Eskimoliv – Religiøse forestillinger

Velg sprák	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes pá følgende sprák ►

Fridtjof Nansen (1861-1930)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Religiøse forestillinger

Uddrag af »Eskimoliv«

av Fridtjof Nansen

Kristiania, 1891.

SIDEN ER UNDER OPBYGNING

Religionen eller de religiøse forestillinger er en af menneskeaandens merkeligsste frembringelser. Med alle sine fornuftstridige paastande og i al sin overraskende urimelighed synes de ved første bekjendtskab uforklarlige. Gjennem alle tider har man derfor vanskelig kunnet tænke sig dem som andet end opstaaede ved en overnaturlig eller guddommelig aabenbaring, der altsaa oprindelig maatte være alle mennesker git ens. Men efterhaanden som man blev kjendt med de forskjellige folkeslags mer og mindre ufuldkomne religioner, der ofte i væsentlige ting adskiller sig fra hverandre, kom man i tvil om denne opfatnings rigtighed, og man begyndte mer og mer at tænke paa, om ikke de religiøse forestillinger maatte tillægges noget i menneskeaanden selv, om de ikke var et produkt af denne under paavirkning af omgivelserne.

Det første, man da kom i tanke paa, var, at de skulde skyldes en for alle mennesker fælles religiøs trang, der altsaa i og for sig paa en maade var overnaturlig. Det er en hemmelighedsfuld, uforstaalig anelse, siger Schleiermacher, som driver mennesket ud over denne endelige verden og fører enhver til religionen; kun ved forkrøbling af dette naturanlæg kan religionsløshed opstaa, «Religionens begyndelse er det almindelige livs første møde med et særegent, det er universets over alle feiltagelser liggende, hellige formælelse med den kjødblevne fornuft til en skabende, frembringende omfavnelse.»

Efterhaanden blev forklaringerne mindre vage og høit travende. Peschel og andre mente, at de religiøse forestillinger udsprang fra trangen til erkjendelse af alle tings aarsag eller første begyndelse, eller at det var aarsagerne til bevægelsen, livet og tanken, som mennesket søger med sin medfødte higen efter erkjendelsen af det absolute. Andre, som Max Müller, mener, at en længsel efter det uendelige, en stræben efter at forstaa det uforstaalige, at nævne det unævnelige er den sjælens dybe grundtone, som aabenbarer sig i alle religioner. Atter andre, som O. Pfleiderer, ser i menneskets medfødte og uforstaalige skjønhedstrang, dets æstetiske følelse og dets fantasi den første spire til den religiøse bevidsthed. Endelig har nogle ment at kunne forklare de religiøse forestillinger som udspringende fra menneskets moralske sans eller sedelighedstrang.

Ligeoverfor et lidt indgaaende studium af eskimoernes religiøse forestillinger ligesom af ethvert andet nnturfolks vil alle disse filosofiske forsøg paa forklaring falde til jorden. I vor empiriske tid er man mer og mer kommet til erkjendelsen af, at de religiøse forestillinger maa tilskrives de samme naturlove, som betinger alle andre fenomener, og man mener, som af David Hume først fremholdt, at de for en væsentlig del kan afledes fra to retninger i vor følelse, eller vi kunde snarere kalde dem drifter, som er alle dyr egne, nemlig: frygten for døden og ønsket at leve. Af den første drift følger frygten for de døde ligesom for den ydre natur og for de overmægtige naturkræfter og trang til at beskytte sig derimod. Af den sidste følger ønsket om lykke, om magt og om fordel; og heraf følger igjen, at de tidlige religioner ikke er uegennyttige, men egoistiske, dyrkeren staar ikke saa meget betragtende overfor naturens gaader og det uendelige, som han er ivrig efter at vinde noget til sin fordel; da f. eks. amuletterne og fetisjen tiltros magt af overnaturlig art, benyttes de eller dyrkes de.

At finde tilbage til de religiøse forestillinger, saaledes som de i sin første vage form dæmrede frem i menneskeslegtens morgen, da tankerne begyndte at klarne ud af dyreaandens urtaager, det er et vanskeligt, for ikke at sige umuligt arbeide. Det er med de religiøse forestillinger i hin tid, som det var med de første organiske væsener, der opstod paa vor jord, de hadde endnu ikke antat saa bestemte former eller indeholdt ikke saa faste bestanddele, at de har kunnet efterlade spor; hvad vi finder, er de mer udviklede trin. De første forestillinger maa ha været yderst uklare indtryk, afhængige af mange ydre tilfældigheder, og vi kan lige lidet med vor tanke slutte os tilbage til dem, som vi kan slutte os til, hvordan de første organismer saa ud. Paa hvilket trin i menneskeslegtens udvikling disse første vage antydninger til religiøse forestillinger opdukkede, kan vi heller ikke afgjøre, om de f. eks. fandtes hos vore abelignende forfædre? Det forekommer mig ikke engang sikkert, at dyret mangler enhver overtroisk fornemmelse. Vi maa følgelig ikke vente, at der hos nogen nulevende rase skal findes fuldstændig mangel paa overtroiske forestillinger, om disse end kan være noksaa uudviklede. Det maa snarere forundre os, at de hos et i andre henseende saa høit udviklet folk, som f. eks. det eskimoiske, fremdeles staar paa et paafaldende lavt standpunkt.

Ifølge vort kjendskab til de primitive religioner forekommer det mig rigtigst ikke direkte at anse de omtalte drifter som de overtroiske forestillingers udspring, men snarere at skjelne mellem mindst tre spirer eller momenter, som har ydet materialet, hvoraf disse drifter, som vi kan slaa sammen til en, selvopholdelsesdriften, har dannet de religiøse systemer. De tre spirer er: vor tilbøilighed til at tillægge naturen personlighed, troen paa dens og vor egen dobbelthed og sjælens udødelighed, samt troen paa visse tings overnaturlige kraft eller magt (amuletter). For at indse, at disse særlig paa et primitivt trin faar stor betydning, maa vi forsøge at sætte os tilbage paa barnets standpunkt, som jo nærmest svarer til urmenneskets. At tillægge naturen personlighed er for barnet ingen tilfældig handling, det betragter alle det omgivende gjenstande, levende og ikke levende, som personer og fører f. eks. lange taler med sine leger. Et barn af mit bekjendtskab stod en dag i kjøkkenet og betragtede længe nogle pølser, som blev kogte i en gryde, og udbrød saa til pigen: «Er dem dræbt de pølserne naa du?» Vi husker vist alle fra vor barndom, at trær, visse fjelde o. l. tillagdes personlighed. Den samme tilbøilighed er det, som Tylor siger, der kommer igjen i vor ofte aldeles urimelige lyst eller trang til at hevne os paa livløse ting, som paa en eller anden maade har forvoldt os skade eller smerte. F. eks.: da vi gik over Grønland, hadde Sverdrup og jeg en slæde, som var tung at trække; det vilde derfor ha skaffet os en sand tilfredsstillelse at kunne ha ødelagt den eller paa anden maade hevnet os paa den, da vi vel drog ifra den. Det er ogsaa uadskillelig forbundet med det barnlige sind, dette i hver enkelt bevægelse eller begivenhed i dets lille verden at ville se virksomheden af en personlig vilje.

I menneskeslegtens første barnefilosofi maa den samme opfatning af alle ting i naturen som personer ha fulgt ganske naturlig og af sig selv. Trær, stene, elve, vind, skyer, stjerner, sol og maane blev levende mennesker eller dyr. Eskimoerne tror f, eks., at himmellegemerne engang var almindelige mennesker, før de kom op paa himmelen.

Men efter eller sammen med denne tilbøilighed maa der ogsaa ganske naturlig ha kommet en forestilling om en dobbelthed, dualisme, i naturen og i en selv, følelsen af en sanselig og synlig tilværelse og en oversanselig og usynlig. Lad os f. eks. tænke os, at et uvidende urmenneske faar høre ekkoet af sin egen stemme, maa han ikke tro, det er et menneske, som frembringer det? han kjender jo ingen teori om lydbølger. Men naar han nu gang efter gang hører det og ingen mennesker finder, da er det naturligt for ham, at det tillægges usynlige væsener.

Eller f. eks. duggen, som han ser kommer og forsvinder, uden at han ved hvorfra eller hvorhen, stjernerne, som tændes om kvelden og atter slukkes om morgenen, skyerne, som pludselig opstaar og forsvinder, regnen, vinden, strømmen i vandet, maa det ikke alt fremkalde tanken eller forestillingen om synlige og usynlige tilstande? Naar ureskimoen første gang mødtes med isbræen, som han saa bevæge sig ud i sjøen og af og til føde mægtige isfjelde, kunde han i denne se andet end virksomheden af et væsen? ja, han gjorde den simpelthen selv til et saadant, hvis kalvninger var vilkaarlige handlinger, og som han derfor frygtede.

