Præsten der ikke var døbt

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Små eventyr

Præsten der ikke var døbt

Af einni frú ok hennar syni

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882

---

Præst ved messen

Der skete det nede i Frankrig i byen Cremona, at en meget fornem frue blev med barn, og hun fødte i hemmelighed en søn. Men tabet af timelig anseelse og den ydmygelse, hun mente at have påført sig ved graviditeten, gør, at hun på ingen måde ønsker, at dette bliver almindelig kendt. Hun sendte bud efter en af sine tjenestekvinder, for at hun skulle føre barnet langt væk og lægge det foran en kirkedør, og dette gjorde hun. Dagen gik, og en anset husfrue kom hen til denne samme kirke, og da hun hørte barnet græde og så, hvor smukt det var, fyldtes hendes hjerte af barmhjertighed. Hun tager dette barn, som var det hendes eget, og lader det bære hjem og opfostre. Hun var ikke opmærksom på, om drengen var døbt eller ej. Hun satte denne dreng til bøgerne og sendte ham siden i skole, og han vokser op og viser sig at være både dygtig og lærenem. Han modtager alle de vielser, som hans alder tillader, for dette barn er virkelig god til latin.

Til sidst bliver han viet til præst og udfører alt det arbejde, der hører til præsteembedet, men kort tid efter dør denne samme præst. Efter han var død, fandt man ud af, hvordan moderen havde efterladt barnet ved kirkedøren, og hvordan husfruen havde ladet det føre hjem for at opfostre det, og hvordan ingen af dem havde sørget for at få barnet døbt. Dette afstedkom stor uenighed blandt de klogeste i byen. Nogle sagde, at han afgjort måtte være frelst, fordi han havde levet blandt kristne mennesker og udøvet mange barmhjertighedsgerninger og tilmed varetaget den hellige messesangs guddommelige embede. Andre mente, at han ifølge den evangeliske sandhed var udelukket fra Himmerige på grund af de første menneskers synd, for ingen kan få adgang til Himmerige, medmindre vedkommende er blevet genfødt gennem vand og Helligånden. Og de stredes så meget om denne sag, at de skrev om det, der var sket, til paven — og det var dengang Innocens den Tredje.

Og paven skrev dette til svar: »Vedrørende den præst, som I fortalte var død uden at være blevet renset ved dåbshandlingen: Fordi han var urokkelig i troen på den hellige kristendom og i bekendelsen af Herrens barmhjertighed, mener vi, at han er løst fra de første menneskers oprindelige synd, og at han kan nyde Himmeriges glæde, sådan som de hellige kirkefædre Augustin og Ambrosius har ført bevis for. Læs om dette emne i den ottende bog i Augustins De civitate Dei, hvor det blandt andet anføres: ‘Dåben opnås usynligt af den, som ikke afviser den af foragt for kristelig levevis, men derimod forhindres af livets ophør.’ Gransk den salige Ambrosius’ bog om Valentinians død, og han har afsagt den samme kendelse. Det er også min befaling, at I følger de førnævnte kirkefædres afgørelse og påbyder, at der jævnligt holdes bøn for ham i jeres by.«

---

Noter: