Om Ragnarok 12

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Odins kamp mod ulven, Louis Moe, 1929

Om Ragnarok
af Axel Olrik

III. Gudernes kamp

12. Det bundne uhyre

Der er blandt forestillingerne om ragnarok en enkelt, som man hyppigst kommer tilbage til, og som mest umiddelbart udtrykker den rædsel, hvormed man imødeså verdens tilintetgørelse. Det er tanken om en trold eller et uhyre, der ligger bundet, men som en gang ved verdens ende skal slippe løs.

Forestillingen optræder i Norden under to hovedformer: som menneske eller som rovdyr, som Loke eller som Fenresulven.

I det gamle Vegtamskvad spår den døde volve, at ingen skal kalde hende frem, »førend Loke slipper løs af sine bånd og ødelæggerne kommer i ragnarok«. Også Voluspå ved, at Loke, løssluppen af sine bånd, fører en af jættehærene til ragnarokskampen; måske der udtrykkelig hentydes til ham med ordene »trolden slipper løs« (jǫtunn losnar). Endvidere støttes disse kildesteder ved adskillige andre, som skildrer, hvorledes han lægges i bånd og han ligger bunden; foruden Voluspå og Lokasenna blandt eddakvadene, har vi afbildningen deraf på det nordengelske Gosforth-kors, og desuden den folkelige myte hos Snorre, om hvorledes han bliver fangen i lakseskikkelse. Endelig som variant fortællingen om den bundne Udgårdsloke.

Endnu hyppigere er det bundne uhyre dog ulven Fenre. »Ulven har det ikke vel, der i bånd skal bie på ragnarok«, og i samme kvad: »Ulven ser jeg ligge ud for åens munding, indtil guder ødes« (Lokasenna). Da Eyvind skaldaspiller i de stærkeste ord vil tolke savnet af sin faldne drot, griber han til dette billede: Fenresulven skal løssluppen fare over menneskenes boliger, førend så god en konge kommer på den tomme vang. Denne forestilling om hans bryden løs leger da også under antydningen, at den grå ulv ser mod gudernes bolig (Eiriksmål) og at einherjerne og Odin går at stride imod den (Grimn.).

Omkring dette midtpunkt aflejrer sig da også myten om, hvorledes guderne får ham bunden.

Om selve den bundne ulv synes man at have en slags dobbelt forestilling. Den ene er den almindelige, den får udtryk i Lokasennas ord: »Ulven ser jeg ligge ud for åens munding, indtil magterne ødes«. Holmen i åmundingen er øjensynlig det sikreste sted, hvor man kan have en fange; jf. Vølund på holmen.

For at gøre den uskadelig er et sværd sat fast i dens gab med hjaltet mod overkæben og odden mod underkæben, som en slags gómsparri (i stedet for nyere tids mundkurv). Herom vidner allerede et vers fra 10de årh. af Eyvind skaldaspiller. I øvrigt findes der en skjaldetradition af tvivlsom alder, som morer sig med at give navn til hver enkelt ting i Fenres historie: den har tre navne på hans lænker, kalder holmen for Lyngve (den lynggroede) og søen for Åmsvartne (den uhyggelig sorte), to åer (»håb« og »fortvivlelse«) rinder fra dens fra dende gab, osv. osv. Meget dybsindigt og interessant; men lidet oplysende for selve myten om den bundne ulv.

En afvigende skildring af det bundne uhyre findes i Voluspå, i den mærkelige strofe, der gentages som omkvæd til hele dets skildring af ragnarok: »Garm gør højt foran Gnipahulen, lænken slides sønder, ulven løber«. Skønt de enkelte ord er tydelige, har strofens tankegang dog voldt fortolkerne vanskelighed. Müllenhoff (V 139) vil have, at den første sætning gælder om helvedes porthund, og de to sidste om Fenresulven. Men for en naturlig opfattelse må alle tre linjer handle om det samme dyr. Der er heller intet i vejen for, at det i flæng betegnes som »hund« (Garm) og gøende og tillige som »ulv« (freki); Odin har jo ulve som sine hunde, og Fjolsvinnsmåls glubske porthunde er ved navnene (Gífr og Geri) betegnede som ulve eller ulveagtige. Den Garm, der gør foran Gnipahulen, er da enten Fenre under andet navn og med modificeret opholdssted; eller det er snarere et sidestykke til Fenre, henlagt til jætteverdenens eller dødsrigets mørke huler.

Sammenligner man Lokes og Fenresulvens rolle i ragnarok, opdager man en væsenlig forskel. Fenresulven udfører ragnaroks største kampdåd, Gudekongens fald. Loke udfører ingen dåd, og kampens gang vilde have været ganske den samme, hvis han ikke var bleven løst, eller slet ikke var bleven bunden. Med andre ord: Fenresulven er det allervæsenligste led i ragnarok, Loke er fra handlingens standpunkt overflødig. Han er den svagere gentagelse af den tanke, der har fundet et kraftigere og mere rammende udtryk i Fenresulven.

Samler vi alt mytestof, der findes om Fenresulven, for derigennem at udforske dens natur og udspring, viser det sig snart, at der intet er, undtagen det der knytter sig til ragnarok. Med sin såkaldte fader Loke har han ikke nærmere at gøre; alle myter drejer sig, om han skal være bunden eller løs: aserne anvender deres snedighed på at lægge ham i bånd, og Tyr mister sin hand i dens gab. Ligesom flere andre af ragnaroks væsner har han ingen oplevelser eller daglig virksomhed, men er alene til for verdens-ødelæggelsens skyld.

Jeg vil da gå samme vej som ved de tidligere lejligheder, og se om man i andre folkeslags myteverden kan finde forklaring på det, hvis oprindelse ikke lader sig udgranske indenfor Norden.

Forestillingerne om det bundne uhyre, der ved verdens ende kommer løs, er nu bedst kendte som led i kristne dommedagsforestillinger; men de findes tillige i ganske hedensk form hos Perser, Tartarer og Finner. Der er i alt tre hovedformer: det bundne rovdyr, den bundne slange, og det bundne menneske. Af dem har det bundne rovdyr særlig interesse for vor Fenresulv, og det bundne menneske for vor Loke.

Forestillingen om den bundne trold eller djævel i menneskeskikkelse, der skal komme løs ved verdens undergang, optræder alene indenfor kristendommen, og er nærmest begrænset til den middelalderlige kristendom. En begyndelse til denne forestilling findes i Nikodemus-evangeliet, som i 5te arh. fik sin endelige form: Efter sin død på korset stiger Kristus ned i dødsriget og sejrer over djævlen; han byder englene at binde ham og at overgive ham til Hades, dødsrigets fyrste, for at han skal holdes i lænker indtil dommedag. Endnu stærkere kommer denne tanke til orde hos biskop Isidor af Sevilla (død 636): »Når djævlen«, siger han, »skønt bunden, har udøvet stor grumhed mod martyrerne, vil han dog blive langt grummere på Antikristens tid, når han kommer løs«. I den tidlige middelalder tager forestillingen om den bundne djævel større magt. I de oldengelske digte fra 7de årh., kendte under Kædmons navn, skildres der, hvorledes Satan ligger med jærnbånd om hals, hænder og fødder og svies af helvedluerne. En række billedlige fremstillinger heraf haves i Kædmon-håndskriftet fra 10de årh.; også på fastlandet optræder sådanne billeder fra 9de årh. af. Fra en af de jyske granitkirker kendes der en lignende fremstilling.

Mange steder, især i Syd- og Østeuropa, knytter der sig sagn og folketro dertil, dels om hvorledes Jesus narrede djævlen til at få lænken på, dels om hvorledes den bliver tyndslidt og stadig må fornyes.

