Skirnir fuldender sit Ærinde (Adam Oehlenschläger)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt

Skirnir fuldender sit Ærinde

1. Da Skirnir vaagned i næste Gry,
(Solstraalen i Skyen sig bader)
Da stod med Venlighed ved hans Ly
Biergtrolden i Pandserplader.

2. Som Guldbrandsdølen saa stærk og lang,
(De Fugle qviddre paa Grene)
I Haanden bar han en sortbrændt Stang,
Dog stod han der ei alene.

3. Ham fulgte trolig den Datter huld;
(Dugdraaben glindser paa Blommen)
Som Ranken omslynger den runkne Bul,
Hun var med Faderen kommen.

4. Et Bæger hun ind for Guden bar;
(Solstraalen i Skyen sig bader)
Den Gamle sagde: "Med skielligt Svar
Vel helst du Bierget forlader?

5. Ung Freier elsker min Datter bold;
(De Fugle qviddre paa Grene)
Hvis ret jeg mærker, hun er ei kold,
Han elsker ei meer allene.

6. Men uden Faderens Ja dertil,
(Dugdraaben glindser paa Blommen)
Er alt kun Tant! Det give sig vil;
Og derfor er her jeg kommen.

7. Dog Noget for Noget, min Ven, du veed!
(Solstraalen i Skyen sig bader)
Mellem Jetter og Guder er Enighed
Den Dyd, som de fælles hader.

8. Jeg tænker min Mø er saa meget værd,
(De Fugle qviddre paa Grene)
Som Beilerens gode, bedste Sværd;
Det vil han mig ei formene.

9. Naar Hiertet elsker foruden Svig,
(Dugdraaben glindser paa Blommen)
Da tænker Beileren ei paa Krig,
Og derfor fælder jeg Dommen:

10. Hvis Freier mig skiænker sin Klinge blank,
(Solstraalen i Skyen sig bader)
Da skal han favne den Lilie rank,
Og aldrig hun ham forlader.

11. Men nægter han mig den Gave smuk,
(De Fugle qviddre paa Grene)
Da møder forgieves hans ømme Suk
Granfieldets haardeste Stene."

12. Med denne Besked drog Skirnir bort;
(Dugdraaben glindser paa Blommen);
Og Veien fandt han langt mere kort,
End den, som han først var kommen.

13. Nu reed han igien paa grønnen Vang;
(Solstraalen i Skyen sig bader);
Da tænkte den Svend, ved Sværdets Klang,
Paa Odin Asernes Fader.

14. Da husked han paa den Kiæde seig,
(De Fugle qviddre paa Grene)
Som Fenris bandt, og som svigted ei;
Bandt Hesten, og gik alene.

15. Med langsomme Skridt til Elverhøi;
(Dugdraaben glindser paa Blommen);
Og nærmed sig uden mindste Støi
To Dverge, som did var kommen.

16. De sad og nøde den friske Luft;
(Solstraalen i Skyen sig bader);
De qvæge sig tit i Græssets Duft,
Men Solens Lue de hader.

17. Der dandse de tidt saa veltilfreds,
Mens Fugle qviddre paa Grene,
Beskriver i Duggen den mørke Kreds,
Og plette de mosgroede Stene.

18. Da Skirnir saae dem i Dandsefærd,
(Dugdraaben glindser paa Blommen);
Formente han dennem med draget Sværd
Den Vei, som de did var kommen.

19. "Og skaffer I ikke den Lænke god,
(Solstraalen i Skyen sig bader)
Som Odin kræver, da eders Blod
Jeg offrer Gudernes Fader."

20. Forbausede stode de bitte Mænd;
(De Fugle qviddre paa Grene)
Med sorte Tunger de lalled igien,
De skiælved i hver en Sene.

21. De blinkte med Øinene, peb som Muus,
(Dugdraaben glindser paa Blommen):
"Ak spær os dog ikke det mørke Huus!
Vi har jo alt Lænken i Lommen!

22. Vi vidste hvad Odin bød fra Sky!
(Solstraalen i Skyen sig bader);
Vor bedste Lænke da vilde vi flye
Til Lysets vældige Fader.

23. Den Snor vi knytted - o Skirnir! lyt!
(De Fugle qviddre paa Grene)
Af Fuglenes Aande, Fiskenes Spyt,
Af Biørnens seigeste Sene.

24. Af Qvindernes Skiæg vi den danned god,
(Dugdraaben glindser paa Blommen),
Af Katfodens Smæk, af Klippens Rod;
Og valked med Finger og Tommen."

25. Da tog Gud Skirnir den smidige Snor;
(Solstraalen i Skyen sig bader);
Men Dvergene smutted i svarten Jord.
Han nærmed sig Midgards Gader.

26. Hist lued den stribede Himmelbro;
(De Fugle qviddre paa Grene)
Den skinte saa liflig og farvefro,
Som Guld og som Ædilstene.

27. Da iled Skirnir som Fuglen i Vaar;
(Dugdraaben glindser paa Blommen)
For atter at skue Valhallas Gaard,
Hvorfra han saa snelt var kommen.

28. Ind gik han for Odin og Freir igien,
Han monne sit Bud frembære.
Tak være den bolde yske Svend!
Han røgted sit Ærind med Ære.

29. Med Lov og Priis blev han overøst.
Nu havde man Trøsten funden,
Naar Freier blev af sin Længsel løst,
Og Fenris blev lænkebunden.