En Bjørnehistorie

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlænderen Hansêrak

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


En Bjørnehistorie

Af I. H.

Oversat fra grønlandsk af
Signe Rink

Odense
1896

Endelig kommer jeg da med det, som jeg saa længe har tænkt paa at ville yde til »Morskabslæsningen«. Der er ikke stort ved det, men det er altid noget, jeg har sét med mine egne Øjne; det handler om visse hedenske Skikke ved Fangsten af en Bjørn i visse sydlige Egne, og som jeg tror, at man almindeligt ikke kjender noget til andet Steds.

Det var i August 1882-83 nede ved Augpilagtût inden for PamiagdIuk.

Ved Augpilagtût staar der kun to Grønlænderhuse. – –

I det ene af dem boede der tre Sælfangere med Familie, nemlig Benjamin med Tilnavn Akâtit, Isak eller Umangûjok ug Morits; og i det andet var der Mathæus, som for det meste kaldtes »Ulivkâkângamik« eller den »Fuldroppede«, dette efter et Mundheld af ham selv. Samme var over de 70, men fangede ikke desto mindre ret jevnligt endnu. Ellers havde han ogsaa mange Gange været alene om en Bjørn.

Saa var det det, jeg vilde fortælle! — Det var en Gang en Søndag, da Pladsens andre Fangere vare gaaede tilsøes, at vi hjemmeværende holdt Bøn i Mathæus’ Hus; hvorefter Benjamins Søn, som var den første, der efter endt Gudstjeneste forlod Huset, strax kom styrtende ind igjen med de Ord: At der var en stor Bjørn, som stod lige udenfor Huset og spiste af Spækket. Jeg blev ligesaa forskrækket som jeg ogsaa paa en Maade blev glad over denne Efterretning, hvorimod gamle Mathæus ligefrem dirrede af Henrykkelse, idet han udbrød: »Tak den, som bringer denne gode Nyhed — jeg maa strax. ud at stikke Bjørnen!« Idet jeg saae hen paa ham, hvor han stod og famlede, troede jeg, at han var i Færd med at udsøge sig et rigtig godt (solidt) Redskab, en lang Kniv, eller saadan noget; men det var han langtfra! Det Vaaben, hvormed han havde forsynet sig, stak knap nok frem af hans lukkede Haand. Hvad skulde dog det kunde forslaa overfor Bjørnens Skind og tykke Spæklag, tænkte jeg. For Resten tillod Husets Kvinder ham ikke at give sig i Kast med Bjørnen og stod derfor allesammen og sled i ham for at holde ham tilbage, og jeg hjalp dem saa dermed. Fruentimmerne løste derpaa allesammen deres Haartop ned og spredte Haaret ud, for at Bjørnen skulde antage dem for Mandspersoner og af den Grund vise mere Frygt og holde sig borte fra dem. Vore hedenske Forfædre ansaae nemlig Bjørnene for at have Menneskeforstand.

Da vi vare bange for, at Bjørnen skulde finde paa at gaa ind gjennem Tarmeskindsruden til os, maatte ogsaa jeg til at tænke paa et eller andet Vaaben og spurgte i den Anledning efter Øxen; men den havde de netop laant til det andet Hus, sagde de; men jeg fik i det samme Øje paa en »ullo« (Fruentimmerkniv), som laa paa Lampebordet ved Siden af Tranlampen, og denne greb jeg saa tilligemed en Træstump fra en Kajakkjøl, hvilken jeg vilde binde til Kniven som Skaft; men ikke saa snart havde jeg taget disse Ting til mig, før en af dem bagved mig raabte: »Giv hid, jeg har dog ganske anderledes Kræfter end Du!« Denne var ingen anden end Mathæus Datter, Enken. Hun rev begge Dele fra mig. Nu begyndte Stueuhret at slaa elleve, og den Pokkers Bjørn saae nu ogsaa strax gridskere ud. Jeg løb strax til for at standse Slagværket, men da jeg i min Befippelse bar mig galt ad, forøgede jeg tværtimod Spektaklen, indtil jeg endelig kom saa vidt til Samling, at jeg fik Loddet løst af og Lyden derved dæmpet.

Kvinderne sled fremdeles i Mathæus for at holde ham tilbage, men saa begyndte paa en Gang Bjørnemelderens Moder at smøge sine Knæbuxer ned indtil Knæerne (hvad der standsede hendes frie Bevægelse) og gik saaledes vaklende frem og tilbage paa Gulvet, alt medens hun flættede paa et Par Halmstraa; dette, sagde de, skulde tjene til at svække Bjørnens Kræfter (maaske gjøre den svimmel og faa den til at falde omkuld). Under dette slap imidlertid gamle Mathæus fra dem og ilede ud, og jeg efter ham. Jeg kom ham allerede paa Siden, inden han var kommen helt ud af Husgangen. Han tyssede paa mig og sagde: »Vær stille — nu gaar den ned ad Søen til«.

Mathæus havde sin Riffel liggende i sin Kajak, som laa ovenfor Fjøren, og i det samme han saae Bjørnen gaa forbi denne, listede han sig selv, forsigtig krybende paa alle fire, samme Vej. Jeg selv blev staaende ved Huset og saae derfra, hvorledes Bjørnen med et vendte sig brølende om imod ham, og blev saa angst herved, at jeg i Forskrækkelse flygtede over i det andet Hus, hvor jeg i Hastværket kom faldende ind ad Døren. Medens jeg endnu laa og rodede paa Gulvet, kunde jeg gjennem Vinduet se, hvorledes Bjørnen og Matliæus stirrede hinanden ufravendt i Aasynet, hver fra sin Side af Kajakken; Mathæus vrængede af Bjørnen, og den brølede med hele Gabet aabent imod ham; men nu satte Mathæus Foden haardt an mod Kajakken og fyrede. Han havde ikke taget Øjnene fra Bjørnen et eneste øjeblik under sine Forberedelser. Nu skyndte jeg mig ud igjen og fik netop at se, hvordan han borede Sælhundelansen i den. Derpaa raabte han med høj Røst op mod Huset, at nu kunde de værs'go komme ned og faa deres »ningek'« (Flensestykker). De tilkaldte Kvinder bleve nu i Iveren for at komme forbi hinanden næsten siddende fast i den snevre Del af Husgangen, som de til Dels kom til at bryde Stykker ud af. Da de naaede Bjørnen, stak de alle sammen Hænderne ind i Saargabet og drak Blod derud af, idet hver især med det samme nævnede den Del af Dyret, hun ønskede sig som Flensestykke (Særeje); og saa kom da endelig ogsaa turen til mig at drikke af Blodet, og jeg gjorde det, idet jeg sagde, at jeg for min Andel ønskede mig den ene af Skinkerne; men hertil svarede man mig saa; at alt det, som var Lemmer, allerede var bortlovet samt at jeg desuden havde forsømt at røre ved Dyret strax da jeg kom til Stedet (nu gjaldt det ikke). Det var rigtigt ærgerligt for mig, at jeg ikke havde husket paa denne Omstændighed. Nu ilede Bjørnemelderens Moder afsted for at hente Vand, og da hun kom igjen, lod hun os alle sammen tage en Slurk af Koppen, skjøndt ikke en af os var tørstig. Dette var, sagde hun, for at skaffe hendes Søn jevnligt Bjørneheld, og det med Blodet havde været for at vise hele Bjørneslægten deres Ærbødighed og Begjær efter den. Forend de nu begyndte at flense, trommede de løs paa Bjørnepelsen, idet de raabte: »Du er fed, fed, dejlig fed!« Hvilket ogsaa gjøres af Høflighed, da Bjørne jo i Almindelighed plejer at være fede; men da vi begyndte at lukke op for denne, befandtes den rigtignok at være ganske ualmindelig mager.

Da Hovedet blev baaret i Hus, fulgte jeg med, da jeg vidste, at der vilde blive foretaget visse Kunster med det. Den første var saa, at det blev sat paa Kanten af Lampeforhøjningen (den omtalte ipat) med Ansigtet drejet mod Sydøst, hvorpaa man stoppede Øjnene og Næseborene til med Lampeaffald og andet lignende, samt pyntede dets Isse med alle Slags Smaating, saasom: tilskaarne Støvlesaaler, Knive, Glasperler, Savspaaner og andet mere.

Retningen (Sydøst) sigter til den Vej, ad hvilken Bjørnene pleje at komme, nemlig med Storisen rundt om Landets Sydspids; Mosset i Næseborene er for at hindre den Bjørn, man vil fange, i at lugte Menneskers Nærmelse, og Smørelsen i Munden er for at gjøre den til Behag, da den nemlig skal være en Ynder af al Slags branket Fedteri; de pynte Hovedet ovenpaa med Smaating, fordi de tænke sig Bjørnen sendt i Ærinde til dem fra deres Forfædre efter disse Ting; og da man regnede, at Bjørnesjælen aldrig naaede hjem, førend efter fem Dage, fortærede man heller aldrig Hovedet af sin Bjørn førend efter denne Tids Forløb, da ellers Bjørnesjælen kunde dø under Vejs (og Smaatterierne til Familien saaledes gaa tabte).

Ogsaa Ganehullerne (bag Hovedets Afskjæring stoppes til for at forhindre Forblødning under Vejs. Jeg kalder nu uden videre alt dette for Afguderi; men vore hedenske Fædre troede paa, at baade alt levende og alt dødt havde sin Sjæl; men dette maa dog ingenlunde forvexles med Menneskets, den udødelige. At nu Folk hernede, saa langt mod Syd, endnu i vore Dage og saa længe efter Kristendommens Indførelse, kan hænge ved enkelte af de »gamle« Skikke, kommer deraf, at der næsten ikke gaar noget Aar, uden at de komme i Berøring med Hedningene fra Østkysten.

I 1885 forlod jeg Augpilagtut. Jeg er ikke rigtig sikker paa, om der ikke ogsaa nok ude ved selve Pamiagdluk kunde være nogle enkelte Familier, som jo endnu helde til Bjørneovertroen, men mange er det ikke og i alt Fald ikke Isaks; og hvad nu helt andre Steder angaar, som f. Fx. hele Kolonien her, saa kjender man knapt en Gang de underlige Skikke af Omtale.

Den Gang jeg var dernede, kjendte jeg lige saa lidt til, hvad Dag Hovedet vilde blive kogt, som jeg kjendte til alle de andre Skikke. Jeg var derfor uvidende om det, da det virkelig gik for sig, lige til jeg fik en pludselig Anmodning om at komme ind og spise med. Da vi saa skulde begynde, skar jeg uden videre strax Snuden af; men nu fik jeg ordenlig at høre, idet man uden videre ligesaa hurtigt rev mig den ud af Haanden igjen. Men herover blev jeg unægtelig dog noget fornærmet, og sagde dem rent ud, at jeg ikke troede paa en Smule af alt dette her, saa kunde de gjerne anse mig for saa dum, som de selv vilde; men de forsikrede ganske alvorligt at jeg i saa Fald heller aldrig vilde komme til at fange nogen Bjørn, hvortil jeg igjen svarede, at dette rimeligvis vilde komme til at slaa rigtig til, da jeg nemlig var saa nærsynet, at Bjørnen vilde kunne slikke mig, før jeg nogensinde fik Øje paa den.

Af andre Skikke er der endnu følgende: Ser de Spor af Bjørne i Sneen, saa spiser de lidt af samme, for at sikre sig Fangsten (for det Tilfælde, at den samme Bjørn skulde vende tilbage igjen ad samme Spor). Smaadrenge bespises med Nyrerne for at gjøres stærke og modige til Bjørnejagt; ligesaa ere de i de omtalte fem Dage, Bjørnesjælen er paa Rejse, forsigtige med at frembringe klirrende Lyde (se ovenfor). Mathæus sagde, at den Bjørn, jeg her havde set ham fælde, var hans ellevte, og at han aldeles ingen Frygt havde følt ved denne, fordi han her havde haft sin Riffel til Tjeneste; men tidligere en Gang sagde han — havde han pludselig set en komme kravlende op over Fjøren, og han var med det samme løbet lige paa den med sin blotte Lanse og havde nedlagt den, ligesom den tog Vejen ind i en Stenrøs. Men hvor lang Tid siden, det var, kunde han ikke huske.

_______________

Ovenstaaende Fortælling frembyder en iøjnefaldende og dobbelt Interesse, idet den jo foruden at være i og for sig underholdende og godt fortalt, bliver et utvetydigt, interessant Indlæg i Spørgsmaalet om Eskimofolkets Vandringer og ophold iblandt andre Folkeslag. Saavel Indianere som Ostjaker plejede at gjøre Fester ved Nedlæggelsen af en Bjørn og at pynte dens Hoved, dels i Efterlignelse af deres Schamaner eller Mirakelmænd, der nemlig under deres Besværgelser udklædte sig baade i Ulvens og Bjørnens Hud og Maske, overdængende denne med alskens Snurrepiberier (se Billedet i Catlins: »Die Indianer Nordamerikas«)— og oprindeligst vel fordi Bjørnen i det hele taget var et tilbedt Dyr. Allermærkeligst forekommer mig dog den hos det lille afsides Grønlændersamfund bevarede Erindring om Respekten for Bjørnesnuden — »Auch bei den Ostjaken gilt der Eid, der bei der Bärenschnauze ablelegt wird« fortæller Castren og med ham andre ikke alene om Ostjaken, men ogsaa om adskillige andre Stammer.

Fodnoter

Kilde

Signe Rink: Kajakmænd – Fortællinger af grønlandske sælhundefangere, Odense, 1896.