Isefjords syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Isefjords syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Isefjords syssel
(Ísafjarðar sýsla)
[Indbyggerantal c. 5000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

I Gísl. fortælles, at Vestens sønner efter drabet af Gisles broder Torkel på Torskefjords ting søgte tilflugt hos deres faster Aud i Gejrtjovsfjord (Bst.); ved ankomsten dertil havde de ligget ude i fem døgn og havde i den tid været uden mad. Hendes mand Gisle var den gang tilfældigvis hjemme, men Aud lader dem skjule sig i skoven og sender dem siden over halsen, til Mosdal (Mosdalr) til Bjartmars sønnerne, som var hendes farbrødre. Den her nævnte hals er den Langanæsset opfyldende fjældmasse, der som tidligere bemærket skiller mellem Bardastrands og Isefjords sysler. I nordsiden af denne fjældstrækning skærer sig et par smådale ind, af hvilke den næst yderste og største er Mosdal, med fem gårde, af hvilke dog ingen bærer dalens navn. Af gårdene er den vestligste Laugaból; fjældstrækningen her oven for er det, som i Gísl. (II., 123) kaldes Laugabolshlid (Laugabólshlíð); og yderst i dette fjæld vil sagnet, at Gisle skal have stået, da han, som sagaen beretter, på vejen til Gejrtjovsfjord gik i land ved Laugabolshlid og kastede en stor klippeblok ud i det foran landet liggende skær, hvorefter han roede ud for at overbevise sig om, at klippestykket havde ramt. I nordvestlig retning fra Laugabolshlidens ende ligger også i Arnarfjorden et skær, fjordens eneste. Det kaldes Gisleskær (Gíslasker) og er øjensynlig det, som sagaen på oven nævnte sted hentyder til; men heraf ses rigtignok, at sagnene om Gisle allerede på sagaskriverens tid må have antaget fantastisk form, ti skæret ligger omtrent en fjærdingvej fra land.

Fra Botn i Gejrtjovsfjord fører der, som Gísl. antyder, en vej i nordvest over heden til Mosdal; fra samme gård ligger også en anden vej, mere lige i nord, over den såkaldte Dynjandeshede til gården Dynjande (Dynjandi) ved den sydligste af de to vige, hvori den nordlige arm af Arnarfjorden inderst inde deler sig. Denne vej, der må følges af alle, som fra den sydvestlige del af Vestfjordene agter sig længere nord på landvejs, er en af de værste, hele Island har at opvise, og navnlig volder det besvær at passere den med heste, fremfor alt med belæssede, hvorimod hedens længde (et par mil) ikke er betydelig. Heden er så at sige vejløs, og hvorvel opstigningen fra Botn ikke er så stejl endda, besværes man dog meget af løse sten og klippeblokke, som i stedse tættere mængde bedække grunden. Men navnlig efter at hedens højeste punkt Kølen (Kjölr — der dog ingenlunde fremtræder som nogen skarp ryg) er nåt og nedstigningen begynder, bliver vejen ligefrem pinlig slet, og man har ikke en gang som ved Lækjarhede (Bst.) den trøst at have en smuk og ejendommelig udsigt for øje. Grundens sten og klippebrokker — urden — bliver bestandig større, løsere og værre; på venstre hånd har man et fjæld, som ikke med urette bærer navnet »urd«fjæld (Urðarfjall), til højre en lavere højde; foran og ned for sig ser man intet uden urd — uden spor af sti; og ned over og gennem denne må de ulykkelige heste slæbes næsten lodret, halv faldende og rivende store sten med sig. Endelig ses gården Dynjande i en ubetydelig lille dal ved en vig, der mod nord begrænses af et mindre, men højt næs, Medalnæs (Meðalnes). Gården Dynjande tager navn af en foss, som ses allerede oppe fra hederanden, men bedst tager den sig dog ud nede fra. Bestandig går det endnu næsten lodret ned efter; efterhånden begynde urderne at veksle med små græsflader, disse blive større og større, og endelig nås dalbunden og gården, hen imod hvilken næppe mere end de sidste hundrede skridt er jævn vej. — Lige oven for gården styrter den omtr. 90 fv. høje Dynjande-foss sig ned; trapfjældets væg danner en mængde små terrasser, hvorover fossen falder temlig stejlt men dog ikke fuldkommen lodret ned. øverst oppe ved fjældranden begrænses den af to små klippehjørner; derfra udvider den sig bestandig ned efter, indtil den, efter at være falden ned over omtrent 2/3 af fjældet samler sig i et klippeleje, hvorefter den som en å gennem dette søger ned til vigen, dannende endnu 3—4 småfosser på sin vej. En af disse »Gangfossen« (Göngufoss), temlig højt oppe i lien, er meget mærkelig ved, at man kan gå under eller bag ved den. Fossen er omtr. 15 al. høj og omtrent lige så bred, den falder i en samlet vandmasse ned over klippen og lader kun ved hvert hjörne en plads af omtrent én alen åben, så at man kan smutte ind mellem fossen og klippevæggen og så langs en svagt hulet væg eller grotte komme tørskoet (men rigtignok ikke tør, da en bestandig fin støvregn hersker her) over åen. At stå under fossen her inde er noget højst forunderligt, øjet blændes af det med rivende hurtighed umiddelbart foran en nedfaldende vand, og sanserne bedøves ved vandets dundren over hovedet på en, dets fornyede buldren og plasken, når det slår imod klippegrunden for neden, og den uafladelige rysten, hvori klippevæggene, der mangfoldiggør lyden, synes at befinde sig.

Nord for Medalnæs åbner sig Arnarfjordens inderste vig, nu sædvanlig kaldet Borgarfjord efter en oven for fjordbunden stående gård Borg. Gården, der i øvrigt allerede forekommer i Ravn Svejnbjörnssöns saga (Bsk. s. 663), har utvivlsomt opslugt den i Gísl. (II., 91) nævnte gård Ø (Ey) i Arnarfjordsbund, hvor Bjartmar, en søn af landnamsmanden Ån — i følge Gísl. II. selv landnamsmand — boede. Gísl. I, s. 8 siger mere ubestemt, at han boede i Arnarfjord, inde i Botn (ɔ: bunden), hvilket sidste ord her næppe skal tages som noget egennavn. Gården Ø har formodenlig draget navn af sin beliggenhed mellem de samme to åer, af hvilke Borg er indesluttet; syd for denne gård løber nemlig Mjólkå (Mjólká), og lidt nordligere, ved Borgarfjordens nordøstligste hjørne, falder den noget større Hóvså (Hófsá) i søen. Nogen virkelig ø dannes dog ikke, da de to åer hver for sig falder i fjorden . — Ude på Medalnæspynten viser man nu en dysse, hvor Már (man tænker herved på Bjartmár) skal være højlagt.

Fra Arnarfjordens nordøstligste hjörne, hvor Borgs nabogård (Rauðstaðir) ligger, strækker en smal dal sig op mellem fjældene. Gennem denne foregår opstigningen til den bekendte jøkel Glåma (Gláma) eller Glåmuhede (Glámuheiðr), som den i ældre tid oftere findes benævnt, der — hen ved 3000 f. høj — optager hele det indre højland mellem Bardastrands syssel og den syd for Isefjordsdybet liggende del af Isefjords syssel. Fra Arnarfjordens bund viser den sig som en stærkt sneplettet fjældhede oven for dalen, efter at den syd fra kommende allerede fra Dynjandeshede har haft den første udsigt til den. Over Glåma må de få, som agter sig landvejs mellem Arnarfjorden eller den nord for liggende Dyrefjord og Isefjords-dybets indre sidefjorde, søge sig vej; ti fra sydsiden af den oft nævnte store fjord Isefjordsdybet skærer sig en sådan mængde sidefjorde ind i landet, at vejen langs disses kyst, hvis man søgte nordvest om Glåma ned i en af de ydre, i ethvert tilfælde vilde medføre en urimelig tidsspilde; men hertil kommer, at kystfjældene i disse fjorde er så stejle, at de på mange steder blive ligefrem ufarbare; og at drage tværs over halsene, som bedække de mellem fjordene liggende næs, er ikke at tænke på. Uagtet Glåma således er den eneste landvej mellem disse store fjorde, er den dog kun meget sjælden befaret; og for nogle år siden (1874) levede i Arnarfjorden og Dyrefjorden kun en eneste, tilmed fra Isefjordsdybet indvandret mand, der trøstede sig til at være vejviser over jøklen; de enkelte gange, den vest fra passeres, foregår opstigningen i reglen fra Dyrefjorden. — I sagaerne findes rejser over Glåma et par gange omtalt, således i Fbr. og i Sturl., hvor den nedrige Torvald i Vatnsfjord vælger denne vej, da han vil overfalde den ædle Ravn Svejnbjörnssön; i bægge disse tilfælde finder nedstigningen sted i Arnarfjorden. Oven for Arnarfjords skardet, hvorigennem Glåma-vejen ligger op, findes en høj, Sjónfríð, hvorfra man skal kunne se Isefjordsdybet og den retning, man skal tage for at komme ned i denne eller hin af de forskellige sidefjorde.

Den første gård på Arnarfjordens nordside, der fortjæner nærmere omtale, er Øre (Eyri, ældre: Eyrr), der efter den ædle Ravn Svejnbjörnssön, som i Sturlungetiden boede der, senere er bleven kaldet Ravnsøre (Rafnseyri). Den er sognets præstegård og er ubetinget den betydeligste ejendom i hele Arnarfjorden. Det er tidligere nævnt, at man måske kunde gætte på, at det i Háv. nævnte Øre egenlig skulde være denne gård. Fra fjordbunden ud til Ravnsøre er et par timers vej; man bevæger sig frem langs lien ad dårlig vej, og lige til man kommer til selve gården er underlandet kun ringe. På denne strækning findes nu fire gårde, og da her tillige nævnes et par ødehjålejer, har der måske i ældre tid været 1—2 flere; samtlige beboere på alle disse gårde lod Torvald binde, da han fra Glåma-hede kom ned til bygden, for at de ikke skulde mælde Ravn hans ankomst. Ravnsøre-gården ligger neden til i tunet, der strækker sig op ad høje græsbevoksede banker, som danner fortsættelsen af fjældryggen, der her skyder sig ned mod kysten. Der hvor man, kommende øst fra, rider fra fjorden op på det høje tun, hedder vejen »Afglapastigr«, i følge sagnet, fordi Torvalds mænd her skal have redet en dreng ned, der var sendt for at bringe Ravn bud om den truende fare. På Ravns tid var gården omgiven med et virke, der dog som sædvanligt intet gavnede, her fordi man den nat havde forsömt at holde vagt. På Ravnsøre beskæftiger sagnet sig naturligvis fornemmelig med Ravn; nede ved landingsstedet sydvest for gården viser man en anselig tomt af et nøst eller skibsskur (hróf) — 12 fv. lang, passende til et ti- eller tolv-året fartöj, siger sognebeskr, —; i følge sidst nævnte kilde skal Ravn her have haft et skib, hvorpå hans sønner undflyede fra overfaldet; desuden vil man i den omtrent over for liggende Laugabolshlid vise nogle kløfter eller grotter, hvori Ravnssönnerne skal have skjult sig. Syd for gården ligger kirken; dens ældre tomt ses lidt sydligere i tunet, hvor den formodenlig har stået i Ravns tid. I kirkedören sidder en gammel fjæl, hvori ses 3—4 aflange huller; man fortæller, at disse skal være mærker efter pile, der udskødes af en vis Gudmund (skotsk), som stod på en grusbanke (Guðmundarhóll) vest for tunet (nogle hundrede alen borte), og som med disse nedlagde præsten for alteret; som følge heraf flyttedes kirken til sin nuværende plads. Også på Ravnsøre findes en »lovrette« (lögrétta), det er en aflang-firkantet tomt (4—6 fv.) i tunet sydvest for gården.

Fra Ravnsøre fører en meget benyttet og vel vedligeholdt vej nord efter over den halvø, der adskiller Arnarfjorden og Dyrefjorden; den er et forholdsvis bredt og stumpt næs, der er aldeles opfyldt med fjælde, i det en høj bjærgkæde, for det meste bestående af trapknuder for oven og stejle skrider (stenskred) ned efter, strækker sig langs dette og udsender talrige forgreninger mod nord og syd. Langs skråningen af en sådan forgrening stiger man op, på højre hånd har man en smal og dyb dal, og til bægge sider udsigt over forskellige tværdale. Kun hvor vejen går over selve fjældryggen er den særlig stejl; ryggen selv er så smal, at opstigning og nedstigning næsten følger umiddelbart på hinanden. — Hele den sydlige halvdel af dette store næs langs Arnarfjordens nordkyst i forbindelse med fjordens sydkyst til Langanæs indtages af én hrepp (Auðkúlu hreppr, Arnarfjarðarströnd kaldes den i A. M.), der bærer navn efter Ravnsøres nabogård mod vest Auðkúla, og til hvilken igen Tjaldanes (Ldn. s. 140) grænser. Næssets vestligste pynt er Slettanæs (Sléttanes, Gísl. II., 123); noget nordligere kommer halvøens (næssets) nordvestligste punkt Havnarnæs (Hafnarnes), hvormed overgangen til Dyrefjorden allerede er gjort.

Dyrefjorden (Dýrafjörðr) — således kaldet efter landnamsmanden Dyre — er mindre og navnlig betydelig smallere end Arnarfjorden; vel er også den omgiven af høje fjælde, men dog i det hele af et venligere udseende, med mere grønt underland og uden den næsten trættende regelmæssighed, der udmærker Arnarfjordens fjælde; tværtimod giver de mangfoldige stejle, ranke, ved smådale afsondrede fjælde landskabet omkring Dyrefjord en livlig og behagelig afveksling. Fra det omtalte Havnarnæs ved Dyrefjordens munding drive omegnens beboere fiskeri, og man har derfor her opbygget nogle boder. Havnarnæs antages at være det samme som det Husanæs (Húsanes), hvortil Gísl. I, (s. 38) henlægger det stenkast som II. lader ham foretage fra Laugabolshlid. Også ud for dette næs skal findes et skær, men rigtignok kun c. 10—12 fv. fra land; derimod skal der længere fra land findes en klippe Gíslahnakk(r), hvortil sagnet på dette sted skal være knyttet; men klippens størrelse skal i forhold til dens afstand fra land (c. 100 fv.) være så ringe, at det at ramme denne med en sten i endnu højere grad vilde være et bevis på skudsikkerhed end på styrke; sagaen derimod synes ved fortællingen af nævnte træk væsenlig at ville fremhæve hans styrke på en måde, som passer bedre med forholdene ved Laugabolahlid og Gislaskær.

