Dala syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Dala syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Dala syssel
(Dala sýsla)
[Indbyggerantal c. 2000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Øst for Skogarstranden begynder et nyt syssel, Dala syssel; dets sydlige og storre del består af en række dale, der i nordlig, vestlig og sydlig retning løbe ud mod Hvammsfjordens indre del; i sagaerne benævnes de i reglen Bredefjordsdalene (Breiðafjarðardalir) eller blot Dalene (Dalir), og efter disse har syslet taget navn. Sysselgrænsen mod Snefjældsnæs syssel dannes af en mindre å Gljuvrå (Gljúfrá); øst for denne begynder Dala syssels sydvestligste svejt, der sædvanlig i sin helhed benævnes Hördudal, hvor da dette navn bruges i en mere udvidet betydning: bygden udgøres ikke af en enkelt dal, men af flere ved højdedrag adskilte, dens nedre del består af flade strækninger langs Hvammsfjordens sydkyst. — Efter at være passeret Gljuvrå er man snart ved gården Gunnarsstad (Gunnarsstaðir), der ligger i et forholdsvis fladt landskab ikke langt fra fjorden. Gunnarsstad siges i HÞ. (s. 156) at ligge på Skogarströnd, og det er i og for sig heller ikke urimeligt, at man har regnet Skogarstranden for at strække sig i det mindste til den noget østligere Skraumuhlaupså, hvor Aud den dybriges landnam begyndte, der derfra strakte sig over den største del af det nuværende Dala syssel, medens strækningen fra Lakså (Snf.) til Skraumuhlaupså udgjorde én mands landnam (hørte under Hólmlátr). — Straks efter at man er kommen forbi tunet på Gunnarsstad, ser man på højre hånd en lille dal, på hvis vestlige skråning, en halv mils vej fra Gunnarsstad, gården Dunk (Dúnkr) ligger; det er den i BH. nævnte Dunkadarstad (Dunkadarstaðir). Fra denne gård ligger en fjældvej, den tidligere nævnte Fossavej, over de såkaldte Fossabrekker til Hnappadalen. — højere oppe og østligere end Dunk ser man en å komme frem mellem stejle fjældkløfter; dette er den før nævnte Skraumuhlaupsá (Skraumu- [Laxd.: Skrámu-] hlaupså), nu sædvanlig benævnt Skrauma. Åen har sit udspring på heden oven for Hitardal (M. og Hnp.) og løber derfra mod nord gennem den smalle Selådal (Selárdalr, der vidner om, at åen oprindelig i sit øvre løb må have båret navnet Selå) for sluttelig at falde i Hvammsfjorden. Temlig langt inde i dalen, vest for åen, står gården Selådal (Selárdalr. BH. s. 39); den ved samme lejlighed nævnte gård Hurdarbak (Hurðarbak) ligger endnu noget højere oppe i dalen, men på den modsatte (østlige) side af åen, — så sagaens angivelse, at tunene på de to gårde hang sammen, er ikke nøjagtig — ; efter i lang tid at have ligget øde er gården nu påny bleven bebygget, traditionen gør det gamle Hurdarbak til en ved sine bygninger særdeles anselig gård. En sidedal til Selådal er Bustardal, Sturl.’s Svinbjugsdal; Svínbjúgr eller Bust (bægge navnene betyder det samme, ɔ: svineryg) er navnet på fjældet eller fjældheden syd for dalen, BH.'s Hitardalshede. — Ved et bredt holt adskilles Selådalens nedre del fra den egenlige Hördudal (Hörðudalr), ældre Hördadal (Hörðadalr), en smal, noget dyb dal, der gennemstrømmes af Hördadalså, som har sine kilder i to smååer, der komme fra sidedalene Laugardal og Vivilsdal (Vífilsdalr) og som ved deres sammenløb danner en tunge, hvori den herefter benævnte gård Tunge (Túnga) står, der i følge Laxd. (s. 248) var Torgils Hallassöns bolig. Gennem Laugardal ligger vejen over Sopandaskard til Langavatnsdal. — Denne Svejts østgrænse angives i det væsenlige ved Hördudalså, og der fremkommer således den besynderlighed, at Hördadalslandnamsmandens bolig Hördabolstad (Hörðabólstaðr), nu Hördubol (Hörðuból) ikke kan siges at høre til Hördudalen, således som dette navn nu bruges i udvidet betydning som betegnelse for svejten. — Hördudalsåen har udløb til fælles med den østligere Midå (Midå) gennem en os til Hvammsfjordens sydøstligste hjørne (de såkaldte Lækjarskógsfjörur). Den flade kyststrækning mellem Skraumuhlaupså og Hördudalså, ad hvilken alfarvejen ligger, bærer navnet Vestlidaøre (Vestliðaeyri); her skal i følge sagn Irerne tidligere have haft handel, og Irske boder (Írsku búðir) benævnes endnu nogle tomter, hvorfra handelen antages at være foregået.

Allerede Hördubol ligger som sagt uden for Hördudalsbygden og tilhører den følgende svejt Middalene (Miðdalir), der indtager lavlandet sydøst for Hvammsfjorden; det samme er altså tilfældet med Snoksdal (Snóksdalr), der ligger i en lille dal, som skyder sig op i nordenden af den hals, der begrænser Hördudalen mod øst. Snoksdal er en betydelig ejendom med tilhørende kirke, i sin tid bolig for den oven nævnte Dade Gudmundssön, om hvem dog ingen minder findes her, med undtagelse af at man påviser en øre i åen neden for som det sted, hvor han satte sine skibe op. — Hinsides mulen, der begrænser Snoksdalen mod øst, åbner udsigten sig til Middalenes hoveddel; det er et smukt og venligt landskab, der gennemstrømmes af Midå, som oprindelig har en nordlig retning, men som efter i sit nedre løb at have optaget den øst fra kommende Tungeå (Túnguá) vender sig mod vest og, som før nævnt, falder ud i Hvammsfjorden. Mod nord begrænses Middalene af en lav fra øst til vest gående hals, der skiller denne bygd fra den nord for liggende Haukadal, og hvis sydlige affald hedder Nåhlid (Náhlíð); længst i mod vest hen imod Hvammsfjorden dannes nordgrænsen af selve Haukadalså. Middalenes nedre del udgøres af en grøn, græsrig slette, der syd efter fortsætter sig i flere smådale begrænsede af afvekslende ranke, spidse eller kuppelformede fjælde, afdelte ved mange tværdale og sænkninger. Blandt disse højder fremtræder især et langagtigt, hvælvet fjæld Saudafell (Sauðafell), omtrent midt for slettelandet, der deler sig om dette i to mindre dale, der dog bægge endnu indbefattes under den fælles benævnelse Middalene. Vest for fjældet løber Midå, og ved dettes nordvestlige hjørne står gården Saudafell, en stor og god ejendom med tilhørende kirke og flere underliggende jorder. Gårdens berømmelse skriver sig især fra Sturlungetiden, da den beboedes af den bekendte Sturla Sighvatsson, hvem hans fader havde overdraget den. Sturla byggede i nærheden af gården et virke; i hans fraværelse udfører to af Vestfjordenes høvdinger, brødrene Tord og Snorre fra Vatnsfjord, et med ualmindelig råhed gennemført overfald på gården; Sturla hævner sig senere ved, en gang da de på gennemrejse kommer forbi, at anfalde dem. Efter en hård kamp, under hvilken brødrene forsvare sig fra en høstaksindhegning, lykkes det Sturla at overmande dem, hvorefter de dræbes. — Fra en senere tid kan anføres, at ved et mislykket angreb på Dade Gudmundssön i Saudafell var det, at biskop Jon Aressön og hans sønner sluttelig (1550) toges til fange.

Skrås over for Saudafell, hinsides åen, højere oppe, ses en lille sidedal skære sig ind imod vest; dette er Hundadal (Hundadalr), og her står i dalmundingen på hver sin side af Hundadalså de to gårde af samme navn. Med den i Laxd. (s. 154 - 56) indeholdte fortælling om den troldkyndige ufredsmand Stigande, der efter at være flygtet fra Laksådalen tog sin tilflugt hertil, hvor han overraskes hos fårevogtersken, er man her særdeles fortrolig. Efter pågribelsen drog man en bælg over hans hoved, fortæller sagaen, men der var et hul på den, hvorigennem det lykkes ham at kaste et blik på den over for liggende li: dér var tidligere smukt og græsrigt land, men da var det pludselig, som om en hvirvelvind kom, der væltede jorden om, så at der aldrig senere kom noget græsstrå op dér; stedet kaldtes siden Brenna. For enden af dalen står et bredt, hvælvet fjæld Túngufell, hvorom den egenlige Hundadal deler sig i to smådale; i den sydlige li, kort før forgreningen begynder, står omtrent midt i lien en stor klett, kaldet »strákurinn« ; den antages benævnt efter Stigande, der siges at være greben her. Lige over for i den modsatte li er et stort stenigt skred (skriða) kaldet Urðarhausar, her tænker man sig stedet for Brenna. Neden under Tungufell på en derfra fremskydende spids påvises dalens gamle sætertomter.

Den af Midåen gennemstrømmede dal fortsætter sig efter at have afsat Hundadal videre i sydøst (i samme retning som hidtil) under navnet Sökkolvsdal' (Sökkólfsdalr); denne forgrener sig igen i to smådale, fra hvilke Midåen har sit udspring: Syderådal (Suðrárdalr), der beholder hoveddalens retning, og Østerådal (Austrárdalr), der, som navnet antyder, går mod øst. Gennem Syderådal ligger en vej over Brattabrekka, det stejle fjæld syd for dalen, til Bjarnardal og derfra videre gennem Norderådal i Myresyssel. — De to smådale Syderådal og Østerådal dannes ved, at hoveddalen forgrener sig om et brat, mod nord fremløbende fjæld Bane (Bani); i den stejle fjældli her findes, kort før vejen farer op over Brattabrekka, et Grettesbæle (Grettisbæli) kort fra vejen, der dog her går på den modsatte (vestlige) side af åen. Bælet (tilholdsstedet) kan ikke ses fra vejen, men begiver man sig lidt op i lien, bemærker man her mellem stejle kletter en smuk stor græsflade med spor af tomter. Medens Grette opholdt sig her, lagdes i følge sagnet vejen over Brattabrekka af, og man drog i steden for ad Østerådal og derpå over det såkaldte Nautaklev (Nautaklif, ligeledes førende til en sidedal af Norderådal). I Grt. (s. 156 — 57) fortælles, at Snorre godes søn Torodd kommer til Bredebolstad (Breiðabólstaðr) i Sökkolvsdal og får dér at høre om den fredløse Grette; han ligger »her oppe i fjældet«, siger gårdens ejerinde. Torodd giver nu sin hest af sporerne og rider gennem dalen, til han kommer til højderne neden for østerå, hvor han træffer Grette, med hvem han indlader sig i en uheldig kamp. Om Grette er der i sagaen sagt, at han på den tid opholdt sig i Østerådal — hvad der i følge den oven for anførte tradition, således som den er knyttet til lokaliteterne, ikke kan være ganske nøjagtigt — og lurede på de folk, der drog over Brattabrekka. Den oven nævnte gård Bredebolstad er den øverste gård i Sökkolvsdal, beliggende øst for åen.

Mod øst, mellem Nåhlid og et sydligere fjældstrøg, udsender Middalene endnu en sidedal, der gennemløbes af Midåens før nævnte biflod Tungeå. — I Midå findes omtrent ud for (ɔ: nord for) Snoksdalsmule en lang til dels græsgroet øre Lejdarholme (Leiðarhólmi); det må være denne, der i Krm. (s. 76) benævnes Lejdholm (Leidhólmr) i Middalene. Når der i sagaen sammesteds siges, at stedet senere benævntes Orrostuholm (Orrostuhólmr), er det næppe nøjagtigt, da Sturl. benævner denne lokalitet — som flere gange nævnes, blandt andet i anledning af en her afholdt hestekamp — Lejdarholm. Skåren af samme lodrette linje, men nord for åen, ligger den i Laxd. nævnte gård Harrastad (Harrastaðir). — I Nåhlid ligger den til præstesæde bestemte gård Kvennabrekka (med tilhørende kirke), der dog nu ikke benyttes som sådan, da præsten bor på Sandafell. — Den vestligste del af Nåhlid kaldes sædvanlig Skovpladsen (Skógsplássið); her findes flere gårde med navnet »Skov« (Skógr), af hvilke den vestligste Store Skov (Stóri Skógr), der ligger for enden af lien, antages at være Laxd.s Tykkeskov (Þykkviskógr); i Fbr. (s. 25), hvor dette stedsnavn forekommer i flertal, siges, at der var store skove dér over hele lien.

Fra Store Skov ses mod vest ud over Midåens munding og den tæt nord for denne i søen løbende Haukadalså (Haukadalsá). Denne å kommer fra den nord for Middalene liggende Haukadal (Haukadalr), en temlig lang og forholdsvis smal dal, der adskilles fra Middalene ved den tidligere nævnte hals, hvis vestligste del Skogspladsen danner; i den nedre del af dalen gennemløber den en denne opfyldende sø (vatn) og fortsætter derpå sin vej ud mod Hvammsfjorden. Både nord og syd for åen ligger en række gårde, der tilsammen udgøre denne svejt, til hvilken dog ikke landet omkring Haukadalsåens udløb regnes, da her Middalene strækker sig lige til åens sydlige bred, Laksådalen (i videre forstand) til dens nordlige.

På Eriksstad' (Eireksstadir) ved Vatnshorn i Haukadal boede i følge Ldn. (s. 103-04) og den dermed overensstemmende ÞK. Erik den røde, men da hans trælle havde ladet en skride (et fjældskred) falde over gården Valtjovsstad (Valþjófsstaðir) og selv vare blevne dræbte ved Skejdsbrekker (Skeiðsbrekkur) ved Vatnshom — hvorefter fulgte flere drab, hvoriblandt et ved Lejkskålar (Leikskálar) —, måtte Erik forlade dalen. Vatnshorn (Store V.) er en af de endnu bestående gårde i dalen, øst for vatnet (søen), nord for åen. Torlejv Jonssön (Safh: II, 561) siger, at Eriksstad er et ødebol kort »fyrir framam«  tunet på Store Vatnshorn, og at det rimeligvis har ligget øde, lige siden Vatnshorn først byggedes. Denne angivelse er dog næppe nøjagtig; A. M. (1703) beretter nemlig, at den øst for Vatnshorn liggende, fra denne afbyggede, gård Skriðukot skal i gamle dage have heddet Eiríksstaðir, og at der her påvises adskillige gærdelævninger, som kunde tyde på fordums tilstedeværelse af en større gård. Navnet Skejdsbrekker er tabt, men man antager det har været de såkaldte Husabrekkur oven for Vatnshorn. Lejkskålar er en endnu tilværende gård i dalen, nord for åen, øst for Skridukot. Syd for åen omtrent lige over for Lejkskålar ligger den i anledning af samme begivenheder nævnte gård Jörve (Jörfi). Om Valtjovsstad siger A. M., at der i det til Jörve hørende land har været et kot kaldet Valþjófstaðir, som skal have været landnamsjord, men som dog ikke i mands minde har været bebygget.

Den østligste af alle Haukadalens gårde er det hinsides åen liggende Skarð. Lige øst for gården Skard ligger den efter Haukadalsskarð benævnte alfarvej op på fjældheden, som forbinder østenden af Haukadal med Hrutafjorden (Melar); den er 3-4 mil lang og benyttes jævnlig. Gården Skard nævnes i Grt. og lige ledes i Nj., hvor der fortælles, at Gunnar fra Hlidarende efter at have stævnet Hrut til betaling af den fraskilte Unns gods red til Haukadal fra fjældet (der skiller denne dal fra den nordligere Laksådal) og øst for Skard og så til Holtavörduhede og derfra hjem.

Landet nord for Haukadalså nærmest dennes udløb tilhører gården Lækjarskog (Lækjarskógr), der ligger i flade omgivelser ikke langt fra kysten. I denne gårds land, men noget østligere (omtrent vest for gården Store Skog) ses fra nordsiden af Haukadalså en lang hammer rage ud i åen; den bærer nu navnet Gálghamar, men er øjensynlig den i Laxd. (s. 256) nævnte hammer ved navn Høvde (Höfði), hvor Gudrun og Snorre gode efter aftale mødes for at lægge en hævnplan i anledning af drabet på hendes mand Bolle. Nord for Lækjarskog ligger Torbergsstad (Þorbergsstaðir) ved det sydvestlige hjørne af den hals, der adskiller Laksådalen fra Haukadalen. Nord for tunet på Torbergsstad findes tomterne af den i Laxd. og Nj. oftere omtalte gård Hrutsstad (Hrútsstaðir), hvor Höskulds halvbroder Hrut Herjolvssön boede, gården har nu i c. 100 år været i øde; den har ligget ud for vestenden af den her lave hals. Laxd. fortæller (s. 66), at Hrut havde et hov i tunet her, »hvoraf man endnu ser mærke, det er nu kaldet Troldeskejd (Tröllaskeið), der er nu alfarvej.« Om hovet ved man nu intet, men i følge Torl. Jonssön skal navnet Troldeskejd endnu være bevaret på den alfarvej, der ligger tæt oven for tomterne af Hrutstad. Øst for tomterne oppe i halsen ses en stenig høj Hrútshóll, som sagnet vil gøre til Hruts gravhøj. Nordvest for tomterne er et lavt holt, der strækker sig ud i engene for neden, dette er Eldgrimsholt, som i følge Laxd. bærer navn efter manden fra Borgefjord, som den 80årige Hrut dræbte, da han vilde borttage nogle af hans brodersøns, Torlejk Höskuldssöns, heste. De Vaðlar, som Eldgrim er ved at ride over, da man først bliver ham vár fra Hrutstad, svarer øjensynlig til det sydøstligste hjørne af Hvammsfjord, de såkaldte »fjærer« (fjörur), der strække sig fra den oven nævnte Vestlidaøre i Hördudals hrepp til noget forbi Torbergsstad, og over hvilke den almindeligst brugte vej ligger. I Laxd. fortælles om troldmanden Stigandes åndsbeslægtede broder Hallbjörn slibestensøje, at Hrut og hans sønner efter at have pågrebet ham på fjældet (Laksådalshals), begiver sig ud på søen med ham og drukner ham; men noget efter driver hans lig op. Det dysses på Knarrarnes, men siden viser han sig som en farlig genganger, der blandt andet forulæmper bonden i Tykkeskov. Navnet Knarrarnæs er nu tabt, men det antages at være et lille næs ved Lækjarskog (se Tori. Jonssön).

Oven for Hrutstad strækker landet sig som et bredt og fladt næs ud i søen, dette er Kambsnes; gården af samme navn står lidt inden for det nordvestlige hjørne af næsset. Næsset har oprindelig, som Ldn. og Laxd. fortæller, fået sit navn af, at Aud (eller Unn) den dybrige her tabte sin kam. I følge Laxd. boede Aud først her og senere Torlejk, efter at denne har dræbt en frigiven, som Hrut havde bosat her på sin broder Höskulds landegrænse. — På strækningen mellem Kambsnæs og den noget nordligere Laksåos (Laxáróss) ses på fladt land mellem to højder en kegleformig høj kaldet Melkorkuhóll, hvor Olav pås moder, den irske kongedatter Melkorka i følge sagnet skal ligge begravet, Laxd. (s. 158) siger blot i al almindelighed, at hun og hendes mand Torbjørn skrjup bægge ligger i høj (kuml) i Laksådal, men efter det sted, hvor Torbjørn boede, skulde man snarere søge deres grav højere oppe i dalen.

Fra den lave hals, over hvilken vejen ligger fra Hrutsstad videre mod nord, er der god udsigt over Kambsnæs og Laksåens nedre parti; også udsigten til Laksådalen begynder snart at vise sig. Laksådalen (Laxårdalr) er en lang, lige og jævn dal, med en flad, græsrig bund, gennem hvis midte Laksåen (Laxå) flyder, lave grønlige halse begrænse den til bægge sider og giver den et noget trist og ensformigt udseende, der dog til dels minder om Reykholtsdalens (Bgf.). Begrænsningen mod syd, den såkaldte Laksådalshals (Laxárdalsháls), der skiller Laksådalen fra Haukadalen, er imidlertid længere inde et forholdsvis bredt og ikke uanseligt fjæld, der om somren på grund af sine mosestrøg endog kan være vanskeligt nok at passere. Den tredje gård inde i dalen, af dem syd for åen, er Höskuldsstad (Höskuldsstaðir), der i følge Laxd. bærer navn efter Höskuld Dala-Kolls søn. Ved hjemkomsten fra en Norges-rejse fører han en købt trælkvinde Melkorka med sig som sin frille; hun bliver ved ham moder til Olav på, og det viser sig senere, at hun er en hærtagen irsk kongedatter. Denne hemmelighed kommer Höskuld efter, da han en dag overrasker den hidtil for stumme ansete Melkorka, medens hun sidder og taler med sin lille søn, hvor en bæk løb neden for tunbrinken, og her, efter at Höskuld har taget plads hos dem på tunbrinken, kommer det nu til en forklaring imellem dem. Efter Höskulds død opkaster hans sønner en anselig høj over ham, og på Höskuldsstad står det storartede arvegilde efter Höskuld, hvorved c. 1100 mand var tilstede. — Efter at Höskulds i Norge fødte halvbroder Hrut var ankommen til Island og havde taget bolig på Kambsnæs, var der i begyndelsen ikke noget godt forhold mellem brødrene; Hrut beslutter sig endog til at tiltvinge sig udbetalingen af sin mødrenearv ved ran fra sin broder. I den anledning kommer det til kamp mellem Hrut og Höskulds folk, da Hrut med sine mænd kun havde et kort stykke vej til tungærdet på Kambsnæs. Hrut går frem på en grusbanke (mel) og anfalder med stor kækhed fjenden, som drives tilbage; stedet for kampen hedder siden Orrostudal (Orrostudalr). Nogen Orrostudal kendes nu ikke, men kampen henlægges til en Orrostulág, hvis beliggenhed imidlertid ikke ganske svarer til den i Laxd. angivne, — det er nemlig en fordybning mellem et par grusbanker (melholt) kort vest for Höskuldstad tun. — Höskuldstad ligger smukt, midt på en lav og bred, for oven jævn og flad banke ved foden af lien. Vest for tunet langs bankens fod løber en lille bæk, mod denne falder især mod sydvest, ind imod lien, tunbakken brat af; bækken løber her i en kløft eller snæver dal, den grønne tunskrænt strækker sig ned mod denne og efterlader foran bækken en smal grøn fod; her er både smukt og afsides, man sidder i skrænten uset fra gården og dækket af en tilsvarende banke på den anden side bækken; her er øjensynlig tunbrekken (og denne benævnelse bruges da endnu stadig om dette sted), hvor Melkorka sad med den lille Olav. - Gårdens huse står nu i en række fra øst til vest, med gavlene mod nord (ud mod åen); bag ved det østligste hus vises en stor langagtig-firkantet flade, der herfra strækker sig i syd; den ligner aldeles et slettet stykke tun, men påstås aldrig at have været slettet; den kaldes Höskuldsstuen (Høskuldarstofa) og udgives for stedet, hvor det store arvegilde efter Höskuld holdtes; den er omtrent 50 fv. lang og 6 fv. bred. — Nord for gården, lidt til vest for en sti, der her ligger over tunet, påvises et sted, hvor Høskulds hov skal have været; af tomter ses nu intet spor her, da dette stykke af tunet for nogen tid siden er blevet slettet. I nord herfor, i den lavere liggende del af tunet, findes en lille spids kegleformig høj, omtrent af form som en stor tue; den bærer navnet Torgerdarhol (Þorgerðarhóll) og skal være Höskulds moders gravhøj, hvad dens udseende ikke modsiger, og som kan stemme med Laxd.s udsagn om, at Torgerd opholdt sig hos sin søn Höskuld til sin død, og at hun, da hun døde, blev sat i høj. Derimod vides intet om Høskulds gravhøj, og et besynderligt sagn synes at have dannet sig om, at han skulde være nedsænket i moradset Höskuldarfen noget vest for gården.

