Nibelungekvadet 19

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nibelungekvadet

oversat af
Chr. Fledelius

19. Æventyr, hvorledes Nibelungeskatten blev bragt til Worms

   

724.	Hver dag tyed Krimhild,      ej let hun det begav, med sorgtynget hjerte      hen til sin Husbonds Grav. Dér bad hun Gud den gode      annamme Sigfreds Sjæl. Tit græd hun trofast      for Helten vennesæl.	1043.
725.	Saalunde sad for sanden      i kvidefulde Kaar hun efter Sigfreds Dødsdag      vel i halvfjerde Aar, saa at hun aldrig talte      til Gunther Tiden lang og saa sin Fjende Hagen      ej heller nogen Gang.	1046.
726.	Mælte Hagen af Tronje:      „Hvad om I handled saa, at I jer væne Søster      til Ven kunde faa? Da kom til disse Lande      Nibelungernes Guld: saare meget vandt I,      blev Dronningen os huld."	1047*.
727.	Mælte den kække Gernot      af de Burgunders Land: „Frue, alt for længe      I klager for jer Mand. Nu vil Kongen vise,      han voldte ej hans Død. Man hører alle Tider      jer store Jammersnød."	1050*.
728.	„Derfor skylder ham Ingen:      ham dræbte Hagens Hand. Den Stund jeg ham forraadte,      hvor saarbar var min Mand, hvor maatte jeg da tænke,      at Had til ham han bar? Jeg kunde det vel hindret",       gav Dronningen til Svar.	1051*.
729.	„Jeg vil nu hilse Kongen",       da Krimhild talte saa, med sine bedste Venner      han gik for hende at staa. Da voved Hagen ikke      didhen at følge med: sin Skyld vel han kendte      i alt, hvad Krimhild led.	1053*.
730.	Aldrig blev blandt Frænder      med mere Graad end nu fuldbragt Forsoning:      hun var saa mod i Hu. Hun tilgav dem alle,      kun ej den ene Helt. Ham havde Ingen myrdet,      havde Hagen ham ej fældt.	1055.
731.	Kun føje Tid var rundet,      da krævede de, at man skulde hente Krimhild      den saare store Skat fra Nibelungelandet      did til Rhinen hen. Den Morgengave fik hun,      med Ret hun ejed den.	1056.
732.	Da de fra Rhinen ankom      for hendes Skat at faa, mælte den kække Albrig      til sine Frænder saa: „Vi tør ej nægte hende      den Skat, hun nu vil have: den ædle Dronning kræver      den som sin Morgengave.	1058.
733.	Dog var den ingen Sinde      givet hende til Pris, havde vi ikke Dølgekappen      tabt paa ilde Vis, da og vi misted Sigfred,"       saa mælte Albrig end, „thi den bar til hver Tid      skøn Krimhilds Hjerteven.	1059.
734.	Nu er desværre Sigfred      det kommet til Fortræd, at han vandt Dølgekappen,      den Stund han med os stred, og at vort hele Rige      hans djærve Haand betvang." Did gik Skattens Vogter,      hvor Nøgleknippet hang.	1060.
735.	Ved Bjerghulen vented      Krimhilds Sendebud og somme hendes Maage.      Da bar man Skatten ud og bragte den til Havet,      hvor deres Skibe laa: de førte den paa Bølgerne      og op ad Rhin derpaa.	1061.
736.	Da Skatten de havde bjerget      til Worms i god Behold, og den blev overgivet      i Dronning Krimhilds Vold, blev Kamre dér og Taarne      helt fyldte af dens Guld. Man hørte aldrig nævne      en Skat saa underfuld.	1065.
737.	Og om den havde været      nu tusind Fold saa stor, maatte den Herre Sigfred      end levet karsk paa Jord, da havde før hun tomhændet      staaet hos sin Mand. Saa tro Hustru ejer      ingen Helt i noget Land.	1066.
738.	De fattige og rige hun      gav med gavmild Hu; thi mælte Hagen af Tronje,      at leved hun endnu en kort Tid, da vandt hun      saa mangen Mand dermed, rede til hendes Tjenest,      at dem skete Fortræd.	1068.
739.	Da mælte Drotten Gunther:       „Hendes er Liv og Gods. Hvordan hun dermed handler,      maa ikke røre os. Med Nød har jeg vundet,      at Krimhild blev mig huld. Lad hende frit nu raade      baade for Sølv og Guld."	1069.
740.	Til Kongen mælte Hagen:      „Klog Mand giver Agt, at Skatten ikke lades      i nogen Kvindes Magt. Den Dag vil sagtens komme,      saa gavmild som hun er, at kække rhinske Helte      vil angre, hvad der sker."	1070.
741.	Da genmælte Gunther:       „Jeg svor hende en Ed, at aldrig skulde jeg mere      forskylde, at hun led; det Ord vil jeg holde,      hun er min Søsterlil." Da mælte atter Hagen:      „Lad mig fly Navn dertil."	1071.
742.	Da handled somme blandt dem      svoren Ed til Trods. De frarøved Enken      hendes kostelige Gods: alle hendes Nøgler      tog Hagen i sin Magt. Det harmed hendes Broder,      da ret det blev ham sagt.	1072.
743.	Mælte den Herre Giselher:       „En Smerte saare gram har Hagen voldt min Søster:      jeg burde hindret ham. Og var han ej min Frænde,      det kosted ham hans Liv." Da maatte atter græde      Kong Sigfreds ædle Viv.	1073.
744.	Hun mælte: „Kære Broder,      du komme mig i Hu: baade Liv og Eje      bør du mig skærme nu." Da mælte han til Fruen:       „Det skal og ske for sand, naar vi kommer tilbage;      nu rider vi af Land."	1075.
745.	Gunther og hans Maage      af deres Rige red, blandt dem de allerbedste,      som fandtes noget Sted, uden alene Hagen:      hidset svart af Had, han bar til Fru Krimhild,      blev han i Gunthers Stad.	1076.
746.	Inden den rige Konge      igen var kommen hjem, da havde Hagen fremtaget      Skatten af dens Gjem. Han sænked den ved Loche      til Bunds i Rhinens Flod for selv engang at faa den:       dog andet forestod.	1077.
747.	Fyrsterne med Følge      var atter komne hjem. Med Møer og Fruer traadte      Fru Krimhild for dem frem og klaged over Skaden:      dem tyktes Sagen led. Gerne var ung Giselher      til tro Hjælp bered.	1078.
748.	Dem alle tyktes Uret,      at Hagen hende sveg. De tre Fyrsters Vrede      saa længe han undveg, til atter de ham tilgav      og lod ham i Behold: da haded ham Fru Krimhild      herefter mangefold.	1079.
749.	Af en fornyet Smerte      var tynget hendes Mod, for hendes Husbonds Endeligt      og saa for Skatten god, de troløst havde røvet.      Thi tav hendes Mund aldrig mer med Klage      til hendes sidste Stund.	1081.