Den første dal, der øst for Havnarnæs skyder sig ind mellem fjældene på Dyrefjordens sydside, er Keldudal(-r), hvor den i Gísl. oftere nævnte Torkel Eriksson boede på gården Saurar, der ligger vest for åen, inderst i dalen. Den næste større dal øst for Keldudal, men skilt fra denne ved stejle fjælde, er Haukadal(-r), hovedskuepladsen for de i Gísl. fortalte begivenheder. Her bosætter Torbjörn sur og hans sønner Torkel og Gisle sig ved deres ankomst til landet på gården Sæbol (Sæból); Torbjörn og hans hustru dør dog snart og højlægges (stedet angives ikke), gården Sæbol overlades til svogeren Torgrim gode, og efter at Torkel er flyttet til ham, bor Gisle alene på den op til Sæbol liggende gård Hol (Hól). Et spændt forhold mellem Gisle og hans svoger Vestén på den ene side, Torgrim og Torkel på den anden, udvikler sig hurtig; Vesten dræbes på Hol i en stormnat, da alt her var i forstyrrelse, og højlægges i sandbanken lige over for kæret Sevtjörn (Seftjörn), på hvilket der om vinteren legedes boldleg, og med hvis siv gulvene ved højtidelige lejligheder bestrøedes. Gisle vader fra Hol til Sæbol langs gennem bækken, der tjænte til vandforsyning for bægge gårde, går ind gennem kostalden, hvor de 30 kør stod, og dræber Torgrim, ligeledes ved nattetid. Da højen, hvori denne lagdes i skib, skal tillukkes, henter Gisle fra åmundingen en uhyre sten, som han lægger i skibet, med ord, der svarede til dem, Torgrim havde brugt ved Vesténs højlægning. Under legene på isen den følgende vinter sætter Gisle sig en dag ned og med øjnene vendt mod Torgrims høj kvæder han en vise, som hans søster, Torgrims enke, der sad blandt kvinderne oppe i brekken, forstod antydede ham som Torgrims drabsmand. En gang da hun følger sin anden mand, Torgrims broder, Börk på vej hjemme fra og kommer til Torgrims høj, åbenbarer hun ham alt. Denne stævner senere Gisle til Torsnæsting, Gisle selv undkommer med nød til skoven og ser fra tjældet bag ved sin gård alt, hvad der foregår.

Haukadal er en lille, lige dal, omgiven af høje fjælde; mod øst begrænses den af et langt trapfjæld »højden« (Hæð, Meðaldalshæð), mod vest af et lignende efter dalen benævnt »fell« (Haukadalsfell), og fra dalen hæver sig flere høje lodrette tinder, der aldeles lukke for den. Dalen er ikke længere, end at den kan gennemrides på en knap halv time og alle forholdene — afstanden mellem de ældre gårdes tomter og udstrækningen og størrelsen af de forskellige i sagaen omtalte lokaliteter — i det hele i en overraskende grad små. Haukadalen gennemstrømmes af en å Haukadalså (— á), i hvis munding Haukadalsóss landnamsmanden Torbjörn sur landede (ved storstrøm falder sø i almindelighed op i åerne her omkring); ved åen deles den nederste del af dalen i to ulige store dele, i det åen løber østen til i dalen og lader den bredeste og græsrigeste del af dalbunden vesten for sig. Adgangen til dalen er — med undtagelse af fra Keldudal med nærmeste omgivelser — udelukkende øst fra langs kysten. Vest for åen fyldes dalmundingen til dels af et par mindre grus- og stenbanker (melholt), og foran disse tæt ud til stranden ligger over midten af dalmundingen et grønt sivgrot kær; dette bærer endnu navnet Sevtjörn (Seftjörn). Regelmæssig hver sommer slås det, da sivet benyttes som kofoder. Der går nu vej både tæt oven for og neden for kæret. Den østligste del af Sevtjörn er dybest og mest udpræget kær; ned imod kæret falder melen (grusbanken) af med en brekke (skrænt), mellem brekken og kæret ligger vejen. Øverst på melranden er et par græsbevoksede tuer omkring en klippeblok; her gætter man på, at Torgrims høj har været; beliggenheden passer meget godt; i »brekken« må kvinderne tænkes at have siddet. Den vestligere del af Sevtjörn, der mere har udseende af eng, begrænses i sydvest og vest af en noget lavere melstrækning adskilt ved en lille indsænkning fra den forrige; her påvises nogle græstuer som Vesténs grav; retningen er lige i nord fra det sted, hvor det fordums Sæbol har ligget.

Efter at være passeret forbi Sæbol og drejet lidt op i dalen kommer man til det eneste nu beboede sted i denne; her ligger de tre gårde Haukadal, tæt sammen, vestlig oppe under fjældet ved dalmundingen. Gårdenes beboere ere velstående, dog mere ved søfart (fiskeri) end ved landbrug; og som eksempel på, hvor langt større besætninger der holdtes på oldtidens gårde, kan måske anføres, at der nu i hele dalen kun findes 13 kør, 10 heste, 150 får. Lidt oven for Haukadalsgårdene (ɔ: højere oppe eller længere inde i dalen end disse) findes en bakke Miðhóll, og oven for denne, adskilt derfra ved et mosedrag, en anden »Gíslahóll« — på bægge disse står nu fårehuse —; på den første af disse siges Gisle at have haft sin smedje — vel kun, fordi man der har fundet »sindr«; på den anden har den i Gísl. omtalte gård Hol stået. Gården har vel ligget i grønlige og flade omgivelser — dalsletten er i det hele grøn og fugtig —, men dog ikke langt fra »fellet« og lige under dets højeste parti »borgen«, på et sted, hvor voldsomme vindstød rase, især med sydøstlig vind. Neden for holen strækker sig et mosedrag (Hólasund), der fortsætter sig ned gennem dalen, og som gennemskæres af en meget smal (omtrent et kvarter bred), nede i den bløde enggrund rislende og næsten overvokset bæk (Hólasundslækr); på et enkelt sted bliver den ud for holen lidt bredere, så at man snarest her kan tænke sig drikkevandet fra Hol hentet, i hvilket tilfælde der da formodenlig har ligget en lille dæmning (bro) over det vel ikke brede, men fugtige mosedrag ned til bækken.

Nordøst for Hol, i en afstand af nogle hundrede favne, har Sæbol ligget. Gården har optaget den laveste, midterste og nederste del af dalen; tunet er vel kommet i moer, men tungærdet rundt om dette ses endnu tydelig. Langs dette har Holasundslæk løbet, ti også neden for Sæbol strækker det i nordøstlig retning strygende Holasund sig; mod nord har tunet nåt ned til melerne oven for Sevtjorn. Ud for Sæbolstunet forener Holasundslæk sig med en anden fra Haukadalsgårdene kommende — af samme natur og endnu brugt til drikkevandsforsyning —, hvorefter dette vandløb falder i søen vest for Sevtjörn. Omtrent midt i Sæbolstunet findes en lille af et firkantet gærde omgiven tomt (ligeledes firkantet), der kaldes »bænhússtópt«. Straks vest for denne er tomter, hvor i følge nogles mening den fordums gård skal have stået. Nu står imidlertid et husmandshus (kot) ved navn Sæbol oven for bønhus-tomten, sydligere i tunet, og her skal også have været tomter .

Foruden Hol og Sæbol nævnes i Gísl. endnu fire gårde Annmarkastad (Annmarkastaðir), Nevstad (Nefstaðir), Orrastad (Orrrastaðir) og Skammfotarmyre (Skammfótarmýrr, yngre: — mýri), som alle må antages at have ligget i Haukadal, og hvis beliggenhed også for alles vedkommende endnu ved begyndelsen af forrige årh. var bekendt, uagtet de alt da længe ikke havde været bebyggede. A. M. (1710) udtrykker sig nemlig på følgende måde efter udførligere at have omtalt ødegården Sæbol kort øst for Haukadalstunet; »Gislahol, Annmarkastad, Orrastad nu kaldet »Kolltur«, Skammfotarmyre og Nevstad hedde fem ødegårde, som alle ligge her i Haukadal og Haukadalsland, ind (fram) fra Haukadals gård omkring dalen i den orden, som de her er skrevne; på hver af disse ødegårde ser man tydelig vidnesbyrd om bebyggelse i tomte-lævninger og på sine steder af tungærderester, med undtagelse af på Annmarkastad, hvor et stort jordskred har bedækket stedet og skal have ødelagt gården og dræbt folkene. Alle disse ødegårde har fra gammel tid været ubebyggede«. Hvad denne beretning angår, skulde man antage, at en forveksling har fundet sted mellem Annmarkastad og Skammfotarmyre. Gísl. fortæller nemlig, at på Skammfotarmyre faldt der, bevirket ved trolddom, et skred (jordfald) ned fra lien over gården, så at tolv mennesker dræbtes, af dette »jordfald« så man bestandig senere spor. Ligeledes siges nu til dags gården Skammfotarmyre at have stået, hvor man noget længere inde i dalen end Hol (Gislahol) viser et til dels græsgrot skred kaldet »jordfaldet«, i sin tid nedstyrtet fra Haukadalsfell. — Orrastad ved man nu ingen besked om. — Derimod påvises lidt inden for det omtalte jordskred tomterne af Annmarkastad. — Den eneste af de i Gísl. nævnte gårde i Haukadal, der har stået øst for åen, er Nevstad, hvor troldmanden Torgrim nev boede; tomterne af denne gård påvises nær åen, skrås ovor for Skammfotarmyre, men noget længere nede i dalen. Den aller øverste (inderste) del af dalen bærer spor af at have været afgærdet, måske til avrett; fra denne øverste del af dalen strækker sig også en lille højtliggende sidedal, Lambadal(r), mod sydvest; her gætter man helst — men vel uden synderlig grund, skoven synes at have været nærmere gården — at skoven har været, hvori Gisle, medens stævningen gik for sig, skjulte sig, og hvorfra han nåede hen til »fellet« bag ved gården. Nu er der ingen skov i Haukadal, lige så lidt som noget andet sted i Dyrefjorden, undtagen aller inderst i fjordbunden.

Fra Haukadal ses tværs over fjorden tydelig gårdene på den anden side; blandt dem, som en af de nærmeste, Alvidra, skrås over for i nordvestlig retning. Ud for dalen er en lille bugt Haukadalsbót, der nu afgiver et ypperligt skibsleje; mod øst begrænses denne bugt af et fra »hæð«en fremskydende stenet næs, Saltnes. Her stenes i følge Gísl. først den tryldekyndige Audbjörg fra Annmarkastad, der havde voldet Skammfotarmyres undergang, og derefter Torgrim nev, hvorefter bægge dyssedes på den oftere nævnte »højde« (hæð), der i sagaen kaldes ryggen (II: holerne) mellem Haukadal og Medaldal. Medaldal (Meðaldalr), efter hvilken gård det oftere nævnte, som »højden« (hæð) betegnede fjæld benævnes Medaldalshæd, står straks østen for fjældpynten; sydøst for denne gård kommer Holar (Gísl. H., 121) noget længere fra kysten. Derefter åbner sig ud mod fjorden det betydeligste dalstrøg syd for Dyrefjorden, Brekkudal, som gennemstrømmes af Sandaå (den betydeligste å her i egnen), der bærer navn efter den her liggende præstegård Sandar; gennem dalen ligger den før omtalte fra Ravnsøre mod nord førende hedevej. Den almindelige fra Haukadal ind efter (mod øst) førende vej ligger langs kysten; det må være denne, som i Gísl. (H., s. 120) er kaldet Sandaleið; i virkeligheden er åens nederste omgivelser også lave og sandede, navnlig vest for denne. Inden åen mod nordøst finder udvej til fjorden, antager den en ósformig udvidelse. Sandaóss nævnes oftere i Gísl. som et punkt, der lå på alfar vej; i Sandaos landede også norske købmænd.

Øst for den af Sandaå gennemløbne dal strækker sig et fjæld, neden for hvilket et regelmæssig trekantet, fladt næs Tingøre (Þíngeyri, ældre: Þingeyrr) skyder sig frem i fjorden. På dettes østside står temlig langt inde et handelssted af samme navn; tidligere fandtes her en gård af dette navn, som allerede nævnes i Gísl. (og Ravns saga: Bsk. s. 675). Hvorvidt næsset virkelig allerede i tiden for de i Gísl. fortalte begivenheder har båret navnet Tingøre, må dog synes tvivlsomt; det ses i al fald af sagaen, at Dyrefjordens ting den gang holdtes et andet sted i fjorden. Af næssets navn fremgår det imidlertid tydelig, at denne egns ting en tid lang må være afholdt her; og det bliver vel rimeligst at antage, at tinget i en senere tid er bleven henlagt hertil, og at det f. eks. i Sturlungetiden har haft sin plads her. — I Sturl (I. 177, 81) og Ravns saga (Bsk. s. 641) omtales et par gange Dyrefjords ting, men uden at dets beliggenhed angives; derimod fremgår det så vel af disse kilder som af Gísl., at Dyrefjorden har haft sit eget vårting, uagtet der efter landets inddelig i et bestemt antal tinglag egenlig ikke var nogen plads for dette, da Vestfjordingefjærdingen foruden Tværå- og Torsnæs-ting kun indbefattede Torskefjordsting, hvis regelmæssige vårtings-sted må have været Torskefjord. Nu påvises Tingøre udelukkende som Dyrefjordens fordums tingsted, og en del tomter af temlig forskelligt udseende, der opfylde den indre del af Tingørenæsset sydvest for handelsstedet, og som til dels befinde sig i dettes tun, udgives for bodtomter. Tre til fire af disse have et meget alderdomligt udseende og vise sig som lave, i den udyrkede jordbund nedsunkne (»i mo komme«) aflangt-firkantede tomter 6—7 fv. lange; andre ere meget høje med flere alen høje græsgroede vægge og synes næppe at kunne skrive sig fra gammel tid; nogle af disse sidste er desuden af en overordenlig størrelse. En aflang, svagt ophøjet banke eller plet, temlig regelmæssig afgrænset fra det øvrige terræn, af betydelig størrelse, udgives for domstedet (dómhríngr, lögrétta), og i midten, hvor nu en udhustomt står, påstår man bænkene har været. Ved siden af denne og øst for ligger den største tomt, ny af udseende, som, vistnok kun på grund af sin størrelse, udgives for Ravn Svejnbjörnssöns.

Langs Dyrefjordens sydkyst inden for Tingøre strækker sig et smalt underland under fjældene, hvorved vejen her ingen besværligheder frembyder. Den første gård øst for Tingøre er Hvamm(r), som af nogle antages at være den i Ldn. nævnte gård «at Hálsum«, hvor Dyre boede. Øst for Hvamm ligger Ketilsøre (Ketilseyri ældre: -eyrr); derpå kommer endnu et par gårde, inden det inderste af fjorden nås, hvor Glåma ses som et højt, hvælvet, stærkt sneplettet fjæld. — Vil man fra Dyrefjord passere Glåma, stiger man op fra den som sædvanlig amfiteatralsk dannede dalbund, der afslutter fjorden. Opstigningen frembyder ingen særlig vanskelighed, men vej findes her i begyndelsen ikke. — Længst oppe i lien ses nogle store snepletter; efter at man er passeret disse, ophører vegetationen, og nu har man nogen tid en svag sti at følge, indtil man midt på en stor sneflade har valget mellem at holde mere til venstre og drage over Hestfjords heden (Hestfjarðarheiði, en nogle timers hedevej, der ligger fra Dyrefjorden mod nord til en af Isefjordsdybets sidefjorde, Hestfjorden), eller mere til højre over de stedse større og større snepletter og mellemliggende holt og urder ad Glåmavejen, der ligger i østlig retning langs jøklens nordlige kant, og ad hvilken man efter en sædvanlig dagsrejse (hvad vejlængden angår) kommer ned i Isefjordsdybets næst inderste bifjord Mjovefjord (dog kan nedstigning også foregå til den mellem Hestfjorden og Mjovefjord liggende Skötufjord). Noget oven for Dyrefjord findes to småsøer, Øvre og Nedre Tingvatn (Þingvatn), som ved deres navn minde om, at Glåmavejen til Dyrefjord tidligere har været benyttet af tingmændene, formodenlig af dem, der fra de nordligere fjorde agtede sig til Dyrefjordsting. I lang tid fører vejen bestandig højere op, over større og større snepletter, der efterhånden bliver næsten sammenhængende og bedækker lange holteskråninger, indtil man tilsidst rider i skråningen af den uhyre, jævnthvælvede som et æg eller en kugle skrånende jøkel, der er som en aldeles jævn snebanke, hvor hestene ofte synker i op over hovskæg eller halvt op på knæet. Medens stien endnu fører op efter, har man til venstre en højst ejendommelig, mørk og vinterlig udsigt over de nøgne fjælde til Isefjordsdybet og dettes nordkyst. Oven for sig (til højre) har man længe kun en hvælvet snekugleflade; derpå begynder igen enkelte holt at stikke frem, og mellemliggende urder afbryder snefladerne. Ved en rævne i fjældene til venstre antydes Skötufjorden; længere mod nord hinsides »Dybet« ses Islands nordligste jøkel, den højtligeende, men forholdsvis flade Drangajøkel. En stor snefyldt sænkning, hvorover man rider, påvises som stedet, hvor det gælder om at vælge mellem Arnarfjordsvejen og Dyrefjordsvejen. Af varder ses hele heden over næsten intet spor; dette gør denne farlig for de vejfarende, så snart uvejr indtræffer, medens derimod vejen blot ved opbygningen af et passende antal varder kunde blive ret bekvem, uden at man behøvede at ulejlige sig med nogen egenlig vejforbedring; det gælder for den rejsende kun om at søge at holde sig til sneen så længe som muligt. Derfor er også det sidste stykke, inden man når ned i Mjovefjorden, medens man, efter at sneregionen er forladt, må klavre om mellem urderne, ubetinget det besværligste. En vanskelighed ved rejsen over Glåma er, at sneen de forskellige år når ulige langt ned på fjældheden, så at retningen måske for hver gang man berejser jøklen må forandres noget, efter som denne er mere eller mindre »løst«. Nær den sædvanlige hedevej, noget oven for Mjovefjord, skal der på Glåma findes et holt »Fjölskylduholt«, mærkeligt ved sine mange varder og ved talrige lævninger af ældre måltider. Jøkelrævner møder man hist og her, dog i almindelighed ingen betydelige, men alle udmærkede ved den ejendommelige blågrønne farve, der udstråler fra deres vægge, og som især kommer stærkt til syne i de dybere, hvis vægge længere nede består af stærkt sammenpresset sne eller is.

Med Dyrefjordens nordkyst tager en ny hrepp, Myre hrepp (Mýra hreppr), sin begyndelse. Fra den inderste gård nord for fjorden, Botn, der står lige ved fjordbunden, til nabogården mod vest (Lambadal) er et temlig langt stykke vej; omtrent midtvejs på denne strækning skyder et hvælvet, men forholdsvis bredt og kort næs Valsøre (Valseyri) sig frem i fjorden; fra en fjældkløft (et gil) oven for næsset er der faldet et stenskred over den midterste og største del af næsset, og den dermed forbundne vandflod har ødelagt store partier af dettes indre del. Der kan næppe være tvivl om, at det er på dette sted, at det i Gísl. nævnte Valsøreting (Valseyrarþing, II., 92) har været holdt, da navnet Valsøre aldeles uforandret genfindes. Sagaens redaktion I. (s. 9) har vel Hvålsøreting (Hválseyrarþing), men den første form af navnet må utvivlsomt foretrækkes, da den stemmer med den nuværende udtale. Dog kunde et »Hvålsøre« vel finde sin forklaring i næssets form, da det er hvælvet som en bred og lav hól (hváll); derimod er den i Gísl. I. (s. 11) brugte benævnelse om næsodden »Eyrarhvolsoddi« besynderlig og kun forståelig, når man tager »Eyrarhvoll« i samme betydning som »Hválseyrr«. Læsemåden i redaktion II. »øreodden« falder langt naturligere. Det er snarest vesten til i næsset, at der dannes en odde, i det en smal sandflade skyder sig ud i søen. Valsøreting omtales i Gísl. som vårting og som Dyrfjordingernes ting, Torsten Torskabits sønner fra Torsnæs begiver sig herhen for at træffe Sursønnerne. På »odden« her foregår det mislykkede forsøg på fostbrødrelags indstiftelse mellem brødrene Torkel og Gisle, deres fælles svoger Torgrim og Gisles svoger Vesten; på dette ting var blandt andre også Gest Oddlejvssön, der dog ikke synes at have haft nogen bod her, da han var i bod hos en af høvdingerne fra Dyrefjordens nordkyst. — Imidlertid har ingen tradition bevaret sig om, at Valsøre nogen sinde har været tingsted; man fortæller, at her, før den danske handel begyndte, skal have været handelssted, og at de tomter, her findes, skal skrive sig fra den tid . Tomterne, hvoraf man nu kun ser rester i næssets østlige del noget fra søen, kan imidlertid efter udseendet at dømme lige så godt være tingbod-tomter. Man ser her tre tydelige bodtomter, 6—8 fv. lange, desuden en af skred til dels afbrudt, og en tvivlsom — alle af et meget alderdomligt udseende, stående på tværs i næsset; der ses kun på den største tomt og har dér været på midten af langvæggen og vendt ind imod lien.