Den ældste kristendom kender ikke den bundne Satan, og visse udtalelser i Ny Testamente strider bestemt imod den. Det er dog let at se dens udgangspunkt. I Johannes Åbenbaring fremstilles det onde som en drage, »den gamleslange«, der bliver overvunden af englen Mikael og bunden for tusend år, men ved verdens ende kommer løs. Og denne forestilling om en bunden slange kan følges videre til Persernes religiøse skrifter: helten Thraetaona overvinder slangen Dahaka og binder den inden i bjærget Demavend, men ved verdens ende sønderriver den sine bånd og går ud til ødelæggelser, indtil helten Keresaspa vågner op og fælder den.

Det er mindre kendt, at også forestillingerne om det bundne rovdyr kan følges vidt om land. Vi vil begynde med et eksempel fra midt inde i Siberien, med et kvad fra de tartariske folkestammer, der strejfer om på højsletterne mellem Jenesai-floden og Altai-bjærgene, i egnene vest for Baikal-søen.

I heltesangen om Ala Kartaga forekommer en spådom om verdens ende: »Sådant rygte går i folket, at enden virkelig er nær; der skal være et land i det fjærne, langt fra vort land, der hvor månen og solen går ned, ved det store store hav med det høje jærnbjærg. Ved bjærget bor Jedai Khan. Syv hunde har Jedai Khan, bundne med stærke jærnlænker. Kommer de syv hunde løs, gør og hyler de kun en gang: da er enden på alt, på mennesker, dyr og fugle.« Fulde af uro rider heltene til den vise helt Dsjalaty og søger råd. Han trøster dem med, at så længe Jedai Khan er i live, kan hundene ikke sønderrive deres lænker. For at sikre sig yderligere går han ud at lytte til fuglenes og dyrenes tale, men vender nedslået tilbage, ti alle skabninger klagede og græd. Han sender to falke op til himlen, en slange ned i jorden, en gedde i havet, og en hermelin ind i bjærgets gange. Falkene kommer tilbage med budskab om Kudai (gud, eller himmelguderne): han sad hensunken i sorg over, at alt skulde forgå. Fra dybets herre hørte slangen det samme bud, fra havet gedden, og fra skovguden hermelinen: at enden på alt var nær. Ved næste morgengry udspørger Dsjalaty to sorte flyvende ravne, som har bolig i de himmelhøje lærketræer på jærnbjærget, der hvor solen og månen går ned. De fortæller ham, hvad der er sket: I Jedai Khans telt under jærnbjærget er den unge helt Ala Kartaga bleven opfostret; i tredve år har han kæmpet med Jedai Khan, og endelig har han fældet ham. Men i det øjeblik, da Jedai Khan faldt, rev hundene sig løs af jærnlænken; dog Ala Kartaga greb i lænken og bandt dem på ny, han lagde en mundkurv af kobber på dem, så at de ikke kunde gø. Da ravnene har talt, ser Dsjalaty sig atter om: mennesker, dyr og fugle er ophørte med deres klager.

Herefter går hundemotivet helt ind i den episke fortælling. Heltene drager, seks i tal, ud for at opsøge Ala Kartaga ved det fjærne jærnbjærg. De møder ham førende de syv hunde med sig i lænke; ti den, som er ejer af hundene, vil alder og død aldrig få magt over. Han skænker hver af heltene en hund med pålæg om ikke at give den føde, men kun at holde den godt bunden; ti hvis hunden blot når at rive sig løs, stryge mundkurven af og gø en eneste gang, da er enden på alt ganske nær. Den unge helt Ala Kartaga rider nu i syv år, indtil han finder sin hjemstavn og sine forældre. Men pludselig afbrydes han ved, at hundene har revet sig løs for de andre. Han farer som en pil på sin blåhvide hest gennern verdens ni lande, indtil han kommer til stedet, hvor måne og sol synker. Heltene står skrækslagne, men han indespærrer hundene bagved bjærgets klippedøre,og han byder dem at komme hvert eller hvert andet år og se om hundene har skrabet dørene i stykker med deres skarpe jærnkløer. Tiden går, og atter har hundene revet sig løs; heltene har nemlig regnet det tilstrækkeligt at vælte en klippe for bjærgets indgang. Ala Kartaga iler på sin hest til stedet og afhugger med ett hug alle hundenes hoveder: »Ogsa uden jer kan jeg leve«, siger han »hvis gud vil unde mig alder.« Dernæst afhugger han på samme måde hovederne af de fern helte med et eneste hug. Også de sidste to hunde, som heltene ikke har hindret i at skrabe sig ud af hulen, dræber han: »Ogsa uden jer kan jeg leve, om gud vil give mig alder«.

