Dala syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Dala syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Dala syssel
(Dala sýsla)
[Indbyggerantal c. 2000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Øst for Skogarstranden begynder et nyt syssel, Dala syssel; dets sydlige og storre del består af en række dale, der i nordlig, vestlig og sydlig retning løbe ud mod Hvammsfjordens indre del; i sagaerne benævnes de i reglen Bredefjordsdalene (Breiðafjarðardalir) eller blot Dalene (Dalir), og efter disse har syslet taget navn. Sysselgrænsen mod Snefjældsnæs syssel dannes af en mindre å Gljuvrå (Gljúfrá); øst for denne begynder Dala syssels sydvestligste svejt, der sædvanlig i sin helhed benævnes Hördudal, hvor da dette navn bruges i en mere udvidet betydning: bygden udgøres ikke af en enkelt dal, men af flere ved højdedrag adskilte, dens nedre del består af flade strækninger langs Hvammsfjordens sydkyst. — Efter at være passeret Gljuvrå er man snart ved gården Gunnarsstad (Gunnarsstaðir), der ligger i et forholdsvis fladt landskab ikke langt fra fjorden. Gunnarsstad siges i HÞ. (s. 156) at ligge på Skogarströnd, og det er i og for sig heller ikke urimeligt, at man har regnet Skogarstranden for at strække sig i det mindste til den noget østligere Skraumuhlaupså, hvor Aud den dybriges landnam begyndte, der derfra strakte sig over den største del af det nuværende Dala syssel, medens strækningen fra Lakså (Snf.) til Skraumuhlaupså udgjorde én mands landnam (hørte under Hólmlátr). — Straks efter at man er kommen forbi tunet på Gunnarsstad, ser man på højre hånd en lille dal, på hvis vestlige skråning, en halv mils vej fra Gunnarsstad, gården Dunk (Dúnkr) ligger; det er den i BH. nævnte Dunkadarstad (Dunkadarstaðir). Fra denne gård ligger en fjældvej, den tidligere nævnte Fossavej, over de såkaldte Fossabrekker til Hnappadalen. — højere oppe og østligere end Dunk ser man en å komme frem mellem stejle fjældkløfter; dette er den før nævnte Skraumuhlaupsá (Skraumu- [Laxd.: Skrámu-] hlaupså), nu sædvanlig benævnt Skrauma. Åen har sit udspring på heden oven for Hitardal (M. og Hnp.) og løber derfra mod nord gennem den smalle Selådal (Selárdalr, der vidner om, at åen oprindelig i sit øvre løb må have båret navnet Selå) for sluttelig at falde i Hvammsfjorden. Temlig langt inde i dalen, vest for åen, står gården Selådal (Selárdalr. BH. s. 39); den ved samme lejlighed nævnte gård Hurdarbak (Hurðarbak) ligger endnu noget højere oppe i dalen, men på den modsatte (østlige) side af åen, — så sagaens angivelse, at tunene på de to gårde hang sammen, er ikke nøjagtig — ; efter i lang tid at have ligget øde er gården nu påny bleven bebygget, traditionen gør det gamle Hurdarbak til en ved sine bygninger særdeles anselig gård. En sidedal til Selådal er Bustardal, Sturl.’s Svinbjugsdal; Svínbjúgr eller Bust (bægge navnene betyder det samme, ɔ: svineryg) er navnet på fjældet eller fjældheden syd for dalen, BH.'s Hitardalshede. — Ved et bredt holt adskilles Selådalens nedre del fra den egenlige Hördudal (Hörðudalr), ældre Hördadal (Hörðadalr), en smal, noget dyb dal, der gennemstrømmes af Hördadalså, som har sine kilder i to smååer, der komme fra sidedalene Laugardal og Vivilsdal (Vífilsdalr) og som ved deres sammenløb danner en tunge, hvori den herefter benævnte gård Tunge (Túnga) står, der i følge Laxd. (s. 248) var Torgils Hallassöns bolig. Gennem Laugardal ligger vejen over Sopandaskard til Langavatnsdal. — Denne Svejts østgrænse angives i det væsenlige ved Hördudalså, og der fremkommer således den besynderlighed, at Hördadalslandnamsmandens bolig Hördabolstad (Hörðabólstaðr), nu Hördubol (Hörðuból) ikke kan siges at høre til Hördudalen, således som dette navn nu bruges i udvidet betydning som betegnelse for svejten. — Hördudalsåen har udløb til fælles med den østligere Midå (Midå) gennem en os til Hvammsfjordens sydøstligste hjørne (de såkaldte Lækjarskógsfjörur). Den flade kyststrækning mellem Skraumuhlaupså og Hördudalså, ad hvilken alfarvejen ligger, bærer navnet Vestlidaøre (Vestliðaeyri); her skal i følge sagn Irerne tidligere have haft handel, og Irske boder (Írsku búðir) benævnes endnu nogle tomter, hvorfra handelen antages at være foregået.

Allerede Hördubol ligger som sagt uden for Hördudalsbygden og tilhører den følgende svejt Middalene (Miðdalir), der indtager lavlandet sydøst for Hvammsfjorden; det samme er altså tilfældet med Snoksdal (Snóksdalr), der ligger i en lille dal, som skyder sig op i nordenden af den hals, der begrænser Hördudalen mod øst. Snoksdal er en betydelig ejendom med tilhørende kirke, i sin tid bolig for den oven nævnte Dade Gudmundssön, om hvem dog ingen minder findes her, med undtagelse af at man påviser en øre i åen neden for som det sted, hvor han satte sine skibe op. — Hinsides mulen, der begrænser Snoksdalen mod øst, åbner udsigten sig til Middalenes hoveddel; det er et smukt og venligt landskab, der gennemstrømmes af Midå, som oprindelig har en nordlig retning, men som efter i sit nedre løb at have optaget den øst fra kommende Tungeå (Túnguá) vender sig mod vest og, som før nævnt, falder ud i Hvammsfjorden. Mod nord begrænses Middalene af en lav fra øst til vest gående hals, der skiller denne bygd fra den nord for liggende Haukadal, og hvis sydlige affald hedder Nåhlid (Náhlíð); længst i mod vest hen imod Hvammsfjorden dannes nordgrænsen af selve Haukadalså. Middalenes nedre del udgøres af en grøn, græsrig slette, der syd efter fortsætter sig i flere smådale begrænsede af afvekslende ranke, spidse eller kuppelformede fjælde, afdelte ved mange tværdale og sænkninger. Blandt disse højder fremtræder især et langagtigt, hvælvet fjæld Saudafell (Sauðafell), omtrent midt for slettelandet, der deler sig om dette i to mindre dale, der dog bægge endnu indbefattes under den fælles benævnelse Middalene. Vest for fjældet løber Midå, og ved dettes nordvestlige hjørne står gården Saudafell, en stor og god ejendom med tilhørende kirke og flere underliggende jorder. Gårdens berømmelse skriver sig især fra Sturlungetiden, da den beboedes af den bekendte Sturla Sighvatsson, hvem hans fader havde overdraget den. Sturla byggede i nærheden af gården et virke; i hans fraværelse udfører to af Vestfjordenes høvdinger, brødrene Tord og Snorre fra Vatnsfjord, et med ualmindelig råhed gennemført overfald på gården; Sturla hævner sig senere ved, en gang da de på gennemrejse kommer forbi, at anfalde dem. Efter en hård kamp, under hvilken brødrene forsvare sig fra en høstaksindhegning, lykkes det Sturla at overmande dem, hvorefter de dræbes. — Fra en senere tid kan anføres, at ved et mislykket angreb på Dade Gudmundssön i Saudafell var det, at biskop Jon Aressön og hans sønner sluttelig (1550) toges til fange.

Skrås over for Saudafell, hinsides åen, højere oppe, ses en lille sidedal skære sig ind imod vest; dette er Hundadal (Hundadalr), og her står i dalmundingen på hver sin side af Hundadalså de to gårde af samme navn. Med den i Laxd. (s. 154 - 56) indeholdte fortælling om den troldkyndige ufredsmand Stigande, der efter at være flygtet fra Laksådalen tog sin tilflugt hertil, hvor han overraskes hos fårevogtersken, er man her særdeles fortrolig. Efter pågribelsen drog man en bælg over hans hoved, fortæller sagaen, men der var et hul på den, hvorigennem det lykkes ham at kaste et blik på den over for liggende li: dér var tidligere smukt og græsrigt land, men da var det pludselig, som om en hvirvelvind kom, der væltede jorden om, så at der aldrig senere kom noget græsstrå op dér; stedet kaldtes siden Brenna. For enden af dalen står et bredt, hvælvet fjæld Túngufell, hvorom den egenlige Hundadal deler sig i to smådale; i den sydlige li, kort før forgreningen begynder, står omtrent midt i lien en stor klett, kaldet »strákurinn« ; den antages benævnt efter Stigande, der siges at være greben her. Lige over for i den modsatte li er et stort stenigt skred (skriða) kaldet Urðarhausar, her tænker man sig stedet for Brenna. Neden under Tungufell på en derfra fremskydende spids påvises dalens gamle sætertomter.

Den af Midåen gennemstrømmede dal fortsætter sig efter at have afsat Hundadal videre i sydøst (i samme retning som hidtil) under navnet Sökkolvsdal' (Sökkólfsdalr); denne forgrener sig igen i to smådale, fra hvilke Midåen har sit udspring: Syderådal (Suðrárdalr), der beholder hoveddalens retning, og Østerådal (Austrárdalr), der, som navnet antyder, går mod øst. Gennem Syderådal ligger en vej over Brattabrekka, det stejle fjæld syd for dalen, til Bjarnardal og derfra videre gennem Norderådal i Myresyssel. — De to smådale Syderådal og Østerådal dannes ved, at hoveddalen forgrener sig om et brat, mod nord fremløbende fjæld Bane (Bani); i den stejle fjældli her findes, kort før vejen farer op over Brattabrekka, et Grettesbæle (Grettisbæli) kort fra vejen, der dog her går på den modsatte (vestlige) side af åen. Bælet (tilholdsstedet) kan ikke ses fra vejen, men begiver man sig lidt op i lien, bemærker man her mellem stejle kletter en smuk stor græsflade med spor af tomter. Medens Grette opholdt sig her, lagdes i følge sagnet vejen over Brattabrekka af, og man drog i steden for ad Østerådal og derpå over det såkaldte Nautaklev (Nautaklif, ligeledes førende til en sidedal af Norderådal). I Grt. (s. 156 — 57) fortælles, at Snorre godes søn Torodd kommer til Bredebolstad (Breiðabólstaðr) i Sökkolvsdal og får dér at høre om den fredløse Grette; han ligger »her oppe i fjældet«, siger gårdens ejerinde. Torodd giver nu sin hest af sporerne og rider gennem dalen, til han kommer til højderne neden for østerå, hvor han træffer Grette, med hvem han indlader sig i en uheldig kamp. Om Grette er der i sagaen sagt, at han på den tid opholdt sig i Østerådal — hvad der i følge den oven for anførte tradition, således som den er knyttet til lokaliteterne, ikke kan være ganske nøjagtigt — og lurede på de folk, der drog over Brattabrekka. Den oven nævnte gård Bredebolstad er den øverste gård i Sökkolvsdal, beliggende øst for åen.

Mod øst, mellem Nåhlid og et sydligere fjældstrøg, udsender Middalene endnu en sidedal, der gennemløbes af Midåens før nævnte biflod Tungeå. — I Midå findes omtrent ud for (ɔ: nord for) Snoksdalsmule en lang til dels græsgroet øre Lejdarholme (Leiðarhólmi); det må være denne, der i Krm. (s. 76) benævnes Lejdholm (Leidhólmr) i Middalene. Når der i sagaen sammesteds siges, at stedet senere benævntes Orrostuholm (Orrostuhólmr), er det næppe nøjagtigt, da Sturl. benævner denne lokalitet — som flere gange nævnes, blandt andet i anledning af en her afholdt hestekamp — Lejdarholm. Skåren af samme lodrette linje, men nord for åen, ligger den i Laxd. nævnte gård Harrastad (Harrastaðir). — I Nåhlid ligger den til præstesæde bestemte gård Kvennabrekka (med tilhørende kirke), der dog nu ikke benyttes som sådan, da præsten bor på Sandafell. — Den vestligste del af Nåhlid kaldes sædvanlig Skovpladsen (Skógsplássið); her findes flere gårde med navnet »Skov« (Skógr), af hvilke den vestligste Store Skov (Stóri Skógr), der ligger for enden af lien, antages at være Laxd.s Tykkeskov (Þykkviskógr); i Fbr. (s. 25), hvor dette stedsnavn forekommer i flertal, siges, at der var store skove dér over hele lien.

