet.
Formodentlig har Skjalden mest benyttet sig af Stykkets Fabel for at kunne indflette deri de ommeldte Gaader (fra 10de til 41de Strophe) som i Ord og Mening ere saa dunkle og synderlige, at jeg ikke tröster mig til at give nogen paalidelig Oversættelse deraf, men hidsætter dem i Originalen, til Brug for dem, som ville giöre sig nöjere bekjendt dermed, samt jevnför dem med Gudmund Magnæeus's latinske, Sandvigs danske og Afzelius's svenske Oversættelse, samt mine Anmærkninger. — Forfatteren har givet Digtet et mythisk Anströg, ved at kalde Slotsherren Fiölsvinn eller Fiölsvid, som ellers er et af Odins bekjendte Tilnavne. Man kunde altsaa gjætte, at han her viste sig inkarneret som Menglades Formynder eller Vogter for hendes Borg. Vi vide hvor almindeligt det var hos Nordboer, Græker og Inder at forestille Guder, saaledes vandrende paa Jorden som tilsyneladende Mennesker; man erindre sig f. Ex. Minerva som Mentor i Odysseen. Endvidere, opregner Digteren paa en allegorisk Maade (Str. 35 og 39) en Deel ellers ubekjendte Alfer og Alfmöer, hvilke han synes at forestille som Genier og Nympher, der opvække eller befordre Elskov o. s. v., ligesom vore Forfædre forestilte sig slige Aander eller besjælede Atom-Væsener, som virkende paa Lys og Mörke, samt paa alle Elementer overhoved. Ved denne Omstændighed bliver dette Digt mærkeligt, da det kaster et vigtigt Lys paa den (om jeg saa maa sige, orphisk-hesiodiske) Maade, hvorpaa ogsaa Nordens gamle Digtere, ved physiske Anskuelser eller Grublerier, dannede sig nye allegoriske Guddomme eller Genier, af virkelige eller formentlige Naturvæsener.
Over Hovedindholdet af Fiölsvinnsmaal findes ellers en meget sindrig Analyse i svensk Literatur-Tidning for 1820, No. 36,[1] hvoraf jeg ikke kan undlade her at meddele mine ærede Læsere et Udtog: "Digtet Fiölsvinnsmaal indeholder vel en Natur-Allegorie over Aarstiderne. Menglöd eller Menglade, til hvis Borg Elskeren nærmer sig, er da, ogsaa efter Navnet at dömme, den af Varmen nu först genoplivede Jord, som endnu bevogtes eller beherskes af Fiölsvid, de kolde Fjeldvinde.[2] Hun opsöges dog endelig af Sommeren, Svipdag (den som fremskynder Dagen, den som gjör at Dagen hurtig tændes, af svipa, fremskynde, svinge, bevæge hurtig, o. s. v.)[3] Dette oplyses endvidere af Str. 48, hvor han udtrykkelig siges at være en Sön af Solskinnet eller Solens Lys. Da Sommeren altid först aabenbarer sig her i Norden ved heftige og kolde Vaarstorme, saa forkynder Svipdag sig först for Fiölsvinn under Navnet Vindkold, Sön af Vaarkold eller Foraarskulden, som har sin Oprindelse fra den endnu paa Fjeldene liggende Snee, over hvilke Vaarvindene suse." Hidindtil er jeg fuldkommen enig med den skarpsindige Forfatter. Hans fölgende Forklaring forekommer mig mere problematisk, skjönt jeg ingenlunde vil modsige den, da den stötter sig til antagelige Formodningsgrunde: "Fiölsvinn beretter at han har bevaret den vaarlige Jord, Menglöd, inden for en Vold eller Indhegning kaldet Gastropner, som han havde dannet af Leer-Brimers (eller Ymers) Lemmer; muelig betegnes Sneedriverne derved [see min Anm. til 13de Str.], samt inden for et Gitter eller Hegn kaldet