Fortællingen om tranerne

Traner
fra The Harley Beastiary (ca. 1230)

Små eventyr

Fortællingen om tranerne

Trönuþáttr

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882

---

Traner
fra The Harley Beastiary (ca. 1230)

I Lombardiet boede en gæv bondesøn på sin fædrene arvegård; han var ugift, begavet og dannet. På en anden gård lige i nærheden boede en kvinde, som for nylig var blevet enke; hun var ung og smuk, men der var dem, der mente, at hun var troldkyndig. De havde et meget tæt naboskab og kom skiftevis til gæstebud hos hinanden, og deraf fulgte den slags, som tilværelsen lader ske mellem mand og kvinde, indtil kirken ikke længere kunne lade stå til over for deres usædelige adfærd: Den bliver påtalt og forbudt. Bonden indretter sit liv efter loven og vil nu hellere finde sig en jomfru til ægtehustru. Dette sker, og forlovelse og bryllup følger.

Men selv om dette sker, fortsætter han og enken deres venskab med invitationer og venlighed uden svig og mistanke om værre ting, indtil det sker en dag, at hun serverer et udsøgt måltid for ham. Hun har forinden brygget på en snedig list med den slags øl, som både er sødt som honning og stærkt berusende, for selv om hun var tavs om sit svig, vidste hun i sit indre, hvad hun mente at have mistet. Hun følte sig særligt ramt af det, at han forkastede hendes enkestand og hellere ville have en ung pige. Denne aften gør hun sig derfor særligt venlig og lokker ham til at glæde sig med søde ord. Hun fører ham ind i et lille sovekammer, som hun havde, og fortsætter legen med ham med sin lystne tale, som det blev nævnt før, indtil en tung søvnighed kommer over ham. Han lægger sig da med hovedet i hendes skød og aner ikke uråd. Men i det samme tog hun en tvunden tråd — rødfarvet — frem fra en pung, og hun binder den rundt om hans hals og skubber ham derpå fra sig og ned på gulvet med foragt. Han vågner noget ved dette fald, men bliver straks forvandlet til den fugl, som man kalder en trane, og den flyver direkte op mod et glughul, der var i huset, og farer ud.

Denne slags fugl har samme størrelse som en svane, men den findes ikke i de nordiske lande. Denne nyskabte fugl fornemmer, hvor den skal finde sine artsfæller, og den flyver dag efter dag i hast mod landene sydpå, indtil den træffer en stor flok af sine fæller, og den slutter sig med det samme til dem.

Disse fugle har den natur, at alle dem, der er samlet, flyver i én flok dag efter dag. Én skal flyve forrest som vejviser for alle og sætte sig dér, hvor den vil hvile sig, og tilsvarende dér, hvor den vil overnatte. Det er også sådan, at når det er tid til at sove, bliver der udpeget en fugl til at holde vagt, såfremt noget farligt skulle dukke op. Vagtfuglen skal vælge natlogiet sådan, at der er vand i nærheden, enten en sø eller et vandløb. Denne vagtfugl skal stå enten på stranden eller stenene og være højere oppe end vandet. Den skal holde vagt på den måde, at den står på det ene ben og holder det andet oppe og krummer kløerne om en lille sten. Og hvis der er fare på færde, skal den give tegn ved at lade stenen falde fra kloen ned i vandet, og ved dette plask vågner hele flokken og flyver i sikkerhed. Men hvis vagten falder i søvn og slipper stenen ved et uheld og vækker sin flok uden grund, er den mere død end levende, for den bliver grundigt mishandlet af den, som forestår straffen i denne slags sager.

Nu vender vi tilbage til fortællingen, og denne unge trane flyver sammen med flokken, indtil det bliver dens tur til at holde vagt på den måde, som blev beskrevet før. Som natten går, vender noget af dens tidligere natur tilbage, nemlig at et menneske behøver mere søvn end en flyvende fugl. Den er nu ikke bedre til at holde vagt, end at stenen falder ned og plasker så højt, at hele flokken vågner ved det, for de sov meget let. Nu er alle vågne og klar til at flyve. Men de ser sig omkring og indser, at ingen fare truer dem, og de forstår, at vagten har fejlet. Den, der styrer flokken, kommer derfor hen og kaster sig over vagten og bider og flår og river den og tilføjer den al den skade, den kan. Men da den angriber halsen på den og plukker fjerene af, får den næbet ind under tråden, så denne brister og falder af.

Og så snart det sker, bliver han til et menneske og får sin oprindelige natur igen. Han springer op i en fart og vil tage hævn. Nu kommer der pludselig bevægelse i flokken, og de flyver væk, så man ikke kan få fat i dem. Han forstår nu, hvordan han er stedt, og indser, hvilken list han er blevet udsat for. Han beslutter derfor, at han vil have tråden med sig, til han får brug for den. Han er kommet langt sydpå i landene fjernt fra sin fædrene jord, men fordi han er en rask mand med en stærk natur, finder han nu tilbage til sit hjemland og kommer således hjem til sin egen gård. Hans tilbagevenden sker uden ståhej, som om der overhovedet ikke er sket noget særligt, og han bare har været på en lille tur i et eller andet ærinde. For ingen — bortset fra de to — vidste, at han havde været væk.

Da han og enken mødes, gør han sig venlig som af beruselse og byder hende hjem til sig. Sådan gik der en tid, hvor alt ved deres venskab og gæstebud tilsyneladende var som før, indtil hun bliver mindre og mindre vagtsom, for hun havde en tid mistanke om, at han ville prøve at hævne sig på hende. Og da han mærker dette, lader han det ikke trække ud, men brygger det samme svig imod hende, som han selv havde fået at føle; han lokker hende til at drikke og til at sove og lægger derpå den samme tråd om halsen på hende og skubber hende ned på gulvet. Der sker straks den samme forvandling som før, og hun bliver til en trane og prøver at flyve ud. Men bonden er så vred, at han ikke ønsker, at hun skal slippe så let, og han har været så forudseende at lægge et sværd klar, og idet hun letter, hugger han efter hende, så den ene fod bliver kappet af og falder ned på gulvet. Men hun slipper ud, og dér i de lande fandt man aldrig ud af, hvad der blev af hende.

Men noget var underligt: Den del, som blev hugget af dette forvandlede legeme, var sandelig en fugls fod og ikke en menneskefod, og den antog aldrig siden en anden form. Dermed slutter denne fortælling, og her gik den talemåde i opfyldelse, at det, man udsætter andre for, får man selv at mærke.

---

Note: