Forskjell mellom versjoner av «Indledning Hyndlu-Ljód (FM)»
(Indledning Hyndlu-Ljód (FM)) |
(HTML-vask) |
||
| Linje 6: | Linje 6: | ||
|- | |- | ||
|} | |} | ||
| − | |||
| Linje 14: | Linje 13: | ||
Oversat og forklaret ved<br>'''[[Finnur Magnusson]]'''<br>1821 | Oversat og forklaret ved<br>'''[[Finnur Magnusson]]'''<br>1821 | ||
| − | |||
<big>'''Indledning'''</big></center> | <big>'''Indledning'''</big></center> | ||
| − | + | ||
| − | + | ||
| − | + | Sit egentlige Navn har Digtet af Jættinden ''Hyndla'', som spiller Hovedrollen i dette Duodram. En anden Titel tillægges det og i nogle Haandskrifter, nemlig ''Volospá hin skamma'', ɔ: ''Valas kortere Spaadom''. Dette kommer vel enten deraf, at man har anseet ''Hyndla'' for etslags Vala eller Spaaqvinde, eller man har lagt Mærke til, at de næstsidste Strophers Indhold stemmer overens, med det noget længere Digt, som kaldes ''Valas Spaadom'', med Hensyn til Gudernes og Verdens Undergang m. m. | |
| − | + | ||
| − | + | Digtets Form er som sagt dramatisk. Maane- eller Planet-gudinden ''Freya'' opsadler sin gyldne Galt til sin Nattereise, og opfordrer Jættinden til at fölges med hende til Valhall eller Himlens övre Hemisphære, i det hun lover hende at tilbede og formilde ''Odin'' og ''Thor'', der ellers vare Jætteslægtens Fiender. (Str. 1-7) ''Hyndla'' svarer saaledes, at hun ikke ret troer ''Freyas'' Tale, især da hun, paa denne Nattereise, har medtaget sin Yndling ''Ottar'' kaldet ''hin heimske''. (8) Dette Binavn har jeg forandret til ''hjemske'', thi skjönt Ordet ''heimskr'' (som ''Sandvig'' oversætter ved ''Tosse'') nu betyder ''dum'', ''enfoldig'', betegnede det dog oprindelig kun en ''Hjemfödning'', En som ikke havde reist eller været blandt Fremmede, samt fölgeligen var uerfaren eller uvidende. Hvem denne ''Ottar'' har været, vide vi ej, paa det nær, at han var en Sön af den norske Helt ''Instein'', og fölgeligen rimeligvis en Nordmand, dog tildels af dansk og russisk-gothisk Herkomst. Han havde en Arvegangstrætte med en vis ''Angantyr''; der gjaldt det om at bevise Slægtskab og opregne Ahner, men dertil var han for uvidende. Imidlertid havde han stedse været en stor Tilbeder af Asynierne, og især dyrket ''Freya'' ved Offringer, Billeders eller Altres Opförelse o. s. v. Hun vil derfor gjerne hjelpe ham i hint vigtige Anliggende, men seer sig ei selv i Stand dertil, og det var da af denne Aarsag at hun tyede til den kloge Jættinde ''Hyndla'', der vidste saa god Besked med Guders, Jætters og Menneskers Ættetal, Oprindelse og Skjæbne. (9-12) ''Hyndla'' lader sig bevæge til at give de forlangte Oplysninger, saa at hun först opregner de nærmeste Led af ''Ottars'' Fædrene- og Mödrene-Stamme, taler dernæst om den i Oldtiden saa höjberömte, men nu kun lidet bekjendte Konge, ''Haldan den Gamle'', Skjoldungers og flere nordiske Fyrsteslægters Stamfader o. s. v. Da de sagdes at nedstamme fra Asaguderne, og disse igjen fra Jætterne, anförer Hyndla noget af de dertil hörende Slægtregistre. (13-34) Heraf tager hun Anledning til at omtale Himmelguden ''Heimdall'' og hans Jættemödre, (35-37) dernæst ''Loke'' og de fra ham nedstammende Uhyrer, (38-39) der skulle vise sig virksomme ved verdens og Elementargudernes Undergang, (40) endvidere den mægtige Tordengud, (41) og endelig en end vældigere, hvem hun ikke vover at nævne, nemlig ''Surtur'', efter Navnet: den dunkle, ubegribelige. (42) Her ender hun sin Spaadom. ''Freya'' beder hende da om en Mindedrik for sin Gjæst og Yndling ''Ottar'', paa det han kunde erindre den hele Tale og det deri indeholdte Slægtregister, to Dage derefter, da Arvegangssagen mellem ham og ''Angantyr'' skulde afgjores ved slige Beviser. (43) ''Hyndla'' nægter dette og overöser ''Freya'' med Bebrejdelser. (44-46) ''Freya'' opægges herved til Vrede, og truer med at antænde et Baal rundt om Jættinden, hvorfra hun ikke kunde slippe hvis hun ikke opfyldte hin Begjæring. (47). Da Trudselen begynder at gaae i Opfyldelse (ved den luende Morgenrödes Frembrud) fremkommer ''Hyndla'' med den forlangte Drik, men forbander den i det samme. (48) ''Freya'' skræmmes ikke herved, men afkræfter Forbandelsen ved sin Velsignelse og ivrige Bönner til alle Guddomme for sin elskede ''Ottars'' Held. (49) | |
| − | + | ||
| − | + | Vi see at Digteren har indklædt en Hoben Ættetal, og tillige en Deel af de gamle Nordboers mythiske eller religieuse Hovedlærdomme i en Fabel, hentet fra vore Forfædres Ideer om Nat- eller Maane-gudinden ''Freyas'' og de natvandrende Jættinders fælles Farter. Endnu leve de saakaldte Nattetrolde i den nordiske Almues Indbildningskraft, men vige eller forstenes ved Dagens eller Solens Frembrud. Ellers er det saare rimeligt, at Skjalden har reciteret dette Qvad for en Fyrste eller Hövding, der mente sig at nedstamme fra den ommeldte ''Ottar Hjemske'', og fandt sig smigret ved at see sit Stammetræ, ved saa mangfoldige Grene, rodfæstet, ikke allene i Verdens her bekjendte ypperste Fyrsteslægter, men og i selve Gudernes Æt, samt tillige ligesaa gammelt som Verdens og Naturens Födsel. Dets höje Alder indlyser tildels deraf, at de eddiske Digtes Samlere ikke have kjendt nogen Tradition om dets Oprindelse eller Mening, og derfor ikke forsynet det med nogen prosaisk Indledning, eller engang sögt at adskille de samtalende Personers Roller, ved at sætte Navnet foran Enhvers Tale. Dette har jeg da (ligesom ''Sandvig'' og ''Gräter'') forsögt paa egen Haand og saaledes tilföjet ''Freyas'' og ''Hyndlas'' Navne paa behörige Steder.<ref>Da den danske Konge Harald Hildetand ommeldes her, kan Digtets Ælde (saaledes som vi nu have det) efter Suhms Tidsbestemmelse ikke overstige Slutningen af det 8<sup>de</sup> Aarhundrede.</ref> | |
| − | + | ||
| − | < | + | Foruden Oversættelserne i de samlede Edda-Digte kjender jeg kun en tydsk, af ''Gräter'' i hans ''Nordische Blumen''. |
| + | |||
| + | |||
| + | ---- | ||
| + | |||
| + | |||
| + | '''Noter:''' | ||
| + | |||
| + | <references /> | ||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
Nåværende revisjon fra 25. feb. 2013 kl. 23:57
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
Sit egentlige Navn har Digtet af Jættinden Hyndla, som spiller Hovedrollen i dette Duodram. En anden Titel tillægges det og i nogle Haandskrifter, nemlig Volospá hin skamma, ɔ: Valas kortere Spaadom. Dette kommer vel enten deraf, at man har anseet Hyndla for etslags Vala eller Spaaqvinde, eller man har lagt Mærke til, at de næstsidste Strophers Indhold stemmer overens, med det noget længere Digt, som kaldes Valas Spaadom, med Hensyn til Gudernes og Verdens Undergang m. m.