Skrås over for Höskuldsstad hæver sig Hjardarholt (Hjarðarholt) temlig højt oppe i den modstående li; gårdene står omtrent over for hinanden, og fra den ene ses tydelig, hvad der foregår på den anden. Så når der fortælles (Laxd. s. 96—98), at Høskuld, da hans søn Olav flytter med hele sin besætning fra sin første bolig højere oppe i dalen, nord for åen, til det nyopbyggede Hjardarholt, står ude og ønsker lykke over Olav ved indtrædelsen i denne ny bolig, menes naturligvis, at han stod uden for sin egen gård og derfra så toget ankomme til Hjardarbolt. Mellem de to gårde er der vad over åen, som dog om somren overalt er lav.

I Laxd. (s. 36) fortælles, at Höskuld anviste Melkorka bolig oppe i Laksådalen på det sted, »som siden hedder Melkorkustad (Melkorkustaðir), der er nu ubebot; det er syd for Lakså.« Efter denne beskrivelse skulde gården ligge noget højere oppe i dalen end Höskuldsstad, men stedet for den kendes nu ikke. — Øst for Höskuldsstad ligger som den anden gård i rækken Lejdolvsstad (Leiðólfsstaðir). Her bosatte Torlejk Höskuldssön fra Kambsnæs den ilde berygtede og troldkyndige familie Kotkel og Grima med deres to tidligere nævnte sønner, Hallbjörn og Stigande. Efter at disse i følge Torlejks tilskyndelse har øvet deres trolddom mod Hrut, overfalder denne dem på deres gård. Familien søger at undfly; først bliver, som alt omtalt, Hallbjörn greben; på halsen mellem Haukadal og Laksådal indhentes Kotkel og Grima; de stenes straks ihjel, og en stendysse opkastedes over deres lig; lævningerne af dyssen, der stadig var at se, kaldtes i følge sagaen (Laxd. s. 152) Skrattavarde (Skrattavarði). Skrattavarða kendes endnu som navnet på en høj temlig langt inde på fjældet eller halsen, i sydøstlig retning fra Lejdolvsstad. Lejdolvsstads nabogård mod øst er Tråndarkot (Þrándarkot); tæt vest for gården findes en kløft i lien, Þrándargil. I Nj. (s. 5) omtales et Tråndargil (Þrándargil), men det kan næppe være dette, eller også må forf. ikke tilstrækkelig nøje have kendt egnen her; ti det er dog altfor besynderligt, at Høskuld i anledning af Hruts bryllup med Unn skulde give ham foruden Kambsnæs og Hrutsstad land op til Tråndargil (altså Höskuldstad !). Den øverste gård i dalen på denne side af åen, den tredje i rækken af dem oven for Tråndarkot, er den ligeledes i Laxd. nævnte gård Dunustad (Dunustaðir). Over for Dunustad ligger nord for åen Såmsstad (Sámsstaðir, Grt. s. 112); men temlig langt oven for denne ligger endnu en gård, Sólheimar, ved dalens østende. Fra denne udgår forskellige fjældveje: Sölvamannagötur imod sydøst til Hrutafjordens indre del, Laksådalshede (Laxárdalsheiði, ældre -heiðr) til Hrutafjordens ydre del, og Hólmavatnshede, der fører til Hrutafjordens vestkyst endnu noget længere ude. Ingen af disse veje er mere end 2—3 mile lang. Både i Grt. og Nj. er Laksådalshede nævnt. Af Grt. (s. 111) ses, at også Sölvamannagötur har været indbefattet under denne benævnelse; og under denne forudsætning er Nj.s omtale af heden endda ikke så påfaldende, som den ellers kunde synes. Mörd gigja fra Rangåvoldene råder sin datter Unn, da hun hemmelig vil forlade sin mand Hrut, fra hvem hun ønsker skilsmisse, til at »ride Laksådalshede og så til Holtavardehede — ti man vil søge efter dig i Hrutafjorden — og rid til du kommer til mig« (Nj. s. 32-33); denne vej, som oven i købet ikke er nogen stor omvej, skulde hun nemlig tage for at vildlede sine forfølgere, der så ikke så let vilde falde på, at hun var taget hjem. Ligeledes råder Njål Gunnar, da denne forklædt som Kaupahedin vil stævne Hrut til udbetaling af Unns gods, at ride ad Norderådalen til Hrutafjorden og så til Laksådalen (Nj. s. 83-84); denne vej måtte jo også have sine fordele, så vel fordi vejen gennem de tæt befolkede Middale lettere kunde foranledige en opdagelse, som med hensyn til, at ankomsten fra Hrutafjorden måtte gøre det lettere at skjule den vej, han virkelig havde taget. — Efter at have stævnet Hrut skulde Gunnar ride op fra hjemmegræsgangene og holde sig skjult der tre nætter, medens forfølgelsen antoges at ville stå på (Nj. s. 89). Dette sker også; efter stævningen rider Gunnar over åen og op gennem dalen på Hjardarholtssiden til dalens ende, og holdt sig med sine ledsagere skjult »dér i de fjælde mellem Haukadalsskard,« indtil eftersøgningen er standset, hvorefter de red til Haukadal ned fra fjældet og så øst for Skard til Holtavardehede og videre hjem (Nj. s. 93—95). Dette sidste sted bliver kun forståeligt ved at antage, at der i den islandske tekst efter »millum« (mellem) mangler ordet »ok« (og), i det meningen da bliver, at de har opholdt sig i fjældene mellem Laksådalens øvre del og Haukadalen eller Haukadalsskard .

