Forskjell mellom versjoner av «Kullervo hos Smeden (Kalevala)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Kullervo hos Smeden (Kalevala))
 
Linje 19: Linje 19:
  
 
<blockquote>
 
<blockquote>
::Spæde smaa en Moder fødte,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XXXI. <small>  1 </small></FONT COLOR=grey>  
+
::Kullervo, Kalervosønnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XXXII. <small>  1 </small></FONT COLOR=grey>  
::hun en Svaneflok sig fostred,  
+
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,  
::satte sine smaa ved Gærdet,
+
::Ungersvenden med gule Lokker
::førte de Svaner til Floden;
+
::og med de skønne Sko af Læder,  
::kom der en Ørn og tog dem med sig,  
+
::spurgte nu straks i Smedens Bolig,  
::kom der en Høg og hærjed Flokken,  
+
::spurgte samme Kvæld om sit Arbejd,  
::vinget Flyver og spredte Skaren,  
+
::spurgte sin Husbond for Kvælden
::bar den ene bort til Karelen,
+
::og for den næste Dag sin Madmor.  
::tog den anden med sig til Rusland,
 
::lod den tredje blive derhjemme.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>10</FONT COLOR=grey></small>
 
  
  
::Den som røvedes bort til Rusland,
+
::Smeden Ilmarinens Hustru&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>13
::voksed op og blev til en Købmand;
+
::overvejer derpaa Sagen:  
::den som førtes bort til Karelen,
+
::Arbejd for Trællen, den unge,  
::trivedes, Kalervo kaldet;
+
::Værk for den hværvede Tjener;
::den som efterlodes hjemme,  
+
::saa satte hun ham til Hyrde,  
::voksed, Untamo ved Navnet,
+
::Vogter over den store Kvæghjord.  
::blev til Smærte for sin Fader,  
 
::Sorg og Kummer for sin Moder.  
 
  
  
 +
::Og den skadefro Værtinde,
 +
::Smedens lattermilde Kvinde&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>20
 +
::bagte nu et Brød til Hyrden,
 +
::laved ham en vægtig Kage,
 +
::øverst Hvede, nederst Havre,
 +
::midt i Kagen en Sten hun stikker.
  
::Untamoinen sin Ruse sænked
 
::ned i Kalervos Fiskevande;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>20</FONT COLOR=grey></small>
 
::Kalervoinen røgted hans Ruse,
 
::samled selv hans Fangst i sin Ransel.
 
::Untamo, den djærvelig Bonde,
 
::han blev greben af Harm og Vrede,
 
::trylled frem af sin Haand en Stridshær,
 
::fra sin Finger en Krigerskare,
 
::rejste Tvist om de Fisketarme,
 
::Kamp om Karpernes liden Yngel.
 
  
 +
::Og hun smurte Smør paa Kagen,
 +
::strøg et Lag af Fedt paa Skorpen,
 +
::gav saa Trællen det at tære,
 +
::Karlen som hans Kost for Dagen.
  
::Derpaa stredes de og sloges,
 
::ingen kan den anden kue;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>30</FONT COLOR=grey></small>
 
::hvert et Slag den ene driver,
 
::faar han selv paa Stand tilbage.
 
  
 +
::Ilmarinens unge Hustru&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>33
 +
::skikked nu sit Kvæg paa Græsgang,
 +
::førte derpaa denne Tale,
 +
::disse Ord hun derved ytred:
 +
::»Mine Køer til Skovs jeg skikker.
 +
::Mælkegivernes Flok til Svedjen,
 +
::hornet Skare til Aspelunden,
 +
::Krumhornshjorden til Birkelunden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>40
 +
::for at et Fedtlag tykt maa lægges,
 +
::Køernes Skrog med Talg maa dækkes.
  
::Og en anden Gang det sig hændte,
 
::to, tre Dage bagefter dette:
 
::Kalervoinen saaed sin Havre,
 
::saaed den bag Untamos Bolig.
 
::Untamolas vældige Vædder
 
::æder nu Kalervos Havre,
 
::Kalervoinens arrige Køter
 
::skambider Untamos Vædder.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>40</FONT COLOR=grey></small>
 
  
 +
::Skærm dem, o skønne Gud i Himlen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>49
 +
::vogt mit Kvæg, du trofaste Skaber,
 +
::vogt du det vel for Farens Veje,
 +
::mod alt ondt du venlig det værne,
 +
::at det aldrig af Nød skal vide,
 +
::slet ingen Skam og Skade lide!
  
::Untamoinen fnøs og trued
 
::nu sin Broder Kalervoinen:
 
::Hele Slægten vil han dræbe,
 
::slaa de smaa og slaa de store,
 
::lægge hele Flokken øde,
 
::brænde hans Stuer til Aske.
 
  
  
::Sendte Mænd med Sværd ved Bælte,  
+
::Lille Bjørn, du Lundens Æble,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>315
::Folk der Vaaben bar i Hænde,  
+
::Honninglab, du kære Krumryg,  
::Drenge smaa med Spyd ved Bælte,  
+
::lad et smukt Forlig os slutte,  
::Møer med Økse slængt paa Skulder,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>50</FONT COLOR=grey></small>
+
::lad en Grænsepagt os gøre
::drog afsted til vældig Fejde
+
::alt vort Liv og alt vort Levned,  
::ud imod sin egen Broder.  
+
::alle Døgn og alle Dage,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>320
 +
::at du ej knuser mine Klovdyr,
 +
::at du ej myrder Malkekvæget
 +
::hele denne store Sommer,
 +
::Varmens Tid, som vor Skaber skabte.  
  
  
 +
::Naar du hører Klokken klinge
 +
::eller Hyrdeluren lyde,
 +
::læg dig da til Ro paa Tuen,
 +
::ned paa Engen for at sove,
 +
::bøj dit Øre ned i Græsset,
 +
::tryk dit Hoved ned i Tuen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>330
 +
::eller ty til Ødemarken,
 +
::stig paa andre Bakketoppe,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>334
 +
::hvor ej Kvægets Klokke lyder,
 +
::Hyrderaabet ikke høres.
  
::Kalervos skønne Svigerdatter
 
::sidder i Stuen ved et Vindu,
 
::ud ad Vindusgluggen hun spejder,
 
::taler saa selv det Ord og siger:
 
::»Er det grumset Røg som jeg øjner
 
::eller er det en skummel Skyvæg
 
::bagved de Marker dær borte
 
::udenfor det nybygte Kvægskur?«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>60</FONT COLOR=grey></small>
 
  
 +
::Baniselil, du dyrebare.
 +
::Honninglab, du kønne, rare,
 +
::ikke forbydes dig at vandre
 +
::eller at strejfe rundt i Skoven,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>340
 +
::kun at røre mit Kvæg med Tungen
 +
::og med din grimme Mund det gribe,
 +
::søndre Dyrene mellem Tænder,
 +
::eller lægge Labberne paa dem.
  
::Ingen Taagetykning var det,
 
::ikke nogen grumset Røgsky,
 
::Untamoinens Svende var det
 
::som sig nærnied nu paa Krigsfærd.
 
::Kom da Untamoinens Svende,
 
::mange Mænd med Sværd ved Bælte,
 
::fælded Kalervoinens Følge,
 
::Heltens store Slægt de dræbte,
 
::og til Aske brændtes Gaarden,
 
::Huset jævnedes med Jorden.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>70</FONT COLOR=grey></small>
 
::Kun Kalervos Kvinde blev sparet
 
::med et Foster under sit Hjærte,
 
::og af Untamos unge Svende
 
::førtes hun med til Untamola
 
::for at rense den lille Stue,
 
::for at feje Gulvet i Stuen.
 
  
 +
::Gaa i Buer udenom dem,
 +
::gaa i Skjul paa Mælkesletten,
 +
::gør omkring, naar Klokken klinger,
 +
::far paa Flugt for Hyrdens Stemme!
 +
::Som en gylden Gøg du ile,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>361
 +
::som en liden Sølverdue,
 +
::som en Hælt forbi du haste,
 +
::smut som Vandets Fisk til Side,
 +
::flyv afsted saa let som en Uldtot,
 +
::lig en Hørtot rundt maa du rulle!
 +
::Gæm Kløerne godt bag Skindet,
 +
::dine Tænder i Gummekødet,
 +
::at dog Kvæget ikke skræmmes,
 +
::at min lille Hjord ej ængstes!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>370
  
  
::Og en ringe Tid derefter
 
::kom et Drengebarn til Verden,
 
::født af denne stakkels Moder.
 
::Med hvad Navn skal Drengen nævnes?&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>80</FONT COLOR=grey></small>
 
::Moder siger: Kullervoinen,
 
::Untamoinen kalder ham Kampgæv.
 
  
 +
::Kom i Hu din Ed fra fordum,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>379
 +
::den du svor ved Dødningfloden
 +
::under stride Fraadefosser
 +
::foran Skabermandens Fødder:
 +
::Frihed fik du til at vandre
 +
::trende Gange hver en Sommer
 +
::hen hvor Hjordens Klokke lyder,
 +
::Kvægets fine Bjælder klinger;
 +
::men det blev dig ikke tilladt,
 +
::ikke blev dig Frihed givet,
 +
::noget grusomt Værk at vove,
 +
::nogen skændig Daad at øve.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>390
  
::Og det lille Barn blev baaret,
 
::faderløse Pog blev puttet
 
::i en Vugge for at vugges,
 
::i en Gyngeseng at gynges.
 
::Barnet gynged dær i Vuggen,
 
::Barnet gynged, Haaret flagred;
 
::een Dag gynged det og tvende,
 
::men da tredje Dag var kommen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>90</FONT COLOR=grey></small>
 
::sparked Drengen ud med Benet,
 
::sparked ud og strakte Kroppen,
 
::sprængte derved Linnedsvøbet,
 
::løfted sig op paa sit Dække,
 
::sønderslog sin Lindetræsvugge,
 
::hele sit Svøb han sled i Stykker.
 
  
 +
::Skulde Grumhed dog falde paa dig,
 +
::lyster dine Tænder at bide,
 +
::vend saa din Grumhed mod Krattet,
 +
::led din onde Lyst imod Fyrren,
 +
::hugg blot løs i de raadne Stammer,
 +
::vælt de frønnede Birkestubbe,
 +
::endevend de knækkede Graner,
 +
::grav i grønne, bær-rige Tuer!
  
  
::Dygtig tegner han til at blive,  
+
::Føler du Trang til din Føde,  
::alle kan se han du'r til noget;
+
::om du længes efter din Æde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>400
::hele Untamola forventer
+
::da kan du æde Skovens Svampe,
::at fra nu af vil Drengen vokse&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>100</FONT COLOR=grey></small>
+
::rode rundt i Myrernes Tuer,
::op til en Træl saa god som hundred,  
+
::tage den røde Rørurts Rødder,
::vinde Værd som tusend tilsammen.
+
::slikke Skovenes Honningskiver —
 +
::rør kun ej mine Foderplanter,  
 +
::ej mit levende Græs du græsse!
  
  
::To, tre Maaneders Tid han voksed,  
+
::Midt i Skoven stander et Mjødkar,  
::men i den tredje Maaneds Midte,  
+
::Mjøden, den suser og syder,  
::da han kun naaed Folk til Knæet,  
+
::over en gylden Bakkeskraaning,  
::saa tog den lille til at tænke:
+
::højt paa en Sølverhøj i Lunden;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>410
::»Blot jeg kunde blive lidt større.
+
::dær er Mad saa hver graadig mættes,
::Kroppen en Smule mere kraftig,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>110</FONT COLOR=grey></small>
+
::dær er Taar til at slukke Tørsten;
::skulde jeg hævne Faders Vunder,  
+
::Maden ej mindskes, mens du æder,  
::tage Bod for min Moders Taarerl«
+
::Drikken ej svinder, skønt du drikker!
  
  
::Det kom Untamoinen for Øre,
 
::og han tager da selv til Orde:
 
::»Denne bliver min Slægt til Bane,
 
::Kalervo gaar igen i Drengen.«
 
  
 +
::Lad en stadig Pagt os slutte,
 +
::lad en evig Fred os holde:
 +
::Enigt vil vi leve sammen
 +
::smukt i Fred den hele Sommer,
 +
::Jorden er vort fælles Eje,
 +
::men vor Føde har vi særskilt.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>420
  
  
::Alle Mænd, de overvejer,  
+
::Vil du saa endelig strides,  
::alle Kvinder overlægger
+
::vil du færdes i Krig og Fejde,  
::hvad man skal ved Drengen gøre&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>120</FONT COLOR=grey></small>
+
::lad os da slaas ved Vintertide,
::for i Døden ham at føre.  
+
::gøre Spræl, naar det sner og fryser!
 +
::Kommer først Vaaren, smælter Mosen,
 +
::varmer Solen Sumpenes Vande,
 +
::maa du ikke nærme dig Stedet,
 +
::naar mit herlige Kvæg du hører.  
  
  
::I en Fjerding sættes Drengen,  
+
::Hvis du kommer her til Egnen,  
::i en Tønde man ham lægger,  
+
::løber ind i disse Lunde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>430
::denne kastes ned i Vandet,  
+
::vil man altid skyde paa dig.
::sænkes ned i Bølgedybet.  
+
::Er der ingen Skytter hjemme,  
 +
::har vi duelige Kvinder,
 +
::findes altid Husets Madmor,
 +
::som fordærver dine Veje,
 +
::standser dig paa dine Stier,
 +
::saa du aldrig rører Kvæget,
 +
::ikke mer dig grumt forgriber
 +
::mod Vorherres Bud og Vilje,  
 +
::mod den Saliges Beslutning.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>440
  
  
::Tvende, trende Nætter efter
+
::Ukko, Herren i det høje,
::gik man ud at undersøge
+
::hører du det blive Alvor,
::om han var druknet i Vandet,  
+
::maa du mine Køer forvandle,
::om han alt var død i sin Tønde.
+
::lade Kvæget skifte Skabning!
 +
::Gør min egen Hjord til Stene,  
 +
::mine skønne Dyr til Stubbe,
 +
::medens Bæstet hærjer Egnen,  
 +
::mens det store Udyr strejfer!
  
