Minde om Håkon

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Ejvind Finnson Skjaldefordærver (Skáldaspillir)

Minde om Håkon

(Hákonarmál)

et mindekvad om kong Håkon den Gode, som døde af det sår han pådrog sig under Slaget på Fitjar år 961

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no
© 2012

— med illustrationer af Gerhard Munthe

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Saga Hákonar góða i Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1.
Gøtaty sendte
Gøndul og Skøgul
for at kåre den konge
fra Yngves slægt
som Odin sku’ ha’
som ven i Valhal.




2.
Bjørns bror sås
stå brynjeklædt
— den kække konge! —
under kampens banner
ved de spidse spyd
og spændte buer:
Striden begyndte straks!

3.
Holmrygernes hær
og Helgelands folk
fulgtes med fyrsten
forrest til kampen.
I striden stod han
støttet af nordmænd
— ø-daners uven —
nu under sin hjelm.

4.
Kongen kastede
ved kampstart brynjen
— sit værn mod våben
vred han til jorden.
I leg sku’ landet
med lydmænd værges;
gramen — i guldhjelm —
gik glad til striden.

5.
I høvdingens hånd
huggede sværdet
i Vidurs vadmel
som var det i vand;
brodde bragede
i brudte skjolde
og hug mod hårde
hov’der rungede.

6.
Og skjolde fik skår,
skaller blev kløvet
af Håkons hærmænds
hærdede klinger.
Kongernes rasen
rødfarved’ jorden
og skjoldborges skær
skjultes bag blodet.

7.
Sårbranden blussed’
i blødende hug;
skægøksen skråned’
over skibets træ.
Sårbølgen bruste
mod bladets næs
og flejnens flod faldt
i fjorden ved Stord.

8.
Skjoldbulen skælved’
i Skøguls stormvejr;
på himlen så man
højrøde skyer.
I Odins uvejr
løb odfossen fuld;
i sværdstrømmen stred
stimer af faldne.

9.
De døde døglinger
— med dragne sværd,
med skårne skjolde
og skudte brynjer —
måtte da gå
— mismodige —
den lange vej til Valhal.

10.
Gøndul lo
— lænet mod spyddet:
»Støtten til guderne stiger!«
Håkon blev hentet
— og hæren fulgte —
hjem til gudernes gård.



11.
Kongen hørte
valkyrjerne tale
— de sad højt på hesteryg;
og de talte klogt,
og var klædt i hjelm
med skjold ved deres skulder.

12.
(Håkon sagde:)
»Hvorfor, Skøgul,«
»skilte du mig fra sejren?
Guderne undte mig ingen hjælp!«
(Skøgul sagde:)
»Sejren i slaget«
»den sendte vi dig,
da dine fjender flygtede.«

13.
»Lad os ride!«
råbte Skøgul,
»— til gudernes grønne hjem,
og fortælle Odin
at fyrsten kommer
for at besøge ham selv.«

14.
Hærfar sagde:
»Hermod og Brage,
»begiv jer gramen i møde!
Der kommer en konge,
— en kriger, tror jeg —
hér til disse haller.«

15.
Kongen sagde,
kommet fra strid
— han stod dér bleg og blodig:
»Odin synes
mig ondskabsfuldt stemt
— det ser jeg af hans sind.«



16.
»Alle einherjer
afstår fra ufred;
tag nu imod asernes øl —
Jarlers fjende!
— her findes jo dine
otte brødre,« kvad Brage.

17.
»Våbnene dog,«
sagde den vise konge,
»overgiver vi ikke!
Skjolde og brynjer
skal vi beholde;
vi har dem helst ved hånden!«

18.
Nu blev det kundgjort,
at kongen havde
holdt sig fra helligbrøde;
da blev Håkon
hilst velkommen
i de rådendes rækker.

19.
Gode tider
gi’r os konger
med sådan et sindelag,
og fra hans tid
husker vi evigt
det gode, der blev givet.

20.
Fenrisulven
skal fare løs
mellem menneskeslægter,
før kongens lige
kommer hertil
og sætter sig i sædet.



21.
Fæet dør,
frænder dør
og landet lægges øde.
Da Håkon drog
til hedenske guder,
drev folket i fattigdom.