Eller for at nævne noget ganske andet, naar et urmenneske saa sin egen skygge eller sit eget speilbillede i vandet, som snart var der, snart var borte, og som han ikke kunde føle og ikke gribe, kunde dette hos ham andet end fremkalde forestilling om noget sanseligt og noget ikke sanseligt, noget, som snart kunde ses, men snart atter være borte?

Der var kort sagt motiver nok til at frembringe forestillingen om en dobbelthed i naturen, om en synlig og en usynlig tilværelse. Men denne tro paa naturens dobbelthed maatte i høi grad styrkes ved urmenneskets forestillinger om sig selv. Naar han sov og drømte, at han gik paa jagt, var ved dans, i besøg hos andre, kort sagt streifede viden om, og saa atter vaagnede og opdagede, at legemet ikke hadde forladt hulen eller hytten, og hørte konen eller kameraterne sige det samme, maatte han naturligvis tro, at han bestod af to dele, noget, som kunde forlade ham om natten og opleve alt dette, og noget, som blev liggende; thi at gjøre forskjel paa drøm og virkelighed, laa naturligvis ikke for ham, ja mange primitive stammers sprog tillader fremdeles ikke, som Spencer fremholder, at sige: «jeg drømte, at jeg saa» istedenfor «jeg saa». Da han endvidere hadde set, at f. eks. skyggen fulgte ham om dagen, men ikke om natten, var det ganske naturligt for ham at kalde den del, som forlod ham, «skyggen», denne var altsaa det samme, som andre folk kalder sjælen eller aanden. At eskimoen har faat sin tro paa og navn for sjælen paa den vis, omtales senere. Overbevisningen om hans eget slegtskab med alle ting omkring ham blir nu end mere styrket ved en iagttagelse, som f. eks. den, at disse ligesom han selv har en skygge.

Men da urmennesket stilledes ansigt til ansigt med døden, maatte dette gjøre et mægtigt indtryk paa ham, og troen paa hans egen dobbelthed blev i endnu høiere grad bestyrket. Han saa, det var det samme legeme, den samme mund og de samme lemmer, forskjellen fra før var blot, at de da talte og bevægede sig, da var liv, nu var alt stille. Dette maatte skyldes noget livgivende, og dette noget maatte ganske naturlig være sjælen, som han jo fra drømmen vidste kunde forlade legemet. At den sjæl, som ved døden forlod legemet, kunde sættes i forbindelse med mundens aande, som nu var borte, maa ogsaa kunne tænkes som naturligt, og saa tillagdes, som f. eks. af nogle eskimoer, mennesket to sjæle, skyggen og aandedrættet. Denne tro paa sjælens dobbelthed, som undertiden ogsaa skyldes skygge og speilbillede, er meget udbredt, og derfra stammer vel og vor adskillelse mellem sjæl og aand, psyche og pneuma.

Naturligt kunde det straks synes for et primitivt menneske at anta, at sjælen lig legemet dør ved døden. Det er der ogsaa dem som mener; men da de snart i sine drømme traf sammen med de afdøde igjen, saa blev de jo tvungne til at anta, at deres sjæle endnu levede. Desuden var det jo heller ikke unaturligt at slutte, at ligesom sjælen var midlertidig fraværende ved søvn, feberfantasier o. l., saa var den for bestandig fraværende ved døden. Saaledes har altsaa troen paa sjælens fortsatte liv ganske naturlig maattet opstaa, og da det at gaa tilgrunde er lidet tiltalende for ethvert levende væsen, saa har en saadan udødelighedstanke fundet sterk gjenklang i det menneskelige sind.

Men da de fleste mennesker er ræd døden og de døde, saa liker de ikke at møde dem igjen som gjenfærd, og da frygten har fantasi, tillægges de overnaturlig magt særlig til at skade, men og gavne. De mener derfor, det er bedst at gjøre sig til vens med dem. Paa den vis er en dyrkelse af de afdøde opstaat, som spiller en saa stor betydning i de fleste folks religion, og som ligger, om ikke paa bunden, saa ialfald nær denne i næsten alle religioner, og saaledes ogsaa hos eskimoerne.

At de afdødes aander og særlig da de mer fremragende blandt dem som høvdingernes og fyrsternes efterhaanden blev til guder, kan ikke synes unaturligt. Hebræernes (il eller el), egypternes (nutar) og mange andre folks ord for Gud betød blot et mægtigt væsen og kunde anvendes saavel for helte som guder. Og ligesom der paa jorden var særlig mægtige mennesker, maatte der i aandernes verden være særlig mægtige aander, og disse blev da naturlig guddomme par excellence, som det fremfor alt gjaldt at dyrke. Paa den vis kommer vi tilslut til troen paa en Gud, i det øieblik der i aandeverdenen oprettes et absolut monarki.

Men ved siden af denne anedyrkelse laa der ogsaa et for de overtroiske forestillingers udvikling vigtigt moment i menneskets fremtrædende hang til at tiltro visse ting overnaturlig kraft, som paa det primitive standpunkt bruges til at afvende eller paavirke de afdødes magt, eller og til at skaffe andre fordele, og derfra har hele den udbredte amulettro og muligens for en del ogsaa fetisj dyrkelsen udviklet sig. Hvorledes troen paa amulettens magt kan opstaa, omtales senere.

Et vigtigt moment til opretholdelsen og udviklingen af de overtroiske forestillinger, naar disse først er opstaat, er naturligvis medicinmændenes (aandebesvergernes) eller presternes herredømme over sine medmennesker. Det var naturligt, at enkelte, og det de klogeste hoder, kom til at forstaa sig bedre paa de overnaturlige ting end de andre og at staa i et nærmere forhold til de afdøde. At de saaledes kunde hjælpe næsten, naar det f. eks. gjaldt at vende disses magt til en enkelts eller samfundets fordel, var klart, og derved fik presten magt og indflydelse i samfundet, foruden ofte fordele af mer materiel art. Det har saaledes altid staat i medicinmændenes og presternes interesse at opretholde og nære de overtroiske eller religiøse forestillinger, de maa foregi selv at tro paa dem, ja, de kan selv finde ud nye guddommelige lærdomme til egen fordel, derved øger de baade herredømme og indtægt.

Hos folk som det eskimoiske kommer endnu noget til, som har sterk farvende indflydelse paa overtroen, nemlig det haarde, af lykken afhængige liv, som det fører, og den natur, hvori det lever. At et af jagt og fiskeri levende folk blir overtroisk, er en anerkjendt sag, derpaa har vi i vort eget land et slaaende eksempel. Sammenlign vestlændingen og nordlændingen med østlændingen. De første er ved sit erhverv for en stor del knyttede til sjøen, de er afhængige af veir og vind, fiskens indsig m. m., en hel række for mennesket ukjendte faktorer, som de med et ord kalder lykken, og som ikke alene kan være dem ugunstig, men endog ta livet. De blir derfor uundgaalig overtroiske. Det er da heller ingensteds hertillands, hvor pietisme og obscurantisme finder en saa frodig jordbund som paa vestlandet. Kommer vi til østlandsbonden, er der en paafaldende forskjel, han sidder tryg paa sin gaard, han er ogsaa lidt afhængig af veir og vind, men har dog sit paa det tørre og er derfor mindre overtroisk. Men hvor langt sterkere maa ikke denne overtrovækkende indflydelse virke paa eskimoen, hvis hele liv afhænger af jagten og fisket! Og endnu mer forøges den ved de stadige farer og de arktiske omgivelser, hvori han lever. En saa vild og storslaat natur som den grønlandske — med dens isbræer, flydende isfjeld, luftspeilinger, storme, og saa de lange vinternætter med de spillende nordlys — faar uvilkaarlig magt over sindet, det fremkalder ærefrygt og rædsel og gir fantasien næring. Vi staar med vor tørre fornuft og ser paa disse undere, men naturmennesket udfylder ligesom barnet den manglende forstand med sin vilde fantasi, og troen paa det overnaturlige styrkes og udvikles.

Moralen, som mange tror skulde være forbundet med de religiøse forestillinger, har i sin oprindelse lidet eller intet med dem at gjøre. Som allerede kap. 10 fremholdt, udspringer den af samfundsdriften og er hos de primitive folk adskilt fra de overtroiske forestillinger. De har saaledes ingen hinsidig belønning for ens moralske vandel.

Eskimoerne er til en vis grad eksempel herpaa. Vistnok finder vi i de grønlandske sagn antydninger til straf i dette liv af ondt, særlig hekseri, ved overnaturlige magter. De afdøde kan muligens tildels gjengjælde de efterlevende de dem i levende live viste velgjerninger, dyrenes sjæle (eller inue?) kan hevne et altfor hensynsløst drab af sit afkom, den myrdedes sjæl eller aand forlanger, at hans mord skal hevnes (blodhevn), forurettelse af svage hevnes paa forskjellig vis o. l. Men alt dette fremtræder i saa vag form, at det ikke kan opfattes som noget oprindeligt (primært), men mere som noget leilighedsvis tilkommet, idet samfundsforholdene og lovene ganske naturlig blander sig ind i sagnene. Det kan derfor betegnes som de første famlende skridt af de religiøse forestillinger henimod moralen, og det er først paa et betydelig senere trin, at religionen for alvor og bevidst har slaat sig sammen med den til et forbund, som var styrkende for begge. Religionen fik derved en god rygrad, og moralbudene virkede dybere, naar de kom fra et særegent høiere eller guddommeligt ophav og desuden lovede belønning hinsides for opfyldelse eller endog straf for forgaaelse.

Et merkeligt træk ved alle religioner er, at trods deres store forskjel i mange hovedting, er der dog ogsaa store og væsentlige ligheder, som gaar over hele jorden. Dette kan kun forklares paa to maader; enten er alle religioners aarsag den samme; eller og er de religiøse forestillinger opstaat paa et sted og har derfra udbredt sig over den hele jord. For min del tror jeg, begge dele har forenet sig om at danne denne religionernes lighed. Det menneskelige nervesystem og hjernen er hos alle raser forbausende ens dannet, forskjellighederne bestaar væsentlig i udviklingen, som maa tilskrives de høiere rasers fremskridt. Følgelig maa man anta de samme love for tænkningen, særlig paa dennes tidligere og mindre indviklede trin, og da erfaringerne til en vis grad har været ens overalt, maa man ikke alene være kommet til de samme rigtige slutninger, men ogsaa, hvor disse ikke ligger i dagen, kommet til de samme hovedfeiltagelser overalt, og paa disse feiltagelser er religionerne byggede. Men ved siden deraf har visse bestemte religiøse forestillinger paatagelig dannet sig paa enkelte steder og har som vandresagnene og eventyrene udbredt sig til alle jordens folkeslag. At de har kunnet naa selv saa afsondrede stammer som den eskimoiske, vil senere anføres talende beviser for.

Den eskimoiske tro i Grønland er af stor interesse ogsaa til belysning af de ovenfor berørte spørgsmaal. Den er saa primitiv, at det forekommer mig tvilsomt, om den fortjener navn af religion. Der er mange sagn og megen overtro, men det savner altsammen fast og klar form, begreberne om det overnaturlige veksler efter individerne, og det hele gjør indtryk af en religion i sin vorden, en masse spredte og fantastiske indtryk, som endnu ikke har samlet sig til nogen sluttet verdensanskuelse. Netop et sligt standpunkt, som vi maa anta alle religioner engang har gjennemgaat og udviklet sig fra.

Naturen har grønlænderne oprindelig lig alle primitive folk tænkt sig som besjælet, hver ting, som sten, fjeld, redskab osv. har sin sjæl. Fremdeles finder vi spor af denne tro, redskabernes, vaabnenes og klædernes sjæle følger den afdøde, paa hans vandring til de dødes land, og derfor lægger de dem ved graven, forat de kan raadne der, og sjælene bli fri. Efterhaanden har imidlertid paa naturfolkenes eiendommelig ulogiske og forvirrede vis denne tro blandet sig sammen med en fra den aldeles forskjellig, nemlig troen paa, at de afdødes sjæle kan ta bolig i forskjellige dyr, gjenstande, fjelde e. l., over hvilke de gjør sig til herre, og hvorfra de kan gjøre udflugter, ja endog vise sig for menneskene. Derved er opstaat troen paa, at der i hver naturgjenstand bor et eget væsen, som kaldes dens inua (ɔ: dens eier), hvilket ord betegnende nok egentlig betyder menneske eller eskimo.

