Islændingebogen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ari Thorgilsson, f. 1067. Ill.: clm.

Ari Thorgilsson

Islændingebogen

Oversat af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2013 / 2025

Forlægget til denne oversættelse er Jakob Benediktsson: »Islendingabók Landnámabók«,
Íslenzk Fornrit, bd. I-II, udgivet af Hið íslenzka Fornritfélag, Reykjavík, 1968.

Forord Oprindeligt skrev jeg Islændingebogen for vore biskopper Torlak og Ketil, og jeg viste den både til dem og til Sæmund Præst. De syntes om bogen, som den var – måske med visse tilføjelser. Derfor har jeg skrevet denne nye udgave efter samme model som den første, dog har jeg udeladt slægtstavler og hvad der handlede om kongernes liv. Til gengæld har jeg tilføjet nye oplysninger, som jeg siden er stødt på. Derfor er denne udgave mere korrekt end den første. Men med hensyn til de fejl, der alligevel måtte være i denne fremstilling, er det læserens egen pligt at følge det, som er mest rigtigt. Den svenske kong Olaf Trækløver var fader til Halfdan Hvidben, som var konge af Opland. Han var fader til Eystein Fis, der var fader til Halfdan den Gavmilde (som dog var nærig, når det gjaldt mad). Han var fader til Godrød Jagtkonge, som var fader til Halfdan Svarte, der var fader til Harald Hårfager, der var den første i slægten til at blive enekonge over hele Norge. Bogen består af følgende kapitler: Håndskrift af Islændingebogen (AM 113c fol.) fra sidste halvdel af 1600-tallet. Ill.: clm. 1. Om Islands bebyggelse. 2. Om landnamsmænd og lovgivning. 3. Om Altingets oprettelse. 4. Om kalenderåret. 5. Om landets inddeling i fjerdinger. 6. Om Grønlands bebyggelse. 7. Om kristendommens indførelse på Island. 8. Om udenlandske biskopper. 9. Om biskop Isleif. 10. Om biskop Gissur. Her begynder Islændingebogen.

Kapitel 1 Om Islands bebyggelse De kom over havet Ill.: clm. De første, som bosatte sig på Island, kom fra Norge. Dette skete i Halfdan Svartes søn Harald Hårfagers dage, dvs. omkring den tid, hvor Ragnar Lodbrogs søn Ivar fik taget den engelske kong Edmund den Hellige af dage, hvilket var 870 vintre efter Kristi fødsel, som det også siges i hans (kong Edmunds) historie. – Beregningen af tidspunktet herfor har jeg dels fra min fosterfader og lærer Teit, der var søn af biskop Isleif og den viseste mand jeg nogensinde har kendt, dels fra min farbroder Torkel Gelleson, hvis erindring gik langt tilbage og endelig fra Snorre Godes datter Turid, som var en meget vidende og pålidelig kvinde. Ingolf hed en nordmand, om hvem det helt rigtigt siges, at han var den første til at sejle fra Norge til Island – første gang da Harald Hårfager var seksten vintre gammel, anden gang nogle få vintre senere. Han bosatte sig mod syd i Reykjavik. Ingolfshøfde hedder det sted, hvor han først landede; det ligger øst for Mintaksøre. Ingolfsfjeld hedder det sted, hvor han senere tog land; det ligger vest for Ølfuså. På den tid var Island bevokset med skov fra strand til fjeld. Dengang boede her kristne mænd, som af nordmænd kaldes paper.. De rejste dog senere herfra, for de ville ikke bo sammen med hedninger, men de efterlod sig irske bøger, klokker og krumstave, og deraf kunne man udlede, at de var irske. Herefter begyndte nu en stor udflytning hertil fra Norge. Dette fortsatte indtil kong Harald forbød det. Han frygtede, at Norge skulle komme til at ligge øde hen. Man nåede da til enighed om, at alle, som ønskede at flytte herud, skulle betale kongen fem øre – med mindre, at kongen selv havde fritaget dem fra dette. Det siges, at Harald blev 80 vintre gammel og var konge i 70. Denne ordning blev begyndelsen på den afgift, som nu kaldes landøre. Der blev betalt snart mere, snart mindre, indtil Olaf den Tykke fastsatte, at enhver, som rejste mellem Norge og Island skulle betale kongen en halv mark. Undtaget herfra var kvinder og de mænd, som kongen selv fritog fra afgiften. Disse oplysninger har jeg fra Torkel Gelleson.

Kapitel 2 Om landnamsmænd og lovgivning Rollaug, søn af Røgnvald jarl på Møre, bosatte sig østpå på Sida. Fra ham stammer Sidamændene. Ketilbjørn Ketilson hed en nordmand, som bosatte sig sydpå på den øvre del af Mosfell. Fra ham stammer Mosfellsfolkene. Aud, datter af den norske herse Ketil Fladnæse, bosatte sig vestpå i Bredefjord. Fra hende stammer Bredefjordsfolkene. Helge den Magre, en norsk mand, søn af Eyvind Østmand, bosatte sig nordpå i Eyjafjord. Fra ham stammer Eyjafjordsfolkene. Da Island nu i stor udstrækning var blevet bebygget, bragte en nordmand den første lov med hertil fra Norge. Han hed Ulfljot og loven blev kaldt Ulfljotsloven. Dette har Teit fortalt mig. Ulfljot var fader til Gunnar, fra hvem Dybdalsfolkene i Eyjafjord stammer. Men de (Ulfljótslovene) blev for det meste fastsat efter de love, som da gjaldt på Gulatinget, eller efter råd af Torleif den Vise, Hørda-Kåres søn, alt efter hvad der burde føjes til, tages bort eller bestemmes på anden vis. Ulfljot boede østpå i Lon og det siges, at Grim Gedehår var hans fostbroder. Det var denne Grim, som på Ulfljots opfordring rejste Island rundt før Altingets oprettelse, og hver landsmand gav ham en penning dertil. Disse penge gav han dog senere videre til gudehovene.

Kapitel 3 Om Altingets oprettelse Altingspladsen Ill.: clm. Ulfljot og alle landets mænd besluttede i fællesskab at oprette Altinget der, hvor det også ligger i dag. Før den tid blev der holdt ting på Kjalarnæs under ledelse af Torstein – søn af landnamsmanden Ingolf og fader til lovsigemanden Torkel Måne – sammen med de høvdinge, som sluttede sig til. En mand, som ejede et stykke land i Blåskovene, var blevet dømt fredløs for drabet på en træl (eller en frigiven træl). Manden hed Tore Krympeskæg og var morfader til Torvald Krympeskæg. Han begav sig til Østfjordene og indebrændte der sin broder Gunnar. Disse oplysninger har jeg fået fortalt af Hall Orøkjason. Den dræbte træl hed Koll. Efter ham har Kollskløft fået sit navn, for her fandt man liget. Landet, som havde tilhørt Tore, overgik nu til fællesskabet og mændene bestemte sig til at bruge det til Alting. Derfor er der også på Altinget et fælles skovområde, hvor man frit kan hente brænde i altingstiden og et hedeområde, hvor hestene frit kan græsse. Disse oplysninger har jeg fra Ulfhedin. Kyndige mænd har også fortalt, at Island blev fuldt befolket i løbet af tres vintre og at landet ikke har haft flere indbyggere siden. På den tid blev Ravn,, søn af Hæng Landnamsmand, udnævnt til tingets lovsigemand efter Ulfljot. Han havde dette embede i tyve somre. Han var fra Rangå-egnen. Dette var tres vintre efter drabet på kong Edmund og ifølge kyndige mænds beregning et år eller to før Harald Hårfagers død. Toraren Ragebroder, søn af Oleif Hjalte, blev lovsigemand efter Ravn og havde også embedet i tyve somre. Han var fra Borgarfjord.

Kapitel 4 Om kalenderåret Runekalender, skåret i hvalrostand. Norge, 1400-tallet. Ill.: clm. Det var også dengang, at de klogeste mænd i landet havde regnet sig frem til, at der på to halvår gik 364 dage, hvilket svarer til 52 uger eller tolv måneder á tredive dage plus fire dage. Men på solens gang kunne de se, at sommeren faldt stadig tidligere. Ingen var dog i stand til at fortælle dem grunden hertil, nemlig at der på to halvår er en dag mere end de 52 hele uger. Torstein Sort hed en mand fra Bredefjord. Hans fader var Halstein, som var søn af landnamsmanden Torolf Mosterskæg. Hans moder Osk var datter af Torstein Rød. Torstein drømte, at han stod på Lovbjerget, mens mange var til stede. Selv var han vågen, men alle andre sov. Depå drømte han, at han selv faldt i søvn, mens alle andre vågnede op. Osvif Helgeson, Geller Torkelsons morfader, udlagde drømmen således, at når han talte på Lovbjerget, ville alle blive tavse, men når han selv tav, ville alle bifalde hans ord. De var begge meget kloge mænd. Da folk senere kom på tinget, gik Torstein op på Lovbjerget med et forslag om, at man skulle prøve at forlænge hver syvende sommer med en uge og se, hvilken virkning dette ville have. Ganske som Osvif havde udlagt drømmen, "vågnede" alle mænd nu op, og på anbefaling fra Torkel Måne og andre kyndige mænd blev forslaget vedtaget ved lov. Ifølge den rigtige beregning er der 365 dage på et år med mindre det er skudår, (hvor der så er en dag ekstra). Men efter vores regnemåde er der 364 dage, og når vi indsætter en uge hvert syvende år, betyder det, at der efter begge regnemetoder vil være samme antal dage på syv år. Dog, hvis to skudår falder mellem de to år, der skal have den ekstra uge, må dette ske i det sjette år.

Kapitel 5 Om landets inddeling i fjerdinger "Så blev landet inddelt i fjerdinger..." Ill.: clm. Der opstod en stor tvist på tinget mellem Tord Geller, søn af Oleif Feilan fra Bredefjord og Odd – også kaldet Tunge-Odd – fra Borgarfjord. Odds søn Torvald havde sammen med Hønse-Tore været med til indebrændingen af Torkel Blund-Ketilson i Ørnolfsdal.. Tord Geller blev hovedanklager i sagen, for Torkel Blund-Ketilsons søn Herstein var gift med Tords søsters datter Torun. Hun var datter af Helga og Gunnar og søster til Jofrid, som var gift med Torstein Egilsson. Torvald og Hønse-Tore blev først sagsøgt på tinget i Borgarfjord, et sted som siden er blevet kaldt Tingnæs. Ifølge loven skulle en drabssag tages op på det ting, som lå nærmest gerningsstedet. Men her kom det til slagsmål, og det var umuligt at holde tinget efter lovens krav. Blandt Tord Gellers folk faldt Torolf Ræv, som var en broder til Alf i Dalene. Siden blev sagen bragt op på Altinget, men også her blev der grebet til våben, og her faldt flere af Odds mænd. – Hønse-Tore blev dømt fredløs og senere dræbt sammen med flere andre, som havde taget del i indebrændingen. Tord Geller holdt da en tale på Lovbjerget om, hvor dårligt det gik, når nogen rejste til et fremmed ting for at anlægge sag om drab eller skade, man havde lidt. Han fortalte også om sit eget besvær, før han havde kunnet få sin sag afgjort efter loven og sagde, at det ville føre til mange vanskeligheder, hvis ikke der blev rettet op på dette. Da blev landet inddelt i fjerdinger, så der blev tre ting i hver fjerding. Mænd fra samme tingkreds skulle her tage deres sager op med hinanden. I Nordlandsfjerdingen oprettedes dog fire ting, for de ville ikke høre tale om andet. De, som boede nordligst i Eyjafjord, ville ikke benytte tinget dér, og heller ikke de i Skagafjord, som boede vestenfor. Dog skulle der i denne fjerding udnævnes samme antal dommere og samme antal medlemmer af lovretten som i enhver anden fjerding. Siden oprettede man fjerdingstinget. Disse oplysninger har jeg fra lovsigemanden Ulfhedin Gunnarsson. Efter Toraren Ragebroder blev Torkel Måne, søn af Torstein Ingolfsson, lovsigemand. Dette var han i femten somre. Derefter var Torgeir Torkelson fra Ljosavatn lovsigemand i sytten somre.

Kapitel 6 Om Grønlands bebyggelse Hvalsey Kirke. Ruin efter nordboernes koloni på Grønland Ill.: clm. Det land, som kaldes Grønland, blev fundet og bebygget fra Island. Erik den Røde hed en mand fra Bredefjord. Han drog ud herfra, kom til Grønland og tog land det sted, som siden har heddet Eriksfjord. Han fandt på navnet Grønland og sagde, at et godt navn ville tilskynde folk til at rejse dertil. Både mod øst og mod vest fandt de spor efter mennesker – rester af skindbåde og stenredskaber – og deraf udledte de, at der måtte have boet samme slags folk der, som dem, der boede i Vinland, og som grønlænderne kalder skrællinger. Bebyggelsen af Grønland fandt sted fjorten eller femten vintre før kristendommen kom her til Island. Således er det blevet fortalt til Torkel Gelleson fra Grønland – han, som selv rejste ud med Erik den Røde.

Kapitel 7 Om kristendommens indførelse på Island Kong Olaf – der var søn af Tryggve, som var søn af Olaf, som var søn af Harald Hårfager – indførte kristendommen i Norge og på Island. Han sendte en præst hertil, som hed Tangbrand; han underviste i kristendommen og døbte alle dem, som tog imod troen. Hall Torsteinson på Sida lod sig snart døbe og det samme gjorde mange andre høvdinge, deriblandt Hjalte Skæggeson fra Tjorsådal og Gissur den Hvide, som var søn af Teit Ketilbjørnson fra Mosfell. Alligevel var der flest, som talte imod og nægtede at høre på ham. Da han havde været her en eller to vintre, rejste han bort og havde da slået to eller tre mænd ihjel, som havde digtet smædevers om ham. Tilbage i Norge fortalte han kong Olaf om alt, som var overgået ham og sagde, at man ikke kunne vente, at dette folk ville tage imod kristendommen. Kongen blev rasende over disse ord, og han truede med at lemlæste eller dræbe de af vore landsmænd, som opholdt sig i Norge. Lovsigemanden Thorgeir fra Ljosavatn proklamerer Islands overgang til kristendommen. Ill.: clm. Samme sommer kom Gissur og Hjalte til Norge og fik overtalt kongen til at lade de derboende islændinge slippe, mod at de selv gjorde et nyt forsøg på at bringe kristendommen til Island. De sagde, at de havde al grund til at tro, at dette skulle lykkes. Sommeren efter drog de tilbage til Island og medbragte en præst ved navn Tormod. Alt ved rejsen gik godt, og ti uger inde i sommeren ankom de til Vestmannaøerne. Dette har jeg fået at vide af Teit, som havde det fra en mand, som selv var der. Sommeren før var det blevet bestemt ved lov, at Altinget skulle holdes, når der var gået ti uger af sommeren. Hidtil havde man holdt det en uge tidligere. Gissur og hans følge begav sig straks over til fastlandet og derfra videre til Altinget. De overtalte Hjalte til at blive tilbage i Laugardal med elleve mand, for han var året forinden blevet idømt tre års fredløshed på Altinget, fordi han havde spottet guderne. Hans forbrydelse var, at han fra Lovbjerget havde fremsagt dette vers: "Ikke skal jeg tale ondt om guder, men Freja teer sig som en tæve." Men Gissur og hans mænd fortsatte, indtil de kom til det sted ved Ølfussøen, som hedder Vellandkatla. Derfra sendte de bud til tinget efter alle deres støtter; de havde nemlig hørt, at deres modstandere havde i sinde at holde dem væk fra Tingstedet ved at møde dem i kamp. Men før de brød op derfra, kom Hjalte ridende sammen med de mænd, som var blevet tilbage hos ham. De red da ind på Tingstedet; deres frænder og venner var i forvejen redet dem i møde, som de havde bedt dem om. Men hedningerne, som var fuldt bevæbnede, samlede sig og det var nær kommet til kamp, så man næppe kunne se, hvordan dette skulle undgås. Dagen efter gik Gissur og Hjalte op på Lovbjerget og fremlagde deres ærinde. Man siger, at de talte så godt for deres sag, at det gjorde stort indtryk. Følgen blev, at kristne og hedenske mænd brød med hinanden og tog vidner på, at de ikke længere ville være under samme lov. Derpå forlod de Lovbjerget. Så bad de kristne Hall på Sida om at fremsige den lov, som skulle gælde under kristendommen. Men han undslog sig og betalte Torgeir Lovsigemand for at gøre det, selv om han stadig var hedning. Da mændene nu kom tilbage til deres telte, gik Torgeir ind og lagde sig. Han bredte en skindkappe ud over sig og lå hele den dag og natten med, og han sagde ikke et ord. Men morgenen efter satte han sig op og meddelte, at folk skulle gå til Lovbjerget. Da folk havde samlet sig, begyndte Torgeir at tale. Han sagde, at det stod ilde til, hvis ikke der kunne råde én og samme lov for alle i landet. På mange måder indskærpede han overfor dem, at der ikke måtte ske en splittelse. En deling af loven ville medføre så megen splittelse, sagde han, at de kampe, som givetvis ville følge, kunne lægge landet øde. Han fortalte, at der i lange tider havde hersket ufred og krig mellem kongerne i Norge og Danmark, og at dette varede ved, lige indtil landenes befolkninger selv sluttede fred med hinanden, hvad enten kongerne ville det eller ej. Følgen heraf var, at kongerne kort efter begyndte at sende hinanden kostbare gaver, og freden holdt så længe de levede. – "Nu er det mit råd," sagde han, "at heller ikke vi skal lade dem bestemme, som er mest stejle. Vi skal hellere søge at mægle således mellem parterne, at de begge føler, at de har fået noget igennem. Og lad os så alle have én lov og én tro. Sandt er det ord, at den som splitter loven, splitter freden." Da han sluttede sin tale, sagde begge parter ja til, at der kun skulle være én lov, og at det skulle være den, som Torgeir fremsatte. Det blev da lovfæstet, at alle her i landet skulle være kristne og alle udøbte skulle tage imod dåben. Udsættelse af børn og spisning af hestekød skulle fortsat være tilladt, som det var ifølge den gamle lov. Mænd måtte fortsat blote men kun i det skjulte. Blev det opdaget og der var vidner til det, skulle det give tre års fredløshed. – Få år senere blev også disse hedenske skikke fjernet ligesom alle andre. Omstændighederne omkring kristendommens komme til Island har jeg fået fortalt af Teit. Men ifølge Sæmund Præst faldt Olaf Tryggvason den samme sommer. Han lå da i kamp med den danske konge, Svend Haraldson, den svenske konge, Olaf den Svenske, søn af Erik i Uppsala og Erik Håkonson, som siden blev jarl over Norge. Dette skete 130 vintre efter drabet på Edmund og tusind år efter Kristi fødsel ifølge almindelig tidsregning.

