Om den hellige Thomas

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Små eventyr

Om den hellige Thomas

Af hinum helga Thoma

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882

---

Kong Henrik 2. og ærkebiskop Thomas Becket

Da den hellige ærkebiskop Thomas for den hellige kirkes retfærdigheds skyld måtte flygte fra England på grund af kong Henrik, opholdt han sig længe i cistercienserklostret i Pontigny, indtil den engelske konge truede munkene med formuetab og lemlæstelse, såfremt de fortsat lod den hellige Thomas blive på stedet. Han drog derfor til Frankrig og opsøgte den navnkundige regent, kong Ludvig.

Den nævnte kong Ludvig tog med den største venlighed imod den hellige Thomas og tilbød ham ophold hos sig, indtil striden mellem ham og kong Henrik ophørte. Han sagde også, at ærkebiskoppen skulle få af ham, hvad han måtte ønske sig til sin ære og bekvemmelighed, så længe han befandt sig i denne landflygtighed. Og herr ærkebiskop Thomas modtog dette med tak og sagde: »Du skal have min største tak for den hæder, som du i mange henseender har vist mig. Der er dog én ting, som jeg gerne vil tage imod.« Kongen siger: »Hvad er det?« Ærkebiskoppen sagde: »Det er den ypperlige karfunkelsten, der skinner i din kroningsring.« Kongen siger: »Herre! Dette kan jeg ikke gøre, og det har jeg heller ikke ret til at gøre, for ringen tilhører kronen, og mine forfædre — den ene efter den anden — har igennem lang tid ejet denne guldring. Men jeg vil gerne give dig andre af de kostbarheder, som jeg har fået som gave eller selv har erhvervet.« Den hellige Thomas svarer: »Så må det være sådan,« siger han, »— men hvis jeg ikke får stenen, mens jeg er i live, så skal jeg nok få den, når jeg er død.« Dermed sluttede deres samtale for denne gang.

Siden blev der på pavens bud indgået forlig mellem ærkebiskop Thomas og kong Henrik i England. Og det er kendt blandt folk, at den hellige Thomas efter sine pinsler og død stråler ved mange smukke mirakler, og han er skrinlagt over højalteret ved sit ærkebispesæde i Canterbury.

Længe efter bliver denne samme kong Ludvig ramt af den alvorlige sygdom, at han ikke kunne fordøje maden; han var konstant oppustet og havde ingen appetit. Han lod sine læger tilkalde, og de undersøgte hans sygdom, men de kunne ikke finde ud af, hvad han fejlede. De prøvede med mange midler, forskellige drikke og urter, men intet hjalp, og de formåede ikke at helbrede ham, og da kongen havde lidt af denne sygdom længe, påkalder han først Gud og lover siden den salige ærkebiskop Thomas at besøge hans hellige levninger i Canterbury. Han forventede særligt at få lindring gennem bønner til denne Guds ven, fordi han havde vist ham et stort venskab, da denne Guds yndling var stedt i landflygtighed.

Og på grund af alt dette gør han klar til sin Englandsfærd med et herligt følge og drager mod Canterbury med stor godvillighed og under uafladelig påkaldelse af den største ven af Gud. Og da kongen kom så langt, at han kunne se de højeste tårne på kirken i Canterbury, fornemmede han snart en bedring af sin lidelse, for han blev så veltilpas i hele sit legeme, at han på ingen måde følte sig syg. Kongen blev umådeligt glad for denne guddommelige gave og mente, at han ville nyde godt af sine bønner til denne Guds martyr, Thomas.

Kongen gik med oprigtig ydmyghed helt frem til kirkedøren, og da han kom derhen, ville han give sine offergaver med fuld værdighed. Han finder det mest fornemme skrud, han har medbragt, frem og tager sin mest kostbare krone på hovedet. Og den guldring, som tidligere blev nævnt, sætter han på sin højre hånd. Alle hans mænd gør det samme, som de har set kongen gøre, og ifører sig deres fortrinligste klæder og går på den måde ind til højalteret i en herlig procession, og kongen takkede Gud og den hellige Thomas for den helbredelse, de havde skænket ham.

Men da kongen rejste sig, lagde han sin højre hånd på højalteret, og i det samme skete der noget ganske forbløffende: Den kostbare karfunkelsten, som blev nævnt tidligere, sprang pludselig ud af kongens guldring og fløj lige op i luften og faldt ned forrest på den salige ærkebiskop Thomas’ skrin. Og da denne ædelsten traf den salige ærkebiskop Thomas’ skrin, gav sølvets hårdhed efter for denne guddommelige kraft, så der blev dannet en passende indfatning, som var den på forhånd blevet graveret af den dygtigste mester. Stenen sad så tilpas dybt og fast, at ingen menneskelig hånd siden har kunnet få den ud.

Kongen og ærkebiskoppen og alle de tilstedeværende folk lovpriste dette tegn fra denne fortræffelige martyr, den hellige ærkebiskop Thomas. Kongen fortalte derpå alle, hvad de havde talt om i Frankrig, dengang den hellige Thomas sagde, at han nok skulle få denne sten, når han var død, hvis ikke han fik den, mens han var i live, »— og det har han fuldbyrdet nu,« sagde kongen, »— og nu vil jeg ikke fjerne den herfra.« Kongen skænkede den hellige Thomas mange kostbarheder og drog derefter hjem til Frankrig.

Men den berømte karfunkelsten har siden siddet i den indfatning i Thomas’ skrin, hvor den traf, da den fløj ud af kongens guldring, og den skinner fortsat flot. Og dermed slutter denne fortælling.

---

Noter: