Vor Folkeæt i Oldtiden: Stamtavler

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Femte bog: Excurser og henvisninger Excurser 7. Stamtavler (side 298) En opstilling i moderne slægtstræer giver et fejl billede af den gamle slægtsfølelse. Når vi for exempel prøver på at harmonisere Ynglingatal og Háleygjatal på vor kronologiske maner bliver resultaterne ret forbløffende, men den moderne indvending at Godgests sønnesønssøn vanskeligt kunde fældes af Godgests ven, Adils's tipoldefar, og hævnes af Godgests sønnesøn har ingen kraft til at overbevise de gamle om bristende sans for fakta, eller om »mytisk« løsagtighed. Det beviser ikke andet end det ørkesløse i alle moderne forsøg på at uddrage moderne kronologi af gamle traditioner, men det kan tjene til at åbne os en ny vej, når vi vil granske disse skæbnesvangre forhistoriske århundreders begivenheder. Undersøgelsen må have sit udgangspunkt i materialets præmisser, og så vil traditionerne vise sig at være gode dokumenter; stamtavlerne viser klart hvorledes ætterne kom i berøring med hverandre, og på grundlag af dette vidnesbyrd kan der skrives en interessant historisk redegørelse for gensidighedsforholdet mellem de skandinaviske folk. Ved de islandske genealogier gælder det om at tage vel vare på differencerne, ti de er gået gennem literære håndværkeres hænder, og harmonisering sidder håndværket i fingrene. Lykkeligvis var tillige den følelse stærk, at slægtstavler tilhører slægter, og lykkeligvis var troskaben, d. v. s. afhængigheden af det givne også stærk. Listerne er (side 299) afhængige af endepersonen eller af selve den slægt der repræsenteres af ham; forskellige kombinationer af forfædre er værdifulde, fordi de angiver de forskellige ætters struktur. Literaturen er fuld af mytiske eller forhistoriske stamtavler, drivgods fra familietraditioner; de fleste af dem er vanskelige at placere nu, fordi slægtstavlen er blevet revet løs fra sin sammenhæng og overleveret som et historisk faktum eller som en spændende beretning. Et exempel der kan belyse dette er fortællingen om Skyldingerne. I Beowulf indføres de som en dansk æt, der kæmper mod Hadubarderne; de skandinaviske kilder går for største delen tilbage til en tid hvor Hadubardernes hamingja var blevet absorberet af Skyldingerne, hvor deres familietraditioner var blevet inkorporeret i legenden om det danske hus, og hvor deres konge regnedes blandt dets forfædre. På den anden side støder vi på dem i Beowulf i en periode hvor de var nært forbundne med de gøtlandske konger, og vi ser virkningerne af dette ætforbund i den ættavle der gives eller underforstås; der er en mulighed, om end måske ikke videre stor, for at denne ring, der dannes af Skyldingernes og Gøtlands hamingja skyldes familieforbindelser indenfor det angelsachsiske hus. Over Heidrekætten har vi – i Hyndluljóð, Hervørs saga og Flatøbogen – to, måske tre udsyn, hvert ud fra sit synspunkt, og dertil må føjes Eyvind Østmands genalogi. Desværre får vi ikke endepunktet i Flat. I 279; så meget ser vi at i Hyndluljóð er tappen Hvedna, i Hervørsaga Hild, og vi har her et typisk exempel på de forkortninger som følger af synspunktet. Den gamle måde at fornæmme og beregne slægtskab på – som ringe der skærer hinanden – holdt sig i Norge længe efter at Islændingene var gået over til at tale genealogisk om tingene. Naturligvis må man ikke tænke sig at genealogien med eet slag satte det gamle af bænken; på islandske gårde blev man endnu længe ved at tale om sin fortid som ens fædre havde gjort. Flatøbogens lister over Kong Haralds æt har været genstand for en harmoniserende behandling og muligvis er der puttet personer ind som Harald aldrig var faldet på at sige du til. Det afgørende er at genealogierne både er holdt inden for kongens sjælemuligheder, og at de er skabte i gammel ånd. Harmoniseringen