Kapitel 8 Om udenlandske biskopper Biskop, hvalrostand, Norge, ca. 1100. . Ill.: clm. Dette er navnene på de udenlandske biskopper, som Teit har opregnet: I hedensk tid kom Fredrik herud, senere fulgte Bjarnhard den Boglærde i fem år, Koll nogle få år, Rodolf nitten år, Johan den Irske nogle få år, Bjarnhard nitten år og Heinrek to år. Desuden fem andre, som sagde, at de var biskopper: Ørnolf, Godeskalk og de tre armenere Petrus, Abraham og Stefanus. Grim Svertingson på Mosfell blev lovsigemand efter Torgeir. Han havde embedet i to år og fik så lov til at overdrage det til sin søsters søn Skafte Toroddson, for hans egen stemme var hæs. Skafte var lovsigemand i 27 somre; han fremsatte loven om femteretsdomstolen og loven mod at en drabsmand skulle kunne anklage en anden i sagen. Hidtil havde man her haft samme lov som i Norge. I hans dage blev mange høvdinge og stormænd dømt fredløse eller gjort landflygtige på grund af drab eller overfald, hvilket beviste Skaftes magt og styrelse af landet. Han døde samme år som drabet på Olaf den Tykke, der var søn af Harald, som var søn af Godrød, der var søn af Bjørn, som var søn af Harald Hårfager, altså tredive vintre efter Olaf Tryggvasons fald. Derefter blev Stein Torgestson lovsigemand og var det tre somre, hvorefter Torkel Tjørvason var det tyve somre, og efter ham Geller Bølverkson ni somre.

Kapitel 9 Om biskop Isleif Islandsk krucifix skåret af drivtømmer. Ikke tidsfæstet. Ill.: clm. Isleif - Isleif – Gissur den Hvides søn – blev viet til biskop i den norske kong Harald Sigurdsons dage. Haralds fader Sigurd var søn af Halfdan, som var søn af Sigurd Rise, der var søn af Harald Hårfager. Da høvdinge og andre gode mænd så, at Isleif var langt dygtigere end andre af kirkens mænd her i landet, overdrog mange deres sønner til hans undervisning og lod dem præstevie. To af disse blev siden viet til biskop, nemlig Koll, der var østpå i Viken i Norge, og Jon, som blev biskop i Holar. Isleif havde tre sønner, som alle blev dygtige høvdinge, biskop Gissur, Teit Præst – fader til Hall – og Torvald. Teit voksede op hos Hall i Haukadal, om hvem alle sagde, at han var den mildeste og mest godhjertede blandt alle ulærde mænd her i landet. Selv kom jeg også til Hall, da jeg var syv vintre gammel. Dette var året efter, at min farfader – som også var min fosterfader – døde. Jeg var hos Hall i fjorten vintre.. Efter Gellers afgang som lovsigemand, overtog Gunnar den Vise embedet og havde det i tre år. Derefter havde Kolbein Flosason det i seks år. Han blev lovsigemand den sommer, hvor kong Harald faldt i England. Derefter fik Geller igen embedet – denne gang i tre somre, og Gunnar for anden gang i én sommer. Efter ham fulgte otte år med Sigvat Surtson, der var en søn af Kolbeins søster. På den tid kom Sæmund Sigfuson tilbage til landet fra Frankrig og lod sig præstevie. Isleif blev viet til biskop, da han var halvtreds år gammel. Da var Leo den Niende pave. Vinteren efter opholdt han sig i Norge og kom så herud. Han døde i Skálholt, da han havde været biskop i 24 vintre. Disse oplysninger har jeg fra Teit. Isleif døde en søndag seks nætter efter messen for Peter og Paulus og firs vintre efter Olaf Tryggvasons fald. Jeg boede da sammen med min fosterfader Teit og var tolv vintre gammel. Disse oplysninger har jeg fået fortalt af Hall, som havde en stærk hukommelse og var en sanddru mand – han kunne endog huske, at han selv – tre vintre gammel – var blevet døbt af Tangbrand; dette var vinteren før kristendommen blev vedtaget ved lov. Hall bosatte sig i Haukadal, da han var tredive år gammel, og boede der i 64 år. Han døde som 94-årig på biskop Martins dag, ti år efter biskop Isleifs død.

Kapitel 10 Om biskop Gissur Vore landsmænd ønskede, at Isleifs søn Gissur skulle være ny biskop. Han blev viet til biskop i Olaf Haraldsons dage, to vintre efter Isleifs død. Første vinter opholdt han sig her i landet, den anden i Gøtland. Der blev hans navn udtalt Gisrød, har han fortalt os. Markus Skæggeson blev lovsigemand efter Sigvat. Han tiltrådte den sommer, hvor Gissur havde været biskop én vinter her i landet. Han havde embedet i 24 år. Efter hans fortælling har jeg i denne bog nedskrevet en oversigt over de lovsigemænds embedstid, som lå før det, jeg selv husker. Hans broder Toraren, deres fader Skægge og flere andre kloge mænd gav ligeså ham oplysninger om deres embedstid, som lå før det han selv kunne huske. Og de havde det fra deres farfader Bjarne den Vise, som kunne huske Toraren og de seks følgende lovsigemænd. Øverste del af biskop Páll Jónssons bispestav. Skåret i hvalrostand i 1100-tallet. Ill.: clm. Biskop Gissur var mere afholdt af alle vore landsmænd, end nogen anden mand, som vi ved af, har levet på Island. På grund af den respekt han nød og de taler, som han og Sæmund havde holdt, og med god bistand fra Markus Lovsigemand, blev det lovfæstet, at alle mænd skulle optælle og værdisætte deres ejendele – både jord og løsøre – og sværge på, at de havde gjort det rigtigt, og derefter betale tiende af det hele. – Dette er et stort bevis for, hvor lydhøre folk var overfor denne mand, at han fik iværksat en vurdering af al ejendom og jord, fik værdien stadfæstet ved ed, opkrævet tiende deraf og gjort det til lov, at dette skulle gælde, så længe der boede mennesker på Island. Gissur fik også vedtaget ved lov, at Islands bispesæde skulle ligge i Skálholt. Før den tid havde der ikke været noget fast sæde. Til dette formål gav han hele Skálholtsland og mange andre værdier, både i form af land og af løsøre. Og da han syntes, at dette sæde var blevet velstående nok, bortgav han mere end en fjerdedel af sit bispedømme til oprettelsen af endnu et bispesæde, så at der var to og ikke ét sæde, således som nordlændingene havde ønsket af ham. Tidligere havde han iværksat en optælling af alle bønder her i landet. Den faldt således ud: – Østfjordsfjerdingen: 840 – Rangåfjerdingen: 1200 – Bredefjordsfjerdingen: 1080 – Eyjafjordsfjerdingen: 1440. Ikke medregnet var de bønder over hele landet, som ikke var forpligtede til at betale altingsskat. Ulfhedin – søn af Gunnar den Vise – blev lovsigemand efter Markus (Skæggeson) og havde embedet i ni somre, så fulgte Bergtor Ravnson i seks og derefter Gudmund Torgeirson i tolv somre. Den første sommer, hvor Bergtor fremsagde loven, blev den nye beslutning truffet, at loven skulle nedskrives i en bog. Dette skulle foregå den følgende vinter hos Havlide Mårson, dikteret og vejledt af Havlide og Bergtor og andre kyndige mænd, som blev udpeget dertil. De skulle foreslå nye bestemmelser i loven, hvis de mente, at dette kunne være en forbedring af den gamle lov. Disse skulle oplæses i lovretten sommeren efter, og hvis ikke der var et flertal imod dem, skulle de vedtages. Som følge heraf blev afsnittet om manddrab og meget andet i loven nedskrevet og fremsagt af præsterne i lovretten den følgende sommer. Alle syntes godt om det og ingen talte imod. Det var også den første sommer, hvor Bergtor fremsagde loven, at biskop Gissur ikke var i stand til at drage til tinget på grund af sygdom. Da sendte han bud til sine venner og høvdingene på Altinget, at de skulle bede Torlak, søn af Runolf, søn af Torleik – broder til Hall i Haukadal – om at lade sig vie til biskop. Og alle gjorde, som han havde ønsket, hvilket skyldtes, at Gissur selv også tidligere havde bedt meget derom. Den sommer drog Torlak udenlands; sommeren efter kom han tilbage og var viet til biskop. Gissur blev viet til biskop, da han var fyrre år; det var mens Gregor den Syvende var pave. Vinteren efter opholdt han sig i Danmark og sommeren efter kom han her til landet. Da han havde været biskop i 24 år ligesom sin fader, blev Jon Øgmundarson viet til biskop – den første på bispesædet i Holar. Han var da 54 år. Tolv år senere, da Gissur havde været biskop i 36 år, blev Torlak viet til biskop. Gissur indsatte ham på bispesædet i Skálholt endnu mens han selv var i live. Da var Torlak 32 år gammel, men Gissur døde tredive dage senere i Skálholt på den tredje dag i ugen – fem dage før juni. Samme år – men før Gissur – døde pave Pascalis den Anden og ligeledes kong Baldvin af Jerusalem, patriarken Arnaldus af Jerusalem, den svenske kong Filip og senere samme år den græske kong Alexius, som da havde siddet på tronen i Miklagård i 38 vintre. Dette skete to vintre før århundredskiftet. Eystein og Sigurd havde da været konger i Norge i 17 år efter deres fader Magnus, søn af Olaf Haraldson. Dette var 120 vintre efter Olaf Tryggvasons fald og 250 år efter drabet på den engelske kong Edmund, men 516 vintre efter pave Gregors død, han som bragte kristendommen til England, så vidt man kan regne sig til. Han døde i kejser Focas andet regeringsår, 604 vintre efter Kristi fødsel efter almindelig tidsregning. Det bliver i alt 1120 år. Her slutter denne bog.

Tillæg 1 Oversigt over biskopper Her følger en oversigt over de islandske biskopper og deres slægt: Landnamsmanden Ketilbjørn, som bosatte sig sydpå i øvre Mosfell, var fader til Teit, som var fader til Gissur den Hvide, der var fader til Isleif, som var den første biskop i Skálholt og fader til biskop Gissur. Landnamsmanden Rollaug bosatte sig østpå i Sida på Bredebolsted. Han var fader til Øssur, som var fader til Tordis, der var moder til Hall på Sida, som var fader til Torolf, der var fader til Torgerd, som var moder til Jon, der var den første biskop i Holar. Landnamskvinden Aud bosatte sig vestpå i Bredefjord på Hvam. Hun var moder til Torstein Rød, der var fader til Oleif Feilan, som var fader til Tord Geller, der var fader til Torhild Rype, som var moder til Tord Hestehoved, der var fader til Karlsefne, som var fader til Snorre, der var fader til Halfrid, som var moder til Torlak, som nu er biskop i Skálholt efter Gissur. Landnamsmanden Helge den Magre bosatte sig nordpå på Kristnes i Eyjafjord. Han var fader til Helga, som var moder til Einar, der var fader til Eyjolf Valgerdson, som var fader til Gudmund, der var fader til Eyjolf, som var fader til Torstein, der var fader til Ketil, som nu er biskop i Holar efter Jon.

Tillæg 2 Slægtsoversigt Her følger navnene på Ynglingenes og Bredefjordsfolkenes forfædre: 1. Yngve Tyrkerkonge. 2. Njord Svenskekonge. 3. Frej. 4. Fjølner som døde hos Fredfrode. 5. Svegder. 6. Vanlande. 7. Visbur. 8. Domald. 9. Domar. 10. Dyggve. 11. Dag. 12. Alrek. 13. Agne. 14. Yngve. 15. Jørund. 16. Aun den Gamle. 17. Egil Vendelkrage. 18. Ottar. 19. Adisl i Uppsala. 20. Eystein. 21. Yngvar. 22. Braut-Ønund. 23. Ingjald Ildråde. 24. Olaf Trækløver. 25. Halfdan Hvidben, oplændernes konge. 26. Godrød. 27. Olaf. 28. Helge. 29. Ingjald, en dattersøn af Sigurd, søn af Ragnar Lodbrog. 30. Oleif den Hvide. 31. Torstein Rød. 32. Oleif Feilan, den første af slægten, som bosatte sig på Island. 33. Tord Geller. 34. Eyjolf, der blev døbt som gammel mand, da kristendommen kom til Island. 35. Torkel. 36. Geller, som var fader til Torkel, der var fader til Brand og til Torgils, der var min fader – og mit navn er Ari.

