Island i fristatstiden - VII. Fristatens Undergang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

VII. Fristatens Undergang

67. Opløsning og indre Kampe.

Ligesom man i det øvrige Norden havde vekslende Perioder, dels mere fredelige og lykkelige, dels mere urolige og kampfulde, saaledes gik det ogsaa paa Island, skønt paa en noget anden Maade. Til Tronfølgekampenes Tid i Danmark (1131—1157), Norge (1136—1240) og Sverrig (1160—1222) svarer paa Island nærmest Slægtsfejderne i Sagatiden (930—1030), skønt de, som naturligt i en Fristat, var af en anden Art. Til Opgangs- og Velmagtstiden i Danmark (1157—1241), Norge (1240—1319) og Sverrig (1222—1306) svarer den fredelige Blomstringstid paa Island(1030—1152), da Kirken og Høvdingerne arbejder Haand i Haand paa at befæste Kristendommen, at tilvejebringe en Kirkeordning og at grundlægge en national Litteratur. Endelig kommer saa en Opløsningstid, fuld af indre Kampe, der ender med at aabne Norden for fremmed Indflydelse, for tyske Kræmmeres og tyske Fyrsters Graadighed. Og hertil svarer paa Island den Omvæltning i Samfundsforholdene og deraf følgende blodige Borgerkrig i Sturlungetiden (1152-1262), der aabnede Landet for fremmed Indflydelse og endte med dets fuldstændige Underkastelse under et Fremmedherredømme, under den norske Krone.

Aarsagerne til Fristatens Fald var mange, dels indre, dels ydre. Og de første af disse var igen af dobbelt Art, dels Stridigheder, der opstod mellem Kirken og Stormændene, dels, og væsentlig, en fuldstændig Omvæltning i de islandske Samfundsforhold og heraf følgende heftige Partikampe imellem Høvdingerne.

68. Som ovenfor fremhævet, var omtrent alle islandske Kirker og deres Godser og Indtægter i den ældste Tid en Privatejendom, ligesom Tilfældet jo havde været med Templerne under Hedenskabet. Og paa samme Maade var Præsterne og hele Gejstligheden fuldstændig underkastet de borgerlige Love og de borgerlige Domstole.

Men da Kirken havde befæstet sin Stilling og faaet en større Magt og Indflydelse, begyndte den at ytre sin Misfornøjelse med dette Afhængighedsforhold og søge at opnaa en mere selvstændig Stilling. Dette skete dog først efter at den havde faaet et kraftigt Rygstød ude fra, og der var blevet oprettet en ny Ærkebispestol i Nidaros (Trondhjem), hvorunder den islandske Kirke blev henlagt (1152). Men efter at den myndige Prælat Eystein Erlendsson (der var af islandsk Slægt) var blevet Ærkebiskop (1157—1188) og havde optaget Kampen for Kirkens Magt og Uafhængighed i Norge, begyndte de islandske Biskopper, først Torlak den Hellige (1178—1193, f. 1133) og senere Gudmund den Gode (1202—1237, f. 1160), at røre paa sig og forlange saa vel Gejstlighedens Uafhængighed af de borgerlige Domstole, som at de private Kirkeejere skulde udlevere deres Kirker og disses Gods til fri Raadighed for Gejstligheden. Det lykkedes dog slet ikke at gennemføre det første Krav (før efter Fristatens Fald), og det sidste kun i et meget begrænset Omfang, idet de Høvdinger og Storbønder, der ejede Kirkerne, bestemt modsatte sig dette, hvad der endog førte til, at enkelte, der allerede havde bøjet sig for Kravet, tog deres Kirker tilbage. Men dette førte dog naturligvis til betydelige Stridigheder og Kampe imellem Biskopperne og de verdslige Høvdinger.

Men der var ogsaa et andet Forhold, som foraarsagede en endnu bitrere Kamp imellem Kirken og Stormændene. Og det var det strænge Sædelighedskrav, som Kirken nu begyndte at gøre gældende.

Under Hedenskabet var det jo ret almindeligt, at en Mand ved Siden af sin Hustru havde Medhustruer eller Friller, hvad der dengang ikke faldt ét Menneske ind at betragte som forargeligt. Heri skete der efter Kristendommens Indførelse ikke nogen Forandring, i hvert Fald ikke for Stormændenes Vedkommende. Og det synes ogsaa i den første Tid at være gaaet upaatalt hen fra Gejstlighedens Side, sagtens fordi den savnede de fornødne Magtmidler og var for afhængig af Stormændene til at kunne forhindre det. Om nogen Opretholdelse af Forbud mod Giftermaal mellem nærbeslægtede synes der i den ældre Tid heller ikke at have været Tale. Det oplyses saaledes, at i Biskop Isleifs Tid var selve Lovsigemanden gift baade med Moder og Datter (sandsynligvis dog ikke paa en Gang), uden at Biskoppen med nogen Virkning kunde skride ind derimod.

Men Forholdet synes ingenlunde at være blevet bedre i det 12. og 13. Aarh., snarere langt værre. Ganske vist blev der i den af Altinget vedtagne Kirkeret (1123) fastsat Forbud mod Ægteskab mellem beslægtede indtil 6. Led. Men dette synes snarere at have forværret end forbedret Tilstanden, dels fordi man herved blev mere indskrænket i Valget af sin Ægtefælle, og dels fordi den forbudne Frugt virkede saa tillokkende. Det oplyses saaledes om omtrent alle Høvdinger og Stormænd i det 12. og 13. Aarh., at de ikke nøjedes med én Kone, men havde en eller flere Medhustruer og en Mængde uægte Børn. Der synes derfor dengang at have hersket en langt større Usædelighed end nogensinde under Hedenskabet, da den Slags Forhold dog var tilladt og fuldstændig lovlige.

At Kirken ikke roligt kunde se paa al denne Usædelighed, uden at den greb ind og søgte at bekæmpe den, var ganske naturligt. Og i den sidste Fjerdedel af det 12. Aarh. begyndte den at optræde særlig skarpt imod den, med Anvendelse af alle til dens Raadighed staaende Midler, f. Eks. Skriftemaal og Bandlysning. Men dette var jo at træffe Stormændene paa deres ømme Punkt, og de satte sig kraftigt til Modværge, hvad der førte til voldsomme Kampe mellem dem og Gejstligheden. Særdeles oplysende i saa Henseende er Kampen i mellem Landets mægtigste Høvding Jon Loftsson og Biskop Torlak den Hellige, hvor Biskoppen truede med Bandstraalen, medens den anden truede ham paa Livet, hvortil Biskoppen svarede, at han vilde sætte sit Liv ind paa at faa Kirkens Krav opfyldt i denne Henseende og ikke vige en Fodsbred for nogen som helst Trusler. Biskoppen sejrede da ogsaa tilsidst i denne Strid. Men her var Forholdet ogsaa af en ejendommelig Art, idet Medhustruen, som Biskoppen forlangte fjernet, var hans egen Søster.

Men nogen almindelig Forbedring i de sædelige Forhold opnaaedes dog ikke herved. Thi i det 13. Aarh. var Sædelighedstilstanden aldeles forfærdelig — værre end nogensinde, før eller senere.

---

---