Grammatik (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Udsigt over den norsk-islandske filologis historie

af Finnur Jónsson
Udgivet 1918

XII. GRAMMATIK

Et sprogs bygning var vanskelig at gennemskue i ældre tider, hvor man ikke kendte noget til sproghistorie og formers udvikling. Det er også først i den nyere tid at det gamle sprog har fået sin videnskabelige formlære. Det er før bemærket, at O. Worm søgte at få hjælpemidler til forståelse af det gamle nordiske sprog. Det undrer da ikke, at den første islandske formlære blev til på hans initiativ, ialfald delvis. Det første trykte forsøg til en islandsk formlære var nemlig Runólfur Jónssons (Runolphus Jonas, d. 1654, rektor i Christiansstad i Skåne) Grammaticæ islandicæ rudimenta (Kbhavn 1651), der var forfattet på Worms og prof. Th. Bangs (1600-61) opfordring (senere optrykt i Hickes' Thesaurus). Der findes her først et lille stykke om bogstaverne og deres udtale. Formlæren er det vigtigste. Der opstilles 4 declinationes: 1) kvinna, 2) vömb (og andre ord, hvor ordets sidste bogstav er bestemmende), 3) neutra og masc., som ender på d, l, n, r, s, x, og i det mindste neutra på b, e, f, g, i, k, m, o, p, l, u; endelig er der 4) masc. og fem. på i og ntr. på a (krabbi, bræði, auga; der findes talrige »observationes« med undtagelser og lign.). Det er, som man ser, en temlig kaotisk samling af bøjningseksempler uden noget system; en mere uheldig inddeling kunde ikke godt tænkes, og det er mærkeligt, hvor dårligt det første forsøg er faldet ud, da dog lidt eftertanke, skulde man synes, måtte have kunnet føre til noget bedre, og da forf., som han selv siger, ved sin undervisning i skolen var bleven klar over, hvor regelmæssigt og smukt det isl. sprog var (han taler om »insignem figurarum vim ac splendorem in lingua patria«). Det varede meget længe, inden der kom noget nyt frem på dette område; endel formlærer blev skrevne, men ikke trykte, f. eks. en af Jón, Arne Magnussons broder. Først i. det 19. årh. udkom i Sverrig N. H. Sjöborgs Grammaticæ gothico-islandicæ electa (1804 og 1806), men dette skrift var så gammeldags — man ser, hvorledes de gamle betegnelser spøger endnu — , at det ikke bragte sagen videre; det hele var egenlig kun udtog af Runolfs bog og var uden betydning. Der skulde mere til; en dybere almindelig sproglig-grammatisk forståelse på et bredere grundlag var nødvendig. En sådan havde kun langsomt kunnet vokse frem, og alle enkeltiagttagelser måtte først gøres. Sådanne eller tilløb til sådanne blev tidlig gjorte; af de ældre forskere kan her to særlig nævnes. Hollænderen Franciscus Junius d. yngre (1) (1589-1671), en meget belæst og skarpsindig mand, der var en af de første, der studerede ældre germanske sprog, fik codex argenteus (Ulfila) ihænde og udgav den (1665) med et glossar. Han er inde på visse lydovergange eller forhold mellem germansk og latin, som f. eks. at k i latin svarer til germ. h. Lambert ten Kate, også en Hollænder, (1674-1732), en anden meget skarpsindig og gennemskuende lærd, fik gennem gotisk middel ihænde til at forske de germanske sprog dybere; han forfattede en gotisk grammatik og blev slået af den indre lighed mellem de germanske sprog, og han konstaterede først de stærke verbers aflydsformer indenfor disse. M.h.t. etymologier gik han meget systematisk til værks. Svenskeren Johan Ihre (om hvem mere nedenfor) fastslog de fleste konsonantovergange fra latin til nordisk, uden dog at finde den eksakte lov derfor. Da trådte grundlæggeren på dette område R. Rask frem (1787—1832) (2). Rask, en bondesøn fra Fyn, var et ualmindelig skarpt og tidlig udviklet hoved; allerede i skolen syslede han med selvstændige sproglige studier, især efter at han som præmie havde modtaget Snorres Heimskringla (folioudg.). Ved hjælp af oversættelserne lærte han sig at forstå grundsproget og med genial sikkerhed uddrog han de enkelte sprogformer og stillede dem i system. Rask var den fødte systematiker. Student blev han 1807, og kun 4 år efter udkom hans berømte Vejledning (færdig 2 år før); 24 år gammel havde han altså udgivet et banebrydende, selvstændigt videnskabeligt arbejde så at sige uden nogen forbilleder. I bogen findes en meget udførlig fortale om det isl. sprogs vigtighed og fortrinlighed, derimod er der så godt som ingen lydlære, men (vigtige) afsnit om Orddannelse, Ordføjning og Verselære, samt endelig et om Sprogarterne (deri om skjaldesproget og om færøsk). Hvad der her var hovedsagen, var den egenlige formlære. Rask ordner ordene efter klasser, substantiverne efter deres køn; således:

hverkenkøn - hankøn - - hunkøn - -

1: gen. på a (auga) 2: — - s (borð) 3: — - a (geisli) 4: — - s (konungr) 5: — - ar (staðr) 6: — - u (tunga) 7: — - ar (flt. ir; stund) 8: flt. ur (hind)

   Så følger nogle underafdelinger og bemærkninger om enkelte særskilte ord. Rask udtaler klart, at der er tale om to forandringsmåder for hvert køn, en »simplere« og en »mere indviklet« (den 1. klasse har sit tilsvarende i 3. og 6.), d.v.s. han har klart set forskellen på, hvad der senere blev kaldt den svage og stærke bøjningsmåde. Hvad verberne angår, finder han også der de naturlige to klasser (ɔ: den svage og stærke bøjning):

I: 1) elska, 2) brenna, temja, vekja, 3) unna, 4) snúa.
II: 1) brenna, 2) leika (fjalla, láta) , 3) grípa, 4) fara, 5) ljúga.

   I alt væsenligt er dette rigtigt.

   At træffe en urigtig opfattet eller skreven form hos Rask er så at sige en sjældenhed.

   I 2 år, 1813-15, opholdt Rask sig på Island og lærte sproget som næppe nogen ikke-islænding før eller senere. Dette kom endnu yderligere til at præge hans næste arbejde af rent grammatikalsk art, nemlig hans svenske omarbejdelse af Vejledningen: Anvisning till Isländskan (1818). Her mærkes store fremskridt. For det første får vi her en udførlig lydlære, d. v. s. udtalelære, ɔ: den nyislandske udtale, som han (urigtig) identificerede med oldtidens, samt oversigt over omlyd, aflyd derunder indbefattet (disse ord bruges dog endnu ikke). I alt væsenligt giver Rask her det rigtige (u-oml. og i-oml.); dog opfører han aung-eyng som omlyd. Brydning kender han ikke (ja bliver i: djarf — dirf); mærkeligere er det, at han opstiller overgangen ö til a (sök-sakar). Derimod har han set overgangen e-i. M.h.t. substantivernes bøjning tager Rask her skridtet fuldt ud, idet han opstiller to bøjningsmåder, den »simplere« først og så den »kunstigere«, hver for sig, med enkelte ændringer og omstillinger i systemet fra 1811. Det samme gælder verberne. Han opstiller følgende 3 klasser som hørende til den »simplere« bøjning: 1) elska, 2) renna, 3) temja, uden at han er blind for verber som vaka, þegja; den anden »kunstigere« bøjning består af 6 klasser: 1) spinna, 2) drepa, 3) bíta, 4) låta, 5) brjota, 6) grafa (ɔ: Wimmers 1., 2., 4., 6., 5., 3. kl.). I øvrigt findes her de samme afsnit som i bogen fra 1811 undt. det om færøsk, der helt er udeladt.

   Af særlig vigtighed er, at Rask som sagt anså den nyisl. udtale for at være identisk med den gamle, og han hævder, at sproget ikke var kvantiterende som det latinske og græske. Herfra hidrørte flere fejltagelser. Senere kom han dog ved nærmere beskæftigelse især med håndskrifterne og med skjaldeversene på forskellige punkter til en rigtigere erkendelse, især m.h.t. lydenes oprindelige beskaffenhed. Dette mærkes i hans for sin tid fortræffelige »Kortfattet vejledning til det oldnordiske eller gamle islandske sprog« fra 1832 (et par gange senere optrykt).

   Under sit ophold på Island fuldførte Rask et andet af sine hovedarbejder, et værk, som også skulde sætte skel i videnskaben. Det var: Undersøgelse om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse (trykt 1818), et af Videnskabernes Selskab belønnet prisskrift. Her behandler forf. først de almindelige principper for sprogsammenligning (»Om etymologien overhovedet«) og hævder, at det ikke er ordforrådet, som det kommer an på, men de sproglige former og den grammatiske bygning — alt i hans kærnefulde, korte sprog. Jeg hidsætter, som eksempel på Rasks hele betragtningsmåde, skarpe tænkning og nøjagtige udtryksmåde, følgende stykke:

»Men dette Begreb [Etymologien] er endnu vel indskrænket, det er ikke blot Ordenes Oprindelse, der skulde undersøges, men Alt hvad der kan tjene til at oplyse Ordene, og forklare hvorledes og hvorfra de have faaet den Form og Betydning, de nu have. Men hertil udfordres meget mer end hin blotte Etymologiseren: Oplysningerne hentes ikke allene fra Stammeordet, men ogsaa fra beslægtede Sideord eller endog fra Afledninger af Ordene, f. Eks. at Hovedbegrebet af Venus er Skjønhed og ikke Kjærlighed, kan man iblandt andet slutte af venustus, venustas, convenusto o.s.v., jeg vilde derfor foreslaa heller at kalde dette Ordforklaring, hvilket synes bedre at udtrykke Begrebet. Imidlertid er det ikke heller blot Ordene, man har at undersøge; ti Sproget bestaaer vel af lutter Ord, men løse Ord udgjøre endnu ikke noget Sprog, medmindre de paa en eller anden Maade forbindes med hinanden; denne Forbindelse knyttes i de fleste Sprog ved visse Forandringer i Ordene eller som man kalder det Bøjninger; disse Formforandringer og overalt Sprogets hele Bygning og Indretning giver da en ny Gjenstand for Etymologien eller som man maaskje i dette Tilfælde kunde kalde den, Sprogforklaringen, hvilket ogsaa kan bruges som et almindeligt Navn. Det er da klart, at man ved Sprogforklaringen ingenlunde må tænke sig en Videnskab, der giver Regler, ved hvis maskinmæssige Udførelse, man uden videre Anstød kan finde Ordenes ufejlbare Oprindelse, ligesom man kan finde Forskjellen imellem tvende Tal, ved at trække det mindste fra det største; den anviser os snarere de Kilder, hvoraf vi kunne øse de Oplysninger om Ordene, vi søge; lærer os at bedømme de allerede udfundne og fremsatte Forklaringer, og af forskjellige Indfald og Meninger bestemme, hvilken der er den retteste, og hvilken, der har mindre Rimelighed eller er aldeles ugrundet. I Almindelighed: intet kan lære os at opdage, men vel sætte os paa Spor dertil, og lære os at bedømme, udføre, benytte, eller forkaste det fundne. Hint er det heldige Lykketræfs, det naturlige Anlægs eller den udbredte Indsigts Værk; dette er Videnskabernes Hensigt og Nytte.«

   Her er det, at Rask fremstiller »lydfremskydningen« i alt væsenligt rigtig og fuldstændig (som før bemærket er han dog ikke den første, der har opdaget den i alle enkeltheder). Værkets anden hovedafdeling udgøres af en undersøgelse af andre sprogs slægtskab med det islandske i alt væsenligt fuldkommen rigtig, og han hævder, at græsk (eller den trakiske sprogstamme, som han kalder den) er nærmest til at være det fælles stamsprog (3). Sanskrit kendte Rask ikke. Dette Rasks arbejde, et af den nordiske sprogvidenskabs storværker, fik en overmåde stor betydning for sprogvidenskaben. — Hertil skal endnu føjes, at 1815 havde Rask skrevet afhandlingen: Den danske grammatiks endelser og former, af det islandske sprog forklarede (1820).

   Rasks store tyske samtidige Jac. Grimm udgav (1819) sin Deutsche grammatik, hvori han optog de islandske bøjningsmønstre, ligesom han der overhovedet gav en oversigt over de germanske sprog. I denne 1. udg. kendte han endnu kun Rasks Vejledning fra 1811. 12. udg. (1822) mærkes derimod stærkt påvirkning fra og benyttelse af Rasks andre skrifter. Grimm ordner ordklasserne anderledes og stiller den »stærke« bøjning først og den »svage« sidst. Substantiverne ordner han på følgende måde:

I: 1) fiskr, 2) hirðir, 3) háttr, sonr, 4) belgr, bragr.
II: 1) gjöf, 2) festi, æfi, 3) tönn, rot, 4) ást.
III: 1) orð, 2) kyn, ríki, 3) fé.

   Alle disse er »stærke«.

I: 1) hani, 2) vili. II: 1) tunga, harpa, 2) kirkja. III: hjarta.

   Alle disse er »svage«. — Der er fremskridt i denne fremstilling, derimod mindre m.h.t. verberne; de »stærke« stilles først (10 afdelinger), de »svage« sidst (2 afdelinger: 1) telja, 2) kalla). Hvad lydlæren angår, er det Grimm, der først fastslog »omlyd« og »aflyd« som noget helt forskelligt, og han dannede disse udtryk. Til egenlig stammeinddeling af substantiverne nåede Grimm ikke. Det var forbeholdt den belomte Fr. Bopp (1791—1867) at påvise forskellen efter stammernes udlyd ved hjælp af sanskrit; Bopp betragtes som den egenlige grundlægger af den sammenlignende sprogvidenskab ved sin store »Vergleichende grammatik« (1833-52). Herom og om andet herhen hørende kan der henvises til V. Thomsens Sprogvidenskabens historie (1902).

   På disse værker byggede Munch og Unger deres »Det oldnorske sprogs eller Norrønasprogets grammatik« (1847), der nærmest er beregnet til skolebrug, men bogen fortjæner at nævnes på grund af den selvstændighed og specielle kyndighed, hvormed den er udarbejdet. Kendskabet til håndskrifterne og til de norske bygdemål træder her klart frem og var til gavn for fremstillingen. Her læres bestemt forskellen på lange og korte vokaler (jfr. Ungers afhdl. om dette æmne i tidsikr. Nor II, 1843), for ikke at tale om, at omlyd, aflyd og brydning rigtig fremstilles.

   Året før den sidstnævnte bog udkom (1846) havde K. Gislason udgivet en meget vigtig bog: Umfrumparta islenzkrar tungu i fonöld (om det isl. oldsprogs elementer); den var ganske vist ikke en grammatik, men den indeholdt udmærkede bidrag dertil på forskellig vis; den undersøger især ordformer og retskrivningen i de gamle håndskrifter. Her findes oversigt over omlydene, og for første gang er her u-omlyden á-ó (ǫ́) fremdraget og påvist. K. Gíslason forberedte selv længe en oldislandsk formlære, men af en sådan udkom der desværre kun et hæfte (1858), der indeholder en detaljeret og for sin tid fortræffelig oversigt over lydlære samt begyndelsen af bøjningslæren, hvor substantiverne inddeles efter stammer; men hæftet slutter med de fem. ō -stammer.

   Før jeg går videre, er der et navn, der særlig bør nævnes, K. Lyngby (1829-71). Han har i høj grad befordret den grammatiske videnskab og på selvstændig måde forsket sprogets væsen og forskellige fænomener i de nordiske sprog. Ved sit studium af danske, specielt de jyske dialekter (Bidrag til en sønderjysk sproglære 1858, Udsagnsordenes bøjning i jyske lov og i den jyske sprogart 1863) har han været med til at grundlægge den nyere danske filologi. Hvad det norsk-islandske angår, har han offenliggjort vigtige afhandlinger, tildels af banebrydende art; særlig bør nævnes hans afhandling om det oldnordiske sprogs udtale (Den oldnordiske udtale, i Tidsskr. for philol. og pæd. II: 1861). hvor den 1. grt. afhandling særlig analyseres og de ældste håndskrifters skrivemåde indgår i undersøgelsen. Af ikke mindre betydning var hans: De oldnordiske navneords bøjning (sst. 1865), hvor stammeudlyden spiller den væsenlige rolle. Hvad de grammatiske betegnelser angår, vil Lyngby på en ejendommelig måde forene Rasks og Grimms betegnelser. I øvrigt stod Lyngby på det standpunkt, som A. Schleichers (1821-68) for sin tid fortrinlige Compendium der vergl. grammatik der indogerm. sprachen (1861) betegner.

   Hvad K. Gislason ikke havde fuldført, udførte L. Wimmer, hvis grammatiske virksomhed har været epokegørende. Efter at have offenliggjort den meget vigtige afhdl.: »Den historiske sprogforskning og modersmålet« (Aarbøger 1868), udgav han (1870) Oldnordisk formlære, grundet på en fuldtud selvstændig undersøgelse og stofindsamling, kritisk sigtelse af stoffet og metodisk gennemførelse. Især er det formlæren, der er glimrende, og således, at der ikke har været ret meget at rette eller tilføje siden. Dog var inddelingen af substantiverne her — vel fordi bogen skulde tjæne praktiske formål — ikke efter stammer. Lydlæren var knap, men koncis og klar. Dette arbejde blev oversat på svensk af Th. Wisén i en noget omarbejdet skikkelse: Fornnordisk formlära (1874), og her blev stammeinddelingen gennemført. Denne fortræffelige bog er desværre ikke kommen i 2. udg. Også en udmærket praktisk skolegrammatik har Wimmer udgivet.

   Svenskeren A. Noreen (f. 1854) har forfattet og udgivet Altisl. u. altnorw. grammatik (3. udg. 1903). Her er formlæren grundet på Wimmers, men udvidet med sådanne former, som nyere udgaver, især de bogstavrette, har givet; forf. er dog undertiden gået for vidt i at ville se bestemte udtaleformer i unøjagtige skrivemåder. Også de urnordiske runeindskrifter er her medtagne. Langt mere selvstændig og udførlig er lydlæren, der med hver udgave er bleven fyldigere. Her er et meget dygtigt arbejde gjort. Til dette arbejde slutter sig Noreens Die geschichte der nordischen sprachen (i Grundriss der germ. Philol. 3. udg.), samt den righoldige Abriss der urgerm. lautlehre (1894).

   En i det hele meget god og kortfattet fremstilling har endelig A. Heusler givet i Altisländisches elementarbuch (1913).

   I denne sammenhæng bør rektor Jón Þorkelssons (1822-1904) forskellige grammatiske arbejder nævnes, som Athugasemdir um islenzkar málmyndir (1874), Breytingar á myndum viðtengingarháttar i fornnorsku og fornislenzku (1887), Beyging sterkra sagnorða i islenzku (1888 — 94) og endelig Ísl. sagnorð með þálegri mynd i nútið (1895). Alle disse afhandlinger udmærker sig ved forfs. ualmindelige grundighed og nøjagtighed.

   Fra de senere år er der et utal af særafhandlinger om forskellige æmner og punkter vedrørende det norsk-islandske sprogs historie at anføre, men vi kan kun nævne nogle af de vigtigste. Der er for det første flere afhandlinger vedrørende germanske sprog overhovedet, der også vedrører nordisk, som f. eks. E. Sievers’ (f. 1850) forskellige afhandlinger, især Zur accent u. lautlehre (1878), V. Thomsens berømte afhandling Den gotiske sprogklasses indflydelse på den finske (1869) af gennemgribende betydning, K. Verners (1846-96) epokegorende afhandling: Eine ausnahme der ersten lautverschiebung (1876), der med et slag ikke blot gav forklaringen på et hidtil ikke forklaret fænomen, men tillige gav stødet til en helt ny retning indenfor og udvikling af den germanske filologi overhovedet. Særlig fortjæner også at nævnes J. Marstranders bog: Bidrag til det norske sprogs historie i Irland (1915), der på mange punkter har kastet et nyt lys over norsk sprog i det 9. og 10. årh. Af særafhandlinger vedrørende nordisk kan nævnes F. Lefflers (Läfflers; f. 1847) forskellige afhandlinger saglig om omlyd og brydning: I-omljudet (Nord. tidsskr. f. filol. II; 1875 — 76), Om v-omljudet af ǐ, ï og ei i de nord. språken (Ups. univ. årsskr. 1877; her også om brydningen) osv. Danskeren J. Hoffory (1855-97; professor i Berlin) udgav Konsonantstudier (Arkiv II; 1883), der behandler vigtige konsonantovergange og lign. Svenskeren E. Wadstein (prof. i Göteborg) undersøgte den gammelnorske homiljebogs sprog og skrev den meget udførlige afhdl.: Fornnorska homiliebokens ljudlära (1890). M. Hægstad (f. 1850; prof. i Kristiania) har på det norske landsmål skrevet flere udmærkede afhandlinger vedrørende norske dialekter, det norske oldsprog, dets forhold til islandsk osv., som Gamalt tröndermål (1899) og især Vestnorske målføre fyre 1350, hvoraf der er udkommet 4 bind foruden indledning.

   Fremfor alt er dog prof. A. Kocks (f. 1851) mange grundige afhandlinger at nævne. Han har særlig virket på lydlærens område, specielt er aksentuationen hans hovedstudium, og her bygger han først og fremmest på Verners opdagelse. Han har skrevet vigtige og epokegørende afhandlinger om omlyd og brydning og ham skyldes bestemmelsen af de forskellige perioder indenfor disse fænomeners historie (Arkiv X og XII; Beiträge XIV, XV, XVIII osv.). Sin lære om disse fænomener har han sidst sammenfattet i sin bog: Umlautu.brechung im altschwedischen (1911-16): tiltrods for tilføjelsen (im altschw.) handler bogen indgående om oldsprogets omlyd og brydning overhovedet. Også i hans større skrifter, der ikke tager særlig sigte på norsk-islandsk, findes der mange bidrag til den norsk-isl. form- og lydlære, som i Svensk accent I— II (1878; 1884-85); Die alt- u. neuschwedische accentuierung (1901), samt det nylig påbegyndte kolossale arbejde: Svensk ljudhistoria (i 5 bind; I 1906, II 1911, III, 1916). En mængde vigtige afhandlinger findes i det af ham udgivne Arkiv f. nord. filologi, samt i tyske tidsskrifter og andre steder.

   Der findes endnu en mængde navne og afhandlinger, men det vilde føre for vidt at nævne dem. Der kan henvises til bibliografierne i Arkiv f. nord. filol.

   Af skrifter og afhandlinger, der har betydning for norsk-islandsk kan endelig nævnes — foruden danske og svenske hovedværker angående dansk og svensk — I. Aasens fortræffelige: Det norske folkesprogs grammatik (1848), Falk og Torps Dansk-norskens lydhistorie (1898), Torps oversigt over orddannelse (indledning til Gamalnorsk ordbok), Kluges Nominale stammbildungslehre (2. udg. 1899), samt Færøsk anthologi af Hammershaimb og J. Jakobsen (1898-1901).

   Syntaksen er bleven behandlet af rektor G. Lund (1820—71): Oldnordisk ordføjningslære (1862), en bog, der er fuldstændig skåren over Madvigs lat. syntaks og et efter omstændighederne respektabelt arbejde. Dette er nu helt overflødiggjort ved nordmanden, rektor M. Nygaards (1838-1911) Norrön syntax (1905), der hviler på indtrængende selvstændige studier og iagttagelser. Nygaard har desuden offenliggjort flere specialafhandlinger. Ham skyldes også en særlig Eddasprogets syntax i to hæfter (1865, 1867); et lignende arbejde udgav T h. Wisén: Om ordfögningen i den äldre Eddan (1865).

   Endelig kan her også anføres Falk og Torps Dansk-norskens syntax (1900), der i det hele går ud fra oldsproget.

Noter

1): Hans fader var fransk, moderen Hollænderinde; selv var han født i Heidelberg og han opholdt sig længe i England.
2): Jfr. Wimmer: R. Rask (1887), V. Thomsen: Sprogvidenskabens hist. s. 39ff., H. Pedersen: Sprogvidenskabens historie (1916) s. 41, 43f., 52f.
3): Jfr. V. Thomsens ovf. anførte skrift s. 41-42.