Lausavísur (Gunnlaugr ormstunga Illugason)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Gunnlaugr ormstunga Illugason

Lausavísur

Oversættelse: Knud Hjortø (1930)

1.
Mark bød jeg mulen
Bonde for Træls Mén.
Snør op for Lommens Gemme
snært trukne Lædersnor!
Træk ikke trøden,
Gamling, i Skæggets Traade!
Gensyn ellers gir jeg
med goden Mark aldrig.

2.
I Hirden kvækker En,
mest sig selv til Mén.
Vend dit Øre bort,
han er ond og sort.

3.
Ting vil jeg sige dig to,
blodgrumme Svend og sølvgriske:
Slangenavn tidlig jeg førte
og tit en blodig Sværdodd.
Du, som dig roser af Ran,
er ramt nu af to Tungers Lov:
Her stak dig Slangens Spydodd,
snart slikker dig Sværdets Tunge.

4.
Mægtige Konger maa jeg gæste,
og dertil Jarler mange.
Brat jeg dog kommer til Kampen,
naar Adelraad Sejerslynet kalder.
Da skratter Malmet mod Skjold,
over Ligdynger Krigeren skræver.
Siden vil rød Guldflod
rinde over Heltens Arme.

5.
Svenske Helte, som graahærdet Gubbe
til højest Ros løfter, I har Ret!
Saa mangen en fraadende Bølgekam
paa vejløs Sø i Sejr har han brudt.
Men Eriks straalende Ungdom og Ry
med samme Ret prises af stridige Nordmænd.
Saa mangen en skumhvid Bølgetop,
har rød han farvet med Fjenders Blod.

6.
Nu leger en sagte Vind
Med letgaaende Fartøj.
Men slaa mig kun ned, Storme!
slæng mig paa Havets, Bund!
Før gaar jeg ung til Hel
som havsvullen Dødning,
end ynkelig jeg ældes
som Ravns Ligemand.

7.
Aldrig vil anden Mand vinde Helga
end den, hun har elsket som ung.
Da sad vi i Lyngen. Gunløgs Hoved
hvilede mod det kæreste Læne.
Gult Haar lyste mod blaa Himmel,
blaa øjne straaled mod gul Aften.
Een og kun een i hele Verden!
Saadan lød fra begge Løftet.

8.
Altid hvor jeg voved, har helt jeg vundet,
i Strid, i Elskov, i Skjaldekunst.
Men fra den Dag, jeg for dig blev sveget,
til Hælvten ind min Lykke svandt.
God blev aldrig en hel Dag siden,
hvad end jeg vandt af Sejr og Guld.
Kun eet kan rette din Faders Brøde:
Igen at binde, hvad aldrig var bristet.

9.
Som Guld er Helgas Aasyn og Hu,
altid fager og uden Lyde.
Hendes Arm gør ædlere Guldet, den bær;
som ussel Trælkvinde dog blev hun solgt.
Men om end solgt til et hadet Gifte,
for Gunløg er Helga altid den samme.
Her, tag min Kappe og svøb den om dig:
Det er min Hu, der om dig svæver.

10.
Blid Vind blæste Kvinden paa Mands Vej hen.
Storm og Fortræd det næste blev.
Een Mand sorgfuld, den anden uglad,
til begge Sider kun idel Mén.
Tredobbelt farlig blev Kvinden os skabt:
Skade og Lykke og Skade igen!
Ugerne løfter sig Talens Laag;
i mit tunge Hjerte koger det tavst.

11.
Af uførte Hug mod Helgas Elsker
utaalmodig min Haand har dirret
Nu skal med skrattende Slag af mit Sværd
jeg skrælle din Hjelm og det krøllede Hoved!
Snart skal Saarets Lue brænde
som ædende Salt i dine Knogler.
Her er et.Jcrn-Kvad om dig lagt.
Langt er ikke til Sværdets Kvad.

12.
At hende jeg elsker, og hende alene,
det blev mit Livs evige Skæbne.
Det blir mit Fordærv, at ingen Kvinde
uden hun kan blive mig kær.
Til ingens Glæde den Fagre fødtes,
hvor Livet blindt sine Gaver øder!
Jeg ser dig, Helga, hinsides Aaen,
mit eneste Haab og mit Haabs Forlis.

13.
Som Solen, der skinner paa mig fra Himlen,
er dine Øjne: Baade Sol og Himmel.
Og Brynets lyse, hvælvede Bue
er atter Himlens rødgule Morgen.
Og end til eget Lys mer du lægger
Kjolens Lin og Guldets Sol.
Du er min Dag. Naar du er borte,
bliver det Nat for mine Øjne.

14.
Paa stenede Dingenæs hentede Nornen mig,
da sank omsider, hvad før stod paa Held.
Mod Skjoldknap Sværdhug i tæt Drive knøg.
Mandshjerte dog ej knuges af egne Saar.
Der ligger Ravn, den tapre Helt,
her sidder jeg, ser mit Blod rinde ud.
Mit Hoved svimler, i Taage jeg ser
Guldbaand om Helgas Pande svøbt.

Kilder:

1. De islandske sagaer, Bind 1-3, oversættelse ved Johs. V. Jensen, Hans Kyrre, Gunnar Gunnarsson, Knud Hjortø, Thøger Larsen m. fl., København, 1930-32
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."