Thor i Helheim (Adam Oehlenschläger)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt

Thor i Helheim

1. En Saga fast utrolig
Jeg nu kundgiøre maa:
Mod Utgards fierne Bolig
Monne de Kæmper gaae;
Hvert Skridt de monne tage,
Da var det ligerviis,
Som gled de to tilbage
Hen paa den glatte Iis.

2. Da monne Veien dale;
Det gik i Dybet brat.
Man hørte Haner gale,
Det blev til mørke Nat.
Da Thialf' og Roska gyste,
Men frem gik Asa-Thor;
Hans Harnisk for dem lyste,
De traadte i hans Spor.

3. Alt mere dybt de stege
Ned i det steengraa Field;
Da saae de Skygger blege,
Og hørte Kildevæld.
Gud Thor ei længe hviled,
Han slog sig ei til Taal;
Med raske Skridt han iled
Hen mod sin Idræts Maal.

4. Som nu han frem sig skyndte
Heel fro og trøstelig,
Da Mørket snart begyndte
I Lys at tabe sig.
Man skued Fakler blaane
Udi den dybe Grøft;
Glimt af den blege Maane
Faldt i en Klippekløft.

5. Da kom de til en Laage
Udi den Klipperad;
Der monne to Skygger vaage,
De tæt for Døren sad.
De vare dødligblege
Og under Øine blaae;
De op fra Bænken stege,
Og paa det Følge saae.

6. Den Ene var en Qvinde,
Den Anden var en Mand;
Sligt Folk man ingensinde
Saae i et andet Land.
De monne svarligt fryse
Udi det kolde Hiem.
De toge til at gyse,
Da Thor tiltalte dem.

7. De havde Hielme sorte,
Hver løfted Hamren sin;
Foruden Pandserskjorte
De stod i hvide Liin.
De Hamre graalighvide
Var giort af Dødningbeen;
De lod dem mat nedglide,
Da Asa-Thor fremtreen.

8. De sagde: "Ingensinde
Slig Skare før hidkom.
Hvad søger I derinde?
Vend om, o Flok! vend om."
De monne svarligt sukke
Udi den skumle Vraa;
De sagde: "Vi mon indlukke
Kun dem, som døe paa Straa.

9. Hvad vil I Kæmper stærke,
Som gløder i liflig Kraft,
Forinden Sprinkelværke,
Hvor ingen Fryd er havt?
Hvor blakketbleg en Qvinde
Uddeler Sorg og Qvalm
Blandt dem, som boe derinde,
Hendøet paa Bænkehalm?"

10. Da sagde Thor hiin stærke
Til Rosk' og sine Mænd:
"Nu kan jeg fuld vel mærke,
hvor vi er vandret hen.
For Helheims sorte Grotter
Vi nu tilvisse staae.
Loke! din blege Dotter
Vi snart at see vil faae."

11. Da skiælved Loke fage,
I Kinden steg hans Blod,
Han vilde gaae tilbage,
Han blev i Hu saa mod.
Han sagde: "Jeg vil ei skue
Min Æt saa drøvelig;
Til Asgards lyse Lue
Jeg atter svinger mig."

12. Da raabte Thor hiin faste,
En Gud saa god, som stærk:
"Du maa dig ei forhaste
med overilet Værk.
Hvad nytter Sorg hiin svare
Vel over Skiebnens Bud?
Lad brat slig Daarskab fare!
Den sømmer sig ei en Gud.

13. Alt af en Jetteqvinde
Du dig bedaare lod.
Det Gode ingensinde
Sprang ud af Jetteblod.
Men vist din Elskovsbrynde
Stod udi Skuldas Bog;
Hun monne din Daad fremskynde,
Den Norne viis og klog.

14. Man for din Æt maa gyse,
Men hvo foragter den?
Den skabtes til at kyse
Guder, saavel som Mænd.
En Angst, som ulmer, flammer,
Og bryder voldsomt ud,
Den kun fra dig nedstammer,
Du underfulde Gud!

15. Hvor heldigt Livet gløder,
Hvor det i Kraft bestaaer,
Der altid Frygten møder
For at det snart forgaaer.
Saaledes Fenris skrækker
I Valhals bedste Lyst;
Hans Blik en Frygt opvækker
Selv udi Odins Bryst.

16. Hvad var vort Asgard vide
Vel frem for Jordens Hiem,
Hvis ikke Sorg og Qvide
Og Død adskilte dem?
Den eviglumske Smerte,
Ret som en Snog saa grøn,
Omvinder Jordens Hierte;
Det, Loke! er din Søn.

17. Vel var det, Asa kiære!
At Hel du avled stærk;
Hun bør høit agtet være,
Hun straffer Niddingsværk.
Hun er min Hevnerinde,
Hun tugter rædde Mænd;
Thi lad din Sorg forsvinde,
Og vend ei om igien!"

18. Alt ved den kloge Tale
Forsvandt da Lokes Frygt.
Han monne sig husvale
Alt ved den Herres Kløgt.
Sit Spyd Gud Thor da hæved,
Og stødte Døren ind;
Den let tilbage svæved,
Ret som et Blad for Vind.

19. Da saae man Thor at drage
Med sine Mænd afsted.
Høit Hallen monne gientage
Den Skares tunge Fied.
Det var sig Roska liden,
Den fagre Lilievaand,
Hun vandred Thor ved Siden,
Og holdt ham ved hans Haand.

20. Igiennem krumme Gange
Kun svage Lys de saae;
De var saa saare trange,
Der var heel ondt at gaae.
Da pludselig de skued
En Hule hen mod Nord,
Hvor Stenen høit sig bued
Udi en Sal saa stor.

21. Der sad langs Væggens Side
De rædde Helheims Mænd;
De var saa syglighvide.
Thor vandred mod dem hen.
De var saa saare bange,
De svedte Angstens Sved.
Om deres Liv en Slange
Tæt slyngte sig, og bed.

22. En Stol høit monne stande
Alt under hvælvet Steen;
Den var af Hovedpande
Og skiøre Dødningbeen.
Der saa man Hel at true,
Halv var hun hvid mod Fod,
Mod Issen blaa at skue
Af underløbet Blod.

23. Et Dødningbeen hiin hvide,
Vel bleget i Maaneskin,
Hun strakte ud til Qvide
Med et hevngerrigt Sind.
Det monne muldent lugte,
Hun svang det som en Vaand;
Som Kongespiir hun brugte
Det i sin klamme Haand.

24. Der var saa tyst derinde,
En Liiglugt overalt;
Der rørtes ingen Vinde,
Kun hule Suk giengialdt.
Tre Fakler blaalig lued,
Ved hver en Dødning stod;
Man idel Rædsel skued,
Kun intet Spor af Blod.

25. Da saae man Thor at smile,
Han vendte sig omkring,
Han monne hurtigt ile
Hen i de Dødes Ring.
Han raabte høit derinde
Da disse strenge Ord:
"Saa gaae det hver en Qvinde,
Som ei tør følge Thor!

26. I usselige Daarer,
Som frygted Saar og Død!
Nu Hel jer evig saarer
Med Qval og bitter Nød.
I lod ei Hielmen hvælve
Om Issen kiækt i Strid;
I skabtes til at skiælve,
Saa skiælv til evig Tid!"

27. Derpaa den strenge Kæmpe
Treen fast for Hela frem.
Han monne Stemmen dæmpe
I hendes mørke Hiem.
Han sagde: "Gustne Qvinde!
Retfærdigt straffer du;
Dog staaer jeg ei herinde
Med en frivillig Hu.

28. Til Utgards Drot at drage,
Dertil stod fast mit Sind,
Da monne han det saa mage,
At her jeg vandred ind.
Thi siig mig, hvis du mægter,
Hvad Kaas jeg tage maa,
For at de stærke Slægter
I Jotunheim at gaae!"

29. Da skreg til Miølners Svinger
Hel med sin Stemme styg;
Det klang, som Sværdet klinger
Udi en Pandserryg:
"Forlad min sorte Bue!
Gak frem! Snart est du der.
Det blænder mig, at skue
Din Sundheds Rosenskiær."

30. Da vinkte brat behænde
Gud Thor med dristigt Blik.
Sig Loke bort mon vende,
Da Hel forbi han gik;
Fast han sit Øie lukked,
Saa tung var ham den Gang.
Hun saae paa ham, og sukked,
I hendes Spiir det klang.

31. Det vil jeg ei fordølge,
Da gik den stærke Gud
Alt med sit lidet Følge
Af Hulen snarligt ud.
Igiennem Bierget vide
Han foer paa hurtig Fod;
Paa Fieldets anden Side
Den Gud da snarlig stod.