Kvinnelige makter - Snotra: Visdommens hvisken

Kvinnelige makter

Snotra: Visdommens hvisken

av Knut Rage

I Gylvaginnings oppramsing av åsynjer fortelles det om Snotra, den trettende i rekken: Hun er vis og høvisk, og av hennes navn kalles den mann eller kvinne som er høvisk-beskjeden for "snotr".

Navnet hennes betyr altså "klok" eller "smart", for å bruke et mer moderne uttrykk, og man kan kanskje si at Snotra hører hjemme blant visdommens gudinner.

Vi vet ikke så mye om Snotra, hovedsakelig fordi hun bare er nevnt et par ganger Snorres Edda. Fordi det er så lite informasjon om henne, kan man lure på hvor hun kom fra og hvor viktig hun egentlig var.

Det har fått mange forskere til å undre seg. Noen, som Andy Orchard og Rudolf Simek, tror at Snorre kanskje bare fant opp Snotra selv. Men Orchard tenker også at Snorre kan ha hatt tilgang til en tapt kilde, og at han baserte beskrivelsen av Snotra på betydningen av navnet hennes – altså klokskap.

Ordet "snotra" forekommer også i det gamle engelske diktet "Beowulf", noe som viser at glosen var kjent i de germanske språkene.

Jakt med hunder. Fra 1300-talls håndskriftet Festal Missal, KB 78 D 40, Koninklijke Bibliotheek, Den Haag.

Interessant nok dukker navnet Snotra også opp i en helt annen historie, i Gautreks saga, en fornaldersaga fra slutten av 1200-tallet, helt uhistorisk, som inneholder merkelige gamle sagn og morsomme fortellinger og som var svært populær i samtiden. Her er hun ikke en gudinne, men en vanlig kvinne i en familie av litt dumme bønder. Her mangler det hverken på komikk eller erotikk! Hun blir nemlig gravid med kong Gautrek. Denne menneskelige Snotra viser kanskje at klokskap var viktig for alle, ikke bare for gudene:

Her begynner en fornøyelig fortelling om en konge som het Gautrek. Han var en klok, sindig, mild og modig mann som hersket over Vestergøtland. Dette riket ligger mellom Norge og Sverige, øst for Kjølen, og Gøtaelven danner grensen mellom Oppland og Gøtaland. Der finnes det store skoger som er vanskelige å ferdes i, unntatt når det er frost. Kong Gautrek dro ofte ut i disse skogene med hauker og hunder, for han var en ivrig jeger og fant stor glede i jakten.

På denne tiden lå det mange bortgjemte gårder dypt inne i de store skogene. Folk ryddet seg plass der det var langt til nærmeste bygd. Noen hadde flyktet dit på grunn av misgjerninger, andre fordi de hadde sære skikker eller uvaner og ville unngå spott og hån fra andre mennesker. Slik levde de hele livet uten å treffe andre enn sine egne. Gårdene lå så langt fra allfarvei at de nesten aldri fikk besøk, med mindre noen gikk seg vill.

En dag var kong Gautrek ute i skogen med hirden sin for å jakte. Han fikk øye på en vakker hjort og bestemte seg for å nedlegge den. Han slapp hundene løs og fulgte etter dyret med stor iver. Jakten varte helt til kvelden kom, og kongen var blitt alene. Han hadde kommet så dypt inn i skogen at mørket hindret ham i å finne tilbake til mennene sine. Han hadde kastet spydet sitt i hjorten, og våpenet satt fast i såret. Kongen ville for enhver pris ikke miste spydet, da han syntes det var skammelig å tape våpenet sitt. I sin iver hadde han kastet av seg nesten alle klærne og løp bare i undertøyet, barbent og uten sko, slik at han var opprevet og blødende av steiner og kratt.

Da mørket falt på, stanset han og lyttet. Han hørte en hund gjø og gikk etter lyden, i håp om å finne folk. Snart fikk han øye på en liten gård. Utenfor sto en trell med en tømmerøks. Da trellen så kongen komme, sprang han frem, slo i hjel hunden sin og sa: "Du skal aldri mer vise gjester vei til gården vår! Jeg ser tydelig at denne mannen er så stor at han vil ete opp alt bonden eier hvis han kommer innenfor. Det skal ikke skje, så lenge jeg får bestemme."

Kongen smilte av dette, men gikk rett mot døren. Mannen prøvde å stenge veien, men kongen viste hvem som var sterkest og gikk inn. I stuen satt fire menn og fire kvinner. Ingen hilste. Kongen satte seg likevel ned.