Fra Store Skov ses mod vest ud over Midåens munding og den tæt nord for denne i søen løbende Haukadalså (Haukadalsá). Denne å kommer fra den nord for Middalene liggende Haukadal (Haukadalr), en temlig lang og forholdsvis smal dal, der adskilles fra Middalene ved den tidligere nævnte hals, hvis vestligste del Skogspladsen danner; i den nedre del af dalen gennemløber den en denne opfyldende sø (vatn) og fortsætter derpå sin vej ud mod Hvammsfjorden. Både nord og syd for åen ligger en række gårde, der tilsammen udgøre denne svejt, til hvilken dog ikke landet omkring Haukadalsåens udløb regnes, da her Middalene strækker sig lige til åens sydlige bred, Laksådalen (i videre forstand) til dens nordlige.

På Eriksstad' (Eireksstadir) ved Vatnshorn i Haukadal boede i følge Ldn. (s. 103-04) og den dermed overensstemmende ÞK. Erik den røde, men da hans trælle havde ladet en skride (et fjældskred) falde over gården Valtjovsstad (Valþjófsstaðir) og selv vare blevne dræbte ved Skejdsbrekker (Skeiðsbrekkur) ved Vatnshom — hvorefter fulgte flere drab, hvoriblandt et ved Lejkskålar (Leikskálar) —, måtte Erik forlade dalen. Vatnshorn (Store V.) er en af de endnu bestående gårde i dalen, øst for vatnet (søen), nord for åen. Torlejv Jonssön (Safh: II, 561) siger, at Eriksstad er et ødebol kort »fyrir framam«  tunet på Store Vatnshorn, og at det rimeligvis har ligget øde, lige siden Vatnshorn først byggedes. Denne angivelse er dog næppe nøjagtig; A. M. (1703) beretter nemlig, at den øst for Vatnshorn liggende, fra denne afbyggede, gård Skriðukot skal i gamle dage have heddet Eiríksstaðir, og at der her påvises adskillige gærdelævninger, som kunde tyde på fordums tilstedeværelse af en større gård. Navnet Skejdsbrekker er tabt, men man antager det har været de såkaldte Husabrekkur oven for Vatnshorn. Lejkskålar er en endnu tilværende gård i dalen, nord for åen, øst for Skridukot. Syd for åen omtrent lige over for Lejkskålar ligger den i anledning af samme begivenheder nævnte gård Jörve (Jörfi). Om Valtjovsstad siger A. M., at der i det til Jörve hørende land har været et kot kaldet Valþjófstaðir, som skal have været landnamsjord, men som dog ikke i mands minde har været bebygget.

Den østligste af alle Haukadalens gårde er det hinsides åen liggende Skarð. Lige øst for gården Skard ligger den efter Haukadalsskarð benævnte alfarvej op på fjældheden, som forbinder østenden af Haukadal med Hrutafjorden (Melar); den er 3-4 mil lang og benyttes jævnlig. Gården Skard nævnes i Grt. og lige ledes i Nj., hvor der fortælles, at Gunnar fra Hlidarende efter at have stævnet Hrut til betaling af den fraskilte Unns gods red til Haukadal fra fjældet (der skiller denne dal fra den nordligere Laksådal) og øst for Skard og så til Holtavörduhede og derfra hjem.

