Om hove og hovudgravninger på Island

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Jonsson
(1858-1934)

Daniel Bruun
(1856-1931)

Om hove og hovudgravninger på Island

Af Daniel Bruun og Finnur Jónsson

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og historie
Det kongelige nordiske oldskrift-selskab
II. Række, 24. bind
Kjøbenhavn
1909

SIDEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Et »indviet helligt sted« hedder i oldsproget vé (dial. vi); ordet brugtes ikke blot om steder, hvor der fandtes helligdomme, indviede til guderne (templer), men også om andre »viede« steder, især som bekendt gravsteder (høje); jfr. wé i glossaret til Wimmers runeværk. I nordiske stedsnavne findes ordet hyppig både som forled og efterled, dog som det synes med nogen forske! for de enkelte landes vedkommende (sjælden som efterled i Norge, meget hyppig derimod i Sverrig).

Et andet navn er hörgr. Selve ordet er fællesgermansk; det. findes både i oldhøjtysk og angelsaksisk, hvor det gengiver de latinske ord »lucus, nemus, del ubrum, sacellus, fanum«, eller: lund, tempel, men »lunde« var, som bekendt, hos Germaner i ældre tider hellige, og i dem foregik, gudedyrkelse. Dette synes at være den ældste betydning af ordet (grundbetydningen måske »indelukke, indviet sted«); såsnart virkelige templer, gudehuse, byggedes, overførtes navnet på disse. Vi genfinder ordet på nordisk grund, hǫrgr, hyppigst i forbindelsen hof ok hǫrgr (flt. hǫrgar). I festskriftet til K. Weinhold (Strassburg 1896) er alle eller de fleste steder i litteraturen, hvor ordet findes, samlede og behandlede; hertil kan der henvises. Det fremgår både af de ældste kilder, hvor det forekommer (Vǫluspá, Vafþruðnismál, Grímnismál), samt af andre steder, at ordet betegner et hus; hǫrgr kaldes »højttømret«, og den kan brænde (blive brændt op; jfr. hof sviðnuðu, hǫrgar brunnu osv.). Det samme viser uomtvistelig den måde, hvorpå ordet bruges i skjaldeomskrivninger for »skjoldet«; i dem betyder det »hus« (eller i hvert fald dele af hus). Det samme fremgår endvidere af yngre prosaiske kilder (som den såkaldte Sverres kristenret: »hvis han opfører et hus og kalder det hörg«). I sin Edda nævner Snorre hörgen som et »hus«, guderne (i tidernes morgen) opførte, og som »gudinderne ejede«; således lyder teksten i to hovedhåndskrifter; i det tredje hedder det derimod, at »de gjorde et hus, hvori der var hörg, som tilhørte gudinderne« (Upsalahåndskr.). Efter dette skulde hǫrgr være noget andet end huset (templet), og der kan da næppe være tale om andet end at det skulde betyde »alter«, og således er det blevet opfattet. Men ét bør særlig fremhæves, at i alle håndskrifterne sættes »hörgen« enstemmig i forbindelse med gudinderne. I en mærkelig overensstemmelse hermed står et sted i Hervarars., der ganske vist kun findes i papirsafskrifter, men som dog synes at måtte bero på gamle kilder; her hedder det om dronning Alfhild, at hun under et »diseblot« om natten »rødfarvede hörgen« (nemlig i offerdyrenes blod). Tydelig kan man ganske vist ikke af dette sted se, om hörg betyder tempel eller alter, men den sættes klart i forbindelse med gudinderne, ti »diser« er her afgjort gudinder og ingen andre væsner.

Når Vafþr. og Grimn. sætter hǫrgar i nöje forbindelse med Njord, hidrører dette mulig fra, at Njord netop oprindelig er en kvindelig guddom (jfr. Tacitus' Nerthus = Terra mater). Og endelig sættes hörg i en nær forbindelse med Freyja (der jo ifg. den almindelige opfattelse i det 9. og 10. årh. var Njords datter) i Hyndluljoð. Freyja ytrer, at hendes yndling Ottar har »gjort hende en hörg, opført af sten (hlaðinn grjóti) ; nu er de stene blevne til glar; han rødfarvede den i nyt okseblod; altid trode Ottar på asynjerne«. Unægtelig kunde det synes at være rimeligst, at opfatte ordet her som alter (i lighed med stedet i Ups. hdskr.). Vi vilde således komme til to betydninger af ordet, dels gude(gudinde)-hus, dels alter (i gudindetempel). Der bör dog i denne sammenhæng göres opmærksom på, at det ikke blot var altrene, der rødfarvedes i offerdyrenes blod — hvorom senere —, men også templets vægge indvendig og udvendig; hvad der alligevel kunde tale for betydn. »(sten)alter« her, er selve udtrykkets art; hele templet var næppe af sten (hvad enten der tænkes på islandske eller norske forhold som liggende til grund for digtets forestilling). — Til alt dette skal dog föjes, at i svenske stedsnavne findes hargher som sidste led til Odhin og Þor som forled (Odhinshargher osv.).

At den ældste betydning af ordet også på nordisk grund er »hus« (helligdom), må betragtes som givet på grund af ordets betydning i de andre beslægtede sprog. Hvis det i nordisk tillige betyder et »(sten)alter«, er det en sekundær betydning, det har fåt; grunden hertil kan være den, at der i sproget fandtes et ord, i formen helt eller delvis identisk dermed; om etymologisk det samme turde derimod være mere tvivlsomt. Det er ordet hǫrg eller hǫrgr i bet. »stendynge« eller »fjældtinde«; i norske dialekter er ordet fem. (både i bet. »hob, flok, mængde« og »bjærgknold, bjærgtop«, I. Aasen) . Hermed stemmer brugen af ordet nogle steder på Island (særlig bragt som svagtböjet, flt. hörgur, [jfr. B. Haldorssons hörga] om små höje el. knolde, hvor græsset gror dårligt og som er »hårde at slå«); om man på grund af de således benævnede fjældtoppes form (»flade« oventil) har at antage, at de har fåt navnet efter altrenes form, får stå hen; umuligt var det ikke. Hvorom alting er, har hörg aldeles utvivlsomt haft betydn. »gud(ind)e-tempel« og mulig ved siden deraf »et (sten)alter«. En sådan hörg er det formentlig, som B. M. Olsen og D. Bruun har udgravet på gården Hörgsdalur i Myvatnsegnen; herom kan der henvises til redegørelsen i Det isl. Oldsagsselskabs Årbók for 1901 s. 7-11, og 1903 s. 1-16 samt Daniel Bruun, »Udgravninger paa Island«  i »Geogr. Tidsskrift« 17. bd. s. 21.

Hovedordet for et hedensk tempel er imidlertid hof, og i denne betydning synes det at være særlig nordisk, idet ordet i andre gamle germanske sprog har en anden og mere almindelig betydning, nemlig »indhegnet gårdsplads; herskabeligt gods; fyrstebolig» (O. Schade). I angelsaks. bet. ordet »hus, bygning« (se Bosworth-Toller, der ikke har betydn. »tempel«; denne findes kun i den lille håndordbog for studerende, men vistnok uden nogen virkelig hjemmel). Hvorvidt ordet i nordisk har — så langt tilbage som vi kan komme — haft nogen anden betydn., er tvivlsomt. O. Rygh har ment, at det (i Norge) muligvis også har haft den almindelige betydning »gård, hus«, og at stedsnavne med hof »ikke overalt behøver at have sammenhæng med den hedenske gudsdyrkelse«. Der er dog meget ringe sandsynlighed for, at så har været tilfældet, og man tör næppe forudsætte, at det har været så, i al fald må det bestemt for Islands vedkommende hævdes, at hof der altid uden undtagelse »hænger sammen med den hedenske gudsdyrkelse«, Ifg. Falk-Torp skulde ordet betyde »forhöjning« (af roden i hefja osv.). Det skulde da hentyde til, at gudehuse opførtes på småhöje eller bakker, hvilket ofte passer til, hvad der kendes fra Island.

Gudehuse er i det øvrige Norden endnu ikke fundne eller påpegede. Kun fra Island kendes rester af sådanne. Dette er ikke så mærkeligt. Sagen var den, at medens hovene i Norge (Sverrig og Danmark) sikkert opførtes af tømmer (jfr. de ovf. anførte udtryk), blev de på det træfattige Island for allerstörste delen opførte, som andre bygninger, af törv (eller af törv og sten). Da de norske hove (og det samme gælder de danske og svenske) blev ødelagte, var der højst tilbage af dem de — vistnok mindre — sten, hvorpå stavene formentlig har hvilet, og disse er naturligt nok i tidens løb forsvundne. Dog var det ikke utænkeligt, at man endnu kunde fremdrage rester af grundvolden et eller andet steds. Det var værdt at have opmærksomheden rettet herpå. Da hovene reves ned på Island, har man fjærnet og borttaget alt, hvad der var af værdi, først og fremmest det tømmer (indvendig, i taget, söjler el. stave), der fandtes i dem, for at benytte det på andre måder. Sikkert har man også fjærnet, hvad der i en særlig grad mindede om den gamle gudedyrkelse, først og fremmest gudebillederne og altrene. Tørvevæggene, 2-3 alen höje eller hvad de nu kunde være, har man derimod i dette som i alle andre tilfælde ikke gjort sig den ulejlighed at rive helt ned og bortført jorden; den var jo ingen nytte til. Man lod med andre ord væggene forfalde; de faldt ud eller ind, efter som vind og vejr og tilfældigheden vilde, og snart blev det hele overgrot med græs. Resterne af væggene viser sig derfor nu, hvor de da ikke af særlige grunde er blevne forstyrrede, som lave græsbevoksede jordrygge, hvis oprindelige form kan være — mere eller mindre — tydelig endnu. Sådanne tomter vises mange steder på Island, ofte med den störste bestemthed og således, at man må tro, at en gammel tradition ligger til grund og ikke en nyere tids påfund eller spekulationer, der ellers nok kan göre sig gældende. Der er nemlig meget hyppig flere omstændigheder, der taler til gunst for traditionen (eller opfattelsen); således f. eks. navne på selve stedet, hvor den udpegede hovtomt ligger, navne, der er nöje knyttede dertil og som sikkert ikke er senere lavede, navne som goðavöllr, goðalág og lign.

Af en hovedbetydning er imidlertid selve gårdenes navne. Og her bliver det nødvendigt at komme nærmere ind på disse og andre i forbindelse dermed stående forhold.

Som bekendt var landet i det 10. årh. delt i ting (tinglag), oprindelig vistnok 12, senere (efter c. 963) 13. Vi følger her V. Finsens opfattelse (i »Fristatens Institutioner«), der forekommer os at være den sandsynligste. Ved det nævnte år indordnedes de 12 ting under landets inddeling i fjærdinger, dog således, at Nordlandsfjærdingen af særlige grunde fik ét ting til foruden de 3, så at der i denne blev 4 ting ialt og altså 13 ting i hele landet. Disse ting var: (I): Þverárþing, Þorsnessþing, Þorskafjarðarþing; (II): Hunavatsþing, Hegranessþing, Vaðlaþing, Þingeyjarþing; (III): Krakalækjarþing (ældre Sunnudalsþing), Múlaþing, Skaptafellsþing; (IV): Rangárþing, Árnessþing, Kjalarnessþing (jfr. Frist. Inst. s. 83 f.) .

I hvert ting fandtes der 3 hovedgodedömmer, goðorð, ialt altså 39; det var disses indehavere, der var de egenlige styrere af lands lov og ret, dem, der udgjorde lovretten på altinget, og dem, der udnævnte de enkelte dommere i de 4 fjærdingsdomstole. Hvorledes normeringen af godedömmerne oprindelig er sket, vides ikke, men det må formodes, at det i 930 i virkeligheden er fastslåt, at således skulde det være (bortset fra det 4. ting på nordlandet) og hvilke personer (slægter) der skulde være ejere af disse godedömmer. Dette meget interessante spörgsmål kan vi ikke her drøfte videre; vi henviser til Fr. Bodens grundige afhandling i Zeits. der Savigny-stift. Germ. abth. XXIV, uden dog hermed at ville erklære os enige med forf. i alt. De nævnte 39 hövdingers egenlige titel er goði (dannet af goð 'gud'), der ikke i sig selv viser hen til en politisk virksomhedssfære. Ordet betyder nemlig 'præst' eller 'tempelforstander'. Det er ikke specielt islandsk, skönt det så at sige udelukkende findes anvendt dér efter en udstrakt målestok. Som bekendt findes det på 3 danske runestene, uden at det dog fremgår, hvad det egenlig betyder. Fra Norge kendes ordet så godt som ikke i historiske kilder; at det dog har eksisteret der, må anses for utvivlsomt, da det om en isl. landnamsmand hedder, at han havde været »hofgode« på Mærin i Trondhjem (Ldn.); fra Norge må navnet antages at være kommet til Island.

Intet var naturligere end at de norske landnamsmænd indrettede deres gudsdyrkelse på Island efter det gamle mønster i deres forladte fædreland, byggede sig templer og oprettede blot. Dette siges da også udtrykkelig om flere. Þorólfr mostrarskegg byggede sig et hov på sin gård, der fik navnet Hofstaðir (Eyrb., Ldn.). Bǫðvarr hviti bode på Hof, »der rejste han et stort hov«  (Ldn.); Ingimund d. gamle bode på Hof i Vatsdal, og han havde der et hov (Ldn., Vatsd.). Auðun d. røde »bode på Hofsfell og rejste der et stort hov« (Ldn.); Hallr på Hofstaðir (ved Torskefjorden; Ldn.) »rejste der et stort hov« (Gullþ. s.).

Et hov antydes (Ldn.) bestemt ved el. i nærheden af Hofsteigr. Desuden har Torhadd den gamle rejst sig et hov (Ldn.), uagtet det ikke siges udtrykkelig; brødrene Hrólfr og Ingjald, Helge magres sönner, byggede hove på gårdene Gnúpufell og Þverá (i Øfjordsdalen; Ldn.). Andre, der siges at have bygget hove, er Jörund gode på Svertingstaðir (Ldn.), Ketilbjörn på Mosfell (sst.), Hrafnkell på Aðalból (Hrafnk. s.), Hallsteinn gode på sin gård (Ldn., Gullþ. s.); heller ikke kan der være tvivl om, at Ketil höng har rejst et hov på sin gård Hof (Egilss., Ldn.), uagtet det ikke siges udtrykkelig.

