Forskjell mellom versjoner av «Anden Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Anden Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808))
 
Linje 3: Linje 3:
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
|-
 
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Første Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)]] !!  !!  
+
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Anden Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)]] !!  !!  
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}

Revisjonen fra 9. feb. 2015 kl. 14:36

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Catsten Lyngdrup Madsen
Nordens Mytologi


Anden Afdeling
Asalæren


af N. F. S. Grundtvig


Efterat Vola i sin høitidelige Indgang har budet Taushed omsvæve den hellige Slægt i Valguders Sal, medens hun for den lyttende Valfader selv udfolder de gamle Sagn om Livets tvende Morgenrøder; begynder hun saaledes:


Jetter jeg mindes
Tidlig fødte,
Mindes jeg Verdner
Ni, og det rene
Navnstore Træ (Ygdrasil.)


Da fødtes Tiden,
Da Ymer leved,
Ei Sand var, ei Sø,
Ei kølige Lunde.
Ei fandtes da Jord,
Foroven ei Himmel
I Afgrund var Gab,
Men Græs var der ei.


Ymer sættes da som det første Levende, og hvorledes han blev til, i det Materien udviklede sig selv til Liv, lære vi i Vaftrudnismal, hvor han kaldes Aurgelmr (den Urgamle.)


Edderdraaber
Fra Elivaga
Udsprang, da vokste
Og blev en Jette.
Ved Gnistens Varme
Fra sydlig Verden
Fik Rimfrost Liv.


Ikke var Ymer Gud (siger den prosaiske Edda) skønt han nemlig fremtræder som det første Levende, thi han var ond som al hans Æt, der kaldes Hrimthurser, og det maatte vi allerede vide, naar vi se at han var den levende Edder. Straks blive Børs Sønner, (Aserne) til uden at Vola siger os hvorledes, og kunde hun vel sagt det? men vi kunne dog vel ikke tvivle om, at Fjolners (Alfaders) Børn have et Udspring, væsenlig forskelligt fra de onde Jetters.[1]


Det anførte Vers lærer os, at Fædrene ansaa Livet for et Produkt af Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egenlige Stof, og denne (Varmen) det egenlige Livsprinsip. Selv Guderne fremkomme (efter den prosaiske Edda) paa samme Maade, thi af den optøede Is blev Koen Ødumla, fra hvem de stammede. Hvad det var som tøede Isen, siges ei, men at det var Solens Straaler og ei Muspels Gnister, indsees let.

Kunde vi endnu tvivle om Asers og Jetters modsatte Oprindelse, da maatte vi dog holde op, naar vi se hvoraf Hine skabte Verden; men her vil jeg lade en nyere Digter træde op som troligen fulgte de gamle i Fremstillingen af Alts Ophav.


Utgardeloke træder saaledes pralende frem for Asathor.[2]


Husk! Jetterne er Jetter
Og det fra Arilds Tid.
Før Aserne de leved
Med megen Vælde stor
Da ikke tænkt var blevet
Paa Mjølner og paa Thor.


I Verdens første Tide
Før Nogen Lyset saa,
Var Gab i Afgrund vide,
Men endnu intet Straa,
Mod Norden Is og Taage
Da laa i Niffelhjem
Fra Muspels sydre Laage
Foer Ild og Gnister frem.


Da mødtes Hedens Vinde
Med Rimfrost i den Grav,
De blanded sig derinde
Og der blev Draaber af,
Ild monne Kulden dæmpe,
Og Kulden atter Ild,
Deraf fremstod en Kæmpe,
Den stærke Ymer vild.
Da svarte Tjalfes Herre:
Lad mig kundgøre mer!


Jeg skal dig vist gengælde,
Fortælle Sagnet tro.
Da ved Alfaudurs Vælde
Blev til Audumbla Ko.
Hun slikked Rim af Stene,
Da sprang vor Stamme god
Af kolden Kraft ei ene,
Men og af Kød og Blod.


I kolde, stille Kræfter
Sig blanded rørigt Liv
Da Bure blev, derefter
Blev Bør, som tog en Viv[3].
Af Eders Kæmpestamme
Hel skøn og mild at se,
Deraf sprang frem i Flamme
Gud Odin, Vil, og Ve.


— — — — —
— — — — —
De første Asidrætter
Var dem at knuse Jer
Vi Ymer snart mon dæmpe,
han ei vor Kraft modstod.
— — — — — —
— — — — — —


Vi kasted ned med Torden,
hans Krop i Svælgets Grav
Deraf Vi skabte Jorden,
Af Blodet Jordens Hav,
Da blev til Bjerge fjerne
Hans Ben med megen Gru,
Og Skyer blev hans Hjerne
Der drømmer den endnu.


Hans tykke Øienbryne
Blev sat i mangen Rad
Deraf blev snart tilsyne
Den store Midgards Stad.
Hans hvælvet høie Pande
Vi spændte ud derpaa.
Da Himlen mon opstande
Den farved Freia blaa.[4]


Den prosaiske Edda fortæller, at alle Jetter, undtagen Bergelmer som reddedes paa en Baad, druknede i Ymers Blod, og selv i Vaftrudnismal findes dunkelt Spor af dette Sagn; men det Hele synes at være en Kopi af den mosaiske Syndflod, saameget mere som Bergelmer (der endog skal betyde Bjergoldingen) synes at være Noahs Frænde.