Landet nord for Haukadalså nærmest dennes udløb tilhører gården Lækjarskog (Lækjarskógr), der ligger i flade omgivelser ikke langt fra kysten. I denne gårds land, men noget østligere (omtrent vest for gården Store Skog) ses fra nordsiden af Haukadalså en lang hammer rage ud i åen; den bærer nu navnet Gálghamar, men er øjensynlig den i Laxd. (s. 256) nævnte hammer ved navn Høvde (Höfði), hvor Gudrun og Snorre gode efter aftale mødes for at lægge en hævnplan i anledning af drabet på hendes mand Bolle. Nord for Lækjarskog ligger Torbergsstad (Þorbergsstaðir) ved det sydvestlige hjørne af den hals, der adskiller Laksådalen fra Haukadalen. Nord for tunet på Torbergsstad findes tomterne af den i Laxd. og Nj. oftere omtalte gård Hrutsstad (Hrútsstaðir), hvor Höskulds halvbroder Hrut Herjolvssön boede, gården har nu i c. 100 år været i øde; den har ligget ud for vestenden af den her lave hals. Laxd. fortæller (s. 66), at Hrut havde et hov i tunet her, »hvoraf man endnu ser mærke, det er nu kaldet Troldeskejd (Tröllaskeið), der er nu alfarvej.« Om hovet ved man nu intet, men i følge Torl. Jonssön skal navnet Troldeskejd endnu være bevaret på den alfarvej, der ligger tæt oven for tomterne af Hrutstad. Øst for tomterne oppe i halsen ses en stenig høj Hrútshóll, som sagnet vil gøre til Hruts gravhøj. Nordvest for tomterne er et lavt holt, der strækker sig ud i engene for neden, dette er Eldgrimsholt, som i følge Laxd. bærer navn efter manden fra Borgefjord, som den 80årige Hrut dræbte, da han vilde borttage nogle af hans brodersøns, Torlejk Höskuldssöns, heste. De Vaðlar, som Eldgrim er ved at ride over, da man først bliver ham vár fra Hrutstad, svarer øjensynlig til det sydøstligste hjørne af Hvammsfjord, de såkaldte »fjærer« (fjörur), der strække sig fra den oven nævnte Vestlidaøre i Hördudals hrepp til noget forbi Torbergsstad, og over hvilke den almindeligst brugte vej ligger. I Laxd. fortælles om troldmanden Stigandes åndsbeslægtede broder Hallbjörn slibestensøje, at Hrut og hans sønner efter at have pågrebet ham på fjældet (Laksådalshals), begiver sig ud på søen med ham og drukner ham; men noget efter driver hans lig op. Det dysses på Knarrarnes, men siden viser han sig som en farlig genganger, der blandt andet forulæmper bonden i Tykkeskov. Navnet Knarrarnæs er nu tabt, men det antages at være et lille næs ved Lækjarskog (se Tori. Jonssön).

Oven for Hrutstad strækker landet sig som et bredt og fladt næs ud i søen, dette er Kambsnes; gården af samme navn står lidt inden for det nordvestlige hjørne af næsset. Næsset har oprindelig, som Ldn. og Laxd. fortæller, fået sit navn af, at Aud (eller Unn) den dybrige her tabte sin kam. I følge Laxd. boede Aud først her og senere Torlejk, efter at denne har dræbt en frigiven, som Hrut havde bosat her på sin broder Höskulds landegrænse. — På strækningen mellem Kambsnæs og den noget nordligere Laksåos (Laxáróss) ses på fladt land mellem to højder en kegleformig høj kaldet Melkorkuhóll, hvor Olav pås moder, den irske kongedatter Melkorka i følge sagnet skal ligge begravet, Laxd. (s. 158) siger blot i al almindelighed, at hun og hendes mand Torbjørn skrjup bægge ligger i høj (kuml) i Laksådal, men efter det sted, hvor Torbjørn boede, skulde man snarere søge deres grav højere oppe i dalen.