Thrymgjöll (Tordenskrald) opreist af Solblinde's (det mörke Taagemulms) Sönner. [See min Anm. til 11te Str.] I Sammenhæng hermed omtales Solen, forestilt som en Hane kaldet Vidofner, forsynet med lyse, skinnende Fjædre (Lysstraaler) og siddende i Toppen af Mimetræet eller Livstræet Ygdrasill. [See min Anm.] De to (vingede) Væsener, som siges at ligge paa Vidofners (eller Solens) Veje,[4] sigte vel til de bekjendte Solulve. Men i 27de Str. siges at den af Surtur indsluttede eller forfulgte Vidofner endelig skal falde for den af Loke fremtagne eller blottede Mistelten (som her dog kaldes Hæva-ten), og saaledes bestyrker dette Sted den Gisning, at de Gamle, i physikalsk Forstand, have tænkt sig Solen som Baldur, Odins (eller Himmel-hvælvingens) rene og skjönne Sön." Meget taler vistnok ogsaa for den sidste Deel af nærværende Forklaring, men det forekommer mig dog at Digteren, ved sine dunkle Gaader, især har taget Hensyn til visse festlige Ceremonier eller Skikke og maaske tillige til Menneskelivet og dets erotiske Mysterier, skjönt det skeer paa en Maade, der er mig ligesaa dunkel, som Odins Ravnesang var for de ældre Fortolkere. Uden Tvivl hörte disse Gaader allerede i Oldtiden til de mörkeste, og vare maaske indrettede saaledes med velberaad Hu, saa at det ikke er underligt, at vi ej kunne löse dem paa nogen nu tilfredsstillende Maade. I den Henseende kan jeg ogsaa underskrive Grundtvigs Dom (i Nordens Mythologie S. 10: "Fiölsvinnsmaal synes at höre halv til Gude- og halv til Fabel-læren, men da det er meget mörkt, maa vi for det förste lade det hvile."[5]
Af det foranförte har man ellers Grund til at formode, at Fiölsvinnsmaal i Hedenoldsdagene helst plejede at afsynges ved en Sommer- eller Vaar-fest, af samme Art som de senere Majigilder o. s. v., ved hvilke Almuen i Norden, saavelsom i Tydskland, har höjtidelig modtaget den skjönneste Aarstid, og tillige fejret etslags theatralske Brylluper mellem Majgreven og hans Elskede, for derved at antyde hele Naturens Elskovs-jubel i disse Aarets Ungdoms- og Glædes-dage. Jfr. I, 18, 193. Thieles danske Folkesagn I, 145, 154-55. I saa Fald vilde Digtet henhöre til de Vexelsange mellem Sommer og Vinter, som endnu synges i Schweitz og Tydskland ved lignende Folkefester.
Jeg kjender ingen særskilt Oversættelse af dette Digt, undtagen en tydsk af Gräter i nordische Blumen 1789.
Noter:
- ↑ I en Recension over Eddornas Sinnebildslära for Olärde främställd, af Ling. Stockholm 1819-20 (1ste Hefte).
- ↑ Efter min Mening betegnes Vintertiden eller Vinterluften her egentlig ved Navnet Fiólsvidur (svarende til Navnene Svidur og Svidrir, der tillægges Odin som personificeret Guddom for tvende Vintermaaneder. See I, 158). Da Fiölsvinn eller Fiölsvid ellers er et af Odins almindelige Navne, kunde man og antage at han her omtales som Aarsgud, altsaa baade som Vinterens og Sommerens Herre, og som den alvidende Verdenshersker.
- ↑ Jfr. Ordene (i Glossariet til den ældre Eddas store Udg. 2den T.) Sveip S. 805, Svipen S. 807.
- ↑ Naar man nemlig udtaler lidum som leidum.
- ↑ Nogle Betragtninger over dette Digt findes og i Grundtvigs Bemærkninger over Signe — Minerva for Junii 1807.