Efter den eskimoiske opfatning har f. eks. en sten, et berg, en bræ, en elv, en sjø sin inua; ja selv luften har en saadan. Merkeligst er dog, at ogsaa begreber kan ha sin inua, der tales f. eks. om bestemte drifters og lidenskabers inue. Dette kan synes overraskende for et naturfolk, men det er vel neppe vanskeligt at forklare. Naar f. eks. et primitivt menneske under sterk hunger føler det gnage sig indvendig, er det vel naturligt at tænke sig dette foraarsaget ved et væsen, som han altsaa kalder hungerens eller madlystens inua. Som regel er disse inue usynlige, men naar de ses, skal de ifølge Rink vise sig som en lysning eller ild, og synet af dem er meget farligt.

Mennesket selv mente grønlænderne bestod af mindst to dele: legemet og sjælen, og disse mener de er forskjellige fra hinanden. Sjælen kan kun ses ved en særegen sans, som findes hos mennesker i visse tilstande eller med en egen begavelse, ɔ: angekokerne. Den viser sig da at ha samme skikkelse som legemet, men er af en luftigere beskaffenhed. Til Hans Egede sagde angekokerne, at sjælene var «gandske Bløde at Føle paa, ja Neppe at kunde føles paa, ret ligesom de var uden Seener og Been.» Paa østkysten mener de, den er ganske liden, ikke større end en haand eller en finger. Grønlændernes ord for sjæl er tarnik; dette ligner ordet tarrak, som betyder skygge, og jeg anser det ikke for tvilsomt, at det oprindelig har været det samme ord, idet eskimoen, som ovenfor fremholdt, har anset sjæl og skygge for et og det samme. Dette er i fuld overensstemmelse med, hvad vi finder hos andre folk. Fidjieren kalder f. eks. skyggen for sin mørke sjæl, som forlader ham om natten, hans lyse sjæl er speilbilledet. Tarrak betyder paa grønlandsk skygge og speilbillede, det oprindelige ord for sjæl har altsaa der betegnet alle disse tre ting. Ifølge Cranz, mente nogle grønlændere, at mennesket hadde to sjæle: skyggen og aandedrættet (Sml. ovenfor side 192 f.). Det synes imidlertid, som den mest udbredte tro paa Egedes og Cranz’s tid var, at sjælen nærmest hadde forbindelse med aandedrættet. Angekoken blæste f eks. paa den syge, han skulde helbrede eller gi en ny sjæl.

Som merkeligt kan nævnes, at Hanserak, en vestgrønlandsk indfødt kateket, som fulgte med kapt. Holm paa hans reise langs østkysten, skrev i sin paa eskimoisk holdte dagbog om angmagsalikernes tro paa sjælen, at «et menneske har mange sjæle. De største bor i strubehodet og i menneskets venstre side og er smaabitte mennesker, paa størrelse som spurve. De andre sjæle bor i andre legemsdele og er paa størrelse som led af en finger. Borttages en af dem, blir den tilsvarende legemsdel syg.» Hvorvidt dette har været en blandt eskimoerne almindelig udbredt tro, fremgaar ikke af de andre beretninger.

Sjælen er ganske selvstændig og kan saaledes forlade legemet for længere eller kortere tid. Dette gjør den hver nat, naar den i deres livlige drømme er paa jagt og forlystelser e. l. Sjælen kunde f. eks. ogsaa være igjen hjemme, naar de var paa reise, hvilken opfatning Cranz mener kan komme fra hjemve. Den kan ogsaa mistes eller ved hekseri stjæles fra en. Da blir mennesket sygt og maa faa sin angekok til at reise afsted og hente den igjen. Var den nu imidlertid forulykket, f. eks. blit opspist af en anden angekoks tornarssuk, maatte en dø. En angekok kunde dog ogsaa skaffe en en ny sjæl eller bytte en syg sjæl med en sund, som han ifølge Cranz, f. eks kunde ta fra en hare, ren, fugl eller et ungt barn.

Det merkeligste er, at sjælen ikke alene kunde mistes helt, men man kunde ogsaa miste stykker og da maatte angekoken til for at lappe paa den.

Til disse menneskets to dele kommer blandt grønlænderne paa østkysten, ifølge Holm, endnu en tredje del: «navnen» [atekata). «Denne er saa stor som et menneske og træder ind i barnet, idet dette efter fødselen stryges om munden med vand samtidig med, at de afdødes «navne» nævnes.» Børnene hos alle grønlændere, selv de kristne, opkaldes som oftest efter de sidst afdøde, saafremt disse ikke allerede er opkaldte, og det sker for at skaffe dem ro i graven. Østgrønlænderen tror, at «navnen» holder sig ved liget eller vandrer gjennem forskjellige dyr, indtil et barn opkaldes efter den; derfor er det altsaa deres pligt at passe paa, at dette sker, hvis ikke, kan det ha skadelige følger for det barn, som burde være opkaldt.

Dette har en overraskende lighed med, hvad prof. Moltke Moe har meddelt mig om en i vort land almindelig tro paa, at afdøde «gaar efter navn». En frugtsommelig kone drømmer om en eller anden afdød slegtning, som kommer til hende («gaar efter navn»), og hvorefter hun maa opkalde barnet; gjør hun det ikke, er det en negligering, som kan ha skadelig indflydelse paa barnets fremtid. Den samme overtro findes ogsaa hos lapperne. Hos kolosjerne i Nord vest-Amerika ser moren i en drøm den afdøde slegtning, hvis sjæl gir barnet hans lighed. Navnegivelsen sættes hos indianerne ogsaa i forbindelse med en drøm..

Navnet har paa Grønland, som overalt, en stor betydning; de tror, der er et sjæleligt slegtskab mellem to med samme navn, og den afdødes egenskaber gaar over i den opkaldte, som desuden har forpligtelse til at trodse de indflydelser, som har voldt hins død; var han omkommen paa sjøen, maatte den opkaldte saaledes særlig lægge vind paa at trodse den i kajak, hvilken forestilling ogsaa findes hos andre folk, f. eks. indianerne.

De afdødes navne er grønlænderne meget bange for at nævne. Denne frygt gaar paa østkysten, ifølge Holm, saa vidt, at naar to har hat samme navn, maa den overlevende forandre sit, og har den afdøde hat navn efter et dyr, en gjenstand eller et begreb, maa ordet derfor forandres. Sproget underkastes derved betydelige midlertidige ændringer, idet disse omdøbninger vedtas af hele befolkningen. Den samme skik findes meget udbredt hos indianerne i Nordamerika, ligesaa i Patagonien, blandt samojederne i Asien, blandt zigeunerne i Europa, endvidere i Østafrika, paa Madagascar, i Australien, Tasmanien, Ny-Guinea og paa Selskabsøerne. Da dronning Pomare paa Tahiti døde, udgik ordet po (nat) af sproget, og mi traadte isteden.

Frygt for at nævne de afdødes navne findes ogsaa i Europa, i Tyskland, paa Shetlandsøerne o. a. st., den findes vistnok ogsaa hos os. Syge paa Grønland, som har samme navn som en afdød, forandrer det for at snyde døden, lig indfødte stammer i Amerika og paa Sundaøerne.

Østgrønlænderne har ogsaa frygt for at nævne sit eget navn. Holm siger, at spurgte man dem om, hvad de hed, bad de altid andre om at svare for sig. Da en mor blev spurgt om, «hvad hendes lille barn hed, svarede hun, at det kunde hun ikke sige. Ligesaa lidt vilde fa'ren sige det; han ytrede nemlig, at det hadde han glemt, men vi kunde faa det at vide af konens bror.»

For indianerne spiller navnet en stor rolle, og det søges endog hemmeligholdt, hvorfor personen ofte nævnes ved øgenavne. Hos mange folk er det almindeligt, at man ikke nævner slegtningers navn, som sin mands, sin svigermors, svigersøns, forældres og heller ikke kongernes. Denne navnets magt gaar hos nogle folk temmelig vidt. Da kongen i Dahome, Bossa Ahadi, besteg tronen, lod han hodet kappe af alle, som bar navnet Bossa.

Denne frygt for navnenævnelse er almenmenneskelig, det samme finder vi i mange af vore sagn, og det er endnu skik og brug hos os, særlig paa vestlandet. Det kan vel skrive sig derfra, at navnet og gjenstanden let smelter sammen, og man tror, at kjendes først navnet, saa kjendes ogsaa gjenstanden, og derved faar altsaa dets nævnelse en indflydelse paa denne. Et menneske kan saaledes miste sin magt ved at røbe sit navn. Derfor liker vel heller ikke de afdøde at bli nævnt ved navn, eller nævnelsen deraf kan virke til at kalde dem frem af graven eller forurolige dem deri. Grønlænderne tør f. eks. heller ikke nævne en isbræs (putsortok's) navn, naar de ror forbi den, af frygt for, at den skal bli fornærmet og kalve. Lignende findes meget udbredt bl. a. hos indianerne, idet de ikke tør nævne navnene paa steder og floder.

Angaaende sjælens liv efter legemets død synes grønlænderne at ha hat noget forskjellige meninger. Nogle, som af missionærerne kaldes dumme og fæiske mennesker, mente, at alt var slut med døden, og at der altsaa intet hinsidigt liv var. De fleste grønlændere synes dog at ha ment, at om sjælen end ikke var ganske udødelig, saa pleiede den dog at fortsætte at leve efter legemet eller ialfald at leve op igjen, efterat den sammen med dette var død, og den kom da enten til et sted under jorden og havet eller til oververdenen oppe i himlen eller snarere mellem den og jorden. Det første sted anses som det bedste, der er et godt land, hvor der efter H. Egede er «deylig Soeleskin, got Vand, Dyr og Fugle i Mangfoldighed». Det kan synes mange underligt, at de i modsætning til os henlægger sit bedste sted til underjorden eller havet; men dette forekommer mig let at kunne opstaa derved, at de i vandet har set himlen og fjeldene speile sig og oprindelig har trod, det var en anden verden, de saa. Senere har de vistnok opdaget, at det var et speilbillede, men den oprindelige tro paa en underverden har ligefuldt holdt sig, og karakteristisk er netop, at denne henlægges til under vandet, og at der er meget solskin; thi det har der vel som oftest ogsaa været, naar de saa speilbilledet.

Det andet sted i oververdenen er koldere, det er ligt jorden med bjerge og dale, og over det hvælver sig den blaa himmel. Der staar de afdødes sjæle i telt rundt en sjø, og naar den flyder over, regner det paa jorden. Der er meget krækling og mange ravne, som bestandig sætter sig paa hoderne og hænger sig i haaret paa gamle kjærringer; de er besværlige at holde fra sig og erstatter vel nærmest lusene i denne verden. Deroppe kan man ogsaa om nætterne se de afdøde sjæle, naar de spænder fodbal med et hvalroshode. Paa østkysten menes det dog, at nordlyset blot er sjælene af dødfødte eller for tidlig fødte børn eller af børn, som er ombragte eller fødte i dølgsmaal. Disse barnesjæle «tage hverandre i Hænderne og dandse rundt i Slyngninger og Svingninger. De spille Bold med deres Efterbyrd, og, naar de se forældreløse Børn, løbe de hen imod dem og kaste dem omkuld. De ledsage Legen med en hvislende, pibende Lyd.» Derfor kalder de ogsaa nordlys for alugsukat, som vel nærmest betyder utidige fostre eller børn, fødte i dølgsmaal. Denne grønlændernes opfatning synes nær beslegtet med indianernes tro, at nordlyset er de afdødes danserækker.

Noget helvede har eskimoerne ikke; begge de ovenfor nævnte opholdssteder er nærmest mer eller mindre gode, og hvad enten sjælen kommer det ene eller det andet sted hen, synes ikke at staa i nogen fremtrædende forbindelse med menneskets gode eller onde gjerninger.

Egede paastaar dog, at til det deilige land under jorden kommer bare «de Qvinder, som døe paa Barsel-Seng, og de (mænd) som drukne i Havet, og Hvalfisk Fangere, hvilket skal være ligesom en Belønning, for det Onde, som de have udstaaet her i Verden, alle de andre komme til Himmelen.» Om dette har været den almindelige tro, synes ikke afgjort. En aldeles lignende findes ogsaa hos os; en gammel kone i Telemarken sagde til Moltke Moe om sønnen sin: «Jau du, han er eg tryg for, han har gjengji like in i himlen han, du veit det stend i Guds ord, at den som blir paa sjøen hel døyr paa barnseng den gjeng'e rake vegen til Guds rike.»

Imidlertid synes det ifølge nogles udsagn, som ogsaa andre grønlændersjæle kom til underverdenen, dette skulde bl. a. kunne afhænge af ligets behandling. Paul Egede siger saaledes (Eft. om Grønl. side 174), «at de pleiede at tage de Syge, som laae paa deres Yderste, lempelig ned af Sengen, og indsvøbe dem paa Gulvet til Begravelse. Denne Nedtagelse af Sengen, skal nok være en Betegning paa den Nedfart de ønske den Døde under Jorden. Men døer nogen førend han bliver nedtagen, da farer han op ad.»

FORTSÆTTELSE FØLGER