  
::Ej var Drengen druknet i Vandet,
+
::Var jeg selv en Bjørn og vandred
::ikke laa han død i sin Tønde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>130</FONT COLOR=grey></small>
+
::som en Honninglab i Lunden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>450
::ud af Tønden var Drengen sluppet.
+
::ikke vilde jeg løbe saadan
::og han sad paa Bølgeryggen
+
::altid i Hælen paa Kvinder;
::med en Kobberstang i Haanden,  
+
::der er dog Land paa andre Steder,  
::Kobberstang med Silkesnøre,  
+
::der er vel Hjorder længer borte,  
::meded efter Havets Fiske,  
+
::hvor du løs og ledig kan springe,  
::sad og maalte Vandets Mængde:
+
::hvor du Dagdriver frit kan færdes,
::»En Del Vand er der i Havet —
+
::trampe Hul paa Fødderne dine,
::henved tvende Øsefulde;
+
::lamme de stærke Læggemuskler
::vilde man maale ganske nøje,  
+
::dybt i de grønne Skoves Gæmme,  
::kom man vel op paa tredje Øse.«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>140</FONT COLOR=grey></small>
+
::dybt i Ødemarkernes Indre. &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>460
  
  
 +
::Skov og Vang, vær huld og venlig, &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>487
 +
::vis dig blid, du grønne Løvsal,
 +
::Fred du give mine Ungnød,
 +
::hold Forlig med mine Klovdyr&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>490
 +
::hele denne store Sommer,
 +
::Hedens Tid, som Herren sender!
  
::Untamoinen overvejer:
 
::»Hvad skal man ved Drengen gøre
 
::for at tage ham af Dage,
 
::for at føre ham i Døden?«
 
  
 +
::Kuippana, du Skovens Konge,
 +
::Skovens raske gamle Graaskæg,
 +
::gæn dit Kobbel godt af Vejen,
 +
::hold lidt Styr paa dine Hunde!
 +
::Stik dem Svamp i Næseboret,
 +
::put dem Agern ind i Næsen,
 +
::saa de ingen Duft kan spore,
 +
::ingen Lugt af Kvæget vejre!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>500
 +
::Bind dem Øjet til med Silke,
 +
::dæk med Vindsel deres Øren,
 +
::at de intet Trin kan høre,
 +
::ikke skue hvem der færdes!
  
::Sine Trælle bød han samle
 
::Birketræer med haarde Stammer,
 
::Fyrretræer med hundred Grene,
 
::stærkt og tjæret Ved i Mængde
 
::for at brænde ham alene,
 
::tage Kullervo af Dage.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>150</FONT COLOR=grey></small>
 
  
 +
::Og gør ikke dette Fyldest,
 +
::hvis de ikke agter dette:
 +
::Gæm dit Kobbel i en Kule,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>513
 +
::tag din Hob af Hunde til dig,
 +
::bind dem godt med gyldne Klaver,
 +
::slut dem fast i Sølverremme,
 +
::saa de ingen Skade volder,
 +
::ingen skændig Gærning øver!
  
::Derpaa sanked man og samled
 
::Birketræer med haarde Stammer,
 
::Fyrretræer med hundred Grene,
 
::stærkt og tjæret Ved i Mængde,
 
::tusend Slædelæs af Træbark,
 
::hundred Favne Hasselkæppe;
 
::og man tænder Ild i Brændet,
 
::nærer Luen, øger Ilden,
 
::derind slænger man saa Drengen,
 
::midt i Baalets Flammelue.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>160</FONT COLOR=grey></small>
 
  
 +
::Og gør ikke dette Fyldest,
 +
::hvis de ikke agter dette,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>520
 +
::hør da Ukko, gyldne Konning,
 +
::Ukko, sølverrene Hersker,
 +
::hør de gyldne Ord jeg siger,
 +
::hør de hjærterundne Bønner:
 +
::Tryk et Baand af Rønnekviste
 +
::rundt om deres stumpe Snude;
 +
::dersom Rønnen ikke holder,
 +
::lad af Kobber Baandet støbes;
 +
::svigter Kobberbaandels Styrke,
 +
::bør af Jærn du Baandet gøre! &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>530
 +
::Men hvis ogsaa Jærnet brister,
 +
::sønderslaar de ogsaa dette:
 +
::stik i Hast en gylden Staver
 +
::ind imellem deres Kæber,
 +
::fæst dens Ender haardt i Ganen,
 +
::fast og kraftigt du dem nitte,
 +
::at de Kæben ej kan røre
 +
::eller trykke til med Tænder,
 +
::om med Jærn ej Stangen brydes
 +
::og med Staal af Vejen rykkes, &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>540
 +
::eller med Knive sønderskæres,
 +
::rives løs med Hugg af en Økse!«
  
::Een Dag brænder Baalet og tvende,
 
::brænder endnu paa Tredjedagen;
 
::derpaa gik man hen for at skue:
 
::Drengen ligger paa Knæ i Asken,
 
::ligger med Armen under Gnister,
 
::og en Krog i sin Haand han holder,
 
::rager op med sin Krog i Luen,
 
::rager Trækul sammen i Bunker —
 
::ej ett Haar er faldet af ham,
 
::ingen Lok har Heden kruset.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>170</FONT COLOR=grey></small>
 
  
  
 +
::Ilmarinens unge Hustru,
 +
::Smedens dygtige Værtinde
 +
::sendte nu sit Kvæg af Stalden,
 +
::skikked sine Køer paa Græsgang,
 +
::satte Hyrden til at følge,
 +
::Trællen til at drive Hjorden.
  
::Harmfuld skriger Untamoinen:
 
::»Hvad skal man ved Drengen gøre
 
::for at tage ham af Dage,
 
::for at føre ham i Døden?«
 
  
  
::Op i et Træ hænger man Drengen,  
+
::Kullervo, Kalervosønnen&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XXXIII. <small>  1 </small></FONT COLOR=grey>
::op i en Eg klynger man Purken.  
+
::pakked Maden ned i sin Ransel,  
 +
::drev saa Køerne langs ad Mosen,
 +
::selv iled han frem ad Heden.  
  
  
 +
::Satte sig siden ned paa Tue,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>15
 +
::ned paa en Skrænt hvor Solen skinned,
 +
::lod han da dær sin Stemme lyde,
 +
::og i sin Sang sagde han dette:
 +
::»Du Guds Sollys, spred dine Straaler,
 +
::skin med Varme, Vorherres Skive,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>20
 +
::ned paa den usselig Hyrde,
 +
::ned over Smedens Hjordevogter,
 +
::ikke paa Ilmarinens Stuer,
 +
::men allermindst paa min Madmor!
 +
::Hun kan leve højt derhjemme.
 +
::Hvedekage hun sig bager.
 +
::Postej putter hun i Munden,
 +
::smører tykt Lag Smør paa Brødet —
 +
::Hyrden tygger tørre Skorper,
 +
::skær' i avneblandet Leve, &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>30
 +
::drikker dertil af sin Øse&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>35
 +
::en Slurk Vand fra vaade Tuer.«
  
::Nætter hengik, tvende, trende,
 
::og det samme Tal af Dage,
 
::Untamoinen overvejer:
 
::»Det er Tid at gaa hen og skue&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>180</FONT COLOR=grey></small>
 
::om det er ude med Drengen,
 
::om han alt er død i sin Galge.«
 
  
  
::Sendte han en Træl at skue,  
+
::Sang der en Smaafugl i Skoven,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>59
::Trællen bragte Bud tilbage:  
+
::liden Flyver kvidred fra Busken:  
::»Det er ikke ude med Drengen,  
+
::»Nu er det Tid, du Træl, at spise,  
::han er ikke død i sin Galge;
+
::faa din Nadver, du faderløse.«
::Drengen skærer i Træets Stamme
+
::Kullervo, Kalervosønnen
::med en spids lille Stift i Haanden
+
::driver da Kvæget hen at hvile,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>69
::Billeder ind i hele Træet,  
+
::lader sin Hjord paa Heden lejres,
::Ristninger rundt omkring i Egen:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>190</FONT COLOR=grey></small>
+
::sætter sig selv paa en Tue,
::Her sees Helte, dær sees Vaaben,  
+
::ned paa det frodige Grønsvær,
::hist et Spyd ved Heltenes Side.«  
+
::tager sin Ransel ned fra Ryggen,
 +
::tager Brødet ud af sin Ransel,
 +
::stirrer paa det, vender sin Leve,
 +
::derpaa tager han selv til Orde:
 +
::»Tidt er Kage skøn at skue,
 +
::tidt er Skorpen glat og lækker,  
 +
::mens det Indre kun er Barkbrød,  
 +
::Avner skjules under Skallen&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>80
  
  
 +
::Og han trak sin Kniv af Skeden
 +
::for at tage Hul paa Brødet:
 +
::Kniven glider af mod Stenen,
 +
::Staalet støder haardt mod Klumpen,
 +
::og paa Kniven brækkes Spidsen,
 +
::Æggen brister paa Tællekniven.
  
::Hvad skal Untamo da gøre,  
+
 
::ved den lede Kullervoinen?
+
::Kullervo, Kalervosønnen,
::Hvilken Død han end beredte,  
+
::stirred paa sit gode Knivsblad,
::hvilken Udaad end han udfandt.
+
::gav sig derpaa til at græde,
::Drengen undveg Dødens Kæber;
+
::taled selv det Ord og sagde:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>90
::lod paa ingen Vis sig dræbe.  
+
::»Den Kniv var min Ven og Broder,
 +
::eneste Ven som jeg elsked,  
 +
::den var min hele Arv fra Fader,
 +
::bjærget ud af Forældrehjemmet —
 +
::den har jeg brækket paa Stenen,  
 +
::hugget imod den haarde Stenklump
 +
::i den onde Madmoders Leve,
 +
::i den onde Husfrues Kage.  
  
  
::Maa da Untamo omsider
+
::Hvor faar jeg hævnet hendes Latter,
::trættes ved paa Død at pønse,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200</FONT COLOR=grey></small>
+
::hendes Latter, hendes Løjer,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>100
::fostre maa han Kullervoinen,  
+
::Brødet, den lede Kvind mig bragte.
::Trællen, som sit eget Afkom.
+
::Kagen, den slemme Skøge bagte?«
  
  
::Untamoinen tog til Orde,
 
::selv han ytred sig og sagde:
 
::»Hvis du sømmeligt vil leve,
 
::føre dig med Fred og Orden,
 
::faar du blive her paa Gaarden
 
::og kan gøre Trællegærning;
 
::først bagefter gives Lønnen,
 
::efter Værkets Værd skal den regnes:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>210</FONT COLOR=grey></small>
 
::Vakkert Bælte rundt om din Midje
 
::eller en Kindhest vil der vanke.«
 
  
 +
::Kragen skreg fra Krattet til ham.
 +
::Kragen skreg og Ravnen raabte:
 +
::»Stakkels Svend med Gyldenspændet,
 +
::sidste Mand af Kalervos Stamme,
 +
::hvorfor er dog dit Hjærte sorgfuldt,
 +
::hvi er dit Sind saa dybt bedrøvet?
 +
::Tag dig en Vidje her i Lunden,
 +
::bryd dig en Birkevaand i Dalen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>110
 +
::jag saa det skidne Kvæg i Sumpen,
 +
::spred du Køerne rundt i Mosen,
 +
::giv de glubende Ulve Hælvten,
 +
::Ødemarkernes Bjørne Resten!
  
::Lod man ham nu et Arbejd prøve,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>215</FONT COLOR=grey></small>
 
::gav man ham nu et Værk at øve:
 
::Han skal passe paa den mindste,
 
::gynge Barnet i dets Vugge.
 
::»Pas nu rigtig godt paa Barnet,
 
::giv det Mad, spis selv af Maden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>220</FONT COLOR=grey></small>
 
::skyl dets Bleer godt i Strømmen,
 
::vask den lilles Klæder rene!«
 
  
 +
::Blæs en Ulveskare sammen,
 +
::alle Bjørne du forsamle.
 +
::Spædekalv skal Ulven hedde,
 +
::Bjørnen kan for Blis du kalde,
 +
::driv dem saa som Kvæg til Hjemmet,
 +
::ret som en broget Hjord til Gaarden!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>120
 +
::Hævn med dem din Madmors Ondskab,
 +
::løn den lede Kvindes Latter!«
  
::Barn passed han tvende Dage,
 
::Armen han afrev. Øjet han udstak,
 
::og paa den tredje Dag omsider
 
::lod han den Lille død af Sygdom,
 
::Barnets Bleer smed han i Strømmen,
 
::satte saa Ild paa selve Vuggen.
 
  
 +
::Kullervo, Kalervosønnen,
 +
::tog til Orde selv og sagde:
 +
::»Vent, ja vent, du Hiisis Hore!
 +
::Om jeg græder over Kniven,
 +
::skal du selv faa Grund at græde,
 +
::for dit Malkekvæg at græde.«
  
::Untamoinen overvejer:
 
::»Drengen duer ikke dertil,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>230</FONT COLOR=grey></small>
 
::til at passe paa den mindste,
 
::gynge Barnet i dets Vugge;
 
::ikke veed jeg hvad han evner,
 
::til hvad Arbejd han skal sættes.
 
::Hvad om han sættes til at svedje?«
 
::Og han sattes til at svedje.
 
  
 +
::Tog han en Vaand fra Vidjekrattet,
 +
::Enebærkvist at ave Kvæget,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>130
 +
::jog saa sin egen Hjord i Sumpen,
 +
::Kvæget kysed han ind i Skoven,
 +
::gav de glubende Ulve Hælvten,
 +
::Ødemarkernes Bjørne Resten.
 +
::Ulve han til Køer fortrylled.
 +
::Bjørne han til Kvæg forvandled.
 +
::Spædekalv fik somme hedde,
 +
::andre blandt dem Blis han nævned.
  
