Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt

Thor kommer til Utgard

1. Da laae ret for hans Øie
Den store Utgardsstad.
Det mon ham vel fornøie,
Han blev i Hu saa glad.
Af store Biergerader
Var Byen sluttet ind;
Ved Porten Mænd i Plader
Sad der med Haand paa Kind.

2. Hen fra de grønne Volde
De smiilte til hans Hammer;
De havde Klippeskiolde,
Og Spyd af Granestammer.
Gud Thor gik uforfærdet
Afsted med sine Mænd.
De Jetter hæved Sværdet,
Men sænkte det igien.

3. Det Jettespyd hiin lange,
Som Thialfe trolig bar,
Gud Thor da monne fange
Alt med sin Kraft saa svar.
Hardt det mod Porten stævned,
Saa det i Bierget klang;
Da brat de Bolte revned,
Med Gny den Port opsprang.

4. Da monne Roska skiælve,
Hun fandt sig i et Huus,
Hvor Klipper høit mon hvælve,
Og skiulte Dagens Lius.
En Væg af Marmor hvide
Stod for dem blank og blot;
Der, finge de at vide,
Var Utgarde-Lokes Slot.

5. Udi den skumle Bolig
Ei skinte mindste Sol;
Der sad den Høvding rolig
I steenudhugne Stol.
Omkring den Drot hiin svare,
Som der saa trøstig sad,
Stod udi Harnisk klare
En treleds Kæmperad.

6. Thor monne paa ham stirre,
Den stærke Gud, saa trygt;
Han saae hans Læbe dirre
Af underkuet Frygt.
Han rørte ei en Sene,
Han var som Marmor graa;
Med røde Ædilstene
Paa Asa-Thor han saae.

7. Udi den dybe Hule
Der var stort Mørk' og Qvalm.
Han slog mod Skioldets Bule
Alt med sin Kiølv af Malm:
Da lyste Biergets Kløfter
Med Sølv og røden Guld,
Ild giennem dybe Grøfter
Sprang frem af sorten Muld.

8. Alt ved de stærke Fakler
Den Drot da talte saa:
"Du seer, at Loftet vakler,
thi det er bedst, at gaae."
Sit Blik Gud Thor da hæved,
Da han de Ord fornam;
Han saae, en Klippe bæved,
Og vilde knuse ham.

9. Han sagde: "Det maa synke,
Som ei kan hæve sig.
Du skal mig ikke ynke,
Hvis Stenen dræber mig."
Den Klods med megen Vælde
Da faldt fra høien Kløft
Ned i de hule Fielde -
Og fyldte Gulvets Grøft.

10. Da aabned sig en Laage
I Biergets Side stor,
En hvid og døsig Taage
Ud af sit Giemme foer.
Den monne rundtom fare,
Som i en Bølgedands;
Omkring den Asa-Skare
Den lagde sig i Krands.

11. Da smiilte Gudens Læbe,
Han saae paa Jetten stivt:
"Dit Field mig kan ei dræbe,
og heller ei din Gift.
Valhalla jeg forlader,
Jeg er sædvanlig tryg,
As Odin er min Fader,
Min Moder kaldes Frygg."

12. Da svared brat behænde
Den fule Utgards Drot:
"Jeg veed vel, til hvad Ende
Du kommer i mit Slot.
Jeg veed, fra hvem du stammer
I lysen Klædebon.
Dog skrækker ei den Hammer,
Du har udi din Haand.

13. Du til din Styrke sætter
For stor og dristig Lid.
Husk: Jetterne er Jetter,
Og det fra Arilds Tid!
Før Aserne de leved
Med megen Vælde stor,
Da ikke tænkt var blevet
Paa Miølner og paa Thor.

14. Ved Verdens første Tide,
Før Nogen Lyset saae,
Var Gab i Afgrund vide,
Men endnu intet Straa.
Mod Norden Iis og Taage
Da laae i Niffelhiem,
Fra Muspels sydre Laage
Foer Ild og Gnister frem.

15. Da mødtes Hedens Vinde
Med Riimfrost i den Grav;
De blandte sig derinde,
Og der blev Draaber af.
Ild monne Kulden dæmpe,
Og Kulden atter Ild;
Deraf fremstod en Kæmpe,
Den stærke Ymer vild.

16. Han blev en vældig Fader
Til alle Troldes Æt,
Som nu i Biergets Rader
Med megen Kraft er sæt.
Var da ei til din Kærre,
Som nu saa stolt du seer."
Da svared Thialfes Herre:
"Lad mig kundgiøre meer!

17. Jeg skal dig vist giengielde,
Fortælle Sagnet tro:
Da ved Alfaudurs Vælde
Blev til Audumble Ko.
Hun slikked Riim af Stene,
Da sprang vor Stamme god
Af kolden Kraft ei ene,
Men og af Kiød og Blod.

18. I kolde stille Kræfter
Sig blandte rørigt Liv.
Da Bure blev; derefter
Blev Bør, han tog en Viv
Af eders Kæmpestamme,
Heel skiøn og mild at see.
Deraf sprang frem i Flamme
Gud Odin, Vil' og Vee.

19. Hvad hele Verden aatte
Udi sit dunkle Hiem,
Sig sammenhobe maatte,
For os at bringe frem.
Først mangen Egestamme
Maa voxe, hugges smaa,
Før der med liflig Flamme
En Alterild kan staae.

20. Derfor, o sorte Jetter!
Saae I først Lyset her.
De første As-Idrætter
Var dem, at knuse jer.
Vi Ymer snart mon dæmpe,
Han ei vor Kraft modstod;
Da hver en Jettekæmpe
Flux drukned i hans Blod.

21. Vi kasted ned med Torden
Hans Krop i Svælgets Grav,
Deraf vi skabte Jorden,
Af Blodet Jordens Hav,
Udaf hans Been de fierne
Bierge med megen Gru,
Skyerne af hans Hierne;
Der drømmer den endnu.

22. Hans tykke Øienbryne
Blev sat i mangen Rad;
Deraf blev snart tilsyne
Den store Midgards Stad.
Hans hvælvethøie Pande
Vi spændte ud derpaa.
Da Himlen mon opstande;
Den farved Freia blaa.

23. Med muspelheimske Gnister
Vi pryded den i Hast;
Nu Stiernen aldrig mister
Sit lyse Stralekast.
Udi sin Glands hiin klare
Den høit paa Himlen staaer,
Mens Asers stolte Skare
Paa den med Fødder gaaer.

24. Vi tvende Træer mon fælde
Alt ved hiin store Sø;
Da blev ved Guders Vælde
En Svend, dertil en Mø.
Den Svend frem monne komme
Af Egens Bul, saa kiæk;
Møen, den hulde Blomme,
Sprang af en Rosenhæk.

25. Askur og Embla klare
Blev ikke lidet glad,
Da vi dem hen lod fare
Til Midgards store Stad.
Vel alle Jordens Hære
Sprang frem af deres Rod,
Som nu os Guder ære
Med Ild og Offerblod.

26. Det Sagn er vel i Minde:
I Jetters Nederlag
Bergelmer med sin Qvinde
Kun undkom paa et Vrag.
Fra dem alene stammer
Du med din Kæmpeæt,
Som nu blandt Malm og Flammer
I Biergets Dyb er sæt.

27. Til disse mørke Sale
Vi bragte eder hid.
Hvad har du da at prale
Om ældre Fødselstid?
Af Aser overvundet
Med alt dit Kogleri,
Est du til Fieldet bundet,
Og kun om Natten fri.

28. Men ret som Ukrud vilde
Udbreder sig heel snart,
Saa gaaer det ogsaa, ilde,
Med eders Kæmpeart.
Mod Asers Hær hiin faste
I atter prøve paa
Jer dristigt at formaste;
Men det skal ilde gaae.

29. Ei nok, at I fordærve
Den bolde Askurs Æt,
Og mangt et Rov erhverve
Ved skammelig Idræt;
Men selv de Altre faste,
Som staae for Valhals Gud,
I vover at kuldkaste,
Og slukke Flammen ud.

30. Derfor fra Odins Rige
Jeg kommen er herned,
For dig, o Trold! at sige,
At jeg din Trædskhed veed;
At Valhals Herre mægter
Blot ved et Ord saa brat
De jotunheimske Slægter
Vel at fordærve plat."

31. Thors Blik stod høit i Lue
Ved disse strenge Ord;
Han var heel skiøn at skue,
Den stærke Asa-Thor.
De gyldne Plader lyste
Ham paa det hvalte Bryst.
I Løn hver Jotun gyste,
Han stod saa rolig, trøst.

32. Taus i de vilde Flammer
Han skued nær og fiern;
Han løfted op sin Hammer,
Saa tung, af drevet Jern.
Ned giennem Fieldet dandsed
En sølvklar Klippebæk,
Den ved hans Fødder standsed,
Hvor den blev stum af Skræk.

33. Da sagde Jetten fage,
Den feige Utgards Drot:
"Jeg lader dig ei drage
I Vrede fra mit Slot.
Du skal din Fod her fæste
Endnu en stakket Tid.
Jeg vil dig venligt gieste,
Da du est kommen hid.

34. Vi vil alt uden Vrede,
Naar Ingen meer er træt,
En Leg her tilberede,
Som sømmer Heltes Æt;
Saa kan vi uden Harme
See udi Kappelyst,
Hvo der har stærkest Arme
Og mandigst Kæmpebryst."

35. Sit Ja til denne Tale
Gav Thor med villig Hu.
I guldbesprængte Sale
Dem Drotten førte nu.
Et Bord af Marmor hugget
Stod der paa gyldne Been.
Da blev heel svarlig drukket
Af huul Karfunkelsteen.

36. Da toned Kildevældet,
Alt Sølv i Bierget klang,
Høit Stormen lød i Fieldet,
Det var en selsom Sang.
Gud Thor ved Roskas Side,
Samt Thialf' og Loke froe
Sad udi Salen vide;
Heel lysteligt man loe.