Knud den Helliges død

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Knud den Helliges død

(Knýtlinga saga, kap. 55-60 og 63)

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons Knytlinga saga, København 1919-25

---

[1086]

Knud den Helliges død (C. A. von Benzon)

— — Kong Knud var inderst i koret, og han knælede i bøn foran alteret, og med tårer bad han til Gud for sig, at Gud lod det ske, som tjente ham bedst. Da han rejste sig fra bønnen, tog han den skarlagenskjortel af, som han havde haft på. Den var meget flot pyntet. Derpå tilkalder kongen den præst, der forestod gudstjenesten dér i kirken, og sagde: »Du skal have denne kjortel — præst!« sagde kongen, »— og det er mit ønske, at du beder for de mænd, som falder her i dag — både for mine folk og ikke mindst for dem, der falder blandt bønderne.« Siden gik kongen til skrifte og bekendte alt, hvad han havde gjort imod Gud, for præsten, og han tilgav sine fjender den modgang, som de udsatte ham for. Så satte han sig ved alteret og lagde en skarlagenskappe over sine skuldre, og under den var han iklædt en silketrøje. Kongen tilkalder derpå Svend Torgunnason, og så tog han et forsiret bælte, som han havde haft om sig. Det var en stor kostbarhed, og der hørte en smuk kniv til. Da sagde kongen til Svend: »Dette bælte skal du have — Svend!« sagde han, »— og giv det ikke fra dig, medmindre du lader det komme i gode hænder, for det ser ikke ud til, at du skal modtage flere gaver fra mig.« Svend takkede ham for gaven og spændte straks bæltet om sig og sagde, at med det ville han værne sit liv den dag. Kongen bad Gud værne hans liv, »— og det forekommer mig sandsynligt — Svend! — at du ikke mister livet i dette opgør.« Derpå tog kongen salmebogen og sang derfra.

Samtidig ankom bondehæren, og de gik straks under råben og skrigen mod kirken og spurgte, hvor han var, »— den ukristelige mand — Knud.« Og de bad ham komme frem og ikke skjule sig, »— for han har længe været årsag til rædsel blandt os danskere, men nu skal det også være slut.« Da svarede Benedikt: »I bønder behøver ikke bruge så store ord, selv om I nu har en stor styrke. I kan endnu ikke være sikre på sejren, for de småbønder, der er stukket af fra smørkærnen derhjemme, skal få at føle, at det på denne dag var bedre at være hjemme for at slå korn end at skifte hug med os kongsmænd.« Benedikt var således udrustet, at han bar en rød skarlagenskjortel med brynje over, og yderst havde han en ærmeløs silketrøje på. Han havde en forgyldt hjelm på hovedet og et forsiret sværd i hånden, og han bar et rødt skjold, hvorpå der med guld var malet en ridder. Han var den raskeste mand, og han stod lige midt i kirkedøren og bad bønderne komme ind i kirken, såfremt de ville træffe kongen. På den ene side af kirkedøren stod hans bror — jarl Erik — og de to Torgunnasønner, på den anden side stod brødrene Palmar og Blakmar.

Herefter gik bønderne til angreb på kirken, men kongsmændene forsvarede sig så mandigt, at der længe den dag ikke skete mandefald blandt kongsmændene, mens mange af bønderne faldt; disse deltog i angrebet på skift, når de var blevet udhvilede og friske, for der var svært mange af dem. Bønderne brugte disse slagord, når de søgte frem i kampen: »Nu skal du få for koen — kong Knud!« — »Nu skal du få for tyren!« — »Nu skal du få for hesten!« Men det trak ud med deres angreb på kirken, og da sagde jarl Asbjørn: »Det er yderst skammeligt, som der angribes her i dag, hvor der kun er få mænd til at forsvare. Og vi har mistet mange folk, men de ingen. De her mænd er ynkelige og rådvilde, og det forekommer sandsynligt, at de må give op inden længe. Lad nu folk gå rundt om kirken,« sagde jarlen, »— og brække glasruderne ud, og skyd så ind på dem dér og kast med sten.« Dette blev derpå udført, og det var let gjort. Så blev der kastet sten og skudt ind på dem, og da blev folk sårede, og nogle blev skamslået af stenene, mens andre blev slået helt ihjel. Benedikt og de andre indså da, at dette ikke kunne gå, og han sagde da, at de skulle søge ind i koret og forsvare sig derfra, så længe det blev dem forundt. Og det gjorde de. Bønderne fulgte da efter dem ind i kirken, men Benedikt og de andre forsvarede nu døren til koret. Nogle af bønderne angreb kirken udefra, som det tidligere blev berettet, og nogle af kongsmændene fik til opgave at tage sig af dem. Nu begyndte kampen for anden gang, og den var meget hårdere end det første stormløb. Nu tog mandefaldet til blandt kongsmændene, men der faldt dog mange flere bønder, og man fortæller, at inde i kirken stod blodet op til folks ankler.

Hele tiden gik jarl Asbjørn med et stort følge rundt om kirken og opildnede flokken og fortalte, hvor man skulle angribe, og han sagde, at det var dem til stor skam, at så få mænd kunne holde stand imod dem så længe. Så tiltog angrebet på ny. Benedikt — kongens bror — stod midt i døren til koret og forsvarede sig mandigt. Han både stak og huggede og blev årsag til manges død, og han bad de andre gå hårdt til gudsniddingerne, og det gjorde alle hans mænd, og de ønskede, at det aldrig måtte gå den mand godt, som viste sig skånsom mod bønderne. Da kampen var på sit højeste, blev kong Knud ramt af en sten, som kom ind gennem et vindue; den traf ham på øjenbrynet, og det blødte meget. Han tog et fad, som han anbragte i sit skød, for at det ikke skulle bløde på tøjet, og han sang fra salmebogen som før. Nu blev kampen meget voldsom, og mange af kongsmændene faldt, men vandt sig et godt ry. Men endnu var alle kongens høvdinge uskadte.

Nu blev der et ophold i kampen, og bønderne indstillede angrebet. Da tog også kongsmændene et hvil. Benedikt stod i døren til koret og støttede sig til sit skjold; han var da endnu ikke såret, men umådeligt udmattet af kampen, for alle siger samstemmende, at aldrig har så få mænd forsvaret sig så dygtigt som disse mod en sådan overmagt, men ingen er dog mere navnkundig end ham.

Nu så Benedikt og de andre, at en mand gik ind i kirken, og han var svøbt i en kappe af gudvæv. Han var ubevæbnet. De genkendte uden videre manden, og det var Ejvind Bifra. Han sagde: »Hvad skal vi nu finde på, som vil gavne alle mest? For det er nu ganske nødvendigt, så betydeligt vanskelige som forholdene er, at der gøres noget for at bedre dem. Disse folk er faret frem med stort raseri, men de har ikke tænkt meget over, hvad der var passende, og de ville ikke høre tale om andet end at angribe kong Knud og tage ham fra magten. Men nu, hvor de har pådraget sig nogle rifter i mellemværendet med jer kongsmænd, forekommer det mig, at de er klar til at indgå forlig med kongen. Jeg opsøgte straks dig — Benedikt!« sagde han, »— fordi dette glæder mig meget. Alle må også kunne se, at det er tvingende nødvendigt, at der indgås forlig. Jeg går ikke ud fra, at bønderne bliver vanskelige at forhandle med, nu hvor de har forsøgt sig mod jer kongsmænd. Det forholder sig nu, som man kunne forvente: De mangler meget i lykke i forhold til kong Knud. Selv om det nu er kommet så vidt — gode mænd!« sagde han, »— så vil det medføre langt større skade, hvis kongen kommer noget til, for man kan aldrig vide, når så mange er samlede, som man ikke rigtig kan stole på, om nogen vil begå en sådan forbrydelse. Lad os nu alle overveje, hvad der er bedst at gøre, og lad imens vreden fortage sig, for ingen ser, hvad der er rigtigt, så længe den hersker. Nu beder jeg jer — i Guds navn!« sagde Ejvind, »— at I lader mig træffe kongen, for jeg tror, at han håber på fred.« Benedikt svarede: »Du skal aldrig få lov at træffe kongen, for alle véd, at du er den mindst pålidelige af alle, og var det ikke fordi, du nu sådan gav dig i vores vold, så skulle du ikke nå mange skridt herfra. Jeg synes, det ville være skammeligt at dræbe dig, siden du nu er ubevæbnet, men jeg mener ikke, at det ville være en ond gerning.«

Kongen hørte deres samtale og sagde: »Lad ham gå, som han vil. Ejvind har ofte tjent mig godt. Jeg og mine venner har givet ham magt, og for det vil han give os godt igen. Han må således have et ærinde her hos os, som er godt og nyttigt for os.« Benedikt svarer: »Du skal bestemme — herre! — men det skulle ikke undre mig, om jeg snart kommer til at fortryde dette.« Benedikt lod derpå Ejvind gå forbi sig ind i koret, og da Ejvind kom for kongen, sagde han, mens han bukkede for ham: »Hil dig — herre!« sagde han. Kongen så på ham, men svarede ikke. Så lod Ejvind kappen falde af sine skuldre, og han havde et blottet sværd under tøjet. Han stak med sværdet til kongen og gennemborede ham. Kongen faldt hen imod panelvæggen og bad Gud tage vare på sig. I det samme døde kongen. Ejvind sprang straks op på alteret, for over alteret var der et stort vindue, hvor glasruden var brudt ud; dér agtede Ejvind at springe ud. Da Benedikt og de andre så, hvad der var sket, fór de alle nærmest samtidig ind i koret, men Palmar var en anelse hurtigere end de andre, og da han nåede hen til alteret, huggede han til Ejvind. Hugget traf i Ejvind i ryggen, da han forsøgte at smyge sig ud gennem vinduet. Ejvind bar brynje, men der blev dog hugget med en sådan kraft, at han gik midt over; overkroppen faldt ud gennem vinduet, mens underkroppen faldt ind i kirken.

Herefter blev der en vældig uro i flokken, og mange sagde, at man burde forsøge at slippe væk og frelse sig, som man bedst kunne. Dette bifaldt jarl Erik, og han søgte ud gennem det søndre sidekapel. Han kaldte da på sin bror — Benedikt — og bad denne følge efter, »— for ingen mands sorger bliver dulmet af, at alle duelige mænd bliver dræbt her.« Benedikt svarede: »Enhver må nu gøre, som han finder bedst; man kan søge væk, hvis man ønsker det, eller man kan kæmpe, hvis man finder det mere passende. Farvel nu og hav det godt — min bror! — og vi ses i himmerige.« Jarl Erik slap væk sammen med nogle andre mænd, og det både fordi man ikke hæftede sig videre ved nogle få mænd, og fordi at selv om nogle genkendte jarl Erik, så var han så vellidt af mange, at ingen ønskede at volde ham skade.

Efter disse hændelser blev Benedikt så rasende, at han løb ud fra koret og kastede skjoldet; han greb sværdet med begge hænder og huggede til begge sider, hvad end der var foran ham. Alle, der mødte ham, sprang til side, men ikke desto mindre lå der mange tilbage i kirken, som ikke kunne berette om, hvad der var foregået. Han ryddede sig vej til kirkedøren, så ingen kunne stå imod. Brødrene Palmar og Blakmar fulgte ham uden at vige tilbage. Men da de kom til kirkedøren, mødte de forhindringer og kom ikke længere, for dér stod bondeflokken, så de andre ikke kunne komme ud. Da blev Benedikt og de andre angrebet fra alle sider. Selv om de var vældige krigere, blev de overmandede, og det gik, som man siger, at én ikke kan klare mange. Dér faldt nu Benedikt og alle de andre med stor ære, således at deres kæmpen og mod for evigt vil være berømt. Da de var døde, gik kampen i stå. Bønderne drøftede nu, om de kongsmænd, der endnu levede, skulle tilstås fred. Torgunnasønnerne — Svend og Astråd — og de af kongsmændene, der var tilbage, tog da imod fred og frit lejde.

Da kampen var slut, gjorde bønderne sig klar til at tage af sted, for mange længtes hjem. Jarl Asbjørn sagde, at de skulle være påpasselige — dem, som mest havde deltaget i det værk, der var blevet forøvet — og for det første få at vide, hvad der blev besluttet af de af Knuds folk, der var sluppet derfra, »— og dette siger jeg ikke, fordi jeg frygter for mit eget eller mine mænds liv. Jeg tænker, at de fleste vil sige, at ingen anden mand har haft større andel i dette, end jeg har. Men det står jeg ved, og jeg angrer det ikke, for jeg mener ikke, at der her er gået for vidt. Og nu vil jeg tage hjem.«

Herefter opløstes samlingen, og flokken spredtes, og alle drog hen, hvor de havde hjemme. — —

— — Da bondehæren havde forladt Fyn, samledes de mænd, der havde været kong Knuds venner, og de drog til Odense og gik hen, hvor kong Knuds lig befandt sig. De så på det en tid og blev med ét opmærksomme på, at hans sår var helede, og at liget var lyst og pænt. De sørgede nu for det på sømmelig vis. Benedikts lig blev vasket og sørget for, og det samme skete med de øvrige mænd, som havde mistet livet dér. Siden blev kirken ryddet og de døde båret ud og begravet. Der blev lavet en flot kiste til kong Knuds lig, og liget af Benedikt — kongens bror — blev lagt i en anden kiste. Og denne ligfærd var meget ærefuld. Kong Knud blev begravet dér i Odense på Fyn, og det samme blev Benedikt — hans bror.

Denne kamp, der foregik på Fyn, hvor kong Knud faldt og lod sit liv, skete lørdag VI. idus Julii; den dag falder to dage efter Seljemændsmesse. Da havde han været konge i Danmark i 7 år, og han havde styret riget med beslutsomhed og stor myndighed. Der var da forløbet 1087 år fra vor herre Jesu Kristi legemliggørelse. — —

---

Noter: