Nye mennesker – Dyrefabler (KR)

Knud Rasmussen (1879-1933)

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Dyrefabler

FABLER OG SAGN

Fordum havde Menneskene stærkere Safter end
nu; det var i de Tider, da alle Lande var befolkede.
Den Gang øvedes der Handlinger, vi nu ikke begriber,
og Øjnene saa Ting, der er skjulte for os. Men Tungen
førte de gamles Oplevelser gennem Slægterne
til os, der var af tyndere Livssafter . . .

MAJARK

Disse Fabler og Sagn er nedskrevne under Polarmørket. I denne Tid fortælles de i Husene, naar Eskimoerne efter store Madgilder paa raat, frossent Kød ud paa Aftenerne skal fordøje, madtunge og trætte. Det er da Sagnfortællerens Opgave at tale sine Tilhørere i Søvn. De bedste Fortællere prale af, aldrig nogensinde at have fortalt nogen Historie tilende.

Sagnene kendes af alle; det er en Bedstemoders Pligt at lære sine Børnebørn dem.

Det er første Gang, der er nedskrevet Sagn hos disse Polareskimoer, og mit Princip under Arbejdet har været aldrig at gengive nogen Fortælling før jeg selv havde lært den og fortalt den. Derved tilegnede jeg mig hele Fremstillingsformen; og jeg har bestræbt mig for saa vidt muligt at give ordrette Oversættelser.

I. DYREFABLER

LUSENS OG ORMENS KAPLØB TIL MENNESKET

Der fortælles, at vore Forfædre ingen Lus havde, — de lykkelige Mennesker! Men saa hændte det, at et Menneske havde lagt sig til at sove paa Jorden, og det saa Ormen og Lusen.

Ormen, som bildte sig ind, at den var hurtig til Bens, siger saa til Lusen: "Se bare der! Et Menneske! Skal vi se, hvem af os, der kan være den første paa det?"

De stak i Rend, saa hurtigt de kunde, men Ormen falder, og Lusen kommer først.

"Mennesket smager slet ikke godt, Jorden alene er Føde," raabte Ormen, da den faldt. "Jeg vil foretrække at være Jordens Lus."

Men Lusen skyndte sig bare frem til Mennesket og fandt i det baade Land og Føde.

Og siden har Menneskene haft Lus.

Fortalt af

ARNALUK,

(gammel Kvinde, c. 60 Aar).

LUS

Vore Forfædre har forbudt Kvinder, der nylig har født, at nævne Lusen ved Navn og beklage sig, naar den volder Kløe.

Der var engang en Barselkvinde, som var saa forfærdelig plaget af Lus paa sin Skulder.

"Det er dog mærkeligt," sagde hun, "at saa smaa, tandløse Dyr kan bide saa haardt!" men da hun skottede hen til Skulderen, saa hun et frygteligt Gab med store Tænder.

Se, det var Lusen, som vred over hendes Tale havde taget sig et Uhyres Skikkelse paa.

Kvinden blev saa forskrækket, at hun døde.

Efter denne Tildragelse forbød man Barselkvinder at nævne Lus ved Navn.

Dette hændte i vore Forfædres Tid — i de Tider, da en ubesindig Mennesketunge kunde skabe Uhyrer, der voldte store Ulykker.

Ellers er Lusene bange for Menneskene; det viser følgende Sagn:

Engang gav to Lus sig til at tale sammen.

"Giv mig mine Vanter, der hænger paa Husstolpenl" sagde Manden.

De boede i et Renskind, og det var Haarene, som Manden kaldte for Stolper.

"Aah nej; bliv hellere hjemme hos mig!" sagde Konen; "Menneskene dræber dig."

"Vær ikke urolig," svarede Manden, "jeg maa jo dog ogsaa have noget at spise. Det eneste, jeg er bange for, er, at to Isfjælde skal falde ned over mig og knuse mig; saa vil jeg aldrig komme igen. Men det sker saa sjældent." Lusen kaldte Menneskenes Negle for Isfjælde.

"Bliver jeg bare spist," fortsatte den, "saa kommer jeg jo ud igen gennem Rumpen, og saa skal du ikke være ængstelig for mig; jeg bliver blot skoldet lidt rød af at gaa gennem Menneskets Mave."

Saa blev Konen beroliget og gav ham hans Vanter.