Digtets Form er som sagt dramatisk. Maane- eller Planet-gudinden Freya opsadler sin gyldne Galt til sin Nattereise, og opfordrer Jættinden til at fölges med hende til Valhall eller Himlens övre Hemisphære, i det hun lover hende at tilbede og formilde Odin og Thor, der ellers vare Jætteslægtens Fiender. (Str. 1-7) Hyndla svarer saaledes, at hun ikke ret troer Freyas Tale, især da hun, paa denne Nattereise, har medtaget sin Yndling Ottar kaldet hin heimske. (8) Dette Binavn har jeg forandret til hjemske, thi skjönt Ordet heimskr (som Sandvig oversætter ved Tosse) nu betyder dum, enfoldig, betegnede det dog oprindelig kun en Hjemfödning, En som ikke havde reist eller været blandt Fremmede, samt fölgeligen var uerfaren eller uvidende. Hvem denne Ottar har været, vide vi ej, paa det nær, at han var en Sön af den norske Helt Instein, og fölgeligen rimeligvis en Nordmand, dog tildels af dansk og russisk-gothisk Herkomst. Han havde en Arvegangstrætte med en vis Angantyr; der gjaldt det om at bevise Slægtskab og opregne Ahner, men dertil var han for uvidende. Imidlertid havde han stedse været en stor Tilbeder af Asynierne, og især dyrket Freya ved Offringer, Billeders eller Altres Opförelse o. s. v. Hun vil derfor gjerne hjelpe ham i hint vigtige Anliggende, men seer sig ei selv i Stand dertil, og det var da af denne Aarsag at hun tyede til den kloge Jættinde Hyndla, der vidste saa god Besked med Guders, Jætters og Menneskers Ættetal, Oprindelse og Skjæbne. (9-12) Hyndla lader sig bevæge til at give de forlangte Oplysninger, saa at hun först opregner de nærmeste Led af Ottars Fædrene- og Mödrene-Stamme, taler dernæst om den i Oldtiden saa höjberömte, men nu kun lidet bekjendte Konge, Haldan den Gamle, Skjoldungers og flere nordiske Fyrsteslægters Stamfader o. s. v. Da de sagdes at nedstamme fra Asaguderne, og disse igjen fra Jætterne, anförer Hyndla noget af de dertil hörende Slægtregistre. (13-34) Heraf tager hun Anledning til at omtale Himmelguden Heimdall og hans Jættemödre, (35-37) dernæst Loke og de fra ham nedstammende Uhyrer, (38-39) der skulle vise sig virksomme ved verdens og Elementargudernes Undergang, (40) endvidere den mægtige Tordengud, (41) og endelig en end vældigere, hvem hun ikke vover at nævne, nemlig Surtur, efter Navnet: den dunkle, ubegribelige. (42) Her ender hun sin Spaadom. Freya beder hende da om en Mindedrik for sin Gjæst og Yndling Ottar, paa det han kunde erindre den hele Tale og det deri indeholdte Slægtregister, to Dage derefter, da Arvegangssagen mellem ham og Angantyr skulde afgjores ved slige Beviser. (43) Hyndla nægter dette og overöser Freya med Bebrejdelser. (44-46) Freya opægges herved til Vrede, og truer med at antænde et Baal rundt om Jættinden, hvorfra hun ikke kunde slippe hvis hun ikke opfyldte hin Begjæring. (47). Da Trudselen begynder at gaae i Opfyldelse (ved den luende Morgenrödes Frembrud) fremkommer Hyndla med den forlangte Drik, men forbander den i det samme. (48) Freya skræmmes ikke herved, men afkræfter Forbandelsen ved sin Velsignelse og ivrige Bönner til alle Guddomme for sin elskede Ottars Held. (49)
Vi see at Digteren har indklædt en Hoben Ættetal, og tillige en Deel af de gamle Nordboers mythiske eller religieuse Hovedlærdomme i en Fabel, hentet fra vore Forfædres Ideer om Nat- eller Maane-gudinden Freyas og de natvandrende Jættinders fælles Farter. Endnu leve de saakaldte Nattetrolde i den nordiske Almues Indbildningskraft, men vige eller forstenes ved Dagens eller Solens Frembrud. Ellers er det saare rimeligt, at Skjalden har reciteret dette Qvad for en Fyrste eller Hövding, der mente sig at nedstamme fra den ommeldte Ottar Hjemske, og fandt sig smigret ved at see sit Stammetræ, ved saa mangfoldige Grene, rodfæstet, ikke allene i Verdens her bekjendte ypperste Fyrsteslægter, men og i selve Gudernes Æt, samt tillige ligesaa gammelt som Verdens og Naturens Födsel. Dets höje Alder indlyser tildels deraf, at de eddiske Digtes Samlere ikke have kjendt nogen Tradition om dets Oprindelse eller Mening, og derfor ikke forsynet det med nogen prosaisk Indledning, eller engang sögt at adskille de samtalende Personers Roller, ved at sætte Navnet foran Enhvers Tale. Dette har jeg da (ligesom Sandvig og Gräter) forsögt paa egen Haand og saaledes tilföjet Freyas og Hyndlas Navne paa behörige Steder.[1]
Foruden Oversættelserne i de samlede Edda-Digte kjender jeg kun en tydsk, af Gräter i hans Nordische Blumen.
Noter:
- ↑ Da den danske Konge Harald Hildetand ommeldes her, kan Digtets Ælde (saaledes som vi nu have det) efter Suhms Tidsbestemmelse ikke overstige Slutningen af det 8de Aarhundrede.