Bonden spurte da mannen i døren: "Hvorfor slapp du ham inn?" Trellen svarte: "Han var for sterk for meg." "Hva gjorde du da hunden gjødde?" spurte bonden. "Jeg slo den i hjel, for at den ikke skulle vise flere slike utskudd hit til gården," svarte trellen. "Du er en trofast trell," sa bonden. "Du skal få en liten lønn nå, men i morgen skal du få den store belønningen: Da skal du få bli med meg."

Kongen merket at folkene var redde for ham. Da maten kom på bordet, ble han ikke budt noe, så han forsynte seg selv og spiste godt. Da bonden så dette, sluttet han å spise og dro hetten ned over øynene i fortvilelse. Ingen sa et ord. Da kongen var mett, ba bonden om at maten skulle ryddes bort, "for nå er det ingen mat igjen å spare til senere."

Da de hadde lagt seg for kvelden, kom en av kvinnene bort til kongen. "Er det ikke best at jeg prater litt med deg?" spurte hun. Kongen svarte at det var en lettelse, for stemningen i huset var dyster. Hun forklarte at de aldri hadde hatt gjester før, og at bonden slett ikke likte besøket. "Jeg kan betale bonden godt for oppholdet når jeg kommer hjem," sa kongen. "Jeg tror nok det kommer til å skje mer her enn at vi tar imot dine gaver," svarte kvinnen.

Kongen spurte om familien hennes, og hun fortalte: "Min far heter Skafnørtung. Han tåler ikke at det minker i mat eller eiendeler. Min mor heter Tøtra; hun går bare i utslitte filler, for det mener hun er fornuftig. Mine brødre heter Fjølmod, Imsigul og Gilling. Mine søstre heter Hjøtra og Fjøtra. Selv heter jeg Snotra, for jeg regnes som den klokeste. Her i nærheten finnes en fjellhammer som heter Gillingshammeren. Der er det et stup vi kaller Ættefaldet. Det er så høyt at ingen overlever fallet. Vi bruker det for å minske slekten når noe uoverkommelig skjer. Der drar våre foreldre til Odin uten å være syke, og slik slipper vi barna å plages med foreldrenes stahet. Der har vi alltid fri adgang for å unnslippe fattigdom eller andre merkelige ulykker. Min far synes det er helt ufattelig at du kom hit. At en vanlig mann spiste her ville vært ille nok, men at en naken konge dukker opp og spiser, er en uhørt katastrofe. Derfor skal min far og mor dele arven mellom oss søsken i morgen, og så vil de – sammen med trellen – kaste seg utfor Ættefaldet og dra til Valhall. Far vil belønne trellen for hans forsøk på å stenge deg ute ved å la ham få være med og nyte lykken hos Odin."

Kongen likte Snotra godt, og de delte seng den natten.

Neste morgen ba kongen Skafnørtung om et par sko, siden han var barbent. Bonden ga ham skoene, men uten å si et ord trakk han først ut lissene for å spare dem. Da kvedet kongen:

Begge sko lot Skafnørtung meg få,

men reimene ble først fjernet;

sjelden, sier jeg,

har en ussel mann gitt gode gaver.

Da kongen dro, sa han til Snotra: "Hvis du bærer på en gutt, skal du kalle ham Gøtrek etter meg." Han ba henne komme til ham senere, men hun måtte bli igjen for å dele arven, da foreldrene skulle hoppe i døden samme dag.

Da Snotra kom inn igjen, satt faren med alle sine verdier. Han klaget over at kongen hadde spist dem ut av huset. "Jeg kan ikke se hvordan vi skal kunne forsørge alle med det lille som er igjen," sa Skafnørtung. "Derfor deler jeg arven nå." Han fordelte okser, gull og korn mellom barna, men ga dem en streng formaning: "Mine barn, jeg ber dere: Ikke former dere! For da vil ikke arven etter meg vare."

Deretter gikk Skafnørtung, Tøtra og trellen opp på Gillingshammeren, trådte gledestrålende utfor Ættefaldet og dro til Odin.

Søsknene som var igjen, prøvde å være forsiktige. De sov med trestikker festet i klærne for å unngå hudkontakt. Men Snotra var blitt gravid med kongen. Hun flyttet på stikkene slik at det ble en åpning. En natt kom broren Gilling borti kinnet hennes i søvne. Da han våknet, sa han forskrekket: "Det var klossete gjort av meg! Nå har det gått galt. Er du ikke blitt tykkere?" Snart fødte Snotra sønnen Gøtrek. Gilling fortvilte: "Dette er en katastrofe! Jeg strakte ut armen og rørte ved kinnet hennes. Lite skal til før liv skapes!" Han følte skyld, men brødrene ba ham vente med å hoppe utfor stupet.

Fjølmod våknet en dag og så at svarte snegler hadde krøpet over gullklumpene hans. Han mente sneglesporet viste at gullet var blitt slitt og verdien forringet. "Jeg sitter i armod!" ropte han, tok kona med seg og hoppet utfor Ættefaldet.

Imsigul så en dag en spurv ta ett eneste korn fra åkeren. "Nå voldte spurven veldig skade, til evig trengsel for slekten!" sa han. Så tok han kona si og hoppet utfor stupet han også.

Til slutt var bare Gilling, Snotra og lille Gøtrek igjen. Da Gøtrek var syv år, kom han i skade for å drepe Gillings premieokse med spydet sitt. Gilling tok det tungt: "En liten gutt har drept min okse, skaden er uopprettelig!" Dermed gikk den siste onkelen opp på Gillingshammeren og kastet seg i døden.

Nå var bare Snotra og sønnen igjen. De reiste til kong Gautrek, som tok godt imot dem. Gøtrek vokste opp ved farens hird og ble en mektig mann. Da kong Gautrek ble syk og døde, overtok Gøtrek kongeriket og ble konge over Gøtaland. Han er siden ofte nevnt i gamle sagaer.

Til tross for sin beskjedne plass i norrøn mytologi holdt Snotra seg levende i århundrer senere. På 1800-tallet dukker hun opp i et islandsk folkeeventyr:

Der fortælles, at engang i gamle Dage kom en Kvinde med et anseeligt Ydre, men som Ingen vidste Noget om, til Næs i Borgarfjorden. Hun bosatte sig der, og jo bedre man lærte hende at kjende, desto bedre syntes Folk om hende. Hun kom snart til at bestyre Gaarden, og blev siden Eierinde af Næs, men der meldes Intet om, hvorledes Tilstanden paa Gaarden var før hendes Tid. Hun tog en Gaardstyrer i sin Tjeneste og paalagde ham at sige hende, hvor hun opholdt sig næste Juul; thi da vilde hun drage hjemmefra og blive borte Julen over. Manden sagde, at det kunde han vist ikke sige hende, men hun sagde, at hvis han ikke kunde sige hende det, vilde det koste hans Liv, kunde han det derimod, skulde hun lønne ham vel derfor.

Det lakkede nu hen mod Julen, og Juleaften lavede Snotra sig til Reisen, men Ingen vidste, hvor hun drog hen. Efterat Juletiden var til Ende, kom hun hjem igjen, gik til sin Gaardstyrer og spurgte ham, om han nu kunde fortælle hende, hvor hun havde været henne i Julen? Han svarede Nei, hvorpaa han forsvandt pludselig, uden at Nogen vidste, hvad der blev af ham. Paa samme Viis gik det den næste og den tredie Gaardstyrer, der toge Tjeneste hos hende. Hun fæstede dem Alle paa eet og samme Vilkaar. Det var en staaende Vane, at hun drog bort hver Juul, siden gjorde hun dem Alle det samme Spørgsmaal, men Ingen af dem kunde besvare det, og saa forsvandt de Alle.

Endelig kom der Een til hende, hvem hun gjorde det Samme til Pligt. Han sagde, at hvis han kunde, saa skulde han nok sige hende det. Nu led det henad Julen og Juleaften lavede Snotra sig til, kort før Solnedgang, for at drage fra Hjemmet, som hun pleiede, men Karlene gik tilsengs i deres Kammer. Gaardstyreren var vaagen og lyttede efter, naar Snotra gik ud af Gaarden, da gik han efter hende, for at see, hvilken Vei hun valgte. Han saae, at hun gik over Hjemmemarken ned til Søen og at hun bar en Bylt under Armen, og han listede sig efter hende. Da hun var kommen ned til Stenene paa Strandbredden, satte hun sig ned og tog Bylten, hun bar paa, og løste den op. Han saae, at det var et Stykke lystfarvet Linned; thi han stod indenfor hende paa Bakken. Da hun fik Øie paa ham, kastede hun et andet Stykke Linned til ham, men svøbte det, hun selv holdt paa, om sit Hoved, og kastede sig derpaa ud i Søen. I største Skynding gjorde han ligesaa, fulgte efber hende og fik fat i en Snip af Tøiet bag paa hendes Ryg.

De svævede, ligesom i en Røg eller Diis, fremad i nogen Tid, indtil de kom til et saare skjønt Land. Der steg Snotra op paa Stranden, tog Linnedklædet af sig, gjemte det paa et afsides Sted, og gik derpaa op i Landet. Han gjorde det Samme, tog ligeledes sit Klæde af sig, bandt det sammen og lagde det ovenpaa hendes, hvorpaa han gik efter hende. Han saae, at Landet var. saare fagert, det var tilgroet med vellugtende Urter og Frugttræer, og da han kom længer fra Kysten, saae han Blomsterhaver overalt omkring sig.

Dernæst saae han en saare pragtfuld Stad, omgiven af Mure. Da hun kom hen til Stadens Port, drog en stor Skare Mennesker hende imøde med Sang og Spil; de toge hende i Haanden, men hun vendte sig om imod ham og gav ham et Tegn til at han skulde gaae did, hvor to høie Huse stode tæt sammen, men dog med et lille Mellemrum imellem sig. Did gik han og fandt der et lille Huus, hvorfra man kunde naae op til et Vindue paa det store Huus ved Siden af, og der slog han sig nu til Ro.

Den første Kveld krøb han op til Vinduet, og saae derinde en stor Pragt. Alting straalede af Lys, og mange festligklædte Mennesker dandsede til Strengenes Klang og med alskens Glædesudbrud. I et Høisæde saae han en Mand med et værdigt Udseende, og ved hans Side kjendte han Snotra, der var klædt i en Dronnings Skrud, og han undrede sig meget herover. Der stod han nu ved Vinduet, indtil Dandsen hørte op, Bordene bleve afdækkede og Hallen blev forladt af Mennesker.

Da han var gaaet til Hvile, bragte en ung Kvinde ham Spise, og hun bragte ham hans Mad og Drikke, saalænge han var der. Hver Kveld gik han op til Vinduet, og altid saae han det Samme, en stor Pragt og Glæde og de To i Høisædet.

Men da han den sidste Kveld stod ved Vinduet, saae han to Mænd komme derind og melde Kongen og Dronningen, at en Ko der paa Stedet havde født to Kalve, men at den ene Kalv var død, da man kom ind i Stalden, og at de to Kvinder, der skulde passe Koen, nu gave hinanden Skyld for Kalvens Død, hvorover der var opstaaet en ivrig Trætte imellem dem. Over denne Tidende blev Kongen meget opbragt.

Da Julen var forbi, blev Snotras Gaardstyrer vaer, at nu forestod Afreisen. En utallig Mængde Mennesker fulgte hende ud af Hallen med Sang og Spil. Kongen førte hende ved sin Haand ud af Hallen, og skiltes fra hende med Sorg og Græmmelse; men hun vendte tilbage ad den samme Vei til Taagen, og hendes Gaardstyrer fulgte efter hende. De svævede ligesom igjennem en Diis, indtil de kom til Land paa det samme Sted, hvor de vare dragne ud fra. Der tog hun sit Linnedklæde af sig og viklede det sammen. Han gjorde ligesaa ved sit og kastede det til hende. Hun talede intet Ord, men gik hjem; han gik efter hende, og siden ind i sit eget Kammer, hvor han sov til om Morgenen. Karlene stode da op, som de pleiede, og gik til deres Gjerning, men han blev alene tilbage.

Da kom Snotra til ham, bød ham Godmorgen, og spurgte, om han nu kunde sige hende, hvor hun havde tilbragt Julen? Han vidste det ikke, sagde han, men kvad:

Om Kalvens Død der stredes To,

Min Dronning, selv Du veed det jo.

Munden gik, saa det var en Gru,

Og Kongen selv blev gram i Hu.

"Hav Tak herfor," sagde Snotra, "nu har Du løst mig af Trolddommen; jeg var dreven fra min Huusbond og det var paalagt mig, at jeg kun skulde være hos ham hver Juul, hvis ikke Den fandtes, der kunde sige mig, hvor jeg var henne i den Tid. Du alene kunde sige mig det, og derfor skjænker jeg Dig hele mit Indbo og Gaarden, og Du vil blive en lykkelig Mand."

Derefter forsvandt Snotra og saaes ikke mere. Men Gaarden fik Navn efter hende og blev kaldet Snotrunæs.

__________

Snotra er som en stille påminning om visdom i norrøn mytologi. Selv om vi ikke vet mye om henne, tyder navnet hennes og Snorres beskrivelse på at hun symboliserte klokskap og høflighet. Vi vet ikke sikkert om hun var en viktig gudinne før kristendommen kom, eller om hun var en figur Snorre skapte basert på ideen om klokskap. Uansett hvor hun kom fra, minner Snotra oss om hvor verdifullt klokskap er. Det var en egenskap som ble satt pris på både blant gudene og menneskene. Hennes beskjedne tilstedeværelse i mytene får oss til å tenke over de fine, men viktige delene av menneskets karakter og hvordan gudene påvirket dem.

Fotnoter