Det er hos et hedensk Tartarfolk, at denne forestilling om de bundne uhyrer og verdens undergang møder os. De enkelte træk er stærkt forskellige fra, hvad vi ellers kender, og tankegangen er helt hedensk eller primitiv; de bundne vilddyr repræsenterer kun deres egen frygtelige ødelæggelseslyst, de har intet med godt og ondt eller med de andre menneskefjendske magter at gøre. Myten er bleven indvævet i heltesagn; men vi iagttager let, at den indeholder en af heltesagnet uafhængig tilværelse; hundene har plads ved tilværelsens yderkant, og de har en guddommelig vogter Jedai Khan, boende der hvor solen og månen synker som en slags styrer af himmellegemernes gang. Intet under, at myten om uhyrerne drages over i heltesagn; ti han er en yndet bifigur i de tartariske heltekvad.

En ganske lignende myteforestilling findes i et estnisk æventyr, optegnet nærved Østersøens kyst. En fattig mishandlet hyrdedreng vandrer ene ud i verden. En gammel mand råder ham til at vandre mod øst og blive ved at gå i syv år, da skal han nå til et skyhøjt bjærg, og der skal han finde sin lykke. Drengen følger rådet. Efter syv års vandring når han et bjærg, hvis top er skjult i skyerne, og ved fern dages vandring når han over det. Der træffer han en stor mand, som tager ham i sin tjæneste, og fører ham hen til en hule med tredobbelte jærndøre. »I hulen«, sagde han »står mine glubske hunde lænkede; du må passe på, at de ikke graver sig ud under døren. Ti hvis en af dem slipper ud, er de andre ikke længer til at holde, de vil følge efter ham og tilintetgøre alt levende i verden. Og når den sidste hund kommer løs, da er det verdens ende, og solen har skinnet sidste gang. Han viser drengen et bjærg af opstablede granitblokke; de er slæbte sammen, for at man altid kan vælte en ny sten for, når hundene får en af de gamle kradset bort. Han passer nu sin nye gerning. I løbet af to eller tre måneder får hundene gravet et hul, men han vælter en ny sten for; han får hver dag god kost og hvert år en god løn; men han keder sig dog, når hans husbond sover, ti det varer syv uger ad gangen. En gang imens hans husbond havde sin sovetid, kom en stor ørn flyvende og satte sig hos ham. »Du er en tåbe« sagde den »at du lever dit liv hen med mad og drikke og med penge, som ikke nytter dig til noget; tag din husbonds vindfodede hest ud af stalden, bind din pengepose på dens ryg og rid bort imod vest; på få uger kan du atter nå til menneskene. Men bind hesten med jærnlænker, ellers løber den tilbage til sit hjem, og din husbond vil da snart indhente dig; men har han ingen hest, da er hans fødder bundne«. »Men om jeg drager bort, sagde han hvem skal da våge over hundene, mens min busbond sover?« Ørnen svarede ham, at den kære gud havde skabt hans herre til at være hundenes vogter, og at det kun var af dovenskab, han sov de syv uger igennem. Da sadlede han hesten og lagde sin pengesæk på den. Han var ikke kommen langt fra bjærget, da han hørte en stemme: »Holdt, holdt, gå med dine penge, men lad mig beholde min hest«. Men ban hørte ikke derefter og red videre; på få uger nåede han menneskeverdenen. Han byggede sig et smukt hus og giftede sig, og hvis han ikke er død, lever han endnu; men den vindfodede hest skal være død for længe siden.

