Island i fristatstiden - VII. Fristatens Undergang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

VII. Fristatens Undergang

67. Opløsning og indre Kampe.

Ligesom man i det øvrige Norden havde vekslende Perioder, dels mere fredelige og lykkelige, dels mere urolige og kampfulde, saaledes gik det ogsaa paa Island, skønt paa en noget anden Maade. Til Tronfølgekampenes Tid i Danmark (1131—1157), Norge (1136—1240) og Sverrig (1160—1222) svarer paa Island nærmest Slægtsfejderne i Sagatiden (930—1030), skønt de, som naturligt i en Fristat, var af en anden Art. Til Opgangs- og Velmagtstiden i Danmark (1157—1241), Norge (1240—1319) og Sverrig (1222—1306) svarer den fredelige Blomstringstid paa Island(1030—1152), da Kirken og Høvdingerne arbejder Haand i Haand paa at befæste Kristendommen, at tilvejebringe en Kirkeordning og at grundlægge en national Litteratur. Endelig kommer saa en Opløsningstid, fuld af indre Kampe, der ender med at aabne Norden for fremmed Indflydelse, for tyske Kræmmeres og tyske Fyrsters Graadighed. Og hertil svarer paa Island den Omvæltning i Samfundsforholdene og deraf følgende blodige Borgerkrig i Sturlungetiden (1152-1262), der aabnede Landet for fremmed Indflydelse og endte med dets fuldstændige Underkastelse under et Fremmedherredømme, under den norske Krone.

Aarsagerne til Fristatens Fald var mange, dels indre, dels ydre. Og de første af disse var igen af dobbelt Art, dels Stridigheder, der opstod mellem Kirken og Stormændene, dels, og væsentlig, en fuldstændig Omvæltning i de islandske Samfundsforhold og heraf følgende heftige Partikampe imellem Høvdingerne.

68. Som ovenfor fremhævet, var omtrent alle islandske Kirker og deres Godser og Indtægter i den ældste Tid en Privatejendom, ligesom Tilfældet jo havde været med Templerne under Hedenskabet. Og paa samme Maade var Præsterne og hele Gejstligheden fuldstændig underkastet de borgerlige Love og de borgerlige Domstole.

Men da Kirken havde befæstet sin Stilling og faaet en større Magt og Indflydelse, begyndte den at ytre sin Misfornøjelse med dette Afhængighedsforhold og søge at opnaa en mere selvstændig Stilling. Dette skete dog først efter at den havde faaet et kraftigt Rygstød ude fra, og der var blevet oprettet en ny Ærkebispestol i Nidaros (Trondhjem), hvorunder den islandske Kirke blev henlagt (1152). Men efter at den myndige Prælat Eystein Erlendsson (der var af islandsk Slægt) var blevet Ærkebiskop (1157—1188) og havde optaget Kampen for Kirkens Magt og Uafhængighed i Norge, begyndte de islandske Biskopper, først Torlak den Hellige (1178—1193, f. 1133) og senere Gudmund den Gode (1202—1237, f. 1160), at røre paa sig og forlange saa vel Gejstlighedens Uafhængighed af de borgerlige Domstole, som at de private Kirkeejere skulde udlevere deres Kirker og disses Gods til fri Raadighed for Gejstligheden. Det lykkedes dog slet ikke at gennemføre det første Krav (før efter Fristatens Fald), og det sidste kun i et meget begrænset Omfang, idet de Høvdinger og Storbønder, der ejede Kirkerne, bestemt modsatte sig dette, hvad der endog førte til, at enkelte, der allerede havde bøjet sig for Kravet, tog deres Kirker tilbage. Men dette førte dog naturligvis til betydelige Stridigheder og Kampe imellem Biskopperne og de verdslige Høvdinger.

Men der var ogsaa et andet Forhold, som foraarsagede en endnu bitrere Kamp imellem Kirken og Stormændene. Og det var det strænge Sædelighedskrav, som Kirken nu begyndte at gøre gældende.

Under Hedenskabet var det jo ret almindeligt, at en Mand ved Siden af sin Hustru havde Medhustruer eller Friller, hvad der dengang ikke faldt ét Menneske ind at betragte som forargeligt. Heri skete der efter Kristendommens Indførelse ikke nogen Forandring, i hvert Fald ikke for Stormændenes Vedkommende. Og det synes ogsaa i den første Tid at være gaaet upaatalt hen fra Gejstlighedens Side, sagtens fordi den savnede de fornødne Magtmidler og var for afhængig af Stormændene til at kunne forhindre det. Om nogen Opretholdelse af Forbud mod Giftermaal mellem nærbeslægtede synes der i den ældre Tid heller ikke at have været Tale. Det oplyses saaledes, at i Biskop Isleifs Tid var selve Lovsigemanden gift baade med Moder og Datter (sandsynligvis dog ikke paa en Gang), uden at Biskoppen med nogen Virkning kunde skride ind derimod.

Men Forholdet synes ingenlunde at være blevet bedre i det 12. og 13. Aarh., snarere langt værre. Ganske vist blev der i den af Altinget vedtagne Kirkeret (1123) fastsat Forbud mod Ægteskab mellem beslægtede indtil 6. Led. Men dette synes snarere at have forværret end forbedret Tilstanden, dels fordi man herved blev mere indskrænket i Valget af sin Ægtefælle, og dels fordi den forbudne Frugt virkede saa tillokkende. Det oplyses saaledes om omtrent alle Høvdinger og Stormænd i det 12. og 13. Aarh., at de ikke nøjedes med én Kone, men havde en eller flere Medhustruer og en Mængde uægte Børn. Der synes derfor dengang at have hersket en langt større Usædelighed end nogensinde under Hedenskabet, da den Slags Forhold dog var tilladt og fuldstændig lovlige.

At Kirken ikke roligt kunde se paa al denne Usædelighed, uden at den greb ind og søgte at bekæmpe den, var ganske naturligt. Og i den sidste Fjerdedel af det 12. Aarh. begyndte den at optræde særlig skarpt imod den, med Anvendelse af alle til dens Raadighed staaende Midler, f. Eks. Skriftemaal og Bandlysning. Men dette var jo at træffe Stormændene paa deres ømme Punkt, og de satte sig kraftigt til Modværge, hvad der førte til voldsomme Kampe mellem dem og Gejstligheden. Særdeles oplysende i saa Henseende er Kampen i mellem Landets mægtigste Høvding Jon Loftsson og Biskop Torlak den Hellige, hvor Biskoppen truede med Bandstraalen, medens den anden truede ham paa Livet, hvortil Biskoppen svarede, at han vilde sætte sit Liv ind paa at faa Kirkens Krav opfyldt i denne Henseende og ikke vige en Fodsbred for nogen som helst Trusler. Biskoppen sejrede da ogsaa tilsidst i denne Strid. Men her var Forholdet ogsaa af en ejendommelig Art, idet Medhustruen, som Biskoppen forlangte fjernet, var hans egen Søster.

Men nogen almindelig Forbedring i de sædelige Forhold opnaaedes dog ikke herved. Thi i det 13. Aarh. var Sædelighedstilstanden aldeles forfærdelig — værre end nogensinde, før eller senere.

69. Af en langt mere skæbnesvanger og alvorligere Art end Striden imellem Kirken og Stormændene var dog den Forrykkelse af de borgerlige Magtforhold og Formuefordelingen, som i dette Tidsrum fandt Sted.

Som ovenfor paapeget (S. 52) var den islandske Samfundsordning lige fra først af i høj Grad aristokratisk, idet al Magt, saa vel paa Tinge som hjemme paa Egnen, var lagt i Hænderne paa nogle faa Godeslægter. Der blev imidlertid gjort et Par Tilløb til at faa en Ændring i dette Forhold ved at udstykke Høvdingemagten, først ved Gellesloven, da Godernes Antal blev forøget med 3 (fra 36 til 39) og der samtidig indsattes 9 valgte Medlemmer i Lovretten, og dernæst ved Njalsloven, da der i Anledning af Femterrettens Stiftelse blev oprettet 12 nye Godestillinger, der dog ikke fik tildelt fulde politiske Rettigheder. Men endnu mere vilde dog Godevældet være blevet brudt, dersom Njals oprindelige Forlsag om at omdanne Lovretten til en valgt Folkerepræsentation havde sejret. Men dette bjev jo forhindret af de herskende Goder. Og da disse ved Kristendommens Indførelse tabte deres religiøse Magt, sørgede de alligevel for at ordne Kirkens Anliggender paa en saadan Maade, at de fik Haand i Hanke med dens Styrelse, baade derved at de blev Kirkeejere og ved at Gejstligheden paa forskellig Maade blev afhængig af dem, for saa vidt de ikke selv blev enten Biskopper eller Præster, hvad netop flere af dem i Virkeligheden blev.

Men selv om det, trods gentagne Forsøg, ikke i nogen væsentlig Grad var lykkedes at demokratisere Forfatningen, var der dog det Gode ved denne Samfundsordning, at Magten var saa nogenlunde ligelig fordelt over hele Landet, saa at de enkelte Goder kunde holde hinanden Stangen og ingen af dem blive for overmægtig.

