Anden Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Catsten Lyngdrup Madsen

Nordens Mytologi

Anden Afdeling
Asalæren

af N. F. S. Grundtvig

Efterat Vola i sin høitidelige Indgang har budet Taushed omsvæve den hellige Slægt i Valguders Sal, medens hun for den lyttende Valfader selv udfolder de gamle Sagn om Livets tvende Morgenrøder; begynder hun saaledes:

Jetter jeg mindes

Tidlig fødte,

Mindes jeg Verdner

Ni, og det rene

Navnstore Træ (Ygdrasil.)

Da fødtes Tiden,

Da Ymer leved,

Ei Sand var, ei Sø,

Ei kølige Lunde.

Ei fandtes da Jord,

Foroven ei Himmel

I Afgrund var Gab,

Men Græs var der ei.

Ymer sættes da som det første Levende, og hvorledes han blev til, i det Materien udviklede sig selv til Liv, lære vi i Vaftrudnismal, hvor han kaldes Aurgelmr (den Urgamle.)

Edderdraaber

Fra Elivaga

Udsprang, da vokste

Og blev en Jette.

Ved Gnistens Varme

Fra sydlig Verden

Fik Rimfrost Liv.

Ikke var Ymer Gud (siger den prosaiske Edda) skønt han nemlig fremtræder som det første Levende, thi han var ond som al hans Æt, der kaldes Hrimthurser, og det maatte vi allerede vide, naar vi se at han var den levende Edder. Straks blive Børs Sønner, (Aserne) til uden at Vola siger os hvorledes, og kunde hun vel sagt det? men vi kunne dog vel ikke tvivle om, at Fjolners (Alfaders) Børn have et Udspring, væsenlig forskelligt fra de onde Jetters.

Det anførte Vers lærer os, at Fædrene ansaa Livet for et Produkt af Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egenlige Stof, og denne (Varmen) det egenlige Livsprinsip. Selv Guderne fremkomme (efter den prosaiske Edda) paa samme Maade, thi af den optøede Is blev Koen Ødumla, fra hvem de stammede. Hvad det var som tøede Isen, siges ei, men at det var Solens Straaler og ei Muspels Gnister, indsees let.

Kunde vi endnu tvivle om Asers og Jetters modsatte Oprindelse, da maatte vi dog holde op, naar vi se hvoraf Hine skabte Verden; men her vil jeg lade en nyere Digter træde op som troligen fulgte de gamle i Fremstillingen af Alts Ophav.

Utgardeloke træder saaledes pralende frem for Asathor.

Husk! Jetterne er Jetter

Og det fra Arilds Tid.

Før Aserne de leved

Med megen Vælde stor

Da ikke tænkt var blevet

Paa Mjølner og paa Thor.

I Verdens første Tide

Før Nogen Lyset saa,

Var Gab i Afgrund vide,

Men endnu intet Straa,

Mod Norden Is og Taage

Da laa i Niffelhjem

Fra Muspels sydre Laage

Foer Ild og Gnister frem.

Da mødtes Hedens Vinde

Med Rimfrost i den Grav,

De blanded sig derinde

Og der blev Draaber af,

Ild monne Kulden dæmpe,

Og Kulden atter Ild,

Deraf fremstod en Kæmpe,

Den stærke Ymer vild.

Da svarte Tjalfes Herre:

Lad mig kundgøre mer!

Jeg skal dig vist gengælde,

Fortælle Sagnet tro.

Da ved Alfaudurs Vælde

Blev til Audumbla Ko.

Hun slikked Rim af Stene,

Da sprang vor Stamme god

Af kolden Kraft ei ene,

Men og af Kød og Blod.

I kolde, stille Kræfter

Sig blanded rørigt Liv

Da Bure blev, derefter

Blev Bør, som tog en Viv.

Af Eders Kæmpestamme

Hel skøn og mild at se,

Deraf sprang frem i Flamme

Gud Odin, Vil, og Ve.

— — — — —

— — — — —

De første Asidrætter

Var dem at knuse Jer

Vi Ymer snart mon dæmpe,

han ei vor Kraft modstod.

— — — — — —

— — — — — —

Vi kasted ned med Torden,

hans Krop i Svælgets Grav

Deraf Vi skabte Jorden,

Af Blodet Jordens Hav,

Da blev til Bjerge fjerne

Hans Ben med megen Gru,

Og Skyer blev hans Hjerne

Der drømmer den endnu.

