Pinsedagsprædiken

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gammelnorsk homiliebog

Pinsedagsprædiken

In die pentecosten sermo

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864

---

Gammelnorsk homiliebog
AM 619 4to

Uerbo domini celi firmati sunt et spiritu oris eius omnis uirtus eorum. Dagen i dag er en stor højtidsdag, og denne dag har været fejret både efter de gamle love og efter de nye. Men skønt I véd lige så godt som mig, hvilke begivenheder der har gjort, at begge folkeslag — både jøderne og de kristne — højtideligholder denne dag, cohortatio tamen nostri sermonis forte non erit onerosa scientibus et deuotis, nec inutilis imperitis, quia qui est ex deo uerba dei audit. Af dette kan enhver forstå, hvorvidt Gud er med ham eller ej, for da finder han velbehag i at høre Guds ord og gode lære og at gøre den nyttig for sig. Men den, der udelukker sig fra læren og ledes ved den, på ham er disse ord fra evangeliet møntet: Propterea uos non auditis, quia ex deo non estis. Og David siger: Omnem escam spiritualem abhominata est anima eorum. Og det folkeslag, som kaldtes Israels folk, højtideligholdt denne dag, fordi Gud gav dem den lov, der kaldes Moseloven, på denne selvsamme dag in monte Synay. Og den forklarede dem, hvordan de skulle tjene Gud, sådan at det behagede ham; og hvor velsindet og retfærdigt de skulle behandle hinanden; og hvordan man skulle tilgive og gøre bod for enhver misgerning, hvad enten misgerningen var gjort imod Gud eller et menneske; og hvordan alle sager skulle afgøres; og regler og påbud om, hvordan udenlandske og indenlandske folk og mænd og kvinder skulle omgås hinanden. Erat igitur lex ampla discreta et sancta, sanctus qui dedit deus, sanctus qui detulit Moyses, beatus qui seruat. Om dette læser og synger vi: Descendit Moyses de monte portans duas tabulas lapideas in manu sua scriptas uerbis domini dei. Men hvordan så han ud, da han kom ned fra fjeldet, hvor han havde været i 40 dage og 40 nætter uden mad og drikke? Cornuta, inquid, erat faties eius ex consortio sermonis domini, et adeo splendida, uti non possent filij Israel intendere in eum, et ideo posuit uelamen super fatiem suam, et tunc loquebatur ad eos.

Fordi loven nu blev givet med en stor og ærefrygtindgydende herlighed ledsaget af jærtegn, højtideligholdt de denne dag og ikke mindst hele den følgende uge, sådan som Gud selv befalede, at det skulle være. Og kristne mennesker fejrer denne dag, fordi Vorherre på denne selvsamme dag sendte Helligånden fra Himlen til sine apostle og disciple, sådan som apostlen Lukas fortæller i Actibus Apostolorum: Dum complerentur dies pentecostes, erant omnes pariter in eodem loco. Da der var gået 50 dage fra påskedag, var alle apostlene og disciplene samlet i et hus, sådan som Vorherre havde pålagt dem. Og da de mindst ventede det, hørtes ved morgenmadstid en vældig buldren fra himlen, og den fyldte hele huset, hvor de befandt sig. I næste øjeblik stod hele himlen over dem i flammer, og de kiggede op og så en stor ild, der var tungeformet, og ilden slog ned på dem alle, og med denne ild fulgte Helligånden. Og ved dens kraft og nåde, som var med dem og i dem, begyndte de at tale på alle de forskellige sprog og tungemål, der findes i verden. Der var alle slags folk til stede dér, som var kommet dertil fra alle lande på grund af denne højtidsdag og for deres tros skyld — på samme måde som folk fortsat samles — og nu hørte de apostlene tale alle de forskellige sprog, og hver og én genkendte, som man kunne vente, sit eget tungemål og sit lands sprog. Men dette undrede de forsamlede mennesker meget, for det var almindeligt kendt, at de ikke før beherskede andre sprog end hebræisk.

Om dette digtede David på denne vis: Uerbo domini celi firmati sunt, et spiritu oris eius omnis uirtus eorum. Han kaldte Guds apostle for ‘himlene’, og Helligånden styrkede dem sådan med sit komme på denne dag, at de hverken frygtede konger eller andre høvdinge. Men tidligere havde de — ligesom andre mennesker — været bange, sådan som den hellige Peter, der blev så skræmt ved en tjenestepiges ord under Vorherres pinsler, at han fornægtede Gud tre gange. Men efter han havde taget imod Helligånden, frygtede han hverken kong Herodes eller andre af Jerusalems høvdinge, og heller ikke kejser Nero i Rom. Sådan var det også med de øvrige apostle og Guds venner, som havde fået del i dette. De elskede nu intet andet end Gud selv og de ting, som vedrørte sjælens tarv, men før forekom der både trætte og misundelse mellem dem om værdighed og andre ting. Og Vorherre gav dem sin Helligånd to gange: en gang, mens han var legemligt til stede hos dem, anden gang fra Himlen. På jorden fik de den, for at de skulle elske deres medmennesker, men fra Himlen fik de den, for at de skulle elske den almægtige Gud. Nu blev Helligånden først givet på jorden og siden sendt fra Himlen, og dette tolkes i de ord, som apostlen Johannes sagde: »Den, der ikke elsker sin broder, som han kan se, hvordan skulle han kunne elske Gud, som han ikke kan se?« Vi skal elske vores næste, for at vi kan elske Gud, og så vi sammen med vores medmennesker kan glæde os fuldt ud hos Gud. Nu er Vorherres barmhjertighed over for alle dem, der tjener ham, lige så stor og ophøjet, som den var dengang, og han vil sende os sin Helligånd på samme måde, som han sendte den til dem, såfremt vores ulydighed og misgerninger ikke står i vejen for det.

Vi har des større håb om hans barmhjertighed, jo mere vi har gjort, som Peter sagde om sig selv og de andre apostle: Ecce nos reliquimus omnia, et secuti sumus te. Vi har forladt alt for Guds skyld, både fæ og frænder et omnem mundi pompam. Vi har omnia communia, sådan som der står skrevet om dette: Multitudinis credentium erat cor unum et anima una. et cetera. Gud være lovet for, at vi allesammen er kommet til dette sted og ejer alt sammen: hus og hybel, jorder og øvrige ejendele, sådan som de gjorde. Vi har meget brug for, at vores sind ikke vender sig tilbage mod denne verden og de verdslige tings forfængelighed, sådan som Israels sønner, qui respitiebant mente ad pépones et ad ollas carnis. Da de befandt sig i ødemarken, hvortil Gud havde stævnet dem, var deres tanker tilbage i Egypten og ved den levevis og den kødmad, som de havde dér. Sådan vender også mange klosterfolk deres tanker imod den verdens morskab og den livets forfængelighed, som de var vant til før, selv om de legemligt befinder sig i klosteret.

Lad os nu elske Vorherre Gud og vores medmennesker, og da vil vi komme til den ophøjede lykke, hvor vi for evigt og altid skal være glade uden ophør. Dér lever alle Guds engle sammen; dér er der evig højtid; dér findes den sande fred, som ikke bliver taget fra os, men som tværtimod skænkes os med kærlighed uden ende ved Vorherre Jesu Kristi barmhjertighed — ham, der lever og regerer sammen med Faderen og Helligånden som én Gud for evigt. Amen.

---

Noter: