Nápartuko. Fortalt af Sâjôq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fil:Rosing cover.jpeg

250px

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Nápartuko

Fortalt af Sâjôq

Nápartuko var Maratses bedstefar.

Som ugift tog Nápartuko sammen med sin slægt ind til Qíngeq, hvor der var mange mennesker forsamlede på angmagssatbjærgning.

Nápartuko besluttede sig til at tage sig en kone. Han gik rundt og iagttog alle de unge piger, der var; han så særlig nøje efter, hvordan pigerne havde fæstnet sålhælen pa deres kamikker.

Endelig så han en temmelig høj pige, hvis hæle var syet skævt på. Pigen hed Atsivaq. Hende tog Nápartuko ved hånden, og han førte hende op mod toppen af Napâjaq.

Undervejs sagde Nápartuko til pigen: »Vi skal blive ved med at gå uden at hvile os, indtil vi når toppen.« De gik og gik, indtil de nåede fjeldtoppen. Her satte de sig, og under dem bredte landene sig, de havde et overvældende udsyn. Nápartuko udpegede alle fjeldtoppene og nævnte dem ved navn. Lige så talrige skulle hans og Atsivaqs efterkommere blive.

Først da alle fjeldtoppene var nævnt ved navn, førte Nápartuko sin udsete kvinde ned til sin fars telt, hvor han for første gang tog sig mandens ret over hende. Således tog Nápartuko sig en hustru.

Da Nápartuko og hans slægt forlod Qíngeq, drog de nordpå og slog sig ned på deres gamle vinterboplads, Puisorqaq. Man havde boet en tid på Puisorqaq, da Nápartukos kone blev med barn. Da tiden kom, fødte hun en søn. Atsivaq opkaldte barnet efter sin ældre søster, og man kaldte ham herefter kun for »Angê«, »Den ældre«.

Knapt var det første barn i kravlealderen, før Atsivaq igen var med barn, og således fortsatte hun, børneflokken voksede.

Nápartuko lavede en stor urinbalje, som hans mange unger skulle lade deres vand i. Og så mange drenge var der, at de stående skulder ved skulder fuldstændig omringede urinbaljen. Ved siden af stod døtrene og ventede på, at drengene skulle få tisset af. Så satte de sig hofte ved hofte på kanten af urinbaljen og lod vandet gå.

Børneflokken voksede til. Snart var den ældste søn en ung fanger.

Når Angê havde hengemt hele sæler til vinterens ædegilder, glædede Nápartuko sig sådan til dem, at han med korte mellemrum spurgte: »Angê, har de endnu ikke fået en tanke?«

»Jo«, svarede Angê. »Den første af dem lugter allerede lifligt.«

»Lad os så få den ind«, ivrede Nápartuko. Og der blev budt til ædegilde.

Endnu mens man havde kød tilbage af den først indbragte hele sæl, spurgte Nápartuko: »Er der ikke én til, der har fået en tanke?«

»Jo«, svarede sønnen, »den næste er allerede moden.«

»Lad os få den ind.« Og den blev taget ind. Således nød Nápartuko sin ældste søns hele sæler. Aldrig bad han om de yngre brødres hele sæler.

Angê fik sig en kone, men den første gang hun skulle føde, spærrede Nápartuko ved trolddom hendes fødselsveje af, og Angês kone døde uden at have kastet fostret.

Atsivaq bad sin søn gifte sig igen. »Jeg kan ikke mere klare din og dine brødres fangst«, sagde hun.

Angê svarede: »Kun, hvis det ikke går hende på samme måde«.

Dertil sagde Nápartuko ikke noget. Det var, som han ikke hørte, hvad sønnen sagde.

På den tid, da Nápartuko og Atsivaqs børn alle for længst var blevet voksne, blev Nápartuko syg af et maveonde med deraf følgende tyndskid. I sin kvie henvendte Nápartuko sig til sin kone: »Atsivaq, er det ikke sådan, at de, der har tyndskid bliver raske, når de tørrer sig i rumpen med en eqingaleq, »en skævmundet«. Atsivaq sagde: »Han er da vist blevet tosset«.

Nápartuko sagde ikke mere.

Der gik en tid. »Atsivaq, hør dog, er det ikke så, at de, der har tyndskid, bliver raske, når de tørrer sig i rumpen med en skævmundet. Atsivaq sagde igen: »Han må da være blevet tosset«.

I sandhed, Nápartuko var blevet tosset. Sønnerne brødes længe med deres gamle far. Da de blev trætte, bandt de ham med hans fangstline. Gamle Nápartuko lå nu dag efter dag bundet og bastet. En dag sagde Nápartuko: »Hvem af dem, jeg har bygget kajak til, vil løse mit bånd«.

Den ældste søn gik hen til sin far og løste grædende hans bånd op.

Gamle Nápartuko var tilsyneladende ved fuld fornuft. Han sagde: »Jeg er sulten«. »Hvorfor spiser du ikke dit sortsidehoved?« spurgte sønnen og bragte ham det. Nápartuko spiste med god appetit. Da kun kraniet var tilbage, sagde Nápartuko: »Lad mig gnave i det«. Sønnen forsøgte at tage kraniet fra sin far, men det lod sig ikke gøre. Nápartuko knasede benet, indtil der ikke var mere. »Jeg er tørstig«, sagde Nápartuko, og sønnen bragte ham en øse fyldt med vand. Da Nápartuko havde drukket vandet ud, gav han sig til at gnave i vandøsen. Sønnen forsøgte at tage den fra ham, men det var umuligt. Også øsen gled søndermalet i Nápartuko.

Derefter kom den store galskab over Nápartuko. Sønnerne brødes med deres far, som de denne gang ikke nænnede at lægge i bånd. Langt hen på aftenen faldt Nápartuko omsider til ro, og han lagde sig på briksen. Trætte og udmattede lagde sønnerne sig på briksen. Den ældste søn lå vågen og holdt øje med sin far.

Pludselig satte Nápartuko sig over ende. Han strakte sig og så hen over sønnernes briksebåse. Da de sov, belavede Nápartuko sig på at springe ud på gulvet. I det samme vendte Angê sig om på maven og råbte: »Nu vil han ud«.

Nápartuko sprang ud på gulvet, men faldt på halen. I faldet væltede han en urinbalje hen over sig. Stadig liggende på ryggen gled Nápartuko i en flod af urin ud i husgangen. Sønnen løb efter.

Og som Nápartuko nåede husgangens munding, lettede han op i luften. Nápartuko udstødte lange hyl og tog kurs mod nord. Så højt fløj han, at man kun ved at strække armene godt i vejret kunne nå hans fødder.

Sønnen råbte ind: »Nu er han fløjet«. Sønnen løb efter, og hans tanke var den at prøve at springe op efter ham og hive ham ned ved benene, inden han fløj ud over vandet.

Lidt nord for huset stod Angês hunde bundne, og da Nápartuko kom hen over hundenes ædeplads, faldt han ned. Det var fedtet på ædepladsen, der tog kraften af Nápartukos troldflugt.

Nápartuko faldt så tungt, at sønnen mente, at han havde slået sig ihjel. Han råbte: »Nu er han død«. Men med ét gav Nápartuko sig til at græde som et spædbarn. Og da han rigtig fik sit åndedræt tilbage, rejste han sig op og gik tilbage til huset. Da Nápartuko så lyset fra tarmskindsruden, gik han lige hen imod det.

Tarmskindsruden var udvendig beskyttet med en tørrehæk, for at løsgående hundehvalpe ikke skulle bryde igennem.

Da Nápartuko tiltrukket af lyset nåede hen til tørrehækken, stak han hovedet ind, så de spinkle træribber splintredes. Gennem splintret træværk og sprængt tarmskind brød Nápartuko sig vej ind.

Sønnen krøb ind igennem den mørke husgang. Lige som sønnen stak hovedet op over hustærskelen, trak faderen sine husbukser af og viftede med dem, alt imens han råbte: »Âtâqs datter er kommet, Âtâqs datter er ankommet«. Og så slap han sine husbukser, så de faldt på gulvet. – »Jeg blev blandet op i voldsomt våbengny med folk fra Ilivilardivaq, folk i de hvides land. Jeg var sammen med mange våbenføre mænd«, fortalte Nápartuko. »Men min lillebrors hjælpeånder førte mig ind til land ude fra havet, fra havet langt langt ud for Naujánguin.« Nápartuko fortsatte i en mystisk tone: »Det, der har været i vejen, er nu fjernet, og til sommer vil der være mange sæler. Alt det, der har været i vejen,« Nápartuko pegede på Angê, »er fjernet. Hans kones fødselsveje spærrede jeg ved trolddom; uden at føde døde hun. Hans barns hoved gav jeg ved trolddom vokseværk. Hovedet voksede og voksede, barnet døde deraf.«

Sønnen gik hen til sin far, tog bagfra fat om hans overarme, satte knæet op mellem skulderbladene på ham og hev til. Der lød en frygtelig knasen. Nápartuko skreg, men det var, som hans åndedræt faldt ind i kroppen på ham. Han græd som et nyfødt barn. Da han igen havde fået sit normale åndedræt tilbage, rejste Napartuko sig og spurgte sin kone: »Atsivaq, hvorfor føles mine knogler så stive?«

»Det var din yndlingssøn, der kvaste dem«, svarede Atsivaq.

»Åh«, sagde Nápartuko, »jeg troede ellers, jeg skulle komme mig.« Og så spurgte han sønnerne: »Er det ikke så, at I ville nordpå til sommer?« Sønnerne svarede bekræftende, og faderen fortsatte: »Nu rejser I bort herfra, netop som der vil blive enormt med sæler«. Videre sagde han: »Det, der var i vejen, er borte, og der nordpå i Kialêq ved Tasîlaq er Nîlâlaqs kone død af galskab«.

Derpå lagde gamle Nápartuko sig til at sluge sit åndedræt, og således endte han sine dage.

Da sønnerne om sommeren drog mod nord, fik de at vide, at Nîlâlaqs kone var død af galskab.

Og fuldstændig som Nápartuko havde spået det, var der den følgende sommer enormt med sæler i Angmagssalik-distriktet.

I det efterfølgende vil man opleve de menneskeskæbner, som Nápartuko spåede om, fortællingen stammer oprindelig fra Nápartukos sønner og deres rejsefæller.