Lovsigemænd 1. Ulfljot: Før 930 2. Ravn Hængsson: 930-949. 3. Toraren Ragesbroder Oleifsson: 950-969. 4. Torkel Måne Torsteinsson: 970-984. 5. Torgeir Torkelsson: 985-1001. 6. Grim Svertingsson: 1002-1003. 7. Skafte Torodson: 1004-1030. 8. Stein Torgestsson: 1031-1033. 9. Torkel Tjørvason: 1034-1053. 10. Geller Bølverkson: 1054-1062. 11. Gunnar den Kloge Torgrimsson: 1063-1065. 12. Kolbein Flosason: 1066-1071. 13. Geller Bølverksson: 1072-1074. 14. Gunnar den Kloge Torgrimsson: 1075. 15. Sighvat Surtson: 1076-1083. 16. Markus Skæggeson: 1084-1107. 17. Ulfhedin Gunnarsson: 1108-1116. 18. Bergtor Ravnsson: 1117-1122. 19. Gudmund Torgeirsson: 1123-1134. 20. Ravn Ulfhedinson: 1135-1138.

Navneindex

F = Forord, T1 = Tillæg 1, T2 = Tillæg 2

Abraham (Abrahám ermskur), biskop: 8

Adisl (Aðísl Óttarsson), konge i Uppsala: T2

Agne (Agni Alreksson), konge: T2

Alexius (Alexíus), kejser: 10

Alf i Dalene (Álfr í Dǫlum Eysteinsson): 5

Alrek (Alrekr Dagsson), konge: T2

Ari (Ari enn fróði Þorgilsson), forfatter af Islændingebogen: T2

Arnaldus af Jerusalem (Arnaldus), patriark: 10

Aud (Auðr enn djúpauðga Ketilsdóttir), landnamskvinde: 2, T1

Aun den Gamle (Aun enn gamli Jǫrundarson), konge: T2

Baldvin af Jerusalem (Baldvini), konge: 10

Bergtor Ravnsson (Bergþor Hrafnsson), lovsigemand: 10

Bjarne den Vise (Bjarne enn spaki Þorsteinsson), høvding og gode: 10

Bjarnhard (Bjarnharðr), saksisk biskop: 8

Bjarnhard den Boglærde (Bjarnharðr enn bókvísi), biskop: 8

Bjørn (Bjǫrn Haraldsson), søn af Harald Hårfager: 8

Blåskovene (Bláskógar): 3

Borgarfjord (Borgarfjǫrðr): 3, 5

Brand (Brandr Þorkelsson): T2

Braut-Ønund (Braut-Ǫnundr Yngvarsson), konge: T2

Bredebolstad (Breiðabólstaðiðr): T1

Bredefjord (Breiðafjǫrðr): 2, 4, 5, 6, T1

Bredefjords-fjerdingen (Breiðfirðingafjórðungr): 10

Dag (Dagr Dyggvason), konge: T2

Danmark: 7, 10

Domald (Dómaldr Visbursson), konge: T2

Domar (Dómarr Dómaldsson), konge: T2

Dyggve (Dyggvi Dómarsson), konge: T2

Edmund den Hellige (Eadmundr/Játmundr enn helgi), konge: 1, 3, 7, 10

Egil (Egill Hallsson): T1

Egil Vendelkrage (Egill vendilkráka Aunsson), konge: T2

Einar (Einarr Auðunarson rotins): T1

England: 10

Erik den Røde (Eiríkr rauði Þorvaldsson), landnamsmand: 6

Erik Hakonson (Eiríkr Hákonarson), jarl: 7

Erik i Uppsala (Eiríkr Bjarnarson), svensk konge: 7

Eriksfjord (Eiríksfjǫrðr): 6

Eyjafjord (Eyjafjǫrðr): 2, 5, T1

Eyjafjords-fjerdingen (Eyfirðingafjórðungr): 10

Eyjolf (Eyjólfr enn halti Goðmundarson/Guðmundarson): T1

Eyjolf (Eyjólfr enn graí Þorðarson gellis): T2

Eyjolf Valgerdson (Eyjólfr Valgerðarson): T1

Eystein (Eysteinn Magnússon), konge: 10

Eystein Fis (Eysteinn fretr Hálfdanarson), konge: F

Eystein (Eysteinn Aðislsson), konge: T2

Eyvind Østmand (Eyvindr austmaðr Bjarnarson): 2

Filip (Philippus Sviakonungr), konge: 10

Fjølner (Fjǫlnir Freysson), konge: T2

Foca (Fóka/Phokas), kejser: 10

Frankrig: 9

Fredfrode (Friðfróði Friðleifsson), konge: T2

Fredrik (Friðrekr), biskop: 8

Frej (Freyr), gud: T2

Geller Bølverkson (Gellir Bǫlverksson), lovsigemand: 8, 9

Geller Torkelson (Gellir Þorkelsson), Aris farfader: 4

Gisrød (Gisrøðr), anden udtale af biskop Gissur navn (Gizurr Ísleifsson)

Gissur (Gizurr Ísleifsson), biskop: F, 9, 10, T1

Gissur den Hvide (Gizurr enn hvíti Teitsson): 7, 9, T1

Godeskalk (Goðiskolkr), biskop: 8

Gudmund (Goðmundr/Guðmundr enn riki Eyjólfsson): T1

Godmund Torgeirsson (Goðmundr/Guðmundr Þorgeirsson), lovsigemand: 10

Godrød (Goðrøðr/Guðrøðr Bjarnarson), konge: 8

Godrød Jagtkonge (Goðrøðr/Guðrøðr Hálfdanarson), konge: F, T2

Gregor (Gregórius), pave: 10

Grim Gedehoved (Grímr geitskǫr/-skór): 2

Grim Svertingson (Grímr Svertingsson), lovsigemand: 8

Grønland: F, 6

Gunnar (Gunnar Úlfljótsson): 2

Gunnar (Gunnar) broder til Tore Krympeskæg: 3

Gunnar (Gunnar Hlífarson): 5

Gunnar den Kloge (Gunnar enn spaki Þorgrímsson), lovsigemand: 9

Götland: 10

Havlide Mårson (Hafliði Másson): 10

Halfdan (Hálfdan Sigurðarson hrísa): 9

Halfdan den Gavmilde (Hálfdan enn mildi), konge: F

Halfdan Hvidben (Hálfdan hvítbeinn Óláfssonr), konge: F, T2

Halfdan Svarte (Hálfdan enn svarti Goðrøðarson), konge: F, 1

Hall i Haukadal (Hallr Þórarinssonr i Haukadalr): 9, 10

Hall Orøkjason (Hallr Órœkjuson): 3

Hall på Sida (Hallr á Siðu Þorsteinsson): 7, T1

Halfrid (Hallfríðr Snorradóttir): T1

Hallstein (Halsteinn Þorskafjarðargoði Þórólfsson): 4

Harald (Haraldr Goðrauðarson), fader til Olaf den Hellige: 8

Harald Hårfager (Haraldr enn hárfagri Hálfdanarson), konge: F, 1, 3, 7, 8, 9

Harald Sigurdsson (Haraldr enn harðráða Sigurðarson), konge: 9

Haukadal (Haukadalr): 9

Heinrek (Heinrekr), biskop: 8

Helga (Helga Óleifsdóttir): 5

Helga (Helga Helgadótter ens magra): T1

Helge den Magre (Helgi enn magri Eyvindarson), landnamsmand: 2, T1

Helge (Helgi Óláfsson), konge: T2

Herstein (Hersteinn Þorkelsson): 5

Hjalte Skæggeson (Hjalti Skeggjason): 7

Holar (Hólar): 9, 10, T1

Hvam (Hvammr): T1

Hæng Landnamsmand (Hæingr, Ketill hæingr): 3

Hønse-Tore (Hænsa-Þórir): 5

Hørda-Kåre (Hǫrða-Kári Ásláksson): 2

Ingjald Ildråde (Ingjaldr enn illráði Ǫnundarson), konge: T2

Ingjald (Ingjaldr Helgason), konge: T2

Ingolf (Ingólfr Arnarson), landnamsmand: 1, 3

Ingolfsfjeld (Ingólfsfell): 1

Ingolfshøfde (Ingólfshǫfði): 1

Island: F, 1, 2, 6, 7, 10, T2

Isleif (Ísleifr Gizurarson), biskop: F, 1, 9, 10, T1

Ivar (Ívarr beinlausi Ragnarsson), søn af Ragnar Lodbrog: 1

Jofrid (Jófriðr Gunnarsdóttir): 5

Johan den Irske (Jóhan biskup enn írski), biskop: 8

Jon Øgmundarson (Jón/Joan Ǫgmundarson enn helgi), biskop: 9, 10, T1

Jørund (Jǫrundr Yngvason), konge: T2

Karlsefni (Þorfinnr Karlsefni Þórðarson): T1

Ketil (Ketill Þorsteinson), biskop: F, T1

Ketil Fladnæse (Ketill flatnefr Bjarnarson): 2

Ketilbjørn Ketilson (Ketilbjǫrn enn gamli Ketilsson): 2, T1

Kjalarnæs (Kjalarnes): 3

Kolbein Flosason (Kolbeinn Flosason), lovsigemand: 9

Kol (Kolr) træl: 3

Kol (Kolr), udenlandsk biskop: 8

Koll (Kollr Þorkelsson), biskop: 9

Kolskløft (Kolsgjá): 3

Kristnes (Kristnes): T1

Kristus 1, 7, 10

Laugardal (Laugardalr): 7

Leo den Niende (Leó IX). pave: 9

Ljosavatn (Ljósavatn): 5

Lon (Lón): 2

Lovbjerget (Lǫgberg): 4, 5, 7

Magnus (Magnús berbeinn Óláfsson), konge: 10

Markus Skæggeson (Markús Skeggjason), lovsigemand: 10

Martin (Marten/Marteinn), Sankt Martin af Tours, også kaldet Morten Bisp, 315–397.: 9

Miklagård (Miklagarðr), Konstantinopel: 10

Mintaksøre (Minnþakseyrr): 1

Mosfell (Mosfell): 2, 7, 8, T1

Njord Svenskekonge (Njǫrðr Yngvason), konge, gud: T2

Nordlandsfjerdingen (Norðlendingafjórðungr): 5

Norge: F, 1, 2, 7, 8, 9, 10

Odd, Tunge-Odd (Tungu-Oddr Ǫnundarson): 5

Olaf (Óláfr Haraldsson), søn af Harald Hårfager: 7

Olaf den Svenske (Óláfr enn sœnski Eiríksson Sviakonungr), konge: 7

Olaf den Tykke: Se Olaf Haraldsson

Olaf Haraldson (Óláfr enn helgi Haraldsson), konge: 1, 8, 10

Olaf Haraldson: Se også Olaf Kyrre

Olaf Kyrre (Óláfr enn kyrri Haraldsson), konge: 10

Olaf (Óláfr Goðrøðarson), konge: T2

Olaf Tryggvason (Óláfr Tryggvason), konge: 7, 8, 9, 10

Olaf Trækløver (Óláfr trételgja Ingjaldsson), konge: F, T2

Oleif den Hvide (Óleifr enn hviti Ingjaldsson): konge: T2

Oleif Feilan (Óleif/Óláfr feilan Þorsteinsson): 5, T1, T2

Oleif Hjalte (Óleifr hjálti): 3

Opland: (Upplǫnd) i Norge: F

Osk (Ósk Þorsteinsdóttir rauðs): 4

Osvif Helgeson (Ósvífr enn spaki Helgason): 4

Ottar (Óttarr Egilsson), konge: T2

Pascalis den Anden (Paschalis II), pave: 10

Paulus: 9

Peter: 9

Petrus (Petrus ermskur biskup), biskop: 8

Ravn (Hrafn Hœngsson), lovsigemand: 3

Ragnar Lodbrog (Ragnarr loðbrók Sigurðarson): 1, T2

Rangå-fjerdingen (Rangæingafjórðungr): 10

Rangå-området (Rangárhverfi): 3

Reykjavik (Reykjavík): 1

Rodolf (Hróðólfr), biskop: 8

Rollaug (Hrollaugr Rǫgnvaldsson jarls): 2, T1

Runolf (Rúnólfr Þorláksson), konge: 10

Røgnvald Mørejarl (Rǫgnvaldr Eysteinsson Mœrajarl), jarl: 2

Sida (Síða): 2, 7, T1

Sigurd (Sigurðr Magnússon), konge: 10

Sigurd (Sigurðr sýr Halfdanarson), fader til Harald Hårderåde: 9

Sigurd Rise (Sigurðr hrísi Haraldsson), søn af Harald Hårfager: 9

Sigurd (Sigurðr ormr-í-auga Ragnarsson loðbrókar), konge: T2

Sighvat Surtson (Sighvatr Surtsson), lovsigemand: 9, 10

Skafte Torodson (Skapti Þóroddsson), lovsigemand: 8

Skagefjord (Skagafjǫrðr): 5

Skálholt (Skálholt): 9, 10, T1

Skálholtsland (Skálholtsland): 10

Skægge (Skeggi Bjarnason): 10

Snorre Gode (Snorri goði Þorgrimsson): 1

Snorre (Snorri Þorfinnsson karlsefnis/Karlsefnisson): T1

Stefanus (Stephanus), biskop: 8

Stein Torgestsson (Steinn Þórgestsson), lovsigemand: 8

Svegder (Svegðir Fjǫlnisson), konge: T2

Svend Tveskæg Haraldson (Svein tjúguskegg Haraldsson Danakonungr), konge: 7

Sæmund Præst (Sæmundr enn fróði Sigfússon), præst: F, 7, 9, 10

Tangbrand (Þangbrandr), præst: 7, 9

Teit (Teitr Ísleifsson), præst, Aris lærer: 1, 2, 7, 8, 9

Teit Ketilbjørnson (Teitr Ketilbjarnarsonson): 7, T1

Toraren (Þorarinn Skeggjason): 10

Toraren Ragesbroder (Þorarinn Ragabróðir Óleifsson), lovsigemand: 3, 5

Tord Geller (Þorðr gellir Óleifsson): 5, T1, T2

Tord Hestehoved (Þórðr hesthǫfði Snorrason): T1

Tordis (Þórdis Ǫzurardóttir): T1

Tore Krympeskæg (Þórir kroppinskeggi): 3

Torgeir Torkelson (Þorgeirr Ljósvetningagoði Þorkelsson), lovsigemand: 5, 7, 8

Torgerd (Þorgerðr Egilsdóttir): T1

Torgils (Þorgils Gellisson), Aris fader: T2

Torhilda Rype (Þórhildr rjúpa Þórðardóttir): T1

Torid Snorresdatter (Þóriðr/Þúriðr en spaka Snorradóttir): 1

Torkel Blundketilson (Þorkell Blund-Ketilsson): 5

Torkel Gelleson (Þorkell Gellisson): 1, 6

Torkel Måne (Þorkell máni Þorsteinsson), lovsigemand: 3, 4, 5

Torkel (Þorkell Eyjolfsson), høvding, gift med Gudrun Osvifsdatter: T2

Torkel Tjørvason (Þorkell Tjǫrvason), lovsigemand: 8

Torlak (Þorlákr Rúnólfsson), biskop: F, 10, T1

Torleif den Vise (Þorleifr enn spaki Hǫrða-Kárason): 2

Torleik (Þorleikr/Þorlákr Þórarinsson): 10

Tormod (Þormóðr), præst: 7

Torolf Mosterskæg (Þórólfr Mostrarskeggi Ǫrnólfsson), landnamsmand: 4

Torolf Ræv (Þórólfr refr Eysteinsson), 5

Torstein Ingolfsson (Þorsteinn Ingólfsson), 3, 5

Torstein den Røde (Þorsteinn rauðr Óleifsson), 4, T1, T2

Torstein den Sorte (Þorsteinn surtr Hallsteinsson), 4

Torstein Egilsson (Þorsteinn Egilsson), 5

Torstein (Þorsteinn Eyjólfsson): T1

Torun (Þorunn Gunnarsdóttir): 5

Torvald (Þorvaldr Tungu-Oddsson), 5

Torvald (Þorvaldr Ísleifsson): 9

Torvald Krympeskæg (Þorvaldr kroppinskeggi): 3

Tingsnæs (Þingnes): 5

Tjorsådal (Þjórsárdalr): 7

Tunge-Odd / Tungu-Odd se Odd

Ulfhedin den Vise (Úlfheðinn Gunnarsson), lovsigemand: 3, 5, 10

Ulfljot (Úlfljótr), lovsigemand: 2, 3

Uppsala (Uppsalir), 7, T2

Vanlande (Vanlandi Sveigðisson), konge: T2

Vellandkatla (Vellankatla): 7

Vestmannaøerne (Vestmannaeyjar): 7

Viken (Vík/Víkin): 9

Vinland: 6

Visbur (Visburr Vanlandason), konge: T2

Yngvar (Yngvarr Eysteinsson), konge: T2

Yngve (Yngvi Agnason), konge: T2

Yngve Tyrkerkonge (Yngvi Tyrkjakonungr), konge: T2

Ølfussøen (Ǫlfusvatn): 7

Ølfuså (Ǫlfusá): 1

Ørnolf (Ǫrnólfr), biskop: 8

Ørnolfsdal (Ǫrnólfsdalr): 5

Øssur (Ǫzurr keiliselgr Hrollaugsson): T1

Østfjordene (Austfirðir): 3

Østfjords-fjerdingen (Austfirðingafjórðungr): 10

Litteratur

Jakob Benediktsson: Íslendingabók Landnámabók I-II, Reykjavík, 1968

Guðni Jónsson: Íslendingabók, Reykjavík, 1946.

Finnur Jónsson: Íslendingabók, København, 1930.

Theodor Möbius: Are's Isländerbuch, Leipzig, 1869.

Gudbrand Vigfusson, F. York Powell: Origines Islandicae, Oxford, 1905.

Åke Ohlmarks: Isländingaboken, Stockholm, 1975.

Siân Grønlie: Íslendingabók, Kristnisaga, London, 2006.

Jesse L. Byock: Island i sagatiden, Samfund, magt og fejde, København, 1999