Hans tykke Øienbryne

Blev sat i mangen Rad

Deraf blev snart tilsyne

Den store Midgards Stad.

Hans hvælvet høie Pande

Vi spændte ud derpaa.

Da Himlen mon opstande

Den farved Freia blaa.

Den prosaiske Edda fortæller, at alle Jetter, undtagen Bergelmer som reddedes paa en Baad, druknede i Ymers Blod, og selv i Vaftrudnismal findes dunkelt Spor af dette Sagn; men det Hele synes at være en Kopi af den mosaiske Syndflod, saameget mere som Bergelmer (der endog skal betyde Bjergoldingen) synes at være Noahs Frænde.

Udspændt var Himlen og bygget var Jorden, men kold og kraftløs laa den der, indtil

Sol fra Sønden

Straaled ned paa

Kolde Stene.

Da blev Jorden

Trindt bevokset,

Grøn af Urter.

Sol, Maane, og Stjerner fore vildt omkring i den høie Æter uden at kende deres Plads eller Kraft, men Guderne gave dem Plads paa den nybygte Himmel, ordnede deres Gang, og frembragte derved Morgen og Middag, Tusmørke og Aften, Ny og Næde til Aarets Regning. Derpaa samledes Aser paa Idas Slette, byggede Huse og Støtter høit i Sky, smeddede Guldet, spillede i Vangen og vare glade. De gyldne Tavler, som Gudernes Forstander havde eiet, som vare beskrevne med Fimbultyrs Runer (Alfaders Villie) kastede de fra sig, og savnede dem ikke (eller angrede ei deres Tab) førend der komme trende Møer meget mægtige, de vise Norner som udginge af Søen under Ygdrasil, skare paa Skjolde og bestemte Alles Skebne.

Nornernes Fødsel.

Fra høibygte Himle,

Fra guldtakte Gimle

Saa Alfader ned.

Paa yndige Sletter

Gik Aser med Jetter

I syndige Fred.

Nedstyrter, udsletter

De syndfulde Jetter!

Saa Alfader bød.

Men troløse glemme

De Alfaders Stemme,

Og Jetternes Død.

De hamre nedfalde,

Og Slagene gjalde

I gnistefuld Damp;

Men Aser ei hvæsse

I rygende Esse

De Sværde til Kamp.

Af Guldet de smede

De Ringe saa brede

Til Jettemørs Arm.

I blomstrende Enge

De rede sig Senge

Ved Jettemørs Barm.

Af Fjeldet udslide

De Marmoret hvide

Sig hæver en Borg

Paa Hynderne bløde,

De glemme al Brøde

De kende ei Sorg.

Af Vrede da brændte

Alfader, og vendte

Sit Øie fra Jord.

Det sortner, det gjalder,

Og Hornet omfalder

Paa Asernes Bord.

De blegne, de skue

Mod Himmelens Bue

Den rødmer som Blod,

Det syder, det kvælder

En Kilde udvælder

Af Ygdrasils Rod.

Nu Solen fremluer,

Og glad sig beskuer

I speilklare Sø.

Af Evigheds Svøbet

Udstiger trekløvet,

Treenige Mø.

Urd, Verand, og Skulde

De Strænge, de Hulde,

Som styre hver Old,

Let dandse henover

De trillende Vover

Med Griffel og Skjold.

Da riste, da synge

De Søstre i Klynge

Et underligt Kvad:

(Til Nornernes Sange

Da lytte saa bange

De Aser i Rad.)

“Vi vare, da Livet

Blev taget, blev givet,

Udvælded af Død.

Det Tagne skal stivne

Det misbrugte Givne

Skal renses i Død.”

Vel maatte Asers Glæde spildes ved Norners Fødsel; thi som halvvækkede af en dyb Slummer skuede de forvirrede trindt sig i ængstelig Forventning om de Ting som skulde ske.

De raadsloge (siger Vola) om nogen Straf ventede dem for onde Raad eller om Glæden atter vilde favne dem. Selv kunde de ei løse Gaaden; men den løstes frygtelig for deres Øie, da Gulveig (sendt af Norner) kom til Hars Sale, og veiede de gyldne bortkastede Tavler. Hun viste dem, hvi de bleve, og hvad de gjorde, da de byggede en Verden og giorde sig selv til Guder.

Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE