Nye mennesker – Livet (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Livet

De barske Naturforhold, som tvinger Polareskimoerne ind i en hvileløs Kamp for Tilværelsen, lærer dem hurtigt at tage Livet fra den praktiske Side: for at leve behøver jeg først og fremmest Mad! Og da han er saa heldigt stillet, at hans Form for Madstræb — Jagten — tillige er hans Lidenskab, løber Aarene sorgløst hen for ham. Han tæller ikke Dagene, han har ingen Tidsregning. Han fødes med de Egenskaber, der kræves til hans Erhverv; og Færdigheden, sin Skole, faar han i Leg, medens han vokser til. Naar den unge Eskimo bliver Mand — og det sker, den Dag det gaar op for ham, at hans Barneleg ogsaa kan tages i Alvor; at han nu lige saa godt kan binde an med en virkelig Bjørn, og ikke blot med de sædvanlige udhuggede Isblokke, han legede med; at han nu lige saa godt kan liste sig paa en virkelig Sæl, og ikke blot paa en fingeret — fyldes han af en eneste stor Drift: Lysten til at ligne de andre, de bedste; og det bliver hans Livs Ærgerrighed.

Alle hans Tanker kommer saaledes til at dreje sig om Fangstrejser, Fangst, Mad. Udover dette er Tanker i Reglen ensbetydende med Bekymring.

Jeg spurgte en Gang paa en Jagt en Eskimo, som syntes at være falden i Tanker: "Hvad staar du der og tænker paa?" Han lo af mit Spørgsmaal og sagde: "Aah, det er kun jer hvide Mænd, der giver sig saa meget af med at tænke; vi heroppe tænker kun paa vore Kødgrave, om vi har nok eller ikke for Vintrens lange Mørke. Har vi Kød nok, ja, saa er jo alle Tanker overflødige. Jeg har Kød i Overflod!" Jeg indsaa, at jeg havde fornærmet ham ved at tilskrive ham Tanker.

Ved en anden Lejlighed spurgte jeg en ualmindelig intelligent Eskimo, Panigpak, som havde deltaget i Amerikaneren Peary’s sidste Nordpolsexpedition:

"Sig mig en Gang, hvad tror du var Formaalet med alle jeres Anstrengelser? Hvad tænkte du egentlig, da alt Land forsvandt bag jer, og I befandt jer ude paa drivende Isflager?"

"Tænkte?" sagde Panignak forbavset, "jeg behøvede ikke at tænke, for det gjorde jo Peary!"

I det Aar, jeg tilbragte blandt Polareskimoerne, var der Velstand over alt, og, saavidt jeg erfarede, var dette Reglen.

Deres Fordringer til Livet sker saaledes Fyldest, og en ureflekteret Glæde over at være til giver sig Udtryk i deres Tale og Handlinger. De er fulde af Indskydelser og kan frit følge dem. Snart er de her, snart der, uberegnelige i deres Luner, snart paa farlige, strabadserende Fangstrejser, snart paa glade, kaade Gæsterier.

De føler stærk Trang til at se glade Mennesker om sig, til at høre Latter i deres Hus, og er rørende taknemmelige for enhver Spas, der gives til Bedste. Maden er selvfølgelig Sammenkomsternes Midtpunkt, og det er ikke smaa Fordringer, der stilles til ens "Optagelsesevne".

Paa et Besøg undskyldte jeg mig en Gang med, at jeg allerede havde spist og var mæt. Man lo mig ud og sagde:

"Du talte der som en Hund! Hunde kan man proppe mætte, saa de ikke gider spise mere; men Mennesker — Mennesker kan altid spise!"

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 131-133. København, 1905.