"Ah, jeg skal udsøge mig en lækker Armhule!" sagde Lusen og forsvandt.

Den blev meget længe borte, og da den kom hjem igen, var den rød over hele Kroppen.

Denne Historie har Avovang oplevet, da han paa sin Sjælevandring var Lus. Fra ham kender vi alle Dyrs Liv.

Fortalt af

OSARKRAK

(ung Mand, 25 Aar).

DEN GIFTESYGE RAVN

En lille Spurv sørgede over sin Mand, der var bleven borte. Hun holdt af ham, fordi han fangede Orme til hende.

Mens hun sad der og græd, kom en Ravn hen til hende og spurgte: "Hvorfor græder du?"

"Jeg græder over min Mand, som er bleven borte; jeg holdt af ham, fordi han fangede Orme til mig," sa’ Spurven.

"Graad sømmer sig ikke for den, som kan hoppe hen over Græsstraas Toppe. Gift dig med mig — jeg, som har en dejlig høj Pande, brede Tindinger, langt Skæg og et stort Næb. Du skal sove under mine Vinger — og lækkert Skarn skal blive din Føde."

Jeg vil ikke gifte mig med dig, fordi du har den høje Pande, brede Tindinger, langt Skæg, stort Næb, — og fordi du vil byde mig Skarn som Mad."

Saa rejste Ravnen sin Vej — bort for at fri til Vildgæssene. Og han var saa syg af Elskov, at han aldrig sov. Vildgæssene var netop ved at trække bort, da han naaede dem.

"Da en ussel Spurv har vraget mig, vilde jeg gerne gifte mig med jer," sa’ Ravnen til to Gæs.

"Du kommer netop, som vi skal til at trække bort," sa’ Gæssene.

Jeg rejser med!" sa’ Ravnen.

"Ser du, det er umuligt for den, som ikke kan svømme, for den, som ikke kan hvile sig paa Havet. Der er ingen Isfjælde ad den Kant."

"Lige meget! jeg sejler gennem Luften." Og saa tog den to Gæs til Koner.

Nu trak Vildgæssene bort, og Ravnen med dem; men det varede ikke længe, før den begyndte at dale af Udmattelse og Søvnighed. "Noget — at hvile mig paa! Sæt jer ved Siden af hinanden!" skreg den. Og dens to Koner satte sig paa Vandet, medens deres Kammerater drog videre.

Ravnen satte sig paa dem og faldt i Søvn. Men da dens Koner saa de øvrige Vildgæs fjerne sig længere og længere bort, skubbede de Ravnen ud i Søen og fløj videre.

"Noget at hvile mig paa," skreg Ravnen, da den dumpede i Vandet; til sidst gik den til Bunds og druknede.

Siden opløste den sig i smaa Dele — og dens Sjæl blev til smaa "Havravne" (sorte Vingesnegle).

Fortalt af

AISIVAK

(gammel Kvinde, c. 60 Aar).

UGLEN, SOM VAR ALT FOR GRAADIG

En Mand kom paa en Vandring til en Hule, hvor Uglen, Ravnen, Maagen, Falken og Struntjægeren boede sammen i Menneskeskikkelse.

Alle vilde de gerne beværte Manden vel og tog ud paa Fangst.

Ravnen kom hjem med Menneskeskarn, og da den var kommen ind, sagde den til et af sine Børn:

"Du bredskuldrede, hent det Stykke Hvalhud derude uden Spæk; Mennesket skal spise."

Men Manden vilde ikke spise det — kun Ravnen og Maagen spiste; ogsaa de øvrige Huleboere forsmaaede det.

"Naa," sagde saa Ravnen, "om I foragter eders eget Skarn, saa kan I vel i det mindste spise mit!" og saa satte den sig ned paa Gulvet. Men ogsaa det forsmaaede de andre.

Saa tog Maagen ud paa Fangst og kom hjem med Graafisk, der var lækre som Istapper. Deraf spiste Mennesket, og det smagte ham godt.

Saa tager Falken ud og fanger Edderfugle og Søkonger. Ogsaa det spiste Mennesket med Glæde.

Struntjægeren, som intet Kød havde, gav sig til at gylpe op; men Mennesket foragtede det.

Endelig gav ogsaa Uglen sig til at tale:

"Lad nu mig se at skaffe noget Mad til vor Gæst," og saa fløj den.

Paa en Slette ser den to Harer og sætter efter dem; men da den begærlig vilde fange dem begge, og Harerne pludselig løb til hver sin Side, revnede Uglen i Skridtet og døde.

Saaledes fik den aldrig skaffet Mad til Mennesket.

Fortalt af

ARNALUK.

MANDEN, SOM TOG KONE BLANDT VILDGÆSSENE

En Mand saa engang en stor Flok Vildgæs ude i en Sø. De havde kastet Hammen og var blevne til Mennesker og badede nu legende om.

Han faar Lyst til at tage to af dem til Koner og gemmer deres Hamme; men da han sprang frem og greb dem, græd den ene af dem saa ynkeligt, at han gav den Hammen tilbage. Den anden bragte han med sig hjem til sin Bedstemoder og tog hende der til Kone.

Hun blev snart svanger og fødte ham Tvillinger, Drenge begge to.

Men Vildgaasen længtes snart hjem til sine Kammerater og gav sig til at samle Fuglefjer og Vinger sammen. Snart havde hun tilstrækkeligt.

Og en Dag, da Manden var taget paa Fangst, laver hun sig af Fjerene en Ham og flyver bort med sine Børn.

Da Manden kom hjem, gav han sig straks til at søge efter dem og sætter af Sted langs Land i Løb.

Undervejs mødte han to Jordaander, der sled løs i Haaret paa hinanden. De satte sig i Vejen for ham; men han tryllede sig hen over dem, da han var en stor Aandemaner. Dernæst møder han to Tueaander, der tramper løs paa hinanden. Ogsaa de sætter sig i Vejen for ham; men han tryller sig blot hen over dem.

Saa kom han til en Gryde, der havde Sælkød i Kog, og den stod og snakkede løs med sig selv: "Et Menneske po — po — po"

Den vilde lokke ham til at spise af sig; men atter tryller han sig hen over den og kom nu til en Flok skaldede Hundehvalpe, der heller ikke vilde lade ham komme frem.

Det var Jordens Hunde, skaldede som Orme. Han kom forbi dem og løber nu til Kajungajorssuark, Manden med Testikler saa store, at de hang helt ned paa Jorden.

Aandemaneren, som kendte hans Tanker og vidste, at han var skamfuld over sit Udseende, nærmede sig forfra.

"Hvorfra nærmede du dig til mig," spurgte Manden.

"Herfra kom jeg," svarede Manden.

"Godt, om du var kommet bag fra, havde jeg dræbt dig! Du skal nok komme frem til de Mennesker, du søger; jeg kan høre dem herfra!" Og saa viste han ham Vejen.

Aandemaneren lukkede Øjnene og sprang ned paa en Isflage, og saaledes nærmede han sig til de Mennesker, han søgte.

Og da han kom frem, saa hans Børn ham.

"Far er kommen," raabte de.

Jeg vil dog se ham; før ham ind," sagde Konen.

Og han kom ind.

Hun havde imidlertid taget en anden Mand til sig, en gammel Fyr, og denne gi’r sig nu straks paa Flugt.

"Lad mig komme ud, jeg taber min Vom, Kra—r—r— rit!" raabte han og styrtede ud gennem Husgangen. Det var en gammel Angeltaske.

Manden og Konen levede nu atter sammen, men da Konen ikke syntes om sin Mand, lod hun en Dag, som om hun døde.

Manden begravede hende, men saa snart han var gaaet bort fra hende, brød hun ud af Stensætningen.

Jeg saa Mor derhenne," gav Børnene sig til at raabe.

"Naa, saa lad os se hende," svarede Manden og saa ud af Vinduet. "Hvem er du," spørger han.

Jeg er Kritdluk," løj hun.

Saa harpunerede han sin Kone i Vrede.

Da Drabet rygtedes, forvandlede hendes Landsmænd sig til Vildgæs og flygtede bort.

Men Manden, som tænkte, at Flygtningene nok vilde komme tilbage for at tage Hævn, søgte igen Kajungajorssuark; og denne gav ham en lang, tung Svøbe.

Og saa en Dag kom de da til Syne, Hævnsmændene, og nærmede sig som en stor Sky; men han piskede løs paa deres Fjer og dræbte dem.

Kun nogle faa slap bort. Men de kom igen — atter i stor Flok — og igen piskede han dem til Døde, denne Gang alle sammen.

Siden levede Manden længe af alle de fede Vildgæs.

Ja, her ender denne Historie.

Fortalt af

TATERARK

(midaldrende Mand).

MANDEN, SOM TOG EN RÆV TIL KONE

Der var en Gang en Mand, som fik Lyst til at tage sig en Kone, der ikke var som de andre Kvinder; og saa fangede han en lille Ræv og tog hende med sig til sit Telt.

En Dag, han havde været ude paa Fangst og kom hjem, overraskede han sin lille Kone, der var bleven til et Menneske. Hun havde en dejlig stor Top paa Hovedet, det var hendes Hale. Og sit laadne Skind havde hun taget af sig. — Og da han saa hende saaledes, fandt han hende saare smuk.

Hun gav sig nu til at tale om, at hun vilde til andre Mennesker; og saa rejste de, kom frem og tog Land.

Der var en af Mændene der, som havde taget sig en lille Hare til Kone; de to Mænd fik Lyst til at bytte Koner, og det gjorde de saa.

Men den Mand, som laante den lille Rævekone, begyndte at faa Foragt for hende, da han havde lagt sig hos hende. Hun lugtede saa svært af Ræv, og det smagte ikke godt.

Og da Ræven mærkede det, blev hun vred, fordi hun saa gerne vilde tækkes Mænd, slukkede Lampen med sin Hale, sprang ud af Huset og flygtede langt op i Fjældene.

Der oppe kom hun til en Orm og blev hos ham.

Men hendes Mand, der holdt af hende, satte efter hende og fandt hende endelig langt om længe hos Ormen, der havde klædt sig i Menneskeham.

Men nu skulde det hænde, at denne netop var Mandens gamle Dødsfjende; for det viste sig, at han en Gang for længe, længe siden havde brændt en Orm, og denne Orms Sjæl var just den, der havde forvandlet sig til et Menneske. Manden kunde ogsaa se, at dens Ansigt var ganske forbrændt.

Ormen udfordrede nu Manden til at trække Arm, og saa brødes de; men Manden fandt Ormen meget let, besejrede den, gik ud og vilde nu ikke mere vide af sin Kone; og saa gav han sig ud paa en Vandring og kom til Strandboerne. De havde Hus paa Stranden — netop paa Ebbestykket.

Deres Huse var ganske smaa, og selv var de Dverge, der kaldte Edderfuglene for Hvalrosser; men ellers saa de ud som Mænd. De var ganske ufarlige.

Vi ser aldrig den Slags Mennesker mere, men vore Forfædre har fortalt os om dem; de kendte dem.

Og da Manden saa deres Hus, der havde Tag af Sten, gik han ind til dem, men han maatte gøre sig ganske lille; han var jo en stor Troldmand.

Og straks da han kom ind, bragte de Kød frem. Hele Armstykket af en stor Hvalros. I Virkeligheden blot Vingen af en Edderfugl. Og det kastede de sig nu over og aad af — dog uden at spise det op.

Da han havde opholdt sig hos disse Mennesker en Tid, saa vendte han hjem til sit Hus, og saa har jeg ikke mere at fortælle om ham.

Fortalt af

ARNAJARK

(ung Kvinde).

HVORLEDES NARHVALEN BLEV TIL

Der var en Gang en Mand, som ikke kunde se, og da hans Landsmænd tog ud paa Fangstrejser, efterlod de ham, hans Mor og hans lille Søster.

En Dag da den blinde laa og sov, vækkede Moderen ham.

"En Bjørn, en Bjørn i Vinduet!" sagde hun, og han spændte sin Bue, og hun førte hans Haand.

"Det lød, som om man ramte Bjørn!" sagde han, da Pilen faldt.

"Aa, nej, Vinduesstenen ramte du." Hun vilde nemlig være ene om at spise Bjørnen. — Sønnen gav hun blot Muslinger.

Men den lille Søster lod Kødstumper falde ned under Pelskraven og gav Broderen dem.

En Dag i Højsommer sagde den blinde til sin Søster: "Led mig op til en Sø," og hun ledte ham op til en Sø.

Som han stod der oppe ved Søen, kom der en Lom, og den gav sig til at tale:

"Fat mig om Halsen, jeg vil bære dig!" sagde den. Og saa dykkede den ned i Søen med ham. Den blinde var nær ved at miste Vejret. Saa kom den lidt op til Overfladen af Søen og saa ned igen, og saa op og saa ned igen. Den blinde snappede efter Vejret.

"Ser du Land?" spørger Lommen.

"Jeg ser!" raabte Manden, men Lommen dykkede ned igen. Og saa igen.

"Ser du nu?"

Jeg ser Landene!"

Og saa blev Manden seende og gik hjem.

"Et udspilet Bjørneskind!" udbrød Manden ved sin Hjemkomst.

"Et, som er efterladt af Persorkraks," løj Moderen.

"Se, se! Hvidhvaler herudenfor!" sagde Manden.

"Harpunér! Harpunér! og bind mig fast til Fangstlinen!" ivrede Moderen. — Og saa brugte han hende til at fæste sin Fangeline ved.

"Tag den lille der, den kan jeg tumle," raabte Moderen, og saa satte han fast i en lille Hvidhval, som de fangede.

Den næste Dag satte han sig for at gøre Ende paa Moderens Liv for at hævne sig og harpunerede en stor Hvidhval, som rev Moderen med sig i Søen.

"Min Krumkniv, min Krumkniv," skreg Mo’ren, da hun var ved at forsvinde i Bølgerne; hun vilde skære Fangelinen over.

Men hun blev borte i Havet og forvandledes til en Narhval, thi hun flettede sit Haar til Stødtænder, og fra hende stammer Narhvalen. Før hende var der kun Hvidhvaler.

Manden sørgede over Drabet paa sin Mor og drog bort sammen med Søsteren.

Paa deres Vandring kom de til Mennesker med lange Klør. Disse Mennesker havde ingen Knive, men brugte Kløerne til at flænse med.

"Lad dem komme ind," sagde deres ældste.

Og da de kom ind, sønderrev de Søsteren og aad hende.

"Hvorfor æder I hende!" raabte Bro’ren i Vrede og dræbte dem med en Hvalrostand. Saa samlede han Søsterens Knogler, lagde dem i en Pose og bar dem bort.

Han var en stor Aandemaner. Og da han bar Søsteren saaledes paa Ryggen, begyndte hun lidt efter lidt at leve op, og tilsidst gav hun sig til at tale:

"Bror, lad mig blive rask!" — Nu blev hun tung at bære.

"Bror, jeg vil gaa selv." — Og hun gik.

De kom nu atter til Mennesker, Mennesker uden Rumpe i Enden, men i Haanden. Blandt dem fik Broderen sig en Kone og Søsteren en Mand.

Broderens Kone blev svanger og Søsteren ligesaa.

Jeg har faaet et Barnebarn med en rigtig lille Rumpe!" skreg en gammel Kone, da Søsteren fødte.

"Hvor er min Kødpind, hvor er min Kødpind," raabte Kællingen.

Og saa stak hun sig i Enden for ogsaa at faa en Rumpe der, men faldt om og døde.

Da Kvinden uden Rumpe skulde føde, skar man Bugen op paa hende og syede hende sammen igen, da hun havde født. Saaledes plejede Kvinderne der at føde.

Hos disse Mennesker tog nu de to Søskende Land for stedse og blev gamle.

Fortalt af

ARNALUK.

KVINDEN, SOM TOG BJØRNEN TIL SIG

Angutdligamark tog aldrig ud paa Fangst, fortælles der; han flænsede sig Stykker af andres Bytte, og det levede han af. Hans Landsmænd turde intet bebrejde ham, fordi han var meget stærk.

Men en Dag tog han dog alligevel med dem paa Fangstrejse; paa Turen var han meget ubehjælpsom, og da de skulde til at sove, spurgte han:

"Hvordan er det nu, man lægger sig til Hvile ude i fri Luft?"

"Man smøger Bukserne ned!" svarede de andre.

Det gjorde han og faldt i Søvn.

Men da hans Kammerater saa hans Rumpe stikke frem, sprang de til og jog et Kastespyd derind. Og Angutdligamark, som satte sig op i Smerte, jog kun Odden endnu dybere ind og døde.

Derpaa rejste hans Kammerater hjem.

"Men hvor bliver Angutdligamark af?" spurgte Moderen, da hun savnede ham.

"Man dræbte ham!" svarede de andre.

Da de Tider var inde, da Bjørn jages, sagde Angutdligamarks Moder til Jægerne:

"Naar I fanger en befostret Bjørn, giv saa mig Fostret; det skal blive mit Barn!" Og de gav hende siden, hvad hun vilde have.

Bjørneungen fostrede Kvinden nu op med smeltet Tran, og snart blev den saa stor, at den kunde fange til hende.

Hen paa Vinteren, da det store Mørke kom, kunde Bjørnen ikke længere fange; men da gav den sig til at stjæle af de andres Køddepoter.

"Du skal ikke stjæle," sagde Plejemoderen, "dine Fætre vil standse dig, og Menneskene fange dig!"

Hundene er Bjørnens Fætre.

"Aa — jeg flygter med Vinden i Rumpen!" sa’ Bjørnen, "og saa kan de ikke vejre mig op."

En skønne Dag gik det nu alligevel galt. Hundene standsede den, og Menneskene dræbte den.

"Skindet skal I give mig, det skal være min Dyne!" sagde Kvinden, da hun hørte, at de havde dræbt hendes Plejebarn. Og hun fik det.

Men saadan sørgede Kvinden over Bjørnens Død, at hun stivnede til Sten.

Man kan endnu se hende ved "Stormenes Land" (anoritôrk) norden for Etah.

Fortalt af

ARNALUK.

ISFJÆLDETS MAND

Engang slog et Isfjæld en Revne; det smeldede i Isen, og Klangen af det, der brast, fik Liv og blev til en Mand; han hed Nuté, det er Revne. Hans Ansigt var fuldt af Sprækker, og derfor skammede han sig for Mennesker.

Han levede altid i Mørke og tog aldrig sine Vanter af.

En Gang besøgte han en Kone og hendes Datter og tog Datteren til Kone.

Han var en meget dygtig Fanger.

Men en Dag gav Svigermoderen sig til at tale paa Dril:

"Hvad er det egentlig, han plejer at spise, er det ikke eget Skarn? og hvad drikker han, er det ikke egen Urin?"

Det var Løgn — — —

"Mine Vanter, jeg er ikke noget Menneske, jeg vil heller ikke leve som Menneske; lad mig vende tilbage til Mørket igen," sagde Nuté og gik tilbage til sit Isfjæld.

"Ej, jeg troede, at du var ude, ka — ka — ka — ka," — skreg Svigermoderen og blev til en Ræv.

"Hvad gaar der dog af Mor!" sagde Pigen.

Men Ræven sprang op mellem Fjældene.

Datteren blev snart svanger og fødte en Dreng. Da han naaede Mands Alder, blev han en vældig Bjørnejæger.

Her ender den Historie.

Fortalt af

ITERFILUK.

(midaldrende Kvinde).

LARVEN

En Kvinde tog en Larve til sig og opammede den. Hun fik den saaledes til at vokse. Til sidst blev den meget stor, og hun maatte binde den til Briksen, da den vilde ud.

Den var ganske behaaret, Larven, og frygtelig at se paa.

Men en Dag sprængte den sine Lænker, da den hørte Børn skrige, slap ud, satte efter dem og aad et lille Barn.

Folkene paa Stedet blev forfærdede, da den spiste det lille Barn, men Kvinden vilde ikke dræbe den, fordi den var hendes Barn.

Til sidst lagde Mændene sig paa Lur udenfor Husgangen og lod Børnene skrige. Larven kom farende ud, og de dræbte den. De var blevne bange for den, nu da den havde spist et lille Barn.

Fortalt af

TATERARK.

(ung Kvinde).

KVINDEN, SOM OPAMMEDE EN ORM

En Kvinde, som ingen Børn kunde faa, tog en Orm til sig fra en Tue og opammede den.

Hun syede en lille Pels til den af varmt Skind, og Ormen voksede sig stor.

Tilsidst var den lige saa stor som en Arm, og hun lod den nu være i sit Pelsærme.

Ormen vedblev at vokse, den blev større og større, men Kvinden magrede hen.

Tilsidst blev Mo’ren bange, og en Dag, da Datteren var ude, tog hun Ormen og slog den i Gulvet.

"I—i—i ih" — sagde Ormen og brast med et Knald.

Blodet strømmede ud, og Hundene kom og slikkede det op.

Men da Kvinden kom hjem og ikke mere fandt sit Barn, brast hun i Graad.

Fortalt af

TATERARK.

KÆMPEMAAGEN, HVALEN OG DEN DØDE MAND, DER TOG KONER BLANDT MENNESKENE

Der var en Gang tre Piger, som legede sammen. En af dem sparkede et Hvalben frem foran sig og raabte: "Her har jeg min Mand! Et dejligt Stykke Hvalben!"

"Men her er en Kæmpemaage," sagde den anden, "han skal være min Mand!"

"Lad saa den døde Mand derinde i Graven blive min!" raabte den tredie.

Saa hørte de et Sus i Luften, og en Kæmpemaage kom flyvende med udbredte Vinger, bed en af Pigerne i hendes Pelshætte og fløj med hende op paa et højt, stejlt Fjæld.

Den anden Pige flygtede ind i Graven; det var den døde derinde, der gav hende den Indskydelse.

Men Hvalknoglen skabte sig om i Menneskes Skikkelse og tog den tredie Pige til Kone. Han holdt efter Hvalers Sædvane ikke af at fare omkring, men var altid inde i sit Hus. Naar Pigen vilde ud for at forrette sin Nødtørft, holdt han hende tilbage og sagde: "Dit Vand i min Mund, dit Skarn i min hule Haand!"

Men Kvinden længtes efter at komme ud, og naar hun ikke vilde slaa sig til Ro, bandt han hende fast med sine Tarme og slap hende ud; syntes han saa, at hun blev for længe ude, trak han blot lidt i Tarmen, og saa maatte hun komme.

Kvinden fik Hjemve og bestemte sig til at flygte hjem, og da hun kom udenfor, smøgede hun Tarmene af sig og bandt dem til en Sten.

"Det trækker nok længe ud i Dag," laa Hvalen derinde og mumlede og rykkede forgæves i sin Tarm; men Kvinden vilde ikke komme ind. Hun løb rundt paa Landet derude og fik Øje paa en Konebaad, der var ude at lede efter hende, kom vel ned i den og sejlede bort.

Men Hvalen laa i sit Hus og trak i sin Tarm. Til sidst gik han ud for at se efter hende, og da var Baaden allerede langt borte. Saa skabte han sig om til Hval og kastede sig ud i Havet. Han halede snart ind paa Baaden, og da han kom den nær, kastede de Kvindens Vanter ud i Vandet, og medens han sønderrev Vanterne, fik Baaden atter et Forspring. Saaledes smed de efterhaanden hendes Pels, hendes Støvler og alt hendes Tøj ud.

Da de kastede hendes Bukser, og han fornam deres Duft, udstødte han de samme Lyde, som høres, naar Han-Hvaler eller Han-Hvalrosser leger med deres Hunner; og Konebaaden fik saa stort et Forspring, at de naaede Land.

Men da Pigen sprang i Land, skyllede Havet et Hvalben op paa Stranden. Hvalen var død, da han mistede sin Kone.

Kæmpemaagen og den anden Pige levede oppe paa den høje Fjældtind, og han strejfede viden om langs Landene og hentede Narhvaler til hende, for at hun kunde leve i Overflod. Men Kvinden udskar Narhvalssenerne og flettede sig en lang Line af dem. En Dag foreslog hun, at hendes Mand skulde flyve bort til Landenes yderste Grænser og hente hende Mad der; og Kæmpemaagen hævede sig op i Luften og var snart ude af Sigte.

Kvinden firede sig nu ned ad Fjældsiden og flygtede bort til sin Slægt.

Da Kæmpemaagen kom hjem og ikke fandt sin Kone, fløj han ned til Husene. Først kredsede han hen over dem, og skulde netop til at sætte sig paa to sammenbyggede Huse, da Mændene raabte: "Blot dine Armhuler! Vi vil vise dig vor Svogerglæde!" Saa sejlede den langsomt hen over Husene med udbredte Vinger. Og de skød deres Pile ind i dens Armhuler og dræbte den. Men i sit Fald knuste den et Hus.

De flensede den nu og fik Kød i Overflod. Af Rødderne paa dens Svingfjer lavede de sig Øser, og i dens Hofteskaale lagde de Hunde, der skulde føde.

Men den Pige, der flygtede ind i Graven, kom aldrig mere ud. Død Mands Elskov dræbte hende.

Her ender denne Fortælling.

Fortalt af

MAJARK

(Mand, c. 35 Aar).

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 173-193. København, 1905.