Når man fra Såmsstad følger vejen ned gennem dalen, nord for åen, er Lambastad (Lambastaðir) den anden gård, man kommer til. Her boede Torbjörn skrjup, der senere bliver gift med Melkorka, og efter disses død bebos gården af deres søn Lambe. Kort vest for Lambastad ligger Goddastad (Goddastaðir) (lige over for det for nævnte Tråndargil); her boede i følge Laxd. Tord Godde med sin myndige kone Vigdis, og gården omtales nærmere i Laxd. i anledning af, at en slægtning af Vigdis mod hendes mands vilje finder tilflugt hos hende her efter drabet på Ingjald Saudeyjargodes broder. Da han opdages af Ingjald her, nødes han med sin ledsager til at svømme over den opsvulmede og til dels isfyldte å; ved sommertid er åen her ikke bred. Efter at Vigdis har skilt sig fra sin mand, opfostrer den barnløse Tord Godde, for at sikre sig Høskulds bistand, dennes søn Olav på, og Olav bliver således arving til Tords store rigdom. Efter sin fosterfaders død lader Olav opkaste en høj over ham i det næs, som går frem i Lakså og hedder Dravnarnæs (Drafnarnes); derved er der et gærde, som hedder Haugsgard (Haugsgarðr, Laxd. s. 94). Disse navne er nu tabte . — Fra Goddastad til Hjardarholt er afstanden ikke ringe, omtrent tre fjærdingvej; imellem de to gårde ligger vel en tredje, men som ikke ses, da den ligger længere tilbage i halsen. Den knudrede vej eller sti fører langs ad lien midt i denne, der nu er aldeles skovløs. Hjardarholt selv ligger midt i et stort af libakkerne båret tun, hvorfra der er en vid udsigt over dalen. I følge Laxd. hørte Hjardarholts land oprindelig til den længere nede i dalen liggende gård Hrappstad (Hrappstaðir); denne ejendom, der lå øde på grund af spøgeri, havde Olav, endnu medens han boede på Goddastad, tilkøbt sig. Hertil hørte store skove. Noget højere oppe end Höskuldsstad, nord for Lakså, var der hugget et »rød« i skoven, hvor Olavs får samledes om vinteren for græssets skyld. Her i dette holt bygger Olav sig en anselig gård, som han kalder Hjarðarholt (ɔ: Hjordeholt); og hans kreaturer skal da i følge sagaen have været så mange, at den lange række, hvori han lod dem drive til den ny gård, nåede lige fra Goddastad til Hjardarholt. På Hjardarholt lod Olav bygge det berømte ildhus, hvis væggepanél og tag var så udmærket prydet med afbildninger af forskellige begivenheder, at det ansås for langt smukkere, når væggetæpperne ikke var ophængte; i dette stod nordmanden Gejrmund gnys bryllup med Olavs datter Turid, og ved den lejlighed kvad Ulv Uggessön sin »husdrapa« om de begivenheder, der var afbildede her. Olavs hustru var Egil Skallagrimssons datter Torgerd. Blandt Torgerds og Olavs børn var Kjartan Olavssön den langt berømteste; sammen med ham opfostres her Torlejk Höskuldssöns søn Bolle . — Kort vest for Hjardarholt ligger gården Hrappstad, og noget længere i vest, neden for halsenden og noget fra åen, en anden gård Fjós; bægge disse to, tilligemed et par andre øst for Hjardarholt, er hjålejer fra sidst nævnte gård. Hrappstad lå på Laxd.s tid øde. Her havde oprindelig den urolige Hrapp bot, der ved sin død befalede, at man skulde begrave ham stående i ildhusindgangen; på grund af spøgeri var han rigtignok bleven gravet op og dysset på et afsides sted, men hans fortsatte spøgeri bevirker dog, at gården ikke bebygges på ny, hvorefter Olav på køber denne ejendom for spotpris. Efter at også Olav er bleven forulæmpet af Hrapp, lader han liget opgrave og brænde og asken kaste i søen. Ud for Hrappstad oppe i halsen skal være en sammenfalden varde, som man udgiver for Hrapps dys. — Om Olavs sammenstød med Hrapp, efter at han er flyttet til Hjardarholt, fortæller Laxd., at den af Olavs hyrder, der vogtede okserne, kom til ham og bad om fritagelse for sit arbejde. Olav fulgte ham til fjoset, som var temlig langt fra gården; her træffer han i fjosdøren Hrapp og har en kamp med ham, hvorefter han som omtalt lader hans dys opbryde. Ved den oven omtalte gård Fjos siges Olav pås fjos at have været; her ligger to gamle tomter øst for gården, en på hver side af vejen. Nordligst ligger en temlig stor, langagtig firkantet tomt, der udgives for Olavs fjos med plads for i alt c. 20 kvæghøveder; på den anden side vejen ses en noget mindre, af samme form, kaldet fjosemandens skåle.

Noget syd for gården Fjos falder Lakså i søen. — Laksåos, der i Laxd. omtales som landingssted, er nu opfyldt af sandgrunde; noget inden for Laksåós er en udvidelse af åen, kaldet »Pape« (Papi), det antages for det rimeligste sted til den i Laxd. (s. 130) omtalte svømmeøvelse af egnens unge mænd.

I Laxd. (s. 32) omtales, at Höskuld efter at være kommen hjem fra sin udenlandsrejse lader sit Skib sætte op »inden for« (ɔ: nord for) Lakså, og at man dér ser tomten af hrovet (skibsskuret), som han lod bygge til det; dér tjældede han boder, og stedet kaldtes (derefter) Budardal (Buðardalr ɔ: Boddal). Det samme hrov benyttes senere af Olav på. — Navnet Budardal var til for ikke lang tid siden bevaret, men nu kaldes stedet sædvanlig Stekkjarhvamm(r) efter en for en del år siden dér bygget stekk. Det er en lille dal eller hvamm, der noget nord for gården Fjos strækker sig fra kysten ind i landet; i dalmundingen breder en bakke eller høj sig, kaldet Buðarhóll, og under denne (mod sydvest) ses spor af flere tomter. Ud for dalen er imidlertid på grund af kletter ikke til at lande; landingsstedet er lidt neden for, hvor der oven for en lille vig findes en flad strækning Skipagrund, ligeledes med spor af naust e. d. l. Herfra har de, der har villet benytte Budardal til skibsopsætning, måttet føre skibet langs strandbredden under skrænten til dalmundingen.

Vil man fra Laksådalen videre nord på, går man enten fra Hjardarholt over halsen eller følger fjærevejen langs søen. Det er Hvammsfjordens inderste del, man nu rider langs med; fra Kambsnæs af drejer fjorden mod nord og danner som en arm eller sidegren af Hvammsfjordens ydre del . — Nord for Hjardarholtshalsen løber en lille å Ljå (Ljá); på sydsiden af åmundingen findes en højere strækning Naustabót, passende til oplagsplads og skibsopsætning; det er formodenlig Laxd.'s Ljåøre (Ljáeyrr, s. 320), hvor Torkel Eyjolvssön havde sit tømmer liggende, og hvorfra han agtede at flytte det søvejs til Helgafell; han får også tømret om bord, men drukner, som tidligere omtalt, på sejladsen hjem. Mellem Ljå og den nordligere løbende å Fåskrud (Fáskrúð) ligger nær kysten gården Ljåskogar (Ljáskógar, i sagaerne i reglen Ljárskógar); denne gård, der især omtales i Grt., var på den tid bolig for høvdingen Torsten Kuggessön, — denne mand nævnes også i Laxd., hos ham gæstede Torkel Eyjolvssön, medens han forberedte sin sidste ulykkelige sejlads. — Når gården i Grt. (s. 62) nævnes som liggende i Hvammssvejt, passer det ikke ganske med forholdene nu, da først Fåskrud danner grænsen mellem Laksådalshrepp og Hvammssvejt. Hos sin frænde Torsten i Ljårskogar finder den fredløse Grette oftere beskyttelse og tilbragte således en hel vinter her. Torsten var en meget driftig mand og en dygtig håndværker, der bestandig vidste at give sine folk nok at bestille, hvad der just ikke var efter Grettes smag. Torsten havde ladet gøre en kirke på sin gård. Han lod gøre en bro hjemme fra gården (til kirken?); den var meget kunstfærdig bygget, uden til i broen under de bjælker, der bare broen, var der ringe og bjælder, der rystedes, når nogen gik over broen, så at man hørte det tværs over søen, en halv mil bort Dette foretagende kostede Torsten meget arbejde, han var nemlig en dygtig smed , og Grette var, når han vilde, flink til at strække jærnet (Grt. s. 122). — Naturligvis mangler ikke hypoteser om, hvor denne bro har været og hvor sporene af den er at søge. I tunet øst for gården vises tomterne af den gamle kirke med tilhørende kirkegård, af meget ringe omfang; i en række ophøjede småtuer, der ligger fra kirkegården hen til gårdens huse, vil nogle påvise lævningerne af Torsten Kuggessöns bro, men da det bliver temlig uforståeligt, at han skulde have villet anlægge en sådan over det tørre højtliggende tun, vil andre søge den i en rad af ophøjede tuer, der ligger fra det uden for det nu mere indskrænkede tun værende, gamle tungærde og ned mod søen (men da synes broen rigtignok ikke at kunne have ført til kirken). — Sydvest for gården påvises i tunet en hovtomt bestående af to temlig store firkantede sammenbyggede tomter (henholdsvis 5 og 9 fv. lange, bredden af den mindre er omtr. 4½ fv., af den større sydligere omtr. 7 fv.). — Også ved denne gård, hvor der tidligere antages at have været store skove, er der kun få rester tilbage. — Heden nordøst for Ljåskogar, hvorfra åen Fåskrud har sit udspring, bærer navnet Gavlfellshede (Gaflfellsheiði, ældre -heiðr, — efter et huslignende fjæld Gaflfell); over den ligger en dog ikke meget benyttet vej (på kortet kaldet Orrustuhryggir), i det man fra Ljåskogar drager op langs åen Fåskrud, og derpå videre mod nord til Bitra i Strandasyssel. [I Eb. (s. 112), hvor heden nævnes, tiltrædes dog vejen fra Sælingsdalstunge.]