Noget vest for Valsøre ligge de to ejendomme Lambadal(-r), hver på sin side af en lille å, der gennemløber en mellem fjældene indesluttet smal dal (hvor der på et sted i fjældene skal findes et betydeligt lag surtarbrand — sognebeskr.). Den anden gård i vest fra Lambadalene er Hövde (Höfði), som nævnes her, da den antkv. indb. (1818) fortæller, at lævninger af et gammelt tingsted eller en domring menes at være på Hövde. Indhegningen (garðrinn) er kredsrund, omtr. 100 fv. i omkreds, og i midten af kredsen er der ubetydelige lævninger af tomter; den står på en flad øre neden for tunet. Desuden findes i tunet et firkantet gærde (garðr), som en lille kirkegård, med en tomt i midten, som almindelig siges at have været »hov« — i hvert fald har her fordum bot mægtige folk, hvorfor nogle mener, at landnamsmanden Dyre »undir Halsum» har bot her, hvad der dog benægtes af andre. — Omtrent nord for Hövde ligger de to ejendomme Hjardardal (Hjarðardalr); vest for disse findes et stort gil i fjældet, som kaldes Jarðfallsgil, der antages at være det i Ldn. med samme navn omtalte, som dannede grænsen mellem Dyres og Alvidra-landnamsmandens besiddelser. — Den næste gård imod vest er Gemlufall, der står tæt ved søen, lige over for Tingøre. Straks vest for Gemlufall, hinsides en lille å, ligger gården Lækjaros (Lækjarós, ældre: -óss). Kort vest for Lækjaros, mellem denne gård og Mýrar, vises tomterne af en ødegård Bessastad (Bessastaðir). — Oven for Gemlufall strækker sig en dal, der sædvanlig benævnes efter gården Gemlufall, op mellem fjældene. Gennem denne ligger alfarvejen mod nord, over den såkaldte Gemlufallshede (Gemlufallsheiði, ældre: -heiðr), som i grunden kun er en lav hals, ad hvilken den sædvanlige forbindelse finder sted mellem Dyrefjorden og Önundarfjordsbygden samt nord for liggende egne. Gemlufall, hvorfra overfarten sker til Tingøre, er derfor også det mest benyttede færgested ved Dyrefjorden.

De af de senest nævnte stedsnavne, der forekomme i Gísl., omtales alle i anledning af Vestens rejse fra Önundarfjorden til Haukadal, medens Gisle, der har fået underretning om hans tilbagekomst til Island, forgæves søger at forhindre hans ankomst til Haukadal, hvor hans fjender vente ham. — Gisles to huskarle ror fra Haukadal til Lækjaros, hvor de hos bonden på Bessastad får sig heste. Ved et uheld træffer de ikke Vesten, før han er kommen på Gemlufallshede, og da nægter han at vende om (Gísl. II. benævner heden Gemludalshede efter Gemludal=Gemlufallsdal). Vesten sender derpå bægge huskarlene, der imidlertid har mistet deres heste, forud til Haukadal; selv følger han senere efter, i det han lader sig sætte over fjorden fra sin frænke Lutas (II: Lukas) gård. Denne frænke lader Gísl. I. bo på Gemlufall, men også her har vistnok II., der lader Vesten ride ind langs fjorden til Lambadal og blive sat over herfra, det rette; thi havde han ladet sig sætte over fra Gemlufall, kunde Gisles huskarle næppe have fået noget forspring for ham.

Vest for Myrar, efter hvilken gård hreppen bærer navn, er der igen en hel række gårde, før man en mils vej længere mod vest kommer til Alvidra (Alviðra), hvor den i Gísl. oftere omtalte Torkel audge, søn af landnamsmanden Tord Vikingsson boede. Alvidra ligger allerede temlig yderlig i fjorden, men ikke des mindre strækker dog dennes nordkyst sig endnu c. 1½ mil i nordøst, før kystlinjen antager en helt nordlig retning og udelukkende beskylles af det åbne hav. Fjordens yderste begrænsning mod nord dannes af et anseligt fjæld, hvis yderste pynt (ifg. sognebeskr.) kaldes Þúfa og svarer til Ldn.'s Þúfa á Hjallanesi, ydergrænsen for Tord Vikingssöns landnam. Efter at kysten derefter en mils vej har haft en nordlig retning, skærer sig igen en fjord ind i landet, Önundarfjord (Önundarfjörðr); den går parallelt med Dyrefjord, men er kun halvt så lang som denne.

Se Tillæg og rettelser

---