er kommet i stand ved en forlængelse af de linjer der lå i stoffet, ikke ved indførelse af et nyt princip. Så snart vi stiller rækkerne op i stamtræer springer deres gammeldags karakter i øjnene, selv om de formelt bekender sig til moderne videnskab; linjerne er ordnet genealogisk, men det syn der ligger underneden kigger frem alle vegne; frændskabet er stedse set fra Harald som udgangspunkt, og grenene samles i et fælles ophav på trods af leddenes antal. Den mere literære historieskrivning søger at bringe orden i kaos, for exempel ved at skille Haralds koner ud fra hinanden og give dem hver sit kuld børn; (side 300) men resultaternes uoverensstemmelse giver tydeligt til kende at man har prøvet på at tvinge en anden slags viden ud af traditionen end den der lå i den. Listerne er fuldstændig uafhængige af Ynglingatal. I Ynglingasaga bruges digtet til at skabe en legendarisk Norgeshistorie, men dette er en oldgranskers påhit; grunden dertil behøver man ikke at lede længe efter; – Røgnvald var blevet udødeliggjort i et berømt digt, som lå for hånden for den senere historiker der var på jagt efter dokumenter. En senere digter, Eyvind Skjaldespilder, skaffede Hladejarlerne et monument som kunde måle sig med stolkongernes i Sydnorge. Utvivlsomt er det rivallysten som har inspireret både digtets bestiller og dets kunstner, men deraf følger ingenlunde at Háleygjatals indhold i mindste måde står under Ynglingatal i lødighed. Den tanke at Eyvind skulde have »opdigtet« eller »tilskåret« en stamtavle, eller at en jarl skulde have følt sig tiltalt af et sådant kunstprodukt, er alt for barok, d. v. s. den er uhistorisk, som enhver tanke der tvinger en fortid til at tjene moderne terimini, i steden for at bøje sig for det den skal tænke. Den eneste frihed en skjald havde, var friheden til at gengive det faktiske, og det faktiske i slægtsbevidstheden, især hos de store ætter, var både for vidt og for levende til at det een gang for alle kunde fastslås i et skema – så stort, men ikke større – er spillerummet. Eyvinds opfindsomhed viste sig ved at han tilpassede den ældre digters nyskabelser til sit eget brug ved at ordne cirklerne i en lige linje, og således gjorde han for Hakon hvad Tjódolf havde gjort for Røgnvald: han iklædte hans hamingja de nymodens europæiske former. Ved nærmere eftersyn splittes også Háleygjatal i ringe, der hovedsagelig repræsenterer de nordnorske høvdingeætter. Desværre er største parten af digtet gået tabt, og tilbage har vi kun excerpter af navnerækken. Den lyder sådan i danske historikeres sprogdragt: Odin og Skadi Sæming Godhialt Sverdhialt Hadbrod Himinleig Vedrhalt Havar (Handrammi) Godgest Heimgest, Hulds broder Gylaug Gudlaug Mundill Gamle Herser Brand Jarl Brynjolf Bard Hergils Havar Harald Trygill Trond Harald Herlaug Herlaug Grjotgard Hakon Hladejarl Sigurd Hakon Rige. Jarlernes stamfader i snævreste forstand var Grjotgard, manden med det navn, der længe var ættens særeje. Om Grjotgards forgængere i (side 301) digtet, Herlaug og Harald, er hans far og farfar, eller måske snarere har været hans måger og nærfrænder i gammel forstand, den hemmelighed må de døde have lov til at bevare for sig; hvad vi véd er at to brødre, Herlaug og Hrollaug, var konger i Naumedalen på Harald Hårfagres tid; og navnet Herlaug gik i Hladejarlernes æt. Af rækkens øvrige navne slår Brynjolf og Bård os som gamle kendinge fra de nordlige regioner i Norge, hjemstedet for Hakons æt. Både ved Godgest, konge på Hålogeland, der kaldes Kong Adils's ven, og ved Gudlaug-Gylaug-gruppen berører Hladejarlernes og Røgnvald Heidumhærris rækker hinanden, og når man holder de to sammen, springer deres ringkarakter straks i øjnene. I historisk tid havde jarlerne fast fod fra Hålogeland sydpå helt ned til Møre, og deres indfødsret er beseglet i deres hamingja, som den giver sig til kende i slægtregistret. Der er hamingja fra naumedalske kongsslægter, som Gudlaug-Gylaugs, som Godgest-Heimgests – når Heimgest kaldes Hulds broder (og det træk er utvivlsomt traditionsbåret) kunde det tyde på at kvinden Huld har været mellemled i Hladejarlernes slægtsfølelse –; der er blod fra gode bondeætter og høvdingeætter, som Brynjolfs og Brand Jarls og Harald Jarls; Mørehamingjaen ligger rimeligvis skjult i selve Grjotgardnavnet; jarlernes hjemstavnsret i Trondhjem er spigret fast i den Trond der står som fjerde mand fra Grjotgard, men hvem og hvor mange der hører sammen med ham, kan vi ikke afgøre. Og fra disse hjemlige cirkler langer så hamingjaen udad i den store verden. Det mest påfaldende for moderne læsere er vel tilknytningen til Skjoldungerne gennem Havar Handrammi, Godgests »fader«. Her skal ikke tænkes på urtidssamkvem, – den rette kommentar ligger i den historiske navnetilknytning, sådan som den skinner frem i Hakons søn Heming, sammenlignet med danske konger og stormænd af navnet, og sådan som den giver sig til kende i Hakons datter Aud og hendes sagnberømte navne, der kaldes Ivar Vidfadmes datter og Harald Hildetands moder. I Flatøbogen har vi et interessant sidestykke, som på ingen måde afkræfter Háleygjatal. Der møder vi Harald Naumdælajarl – og deraf slutter jeg at Harald står for den háleygske side i Hakons sjæl, ved siden af fjærnere konger, Godgest o. a. – der møder Trond; og desuden ringe som viser ned ad Norges vestkyst, fra Høgne i Njardø til Hjørleif. I følge denne opstilling skulde Grjotgard jo repræsentere Mørelykken, og det er interessant at se hvordan den i stamtræsform er kommen så højt til vejrs. Islændingenes traditioner er nøjagtigt genealogiserede fra landnámstiden, men det gamle ringsystem har efterladt sit præg, først og fremmest naturligvis på de led der når tilbage til Norge; men det træder ikke mindre tydeligt frem i senere kompositioner, og viser (side 302) således at Islændingene ikke straks glemte den nedarvede måde at tælle forfædre på. Også i Flatøbogens lærde komposition mærkes anstrængelsen med at stramme slægtstraditioner til et helhedsvue over Norge, men oprindelige ættraditioner er umiskendelige. Et af stykkerne tilhører Hladejarlerne, et andet den islandske storbonde Tungeodd; i den korte række: Jötunbjörn – Raum – Hrossbjörn – Orm Skeljamoli –Knöttr, som var far til Torolf Halmi og Ketill Raum, og videre: Torolf Halmi – Helge – Bersi – Torlaug – Tungeodd, opsummeres et frændskab gennem Vatsdøleslægten, med landnamsmanden Tord Þvari og med de mægtige Bresesønner. Knöttr er interessant; han forekommer ellers ikke som forfader, men hans værdi antydes derved at navnet går i Bresesønnernes familie. Som sidste sætning viser er genealogien brækket af. Sturlungernes stamtavle danner en oplysende parallel til Hladejarlernes slægtstraditioner. En god slægt fra Trondhjem, som også anerkendte Trond blandt sine forudsætninger, Hrafn Heimskes familie, har formuleret sit forhold til Syden, ved at nævne Harald Hildetand og Hrørek Sløngvanbaug blandt sine ældste frænder. Vi stammer fra Hrafn, sagde de frænder, han fra Ævar, han fra Vemund, han fra Torolf, han fra Trond, men Trond fra Harald Hildetand og Hrørek. Af største interesse er en tredje æt som beråber sig på Trond; dens register er bevaret og i det store og hele ægte. Her proklamerer Gull-þorir og hans slægt deres frændskab med forskellige kredse, bl. a. Mørejarlerne, og øverst oppe løber frændskabet ud i Trond, som er en søn af Sæming og Nauma, og sønnesøn af Odin – åbenbart en ægte nordnorsk tradition, der har berøringer med Hladejarlerne. Den storladne Aud, storenken på Hvamm, var grundlæggeren af den mægtige islandske slægt Hvammsmændene. Hun var opfostret i England blandt mænd der skabte konger og kongeriger, og hendes navn vidner om hendes frænders forbindelser med danske og sydskandinaviske konger; hun har sikkert sin oprindelse samme sted fra som den trondhjemske Aud, Hakon Jarls datter, de er begge opkaldt efter Aud hin djúpauðgi. Hendes forudsætninger er jo noksom givne i de venskaber og frændskaber hendes fader Ketill sluttede i Vesten med gæve mænd fra forskellige dele af Norden. Et af disse forhold gjaldt jo Eyvind Østmand, med en nedstammen fra en række: Hrolf – Ingjald – Frode; et andet blev foreviget ved Auds ægteskab med Olav Hvide, hvis afkom følte sig i frændskab både med norske konger og med Ragnar Lodbrog. Eyvinds søn, Helge, blev gift med Auds søster, og hun fik sin egen søn gift med Helges søster Turid. Hvad vi gennem disse genalogier får, er slægtskredse for Auds efterkommere, Hvammsmændene, og andre islandske grene af disse ætter. (side 303) Naturligvis er der i og for sig ingen modstrid mellem de vestlandske krønikeskriveres begreber om Olav Hvides forfædre og Hvammsmændenes slægtsfølelse, selv om så krønikerne har ret rede på Olavs opstigende linje. Det vidtspændende frændesamfund som holdes sammen under navnet Hørdekåre falder historisk i flere grupper, hvis linjeslægtskab er ganske ukendt; navnet skal ikke tages i den moderne betydning af en fjærn ophavsmand, men som benævnelse på den hamingja der indgår i alle disse ætter. En gruppe sad i Norge, den som blev historisk kendt ved Erling Skjalgssøn; en anden gruppe overflyttedes til Island; dens store navn er Ulfjót, Islands lovgiver, og dens slægtstræ gives os i forskellige former, den første i Flatøbogen og Landnámabók, den anden i Vatshyrna, og den sidste har særlig interesse, fordi vi får udgangspunktet: Ketill i Djúpadal. Den øverste del af stamtræet udtrykker hans stærke følelse af enhed med Sidehallslægten, en følelse hvis grund vi kender, ti Halls broder Bødvar havde jo ved sit slægteskab med Olof genrejst – eller forsøgt at genrejse en Hørdekårling. Til gengæld er vel Ørn Hyrna en akkvisition i Halls slægtsrække. Det går sikkert ikke an at harmonisere for at få An og Onar til at smælte sammen. (side 304) En nærfrænde til den norske gren af Hørdekårlingerne var Hjørleif, hvor nær – i familie angivet – ved vi ikke. Hans frændskab vender sit hoved en anden vej, gennem Hrodmar, Hroald, med deres Hrodnavne op til Hromund Gripssøn som højtæret stamfader. Hans forhold til den anden side kunde imidlertid udtrykkes således: Hørdekåre, Ketill Bifra, Hrodny, Hjørleif, og om vi deraf tør slutte at Hrodmar og Hrodny var ægtefolk, er mere end tvivlsomt, i hvert fald kan Hjørleifs mødrene række ikke bruges til at korrigere eller supplere de andre Hørdekårerækker, den har sin egen Hjørleifske værdi. En anden æt der med lige kraft frodedes i Norge og på Island, kaldte sig efter en Vikingekåre. Inden for den norske del af slægten fødtes Astrid, der blev moder til Olav Tryggvesøn; en islandsk repræsentant var Glum, og hans opfattelse af sig selv er givet i Glúmasaga. Han nedstammede på fædrene side fra Helge Magri, men som vi allerede flere gange har set, var han stærkt knyttet til sine mødrene frænder; det siger sig selv at sagaen kun udtrykker hvad Glum tænkte om sin mødrene slægt; hans fædrene stolthed er indskrevet i Landnámabók. En anden slægt der med Audun Skökull kom til Island, stod i svogerskabsforhold til Vikingekårlingerne. Auduns gren af slægten gjorde krav på at nedstamme fra Ragnar Lodbrog gennem Jarl Steinar i England. I Landnámabók har vi en kombination af Auduns og Glums tavler: (side 305) Denne tavle kan skyldes harmonisering, men kunde på den anden side godt være et udtryk for anskuelser på Glums gård. Endelig findes en form som ikke beror på sagamænds tillavning. Denne tavle udtrykker frændskabet mellem Vatsdælinger og Vikingekårlinger, rimeligvis på grundlag af svogerskabet mellem Torsten Ingemundsøn og Asgeir Audunsøn. Måske skriver stumpen sig fra Vatsdælehjem. I den tavle der er offentliggjort i Christiania Vidensk. Selsk. Forh. 1875 er der vel også et segment af samme cirkel: An Bogsveigir Torir Ogmund Akraspillir Sigurd Bjodaskalli. Stamtavlerne var exponenter for slægtstraditionerne, hvert eneste navn var en digtning. Under den engelske og irske literaturs inspirerende indflydelse udvikledes traditionen til sagaer og blev genstand for literær behandling, men de fastholdt deres særpræg som arvegods og røbede deres slægtsinteresse ved at slutte med en stamtavle. Hervarar saga tilhører en norsk slægt, der havde tilknytning til svenske ætter. Ved slutningen af sagaen præsenteres vi for en klump navne der efter alt at dømme er en liste over de svenske konger, men det er ikke svært at se at tyngdepunktet ligger i Norge. Hovedpersonen er Finn Skjalgi, en høvding der er besvogret med Harald Hårfagres linje. En gren af Skjalgislægten udvandrede til Island, og dens mænd kendes gennem Njála som Gunnars og Njals modstandere; en anden blev i Norge og spillede en fremtrædende rolle i landets historie. Dens største mand var Harek fra Þjotta, Olavs farlige modstander; Harek havde en fader med literært ry, Eyvind Skjaldespilder. Gennem Astrid, Olav Tryggvesøns moder, var Skjalgislægten besvogret med Vikingekårlingerne, og gennem Asta, Olav Helliges moder, havde den tilknytning til en slægt der residerede i Midtnorge. På Gudbrandsdalsegnen ser det ud til at der boede en æt eller en række ætter der brystede sig af at bære jarlstitlen og af at herske som konger; disse mænds hellighed åbenbares derved at de hedder Gudbrand og har andre navne af lignende sammensætning. Ved hjælp af stamtavlerne i Landnámabók kan vi spore at denne slægts hamingja siver over i islandske ætter; navnet Gudbrand blev genoplivet i Ingemundslægten af Ingemunds søn Torsten på grund af svogerskab med Vikingekårlingerne; – Torstens søster Jørund blev gift med Asgeir, hvis søsterdatter var Gudbrand Kúlas hustru og moder til Asta. Et andet navn der er karakteristisk for disse Nordmænd er Gissur, som er sjældent i de tidlige århundreder af Islands historie og ikke (side 306) meget almindeligt i Norge. Den berømteste bærer af navnet på Island, Gissur Hvide, fik det i mindet om sin fader, Teit Ketilbjørnsøns svogerskab med Vikingekårlingerne gennem ægteskabet med Alöf. Den anden Gissur optræder i den talrige Kjallakslægt; Kjallak fik navnet til sin søn gennem sin faster, der var gift med Bjørn Austræni; i Bjørns slægtsrække dukker navnet Vigfus, et karakteristisk Vikingekårenavn, op. Som vi vil få at se senere havde Bjørns slægt forbindelse med de pågældende ætter. I Norge kender man kun to personer med dette navn før det tiende århundrede, og den ene af dem er Gissur, Gudbrands søn, cf. også verset i Hervararsaga: Gizur Gautum kváðu ráða. På denne indirekte måde stilles vi overfor en gruppe norske ætter hvis forbindelser var påvirkede af østlige interesser, som var knyttet til hverandre ved svogerskab, som blev regeret af høvdinger der lod hånt om kongernes pragt og pomp, og som bar deres titel med selvsikker styrke. Mens høvdingerne og kongerne i Vestnorge ser ud over havet mod de vestlige øer, og mens Hladejarlerne holdt deres danske slægtskaber i hævd, fandt Midtnorges slægter deres frænder og forbundsfæller i svenske huse og blandt de konger af svensk oprindelse der herskede i Rusland. Harald Hårfagres sønner sejler over Nordsøen i modgangens dage, Olaverne vender lige så naturligt ansigterne mod Østen. Disse slægters hamingja får man et billede af i Hervarar saga – eller for at være helt nøjagtig – i de legender der er udarbejdet i literær form i Hervarar saga; dette værk inkorporerer de traditioner som ætfællerne holdt i hævd, og som de foredrog ved deres fester. Til midtpunkt har sagaen Hervør-Heidrekætten med dens helte, som bliver draget ind i tragedie ved deres skæbnesvangre hamingja, og som stiger op over denne tragedie til storhed i magt og ry; deres skæbne vider sig ud til ringe der brydes østpå, og deres historie kulminerer i det slag der blev udkæmpet på Ruslands sletter mod »Hunnerne«. Hvor dette skæbnesvangre hus havde sine højsædestøtter er et spørgsmål der må stå hen; hvad vi får at vide gennem sagaen er at Heidreks og Hervørs historie og hamingja blev inkorporeret i svenske ætter, og følgelig dannede en ring i den familiestolthed der var knyttet til Vikingekåre- og Gudbrandkredsene. De mænd som gjorde krav på slægtskab med Heidrek har andre ringe der var afgjort svenske, sådan som man ser det af legendernes komposition; Heidrek væves sammen med Angantyr, den gamle konge i det øvre Sverrig som er velkendt fra Beowulf som Ongenþéow. Mellem de høvdinger og småkonger der gav deres skærv til at skabe Englands historie i Vikingetiden var Eyvind Austmaðr, manden fra øst, det vil sige fra Gøtland; i følge islandske slægtsregistre nedstam- (side 307) mede hans moder gennem Hrolf og Ingjald fra Frode. Da Aud grundede et hjem på Island efter at hendes mand, Olav Hvide, var blevet styrtet, bragte hun Eyvinds datter med sig som sin sønnehustru. Hendes fader, Ketill Flatnefs slægtsforhold angives ved en stump af et slægtsregister der fører tilbage til Vedrargrim Herse og Hervør, der kaldes Kong Eylaugs datterdatter. Måske er det umagen værd at omtale at navnet Arngrim synes at existere i familien; efter Kjalnesinga saga hed en sønnesøn af Ketill sådan, og Arnbjørn viser sig igen på endnu senere tidspunkter. For at se disse detaljer i deres rette belysning må vi huske på at de ikke er biografiske data som ligger for hånden når Eyvinds eller Ketils levnedsbeskrivelse skal skrives, men at de repræsenterer deres islandske efterkommeres familiestolthed. Et karakteristisk træk i disse svenske og norske slægters ættavler er den hyppige forekomst af navne som Eymund og Eystein. Et barnebarn til Helge Magri hed Eyja. Denne navnetype har sit legendariske modstykke i Hervararsaga: Eygrim Bolm og Eyfura, cf. Eylaug i Ketill Flatnefs stamtavle. Ved hjælp af genealogierne får vi nøglen til en gækkende gåde i Hervararsaga; i stimlen af de gamle helte, i larmen fra de slag der blev udkæmpet i Rusland mod »Hunnerne«, dukker der pludselig en gådefuld person op som hedder Gissur, og han kommer som faldet ned fra skyerne. Han yder beviset for at Hervør-hamingjaen blev genfødt i en norsk æt, og at legenden blev assimileret og genfortalt eller genspillet som en slægts–dómr. Den samme fremgangsmåde med at overføre ældgamle fakta til det moderne system anvendes ved de angelsachsiske kongers slægtsregistre, men også her kan man klart skelne gruppeslægtskabet. I den form hvori listerne almindeligvis gives, vidner de om de middelalderlige kompilatorers iver efter at harmonisere; ved et nøjere studium af kilderne vil det uden tvivl være muligt at udrede nogle af de britiske kongehuses hamingja og at danne sig et indtryk af deres indbyrdes forhold. Den berømte liste over guder og konger hører hjemme hos Wessex-kongerne og opviser en »ringe« der betegner de hamingjaer som er kommet ind i ætten ved slægtsforbindelser af forskellig art. Foruden deres forbindelse med Northumberland skattede disse fyrster deres slægtskab med kongerne fra det sydlige Skandinavien højt. En parallelkilde finder man i Beowulf, der kan opfattes som vidnesbyrd om de »ringe« der ejedes af et engelsk hus som havde dannet sig forbindelser med de skandinaviske konger og tilranet sig deres familietraditioner sammen med deres hamingja. Ret beset er Beowulf en dómr – udviklet efter episke principper – der sandsynligvis har hørt til i Wessex og er nært beslægtet med traditioner der er pointeret i stamtavlen. (side 308) Da Erik Blodøkse kom ind i Valhal blev han i følge Eiriksmál modtaget af Odin som en hædret gæst; det er et såre vigtigt træk at guden byder Sigmund og Sinfjøtle, de berømte Vølsungehelte, træde frem og byde den nyankomne, der jo i virkeligheden er deres slægtning, velkommen i krigernes paradis. Som en efterligning af Eiriksmál komponerede Eyvind sit Hakonarmál for at hylde Hakon Adelstensfostre, men i stedet for Vølsungeheltene lader Eyvind Brage og Hermod gå frem for at hilse kongen og føre ham op til hæderspladsen. Den første er formodentlig identisk med den forfader, Brage, der fortoner sig højt oppe i Haraldlingernes stamtavle; Hermods berettigelse til at optræde som gudetalsmand for den norske konge som havde været nært forbundet med et engelsk hus, er muligvis at søge i angelsachsiske slægtsregistre. Henvisninger (side 404) 298. Giver et fejl billede, især jo fordi den lange afstand mellem leddene på papiret tilslører fornemmelsen af ringberøring. Desuden er slægtskabet ofte for de ældre – førislandske – trins vedkommende udtrykt hvad vi kalder mytisk, og aldeles genstridigt for vort system. 299. Hild, cf. i det foregående I p. 313. Mellemleddene mangler heller ikke i Hyndlulj., de ligger i den Hvedna som er moder til Haki og datter af Hjørvard, cf. Flat. I 26, hvor Ivar på kvindesiden føres op til Heidrek, på lign. måde Herv. 290; cf. dermed Flat. I 279. – Haralds æt, Flat. I 24 ff. Rækkerne Flat. I 25 har, som nævnt, ingen gyldighed for de underordnede led, så snart Harald tages bort. Ættartala, ibid. p. 26, har vel en selvstændig oprindelse, men i sig selv indeholder den en vigtig tradition om en side i Haralds hamingja. En sammenligning med Hyndluljóð viser straks både indre sammenhæng og dybe forskelligheder, begge bestemt ved at de to er berørende sjæles selvbekendelser. 300. Háleygjatal, om navnelisterne se opgøret hos Maurer i Abhandl. Bayr. Akad. phil.-philol. klasse 20 (1897) p. 252 ff., 267 ff. 301. Herlaug etc., Heims. I 106. – Brynjolf, cf. som antydning Egil 18. – Godgest etc., Heims. I 41 ff., 56. Af uoverensstemmelsen mellem de to versioner kan vi ikke umiddelbart hente nogen berettigelse til at korrigere rækkefølgen Gylaug – Gudlaug i Háleygjatal. – Hávar Handrammi, som det jo noksom fremgår af grundsynet, siger jeg hermed intet som helst om denne Hávar, udover dette at han faktisk for hine står som et bånd mellem Hladejarler og så noget de kaldte Skjoldunger. Obs. så konsekvensen Fornald. I 377, at Havar og Trond bliver brødre; det syn er begrundet i nordnorske følelser. Måske kan Hávar hjælpes lidt ud af sin skumle mistænkthed ved en sammenligning med andre genealogier fra Nordlandet. Cf. i det flg. p. 302 (Sturlungerne). – Interessant sidestykke, Flat. I 22 f., cf. også Ágrip, Fornm. X c. 12. – Komposition, Flat. I 21 ff. – Knöttr, cf. Landn. pp. 89 (c. 238), 182, 13. 302. Hrafn Heimske, Landn. 103, cf. 235 og Njála 99 f.; Dipl. Isl. I 505; S E (AM) III (LXXIV). – Register, Fornald. III 519 ff. (obs. jeg taler ikke om sagaen, kun om rygraden i den). – Søn af Sæming og Nauma, jfr. Vigda i Ágrip c. 12. – Aud, (dobbeltformen Audr, Unnr er vel af samme art som Auðun, Aunn, formodentlig en dannelse på –unn, á la Sæunn etc.). – Afkom, cf. Landn. og Njála. 303. Slægtstræ i to former, Flat. I 249; Landn. 95; Vatshyrna (Bard. 93 f.). – Sidehallslægten, cf. Landn. 95. – Bødvar, Flat. I 21. – An og Onar, obs. de to former i Landn. 95. 304. Hród-navne, Landn. 6. – Den anden side, Forns. 120. – Vikingekåre (se supra under Hørdekåre). – Glum, Glúma 13, cf. her II 13 f., 56 f., Landn. 71 f. — Audun Skökul, Landn. 58. – Audun og Glum, Landn. 249. – Vatsdælinger og Vikingekårlinger, Fornald. II 361 f. cf. Landn. 59. — Segment, Christiania Vidensk. Selsk. Forh. 1875 p. 100. 306. Gissur Hvide, Landn. 121. – Hervararsaga 345. Fodnoter