Trods den mægtige afstand imellem Altai-bjærgene og Østersøen slutter Esternes æventyr sig nøje til Tartarernes heltesagn i selve de mytiske træk: bjærget ved verdens ende; uhyrerne er en flok af vilde hunde, som er indespærrede og lænkede der; en overnaturlig vogter må stadig holde øje med, at de ikke slipper løs, og begge steder holdes de tilbage ved at der væltes sten for døren. Hos begge folkeslag er myten flyttet over i heltesagn, men på ret forskellig måde. Den samme myte om verdens undergang må altså have eksisteret hos vidt adskilte grene af den finsk-tyrkiske folkeæt i Asien og Østeuropa.

_________________________

Efter denne rundgang igennem de forskellige folkeslags myteforestillinger vender vi os atter til de nordiske former af det bundne uhyre. Det er nu klart, at vi har parallel til den bundne Loke i den kristne middelalders bundne Satan; og parallelen er så meget mærkeligere, fordi denne bundne trold i menneskeskikkelse er fremmed både for de ældste kristne og alle de hedenske forestillinger om verdens undergang. Geografisk og kronologisk udgør vor Loke en gruppe med den bundne Satan i de kristne lande. Begrebsmæssig hører de i endnu højere grad sammen. Det er et særsyn, at den løsrevne trold, der kommer til verdens ødelæggelse, har menneskeskikkelse. Den umiddelbare rædsel er ubetinget større ved det vilddyragtige uhyre, og om dannelsen nås næppe uden ved en religiøs udvikling, som mere fremhæver den ondes sjælelige beskaffenhed. Vender vi tanken om og tænker os den bundne Loke og den bundne Satan udviklede uafhængig af hinanden, står vi overfor det i høj grad usandsynlige, at en så ejendommelig forestilling skulde opstå på samme tid og næsten på samme sted, men med ganske forskellige forudsætninger.

Det er givet, at forestillingen om den bundne Loke ikke er ældgammel i nordisk. Folketroen i alle Nordens lande vidner, at han egenlig er en naturguddom, hersker over ilden og over den glødende sommerhede (»Lokabrenna«, »Lokke driver sine geder«), et delvis plagende, delvis hjælpende væsen. En kres af myter, hvor han optræder sammen med Odin og Høner, viser, at han egenlig hører gudeverdenen til. Hans optræden som den bundne gudefjende, hvis sidste genkomst nævnes med rædsel, skyldes da en omdannelse og vil lettest forklares ud fra en fremmed indvirkning: Loke går fra den snedige og tvivlsomme gud mere og mere over i de kristnes djævel.

På et enkelt punkt af Loke-myterne er den fremmede indflydelse helt sikker. Der en fortælling om, hvorledes Torkel Adelfar på kong Gorms befaling drager til Udgårds-Loke (Ugarthilocus = Útgarðaloki) i det yderste nord, stiger ned i hans mørke hule og bringer et af hans horntykke skæghår tilbage som kendetegn. Indholdet er identisk med et almindeligt europæisk æventyr om den rige mand, der sender den fattige dreng til Helvede for at hente tre hår af Fanden.

Selve det nordiske billede af den bundne Loke er gennemgående identisk med den middelalderlige kristne opfattelseaf Lucifer. Han ligger bunden i en hule i jordens indre. På Gosforthkorset ses Loke bunden om hals, hænder og ben; således også Lucifer på flere af tegningerne i Kædmon-håndskriftet (Årb. 1883, 341 ff.). På gravkorset fra Kirkby i Westmoreland (Årb. 1883, 322) ses djævlen lænket til et spidst klippestykke; om Loke antydes det i Lokasenna, at han skal blive bunden til den spidse klippe. En ret ejendommeliglighed er det, at de begge ikke blot er sikrede mod at gøre skade, men også er genstand for pinsel. Lucifer pines med ild. I den nordiske myteverden lod dette sig dårlig indpasse; derfor pines Loke af ormegift, på Gosforth-korset ses slangen hængende over ham. Men dette stemmer med den oldengelske opfattelse af helvede som ormesalen (se wyrmsele).

Der er ganske vist ett ejendommeligt træk ved den bundne Loke. Hans hustru står hos ham og holder skål under imod edderdryppet, således som det allerede ses på Gosforth-korset. Men selv denne skikkelse kan forklares ud fra kristne påvirkninger. På tegningerne i Kædmonhåndskriftet ses gærne en vinget menneskeskikkelse stående hos den bundne Lucifer og vendt imod ham; undertiden ses en lignende skikkelse flyvende hen til ham. I de kristnes opfattelse er det den af de faldne engle, der bringer helvedfyrsten budskab og udretter hans ærende; men en eller anden viking har let kunnet opfatte det som den bundne jættes hustru.

Derimod finder man ingen berøring med kristendommen i beretningen om, hvorledes Loke blev bunden. Hans færd i lakseskikkelse svarer til de andre myter om hans dyreforvandlinger. Sønnens tarme, hvormed han bliver bunden, således at båndene bliver til jærn, minder om et tilsvarende træk ved kong Vikars ofring. Indpodningen af det fremmede element synes at være sket på en tid, hvor den hjemlige mytedannelse endnu var frodig.

Nogen sikker nordisk tradition tør jeg derimod ikke se i forestillingen om, at Loke volder jordskælv, når han krymper sig i sine bånd. Rundt omkring i verden opfattes drøn og rystelser i jorden som virkning af en bunden jætte, der prøver at rive sig løs. Fortalt om den kristne djævel findes dette motiv i Schwaben (Teufelsklinge i Rauhe-Alb) og ved Bodensøen (Röötseer Ried); på bunden af fjældsøen på Pilatusbjærget ligger Pontius Pilatus bunden. Om almindelige jætter fortælles noget lignende ved Felsberg i Hessen, ved Steinsberg-søen i Elsangdalen, osv. (Menzel, Odin, s. 80-81); i Østgøtland om Ur-koen i Urberget. Esternes yndlingshelt Kalevipoeg står i underjordsriget med hånden klemt fast i klippen; når han ryster sig, bruser havet og jorden skælver. Under Ætna ligger Enkelados og Tyfon, og får jorden til at skælve. Denne forestilling synes at høre til dem, der med lethed fødes på ny, så ofte man har brug for dem.

_________________________

For det bundne rovdyr i ragnarok (Fenresulv-forestillingen med sine afskygninger) har vi det nærmest tilsvarende i de østlige landes forestillinger om verdens ende. Således som Voluspå skildrer den bundne Garm, minder det, træk for træk, om den finsk-tartariske myte. Rovdyret er en hund, dens gøen varsler ragnarok, den er bundet ved fjældhulen, og når den sønderriver sine bånd, vil verdens undergang indtræde. Den eneste afvigelse i grundmotivet er, at den er bunden foran Gnipahulen, altså med biforestilling om at vogte hulens indgang; men sammenhængen viser, at dens egenlige væsen er at være bunden indtil ragnarok, og tanken om at den vogter indgangen er en biforestilling, der vel er fremkaldt ved de i mytologien sædvanlige vogtende hunde.

Men også Fenresulven svarer i grundtræk til den finsk-tartariske myte. Det er i begge tilfælde rovdyret, som ingen anden opgave har end at true med ødelseggelse. Pladsen på holmen i åens munding er hos sletteboere en naturlig afløsning for klippehulen; og sværdet i dens mund som gómsparri er kun tillæmpning til oldtidens og middelalderens måde at gøre vilddyr uskadelige på.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

---