Yduns Ran (Adam Oehlenschläger)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt

Yduns Ran

1. As-Odin ud med Hænir drog,
Og med Loke, den Svend i Ophav stærk;
De Menneskeskikkelser dem paatog
(Vil du kiende din Mand, prøv selv hans Værk).
Af at sidde paa Stol i Hlidskialfs Slot
Var Odin træt, den opmærksomme Drot;
Som Vandringsmand i Skyggernes Løv
Han aander, og føler selv sig Støv.

2. De reiste paa Field, giennem Ørkners Dal,
Hvor Sneen hvirvlede Bierget ind,
Hvor en Iisbiørn, stor som en liden Hval,
Saa eensomt stod i sit hvide Skind.
De agted ham ei, gik ham forbi,
Saa tillidsfuldt ad natlige Sti.
Han følte den skiulte Guddom nær,
Og plumped ræd under Isens Skiær.

3. Saa ginge de frem, til Sneen veg
For det grønne Græs og for Blomst og Korn.
Ei længer Fieldet nøgent steg,
Det var klædt med Gran og med Birk og Torn.
Ei hængte paa Taget frosne Tap,
Hvor i Røgen slumred den skrumpne Lap.
Af Bielker Husene stærkt og trygt
I Dalene stege, med Skiønhed bygt.

4. I Slæder ei meer med stærken Reen
Dem mødte Finner med svarten Haar.
Jernhoven glindsed fra Hestens Been,
Og vældigt kneiste Jarlers Gaard.
Og paa Bolstret laae bag Biælkers Muur
Den yndige Brud i sit Jomfrubuur,
Mens Lærken fløited sin aarle Sang,
Og Uglen i Granen til Taushed tvang.

5. Hen Taagen faldt paa Dalens Græs,
Med Perler sprængt var Blomst og Straa.
Den liden Smaadreng drev Bondens Gæs,
Og Oxerne drak af klaren Aa.
Nu tøired han dem i grønnen Væng,
Til Gaarden atter løb Bondens Dreng.
Men Guderne sadde paa Græssets Vold,
Som mødige Kæmper med Sværd og Skiold.

6. Da smiilte Seierfader, og saae
Til Loke, som bleg ved Siden sad.
Han sagde: "Saavidt jeg kan forstaae,
Dig lyster at lange til Bondens Fad.
Jeg selv er hungrig, jeg negter det ei,
Det trætter, at vandre den lange Vei;
Fra Vardø droge vi for en Stund
Til Gudbrandsdalens Birkelund."

7. Da meldte Loke: "Saafremt du vil,
Saa laver jeg snart et Maaltid her.
Vi har jo Alt, hvad der hører til,
Thi Oxen brøler paa Vangen der;
Jeg lister mig snu, forvoven giæv,
Til Stegerset hen, som røden Ræv,
Og henter Smørret af Bondens Fad,
For vel at stege den lækkre Brad.

8. Imens maa Hænir Oxen slaae,
Og gyde dens Blod i Jordens Skiød,
Med Daggerten Huden varligt flaae;
Jeg henter i Ovnen de varme Brød.
Maaskee du selver, o Lysets Drot!
Nedlader dig til, hvad kun er smaat:
Slaaer Funken ud af den liden Steen,
Og nærer Flammen med Riis og Green."

9. Da svared Odin bag sin Gran:
"Jeg mærker, jeg mig til Jord har skabt;
Thi Mennesket lever kun af Ran,
Naar Een har vundet, har Andre tabt.
Velan, saa skynd dig paa letten Hæl,
Og følg din daglige Drift, og stiæl!
Hvis Bonden kiendte sin Giest som Gud,
Jeg tænker, han slagted os selv sin Stud."

10. Da Hænir slagted, og Loke løb
Til Fadeburet i Bondens Huus;
Igiennem Sprækken han smidig krøb,
Og fyldte med frisken Smør sit Kruus.
Han Brødene tog i hviden Dug,
Vel sigtet af den fineste Rug;
Og da han paa Veien kom forbi,
Han hented Æg i en Hønsesti.

11. Imidlertid var ei Hænir seen:
Den Oxe slagtet i Snor han bandt,
Og tridsed den op i Træets Green.
Sig Indvolden ud af Bugen vandt.
Fra Ryggen han Skindet hænge lod,
Og tvætted ved Kilden Alt for Blod.
Han snitted med Daggerten pæne Skaar,
Og Talgen blomstred ved fede Laar.

12. Men Seierfader med milde Smiil -
Han, som bevæger Solen stærk,
Som tænder Ild i dens Flammepiil,
Og lærer den øve sit Kæmpeværk;
Han, som sin Glands fra Solen slaaer,
At mildere den til Maanen gaaer,
Og springer fra den i Gnister smaae,
Naar Natmulm dækker Himlens Blaa.

13. Ham mored det nu, med Staal og Flint
At lokke de røde Gnister frem,
At fange dem op med trøsket Splint,
Og med Riisqvisten at nære dem.
Og da nu Røgens hvide Qvalm
Udviklede sig af Spaan og Halm,
Og blev en Flamme, der steg med Lyst -
Da glædte sig Seierfaders Bryst.

14. Med Taaren herlig i Øiets Blaa
Han hæved sit Blik med Guddomsskiær,
Og raabte: "Selsom i det Smaa,
Som i det Store - fiern som nær!
I Draaben Ægir, som i sin Sø,
I Solen Odin, i Gnistens Frø!
Min Søn! naar drabeligt lyner du,
Hvad giør du da meer, end jeg giør nu?"

15. Nu vendte Loke til dunklen Skov
Tilbage med Smør, med Æg og Salt,
Og glædte sig mere ved sit Rov,
End om man havde forært ham Alt.
Og Ræven, Vesselen, Rotten kom
Af deres Huler, og saa sig om,
Og sagde: "Der gaaer vor Gud saa let,
Han lærer sit Folk at stiæle ret."

16. Men Odin loe, og tænkte: "Jeg skal
Giengielde vel, hvad Loke forbrød:
Paa Bondens Ager i Tusindtal
Skal Kornet betale de tagne Brød.
Og Hiorden skal stønne med Yverne spændt,
Saa veed jeg, Smørret er vel fortient.
Og for det Salt, vi her har søgt,
Jeg skienker de Smaabørn Vid og Kløgt."

17. Nu hugged Hænir Bovene fra,
Men Loke skured skarpen Spær;
I Overdrevet han søgte da
Til Stegevenderen Kløftetræer.
I Muld han stak de Grene to,
Saa at han Spydet vel kunde snoe.
Han spidded Stegen, ved Ilden stod,
Og dreied, og drypped den vel med Sod.

18. Men som han nu stod, den kløgtige Kok -
Med Hænir Odin gik vidt omkring -
Og tænkte, Stegen snart havde nok,
Og prikked deri med Daggertsting;
Da flød end Blodet af Kiødet ud,
Som om det var paa en levende Stud,
Og skiøndt han næred sit Arnested,
Blev Luen kun mere mat derved.

19. Som nu han løfted sit Hoved op
Og utaalmodig i Veiret saae,
En stor, en gyselig Ørnekrop
Opdaged han da i Træets Vraa.
Den bredte sig vidt i grønnen Ulm
Med Vinger, saa sorte som Nattens Mulm,
Og lod et Næb under Løvet see,
Saa krumt og blankt som en hvæsset Lee.

20. Dens Øine gnistred, som Lygtemænd
I sorten Mose ved Midnatstid.
Den stirred stedse paa Braden hen.
Ved Synet Loke blev murehvid.
Den rysted Vingen - og Grenen brak,
Og Bullen lige til Roden sprak.
Den stirred paa Flammen med stærken Blik,
Saa Ilden ud af Forfærdelse gik.

21. "Hvi sidder du der," var Lokes Ord,
"Og kogler, og spilder Maden mig?"
Giensvared Trolden: "Min Sult er stor,
Jeg Oxen nyde nu vil med dig.
Hvis du mig skienker som Giest en Deel,
Skal Braden snart være sødet heel."
Saa talt, han hopped fra Grenene ned,
Og satte paa Bovene sig, og beed.