Men heri skete der i Løbet af det 12. og endnu mere i den første Halvdel af det 13. Aarh. en stor Forandring, idet enkelte ærgerrige og havesyge Høvdinger begyndte at samle flere Godedømmer paa én Haand. At dette kunde lade sig gøre laa først og fremmest i den Bestemmelse, at Godeværdgheden ikke alene var arvelig, men ogsaa kunde sælges og afhændes.

Man kunde derfor paa forskellig Maade komme i Besiddelse af nye Godedømmer. Naar en Godeslægts mandlige Linie var ved at uddø, kunde man gennem politiske Giftermaal sikre sig vedkommende Godedømme ved Arv. Og da det endvidere efterhaanden ikke var blevet velset fra Kirkestyrelsens Side, at Præster blev for optaget af verdslige Anliggender, gav dette Anledning til, at mange af dem, der enten allerede var Goder eller havde Arveret til et Godedømme, afhændede disse Rettigheder til en anden, naar de lod sig præstevie. Og da endelig Godernes Magt som Herredshøvdinger fuldstændig afhang deraf, hvor mange Tingmænd det lykkedes dem at samle om sig, foretrak mangen en forholdsvis svag Gode, fremfor at ligge i Strid med en overmægtig Nabogode, frivilligt, mod et passende Vederlag, at afstaa sit Godedømme til denne; undertiden blev den svagere ligefrem tvunget til en Afstaaelse.

Da der nu til hvert Godedømme var knyttet baade politisk Magt og forskellige Pengefordele, benyttede flere ærgerrige og havesyge Høvdinger sig af alle disse Muligheder og Midler til at komme i Besiddelse af de flest mulige Godedømmer. Og det endte da med, at al Magten i hele Landet kom i Hænderne paa nogle ganske faa Slægter.

Og paa lignende Maade gik det ogsaa med Formuefordelingen. I Sagatiden var de fleste Bønder Selvejere, og der synes at have været en ret almindelig Velstand, særlig i den kort efter Kristendommens Indførelse indtraadte lange Fredsperiode og Blomstringstid. Men dengang var Velstanden saa nogenlunde ligelig fordelt, uden nogen Ophobning af større Formuer paa enkelte Hænder.

I Sturlungetiden indtræder der imidlertid en stor Forandring i disse Forhold, idet vældige Formuer nu samles paa enkelte Hænder. Og ligesom med Magten kunde dette ske paa forskellige Maader, saa vel ved Arv, Giftermaal, Slægters Uddøen og Gaver til Kirker (som jo ejedes af Høvdingerne), som ved at pengegridske Høvdinger tvang Folk til at afstaa deres Ejendomme eller ligefrem plyndrede dem for deres Gods. Herved indskrænkedes de frie Selvejeres Antal i en uhyggelig Grad, medens der opstod en talrig Klasse af uselvstændige Fæstere, der var fuldstændig afhængige af de rige Stormænds Naade.

Saaledes blev, f. Eks., alle Sturlungerne hovedrige Mænd. Og en af dem, Snorre Sturlason blev endog den rigeste Mand i hele Landet, skønt han intet fik af den ikke ret store Arv, som hans Fader efterlod sig, idet dennes Enke havde sat den overstyr. Men skønt han saaledes maatte begynde med tomme Hænder, lykkedes det ham saa vel gennem Giftermaal som paa forskellige andre, mere eller mindre fine Maader at samle saa stor Formue, at han efter dens Værdi i Nutidspenge sikkert har været Millionær. Han ejede 6 Hovedgaarde, foruden mange andre Storgaarde, og da han i en stræng Vinter mistede 120 Stude paa en Gang, lod han til ikke at ænse dette Tab det mindste, men gjorde lige fuldt sine vanlige, store Julegilder. Snorres Broder Tord efterlod sig ved sin Død 1200 Hundreder (§ 40), og den tredje Broder Sighvat og dennes Søn Sturla havde 3 Hovedgaarde, 2 paa Vestlandet og 1 paa Nordlandet, og kom desuden efterhaanden i Besiddelse af de fleste Storgaarde i Øfjorden. Sturlungernes samlede Formue har derfor sikkert beløbet sig til flere Millioner Kroner i Nutids- penge. Og af Godedømmer var det lykkedes dem at samle saa mange paa deres Hænder, at de paa et vist Tidspunkt herskede baade over hele Vestlandet og en stor Del af Nordlandet.

---

---