Fra den lave hals, over hvilken vejen ligger fra Hrutsstad videre mod nord, er der god udsigt over Kambsnæs og Laksåens nedre parti; også udsigten til Laksådalen begynder snart at vise sig. Laksådalen (Laxårdalr) er en lang, lige og jævn dal, med en flad, græsrig bund, gennem hvis midte Laksåen (Laxå) flyder, lave grønlige halse begrænse den til bægge sider og giver den et noget trist og ensformigt udseende, der dog til dels minder om Reykholtsdalens (Bgf.). Begrænsningen mod syd, den såkaldte Laksådalshals (Laxárdalsháls), der skiller Laksådalen fra Haukadalen, er imidlertid længere inde et forholdsvis bredt og ikke uanseligt fjæld, der om somren på grund af sine mosestrøg endog kan være vanskeligt nok at passere. Den tredje gård inde i dalen, af dem syd for åen, er Höskuldsstad (Höskuldsstaðir), der i følge Laxd. bærer navn efter Höskuld Dala-Kolls søn. Ved hjemkomsten fra en Norges-rejse fører han en købt trælkvinde Melkorka med sig som sin frille; hun bliver ved ham moder til Olav på, og det viser sig senere, at hun er en hærtagen irsk kongedatter. Denne hemmelighed kommer Höskuld efter, da han en dag overrasker den hidtil for stumme ansete Melkorka, medens hun sidder og taler med sin lille søn, hvor en bæk løb neden for tunbrinken, og her, efter at Höskuld har taget plads hos dem på tunbrinken, kommer det nu til en forklaring imellem dem. Efter Höskulds død opkaster hans sønner en anselig høj over ham, og på Höskuldsstad står det storartede arvegilde efter Höskuld, hvorved c. 1100 mand var tilstede. — Efter at Höskulds i Norge fødte halvbroder Hrut var ankommen til Island og havde taget bolig på Kambsnæs, var der i begyndelsen ikke noget godt forhold mellem brødrene; Hrut beslutter sig endog til at tiltvinge sig udbetalingen af sin mødrenearv ved ran fra sin broder. I den anledning kommer det til kamp mellem Hrut og Höskulds folk, da Hrut med sine mænd kun havde et kort stykke vej til tungærdet på Kambsnæs. Hrut går frem på en grusbanke (mel) og anfalder med stor kækhed fjenden, som drives tilbage; stedet for kampen hedder siden Orrostudal (Orrostudalr). Nogen Orrostudal kendes nu ikke, men kampen henlægges til en Orrostulág, hvis beliggenhed imidlertid ikke ganske svarer til den i Laxd. angivne, — det er nemlig en fordybning mellem et par grusbanker (melholt) kort vest for Höskuldstad tun. — Höskuldstad ligger smukt, midt på en lav og bred, for oven jævn og flad banke ved foden af lien. Vest for tunet langs bankens fod løber en lille bæk, mod denne falder især mod sydvest, ind imod lien, tunbakken brat af; bækken løber her i en kløft eller snæver dal, den grønne tunskrænt strækker sig ned mod denne og efterlader foran bækken en smal grøn fod; her er både smukt og afsides, man sidder i skrænten uset fra gården og dækket af en tilsvarende banke på den anden side bækken; her er øjensynlig tunbrekken (og denne benævnelse bruges da endnu stadig om dette sted), hvor Melkorka sad med den lille Olav. - Gårdens huse står nu i en række fra øst til vest, med gavlene mod nord (ud mod åen); bag ved det østligste hus vises en stor langagtig-firkantet flade, der herfra strækker sig i syd; den ligner aldeles et slettet stykke tun, men påstås aldrig at have været slettet; den kaldes Höskuldsstuen (Høskuldarstofa) og udgives for stedet, hvor det store arvegilde efter Höskuld holdtes; den er omtrent 50 fv. lang og 6 fv. bred. — Nord for gården, lidt til vest for en sti, der her ligger over tunet, påvises et sted, hvor Høskulds hov skal have været; af tomter ses nu intet spor her, da dette stykke af tunet for nogen tid siden er blevet slettet. I nord herfor, i den lavere liggende del af tunet, findes en lille spids kegleformig høj, omtrent af form som en stor tue; den bærer navnet Torgerdarhol (Þorgerðarhóll) og skal være Höskulds moders gravhøj, hvad dens udseende ikke modsiger, og som kan stemme med Laxd.s udsagn om, at Torgerd opholdt sig hos sin søn Höskuld til sin død, og at hun, da hun døde, blev sat i høj. Derimod vides intet om Høskulds gravhøj, og et besynderligt sagn synes at have dannet sig om, at han skulde være nedsænket i moradset Höskuldarfen noget vest for gården.

Se Tillæg og rettelser

---