Gátu ríma (Gåde rima)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Færøske kvæder i dansk oversættelse

Gåde rime

Oversat af
Svend Grundtvig

Visens stof findes i Hervarar og Heiðreks konungs saga. Lignende gåderim findes hos mange folkeslag (se Grundtvig: "Danmarks gamle folkeviser", i indledningen til Svend Vonveds vise, nr. 18)

1.
Gest hin blinde er mod i hu,
så tavs han af hal mon gå,
møder han der en gammel mand,
hans hår ere alle grå.

2.
Møder han der en gammel mand,
hans hår ere alle hvide:
hvi est du, Gest, så tavs og mod,
og hvad bærer du for kvide?

3.
Og vel må jeg være mod i hu
og tand for tunge holde:
det er alle de gåders skyld,
som mig skulle døden volde.

4.
Og vel må jeg være mod i hu,
jeg siger dig uden fals:
det er for de gåders skyld,
jeg mister i morgen min hals.

5.
Hvor meget af det røde guld
da vilt du give mig,
om jeg går for kong Hejdrek ind
og siger ham gåder for dig?

6.
Tolv mark af det røde guld,
og de skulle være dig loved,
om du går for kong Hejdrek ind
og løser derved mit hoved.

7.
Gak du dig i græsgård hjem,
alt for dit bo at råde;
jeg går mig for Hejdrek ind
og kende ham de gåder.

8.
Tredive ere gåderne,
som jeg vil nu fremføre:
(hvad kalder du den røde tromme,
som over alverden høres?)

9.
(Grant jeg kender gåde din,
så lettelig jeg den tyder:)
torden kaldes den røde tromme,
som over al verden lyder.

10.
Hør du Hejdrek, konnig min,
hvor vedst du de grander:
begge gå de ad samme dør,
end kende de ikke hinanden?

11.
Tanke min og tanke din
de ere vel ikke grander,
begge gå dog ad samme dør,
og end kender en ikke anden.

12.
Hør du Hejdrek, konnig min,
hvor vedst du de brødre,
som ligge og tumle udenskærs,
have fædre ej eller mødre?

13.
Vestenstrøm og østenstrøm
de kunne vel kaldes brødre,
begge ligge de udenskærs,
og have ej fædre og mødre.

14.
Hør du hejdrek, konnig min,
hvad mon det nu være:
blødt som dun og hårdt som horn
og hvidt som sne hin skære?

15.
Hør du det nu, blinde Gest,
den gåde kender jeg forsand:
søen er både blød og hård,
og hvidt sprøjter skum mod land.

16.
Hør du Hejdrek, konnig min,
hvor da vokser den ved:
roden vender mod himlen op,
og toppen den vender ned.

17.
Istappen hænger fra fjælde,
men ikke er den ved,
roden vender mod himlen op,
og toppen den vender ned.

18.
Hør du Hejdrek, konning min,
hvor vedst du skove slige,
som hugges om hver helligdag,
og end på ved ere rige?

19.
Skægget det er vel ingen skov,
gror dog på hvermands hage:
det bliver raget hver helligdag,
og end er der nok tilbage.

20.
Hør du Hejdrek, konning min,
hvor vedst du de brødre:
fostres begge i samme hal,
have fædre ej eller mødre.

21.
Tørvejord og svovelsten
de ere tilvisse brødre:
de fostres begge i samme hal,
og have ej fædre og mødre.

22.
Søen hun ganger til sin sti,
det runger i grønnen grund:
galter grynte, og grise kny,
og hver alt med sin mund.

23.
Vel da kender jeg gåde din,
og vel kan jeg den sige:
hammer i hver smedje går,
og falder så jævnt og lige.

24.
Vel da kender jeg gåde din,
vil dog ej rose deraf:
Odin rider på ganger sin
både på land og hav.

25.
Vel da kender jeg gåde din,
vil dog med pral ej fare:
Odin rider på ganger sin
ved nat som ved dag hin klare.

26.
Odin skabtes til vilden fugl,
fløj henover kongens halle,
den brændte inde kong Hejdrek
med sine hofmænd alle.

27.
Odin skabtes til vilden fugl,
han mon over hav udfare:
der brændte inde kong Hejdrek
og alle, der med ham vare.