Efter at være gået over Fåskrud befinder man sig i Hvammssvejten (Hvammssveit), der omgiver Hvammsfjordens inderste del, bunden af den imod nord udgående forgrening. Vejen fører først over magre holt med udsigt til en bølgeformig egn bestående af forskellige ved dalsænkninger adskilte halse, kun bedækkede med en sparsom hedevegetation (overalt moer). Til bægge sider ses grunden bedækket med udgået skov, hvis visne grene endnu strække sig langs jorden.

Den første gård, der viser sig, er Gleråskogar (Glerárskógar). Denne gård valgte Börk den digre sluttelig til sin bopæl, efter at Snorre gode havde fortrængt ham fra Helgafell; højere oppe og nærmere Glerå (Glerá) vises i følge sognebeskrivelsen de utydelige tomter af en gård Barkarstaðir, som skal være resterne af den af Börk beboede gård. Det Gleråskogar tilhørende land, beliggende mellem Fåskrud og Glerå, bærer endnu navnet »mörkin« (skoven), og denne gård tilligemed nabogården nord for Glerå, Magnússkógar er øjensynlig de gårde, som i Laxd, (s. 204) benævnes »í Skógum« . Da folkene fra Laugar i Hvammssvejt nemlig af misundelse ved et gæstebud i Hjardarholt har bortstjålet Kjartans ypperlige sværd, ledsager en af husfolkene dem for at holde øje med dem; de kom til de gårde, som hed Skogar, og steg her af hestene, og medens de andre ventede her, begav nogle sig bort fra gården til et krat, hvor de forsvandt. Efter senere at have taget afsked med dem vendte huskarlen fra Hjardarholt tilbage til skoven og fulgte deres spor til en sump, hvor han fandt sværdet nedstukket; denne sump benævntes siden Sverðskelda. Dette navn kendes nu ikke; det er måske rimeligst at søge stedet i Gleråskoga land, her findes nemlig hist og her sumpe og moradser, hvad der ikke er tilfælde omkring Magnusskogar; forbi bægge disse gårde ligger i øvrigt vejen til Laugar . Efter at Glerå er passeret åbner sig ud for Hvammsfjordens bund udsigten til en lille dalslette, fra hvilken Sælingsdalen strækker sig op i nordvest, og Svinadalen som en stor kløft skærer sig ind i fjældene mod nordøst. Den oven nævnte dalslette gennemstrømmes af en mindre å Lakså (Laxá), der først i sit nedre løb bærer dette navn, efter at dens to tilløb Sælingsdalså (Sælíngsdalsá) — nu sædvanlig Sælingsdalstungeå — og Svinadalså har forenet sig. Det af Laksåen og dens tilløb gennemstrømmede lavland benævnes »uppsveit« i modsastning til den vestligere, langs Hvammsfjorden liggende »utsveit«.

Et lille stykke nordvest for Magnusskogar, under højdedragene, som begrænse den oven nævnte lille dalslette mod vest, står gården Asgård (Ásgarðr); i det flade land neden under hæver sig en regelmæssig kegleformig klippe (stapi), til hvilken mange sagn om alvefolket tidligere knyttede sig. Nord for Asgård ligger Leynigistad (Leysíngjastaðir), hvor i følge Gunl. Torgerd Egilsdatter lod sin broderdatter Helga den fagre hemmelig opfostre, skønt faderen Torsten havde bestemt, at hun skulde udsættes. — Oven for Leysingjastad åbner sig den sydlige munding af Svinadalen (Svínadalr); denne dal, der egenlig kun er et smalt pas, forbinder Hvammssvejten med Dalasyssels nordligste bygd, den såkaldte Saurbæ; gennem den ligger derfor alfarvejen nord efter, og da Kjartan i Svinadalen overfaldtes af sin frænde og fostbroder Bolle samt dennes svogre fra Laugar — således som det fortælles i Laksdæla saga —, var han netop på tilbagevejen fra et besøg i Saurbæ. Den adskiller sysselets vestligste del, den bjærgfulde halvø, der mod syd begrænses af Hvammsfjorden, mod vest og nord af Bredefjordens indre del, fra højlandet vest for Hrutafjorden. I sin munding er dalen nærmest en smal kløft mellem fjældene, gennemstrømmet af Svinadalså. Noget inden for mundingen skærer et temlig dybt gil (en kløft), græsgrot i bunden, sig ned fra østsiden og danner en lille dal op i fjældet, mod nord begrænset af en temlig brat og høj gilskrænt; dette er Havragil (Hafragil), der ofte nu benyttes af de rejsende som bedested; de nord fra kommende ses ikke, og se intet, før de kommer over gilskrænten. Nord for denne udvider dalen sig noget, og udsigten begrænses mod nord ikke langt borte af banker i den østlige fjældskråning, de såkaldte Norðrhólar. Omtrent midt i dalen noget oven for Norderholar indsnævres denne stærkt; denne snævring, Mjosynde (Mjósyndi), der tillige danner vandskellet i dalen, betegner grænseskellet mellem Hvammssvejten og Saurbæ. — I Laxd. (s. 218 ifg.) fortælles, at, da man på Laugar har fået at vide, at Kjartan så godt som ene vil ride hjem gennem Svinadal, begiver Bolle og hans svogre Osvivrs-sønneme — i alt ni — sig op i dalen og lejrede sig ved det gil, som hedder Havragil. Bolle lå forstemt oppe ved gilranden, indtil Osvivrssønnerne trak ham ned, da de var bange for, at han skulde advare den nord fra kommende Kjartan . Da Kjartan var kommen syd for Mjosynde, »hvor dalen begynder at udvide sig«, gjorde han et forsøg på at få sine ledsagende venner til at vende om, hvad disse dog først indvillige i, da de kom »syd for de sætere, som hedde Norder-sel (Norðr-sel)«; disse antager man har stået under Norderholar, hvor der endnu skal være spor af sætertomter. I Svinadal boede på gården Havratindar (Hafratindar) en mand ved navn Torkel, som så både Laugafolkene i bagholdet og Kjartan ride ned mod disse, men som dog undlod at advare ham; nu er Svinadal ganske ubebot, og hvor Havratindar har været, ved man ikke med bestemthed; det må vel have været på strækningen mellem Norder-holar og Havragil . — Da Kjartan med sine to tiloversblevne ledsagere kommer syd over gilet, ser de bagholdet; Kjartan springer da af hesten og vender sig imod dem, i det han støttede sig til en stor sten, som stod dér; her falder han for Bolles hånd efter en heltemodig modstand. Nogen sådan sten finder man nu ikke ved Havragil, men skønt dette sted svarer så fuldstændig til sagaens beskrivelse, at der ikke kan være nogen tvivl om, hvor kampen har været holdt, har man dog alt længe påvist en Kjartanssten (Kjartanssteinn) ved Mjosynde, ved nordenden af snævringen (»sundet«) i en fra vest fremskydende pynt. Dette afgiver et godt exempel på, hvor let på Island en falsk tradition udvikler sig uafhængig af eller endog i modstrid med sagaerne.

Fra den vest for liggende meget kortere Sælingsdal skilles Svinadalen ved en mule Tungemule (Túngumuli), således benævnt efter gården Sælingsdalstunge (Sælíngsdalstúnga), i sagaerne også ofte alene benævnt Tunge (Túnga), der ligger i den ved Sælingsdalsås og Svinadalsås sammenløb dannede tunge, i lien sydvest for mulen. — På Tunge boede først i følge Laxd. en mindre bekendt mand Torarin, der sælger Osvivr på Laugar en del af sit land; senere, efter Kjartans drab, køber Bolle Tunge og flytter hertil. Da Gudrun Osvivrsdatter efter Bolles drab er bleven enke, bytter Snorre gode bolig med hende; hun flytter til Helgafell, han til Tunge, hvor han forbliver til sin død. På Tunge lod Snorre i følge Eb. bygge en kirke, og ved den blev han begravet. Som det ses af Eb. (s. 124) blev denne kirke dog forholdsvis tidlig flyttet fra sit oprindelige sted, hvorimod der lige til midten af dette årh. har været en kirke på Tunge. Stedet for den af Snorre byggede kirke mener man endnu at kunne påvise. — Lige over for Tunge, om end i nogen afstand, hinsides åen, ligger gården Laugar. Så vel denne gård som Tunge kan siges at ligge i Sælingsdal, da dalen bærer dette navn, indtil hvor Sælingsdalså forener sig med Svinadalsåen. På Laugar boede i følge Laxd. den vise Osvivr med sine børn, hvoriblandt navnlig den berømte Gudrun, hvis vekslende skæbne — hun blev efterhånden gift med fire forskellige mænd, og dog ikke med den eneste, hun egenlig elskede, nemlig Kjartan, hvis død hun endog foranlediger — udgør en del af hovedbegivenhederne i Laxd. Så vel medens hun er gift med sin anden mand (Tord Ingunnssön), som under den første tid af hendes ægteskab med Bolle, bliver hun boende her; her foregår derfor også den grove fornærmelse, hvorved Kjartan ligesom fremtvinger hævnen imod sig. Laugar bærer navn efter en ved gården værende »laug«, en varm kilde, der, som det ses af sagaerne, i ældre tid stærkt benyttedes til badning. Den besøgtes hyppig af omegnens folk (hvad Sturl. indeholder forskellige eksempler på), og uagtet dens nærhed ved gården synes man frit at have kunnet bade sig her uden at behøve i forvejen at henvende sig til gårdens ejer. Også i Laxd. omtales Sælingsdalslaug; Gudrun spås her af den vise Gest Oddlejvssön, der på en gennemrejse er standset ved laugen; og medens kærlighedsforholdet mellem Kjartan og Gudrun er ved at udvikle sig, træffer de ofte hinanden her. Badningen i slige varme kilder er nu forlængst ophørt på Island, og hvad særlig denne kilde angår, har den haft en ugunstig skæbne. Oven for gården findes der et lille af to gil begrænset parti af lien. Dette skal til for en del år siden have været en smuk grøn skråning, men da bortrev en stor skride næsten al græsvæksten og bredte sig over det neden for liggende tun. Her oppe i lien ved det nordligste gil ligger laugen; den vælder som en kilde ud af fjældskråningen, og vandet, der holder c. 30—40° R., opsamles i et lille bassin lidt neden for for at benyttes i husholdningen. Dette bassin skal imidlertid være nyt og først dannet, efter at fjældskredet havde begravet og forstyrret det tidligere, der skal have været indrettet med stensæder og tydelig beregnet på badning. Ved det andet gil i lien findes flere hverer, ret interessante ved at de ligesom udspringe i den lodrette kisel -(hveragrjóts-) væg gennem en lille tud, hvorfra vandet derpå løber ned ad væggen; dette vand er en dél hedere end laugens, dog ikke kogende. — Oven for Laugar viser sig Sælingsdalen (Sælíngsdalr) som en ret smuk lille af fjælde omgiven dal, der længst oppe deler sig i to smådale: Lambadal (Lambadalr), der i nordvestlig retning strækker sig ind mellem fjældene, og en anden lille dal, der som hoveddalens forlængelse går imod nord. Disse yderste forgreninger af Sælingsdalen er kun ved en smal ryg, den såkaldte Sælingsdalshede (Sælíngsdalsheiði, ældre -heiðr) adskilte fra den sydligste del af Saurbæbygden; den herover førende, gennem Sælingsdalen liggende vej, benyttedes dog mere i ældre tid end nu. I Sturl. er Sælingsdalshedevejen oftere omtalt, navnlig stod på selve heden en afgørende kamp mellem Sturla Tordssön den ældre (ɔ: Hvamm-Sturla) og Ejnar Torgilssön fra Saurbæ, efter hvilken den første ubetinget havde overmagten her i herredet. Kjartans vej vest på til Saurbæ kort før hans drab faldt ligeledes gennem Sælingsdal, hvorpå hjemvejen, som tidligere omtalt, lagdes gennem Svinedalen. I den nysnævnte lille Lambadal havde Laugafolkene i føige Laxd. (s. 138) sæter, da den forskudte Aud fra Saurbæ bereder sig til at tage hævn over sin tidligere mand Tord, der nu havde ægtet Gudrun; hun beder sin fårehyrde at få at vide, hvorledes forholdene er på Laugar, og denne svarer, at det kan han med lethed, da der kun er en hals mellem den dal, hvori han vogter får, og den, hvor Tords fårehyrde opholder sig . Efter erholdt underretning rider hun over Sælingsdalshede til Laugar og sårer Tord farlig i hans sæng.

Sælingsdalen selv er i Laxd. fornemmelig omtalt i anledning af Bolles her foregående drab. Kjartans brødre havde fået nys om, at Bolle befandt sig i sit sæter i Sælingsdal, de forenede sig derfor med nogle andre mænd, hvoriblandt især den ved Vatnshorn i Borgefjordssyssel omtalte Helge Hardbenssön, for at hævne Kjartans drab. »Der var på den tid tyk skov i dalen«, fortæller sagaen (s. 240 ifg.), » . . sæterne stode ved åen, på det sted der nu benævnes Bolletomter (Bollatóptir); et stort holt går oven for sæteret og ned til Stakkagil, mellem lien og holtet er en stor eng, som hedder Barm (Barmr); der slog Bolles huskarle hø. Haldor (Kjartans broder) og hans ledsagere red til Oksnagrov (Oxnagróf), over Ranarvolde (Ránarvellir) og så oven for Hamarenge (Hamarengi), det er lige over for sæteret«. Her skjuler de sig i skoven og begiver sig herfra til sæterne — der var nemlig to sådanne, et sovesæter og et bur — ; Gudrun, som er hos Bolle, forlader efter dennes opfordring sæteret og »gik ned under skrænten (ofan fyrir brekkuna) til den bæk, som der løb, og begyndte at to sit lærred«. Nu påfølger en kamp, som ender med Bolles drab, — hvorefter de, i det de går ud af sæteret, træffer Gudrun, som kom nede fra bækken, og efter på en skånselløs måde at have meddelt hende drabet red de hjem. — Hele denne skildring vidner om et nøje kendskab til de stedlige forhold. Straks efter at være kommen ind i den egenlige snævrere dal har man til højre et stort brat gil Stakkagil. Til venstre har man et andet stort gil kaldet Ránargil, og neden for det en flad skride kaldet Ránarskriða eller Ránarvellir. Beliggenheden af det i Laxd. nævnte Oksnagrov kan næppe bestemmes; derimod er der et strøg oven for (nord for) Ránargil, der vel kunde passe til sagaens beskrivelse af Hamarenge (dog er navnet tabt; men muligvis står benævnelsen Koppshamar på en syd for Lambadal, nord for pågældende strøg, sig fremskydende hammer i forbindelse hermed). Langs midten af dalen, dog øst for åen, strækker sig et langt, ikke højt, lynggrot holt (mo); her påvises tæt ved åen tomterne af Bolles sæter (Bollatóptir). Det er en langagtig-firkantet, gammel og til dels utydelig tomt, der står i retning fra øst til vest, omtrent 9 fv. lang og 3 fv. bred; ved det sydvestlige hjørne, nærmest åen, ses måske spor til en mindre udbygning. I den sydøstlige udkant af tomten finder man rødlige porøse jærnslagger. Døren synes at have været på gavlvæggen og at have vendt mod åen. Tæt neden for tomten skråner holtet med en lav brekke ned mod åen, der kun er 9-10 skridt herfra. På den anden side holtet (østligere), mellem dette og fjældet, er et smnkt og frodigt engstrøg, upåtvivlelig sagaens Barm(r), gennemstrømmet af en lille bæk, der længere nede falder i åen. Tværs over holtet fra Bollatóptir til bækken er imidlertid ikke så kort, som man i følge sagaens udtryk, hvor der fortælles om Gudruns gang til bækken, skulde vente.

Neden for (d. v. s. syd for) Laugar strækker sig fra lien ned imod åen en mængde holer, og hinsides disse ligger den derefter benævnte gård Hólar, der uden tvivl er Eb.s Ásgarðsholar, som i så fald må have båret navn efter Ásgarð(r), der står skrås over for, hinsides åen, noget længere nede. Neden for Holar finder Sælingsdals- og Svinedals-åens sammenløb sted. Endnu noget længere nede, i selve dalslettens munding, hæver sig på et fra fjældlien udgående holt tre borgformede kletter, den ene højere end den anden; de stå isolerede og med vid udsigt Dette er de fra Ldn. (s. 111) bekendte Krosshólar (ɔ: Korsholer), hvor Aud lod rejse kors og holdt sine bønner; senere viste hendes hedenske efterkommere højene megen tilbedelse, de indrettede hørg her, efter at afgudsdyrkelsen var begyndt, og de troede, at de ved deres død kom ind i højene. Før Auds sønnesønssøn, den senere så bekendte høvding Tord gelle, tiltrådte sin stilling, blev han ligeledes i følge Ldn. ført op i holerne, »således som det fortælles i hans saga« (denne er imidlertid forlængst tabt). — Allerede det, at Krossholerne således både ved form og stilling hæve sig frem over omgivelserne, gør det forståeligt, at man til dem har knyttet overtroiske forestillinger af samme art som til Helgafell på Torsnæs; men endnu naturligere synes det, når man ser disse klipper længere borte, bag fra, inde fra Tunge eller fra Svinedal. De flyde da sammen i ét og har en aldeles påfaldende lighed med et stort hus (hal eller skåle) med et par mindre udbygninger foran (nord for)

Når man kort neden for Krossholar drejer omkring sydenden den hals, der mod vest begrænser den hidtil omtalte »opsvejt«, har man for sig en lille, kort, af fjælde tæt omgiven dal, med en gård ved hver side af dalmundingen og desuden præstegården Hvamm (Hvammr) med tilhørende kirke højere oppe i dalen, den, der nu bærer navn af Skeggjadal, og som gennemstrømmes en lille å Hvammså, deler sig højest oppe omkring et fjæld i dalbunden i to små sidedale, af hvilke den vestligste intet nyt navn antager, den nordligste bærer derimod navnet Tværdal (Þverdalr. Denne dal, der er nævnt i Sturl., hvor Hvamm-Sturla rider bort for at holde færansdom over Ejnar Torgilssön, på samme tid som denne lader en tilsvarende afholde i Hvamm over Sturla, må ikke forveksles med en sidedal af samme navn i Saurbæbygden).

Skeggjadalens nordvestligste begyndelse strækker sig op imod den aldrig fuldkommen sneløse fjældknude Skeggöxl, der danner knudepunktet i det højland, som bedækker Dalasyssels tidligere omtalte mod vest udskydende halvø. Navnet Hvamm, som nu er indskrænket til oven nævnte gård, der står i lien øst for åen, har formodenlig oprindelig været tillagt hele den lille dal, der i grunden ikke er andet end en stor »hvamm«. Om den oftere omtalte berømte landnamskvinde Aud den dybrige fortæller Ldn. (s. 111), at hun tog land fra Dögurdarå (Dögurðará) til Skraumuhlaupså og boede i Hvamm ved Örridaåos (Örriðaáróss) på det sted, som »hedder« Audartomter (Auðartóptir); Laxd. (s. 10) siger blot, i al almindelighed, at hun byggede sig en gård på det sted, som senere kaldtes Hvamm, men tilføjer, at hun ledet af sine højsædesstøtter bevægedes til at vælge sig bolig der. Den å, som i Ldn. kaldes Örridaå, kan næppe være nogen anden end Hvammså; hvad Audartomter angår er man nu ikke i stand til at påvise dem, men det synes i følge Ldn. utvivlsomt, at Aud ikke har bot på det sted, hvor gården Hvamm nu står, men derimod nærmere søen ved åens munding, hvor man snarest vil søge stedet øst for denne. Ved strandbredden øst for åmundingen påviser man ligeledes en gammel nausttomt, der bærer navnet Auðarnaust.

Om Aud fortælles der end videre i Ldn., at hun efter sin død blev begravet i strandbredden, hvor denne overskylles ved flodtid, da hun som døbt ikke vilde ligge i uviet jord . Laxd. derimod fortæller, at hun blev højlagt. Auds hvilested vil sagnet endnu påvise (dog svarer stedet rigtignok ikke ganske til Ldn.’s udtryk at hun begravedes »i flæðarmáli«). Ud for dalmundingen ses nemlig i stranden noget fra land ved halvfalden sø en stor sten (som ved flodtid altså står under vand), der bærer navnet Auðarsteinn, og hvorunder Aud skal ligge. — Efter Aud må Tord gelle nævnes som en af de bekendteste beboere af Hvamm i den første tid efter bebyggelsen.

I Grt. (s. 62) nævnes Skegge, søn af Torarin fylsenne, som beboer af Hvamm, Det er vel denne Skegge, der skal hvile under »Skeggjasteinn« i tunet på Hvamm, og måske også ham, efter hvem dalen bærer navn (sml. også Skeggöxl). — Navnlig i Sturlungeperioden tiltrækker Hvamm sig igen i en noget senere tid opmærksomhed. Sturlungernes bekendte stamfader Hvamm-Sturla tilkøbte sig gården og boede derefter her til sin død, hvorfor han også sædvanlig benævnes efter denne sin ejendom. I Sturlas tid var der omkring husene i Hvamm et virke, en befæstning af den art, som det var så almindeligt at have omkring høvdingegårdene i denne urolige tid. — Hvamm må også erindres som fødestedet for Sturlas berømte søn Snorre, hvorvel denne kun levede få år her, men fik sin opdragelse på Odde på Sønderlandet. — Af Sturlas sønner erhvervede Tord sig sluttelig Hvamm og opslog sin bolig her; kort efter at dette er sket, fortæller Sturl. om et ubesindigt angreb, som Sturla Sighvatssön foretager mod sin farbroder her, men som han straks fortryder; som sædvanlig synes virket ikke at gøre noget gavn . Til Sturl.’s beskrivelse af virket kan det næppe passe, at man viser virkets plads nordøst for gården i tunet, hvor der er en ophøjet aflang indhegning med store sten i grunden (omtrent 7 fv. lang, 5 fv. bred), stedet kaldes nu i følge Torl. Jonssön virkisbali. — Foruden disse stedsnavne findes i lien oven for gården en høj bakke (hóll) kaldet Þínghóll, og tunfladen neden under den siges besynderlig nok at bære navnet »sýsla«. Neden for (vest for) gården og kirken, ud for denne sidstes vesterende findes en temlig stor tomt eller indhegning (omtrent 9 fv. lang, 7 fv. bred) kaldet »logrétta« . Sluttelig skal her, beretter Torl. Jonssön, også findes en Gvendarlind.

Se Tillæg og rettelser

---