Forskjell mellom versjoner av «Om fru Aglaida og Bonifatius»
(Om fru Aglaida og Bonifatius) |
|||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
| − | + | [[File:Codex_Bodmer_127_071r_Detail.jpg|thumb|300px|right|<center>'''Bonifatius’ martyrium'''</center>]] | |
| − | | | ||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
Revisjonen fra 5. jul. 2026 kl. 14:09
Om fru Aglaida og Bonifatius
Af frú Aglais [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
På samme tid under kejser Diocletians[2] kristenforfølgelser var der en frue i Rom, der hed Aglaida. Hun var enke og rig på verdsligt gods og beskæftigede mange mennesker. Dette ses af, at hun hver dag havde 80 huskarle ved sit bord, og de blev alle regnet som frie mænd. Anseelig og prægtig var den residens, hvor hun dagligt sad med sine hoffolk, men foruden de andre mænd havde hun tildelt en mand, der hed Bonifatius, pladsen ved sin side. Han var en ung og meget smuk mand, stor af vækst og med mange kræfter. Han var bestyrer hos fru Aglaida og havde lige så meget at sige på gården som hende. Og kærligheden mellem dem udviklede sig til fuldkommen elskov, sådan som det kan ske mellem mand og kvinde. Men fordi dette ikke var lovligt, optrådte de på en måde, som var sømmelig for to høviske mennesker.
Der var tre menneskelige egenskaber, som Bonifatius lagde meget stor vægt på: for det første at uddele almisser til de fattige; for det andet at være gæstfri over for udlændinge; for det tredje at være retfærdig i verdslige anliggender. Han satte pris på pålidelige vægte og korrekte målebægre, hvad enten han skulle købe eller sælge. Han var troværdig og på ingen måde begærlig eller svigefuld, men han holdt af at drikke meget og være snakkesalig over øllet og hengav sig gerne — som før nævnt — til legemlig vellyst, hvilket af mange anses for den største timelige fornøjelse.
Nu fortsætter historien med, at kejser Diocletian går frem med voldsomhed og nedbryder Guds kristendom både her og der, og på dette tidspunkt i fortællingen når han østpå til Apulien, hvor han forvolder et stort mandefald blandt Gud Herrens venner, som med forskellige pinsler og lidelser opnåede den evige krone[3]. Og da fru Aglaida hører om dette hjemme i Rom, siger hun en dag til bestyreren Bonifatius, mens han sidder i hallen: »Jeg har truffet en ufravigelig beslutning om at følge vejen til frelse i min levevis, og jeg vil herefter mindre end hidtil forfølge timelige mål, og som et tegn på dette skænker jeg Frelseren Jesus Kristus denne hal, som jeg befinder mig i, sådan at den vies til og helliges ham som kirke. Og for at dette gudshus med rette kan kaldes hans tempel, vil jeg ære det med både hellige levninger og skønne skatte. Jeg vil derfor — Bonifatius! — sende dig østpå til Apulien, hvor du skal skaffe relikvier til kirken og betale, hvad de måtte koste, med mine midler. Tag så mange folk og penge med, som du synes, så du standsmæssigt kan drage ud i mit ærinde.« Bonifatius udruster nu sin færd både hurtigt og fagert med store midler og mange i sit følge, og da han skal tage afsked med sin frue, siger han: »Min frue!« sagde han, »— ville du mon modtage mig i din kirke, såfremt jeg vendte hjem som en duelig mand?« Fruen svarer ham på denne måde: »Bonifatius!« sagde hun, »— afstå fra snak og umådeholden drikkeri, og giv dig i Guds vold, så han igennem dig kan fremme sin vilje, hvad enten du rejser ud eller er på vej hjem.« Efter denne samtale skiltes de.
Og om Bonifatius’ rejse kan det berettes, at han, så snart han kommer til Apulien, træder frem for kejser Diocletian, som om han alene var blevet sendt af sted i det ærinde at tale med ham. Han siger straks op i kejserens åbne ansigt, at det er nogle forbandede forbrydelser, han giver sig af med, når han dræber den højeste Guds hirdmænd. For disse anklager og andre, som er værre end det, der er skrevet her, bliver han pågrebet og slæbt bort og udsat for alskens pinsler og plager, og til sidst tvang man hans mund op med glødende jern og hældte kogende bly ned i ham. Men hans glæde og kærlighed til Gud var så stor, at han ikke ændrede sit milde ansigtsudtryk, uanset hvad han blev udsat for, indtil denne grusomme tortur, som vi just beskrev, skilte ham fra dette liv.[4]
Hans kammerater og ledsagere tog nu dette velsignede legeme og bragte det hjem til Rom. Men natten før deres ankomst til byen den følgende dag åbenbarede en himmelsk kraft sig for fru Aglaida og sagde dette til hende: »Gå du tidligt i morgen vores broder, din bestyrer, martyren Bonifatius, i møde, og led ham på ærefuld vis ind i den bolig, som du ønsker at skænke til Gud.« Da det er sagt, forsvinder synet, og hun vågner og gør, som hun er blevet påbudt, og går ud sammen med sin hird og sine huskarle og glædes i sit hjerte over denne gave.
Bonifatius blev som den første helgen begravet i denne frues hal, som efter få måneders forløb blev viet til et tempel for den almægtige Gud. Fru Aglaida hengav sig derefter til at tjene Gud nat og dag som en fattig tjenestekvinde, og hun uddelte mange almisser og udøvede andre barmhjertighedsgerninger i bøn og med kærlighed til den hellige martyr Bonifatius, for efter Helligåndens anvisning forstod hun passende, at på samme måde som de før havde været sammen i glæde og ømhed, sådan skulle de nu opholde sig i ét hus, fattige og foragtede af dem, der elsker den timelige verden.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ Romersk kejser 284-305
- ↑ ɔ: martyrium
- ↑ Sankt Bonifatius’ martyrium henlægges traditionelt til Tarsus (i Tyrkiet) i året 307.