  
 +
::Solen sænked sig mod Vester,
 +
::halvt i Kvældens Skød den vandred,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>140
 +
::iled ned til Granekrattet,
 +
::naaed frem til Malkningstimen.
 +
::Og den stakkels hadske Hyrde,
 
::Kullervo, Kalervosønnen,  
 
::Kullervo, Kalervosønnen,  
::til Orde paa Stand og sagde:
+
::drev de Bjørne bort til Hjemmet,
::»Da først kan til en Mand jeg vorde,  
+
::Ulvehjorden hjem til Gaarden,  
::naar jeg faar Øksen i Hænde;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>240</FONT COLOR=grey></small>
+
::laver sig en Lur af Koben,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>153
::stoltere blir jeg nu at skue,
+
::gør af Oksehorn en Pibe;
::favrere Svend end før i Tiden,
+
::og han lader Luren gjalde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>157
::fem Mands Værd vil jeg nu mig vinde,  
+
::blæser i sin Hyrdefløjte
::sidde med seks Mands Kræfter inde.«
+
::trende Stød paa Gaardens Bakke,  
 +
::seks ved Døren ind til Stalden.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>160
  
  
::Kullervo, Kalervosønnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>257</FONT COLOR=grey></small>
 
::gav sig til at slibe sin Økse,
 
::sliber sin Økses Ægg om Dagen,
 
::og ved Kvælden snitter han Skaftet.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>260</FONT COLOR=grey></small>
 
  
 +
::Det var nu Iimaris Hustru,
 +
::Smedens Kone, statelig Kvinde,
 +
::længst har hun længtes efter Mælken,
 +
::længst har hun savnet Sommersmørret;
 +
::hørte hun nu en Klang fra Mosen,
 +
::hørte Hornets Lyd over Heden;
 +
::førte derpaa denne Tale,
 +
::disse Ord hun dernæst ytred:
 +
::»Vær nu takket. Gud og Skaber!
 +
::Luren lyder. Hyrden kommer.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>170
 +
::Hvor har dog Trællen taget Hornet,
 +
::hvor har dog Hyrden hittet Luren,
 +
::thi under Spil og. Klang han kommer,
 +
::lader Luren larmende gjalde!
 +
::Ind i mit Øre det tuder,
 +
::skingrer vildt, saa mit Hoved værker.«
  
::Og han vandrer ud at svedje
 
::til de store Ødemarker,
 
::til det aller bedste Skovland,
 
::til den øde, vilde Højskov.
 
::Øksen hugger han i Stammer,
 
::med den glatte Ægg han rammer,
 
::for ett Slag de stærke knækkes,
 
::for et halvt de svage brækkes.
 
  
 +
::Kullervo, Kalervosønnen,
 +
::taled nu det Ord og sagde:
 +
::»Trællen har taget Horn i Mosen,
 +
::Luren hented han op fra Kæret.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>180
 +
::Kommet er nu dit Kvæg til Stalden,
 +
::Hjorden alt staar paa Hjemmemarken;
 +
::gør nu et rygende Baal til rede,
 +
::kom og sæt dig saa til at malke!«
  
::Fyrre, fem i Tal, han fælded,
 
::hugg i alt vel otte Stammer,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>270</FONT COLOR=grey></small>
 
::derpaa tager han til Orde,
 
::selv han ytrer sig og siger:
 
::»Djævlen kan det Arbejd gøre,
 
::Hiisi fælde de Stammer skøre!«
 
  
 +
::Ilmarinens unge Kone
 +
::bød sin Svigermoder malke:
 +
::»Gaa du, Gammelmor, at malke,
 +
::du kan røgte Kvæget for mig,
 +
::jeg faar ikke Tid i Aften,
 +
::jeg maa have Dejen æltet.«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>190
  
::Op paa en Træstub han svang sig,
 
::højt hujed han dær og hyled,
 
::hvisled skingert og hvined klingert,
 
::taled saa selv det Ord og sagde:
 
::»Saa langt ud skal Skoven falde,
 
::skal de ranke Birke brækkes,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>280</FONT COLOR=grey></small>
 
::som min Stemmes Lyd kan føres,
 
::som min skingre Hvinen høres!
 
::Ej ett Skud skal faa Lov at blive,
 
::ej en Stængel tør her sig hæve
 
::aldrig til nogen Tid og Time,
 
::medens Sol og Maane de skinne,
 
::her hvor Kalervos Søn har svedjet,
 
::her hvor den raske Svend har ryddet.
 
  
 +
::Kullervo, Kalervosønnen,
 +
::taled da det Ord og sagde:
 +
::»Altid vil en dygtig Madmor,
 +
::vil en virksom Bondekone,
 +
::aller først gaa selv at malke,
 +
::selv hun sine Køer vil røgte.«
  
::Skulde Jorden dog avle Spirer,
 
::skulde paany en Grøde vokse,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>290 </FONT COLOR=grey></small>
 
::hvis en Stængel vilde sig hæve,
 
::hvis en Stilk sig strækker af Mulde:
 
::Ingen Aks paa den Stilk maa være,
 
::ingen Kærner maa Kornet bære!«
 
  
 +
::Saa gik Ilmarinens Hustru
 +
::selv af Sted at varme Badet,
 +
::derpaa kom hun for at malke,
 +
::syned end sin hele Kvæghjord,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200
 +
::mønstred alle sine Ungnød,
 +
::taled nu det Ord og sagde:
 +
::»Kvæget har et herligt Ydre:
 +
::Glatte Haar i hele Hjorden,
 +
::hver er blød af Hud som Lossen,
 +
::fin og myg som Faaret i Skoven,
 +
::alle staar de med udspændt Yver.«
  
  
::Untamo, den djærve Bonde,  
+
::Ned hun bøjed sig at malke,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>209
::vandrer ud at se paa dette,  
+
::lade Mælk fra Yver rinde,
::det som Kalervos Søn har hugget,  
+
::een og tvende Gange trak hun,  
::det som den nye Træl har fældet:
+
::drog i Yveret tredje Sinde:
::Lidet ligner det en Svedje,  
+
::Ulven styrted løs paa hende,  
::ej et Værk af unge Hænder.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>300</FONT COLOR=grey></small>
+
::Bjørnen slog sin Klo i hende;
 +
::Ulven hende rev i Munden,  
 +
::Bjørnen sled i Benets Sener,
 +
::bed det halve bort af Læggen,  
 +
::sled saa Hælen løs fra Foden.  
  
  
::Harmfuld skriger Untamoinen:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>355</FONT COLOR=grey></small>  
+
::Ilmarinens stolte Hustru&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>223
::»Intet kommer der ud af Karlen;
+
::brister ud i Graad og Klage,
::til hvad Arbejd jeg sætter ham,  
+
::taler saa det Ord og siger:
::straks øder han dumt mit Arbejd!  
+
::»Ondt har du handlet, usle Hyrde,
::Skal jeg føre ham med til Rusland,  
+
::Ulve jaged du hid til Hjemmet,
::sælge Trællen bort til Karelen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>360</FONT COLOR=grey></small>
+
::Bjørne hid til den brede Gaardsplads.«
::give ham til Ilmari, Smeden,  
+
 
::at han kan svinge Smedens Hammer?«  
+
 
 +
::Kullervo, Kalervosønnen,
 +
::gav hende dette til Gensvar:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>230
 +
::»Ondt handled jeg usle Hyrde,
 +
::lidet bedre min usle Madmor,
 +
::du som har bagt mig et Stenbrød,
 +
::bagt mig til Kost en fjældhaard Kage,
 +
::saa at jeg brød min Kniv mod Stenen,
 +
::hugg den ind i den haarde Fjældklump.
 +
::Faders bedste Kniv har jeg knækket,
 +
::ødt det Staal jeg arved i Ætten.«
 +
 
 +
 
 +
::Sagde Ilmarinens Hustru:
 +
::»Lille Hyrde, kære Hyrde!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>240
 +
::Drag din Trolddomskraft tilbage,
 +
::tag igen din Trylletale,
 +
::fri mig ud fra Ulvebiddet,  
 +
::lad fra Bjørnens Klo mig bjærges!  
 +
::Skønne Skjorter skal jeg sømme,
 +
::smykke dig med fine Bukser,
 +
::Smør og Kage skal du spise.
 +
::Sødmælk skal du faa at drikke,  
 +
::lønnes ett Aar uden Arbejd,  
 +
::end ett Aar helt løs og ledig!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>250
 +
::Hvis du ikke haster med Hjælpen,
 +
::hvis du ikke iler med Frelsen,
 +
::styrter jeg om og dør paa Stedet,
 +
::og min Lød vil mørknes som Mulden.«
 +
 
 +
 
 +
::Kullervo, Kalervosønnen,
 +
::taled da det Ord og sagde:
 +
::»Skal du dø, saa dø du bare,
 +
::segn kun, er du ved at segne!
 +
::Jorden har Plads til dem der falde,
 +
::Kalma rummer sagtens dem alle:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>260
 +
::Mægtigste Mand i Mag kan ligge,  
 +
::selv den tykkeste trykkes ikke.«  
  
  
::Kalervoinens Søn han falbød,  
+
::Ilmarinens Gaardværtinde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>285
::solgte Trællen til Karelen,  
+
::denne gæve Hamrers Hustru,  
::just til Smeden Ilmarinen,  
+
::faldt paa Stedet om og døde,  
::denne Hamrer højlig kyndig.
+
::hendes Lød blev sort som Soden,
::Og hvad gav saa Smeden for ham?
+
::i sin egen Gaard hun segned,  
::Dyrt betalte Smeden for ham:
+
::paa den snævre Bro hun blegned.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>290
::Tvende halve Grydeskeer,  
 
::trende Kedler, gamle, sprukne,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>370</FONT COLOR=grey></small>
 
::fem forslidte gamle Leer
 
::og seks Hakker, helt forhuggne —
 
::for en ringe Træl at have,
 
::for den evneløse Slave.
 
 
</blockquote>
 
</blockquote>
  

Revisjonen fra 30. apr. 2015 kl. 15:35

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kullervo
Maleri af Akseli Gallen-Kallela


Kalevala
Ferdinand Ohrt



Kullervo hos Smeden



Kullervo, Kalervosønnen,    XXXII. 1
Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
Ungersvenden med gule Lokker
og med de skønne Sko af Læder,
spurgte nu straks i Smedens Bolig,
spurgte samme Kvæld om sit Arbejd,
spurgte sin Husbond for Kvælden
og for den næste Dag sin Madmor.


Smeden Ilmarinens Hustru    13
overvejer derpaa Sagen:
Arbejd for Trællen, den unge,
Værk for den hværvede Tjener;
saa satte hun ham til Hyrde,
Vogter over den store Kvæghjord.


Og den skadefro Værtinde,
Smedens lattermilde Kvinde    20
bagte nu et Brød til Hyrden,
laved ham en vægtig Kage,
øverst Hvede, nederst Havre,
midt i Kagen en Sten hun stikker.


Og hun smurte Smør paa Kagen,
strøg et Lag af Fedt paa Skorpen,
gav saa Trællen det at tære,
Karlen som hans Kost for Dagen.


Ilmarinens unge Hustru    33
skikked nu sit Kvæg paa Græsgang,
førte derpaa denne Tale,
disse Ord hun derved ytred:
»Mine Køer til Skovs jeg skikker.
Mælkegivernes Flok til Svedjen,
hornet Skare til Aspelunden,
Krumhornshjorden til Birkelunden,    40
for at et Fedtlag tykt maa lægges,
Køernes Skrog med Talg maa dækkes.


Skærm dem, o skønne Gud i Himlen,    49
vogt mit Kvæg, du trofaste Skaber,
vogt du det vel for Farens Veje,
mod alt ondt du venlig det værne,
at det aldrig af Nød skal vide,
slet ingen Skam og Skade lide!


Lille Bjørn, du Lundens Æble,    315
Honninglab, du kære Krumryg,
lad et smukt Forlig os slutte,
lad en Grænsepagt os gøre
alt vort Liv og alt vort Levned,
alle Døgn og alle Dage,    320
at du ej knuser mine Klovdyr,
at du ej myrder Malkekvæget
hele denne store Sommer,
Varmens Tid, som vor Skaber skabte.


Naar du hører Klokken klinge
eller Hyrdeluren lyde,
læg dig da til Ro paa Tuen,
ned paa Engen for at sove,
bøj dit Øre ned i Græsset,
tryk dit Hoved ned i Tuen,    330
eller ty til Ødemarken,
stig paa andre Bakketoppe,    334
hvor ej Kvægets Klokke lyder,
Hyrderaabet ikke høres.


Baniselil, du dyrebare.
Honninglab, du kønne, rare,
ikke forbydes dig at vandre
eller at strejfe rundt i Skoven,    340
kun at røre mit Kvæg med Tungen
og med din grimme Mund det gribe,
søndre Dyrene mellem Tænder,
eller lægge Labberne paa dem.


Gaa i Buer udenom dem,
gaa i Skjul paa Mælkesletten,
gør omkring, naar Klokken klinger,
far paa Flugt for Hyrdens Stemme!
Som en gylden Gøg du ile,    361
som en liden Sølverdue,
som en Hælt forbi du haste,
smut som Vandets Fisk til Side,
flyv afsted saa let som en Uldtot,
lig en Hørtot rundt maa du rulle!
Gæm Kløerne godt bag Skindet,
dine Tænder i Gummekødet,
at dog Kvæget ikke skræmmes,
at min lille Hjord ej ængstes!    370


Kom i Hu din Ed fra fordum,    379
den du svor ved Dødningfloden
under stride Fraadefosser
foran Skabermandens Fødder:
Frihed fik du til at vandre
trende Gange hver en Sommer
hen hvor Hjordens Klokke lyder,
Kvægets fine Bjælder klinger;
men det blev dig ikke tilladt,
ikke blev dig Frihed givet,
noget grusomt Værk at vove,
nogen skændig Daad at øve.    390


Skulde Grumhed dog falde paa dig,
lyster dine Tænder at bide,
vend saa din Grumhed mod Krattet,
led din onde Lyst imod Fyrren,
hugg blot løs i de raadne Stammer,
vælt de frønnede Birkestubbe,
endevend de knækkede Graner,
grav i grønne, bær-rige Tuer!


Føler du Trang til din Føde,
om du længes efter din Æde,    400
da kan du æde Skovens Svampe,
rode rundt i Myrernes Tuer,
tage den røde Rørurts Rødder,
slikke Skovenes Honningskiver —
rør kun ej mine Foderplanter,
ej mit levende Græs du græsse!


Midt i Skoven stander et Mjødkar,
Mjøden, den suser og syder,
over en gylden Bakkeskraaning,
højt paa en Sølverhøj i Lunden;    410
dær er Mad saa hver graadig mættes,
dær er Taar til at slukke Tørsten;
Maden ej mindskes, mens du æder,
Drikken ej svinder, skønt du drikker!


Lad en stadig Pagt os slutte,
lad en evig Fred os holde:
Enigt vil vi leve sammen
smukt i Fred den hele Sommer,
Jorden er vort fælles Eje,
men vor Føde har vi særskilt.    420


Vil du saa endelig strides,
vil du færdes i Krig og Fejde,
lad os da slaas ved Vintertide,
gøre Spræl, naar det sner og fryser!
Kommer først Vaaren, smælter Mosen,
varmer Solen Sumpenes Vande,
maa du ikke nærme dig Stedet,
naar mit herlige Kvæg du hører.


Hvis du kommer her til Egnen,
løber ind i disse Lunde,    430
vil man altid skyde paa dig.
Er der ingen Skytter hjemme,
har vi duelige Kvinder,
findes altid Husets Madmor,
som fordærver dine Veje,
standser dig paa dine Stier,
saa du aldrig rører Kvæget,
ikke mer dig grumt forgriber
mod Vorherres Bud og Vilje,
mod den Saliges Beslutning.    440


Ukko, Herren i det høje,
hører du det blive Alvor,
maa du mine Køer forvandle,
lade Kvæget skifte Skabning!
Gør min egen Hjord til Stene,
mine skønne Dyr til Stubbe,
medens Bæstet hærjer Egnen,
mens det store Udyr strejfer!


Var jeg selv en Bjørn og vandred
som en Honninglab i Lunden,    450
ikke vilde jeg løbe saadan
altid i Hælen paa Kvinder;
der er dog Land paa andre Steder,
der er vel Hjorder længer borte,
hvor du løs og ledig kan springe,
hvor du Dagdriver frit kan færdes,
trampe Hul paa Fødderne dine,
lamme de stærke Læggemuskler
dybt i de grønne Skoves Gæmme,
dybt i Ødemarkernes Indre.     460


Skov og Vang, vær huld og venlig,     487
vis dig blid, du grønne Løvsal,
Fred du give mine Ungnød,
hold Forlig med mine Klovdyr    490
hele denne store Sommer,
Hedens Tid, som Herren sender!


Kuippana, du Skovens Konge,
Skovens raske gamle Graaskæg,
gæn dit Kobbel godt af Vejen,
hold lidt Styr paa dine Hunde!
Stik dem Svamp i Næseboret,
put dem Agern ind i Næsen,
saa de ingen Duft kan spore,
ingen Lugt af Kvæget vejre!    500
Bind dem Øjet til med Silke,
dæk med Vindsel deres Øren,
at de intet Trin kan høre,
ikke skue hvem der færdes!


Og gør ikke dette Fyldest,
hvis de ikke agter dette:
Gæm dit Kobbel i en Kule,    513
tag din Hob af Hunde til dig,
bind dem godt med gyldne Klaver,
slut dem fast i Sølverremme,
saa de ingen Skade volder,
ingen skændig Gærning øver!


Og gør ikke dette Fyldest,
hvis de ikke agter dette,    520
hør da Ukko, gyldne Konning,
Ukko, sølverrene Hersker,
hør de gyldne Ord jeg siger,
hør de hjærterundne Bønner:
Tryk et Baand af Rønnekviste
rundt om deres stumpe Snude;
dersom Rønnen ikke holder,
lad af Kobber Baandet støbes;
svigter Kobberbaandels Styrke,
bør af Jærn du Baandet gøre!     530
Men hvis ogsaa Jærnet brister,
sønderslaar de ogsaa dette:
stik i Hast en gylden Staver
ind imellem deres Kæber,
fæst dens Ender haardt i Ganen,
fast og kraftigt du dem nitte,
at de Kæben ej kan røre
eller trykke til med Tænder,
om med Jærn ej Stangen brydes
og med Staal af Vejen rykkes,     540
eller med Knive sønderskæres,
rives løs med Hugg af en Økse!« 


Ilmarinens unge Hustru,
Smedens dygtige Værtinde
sendte nu sit Kvæg af Stalden,
skikked sine Køer paa Græsgang,
satte Hyrden til at følge,
Trællen til at drive Hjorden.


Kullervo, Kalervosønnen    XXXIII. 1
pakked Maden ned i sin Ransel,
drev saa Køerne langs ad Mosen,
selv iled han frem ad Heden.


Satte sig siden ned paa Tue,    15
ned paa en Skrænt hvor Solen skinned,
lod han da dær sin Stemme lyde,
og i sin Sang sagde han dette:
»Du Guds Sollys, spred dine Straaler,
skin med Varme, Vorherres Skive,    20
ned paa den usselig Hyrde,
ned over Smedens Hjordevogter,
ikke paa Ilmarinens Stuer,
men allermindst paa min Madmor!
Hun kan leve højt derhjemme.
Hvedekage hun sig bager.
Postej putter hun i Munden,
smører tykt Lag Smør paa Brødet —
Hyrden tygger tørre Skorper,
skær' i avneblandet Leve,     30
drikker dertil af sin Øse    35
en Slurk Vand fra vaade Tuer.« 


Sang der en Smaafugl i Skoven,    59
liden Flyver kvidred fra Busken:
»Nu er det Tid, du Træl, at spise,
faa din Nadver, du faderløse.« 
Kullervo, Kalervosønnen
driver da Kvæget hen at hvile,    69
lader sin Hjord paa Heden lejres,
sætter sig selv paa en Tue,
ned paa det frodige Grønsvær,
tager sin Ransel ned fra Ryggen,
tager Brødet ud af sin Ransel,
stirrer paa det, vender sin Leve,
derpaa tager han selv til Orde:
»Tidt er Kage skøn at skue,
tidt er Skorpen glat og lækker,
mens det Indre kun er Barkbrød,
Avner skjules under Skallen.«    80


Og han trak sin Kniv af Skeden
for at tage Hul paa Brødet:
Kniven glider af mod Stenen,
Staalet støder haardt mod Klumpen,
og paa Kniven brækkes Spidsen,
Æggen brister paa Tællekniven.


Kullervo, Kalervosønnen,
stirred paa sit gode Knivsblad,
gav sig derpaa til at græde,
taled selv det Ord og sagde:    90
»Den Kniv var min Ven og Broder,
eneste Ven som jeg elsked,
den var min hele Arv fra Fader,
bjærget ud af Forældrehjemmet —
den har jeg brækket paa Stenen,
hugget imod den haarde Stenklump
i den onde Madmoders Leve,
i den onde Husfrues Kage.


Hvor faar jeg hævnet hendes Latter,
hendes Latter, hendes Løjer,    100
Brødet, den lede Kvind mig bragte.
Kagen, den slemme Skøge bagte?« 


Kragen skreg fra Krattet til ham.
Kragen skreg og Ravnen raabte:
»Stakkels Svend med Gyldenspændet,
sidste Mand af Kalervos Stamme,
hvorfor er dog dit Hjærte sorgfuldt,
hvi er dit Sind saa dybt bedrøvet?
Tag dig en Vidje her i Lunden,
bryd dig en Birkevaand i Dalen,    110
jag saa det skidne Kvæg i Sumpen,
spred du Køerne rundt i Mosen,
giv de glubende Ulve Hælvten,
Ødemarkernes Bjørne Resten!


Blæs en Ulveskare sammen,
alle Bjørne du forsamle.
Spædekalv skal Ulven hedde,
Bjørnen kan for Blis du kalde,
driv dem saa som Kvæg til Hjemmet,
ret som en broget Hjord til Gaarden!    120
Hævn med dem din Madmors Ondskab,
løn den lede Kvindes Latter!« 


Kullervo, Kalervosønnen,
tog til Orde selv og sagde:
»Vent, ja vent, du Hiisis Hore!
Om jeg græder over Kniven,
skal du selv faa Grund at græde,
for dit Malkekvæg at græde.« 


Tog han en Vaand fra Vidjekrattet,
Enebærkvist at ave Kvæget,    130
jog saa sin egen Hjord i Sumpen,
Kvæget kysed han ind i Skoven,
gav de glubende Ulve Hælvten,
Ødemarkernes Bjørne Resten.
Ulve han til Køer fortrylled.
Bjørne han til Kvæg forvandled.
Spædekalv fik somme hedde,
andre blandt dem Blis han nævned.


Solen sænked sig mod Vester,
halvt i Kvældens Skød den vandred,    140
iled ned til Granekrattet,
naaed frem til Malkningstimen.
Og den stakkels hadske Hyrde,
Kullervo, Kalervosønnen,
drev de Bjørne bort til Hjemmet,
Ulvehjorden hjem til Gaarden,
laver sig en Lur af Koben,    153
gør af Oksehorn en Pibe;
og han lader Luren gjalde,    157
blæser i sin Hyrdefløjte
trende Stød paa Gaardens Bakke,
seks ved Døren ind til Stalden.    160


Det var nu Iimaris Hustru,
Smedens Kone, statelig Kvinde,
længst har hun længtes efter Mælken,
længst har hun savnet Sommersmørret;
hørte hun nu en Klang fra Mosen,
hørte Hornets Lyd over Heden;
førte derpaa denne Tale,
disse Ord hun dernæst ytred:
»Vær nu takket. Gud og Skaber!
Luren lyder. Hyrden kommer.    170
Hvor har dog Trællen taget Hornet,
hvor har dog Hyrden hittet Luren,
thi under Spil og. Klang han kommer,
lader Luren larmende gjalde!
Ind i mit Øre det tuder,
skingrer vildt, saa mit Hoved værker.« 


Kullervo, Kalervosønnen,
taled nu det Ord og sagde:
»Trællen har taget Horn i Mosen,
Luren hented han op fra Kæret.    180
Kommet er nu dit Kvæg til Stalden,
Hjorden alt staar paa Hjemmemarken;
gør nu et rygende Baal til rede,
kom og sæt dig saa til at malke!« 


Ilmarinens unge Kone
bød sin Svigermoder malke:
»Gaa du, Gammelmor, at malke,
du kan røgte Kvæget for mig,
jeg faar ikke Tid i Aften,
jeg maa have Dejen æltet.«    190


Kullervo, Kalervosønnen,
taled da det Ord og sagde:
»Altid vil en dygtig Madmor,
vil en virksom Bondekone,
aller først gaa selv at malke,
selv hun sine Køer vil røgte.« 


Saa gik Ilmarinens Hustru
selv af Sted at varme Badet,
derpaa kom hun for at malke,
syned end sin hele Kvæghjord,    200
mønstred alle sine Ungnød,
taled nu det Ord og sagde:
»Kvæget har et herligt Ydre:
Glatte Haar i hele Hjorden,
hver er blød af Hud som Lossen,
fin og myg som Faaret i Skoven,
alle staar de med udspændt Yver.« 


Ned hun bøjed sig at malke,    209
lade Mælk fra Yver rinde,
een og tvende Gange trak hun,
drog i Yveret tredje Sinde:
Ulven styrted løs paa hende,
Bjørnen slog sin Klo i hende;
Ulven hende rev i Munden,
Bjørnen sled i Benets Sener,
bed det halve bort af Læggen,
sled saa Hælen løs fra Foden.


Ilmarinens stolte Hustru    223
brister ud i Graad og Klage,
taler saa det Ord og siger:
»Ondt har du handlet, usle Hyrde,
Ulve jaged du hid til Hjemmet,
Bjørne hid til den brede Gaardsplads.« 


Kullervo, Kalervosønnen,
gav hende dette til Gensvar:    230
»Ondt handled jeg usle Hyrde,
lidet bedre min usle Madmor,
du som har bagt mig et Stenbrød,
bagt mig til Kost en fjældhaard Kage,
saa at jeg brød min Kniv mod Stenen,
hugg den ind i den haarde Fjældklump.
Faders bedste Kniv har jeg knækket,
ødt det Staal jeg arved i Ætten.« 


Sagde Ilmarinens Hustru:
»Lille Hyrde, kære Hyrde!    240
Drag din Trolddomskraft tilbage,
tag igen din Trylletale,
fri mig ud fra Ulvebiddet,
lad fra Bjørnens Klo mig bjærges!
Skønne Skjorter skal jeg sømme,
smykke dig med fine Bukser,
Smør og Kage skal du spise.
Sødmælk skal du faa at drikke,
lønnes ett Aar uden Arbejd,
end ett Aar helt løs og ledig!    250
Hvis du ikke haster med Hjælpen,
hvis du ikke iler med Frelsen,
styrter jeg om og dør paa Stedet,
og min Lød vil mørknes som Mulden.« 


Kullervo, Kalervosønnen,
taled da det Ord og sagde:
»Skal du dø, saa dø du bare,
segn kun, er du ved at segne!
Jorden har Plads til dem der falde,
Kalma rummer sagtens dem alle:    260
Mægtigste Mand i Mag kan ligge,
selv den tykkeste trykkes ikke.« 


Ilmarinens Gaardværtinde,    285
denne gæve Hamrers Hustru,
faldt paa Stedet om og døde,
hendes Lød blev sort som Soden,
i sin egen Gaard hun segned,
paa den snævre Bro hun blegned.    290