De her antydede hove er temlig stærkt spredte over hele landet, nemlig 2 i Vaðlaþing, 2 i Krakalækjarþing, 2 i Múlaþing, 1 i Skaftafellsþing, 2 i Rangárþing, 1 i Árnessþing, 1 i Þorsnessþing, 2 i Þorskafjarðarþing, og 1 i Húnavatsþing. De, der havde dem, ejede dem og forestod dem, var for det meste höjættede hövdinger, der blev stamfædre til store slægter.

Hvorvidt de af dem byggede hove udelukkende har været familjehove, siges intetsteds, men höjst rimeligt er det at antage, at de nærmest boende, der sikkert på andre måder og af andre grunde sluttede sig nær til de enkelte hövdinger, har fåt lov til også at benytte de rejste hove, deltage i blotfesterne og bidrage til deres afholdelse. Herved opstod der en endnu inderligere forbindelse mellem dem og hövdingen eller goden, som han i hvert fald i et par tilfælde kaldes (Jörund og Hallsteinn, samt Torhadd). Om nogen politisk sammenslutning, et ting eller tinglag, er der derimod endnu næppe tale; kun to sådanne kendes fra historiske kilder, nemlig Kjalarnæstinget og Torsnæstinget, begge for de vigtigste slægter på Kjalarnes og Þórsnes og deres nærmeste venner og omboende. Der er ingen grund til at antage, at der för fristatens oprettelse 930 har eksisteret andre og flere tinglag end disse to, hvad også V. Finsen hævder. De kan have haft deres store betydning som forbilleder, men det skal vi ikke komme nærmere ind på, her.

Det er således klart, at der allerede for 930 må have eksisteret flere hove og hovforstandere, goðar eller hofgoðar. Ved fristatens oprettelse deltes landet som bemærket i 12 tinglag; på grundlag af os nu ukendte forhandlinger blev det vedtaget, at der indenfor ethvert af disse skulde være 3 faste, normale godedömmer, d. v. s. hövdingedömmer, eller 36 hövdinger, der tillige skulde være goder (tempelpræster) . Der er nu ingen grund til at antage, at der dengang virkelig har været så mange goder i funktion i landet eller så mange templer. Følgelig må flere nye — forudsat, at man har benyttet de allerede eksisterende — godedömmer da være blevne oprettede, de som siden holdt sig uforandrede, foruden de 3, der senere kom til for Nordlandsfjærdingen (jfr. ovf. 250). Der kunde altså — det være i forbigående bemærket — ikke eller næppe være tale om nogen misfornøjelse med den trufne ordning hos nogen som helst anden i landet, da forholdene (ved 930) var således, at næppe nogen blev tilsidesat, og den kunde heller ikke opstå senere. Ti her er da aldrig et eneste udtryk for nogen misfornöjelse eller misundelse hos andre overfor de faktisk eksisterende godedömmers indehavere. Vi kender de fleste slægter, der i så henseende kunde nævnes og anføres; vi kan derom henvise til Bodens påvisning i hans anførte afhandling.

Vi vender tilbage til stedsnavnene. De er af stor interesse i denne forbindelse. Der findes nemlig endnu flere gårdsnavne end de nævnte, enten Hof alene eller sådanne, hvori hof indgår som sammensætningsled. De skal her opregnes efter tinglagene:

I. Kjalarnessþing: 1, Hof (på Kjalarnes), 2, Hof (Rosmhvalan.es), 3, Hofstaðir (i nærheden af Reykjavik).

II. Þverárþing: 1, Hofstaðir (i Hálsasveit), 2, Hofstaðir (Myrasyssel).

III. Þorsnesþing: 1, Hofstaðir (Hnappadalssyssel), 2, Hofstaðir (Snefellsnessyssel), 3, Hofstaðir (sst.).

IV. Þorskafjarðarþing: 1-2, Hofstaðir (Bardestrandsyssel), 3, Hof (Isafjords.), 4, Hofstaðir (Strandas.).

V. Hunavatsþing: 1, Hof (i Midfjorden), 2, Hof (i Vatsdalen), 3, Hof (på Skagestrand).

VI. Hegranesþing: 1-3, Hof, tre steder, 4, Hofstaðir.

VII. Vaðlaþing: 1-2, Hof, to steder (Svarfadardalen, Hörgárdalen).

VIII. þingeyjarþing: 1, Hof, 2, Hofstaðir, 3, Hofgarðar.

IX. Krakalœkjarþing: 1-2, Hof, to steder (i Vopnafjorden, Fell), 3, Hofteigr.

X. Múlaþing: 1-3, Hof, tre steder (Mjoafjorden, Nordfjorden, Alptafjorden).

XI. Skaptafellsþing: 1, Hof, 2, Hoffell, 3, Hofstaðir.

XII. Rangárþing: 1, Hof.

XIII. Árnessþing: 1, Hof.

Af denne oversigt ses, at der i to tinglag findes 4 gårde: Hof el. sammensætninger dermed, i to findes kun 2 sådanne og endelig i (de sidste) to kun én. Det er altså klart, at disse gårdsnavne ikke helt igennem svarer til godedömmerne. Ikke desto mindre har man sikkert ret i at antage, at de fleste af de her nævnte gårde netop er dem, hvor hovedhovene fandtes. Dette må betragtes som bevisligt for fleres vedkommende både på grund af deres centrale beliggenhed og de slægter, de er knyttede til eller kan knyttes til. Dette gælder I, 1; II, 1 (jfr. bemærkningen herom i Ldn.); III, 2-3; IV, 1: V, 1-3; VI, 1 (Hof i Hjaltadalen); VII, 1-2; VIII, 2; IX, 1; X, 3; XI, 1-2; XII, 1; XIII, 1 (?) eller omtr. 18 ialt. Om enkelte andre kan der på grund af deres beliggenhed ikke være den ringeste skygge af tvivl, f. eks. netop med hensyn til Hofstaðir i Strandasyssel (IV, 4), Hof i Fell (IX, 2), Hofstaðir (XI, 3), og sikkert flere endnu. At der indtræder nogen usikkerhed, er i og for sig naturligt, da vi om flere savner efterretninger, men også fordi vi i et par ting har 4 gårde, der kommer i betragtning (IV og VI). Her må i al fald ét udskydes. Hvad IV angår, da er der to Hofstaðir så at sige ved siden af hinanden, i selve Þorskafjorden og ved Gufudalen; at det er det første, der måtte betragtes som hovedhovet, er vistnok givet. På den sidste gård har der sikkert kun været et privathov (i den isl. jordebog er den første gård på 16 »hundreder«, men den sidste kun på 6 og er nu kun en »hjåleje«, omtr. husmandsplads). I VI må vist 1-3 betragtes som hovedgårdene; 4 er meget nærved Hof i Hjaltadalen, der sikkert var sædet for et hovedhov, og gården blev opført af en mand, der næppe kan have været nogen fremragende mand eller stamfader til en herskende slægt (»han havde blot på Hofstaðir«, hedder det i Ldn.). Derimod er 1-3 meget centralt beliggende.

I VII er bægge Hof meget centrale; men her mangler ét sted. imidlertid har vi efterretninger om, at i selve den tæt befolkede Øfjordsdal, hvor vi netop savner et »Hof« el. lign., var der to hove (på Pverå og Gnúpufell); ét af disse har været hovedhovet dér.

I IX må vistnok foruden de to også Hofteigr medregnes, hvis ikke, vides det ikke, hvor det 3. er at søge, medmindre et af dem, der er regnede til X, og da det i Mjoafjorden, skulde regnes hertil, hvad der var muligt. I så fald mangler et i X, men her kunde man i henhold til Ldn.s beretning antage, at der havde været et hov i Stödvarfjorden (Torhadd d. gamles hov; han »lagde Mærin-hellighed på hele fjorden«, hedder det).

I XII og XIII haves kun ét sted i hvert. Imidlertid ved man fra Ldn., at der blev rejst et hov på Svertingstaðir (tilhørende XII), og hvad XIII angår, har man ment at kunne påpege et hov ved gården Hraun (Árbók 1895 s. 27); og på gården Hjalle, Torodd godes og Skaftes hjem, må der antages at have været et hov. Også i Úthlið, hvor Geirr gode bode, har der rimeligvis været et hov (jfr. Árbók 1894 s. 6). For det 3. hov i XII mangler der heller ikke tilknytningspunkter.

Hvad enten der på alle de hernævnte gårde har været et hovedhov eller ej, ét er sikkert, at hove har der været på dem alle sammen uden undtagelse. Og her måtte resterne altså med sikkerhed kunne søges. Der er heller ingen tvivl om, at de med sikkerhed påvises flere steder, som ovf. antydet. Jfr. Det isl. Oldsagsselskabs Årbøger, hvor tillige flere andre formentlige hovrester er omtalte og mere eller mindre udførlig beskrevne (jfr. nedenfor), som de nu ser ud. Selv om ikke alt, hvad der her er udpeget som hovrester, i virkeligheden er det (og i et par tilfælde er dette ialfald konstateret), er der intet urimeligt i, at der har været mange mindre, private hove; om enkelte haves endog så tilforladelige efterretninger, som f. eks, om Hrolleifs »blothus« på gården Áss i Vatsdalen. De har været små, hvad også udtrykkelig siges om det nævnte (»et lille hus«). Hovedhovene må derimod have haft ret anselige dimensioner, fordi de skulde rumme så mange.

Det vilde være overilet at antage, at hov-gården tillige altid har været godernes eget hjem. Det behøvede de ikke at være og var det måske ikke engang i reglen. Således vides f. eks. at goden Torgrim bode på Kárnsá i Vatsdalen (derfor kaldt »Kárnsárgoden«), medens hovet naturligvis var på Hof. Dette hænger sammen med, at godedömmet betragtedes som enhver anden arvegenstand, der kunde udstykkes, uagtet kun én kunde være dets indehaver på tinge. Efter Ingimund d. gamles død fik hans sön Torstein gården Hof, medens hans anden sön Tore fik godedömmet, og han bode på Undunfell (på den modsatte side af dalen).

Navnet gode blev som sagt det officielle navn på de personer, der på engang var politiske hövdinger, styrende lov og ret, og hovedhovenes forstandere. I et enkelt tilfælde findes en kvinde som hofgyðja for et hovedhov; hun har vel kun været den, der skulde passe hovet og ordne, hvad der var at ordne, modtage hovtold osv., men udadtil kunde hun naturligvis ikke optræde. I det 10. årh. findes ordet brugt om en mængde hövdinger, for fleres vedkommende som et virkeligt tilnavn; jfr. F. Jonssons afhdl. i dette tidsskr. 1907 s. 260 ff. Bortset fra et par forhistoriske personer (Gautr, Glismákr) tilhører alle bærerne af tilnavnet det 10. årh. og overgangen til det 11. og de allerfleste tiden efter 930. Desuden findes ordet også i sammensætninger, hvori det første led enten indeholder et stedsnavn (stedet for godens bolig eller hjemstavn) eller navnet på de mænd, som bæreren nærmest var gode for, eller endelig i et par tilfælde navnet på den guddom, der særligt dyrkedes af ham (Freyr). Også alle disse navne tilhører det 10. årh., med undtagelse af ét, der tilhører det 12. årh. (Skeiðagoði). Navnet synes altså at forsvinde som tilnavn efter kristendommens indførelse (vel fordi man syntes, det mindede for meget om de gamle guder), hvorimod det stadig hævdede sig som den officielle benævnelse på lovrettens medlemmer, på dem, der på altinget styrede lov og ret og udnævnte dommerne; Grågås-loven benytter det helt igennem. Om goden og hans virksomhed m. v. kan henvises til V. Finsens artikel goði i glossaret i Grágás III. Goði bruges også ikke sjælden åbenbart om dem, der kun var tempelforstandere og ikke tillige politiske hövdinger. Hofgoði — brugt om sådanne — synes dannet som modsætning til goði i den politiske betydning.

Vi skal nu gennemgå, hvad de gamle kilder indeholder om hovene selv og deres indretning. Vi har her fornemmelig Snorres skildring i Heimskringla (Hakon d. godes saga) og Eyrbyggja saga.

Det hedder hos Snorre (G. Storms oversættelse): »Det var gammel sæd når der skulde være blot, at alle bønder skulde komme did, hvor hovet var, og føre did sine madvarer, som de skulde have, sålænge som blotgildet stod på. Ved dette gilde skulde alle mænd have øl; der blev også dræbt alskens smaler [d. v. s. mindre dyr, især får] og heste, men alt det blod, som flød af dem, det blev kaldt »hlaut«, og »hlautboller« de boller, som blodet stod i, og »hlaut-tene«: de var gjort som koste; med det alt skulde man farve »stallerne« [hermed menes de forhöjninger, af sten eller tømmer, som gudebillederne stod på, men »stall« er også, jfr. det følgende, altret, hvorpå edsringen f. eks. lå] røde og ligeså hovets vægge uden og inden, og ligeså stænke det på mændene; men kødet skulde man koge til gæstebudsmad. Ilde skulde der være midt på gulvet i hovet og derover hang kedler; man skulde bære bægre om (over) ilden, men den, som gjorde gildet og var hövding [altså, på Island goden, hovgoden], skulde signe bægret og al blotmaden« [herefter følger en nærmere omtale af mindebægrene; så hedder det, noget senere, videre:] »Men dagen efter, da man gik tilbords, stimlede bønderne sammen til kongen og sagde, at han nu skulde æde hestekød. Det vilde kongen ikke på nogen måde. Da bad de ham drikke suppen, men det vilde han ikke. De bad ham da æde fedtet; det vilde han heller ikke. . . Sigurd jarl . . . bad ham (da) gabe over kedelhanken, hvor supperögen af hestekødet havde lagt sig, så at den var fedtet. Da gik kongen til og lagde en lindug om kedelhanken og gabte over«.

Hvad der her har særlig interesse, er opsamlingen af offerdyrenes blod, og disse siges for en del at have været mindre dyr, men sikkert bestod de især af heste; at det var så, ses bedst af det forbud mod at spise hestekød, som kristendommen desværre medførte. Dernæst er der stænkningen af blodet ikke alene på husets vægge ind- og udvendig, men også på de tilstedeværende, hvorved en nærmere forbindelse med de dyrkede guder symboliseredes og besegledes. Endelig lægger man mærke til omtalen af langildene og kogningen af kødet i kedler (gryder); at nogen anden koge- eller stegemåde ikke omtales, behøver ikke at have meget at sige. Af dette sted får man ikke nogen egenlig beskrivelse af hovet; dog nævnes »stallerne« og husets form antydes ved langildene.

Kilden til dette sted hos Snorre lader sig ikke påvise. Næppe er det hans eget fabrikat; og selv om så var, har han dog sikkert bygget noget på en gammel tradition.

I Olaf Tryggvasons saga findes en skildring eller omtale af kong Olafs færd i de trondhjemske hove. Af sagaen haves flere bearbejdelser; den ældste saga er den af Odd munk, og det er hans (korte) omtale, der i de yngre bearbejdelser ændres og udvides på forskellig vis, indtil vi får den udførlige skildring i Flatøbogen; men denne og de andre udvidelser beror aldeles ikke på nogen gammel tradition; de er kun bearbejdernes egne fantasier og digteriske udmalinger, der i historisk-antikvarisk henseende er ganske værdiløse og aldrig burde spille nogen rolle f. eks. i mytologiske fremstillinger. En analyse af disse bearbejdelser er givet i ovennævnte afhandling i Árbók 1898 s. 36-37, hvortil der kan henvises. Her er der ingen grund til at dvæle nærmere derved.

Så meget större betydning har den ovennævnte Eyrbyggjasaga.

Det hedder her (i kap. 4), i anledning af omtalen af Torolf mostrarskægs hovbygning (ovf. III, 2): »Dér lod han bygge et hov; det var et stort hus; der var en indgang på sidevæggen og nærmere ved den ene ende. Der indenfor stod höjsædesöjlerne [d. v. s. de, som Torolf havde haft med sig fra Norge og kastet i søen; på den ene var der et udskåret billede af Tor], og deri var der [inddrevne] nagler, de såkaldte »reginnagler« [regin = guder]. Der indenfor var der et stort fredssted [hov-hellighed]. I den inderste ende af hovet var der et hus i lighed med hvad der nu er sanghus [kor] i kirker, og dér stod en »stall« midt på gulvet som et alter, hvorpå der lå en ring uden sammenföjning, af 20 øres værdi; ved (på) den skulde alle eder aflægges; den ring skulde hovgoden have på sin arm ved alle forsamlinger. På »stallen« skulde der også stå en »hlautbolle« og deri en »hlauttén« som en kost, og med den skulde blodet i bollen, som kaldtes »hlaut«, stænkes; det var det blod, som kom fra de dræbte dyr, der ofredes til guderne. Omkring »stallen« var guderne opstillede i afhuset. Til hovet skulde alle mænd betale told og være pligtige til alle rejser med hovgoden, . . men goden skulde selv vedligeholde templet på sin egen bekostning, så at det ikke forfaldt, samt afholde offergilderne«.

Denne ret udførlige beskrivelse har i visse henseender nære berøringspunkter med Snorres, og det er muligt, at den er påvirket af ham; i så fald må den være et yngre indskud i selve sagaen, hvad den også af andre grunde gör indtryk af at være. Men den indeholder også andre, ret vigtige ting, som ikke er tagne fra Snorre og som synes at måtte bero på en gammel og det en ret troværdig tradition; jfr. f. eks. bemærkningen om »reginnaglerne«, der kun findes nævnte her i hele den prosaiske literatur. Ordet findes, brugt på en mærkelig måde, også et sted i skjaldedigtningen, nemlig i Torarin lovtunges digt, Glælognskviða (om Sven Alfivasson; digtet omkr. 1032); her hedder det: »Bed Olav, at han under dig — han er guds mand — sit land [Norge] . . . når du fører dine bönner frem for »bogmålets reginnagler« ; det sidste er åbenbart en kenning for præster eller hellige mænd (el. gud?), og »reginnagle« betyder her »guddommelig, udmærket støtte« for »bogmålet« (d. v. s. den hellige lære). At sagaens brug af ordet skulde direkte hidrøre fra verset, er ganske utænkeligt. Sagabemærkningens forfatter synes at gå ud fra, at disse höjsædestøtter med gudenaglerne ikke står foran selve højsædet i hovet, men lige indenfor hovedindgangen ligesom for at markere stedet for den egenlige hovhelligheds grænse. Om dette kan overføres på alle andre hove turde være meget tvivlsomt; snarest er det måske et individuelt træk. Det samme gælder ganske sikkert også bemærkningen om hovedindgangen (nærmere ved den ene ende). Heraf at ville udlede et almindeligt karakteristisk træk for hovene i almindelighed går ikke an; jfr. nedenfor. Her får vi en nærmere beskrivelse af selve hovets indretning. Ifølge den må der — og det er forlængst sluttet — have været en hovedbygning med et mindre »afhus« (udbygning) for den ene ende; her var altret, og omkring det var gudebillederne stillede i kreds. Bemærkningen om edsringen bekræftes af andre udmærkede kilder, f. eks. Viga-Glumssaga (kap. 25; udg. 1880, s. 76), hvor det hedder: »Den, der skulde aflægge en tempeled (hofseið), tog den sølvring i sin hånd, der var rødfarvet i blodet af det nød, der anvendtes ved blotet, og den skulde ikke veje mindre end 3 øre«; i edsformularen hed det: »jeg aflægger hovs-ed ved (på) ringen« osv. Det er den samme ed, »ringed« (baugeiðr), der nævnes i et af Hávamáldigtene.

Kilden må, som bemærket, her være en gammel tradition og, muligvis, Snorre. Skildringen kunde også let være påvirket af de i forfatterens tid endnu synlige rester af hovet, som han havde kendt. Sammenligningen med kirken lå temlig nær.

Endnu en saga indeholder en hov-beskrivelse, nemlig Kjalnesingasaga; men denne saga er en for allerstörste delen rent opdigtet saga fra begyndelsen af det 14. årh., hvad der jo ikke er egnet til at omgive den med nogen synderlig tilforladelighedens glans. Den giver nu en udførlig beskrivelse, der desværre har spillet en altfor stor og vildledende rolle for visse forskere. Ti ser man nærmere derpå, viser det sig, at beskrivelsen ikke er andet end et rent litterært sammenpluk, af hvad der findes hos Snorre og i Eyrb. saga; dette er udførlig påvist i den fornævnte afhdl. i Árbók 1898 og skal ikke her gentages. Kun skal bemærkes, at denne sagas beskrivelse indeholder to ting, der ikke findes i de nævnte kilder. Den ene er læren om, at der på »stallen« (altret) skulde have brændt en evig ild, hvorfor den naturligvis må forsynes med en jærnplade oventil (sagaen synes altså at forudsætte, at stallen i øvrigt var af træ). Den anden er læren om en blotkelda, hvilket opfattes som en sump (fen) udenfor indgangen; »de mennesker, der ofredes, skulde nedstyrtes i den« (og altså druknes deri). Men bægge disse ting er i höjeste grad mistænkelige. Denne evige ild høres ellers aldrig omtalt og var ialfald på Island nærmest en ren og skær umulighed; hovet benyttedes jo i det hele taget kun til årets 3 hovedfester og næppe synderlig ofte ellers. Denne evige ild er ganske sikkert ikke andet end en klassisk reminiscens fra Vestas tempel. Og på en lignende måde forholder det sig med »blotsumpen« kelda bet. oprindelig »kilde«, »kildevæld«; men meget tidlig på Island har ordet fåt en anden, nu den eneste, betydning, nemlig morads eller sump, endogså ofte af en sådan art, at det vilde være umuligt at drukne et menneske deri). Den afdøde isl. arkæolog S. Vigfússon lagde stor vægt på denne blótkelda — som kun nævnes på dette ene sted —, idet han ifg. meddelelser mente at kunne påvise dem flere steder. Men tilfældet er, at hvor sådanne påvises ved navn, svarer forholdene så dårlig til de forestillinger, man må danne sig om disse blotkelder, som overhovedet muligt. Det er mose- eller sumpdrag, eller små ubetydelige, grumsede render, hvor vandet knap nok flyder, i hvert fald ikke om sommeren; og så kommer hertil, at de i reglen er et godt stykke borte fra hovet. Sagen er øjensynlig den, at efter at denne forestilling om en blotkelda ved læsning og påvirkning var blevet almindelig, søgte man allevegne efter en sådan, og så knyttede man navnet til det eneste mulige sted, uanset at det i alle andre henseender kun dårligt passede. Man gör sikkert rettest i overhovedet at lade disse blotkilder ganske ude af betragtning.

Kilden til dem er vistnok at søge i et Skolion til Adam af Bremen, nemlig det 134. Her hedder det: »Dér (ɔ: ved Upsalatemplet) er der også en kilde (fons), hvor hedningenes ofre plejer at udføres og hvori et levende menneske sænkes; når det ikke findes (ɔ: helt forsvinder), vil folkets ønske gå i opfyldelse«. Ifg. den islandske opfattelse skulde dette altså være en »blótkelda«. Forholdene ved det gamle Upsalatempel er nu vistnok så, at det kan være vanskeligt — i hvert fald i nutiden — at udpege stedet for en sådan »kilde«, som der kunde være tale om. Og den forbindelse, hvori Adams eller skoliets bemærkning findes, kunde vække tvivl og føre til en helt anden opfattelse end den, som ligefrem læses dér. Lige foran hedder det nemlig: »Nærved dette tempel er der et meget stort træ (arbor maxima), der breder sine grene videnom, altid grönt vinter og sommer; hvad slags det er, ved ingen«. Adam vidste det altså ikke, men vi ved det; det træ, der her beskrives, er intet virkeligt træ, det er vor hæderværdige Yggdrasils ask, der netop i vore gamle digte beskrives nöjagtig, som Adam gör det; »den står stadig grön over Urds brönd« (Völuspá), og »ingen ved, af hvilke rødder den vokser op«, hedder det andetsteds.

SIDEN ER UNDER UDARBEJDELSE

---