Kullervo hos Smeden (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kullervo
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Kullervo hos Smeden

Kullervo, Kalervosønnen,    XXXII. 1

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,

Ungersvenden med gule Lokker

og med de skønne Sko af Læder,

spurgte nu straks i Smedens Bolig,

spurgte samme Kvæld om sit Arbejd,

spurgte sin Husbond for Kvælden

og for den næste Dag sin Madmor.

Smeden Ilmarinens Hustru    13

overvejer derpaa Sagen:

Arbejd for Trællen, den unge,

Værk for den hværvede Tjener;

saa satte hun ham til Hyrde,

Vogter over den store Kvæghjord.

Og den skadefro Værtinde,

Smedens lattermilde Kvinde    20

bagte nu et Brød til Hyrden,

laved ham en vægtig Kage,

øverst Hvede, nederst Havre,

midt i Kagen en Sten hun stikker.

Og hun smurte Smør paa Kagen,

strøg et Lag af Fedt paa Skorpen,

gav saa Trællen det at tære,

Karlen som hans Kost for Dagen.

Ilmarinens unge Hustru    33

skikked nu sit Kvæg paa Græsgang,

førte derpaa denne Tale,

disse Ord hun derved ytred:

»Mine Køer til Skovs jeg skikker.

Mælkegivernes Flok til Svedjen,

hornet Skare til Aspelunden,

Krumhornshjorden til Birkelunden,    40

for at et Fedtlag tykt maa lægges,

Køernes Skrog med Talg maa dækkes.

Skærm dem, o skønne Gud i Himlen,    49

vogt mit Kvæg, du trofaste Skaber,

vogt du det vel for Farens Veje,

mod alt ondt du venlig det værne,

at det aldrig af Nød skal vide,

slet ingen Skam og Skade lide!

Lille Bjørn, du Lundens Æble,    315

Honninglab, du kære Krumryg,

lad et smukt Forlig os slutte,

lad en Grænsepagt os gøre

alt vort Liv og alt vort Levned,

alle Døgn og alle Dage,    320

at du ej knuser mine Klovdyr,

at du ej myrder Malkekvæget

hele denne store Sommer,

Varmens Tid, som vor Skaber skabte.

Naar du hører Klokken klinge

eller Hyrdeluren lyde,

læg dig da til Ro paa Tuen,

ned paa Engen for at sove,

bøj dit Øre ned i Græsset,

tryk dit Hoved ned i Tuen,    330

eller ty til Ødemarken,

stig paa andre Bakketoppe,    334

hvor ej Kvægets Klokke lyder,

Hyrderaabet ikke høres.

Baniselil, du dyrebare.

Honninglab, du kønne, rare,

ikke forbydes dig at vandre

eller at strejfe rundt i Skoven,    340

kun at røre mit Kvæg med Tungen

og med din grimme Mund det gribe,

søndre Dyrene mellem Tænder,

eller lægge Labberne paa dem.

Gaa i Buer udenom dem,

gaa i Skjul paa Mælkesletten,

gør omkring, naar Klokken klinger,

far paa Flugt for Hyrdens Stemme!

Som en gylden Gøg du ile,    361

som en liden Sølverdue,

som en Hælt forbi du haste,

smut som Vandets Fisk til Side,

flyv afsted saa let som en Uldtot,

lig en Hørtot rundt maa du rulle!

Gæm Kløerne godt bag Skindet,

dine Tænder i Gummekødet,

at dog Kvæget ikke skræmmes,

at min lille Hjord ej ængstes!    370

Kom i Hu din Ed fra fordum,    379

den du svor ved Dødningfloden

under stride Fraadefosser

foran Skabermandens Fødder:

Frihed fik du til at vandre

trende Gange hver en Sommer

hen hvor Hjordens Klokke lyder,

Kvægets fine Bjælder klinger;

men det blev dig ikke tilladt,

ikke blev dig Frihed givet,

noget grusomt Værk at vove,

nogen skændig Daad at øve.    390

Skulde Grumhed dog falde paa dig,

lyster dine Tænder at bide,

vend saa din Grumhed mod Krattet,

led din onde Lyst imod Fyrren,

hugg blot løs i de raadne Stammer,

vælt de frønnede Birkestubbe,

endevend de knækkede Graner,

grav i grønne, bær-rige Tuer!

Føler du Trang til din Føde,

om du længes efter din Æde,    400

da kan du æde Skovens Svampe,

rode rundt i Myrernes Tuer,

tage den røde Rørurts Rødder,

slikke Skovenes Honningskiver —

rør kun ej mine Foderplanter,

ej mit levende Græs du græsse!

Midt i Skoven stander et Mjødkar,

Mjøden, den suser og syder,

over en gylden Bakkeskraaning,

højt paa en Sølverhøj i Lunden;    410

dær er Mad saa hver graadig mættes,

dær er Taar til at slukke Tørsten;

Maden ej mindskes, mens du æder,

Drikken ej svinder, skønt du drikker!

Lad en stadig Pagt os slutte,

lad en evig Fred os holde:

Enigt vil vi leve sammen

smukt i Fred den hele Sommer,

Jorden er vort fælles Eje,

men vor Føde har vi særskilt.    420

Vil du saa endelig strides,

vil du færdes i Krig og Fejde,

lad os da slaas ved Vintertide,

gøre Spræl, naar det sner og fryser!

Kommer først Vaaren, smælter Mosen,

varmer Solen Sumpenes Vande,

maa du ikke nærme dig Stedet,

naar mit herlige Kvæg du hører.

Hvis du kommer her til Egnen,

løber ind i disse Lunde,    430

vil man altid skyde paa dig.

Er der ingen Skytter hjemme,

har vi duelige Kvinder,

findes altid Husets Madmor,

som fordærver dine Veje,

standser dig paa dine Stier,

saa du aldrig rører Kvæget,

ikke mer dig grumt forgriber

mod Vorherres Bud og Vilje,

mod den Saliges Beslutning.    440

Ukko, Herren i det høje,

hører du det blive Alvor,

maa du mine Køer forvandle,

lade Kvæget skifte Skabning!

Gør min egen Hjord til Stene,

mine skønne Dyr til Stubbe,

medens Bæstet hærjer Egnen,

mens det store Udyr strejfer!

Var jeg selv en Bjørn og vandred

som en Honninglab i Lunden,    450

ikke vilde jeg løbe saadan

altid i Hælen paa Kvinder;

der er dog Land paa andre Steder,

der er vel Hjorder længer borte,

hvor du løs og ledig kan springe,

hvor du Dagdriver frit kan færdes,

trampe Hul paa Fødderne dine,

lamme de stærke Læggemuskler

dybt i de grønne Skoves Gæmme,

dybt i Ødemarkernes Indre.     460

Skov og Vang, vær huld og venlig,     487

vis dig blid, du grønne Løvsal,

Fred du give mine Ungnød,

hold Forlig med mine Klovdyr    490

hele denne store Sommer,

Hedens Tid, som Herren sender!

Kuippana, du Skovens Konge,

Skovens raske gamle Graaskæg,

gæn dit Kobbel godt af Vejen,

hold lidt Styr paa dine Hunde!

Stik dem Svamp i Næseboret,

put dem Agern ind i Næsen,

saa de ingen Duft kan spore,

ingen Lugt af Kvæget vejre!    500

Bind dem Øjet til med Silke,

dæk med Vindsel deres Øren,

at de intet Trin kan høre,

ikke skue hvem der færdes!

Og gør ikke dette Fyldest,

hvis de ikke agter dette:

Gæm dit Kobbel i en Kule,    513

tag din Hob af Hunde til dig,

bind dem godt med gyldne Klaver,

slut dem fast i Sølverremme,

saa de ingen Skade volder,

ingen skændig Gærning øver!

Og gør ikke dette Fyldest,

hvis de ikke agter dette,    520

hør da Ukko, gyldne Konning,

Ukko, sølverrene Hersker,

hør de gyldne Ord jeg siger,

hør de hjærterundne Bønner:

Tryk et Baand af Rønnekviste

rundt om deres stumpe Snude;

dersom Rønnen ikke holder,

lad af Kobber Baandet støbes;

svigter Kobberbaandels Styrke,

bør af Jærn du Baandet gøre!     530

Men hvis ogsaa Jærnet brister,

sønderslaar de ogsaa dette:

stik i Hast en gylden Staver

ind imellem deres Kæber,

fæst dens Ender haardt i Ganen,

fast og kraftigt du dem nitte,

at de Kæben ej kan røre

eller trykke til med Tænder,

om med Jærn ej Stangen brydes

og med Staal af Vejen rykkes,     540

eller med Knive sønderskæres,

rives løs med Hugg af en Økse!« 

Ilmarinens unge Hustru,

Smedens dygtige Værtinde

sendte nu sit Kvæg af Stalden,

skikked sine Køer paa Græsgang,

satte Hyrden til at følge,

Trællen til at drive Hjorden.

Kullervo, Kalervosønnen    XXXIII. 1

pakked Maden ned i sin Ransel,

drev saa Køerne langs ad Mosen,

selv iled han frem ad Heden.

Satte sig siden ned paa Tue,    15

ned paa en Skrænt hvor Solen skinned,

lod han da dær sin Stemme lyde,

og i sin Sang sagde han dette:

»Du Guds Sollys, spred dine Straaler,

skin med Varme, Vorherres Skive,    20

ned paa den usselig Hyrde,

ned over Smedens Hjordevogter,

ikke paa Ilmarinens Stuer,

men allermindst paa min Madmor!

Hun kan leve højt derhjemme.

Hvedekage hun sig bager.

Postej putter hun i Munden,

smører tykt Lag Smør paa Brødet —

Hyrden tygger tørre Skorper,

skær' i avneblandet Leve,     30

drikker dertil af sin Øse    35

en Slurk Vand fra vaade Tuer.« 

Sang der en Smaafugl i Skoven,    59

liden Flyver kvidred fra Busken:

»Nu er det Tid, du Træl, at spise,

faa din Nadver, du faderløse.« 

Kullervo, Kalervosønnen

driver da Kvæget hen at hvile,    69

lader sin Hjord paa Heden lejres,

sætter sig selv paa en Tue,

ned paa det frodige Grønsvær,

tager sin Ransel ned fra Ryggen,

tager Brødet ud af sin Ransel,

stirrer paa det, vender sin Leve,

derpaa tager han selv til Orde:

»Tidt er Kage skøn at skue,

tidt er Skorpen glat og lækker,

mens det Indre kun er Barkbrød,

Avner skjules under Skallen.«    80

Og han trak sin Kniv af Skeden

for at tage Hul paa Brødet:

Kniven glider af mod Stenen,

Staalet støder haardt mod Klumpen,

og paa Kniven brækkes Spidsen,

Æggen brister paa Tællekniven.

Kullervo, Kalervosønnen,

stirred paa sit gode Knivsblad,

gav sig derpaa til at græde,

taled selv det Ord og sagde:    90

»Den Kniv var min Ven og Broder,

eneste Ven som jeg elsked,

den var min hele Arv fra Fader,

bjærget ud af Forældrehjemmet —

den har jeg brækket paa Stenen,

hugget imod den haarde Stenklump

i den onde Madmoders Leve,

i den onde Husfrues Kage.

Hvor faar jeg hævnet hendes Latter,

hendes Latter, hendes Løjer,    100

Brødet, den lede Kvind mig bragte.

Kagen, den slemme Skøge bagte?« 

Kragen skreg fra Krattet til ham.

Kragen skreg og Ravnen raabte:

»Stakkels Svend med Gyldenspændet,

sidste Mand af Kalervos Stamme,

hvorfor er dog dit Hjærte sorgfuldt,

hvi er dit Sind saa dybt bedrøvet?

Tag dig en Vidje her i Lunden,

bryd dig en Birkevaand i Dalen,    110

jag saa det skidne Kvæg i Sumpen,

spred du Køerne rundt i Mosen,

giv de glubende Ulve Hælvten,

Ødemarkernes Bjørne Resten!

Blæs en Ulveskare sammen,

alle Bjørne du forsamle.

Spædekalv skal Ulven hedde,

Bjørnen kan for Blis du kalde,

driv dem saa som Kvæg til Hjemmet,

ret som en broget Hjord til Gaarden!    120

Hævn med dem din Madmors Ondskab,

løn den lede Kvindes Latter!« 

Kullervo, Kalervosønnen,

tog til Orde selv og sagde:

»Vent, ja vent, du Hiisis Hore!

Om jeg græder over Kniven,

skal du selv faa Grund at græde,

for dit Malkekvæg at græde.« 

Tog han en Vaand fra Vidjekrattet,

Enebærkvist at ave Kvæget,    130

jog saa sin egen Hjord i Sumpen,

Kvæget kysed han ind i Skoven,

gav de glubende Ulve Hælvten,

Ødemarkernes Bjørne Resten.

Ulve han til Køer fortrylled.

Bjørne han til Kvæg forvandled.

Spædekalv fik somme hedde,

andre blandt dem Blis han nævned.

Solen sænked sig mod Vester,

halvt i Kvældens Skød den vandred,    140

iled ned til Granekrattet,

naaed frem til Malkningstimen.

Og den stakkels hadske Hyrde,

Kullervo, Kalervosønnen,

drev de Bjørne bort til Hjemmet,

Ulvehjorden hjem til Gaarden,

laver sig en Lur af Koben,    153

gør af Oksehorn en Pibe;

og han lader Luren gjalde,    157

blæser i sin Hyrdefløjte

trende Stød paa Gaardens Bakke,

seks ved Døren ind til Stalden.    160

Det var nu Iimaris Hustru,

Smedens Kone, statelig Kvinde,

længst har hun længtes efter Mælken,

længst har hun savnet Sommersmørret;

hørte hun nu en Klang fra Mosen,

hørte Hornets Lyd over Heden;

førte derpaa denne Tale,

disse Ord hun dernæst ytred:

»Vær nu takket. Gud og Skaber!

Luren lyder. Hyrden kommer.    170

Hvor har dog Trællen taget Hornet,

hvor har dog Hyrden hittet Luren,

thi under Spil og. Klang han kommer,

lader Luren larmende gjalde!

Ind i mit Øre det tuder,

skingrer vildt, saa mit Hoved værker.« 

Kullervo, Kalervosønnen,

taled nu det Ord og sagde:

»Trællen har taget Horn i Mosen,

Luren hented han op fra Kæret.    180

Kommet er nu dit Kvæg til Stalden,

Hjorden alt staar paa Hjemmemarken;

gør nu et rygende Baal til rede,

kom og sæt dig saa til at malke!« 

Ilmarinens unge Kone

bød sin Svigermoder malke:

»Gaa du, Gammelmor, at malke,

du kan røgte Kvæget for mig,

jeg faar ikke Tid i Aften,

jeg maa have Dejen æltet.«    190

Kullervo, Kalervosønnen,

taled da det Ord og sagde:

»Altid vil en dygtig Madmor,

vil en virksom Bondekone,

aller først gaa selv at malke,

selv hun sine Køer vil røgte.« 

Saa gik Ilmarinens Hustru

selv af Sted at varme Badet,

derpaa kom hun for at malke,

syned end sin hele Kvæghjord,    200

mønstred alle sine Ungnød,

taled nu det Ord og sagde:

»Kvæget har et herligt Ydre:

Glatte Haar i hele Hjorden,

hver er blød af Hud som Lossen,

fin og myg som Faaret i Skoven,

alle staar de med udspændt Yver.« 

Ned hun bøjed sig at malke,    209

lade Mælk fra Yver rinde,

een og tvende Gange trak hun,

drog i Yveret tredje Sinde:

Ulven styrted løs paa hende,

Bjørnen slog sin Klo i hende;

Ulven hende rev i Munden,

Bjørnen sled i Benets Sener,

bed det halve bort af Læggen,

sled saa Hælen løs fra Foden.

Ilmarinens stolte Hustru    223

brister ud i Graad og Klage,

taler saa det Ord og siger:

»Ondt har du handlet, usle Hyrde,

Ulve jaged du hid til Hjemmet,

Bjørne hid til den brede Gaardsplads.« 

Kullervo, Kalervosønnen,

gav hende dette til Gensvar:    230

»Ondt handled jeg usle Hyrde,

lidet bedre min usle Madmor,

du som har bagt mig et Stenbrød,

bagt mig til Kost en fjældhaard Kage,

saa at jeg brød min Kniv mod Stenen,

hugg den ind i den haarde Fjældklump.

Faders bedste Kniv har jeg knækket,

ødt det Staal jeg arved i Ætten.« 

Sagde Ilmarinens Hustru:

»Lille Hyrde, kære Hyrde!    240

Drag din Trolddomskraft tilbage,

tag igen din Trylletale,

fri mig ud fra Ulvebiddet,

lad fra Bjørnens Klo mig bjærges!

Skønne Skjorter skal jeg sømme,

smykke dig med fine Bukser,

Smør og Kage skal du spise.

Sødmælk skal du faa at drikke,

lønnes ett Aar uden Arbejd,

end ett Aar helt løs og ledig!    250

Hvis du ikke haster med Hjælpen,

hvis du ikke iler med Frelsen,

styrter jeg om og dør paa Stedet,

og min Lød vil mørknes som Mulden.« 

Kullervo, Kalervosønnen,

taled da det Ord og sagde:

»Skal du dø, saa dø du bare,

segn kun, er du ved at segne!

Jorden har Plads til dem der falde,

Kalma rummer sagtens dem alle:    260

Mægtigste Mand i Mag kan ligge,

selv den tykkeste trykkes ikke.« 

Ilmarinens Gaardværtinde,    285

denne gæve Hamrers Hustru,

faldt paa Stedet om og døde,

hendes Lød blev sort som Soden,

i sin egen Gaard hun segned,

paa den snævre Bro hun blegned.    290