Snehyttens sange (KR) – I. Stemningssange

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Snehyttens sange

I. Stemningssange

Knud Rasmussen
København,
1930

AANDEVISE Det ældste kendte billede ag trommedans og -sang. Jens Kreutzmann (ca. 1860) Hører I Stemmen fra Dybet? Ajai — jija. Stemmen fra Dybet! Ajai — jija. Gæste vil jeg uren Kvinde, granske bag Manden Brud paa Tabu. Aj, lad Støvlens Baand hænge slapt! Ajai — jija. Hører I Stemmen fra Dybet? Ajai — jija. Stemmen fra Dybet! Ajai — jija. Gæste vil jeg uren Kvinde, granske bag Manden Brud paa Tabu. Aj, glat Rynkerne ud fra Kindernes Runding! Ajai — jija. Jeg gik mig en Tur over Havet. Undrende hørte jeg Stemmen fra Dybet, Havets Sang. Jeg gik mig langsomt beskuende ud, den vældige Nyis sukked, ajai — jija ajai — jija Hjælpeaand søger Festhus. (Netsit. Mand, Moskusokse-Folket, Bathurst Inlet)

MIT AANDEDRÆT Saaledes kalder jeg denne Sang, fordi det er mig lige saa nødvendigt at synge den, som det er mig at drage Aande. Jeg vil synge en Sang, en Sang, der er stærk. Unaija — unaija. Syg har jeg ligget fra Efteraar, hjælpeløs laa jeg, som var jeg mit eget Barn. Bedrøvet ønsker jeg min Kvinde bort til et andet Hus, til en Mand, der kan være hendes Tilflugt, sikker og fast som Vinteris. Unaija — unaija. Bedrøvet ønsker jeg min Kvinde bort til en bedre Beskytter, nu, da jeg selv mangler Kraft til at rejse mig fra mit Leje. Unaija — unaija. Kender du dig selv? Saa lidt du dog ved om dig selv. Kraftesløs ligger jeg her paa min Briks, og kun mine Minder er stærke! Unaija — unaija. Fangstdyr! Storvildt! Flygtende Bytte jeg ofte forfulgte! Lad mig genopleve og mindes, saa jeg kan glemme min Svaghed. Unaija — unaija. Jeg vil mindes den store hvide, Isbjørnen, der kom med højt hævet Bagkrop og Snuden i Sneen! Den bildte sig ind, at den alene var Handyr og kom løbende mod mig. Unaija — unaija. Den rev mig omkuld, Gang efter Gang. Gik saa forpustet sin Vej og lagde sig til Ro bag en Isflages Runding. Sorgløs var den og anede ikke, at jeg skulde blive dens Bane. Den bildte sig ind, at den alene var Handyr og troede ikke, at ogsaa jeg var et Mandfolk! Unaija — unaija. Aldrig glemmer jeg det store Spækdyr, en Fjordsæl, jeg dræbte fra Havis tidlig Morgen længe før Daggry, mens Kammeraterne hjemme endnu laa hen som døde, matte af Misfangst og Sult, og sov. Med Kød og med flommende Sælspæk kom jeg saa hurtigt tilbage, som var det kun Løb over Is, for at syne et Aandehul dér. Og saa var det dog en gammel og dreven Hansæl, der straks havde Færten af Menneske. Men inden den havde trukket sit Vejr, sad min Harpun-Od dødeligt fast i dens Nakke. Saadan var jeg engang. Nu ligger jeg kraftesløs paa Briks og kan end ikke skaffe lidt Spæk til min Kones Vægstens-Lampe. Tiden, Tiden vil slet ikke gaa, mens Daggry veksler med Daggry og Foraar nærmer sig Boplads. Unaija — unaija. Hvorlænge skal jeg dog ligge her? Hvorlænge? Og hvorlænge skal hun gaa Tiggergang for Spæk til sin Lampe, for Rensskind til Klæder og Kød til et Maaltid? En hjælpeløs Stakkel — en værgeløs Kvinde. Unaija — unaija. Kender du dig selv? Saa lidt du dog ved om dig selv! Mens Daggry veksler med Daggry, og Foraaret nærmer sig Boplads. Unaija — unaija. (Orpingalik. Netsilik-Folket.)

SOLEN OG MAANEN OG ANGST FOR ENSOMHED Der er Angst i at vende sit Sind bort, at længes mod Ensomhed, midt i glade Menneskers Klynge. Ijaija — ja — ja. Der er Glæde i at mærke Varmen komme til den store Verden og se Solen følge sine gamle Fodspor i Sommernatten. Ijaija — ja — ja. Der er Angst i at mærke Kulden komme til den store Verden og se Maanen — snart Nymaane, snart Fuldmaane — følge sine gamle Fodspor i Vinternatten. Ijaija — ja — ja. Hvor gaar det hele mon hen? Jeg længes mod Øst! Og dog skal jeg aldrig gense min Farbror, som mit Sind saa gærne vil aabne sig for. (Tatilgak. Mand, Moskusokse-Folket, Bathurst Inlet.)

MÆNDS AFMAGT Maaske — ja kan det altsammen være ligegyldigt! Maaske — ja. Jeg synger blot om ham, »den spilkogende«, der sad fuld af Angst med sammenbidt Mund mellem Kvinder. Maaske — ja kan det altsammen være ligegyldigt! Maaske — ja. Jeg synger blot om ham, »Ren-Maven«, der sad fuld af Angst med sammenbidt Mund mellem Kvinder. Hans to Øjne var ildevarslende, buede som et Horn, der skal skæres til Lyster! Maaske — ja kan det altsammen være ligegyldigt! Maaske — ja. Jeg synger blot om ham, »Øksen«, der sad fuld af Angst med sammenbidt Mund langt, langt borte fra Mennesker, i Ensomhed. Maaske — ja kan det altsammen være ligegyldigt! Maaske — ja. Min Tunge sætter kun Ord sammen til en lille Sang. En Mund, en lille Mund, kan den være farlig? En lille Mund, der krummer sig nedad i Vigene, som en bøjet Kvist til en Kajakribbe. (Netsit. Moskusokse-Folket.)

SANG TIL EN GNIER Engang havde man opdaget, at en Mand altid hentede Kød fra sine Depoter om Natten, medens de andre sov, og saa spiste sig mæt i Smug, uden at give sine Husfæller Del i sin Madglæde. Saa snart han havde spist, svøbte han sine Levninger ind i Skind og gemte dem under Briksen. En af Husfællerne hævnede sig siden ved at digte følgende Sang, som han foredrog en Aften under Tilhørernes skadefro Munterhed. Det siges, at Gnieren blev saa skamfuld herover, at han aldrig siden indtog noget Maaltid i Hemmelighed. Jeg satte sammen Ord til en Sang, en lille Sang, som jeg bragte i Hus en Aften. Ukendelig og velindsvøbt kastede jeg den ind under Briksen. Ingen vilde faa Del i den, ingen skulde opleve den. Thi min alene skulde den være, min, min, min, hemmelig og udelt. (Angmagssalik, Øst-Grønland.)

SULT Der var Angst over mig — — — I mit lille Hus holdt jeg ikke ud at være. Sulten og forkommen vakled jeg derfor ind over Land, uafbrudt snublende forover. Ved »den lille Moskusokse-Sø«  holdt Ørrederne mig for Nar. Jeg fik intet Bid. Videre sled jeg mig saa til »det unge Menneskes Bredning« — her havde jeg før fanget Laks. Jeg vilde saa gærne se svømmende Ren eller Fisk i en Sø. Den Fryd var mit eneste Ønske. Min Tanke endte i sletingenting. Den var som en Line, der helt løber ud. Skulde jeg mon aldrig faa fast Grund at staa paa? Trylleord mumled jeg hele Vejen. (Kingmerut. Mand. Ellis River, Queen Maud’s Sea.)

UGLENS FRIERI En lille Snespurv sad paa en Tue og græd, fordi Menneskene havde dræbt hendes Mand. Saa kom der en stor, fed Ugle hen til hende og sang: Taabe, der begræder sølle Mand med Spyd af Græsstraa! Jeg vil være din Mand! Spurven svarede: Hvem vil have dig til Mand? Du med grove Fjer paa Kroppen og med klodset Næb i Snuden, tykke Lægge, hvælvet Pande, og en Nakke uden Hals! Uglen blev vred og slog den lille Snespurv i Brystet, og da Snespurven ømmede sig af Smærte, raabte den haanligt: Se — den Kvinde! Skraptunget er hun, kan dog føle Smærte i Brystet! Og saa fløj de hver til sit. (Atqâralâq. Kvinde, Rensdyr-Eskimoerne, Barren Grounds.)

ENKENS SANG Hvorfor har mine Medmennesker ingen Barmhjærtighed med mig? Tung bliver min Søvn, fordi Maulas Drabsmand ingen Barmhjærtighed viste. Ijaja — ijaja. Er det saa underligt, at det smærtede, og at jeg ynkedes over min eneste, den Gang jeg saa ham henslængt paa Jorden med bøjet Hoved? Dødsfjender myrded ham, og Maddiker berøved ham for altid hans Hjemkomst. Ijaja — ijaja. Og saa var han dog ikke ene om at forlade mig, thi ogsaa min lille Søn, som jeg elsked, for til Skyggernes Land. Ijaja — ijaja. Nu er jeg som et Dyr fangen i Fælde i eget Hus. Ijaja — ijaja. Lang bliver min Vej paa Jord. Det er, som om jeg aldrig skal faa mine Fodspor paa Afstand. — — — En fattig Amulet er nu det eneste, jeg har tilbage, mens Nordlys danser Gnistleg over Himlen. (Qernertoq. Kvinde, Moskusokse-Folket, Bathurst Inlet.)

SANG TIL FORAARET Vinteren har været lang og haard, og Folkene ved Bopladsen har lidt Nød. Alle er udmattede, og der er mange, der ikke tror, de kan leve til Foraaret. Saa tager en Mand ud i Kajak langs med Kysten, hvor det første aabne Vand er begyndt at danne sig. Her kommer han frem til et Fjæld, som han bestiger for at se, om der skulde være Vaager længere ude, hvor man kan drive Sælfangst; svag og mat af Sult arbejder han sig op over Fjældet, indtil han opdager en Snedrive, som Solens Varme er begyndt at løsne fra Fjældet. Da bliver han saa glad, at han bryder ud i Sang: Aja-ha, aja-ha. Jeg var ude i Kajak og søgte Land, aja-ha, aja-ha; her kom jeg til en Snedrive, der var begyndt at smelte. Aja-hai-jâ, aja-haisjâ. Saa vidste jeg, at det var Foraar, og at vi havde overlevet Vinteren. Aja-hai-jâ, aja-ha. Og jeg blev angst for, at mine Øjne skulde være for svage, alt for svage til at se alt det dejlige. Aja-hai-jâ, aja-hai-jâ, aja-ha. (Angmagssalik, Øst-Grønland.)

ORD Amaija — ai, ja — ja, ai — ja, jeg er en spagfærdig — ja, jeg her, jeg driver aldrig Spot, jeg dynger aldrig onde Ord paa andre, det er nu min Vane, saadan er jeg, amaja — ja. Ord bringer Bevægelse og skaffer Stilhed, Ord giver sand Besked, og Ord bringer Løgne, amaja — ja — ja! (Umânatsiaq, Vest-Grønland.)

SANG OM NARHVALERNE En Storfanger har en Gang i sin Ungdom haft Land ved en Bræfjord, der er berømt for vældige Træk af Narhvaler. Som en gammel Mand vender han nu tilbage til sin Ungdoms Boplads og oplever atter at se Hvalerne lege paa Havet. Han føler den Afmagt, Alderen har lagt over ham; det svimler for ham af Sorg, og han griber sin Tromme og synger: Ijâja-â — — ijajâ, ajê, lad mig søge at fjærne min Tanke, min store Tanke, paa Afstand, paa Afstand, ijâja-â — — ijajâ — ajê. Lad mig søge at svælge min store Sorg, som en Graad — ijâja-â — — ijajâ — ajê. Lad de syngende Ord da bære den bort, lad de syngende Ord da aande den bort fra min Strube. Lad min lille og kejtede Sang da løfte min store Sorg af mit Sind, ijâja-â — — ijajâ — ajê. Men ak — det lader sig ikke gøre at rive Smærten fra Struben — men ak — det lader sig ikke gøre at løsne for Graaden, der vil briste, ijâja-â — — ijajâ — ajê. Mine Øjne er trætte, mine opslidte Øjne! Og aldrig mere skal Øjnene følge Narhvalens Fart, naar den skyder af Dybet og bryder mod Havets Bølger, og aldrig mere skal Musklerne skælve, idet jeg griber Harpunen — ak, aldrig mere! Ijâja-â — — ijajâ — ajê. Nu ønsker jeg kun, at Sjælene af alle de store Sødyr, jeg dræbte, maatte hjælpe mig at fjærne mine tunge Tanker. Nu ønsker jeg kun, at Mindet om alle mine store Jagter kunde løfte mig op af kraftesløs Ælde. Ijâja-â — — ijajâ — ajê. Lad min Aande da blæse en Sang om mine Fangstdyr, en Sang om mine Narhvaler, naar Stimerne brød i hvide Braad ved min Boplads. Ijâja-â — — ijajâ — ajê. Hvalernes Strubesang lød stundom i Støn og stundom i skingrende Fløjt gennem pustende Aande, naar deres Flokke samlede sig i døsig Hvile paa Vandet. Dette, som minder mig mest om min Ungdom, synger jeg om. Og min Sang bryder ud af min Strube med min Aande. (Angmagssalik, Øst-Grønland.)

EN MODERS SANG Eo ung Mand havde dræbt en Jagtkammerat i Hidsighed. Af Sorg herover sang hans Moder denne Vise: Ejaja — eja. Jeg kender igen en Stump af en Sang og tager den til mig som et Medmenneske. Ejaja — eja. Man skulde vel skamme sig over Barnet, man en Gang bar paa sig i Rygpose — da man hørte om hans Flugt fra Menneskers Boplads? Ejaja — eja. Ret har de, der tænker saa! Ejaja — eja. Ret har de! Ejaja — eja. Jeg skammer mig! Men kun fordi, han ikke har haft en Moder, der var fejlfri som den blaa Himmel, klog og uden Daarskab! Nu vil Folks Tunger opdrage ham, og Sladder vil fuldbyrde Værket. Ejaja — eja. Dette har jeg — hans Moder — fortjent, jeg, som fødte et Barn, der ikke skulde blive min Alderdoms Tilflugt! Ejaja — eja. Jeg skulde vel skamme mig! I Stedet for misunder jeg dem, der har Venners Skare bag sig, vinkende paa Isen, naar de efter festligt Opbrud lægger ud paa Rejser! Ejaja — eja. Jeg mindes et Foraar — vi brød Lejr ved »det skelende Øje« — Vejret var mildt, vore Fodtrin sank lindt knirkende i soltøet Sne — Den Gang var jeg som et tamt Dyr, der holdt sig nær til Mennesker. Men da Budskabet kom om Drabet og Flugten, blev Jorden som et Fjæld med en Syltinde, og jeg stod paa Tindens Top og vaklede. (Uvlúnuaq. Kvinde, Netsilik-Folket, Pelly Bay.)

ET JAGTMINDE Myg og Kulde disse Plager følges aldrig ad. Her jeg lægger mig paa Isen, lægger mig paa Sne og Is, saa min Kæbe klaprer. Det er mig, aja — aja — ja. Er det Minder fra de Tider, fra de Tider, Myggen sværmer, fra de Tider, Kulden lammer, der faar Tanken til at svimle, mens jeg strækker mine Lemmer ud paa Isen — det er mig, aja — aja — ja. Aj! Men Sange bruger Styrke, og jeg søger efter Ord, jeg, aja — aja-ja. Aj! Jeg spejder og ser, hvad jeg nu vil synge om: Renen med de brede Takker! Og jeg slyngede med Styrke Spydet med mit Kastetræ. Og mit Vaaben tøjred Tyren midt i Bækkenbenets Hulning, og den skælvede for Vunden, til den segned og blev stille. Aj! Men Sange bruger Styrke, og jeg søger efter Ord. Her er Sangen, her er Mindet. Og det er kun mig, der synger, aja — aja — haja — haja! (Ivaluardjuk. Mand, Iglulik-Folket, Lyon Inlet.)

SANG TIL HAVET Hele Vinteren ligger Storisen sammenfrosset ud for Øst-Grønlands Kyster, opskruet og utilgængelig for Slæderejsende; men naar Foraaret kommer, og Isen begynder at løsne sig, kommer en Tid med glade Fangstdage for de dristige Jægere. Ingen tom Tværdriver er jeg. Ingen stum Kedsommelighed, ava — ajajâ, ajajâ — ajâ. Jeg besteg Sermilik-Fjældene og saa ud over Havet, det store Hav, ava — ajajâ, ajajâ — ajâ. Spredt laa Storisen langs med Landene; et Isfjæld var ved at skære sig ud i rum Sø, og Uigordlît-Klipperne stod som Støtter i Havet, ava — ajajâ ajâ. Jeg blev svimmel, mit Aandedræt tungt, og jeg syntes, mit Liv vilde blive saa alt for kort, saa alt for kort, ava — ajajâ, ajajâ — ajâ. (Angmagssalik, Øst-Grønland.)

SANG OM RENER, MOSKUSOKSER — KVINDER OG MÆND, DER SPILLER RASKE Dejligt er det at se Renhjordene komme ned fra Skovene og begynde deres Vandring mod Nord. Ængsteligt spejder de efter Menneskers Faldgruber. Dejligt er det at se de vældige Flokke fra Skovene sprede sig ud over hvide Sletter. Dejligt at se. Jajai — ja — jija. Dejligt er det at se den tidlige Sommers korthaarede Rener begynde at vandre. Dejligt at se dem trave frem og tilbage henover Næssene, søgende Vadested. Jajai — ja — jija. Dejligt er det at se de store Moskusokser samles i Flokke. De smaa Hunde kigger de efter, naar de samles i Flokke. Dejligt at se. Jajai — ja — jija. Dejligt er det at se unge Kvinder samles i Smaa-Klynger, og gaa paa Besøg i Husene — da vil Mændene pludseligt saa gærne spille raske, mens Pigerne blot pønser paa en lille Løgn. Jajai — ja — jija. Dejligt er det at se langhaarede Vinterrener vende tilbage til Skovene. Ængsteligt spejder de efter de smaa Mennesker, mens Hjorden følger Havets Ebberand, saa det bruser af knirkende Klove. Dejligt er det, naar Tiden til Vandring er inde. Jajai — ja — jija. (Netsit, Moskusokse-Folket.)

EN GLEMT MANDS SANG OM VINDENE Ingen ved mere, hvem Manden var, men hans Sang huskede man. Hvad har mon den kære Søndenvind i sine Tanker, naar den susende stryger forbi? Har den mon Bud til de smaa Mennesker, der bor norden for os, tænker den paa dem, naar den stryger forbi? Ajai — jai — jai — jai. Hvad har mon den kære Østenvind i sine Tanker, naar den susende stryger forbi? Har den mon Bud til de smaa Mennesker, der bor vesten for os, tænker den paa dem, naar den stryger forbi? Ajai — jai — jai — jai. Hvad har mon den kære Nordenvind i sine Tanker, naar den susende stryger forbi? Har den mon Bud til de smaa Mennesker, der bor sønden for os, tænker den paa dem, naar den stryger forbi. Ajai — jai — jai — jai. Hvad har mon den kære Vestenvind i sine Tanker, naar den susende stryger forbi? Har den mon Bud til de smaa Mennesker, der bor østen for os, tænker den paa dem, naar den stryger forbi. Ajai — jai — jai — jai. Og hvad mon jeg selv har i mine Tanker, hvergang jeg strejfer omkring i Landet? Jeg tænker paa alt det levende, der skiller sig ud fra Jordens Skød, Moskusokserne, der klumper sig sammen som sorte Knyster paa Sletten, og Vildrenerne, der rejser deres Takker højt over Fjældenes Luft. Det kære Storvildt tænker jeg paa, hvergang jeg strejfer omkring i Landet. Ajai — jai — jai — jai. (Tatilgak. Moskusokse-Folket.)

EN LILLE SANG Jeg synger en lille Sang, en andens slidte, lille Sang, men jeg synger den som min egen, min egen kære, lille Sang. Og saaledes leger jeg med denne slidte, lille Sang, idet jeg fornyer den. (Søndre Upernivik, Vest-Grønland.)

SYG MANDS SANG Sjæl, hvor har du gemt dig? Lad mig hente dig. Er du rejst sønden for dem, der bor sønden for os? Lad mig hente dig. Sjæl, hvor har du gemt dig? Lad mig hente dig. Er du rejst østen for dem, der bor østen for os? Lad mig hente dig. Sjæl, hvor har du gemt dig? Lad mig hente dig. Er du rejst norden for dem, der bor norden for os? Lad mig hente dig. Sjæl, hvor har du gemt dig? Lad mig hente dig. Er du rejst vesten for dem, der bor vesten for os? Lad mig hente dig. Sjæl, hvor har du gemt dig? Er du rejst helt uden for os? Rejst uden for dem, der bor uden for os? Lad mig hente dig. (Hêq. Mand, Moskusokse-Folket, Bathurst Inlet.)

DANSEVISE To Smaapiger sætter sig paa Hug lige overfor hinanden, hopper hurtigt op og ned og synger denne Vise, der gentages atter og atter, idet man synger og hopper stadig hurtigere og hurtigere. Aj-ja — japa — pé. Frem med din Haarpynt! Vi er kun Piger, der glæder os sammen. Aj-ja — japapé. Trangstid, Kødnød plagede alle, slunkne var Maverne, tomme stod Fadene. Aj-ja — japapé. Ser du derude? Mændene kommer trækkende Sæler ind mod vor Boplads. Aj-ja — japapé. Glæden har koglet med alting omkring os, Skindbaade løfter sig ud af Fortøjningen, Remmene følger dem, Jorden selv svæver frit om i Luften. Aj-ja — japapé. Overflod er nu atter iblandt os, Tider, hvor Madgilder binder os sammen. Aj-ja — japapé. Kender du Lugten af Gryder i Kog? Og Spækket, der skvulper i Sidebriks-Rundingen? Aj-ja — japapé. hu-hue! Glade hilser vi dem, der bragte os Velstand! (Tutlik, Kvinde, AivilibFolket, Lyon Inlet.)

DØD MANDS SANG drømt af En, der endnu lever. Jeg fyldes med Fryd, naar Dagen stille gryer op over Himmelrummet, aji, jai ja. Jeg fyldes med Fryd, naar Solen langsomt stiger op over Himmelrummet, aji, jai ja. Men ellers er jeg kvalt af Angst for graadige Maddikers Vrimmel; de æder sig ind i mit Kravebens Hulning og i mine Øjne, aji, jai ja. Jeg ligger nu her og mindes, hvor kvalt af Angst jeg var, da man gravsatte mig i et Snehus ude paa Søen, aji, jai ja. En Blok af Sne blev lukket til, og uforstaaeligt blev det, hvordan min Sjæl skulde bane sig Vej og fare til Himlens Vildtland, aji, jai ja. Den Lukkeblok voldte mig Uro, og større og større blev Angsten, naar Ferskvands-Isen slog Revner i Kulden, og Frostsmældet drønende voksed op over Himmelrummet, aji, jai ja. Herligt var Livet om Vinteren. Men glædede Vinteren mig? Nej, altid var jeg saa fuld af Bekymring for Saaleskind og Skind til Kamikker, om der ikke skulde blive til os alle. Ja, altid var jeg bekymret, aji, jai ja. Herligt var Livet om Sommeren. Men glædede Sommeren mig? Nej, altid var jeg saa fuld af Bekymring for Renskind og Tæpper til Briksen. Ja, altid var jeg bekymret, aji, jai ja. Herligt var Livet, naar man stod ved sit Fiskehul paa Isen. Men glædede mit Stade ved Fiskehullet mig? Nej, altid var jeg saa fuld af Bekymring for min lille, bitte Fiskekrog, om ikke den fik Bid. Ja, altid var jeg bekymret, aji, jai ja. Herligt var Livet, naar man dansed i Festhus. Men glædede Dansen i Festhuset mig? Nej, altid var jeg saa fuld af Bekymring, at jeg ikke kunde huske den Sang, jeg skulde synge. Ja, altid var jeg bekymret, aji, jai ja. Herligt var Livet . . . . Nu fyldes jeg med Fryd for hver en Gang et Daggry gør Nattens Himmel hvid, for hver en Gang Solen stiger op over Himmelrummet, aji, jai ja. (Netsit, Moskusokse-Folket.)

RYPEN Der sad en lille Rype ude paa Sletten, paa Toppen af en Snedrive. Røde var dens Øjenlaag, brun var den nedover Ryggen, og midt imellem dens smaa Endeballer sad den allerkæreste lille Rumpe. (Ûmânatsiaq, Vest-Grønland.)

LEMMINGENS SANG En kold Vinterdag kom en lille Lemming ud af sit varme Bo. Den saa sig omkring, skuttede sig kuldegysende og sang: Himlen som en vældig Bug hvælver sig omkring mit Bo. Luften klar og ingen Skyer. Sikken Kulde! Huh! Jeg fryser, fryser! (Atqâralâq. Rensdyr-Eskimoerne.)

BEVÆGELSE En Sang, der altid bragte Aandemanersken Uvavnuk i Trance. Det store Hav bringer mig i Bevægelse! Det store Hav sætter mig i Drift! Det bevæger mig som Alger paa Stene i rindende Elvvand. Himlens Hvælv bringer mig i Bevægelse! Det vældige Vejr blæser igennem mit Sind. Det river mig med, saa jeg skælver af Glæde. (Uvavnuk. Kvinde, Iglulik-Folket, Iglulik.)

HVORHEN MON Langt, langt ned kan man blive kold af Angst, langt, langt ned kold af Angst over at have en Mage, der aldrig blev voksen som andre Mennesker. Og dog, »den letdunede« havde man slet ikke Lyst til at ligne, fordi hun blev voksen som et ganske almindeligt Menneske, stundesløs og uden Ligevægt. Langt, langt ned kan man blive kold af Angst, langt, langt ned, fordi Fangstdyrene flygter for En — Hvorhen mon? Hvorhen mon? Moskusokserne og de store Landbjørne, Renstyrene og deres Køer. Alle har de let til Flugt. Hvorhen mon? (Netsit. Moskusokse-Folket.)

FUGLEVISE Den store Maage holder sig svævende paa udbredte Vinger ovenover os, ovenover os. Den stirrer, jeg skælder. Dens Hoved er hvidt, Næbbet aabner sig gabende, de smaa, runde Øjne ser langt, ser skarpt! Qutiuk! Qutiuk! Den store Kjove holder sig svævende paa udbredte Vinger ovenover os, ovenover os. Den stirrer, jeg skælder. Dens Hoved er sort, Næbbet aabner sig gabende, de smaa, runde Øjne ser langt, ser skarpt! Ijôq! Ijôq! Den store Ravn holder sig svævende paa udbredte Vinger ovenover os, ovenover os. Den stirrer, jeg skælder. Dens Hoved er blaasort, Næbbet er skarpt, som havde det Tænder, Øjnene skeler! Qara! Qara! Og saa er der Uglen, den store Ugle! Den holder sig svævende paa udbredte Vinger ovenover os, ovenover os. Den stirrer, jeg skælder! Dens Hoved er svullent, dens Næb har en Krog, og dens runde Øjne har Laag, der er krængede, røde og tunge. Orôq! Orôq! (Tatilgak, Moskusokse-Folket.)

ELSKOV Ajaija — ja, min Legekammerat, ja — ja — jai — ja, stryger mig hen over Skødet, hajaijaja, tager mig og giver mig sit Legeme, hajaija — ja —ja — jaija — — og river Skindarmbaandene af mig. (Ûmânatsiaq, Vest-Grønland.)

EN GAMMEL KONES SANG Ak, jeg trækker Vejret dybt, Brystet aander tungt af Smerte mens jeg kalder paa min Sang. Lysten til en Vise greb mig, da jeg fik det onde Budskab om de fjærne, sultne Venner, der var uden Vinter-Vildt. Derfor kalder jeg nu frem Sangen oppefra, Sangen oppefra — hajaja. Og jeg glemmer, mens jeg synger, Brystets Ild og Lungers Hiven og maa mindes gamle Tider, da jeg havde Kræfter nok — Ak, de Tider, da der ikke var min Lige under Flænsnings-Kappestrid. Ak de Tider, da jeg kunde ganske ene færdigt slagte og til Tør-Kød flække skært Sul af tre store, fede Tyre. Se: de lækre, møre Skiver blev bredt ud paa Fjældets Stene, endnu mens den store Sol var paa Vejen op ad Himlen, i den svale Formiddag — i den svale Formiddag. (Akjârtoq. Kvinde, Rensdyr-Eskimoerne, Barren Grounds.)

ARBEJDS-VISE Jeg er kun en lille Kvinde, der gærne vil trælle, der gærne med Glæde vil slæbe og slide. . . . Og i min glade Iver efter blot at være nyttig plukker jeg Pilens Rakler, der minder mig om den store Ulvs Skæg. Jeg holder af at gaa langt, langt ud, mine Saaler bliver hullede, mens jeg plukker Pilen, Pilen med Rakler, der minder mig om den store Ulvs Skæg — den store Ulvs Skæg. (Kibkârjuk, Kvinde, Rensdyr-Eskimoerne, Barren Grounds.)

UNGDOMMENS FORAAR Tænker sørgmodigt tilbage og mindes. Genoplever min Ungdoms tidligt vaagnende Foraar. Sneen smelted og Isen brød op længe før Tid. Midt i hedeste Solbrand stod jeg, vejrende Vildt, Musklerne spændt, Sveden den drypped fra Pande. Var det virkelig mig? Den samme som den, jeg nu er? Se: derude paa Søens skvulpende Vand sled en Kajak-Mand sig frem, tungt bugserende spydstukne Rener i Line. Var det mig? Var det virkelig mig? Tænker sørgmodigt tilbage og mindes gamle Rejsers larmende Opbrud. Minderne samler sig helst om dristig Kajak-Fart tilsøs. Landværts var jeg desværre ganske almindelig Jæger med Bue og Pil. Aldrig naaede jeg Ry for Fangst af flygtende Ren i Fjæld. Men i Kajak følgende klods i svømmende Tyres Kølvand søgte jeg altid forgæves min Lige. Tænker sørgmodigt tilbage og mindes. Genoplever min Ungdoms tidligt vaagnende Foraar. Var det virkelig mig? Gammel Mand henter Styrke i Ynglinge-Dagenes Tøbrud. (Ulivfak. Mand, Rensdyr-Eskimoerne, Barren Grounds.)

EN SPAGFÆRDIG MANDS SANG Jeg er En, der altid har Mod-Strøm. Langsomt, langsomt gaar det for mig — Hændte det, jeg vilde gæste Folk, der lever sønden for os, faldt det altid, altid svært. Langt om længe kom jeg dog frem til dem, der ensomt bor dybt i Bunden af en Fjord. Jeg er en, der altid har Mod-Strøm. Langsomt, langsomt gaar det for mig. Hændte det, jeg vilde jage Ren omkring »den lille Kilde«, faldt det altid, altid svært. Langt om længe kom jeg dog bag paa sorte Moskusokser, der gik bejtende langs Elven. Det var altid svært for mig at slutte mig til de ypperste, til dem, der fanged mange Fjordsæl. Og dog har jeg altid Harpun i min Haand. Jajaija. Det var altid svært for mig at slutte mig til de ypperste, til dem, der nedlagde mange Vildren. Og dog bar jeg altid Bue paa min Ryg. Jajaija. Det var altid svært for mig at slutte mig til de glade, til dem, der sang i Festhus. Thi min lille Vises Ord kunde jeg aldrig huske i Trommedans. Jajaija. Tungnem var jeg altid, svært var mig alting. Jeg var kun en spagfærdig blandt Mennesker. (Qerraq. Moskusokse-Folket.)

SANGERGLÆDE Det er herlig Syssel at lave Viser! Men altfor ofte mislykkes de. Det er herlig Skæbne at faa Ønsker opfyldt! Men altfor ofte smutter de udenom. Det er herlig Syssel at jage Vildren! Men altfor sjældent udmærker man sig, saa man staar som en lysende Ild over Sletten. (Piuvkaq. Mand. Utkuhikjalik-Folket, Store Fiskeflod.)

EN VRAGET KVINDES SANG Ind over Land — langt ind over Land, gaar mine Tanker, mine stakkels urolige Tanker. Det er ikke til at bære, at jeg nu aldrig mer skal flytte mig fra min Plads paa Briks, fra min Plads paa Briks. Og dog føler jeg endnu den samme vilde Lyst til at vandre ind over Land, langt ind over Land. Ija — jê — ja. Altid kredser mine Tanker hvileløst omkring Fangstdyrs Kød, Fangstdyrs dejlige Kød. Det er ikke til at bære, at jeg nu aldrig mer skal flytte mig fra min Plads paa Briks, fra min Plads paa Briks, Og dog føler jeg endnu den samme vilde Lyst til at vandre ind over Land, langt ind over Land. Ija — jê — ja. Mine stakkels urolige Tanker flakker ind over Land, langt ind over Land. For jeg kan ikke glemme den livsalige Tid, da Igjugârjuk holdt af mig, holdt af mig alene. Glad fulgte jeg ham altid paa Jagt efter Ren ind over Land, langt ind over Land. Ija — jê — ja. Jeg var selv som en Mand, jeg bar Vaaben som Mand, og jeg skød en Tyr og en Ko med dens Kalv, ja, jeg dræbte dem selv med min Bue og Pil, med min Bue og Pil en Aften mod Vinter, da Himlens Skumring faldt ind over Land, langt ind over Land. Ija — jê — ja. Jeg kan ikke glemme, aj, jeg kan ikke glemme den livsalige Tid, da Igjugârjuk holdt af mig, holdt af mig alene. Ak, nu tumler urolige Tanker med Livet, mens Jorden bliver hvid af den faldende Sne ind over Land, langt ind over Land. (Kibkârjuk, Rensdyr-Eskimoerne.)