Udspændt var Himlen og bygget var Jorden, men kold og kraftløs laa den der, indtil


Sol fra Sønden
Straaled ned paa
Kolde Stene.
Da blev Jorden
Trindt bevokset,
Grøn af Urter.


Sol, Maane, og Stjerner fore vildt omkring i den høie Æter uden at kende deres Plads eller Kraft, men Guderne gave dem Plads paa den nybygte Himmel, ordnede deres Gang, og frembragte derved Morgen og Middag, Tusmørke og Aften, Ny og Næde til Aarets Regning. Derpaa samledes Aser paa Idas Slette, byggede Huse og Støtter høit i Sky, smeddede Guldet, spillede i Vangen og vare glade. De gyldne Tavler, som Gudernes Forstander havde eiet, som vare beskrevne med Fimbultyrs Runer (Alfaders Villie) kastede de fra sig, og savnede dem ikke (eller angrede ei deres Tab) førend der komme trende Møer meget mægtige, de vise Norner som udginge af Søen under Ygdrasil, skare paa Skjolde og bestemte Alles Skebne.[5]


Nornernes Fødsel.


Fra høibygte Himle,
Fra guldtakte Gimle
Saa Alfader ned.
Paa yndige Sletter
Gik Aser med Jetter
I syndige Fred.


Nedstyrter, udsletter
De syndfulde Jetter!
Saa Alfader bød.
Men troløse glemme
De Alfaders Stemme,
Og Jetternes Død.


De hamre nedfalde,
Og Slagene gjalde
I gnistefuld Damp;
Men Aser ei hvæsse
I rygende Esse
De Sværde til Kamp.


Af Guldet de smede
De Ringe saa brede
Til Jettemørs Arm.
I blomstrende Enge
De rede sig Senge
Ved Jettemørs Barm.


Af Fjeldet udslide
De Marmoret hvide
Sig hæver en Borg
Paa Hynderne bløde,
De glemme al Brøde
De kende ei Sorg.


Af Vrede da brændte
Alfader, og vendte
Sit Øie fra Jord.
Det sortner, det gjalder,
Og Hornet omfalder
Paa Asernes Bord.


De blegne, de skue
Mod Himmelens Bue
Den rødmer som Blod,
Det syder, det kvælder
En Kilde udvælder
Af Ygdrasils Rod.


Nu Solen fremluer,
Og glad sig beskuer
I speilklare Sø.
Af Evigheds Svøbet
Udstiger trekløvet,
Treenige Mø.


Urd, Verand, og Skulde
De Strænge, de Hulde,
Som styre hver Old,
Let dandse henover
De trillende Vover
Med Griffel og Skjold.


Da riste, da synge
De Søstre i Klynge
Et underligt Kvad:
(Til Nornernes Sange
Da lytte saa bange
De Aser i Rad.)


“Vi vare, da Livet
Blev taget, blev givet,
Udvælded af Død.
Det Tagne skal stivne
Det misbrugte Givne
Skal renses i Død.”[6]


Vel maatte Asers Glæde spildes ved Norners Fødsel; thi som halvvækkede af en dyb Slummer skuede de forvirrede trindt sig i ængstelig Forventning om de Ting som skulde ske.


De raadsloge (siger Vola) om nogen Straf ventede dem for onde Raad eller om Glæden atter vilde favne dem. Selv kunde de ei løse Gaaden; men den løstes frygtelig for deres Øie, da Gulveig (sendt af Norner) kom til Hars Sale, og veiede de gyldne bortkastede Tavler. Hun viste dem, hvi de bleve, og hvad de gjorde, da de byggede en Verden og giorde sig selv til Guder.


Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.[7]


TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE


Fodnoter

  1. Fjolner (den Skjulte Tilhyllede) er et af Alfaders Tilnavne i den prosaiske Edda, og kun han kan menes dermed i Vøluspa. At Odin i Grimnismal tillægger sig dette Navn, er en Følge af den alt omtalte Sammenblanding.
  2. Thors Reise til Jotunheim 63-66.
  3. Efter den prosaiske Edda hvoraf dette er laant, kaldes hun Bestla Jetten Bolthorns Datter.
  4. Grimnismal hvoraf dette om Verdens Skabelse er taget, har ei dette sidste Træk, saalidet som det der slutter forrige Vers.
  5. Alt dette er bogstavelig efter Vøluspa.
  6. Disse Linier stande som Prøve paa den Stil hvori jeg agter at genreise Volas Tempel!
  7. For den som delte min Beskuelse af Baldur, vil maaske her et Spørgsmaal opløfte sig; men Han vil udentvivl finde det besvaret, ved at erindre at de Borge der stode paa Ymers Krop vel kunde styrtes af Jetter, skønt Baldur var hos dem. Om de her nævnte Vaner skal jeg andensteds tale –