Biskop Pauls saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bispesagaer

Biskop Pauls saga

Páls saga biskups

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Biskupa sögur, Hið íslenzka bókmentafélag, Kaupmannahöfn, 1858

---

1.

Paul var søn af Jon — den gæveste mand — der var søn af Loft, der var søn af Sæmund den Frode. Jons mor var Tora — datter af kong Magnus Barfod — og Pauls mor var Ragnheid Torhallsdatter — en søster til den hellige biskop Torlak. Paul voksede op på Odde hos sin far — Jon — der ligesom andre selv satte ham des højere, jo ældre han blev. Paul havde et smukt udseende med kønne, rolige øjne, krøllet, smukt hår, velskabte lemmer og små fødder; han var lyslødet og af middelhøjde og en høvisk mand. Han var modtagelig og allerede vellærd i en ung alder, og han var dygtig til alt, hvad han foretog sig — både til skrivning og andet. Han blev tidligt gift og fik Herdis Ketilsdatter — en smuk kone, der på alle måder optrådte, som det anstår sig for kvinder. De havde kun været sammen i få år, da Paul drog udenlands, og han gik i tjeneste hos jarl Harald på Orknøerne, og denne værdsatte ham meget. Han drog siden sydpå til England og gik i skole og hentede dér så megen lærdom, at man næppe kender til nogen, der har tilegnet sig så meget på så kort tid. Da han kom ud til Island igen, overgik han alle andre med sin lærde dannelse, digtning og boglige snilde. Han havde også så stor en stemmepragt, at hans sang og røst overgik alle hans samtidige. Han tog da igen ophold på Odde og blev fortsat agtet, som man kunne forvente. Kort tid efter stiftede Paul bo i Skard, og der var i begyndelsen mangel på meget af det, man behøvede, men så kom begge ægtefolks gævhed og gode venners velvilje dem til nytte. De blev udsat for de største tab af værdier, men tog det dog godt og forbilledligt, og det var som om, det ikke betød noget, og derpå voksede deres værdier som havet skyller mod landet. Paul var hjælpsom og trofast og venlig imod alle sine venner og alle gode folk, men han var streng imod onde mennesker, tyve og forbrydere. Han var på alle måder en stor leder af sin flok og hurtig til at komme til folk, der mente at trænge til hans hjælp. Paul var godordsmand, og han vejledte alle sine tingmænd i alle retssager, så de aldrig tabte sagen. Paul fik fire børn, der overlevede barnealderen, med sin kone — Herdis. Det var to sønner og to døtre; hans sønner hed Loft og Ketil, mens døtrene hed Halla og Tora. De var alle smukke at se på, og de skikkede sig vel, så snart de voksede op. Biskop Torlak — Pauls morbror — værdsatte ham højt og holdt meget af ham og indbød ham ofte hjem til sig. Selv om nogle andre høvdinge nærede modvilje mod biskop Torlak, var Paul ham en des mere trofast og fortrolig frænde, jo mere andre undveg ham. Da biskop Torlak døde, udviste Paul en stadigt kærligere slægtsfølelse end de fleste af alle hans stormandsvenner.

2.

Sommeren efter den hellige biskop Torlaks død, blev Paul udpeget til biskop. Der var forud en meget lang drøftelse af sagen, men det endte med, at afgørelsen — særligt efter råd fra Hall Gissurson — blev lagt under biskop Brand, og han udnævnte Paul til udlandsrejsen. Denne sagde ikke straks ja til udnævnelsen, men den ene efter den anden bad ham — biskop Brand og hans brødre og andre af hans nære venner — men han afslog det og tog således hjem fra tinget. Han drog siden til kirkevielse på Odde ved messedagen for Sejlamændene og gjorde sig store overvejelser. Da alle havde opgivet at overtale ham, indså han, at der ikke var nogle tilbage at kives med, medmindre det skulle være imod Guds vilje — og det ønskede han bestemt ikke. Da han tænkte over sin beslutning, indgød Helligånden ham den tanke at lade sig selv forpligte over for folks behov, og han begav sig da ved godt mod under den byrde, der længe havde været hans sind imod. Kort tid efter tog han til Skålholt sammen med Jon — sin far — og sine brødre, og han overtog straks styringen af bispestolens værdier. Han tilbød da straks Gissur Hallson, at denne kunne blive der; han havde tidligere været der i biskop Torlaks dage, og han var en særlig pryd for stedet og havde sørget godt for de folk, som var dér. Paul lod alle værdier på Skålholt forvalte som førhen, og han satte præsten Torkel Hallson til at varetage kirken, og Torkel tjente ham — først da han kom tilbage til Island, men han blev siden kannik i Ver. Herdis varetog godt og behørigt deres gård i Skard og alle deres børn og alle deres værdier, mens Paul var i udlandet. Alle sagde, at ingen børn i hele herredet blev opdraget så godt som deres, og således gik det godt, så længe hun levede, fordi hun — som det ofte viste sig — var en meget omhyggelig kvinde både med hensyn til sit eget og andres.

3.

Paul forlod landet den samme sommer, som han var blevet udpeget til biskop, og han var da degneviet. Hans rejse gik godt, og han ankom til Norge og drog derpå til købstaden i Nidaros, hvor han opholdt sig om vinteren til slutningen af julen. Alle, der havde vist ham den største hæder og agtelse, mente at have gjort det godt, og des bedre, jo mere fornemme de var — og deri skønnede de rigtigt. Ærkebiskop Erik var i Danmark, da Paul kom fra Island til vielsen, og han var hos ærkebiskop Absalon, mens kong Sverre var østpå i Viken, hvorfra han drog til Oplandene. Efter jul drog Paul sydpå fra købstaden for sammen med sine rejsefæller at opsøge kongen, og han blev da fulgt af en mængde kongsmænd. Kongen tog så godt imod ham, som var det hans egen søn eller bror, der var kommet til ham, og han viste Paul så megen hæder og ære, som han og hans venner kunne ønske sig. Det var både sådan, at han bedre end andre forstod at udnytte lejligheden, og at han brugte alle midler på, at de begge skulle få hæder af sagen.

4.

Biskop Tore præsteviede Paul i købstaden Hamar; det skete i imbredagene i langfasten én dag efter Mathiasmesse, og den samme dag tog Paul tilbage til kongen og opholdt sig dér hos ham, indtil han tog til Danmark, og kongen gav ham alt, hvad han mente at have brug for på vej ud af landet. Kongen lod også alle landets biskopper give ham deres breve med segl. Han drog derpå til Danmark i fasten og ankom til Lund den første påskedag, hvor han opsøgte ærkebiskoppen, og straks han kom, indbød Absalon ham til sig med den største hæder, og han ventede ved højmessen på Paul, så snart han vidste, at der var udsigt til, at han kom. Han opholdt sig siden i påskeugen hos ærkebiskoppen, og begge behandlede hinanden med den største værdighed, og hans vielse blev straks besluttet dér, for de erfarede hurtigt, hvor dygtig han var både i lærdom og klogskab og i sine færdigheder. Han afventede vielsen i det munkekloster, der kaldes Herredsvad, men han var dog blevet dog viet før, de havde planlagt, da de skiltes, hvilket mest skyldtes, at kong Knud Valdemarsøn sagde, at Pauls afrejse skulle fremmes så meget, at den var til mest gavn for ham selv og for de folk, som han skulle være biskop over, og det fulgte af hans lykke, at den fornemmeste mand — uden at have mødt ham — værdsatte ham så højt, at han traf den beslutning, som Paul selv ville have valgt. Ærkebiskop Absalon bispeviede Paul på biskop Jons messedag — otte dage før messedagen for Filippus og Jacob — på råd fra ærkebiskop Erik, der dengang ikke selv havde synet til at vie ham. Til stede ved biskop Pauls vielse var ærkebiskop Erik og biskop Peter af Roskilde. Biskop Paul gav en guldring til ærkebiskop Absalon og en anden til ærkebiskop Erik og andre kostbarheder til alle de andre, der bidrog til hans værdighed og vielse til embedet. Celestinus var pave, dengang biskop Paul blev viet. Biskop Paul var 40 år gammel, da han blev bispeviet. Han drog derpå til Norge og traf kong Sverre østpå i Viken og rejste med ham til Bergen og var hos ham, indtil han drog til Island den samme sommer. Kongen viste ham i alle henseender mere hæder jo længere tid, han var hos ham, og jo bedre han lærte ham at kende. Alle værdsatte ham — som man kunne forvente — meget, og hans slægtninge var alle dem, som var de gæveste folk i landet.

5.

Biskop Paul tog ud til til Island den samme sommer, som han var blevet viet til biskop, og ankom i Eyjafjord, hvor han straks afholdt et prægtigt gæstebud for biskop Brand og de andre af sine venner, der havde mulighed for at være til stede, med vin at drikke og al forplejning så god, som den kunne blive. Det viste sig da med det samme — som man også siden erfarede — at han altid havde det bedst, når han glædede de fleste af sine venner og slægtninge med kærlighed og storsind i prægtige gæstebud. Han havde to glasvinduer med sig ud til kirken i Skålholt — hans åndelige fæstemø — og han viste dermed straks — og det blev siden endnu tydeligere — hvad der lå ham på sinde, og hvor meget han ville pryde kirken, mere end den var, nu da han var bispeviet, selv om kirken allerede var mere fuldkommen og pragtfuld end nogen anden på Island. Den første hæder biskop Paul viste sin bispestol var den — som ingen biskop før havde gjort — at han ikke sang nogen messe, inden han kom til stolen i Skålholt. I alle lande anser man det ikke for mindre værd at høre den første messe fra en nyviet præst end en hvilken som helst bispemesse, men dette var så meget desto mere, da man på én gang både kunne høre præstemesse og bispemesse. En stor menneskemængde kom da til Skålholt til denne glædelige begivenhed for at høre biskop Pauls første messe. Der var mange fornemme folk til stede: Jon Loftson — Pauls far — og Sæmund og Orm — hans brødre — og Gissur Hallson, og der var virkelig mødt mange folk op. Biskoppen holdt en lang og smuk tale, og han lovede straks, hvilket glædede de fleste meget, at han ville byde de samme bud, som biskop Torlak havde budt. Da han drog gennem sit bispedømme, kunne man også snart se, hvor blid og venlig han var over for alle sine undersåtter, og hvor lidt han krævede af alle dem, der skulle beværte ham eller på anden måde havde pligt til at hædre ham. Han blev af den grund så afholdt af hele almuen, at næsten alle over hele landet elskede ham — ikke bare i hans eget bispedømme, men også — og ikke mindre — i det andet. Det var også tydeligt, hvor velhavende en mand han ville blive på grund af sin stadige og vedvarende omsorg og duelighed. Biskop Paul havde siddet én vinter i Skålholt, inden Herdis — hans kone — kom dertil for at varetage husholdingen inden for dørstokken, og hun var så stor en støtte og styrke som ingen andre — både for stedet og for ham selv — mens han indehavde bispestolen. Så stor var hendes duelighed og omhu, at hun kun havde været der i få år, før man havde nok af alt, der var behov for, og ikke behøvede bede andre om det, selv om der var hundrede mand på gården, hvoraf 70 eller 80 var arbejdsfolk.

6.

Da han kom til bispesædet i Skålholt, indså biskop Paul snart, at han var forpligtet til at støtte og styrke og afslutte noget, som den hellige biskop Torlak havde vist vilje til, og som han havde ladet indkøbe, og det var at sørge for de klokker, han havde købt til kirken i Skålholt, og som dengang var de bedste på hele Island. Han havde også fået fire træstammer hertil sammen med klokkerne, og de målte 20 alen i højden. Biskop Paul fik siden fat i den mand, der på hele Island var dygtigst til at forarbejde træ, og som hed Åmunde Arnason, og lod fremstille en klokkestabel, der var så udsøgt med hensyn til materialer og håndværk, at den overgik alt træsmedearbejde på hele Island på nær kirken selv. Han lod indrette et kirkerum oppe i stablen og en trappe, der førte derop, og han viede denne kirke til den hellige biskop Torlak på julens tiende dag, og han udstyrede i alle henseender denne kirke meget smukt og skaffede alt, der var behov for, til den. Han lod præsten Atle, der var skriver, male hele loftet inde i stablen og ligeledes gavlene, og han beklædte det helt for neden godt og smukt med tre stykker klæde. For alle dem, der blev begravet i stablen, lod han over hver grav skrive, hvornår vedkommende var gravlagt. Han brugte — såvidt han selv huskede — ikke færre penge på bygningen af stablen end 4 hundreder eller mere. Af den norske mand, der hed Kol, købte han klokkerne til stablen, og de var lige så værdifulde som de største kostbarheder. Han købte endnu flere klokker til stablen og også to, der ringede samtidig oppe i kirken, og han pyntede overalt, hvor man kunne komme i tanker om det — både i kirken og i klokkestablen og på alt udstyret, på altertavlen og på kors, på billeder og støtter og lamper, i glasvinduer og på hele bispeskrudet. Han lod også en stenkiste udhugge; den var meget behændigt udført, og han blev lagt i den efter sin død. Han lod også indrette en prægtig gravplads i stablen for de folk, som han mente at skylde mest.