NATURGLÆDE Er den ikke herlig, den lille Elv gennem Kløften, naar man langsomt nærmer sig, mens Ørreder staar bag Stene i Strømmen. Jajai — ija. Er den ikke herlig, Elvens saftige Græsbred? — og dog skal jeg aldrig møde »Pilevaand«, min Fælle, som jeg hjærteligt ønsker at gense. Det kan ogsaa være det samme! Thi herligt er Elvens bugtede Løb gennem Kløften. Jajai — ija. Er den ikke herlig, blaanende Fjældø derude, naar man langsomt nærmer sig. Hvad gør det saa, at Luftens blæsende Aand holder til over Klipperne? Thi herlig er Øen, naar man sindigt kørende haler den ind. (Tatilgak, Moskusokse-Folket.)

OP AD STRØMMEN En gammel Mands Sang under Ørredfangst paa Isen. Ofte vender jeg tilbage til min lille Sang, og jeg nynner den taalmodigt over Fiskehul paa Isen. Denne simple lille Sang kan jeg blive ved at nynne, jeg, som ellers alt for hurtigt trættes naar jeg fisker — pilker vagtsomt, lokkende med Madding skælblank, blaasort Laks, der svømmer — op ad Strømmen. Blæsende koldt er mit Stade paa Isen, hurtigt jeg opgiver Ævred! Naar jeg saa kommer hjem med utilstrækkelig Fangst, har jeg den Skik at fortælle, at det var Fisken, der svigted — op ad Strømmen. Og dog er det herligt at færdes paa Elvens snebløde Is, saalænge Benene orker — op ad Strømmen. Ak, mit Liv er nu skredet langt fra Tindernes Udsyn, dybt ned i Alderdoms Dal — op ad Strømmen. Gaar jeg paa Jagt efter Landdyr, eller forsøger jeg Fangst efter Fisk, synker jeg hurtigt i Knæ, slagen af Mathed — op ad Strømmen. Aldrig skal jeg nu mere føle Kræfternes Vildskab, naar jeg gaar Ærinde ind over Land for mit Hus og dem jeg forsørger — op ad Strømmen. Jeg er nu kun en udslidt Jæger, der aldrig mere skal række det store Vejr over Jagtland — op ad Strømmen. Dog lever endnu mit Legem, og Maven har endnu sit Ønske om Maaltiders herlige Kød-Mad. En aflægs Mand er jeg bleven, en Fisker, der altid uheldigt slaar Hul i Elv eller Sø-Is, hvor ingen Ørred vil bide — op ad Strømmen. Men Livet selv er endnu saa fuldt af æggende Spænding! Kun jeg, jeg har kun min Vise, skønt ogsaa den glider fra mig — op ad Strømmen. Thi jeg er kun en ganske almindelig Fanger, der aldrig arvede Sangen fra Himmelens kvidrende Fugle. (Ikinilik. Mand, Utkuhikjalik-Folket, Store Fiskeflod.)

HILSEN TIL FESTHUSETS KVINDER De store Idrætslege med Bueskydning og Boldspil mellem to Bopladser afsluttedes altid med Konebytning, naar den sidste Aftens Sangleg var afsluttet. Som et Symbol paa denne Fest ankom Kvinderne til Snehytten, bærende lange Maagefjer højt løftet over Hovederne. Og her er den Sang, man modtog dem med: Kvinder, Kvinder, unge Kvinder! Aj, de kommer festligt klædt i nye Pelse, Kvinder, Kvinder, unge Kvinder! Aj — med fine, hvide Vanter bær de Festens Maagevinger. Se: de vifter, se, de kalder, rødmende af ilter Glæde. Kvinder, Kvinder, unge Kvinder! Aj — aj, aj — aj — aj! Deres lange Skøders Snipper vifter under Gangens Gyngen. Skønne er de, naar de skrider frem mod Mænd, der glade venter Sejrens Løn i Holmgangs-Stævnet. Kvinder, Kvinder, unge Kvinder! (Orulo. Kvinde, Iglulik-Folket, Iglulik.)

Kilde

Fra Knud Rasmussen: Snehyttens sange, ss. 9-80. København, 1930.