Hos Aandemaneren Aua – Aandemanerens overnaturlige Rejser (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Åndemaneren Aua og hans kone

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aandemanerens overnaturlige Rejser
Fortalt af Aandemaneren Aua

Knud Rasmussen
København, 1926

"Rejsen til Dagens Land eller den smalle Tanges Land er en Glædesrejse; men gaar Aandemaneren ikke paa andre overnaturlige Rejser, som har særlige Formaal?" spørger jeg, og Aua svarer venligt:

_______________________

"Jo, naar det falder ind med Misfangst, maa en Aandemaner ned under Havet til Sødyrenes Herskerinde for at fravriste hende de Dyr, hun alt for karrigt vogter over. Forberedelserne til en Nedfart til Havets Bund er ganske de samme, som naar Aandemaneren skal op til Dagens Land. Alle Gæsterne i Huset maa sidde med lukkede Øjne, og intet maa stramme i deres Dragt; deres Livrem og Snørebaandene i Kamikerne skal løses. Saa sætter Aandemaneren sig paa Plads. Er det Vinter og er det i en Snehytte, skal han sidde bagest paa Briksen paa den bare Sne; er det Sommer og er det i Telt, paa den bare Jord. Her maa han sidde en Stund og stadig raabe paa sine Hjælpeaander, og han skal atter og atter gentage:

"Tagfa arqutinilerpoq — tagfa neruvtulerpoq (Vejen lægges til Rette for mig. Vejen aabner sig for mig)!"

Og saa skal alle Folk i Huset raabe i Kor: "Taimalilerdle (Lad det blive saaledes)!"

Og naar Hjælpeaandernes Folk er kommen til, aabner Jorden sig under Aandemaneren, men ofte kun for at lukke sig igen; han maa slide længe med skjulte Kræfter, før han endelig kan raabe:

"Nu er Vejen mig aaben!"

Og saa skal alle i Huset svare: "Lad Vejen blive aaben for ham, lad der blive Vej for ham!"

Og nu hører man, først under Briksen: "Halala — he — he — he, halala — he — he — he!", og senere under Husgangen, under Jorden det samme Raab: "Halala — he"; og man hører tydeligt, hvorledes Lyden fjerner sig mere og mere og tilsidst ganske bliver borte. Saa ved man, at han er paa Vej til Sødyrenes Herskerinde.

Imedens fordriver Husets Folk Tiden med at synge Aandeviser i Kor, og her kan det hænde, at de Klæder, som Aandemaneren har kastet, bliver levende og flyver rundt omkring i Huset, hen over dem, der synger med lukkede Øjne. Og man hører dybe Suk og Aandedrag af forlængst døde; det er Aandemanerens Navnesjæle, der kommer for at hjælpe; men saa snart man nævner deres Navne, hører Sukkene op, og der er tyst inde i Huset, indtil en anden afdød ogsaa begynder at sukke.

Alle Lamper i Huset er slukkede, og man hører kun Stønnen og Sukken fra døde, der har levet mange Slægtled forinden. Denne Sukken og Pusten lyder, som om Aanderne er nede i Vand, i Hav som Sødyr, og ind mellem alle Lydene hører man Skvulpen og Pusten af Dyr, der trækker Vejret. Der er navnlig en Sang, man stadig skal gentage; den maa kun synges af de ældste i Stammen, og den er saaledes:

Vi strækker Hænderne ud

for at hjælpe dig op;

vi er uden Føde,

vi er uden Fangstdyr.

Fra Hulningen ved Indgangsaabningen

skal du dukke op,

skal du bore dig op.

Vi er uden Føde,

og vi lægger os ned,

idet vi strækker Haanden ud

for at hjælpe dig op!

For de store Aandemanere aabner der sig en Vej af sig selv ned gennem Jorden under Havet, og de farer ned ad den uden at møde Hindringer, næsten som et Fald ned gennem et Rør, det Rør, som Navnesjælene holder aabent, for at Aandemaneren skal komme hjem igen. Naar de naar frem til Kvindemenneskets Hus, er der bygget en Læmur ved Husgangen. Saa er hun fjendtligt stemt mod Menneskene; og straks skal Aandemaneren kaste sig over den og sparke den over Ende og jævne den med Jorden. Hendes Hus er som et almindeligt Menneskehus; men det mangler Tag og er helt aabent foroven, for at hun fra sin Plads ved Lampen let kan holde Øje med Menneskenes Bopladser. Alverdens Fangstdyr: Sæler, Remmesæler, Hvalrosser og Hvaler er samlede til højre for hendes Lampe i en Vaage, hvor de ligger og puster og aander; men Hajerne har hun et andet Sted, de lever i hendes Urinballie, og det er derfor, deres Kød smager af Urin.

Den eneste Hindring for Aandemaneren, naar han skal ind, er en stor Hund, der ligger tværs over Husindgangen og helt spærrer Vejen. Man siger, at hun har været gift med den Hund, før hun blev bortført af Stormfuglen. Den vil vise Tænder og brumme farligt som et bidsk Dyr, der ikke vil forstyrres, for den ligger ofte og gnaver paa Knogler af et Menneske, der lever endnu. Uden at tøve, uden at vise Tegn paa Frygt skal Aandemaneren da skubbe den til Side og springe ind i Huset. Her møder han Faderen, som vil prøve paa at gribe ham og lægge ham ind sammen med de Sjæle, der soner deres Synder. Men han maa skynde sig at sige: "Jeg er af Kød og Blod!", saa bliver der intet gjort ham. Som Tegn paa sin Vrede sidder Sødyrenes Moder med Ryggen til sin Lampe, med Ryggen til alle de Fangstdyr, som hun ellers sender langs med Landene; hendes Haar er som skyllet ned over hendes Ansigt og Øjne og uredt og pjusket. Straks skal Aandemaneren tage hende i den ene Skulder og vende hendes Ansigt mod Lampen og Fangstdyrene, stryge hende hen over Haaret og glatte det venligt til Rette, og saa skal han sige:

"De deroppe kan ikke længere hjælpe Sælerne op af Havet ved at gribe dem i Forlufferne."

Hertil svarer Kvindemennesket: "Jeres egne Synder og Kvinders letfærdige Omgang med Fødsler spærrer dem Vejen."

Da maa Aandemaneren anvende al sin Kunst for at stille hendes Vrede; men naar hun saa er formildet, tager hun Dyrene et for et og lader dem falde ned paa Gulvet. Og nu er det, som om en Strømhvirvel rejser sig ude i Husgangen, og Dyrene forsvinder ud i Havet; det betyder Storfangst og Overflod.

Og det er da paa Tide for Aandemaneren at vende tilbage til de Bopladsfæller, der venter ham. De kan høre ham komme paa lang Afstand; Suset af hans Fart gennem den Vej, Aanderne har aabnet for ham, kommer nærmere og nærmere, og med et vældigt "Plu — a — he—he!" dukker han op ved sin Plads bag Forhænget: "Plu—plu", som et Sødyr, der med vældige Lungers Pres skyder op af Dybet.

Saa er der stille et Øjeblik. Ingen maa bryde denne Stilhed, før Aandemaneren siger: "Jeg har faaet noget at sige!"

Da svarer alle i Huset: "Lad os høre, lad os høre!"

Og Aandemaneren bliver ved i Aandernes højtidelige Tale: "Ord vil opstige."

Og saa skal alle i Huset bekende de Brud paa Tabu, som de har begaaet.

"Det er min Skyld maaske!" raaber man i Munden paa hinanden, Kvinder og Mænd, angst for Sult og Misfangst, og man begynder at fortælle om alt det urigtige, man har begaaet. Alle Navnene paa dem, der er i Huset, bliver nævnt, alle maa bekende, og saaledes faar man meget at vide, som ingen har haft nogen Anelse om; man faar hinandens Hemmeligheder at høre. Men til Trods for alle de Synder, man faar at vide, kan Aandemaneren give sig til at tale som en ulykkelig, der tager fejl, og atter og atter kan han bryde ud i Ord som:

"Jeg søger min Grund i Ting, som ikke er sket; jeg taler som en ukyndig."

Da kan det pludselig ske, at en kommer frem med en hemmelig Synd, som skulde have været skjult, og saa bryder det ud af Aandemaneren som en stor Lettelse: "Det var det, det var det!" Ofte er det de ganske unge Piger eller unge Koner og unge Mænd, som har syndet og er Skyld i den Ulykke, der har ramt Bopladsen. Men er Kvinderne unge, og kommer de grædende og bekendende frem, saa er det altid Tegn paa, at det er gode Kvinder; og i Bekendelsen ligger Tilgivelsen. En stor Glæde over, at en Ulykke er afværget, fylder alle, og man er sikker paa, at det vil vrimle med Fangstdyr Dagen efter. Tilsidst kan det næsten være saaledes, at man er taknemmelig over for dem, der har syndet."

"Kan alle Aandemanere den Kunst at fare ned til Sødyrenes Herskerinde og skaffe Menneskene Velstand?"

"Nej, kun ganske faa og kun de allerstørste. Den mest ufejlbarlige af alle, jeg har kendt, hed Uvavnuk, og det var en Kvinde. En Aften hun var ude for at lade sit Vand, en mørk Vinteraften, viste der sig pludselig en lysende Ildkugle paa Himlen, der kom farende ned mod Jorden lige i Retning af det Sted, hvor hun sad. Hun vilde flygte, men inden hun kunde flytte sig, blev hun ramt af Ildkuglen, og straks mærkede hun, at alt inde i hende blev lysende; hun mistede Bevidstheden og var i samme Øjeblik en stor Aandemaner. Ildkuglens Aand havde taget Bolig i hende, og man fortalte, at denne Aand var skabt i to Dele, den ene Side var som en Bjørn, den anden som et Menneske; Hovedet var et Menneskes, men med Rovtænder som en Bjørns.

Uvavnuk kom halvt bevidstløs løbende ind i Huset og sang en Sang, der siden blev hendes Trylleformular, naar hun skulde undersøge de skjulte Ting for at hjælpe Menneskene. Og naar hun sang, var hun sanseløs af Glæde, og alle i Huset blev sanseløse og rensede deres Sind for det, der tyngede, og løste deres Forseelser ud af deres Legemer; man løftede Armene og kastede alt det bort, som var Svig og Ondskab — man blæste det bort som Støvfnug af Haandfladen:

Dette var hendes Sang:

Det store Hav har bragt mig i Bevægelse,

har sat mig i Drift,

bevæger mig som Alger i en Elv.

Himmelhvælvet og det vældige Vejr bevæger mig,

bevæger mit Indre,

har revet mig med,

saa jeg skælver af Glæde.«

___________________

Saa spændt havde alle lyttet til disse Beretninger, at ingen havde lagt Mærke til, at Kvinderne havde forsømt deres Pligt, saa Lamperne omtrent var gaaet ud.

Rundt omkring paa de store Snebrikse laa Mænd og Kvinder, grebne af Aftenens Stemning, uden at turde røre sig. En troende Aandemaner havde løftet Fligen ind til et ukendt Land, som kun han vidste Besked om.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 105-110. København, 1926.