22. Nu svulmed Galden i Loke brat,
Han greb et tungt, et mægtigt Spær;
Men som man hugger i mørke Nat,
Saa sank i Mulmet Værget her.
Med Næbbet Ørnen om Spæret kneb,
Fast klæbed sig Lokes Haand, som greb.
Da Trolden fløi, og Loke hang
Med hænderne ved sin egen Stang.

23. Og over Skov og Stok og Steen
Med Asa-Loke Trolden fløi;
Snart sank i Mosen dybt hans Been,
Snart stødte de sig mod Fieldets Høi.
Og Ørnen loe, og Frøerne loe.
Hvo ynker vel den Skadefro?
Med Dynd ham Mosen overslog,
Ham Tornen Haaret af Nakken tog.

24. Og Klippen slog til Blods hans Taa;
Han græd, men koldt var Klippens Smiil.
Og Stormen under Himlens Blaa
Traf Barmen med sin stumpe Piil.
Han sank i Havets dybe Nat,
Som Pindsviin, med Makrel besat.
Han steg - da hang i Solens Skin
En Drue Bier omkring hans Kind.

25. Nu gav den Stolte gode Ord,
Forgieves han høit paa Odin skreg,
Forgieves kaldte han tidt paa Thor,
I Fieldet med ham Trolden steg.
Med Lænker tykt om Arm og Been
Han smedded ham til en Kampesteen.
"Nu sid, Forræder! paa denne Blok,
Og vent din Frihed til Ragnarok."

26. "Jeg fatter klart," sang Loke snild,
"At du mig hader, Mørkets Drot!
Jeg glemte min Arne, Biergets Ild,
Forfængelig paa Luftens Slot;
Men hvis du skienker Frihed mig,
Som trofast Søn da lyder jeg dig,
Tilføier de Guder al Fordærv,
Og tiener med Villien dig og Hverv."

27. "Velan," giensvarte Trolden mørk,
"End een Gang prøver jeg dit Bryst:
Jeg slipper dig ud af Nattens Ørk,
Og sender dig atter til Lysets Lyst,
Paa Vilkaar, at du mig skaffer snart,
Hvad kosteligst er, af sielden Art,
Den bedste Gave, Guder fik
Fra Skabelsens hellige Øieblik.

28. Hist sidder i sin Abildgaard
Ydun den unge, vene Viv;
En Knude binder i det brune Haar,
Og rank hun er som Dammens Siv,
Og fyldig som sin egen Frugt,
Thi over Midien svulmer smukt,
Bedækt med ærbargrønne Tøi,
Halvdulgte Længslers Morgenhøi.

29. Hun holder i sin Haand af Snee
Et sieldent Kar af røden Guld;
Det bragte Odin, Vil' og Vee
Fra Asgard, hvor det laae i Muld.
Dets Billed Ingen saa let forstaaer:
Een høster, mens en Anden saaer;
Og Solen stiger af mørken Dunst
Alt ved en Piges Tryllekunst.

30. I dette Kar hun Æblet har,
Som Rosen rødt, som Voxet guult.
En Guddomskraft heel dyrebar
Dybt holder sig i Mosten skiult;
Thi hvo som nyder af denne Frugt,
Med ham faaer Tiden aldrig Bugt,
Og hver Gudinde, som Æble faaer,
Blier atter en Mø paa sexten Aar.

31. Hvor kommer fra den Glathed vel,
Den Fylde, denne kiække Kraft?
Ha, hver Asynie lignte Hel,
Hvis ei hun nød af denne Saft.
Som Vinden Sandets Furer, ud
Den sletter Rynker af gusten Hud;
Som Sneen dækker Høiens Muld,
Den hæver Barmen hvid og fuld.

32. Som Ilden tænder trøsket Green,
Den styrker matte Gubbes Blik.
As-Odin var en Olding seen,
Hvis ei ham qvæged denne Drik.
Og Thor med samt sin Vogn og Buk
Udstødte mangt afmægtigt Suk,
Hvis Ydun ei sin Most saa sød
Hver Morgen blandte med Suttungs Miød.

33. I den yndige Lund ei Fuglen boer,
Der høres aldrig Sisgensang;
Thi Asa-Bragi, en Skiald saa stor,
Opliver Alt med Harpeklang.
Mod Østen vender sit Aasyn han,
Og naar da Solen staaer i Brand,
Udbreder sin uhyre Viftes Guld,
Da slaaer han Strengen underfuld.

34. Da røres Jorden af hellig Lyst,
Og Taaren Blomsten i Øiet staaer.
Da qviddre de Fugle Hiertet Trøst,
Og dobbelt rødmer frisken Vaar,
Og dobbelt elsker den unge Mø.
Da vorder det Oldingen let, at døe;
Udødelighedens Drossel sang,
Og let blev Gubbens Gimlegang.

35. Thi skaffer du mig den yndige Viv
Med samt hiint Kar af røden Guld,
Da skienker jeg Frihed dig og Liv,
Og sender dig atter af Biergets Muld."
"Vel!" raabte Loke, "jeg sværge vil -"
"Ei, spar du kun dit Abespil!"
Giensvarte Thiasse; "vel du ved,
Man stoler ei paa Lokes Ed.

36. Alt længst du var en Mindremand,
En Boldt for Guders, Troldes Kamp.
Steds var dit Løfte Skum paa Vand,
En Sky, som løses op i Damp.
Nei, vaklende Forræder! nei;
Vi vandre maae en bedre Vei.
Med Lænke binder man Bondens Hund,
Og Loke - ved sin egen Mund.

37. Den giftige Snog har al sin Gift
Forsamlet i den hule Tand,
Og skader kun, naar i Hudens Rift
Det blander med Blodet sig som Vand;
Saasnart man Tanden ud har brudt,
Er Slangen som en nyfødt Glut,
Et Legetøi, der sig vinder smukt
Om Armen i en ydmyg Bugt.

38. Som Orm du skader med dit Gab -
Velan! det gielder et Forsøg:
Du slippe skal med Talens Tab;
Jeg lukker Spieldet for denne Røg."
Derpaa tog Thiasse Traad af Staal,
Og syede med en Demantnaal
Fast Lokes smalle Læber til.
Eia, det var et lystigt Spil!

39. "Jeg faaer ei Luft, hør først et Ord!"
Skreg Loke, "bi! jeg qvæles jo."
"Aand du kun med dit Næsebor!"
Giensvarte Trolden; "du har jo to.
Det vil erstatte din Munds Forliis.
En Næsviis bruger Næsen viis.
Storagtigt var den altid spiilt,
Og Læben har ei længe hviilt."

40. Saa syede han med dobbelt Traad,
Og mumled stærke Trolddomsord,
Og agted ikke Lokes Graad.
"Nu skynd dig hen, hvor Ydun boer!
Saasnart du bringer mig mit Rov
Ved Nordkap i Jernvidieskov,
Da løser jeg strax din Mund igien,
Og kalder Loke Biergets Ven."

41. Dermed han slap ham af Bierget ud,
Og høit loe Thiasse ved sin Spøg.
Slukøret fløi den stumme Gud,
Som Agerhøne for glubsken Høg,
Naar i et Ly den slipper ind,
Før Høgen reent har plukt dens Skind.
Med hængende Fiær, med Ak og O
Den blodig slap af Høgens Klo.

42. Men som han nu mod Asgard foer,
Da tænkte han: "Det er uhørt.
Hvordan faaer den, som mangler Ord,
Et Qvindehierte vel forført?
Udrettes kan det ei med Magt.
Med List? Hvor faaer jeg Listen sagt?
Den, som er baade svag og stum,
Maa plat foragtes, liig en Dum."

43. Som saa han fløi over Busken lav,
Og sig betænkte vel et Døgn,
Da faldt ham ind: "Kan paa en Stav
Med Runer ikke man riste Løgn?
Høit Ydun elsker Tidsfordriv,
Troer hvert et Sagn, som Bragis Viv;
Godhiertig er hun, røres let -
Og Loke forstaaer ei Kunsten slet."

44. Med disse Tanker han drog sit Sværd,
Og hug i Busken sig en Stang,
Begyndte strax med Løgnens Færd,
Og løi saa langt, som hans Kiep var lang.
I Staven risted han Runer smaae:
"I Jotunskoven jeg Æbler saae,
De hænge bag Løvet, tre og tre,
Som Solens Purpur, Nattens Snee.

45. I dem er større Mesterkraft,
End dem, du giemmer i gyldne Skaal.
Hvis Aserne nød af denne Saft,
Da brændte Jetterne snart paa Baal;
Da Odin Fenrisulven slog,
Og Thor i Havet Ormen vog.
Men Jetterne frygte Lysets Skin,
Og hyller i Mørke Skoven ind.

46. Dog aabenbared en Jettemø -
Huld Elskov meer end det formaaer -
As-Loke Vei til Glædens Ø,
Hvor Abildtræet herligt staaer.
Disværre belured os en Trold
Bag Kobbermalmets glatte Vold,
Og for at holde Skatten skiult
Behandled Loke grumt og fuult.

47. Han syede mig mine Læber til
Med Staaltraad og med Demantnaal;
Han brugte mangt et Tryllespil,
Dog rakte til Kløgten ei hans Staal.
Den har jeg, Tak skee Mimer! fri,
Og den staaer mig i Nøden bi.
Thi rister jeg, at du det ved,
I Staven hele min Hemmelighed.

48. Saafremt du selv mig følge vil
Med Æblerne til Jetters Lund -
Din Hielp fornøden er dertil -
Da brister Seglet fra min Mund.
Jeg bryder Æblet ei fra Vaand,
Men naar kun du med Liliehaand
Berører Frugten - strax paa Stand
Den synker selv i Skaalens Rand."

49. Saa skrev han, og med Staven fløi
Fra Havet hen til Lundens Læ,
Hvor Ydun ved en busket Høi
Sad yndig bag sit Æbletræ.
Hun stirred stivt paa Skovens Dyr,
Og tænkte paa et Eventyr,
Betragted Hiorten, bruun og rank,
Som speilte sig i Floden blank.

50. En Kilde sig ud bag Busken gød,
Og langsomt i den klare Flod
En Svane trind paa Vandet flød,
Og standsed ved Gudindens Fod.
Hun sad med Karret i sit Skiød,
Og kasted hen til Svanen Brød.
Sin Hals den dybt i Floden drev,
Hvor lette Krumme Kredsen skrev.

51. Hist Bragi sang Alfaders Priis
I skioldbedækte Valaskialf,
Omringt af hver en As og Diis
Og af saamangen lystig Alf.
Og Mimer havde nys forladt
Fru Ydun med sin Æbleskat;
Hun sad - et huldt uskyldigt Barn,
Og let hun faldt i Listens Garn.

52. Hun rørtes over Gudens Nød,
Med Ynk betragted hun hans Mund;
Af Listens Øine Taarer flød,
Da svulmed Yduns Barm saa rund.
Hun rakte ham sin hvide Haand,
Og i sit Fiæderklædebon
Hun svang sig, medens Mimer sov,
Troskyldig til Jernvidieskov.

53. Hun fulgte ham fra Lundens Skiul
I Luften over grønnen Muld,
Saa skiøn som Paradisets Fugl,
Med lange lyse Vingers Guld.
Da kom den sorte Kæmpegrif
Med Brusen fra sit Klipperif,
Omfatted Ydun med sin Klo -
Og alle Biergets Kløfter loe.

54. Da græd for silde Bragis Viv;
Men Vinden havde Taaren kiær,
Nedvifted den til Havets Siv,
Og størkned den til Perle der.
Og Gienlyd klaged høit fra Field,
Da Ydun sukked sit Farvel.
Og Lilien sank i strenge Luft,
Og Rosen misted al sin Duft.

55. En døsig Taage, tyk og kold,
Sig langsomt over Himlen skød,
Og Solen, som et blodigt Skiold,
I Taagen stod med Maaneglød.
Og koldt blev Heltens, Pigens Bryst,
Og pludselig blev Vaaren Høst.
Sangfuglene fløi til Syden hiem,
Og alle Glæder fulgte dem.