Nye mennesker – Efter vildren (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Efter vildren

En ung Rentyr arbejdede sig op gennem en Kløft; Sneen var nyfalden og dyb. Naar en Brise af Østen slog ned fra Fjældet, standsede den og vejrede; og den sugede Luften saa voldsomt til sig, at Næsebrusken skjalv.

Oppe paa en Aas stod den et Øjeblik stille og saa sig ud over Landet; dens mangetakkede Horn tegnede sig skarpt mod det gryende Dagslys; og den slog dem op mod Morgenbrisen som en Fane, der hilser Dagen. Den udstødte en ængstelig, hostende Lyd og rankede sin stærke Nakke; hele den lange Nat igennem havde den fredløs travet og vejret fra Fjæld til Fjæld. Nu snøftede den atter op mod Vinden, rystede Takkerne, saa det knagede i Rødderne, og gik saa langsomt ned i en Dal, hvor den smed sig træt i Sneen for at sove, uden at bryde sig om Solen, der sejlede op bag Fjældet. —

Det var Efteraar, og de Tider var inde, da Renerne leger i Fjældene. Siden Foraaret havde Tyren været alene, for da var dens Mage bleven skudt af Menneskene. Hele Sommeren igennem havde den travet om uden at sørge, saftigt Mos havde fedet den; tyk, bred Talg havde lagt sig paa dens Rygstykker; og Solen havde sløvet den.

Men nu var den pludselig vaagnet op; dens Tyreblod havde vækket den. Nætter igennem havde den kaldt fra hver Fjældkam, den kom over; den havde løbet og søgt og vejret efter Dyr, Spor eller bare Ekskrementer; thi nu var Brunsttiden inde, og da er det ikke godt for en Tyr at at være ene.

Og September var allerede paa Hæld; de korte Dage med det skarpe Lys mod Gry, og de lange Nætter med Stjerneskudsfaldet ud over den skære Nysne! Da lever de sommerfedede Vildrener op i deres nye, brunblanke Efteraarspelse; og da er de sky for hver Lyd, fordi deres Sanser er spændte af Parringsbegæret; men da er ogsaa den bedste Jagttid inde for Menneskene; Sporsneen leder dem, Vildtets Fedme, de dejlige Pelse lokker dem; og saa narrer de bare Renens Næse ved at omgaa Vinden.

Tyren laa et Øjeblik og væltede sig i den bløde Sne; alle fire smalle Ben strittede i Vejret, og Geviret grov sig helt ned til det letfrosne Mos; i et Sæt var den igen paa Benene, rodede op i Mosset, nappede lidt til det, og rakte saa sit dejlige Hoved med de sorte, hvileløse Øjne op mod den blaa Himmel og udstødte et langt Brøl. Saa travede den atter søgende ud mellem Fjældene.

Det begyndte at trække op til Snestorm; Fjældtoppene føg og en svær, tung Byge drev hen over Indlandsisen. Himlen blev mørk, og alle Lande stod i Graadis midt paa Dagen. Det var, som om en mægtig Skygge gled hen over det hele. Men da saa endelig Vinden kom og kastede sig ned over Fjældene i rygende Snefogshvirvler, hørte man gennem Blæsten et langt gennemtrængende Brøl. Nede i Fjældets Læside havde Rentyren fundet sig en Ko, der stod og krøb sammen med sin lille foraarsgamle Kalv bag en stor Sten.

I Wolstenholme-sound lige ved Indløbet til Umanak-Fjorden ligger tre smaa Skær, saa smaa, at Bølgerne slaar over dem, naar det blæser op, og Søerne staar paa; de kaldes for krekrertârssuit. I Forfædrenes Tid har de været større, fortæller Eskimoerne; men Havet har ædt dem. Den Gang boede der Folk paa Skærene, nu er kun nogle Husruiner tilbage; halvt nedfaldne Sidemure holder ud endnu og yder Læ mod Vindene. I disse Husrester plejer Jægere at bo: Kajakfolk, der er ude for at passe Hvalros-Træk op; Renjægere, der paa Vej til Fastlandet venter paa gunstig Jagtvind, Østen eller Norden.

Ud paa Efteraaret mod Tyndisog Snefaldstide var her altid Mennesker; for saa samles Hvalrosserne paa de drivende Isflager og Renerne inde paa Kystlandet bag ved. Og med den første Kulde vaagner Menneskene op til de sidste hidsige Kajakfarter, forinden Overgangstiden mellem aabent Hav og Islæg, Brydningen mellem Efteraar og Vinter, Stormtiden, for ubestemt Tid lukker alle ind til Hytternes Dagdriverliv.

Vi laa fire Mand inde i en af Ruinerne; det halve Tag var styrtet ned, men det inderste af Huset var endnu godt bevaret. Det var bygget af store, flade Sandsten med Tværbjælker af Hvalribben; Mellemrummene var velfugede med Tørv; Læet for Vestenvinden og Sneen var godt. Stenbriksen, som Gud ved hvor mange Slægter havde hvilet paa, havde vi dækket med et tykt Lag frisk, duftende Hø; og varme Renskind var bredte ud over det hele. Huset var halvt sunket sammen, saa vi maatte ligge ned. Kun den af os, der skulde koge, sad paa Briksehjørnet, et lille Stykke fra os, under aaben Himmel, ved et stort Baal, der lyste og varmede lige ind til os.

Vi var tagne fra Saunders-Øen i Kajak; Odârk og Agpalersuârsuk paa Hvalrosfangst, Imerârsuk og jeg efter Rener. Paa det lille Skær havde vi nu ligget i 3 Døgn for Vesten og Snetykning; men vi havde en Kødgrav lige bag os, og i den laa en hel nyfanget Hvalros; Nød kom vi derfor foreløbig ikke til at lide. Mange Maaltider havde vi kogt os Døgnene igennem, snart vaagne ved Dag, snart ved Nat.

Naar man ligger vejrfast, findes intet Tidsfordriv som Ilden; den skal passes og den skal fodres; vi brændte Tørvestumper fra Murene og gav Flammerne stadig Næring af Spæk. Man kan ligge Dagevis og se paa Ild uden at trættes. Flammernes Spil og Vekslen forplanter sig til Hjernen og sætter Fantasierne i Sving. Hvor kan man dog ligge glad og godt om et Baal og snakke! Og hvor kommer man ikke til at elske denne Ild, der giver Liv, Lys, Varme og god, kogt Mad! Der blir saa mørkt og koldt og stille om en, naar den gaar ud.

Imerârsuk sad og kogte et Hvalroshjærte over en stor flad Sten; vi andre laa inde mellem Renskindene i det bløde Hø og ventede. Man snakker ikke saa meget før Grydens Kog; saa strækker man sig bare i utaalmodig Venten eller glaner tavst ud over Himmel og Hav. Odârk og Agpalersuârsuk, der begge var stærke unge Mænd, lige misundte for deres smukke Koner, var netop vaagnede af en sund Søvn, og havde knapt faaet gnedet Øjnene levende, da Imerârsuk kom ind med sit Kog paa Spid. Vi aad og blev tunge, fordi vi de sidste Dage havde været uden Bevægelse; men Odârk, som altid blev veltalende efter Søvn og Mad, sprang ud, lagde Tørv og Spæk paa Ilden og gav sig til at fortælle. Lyset faldt hedende ind over hans smukke Indianerprofil, mens Vinden viftede kølende ind over hans lange, sorte Haar. Naar han berettede noget, holdt han af at belægge sine Ord, saa at Tilhørerne fik et Indtryk af, at det var den af mange frygtede og beundrede Aandemaner, der talte.

"Nu er vi alle fire mætte og glade!" sagde han! "Lad mig derfor fortælle Jer om nogle, der sultede og led."

SULT

"En Vinter, en Gang for mange Aar tilbage, vilde Isen ikke lægge sig paa Havet; og stor Nød udbrød blandt Menneskene.

Paa en ensom Boplads boede en Mand med sin Kone og to Børn. Hen paa Vinteren slap alle Forraad op for dem, og da de ikke længere kunde udholde at sulte, sendte Manden sine to Børn bort til en Naboplads for at bede om Kød.

Mens de var borte, dræbte han sin Kone, der snart skulde føde. Han var Mand, og som den stærke maatte han derfor ombringe Kvinden, da der ikke var andet at spise. Men da han havde Medlidenhed med hende, fordi hun dog havde født ham Børn, dræbte han hende ved Hængning; han syntes, at det var Synd at jage en Kniv i hende.

Nu flensede han baade Konen og Fostret, saaledes som man flenser en Sæl; og derpaa lagde han dem ud i sin Kødgrav, for at Kødstykkerne kunde fryse.

Børnene, der var ude for at skaffe Mad, gik langt ind over Fjældene; men da de var udmattede af Sult, naaede de ikke frem til Mennesker, men maatte vende om. De spurgte straks efter Moderen, da de kom hjem. Faderen svarede ikke straks, men da de trængte paa, sagde han: "aah, hun er vist ude for at samle Brænde!" og det sagde han, fordi han havde Medlidenhed med dem.

Han gik nu ud til sin Kødgrav for at hente Mad til Børnene; men da de saa det lyse Kød, vidste de, hvad der var sket, og gav sig til at græde.

"I maa spise det, hvis I vil leve!" sagde Faderen; "vi har ikke andet!" Børnene skubbede det bare fra sig og døde snart af Sult.

Faderen, som spiste sin Kone og hendes Foster, blev liggende i sit Hus og ventede paa, at Mennesker skulde komme og redde ham. Uden Føde laa han tilsidst som en Benrad paa sin Briks. Saa kom da endelig Mennesker til ham; og de kom fra en Boplads, hvor der var godt med Kød.

"Jeg vilde ikke dø af Sult," forklarede Manden, "og derfor maatte jeg spise min Kone og hendes Foster." Han kunde ikke lade være med at fortælle det.

Men da de fremmede hørte dette, rejste de bort og lod ham ligge og dø af Sult. De havde ingen Forpligtelser over for ham, da han ikke var knyttet til dem, hverken ved Slægtskab eller fælles Boplads.

Denne Fortælling er saa gammel, at den stammer fra de Tider, da Vand kunde brænde.

Den Gang var det ikke som nu med Fangsten; da sultede Menneskene ofte, naar det faldt ind med isfri Vinter. Man kalder det for nugssugsârtork, naar Isen ikke bliver liggende, og Flagerne ikke klistrer fast til Land.

Naar stor Nød den Gang faldt ind over Menneskene, og de maatte ty til at spise hverandre, gjorde de aldrig dette af Ondskab, men af Sult og Fortvivlelse. Og da er det ikke Menneskene, som er onde; men da er det Nød, som handler ilde med dem; Sult og Ulykker kan drive Mennesker til at æde dem, de holder af. Ulykker ødelægger Folk.

Der berettes om Mennesker, der boede Sønden for Kap York ved Kap Melville, at de en Gang kom til at lide af Misfangst, fordi Isen ikke vilde lægge sig. Til sidst var de saa udmattede, at Fangerne ikke kunde forlade deres Huse; men en ung Mand reddede dem allesammen. Hver Morgen, naar det gryede, tog han ud i Fjældene og samlede Vindæg af Søkonger sammen i en Støvle. Dem bragte han sine Bopladsfæller, og det holdt dem i Live Vinteren igennem. Men da Sommeren kom, betrak de deres Konebaade med Teltskind og roede bort til bedre Fangstpladser.

Denne sidste sandfærdige Fortælling, der er os overleveret af dem, som levede før os, beretter jeg for at vise Jer, at Mennesker i Nød først gør, hvad de kan for at redde Livet, før de søger Udveje i Menneskeæderi.

Mennesker, der ikke rammes af Sygdom eller sløves af Aar, vil nødigt dø. Naar de under Hungersnød spiser hverandre, da er det kun den svagere Livskraft, der maa vige for den stærkere."

Odârk havde næppe endt sin Fortælling, før vi hørte Plask af Aarer et Stykke borte. Vinden var stillet af, og Himlen klarede op. Vandet var nu ganske smult. De kommende satte vor Lejr i Røre. Gryden blev sat over Kog igen, og gennem Halvmørket kunde vi nu se to Kajaker nærme sig. De styrede lige mod vort Baal.

"Hvem er I!" brølte de op til os et Stykke fra Land endnu. Eskimoerne vil helst paa Forhaand vide, hvem de løber paa i Mørke. Odârk nævnte vore Navne. De gav et Glædesraab fra sig; det var Osarkrak og Krisunguark, to unge Mænd, der ligeledes var paa Fangstrejse. Og saa blev vi to flere paa Lejet for den Nat.

"De har Renkød paa Kajaken og nyflaaede Skind — haj, Renkød, Renkød, lækker Talgsmaus!" blev der raabt dem imøde.

Ja, en Ko med sin Kalv, det er Krisunguark! svarede Osarkrak tilbage.

Da endelig Kajakerne lægger til, og Kødet smides i Land, giver Krisunguark efter Jægers Skik de fremmede Lov til at æde, hvad de lyster. Det er altid en stor Nydelse at faa Kød af anden Fangst, naar man i længere Tid har levet paa ensartet Kost. Renjægerne vil ha’ Hvalros og Hvalrosfangerne Ren. Derfor gik ogsaa de to nyanankomne straks op til vor Gryde og tog til sig af det endnu kun halvkogte Kød, mens vi tog Renkødet raat som den store Delikatesse, det er i disse Egne. Man kan løbe Livet af sig, naar man har frossent Renkød og Talg i Vente.

"Vi har hørt fra Fjordboerne!" sa’ Krisunguark tilsyneladende hen i Vejret, idet han kravlede ud af sin Kajak. Han vidste meget godt, at det var en Nyhed, som vilde vække Sensation.

Man er gale heroppe, hvor der ikke kræses for én af hundrede Aviser, efter at faa at vide, hvordan Nabopladserne har det. Og efter Isbruddet først paa Sommeren plejede ellers Fjordboernes Skæbne at være en lukket Bog lige til næste Islæg. Men Netsilivik-boerne norden for Kap Parry havde været paa Renjagt inde i den lange, smalle Olriksfjord, og der havde de stødt sammen med Jægere fra de faste Bopladser i Inglefields-Fjorden.

Efteraarsjagterne paa Ren fra Netsilivik plejer at sætte hele Bopladsen, en 5—6 Familier, i Bevægelse, baade Mænd, Koner og Børn. Strømmen er stærk inde i den smalle, flodlignende Fjord, der skærer sig 15 Mil ind i Landet, helt op til Indlandsisen; Is lægger sig sjeldent her før sent paa Efteraaret. Man vælger derfor at køre derind over Bræen, der strækker sig omtrent helt ned til Bopladsen. Slæder og Tæppeskind bæres op til Bræranden, og saa kører hele Karavanen, i Reglen en 6—7 Slæder, ind efter mod Renernes Land. Vejen er lang og ofte besværlig; med de Omveje, der maa gøres af Hensyn til Bræformationerne, bliver det mindst 25 Mil. Man plejer at køre det i tre Dagsrejser. Men overfaldes man af Snestorm oppe paa Højfjældsbræerne, hænder det jo, at Familierne maa ligge vejrfaste flere Dage i Træk. Saa graver man sig ned i Bræen, bygger Læmure af Sne, ruller sig ind i Skind og lader sig ganske rolig fyge til; man ved, at Stormen blir træt en Dag, og saa slipper man vel ud.

Inde i Bunden af Fjorden efterlader man Slæderne paa Bræen og gaar ned til en Slette, som er gennemskaaren af en Elv, der kommer fra en Bræsø lige bag ved. Nede i Dalen op til Fjældet bygger man af Sten og udspændte Skind et Ly, hvor Børn og Kvinder kan opholde sig, mens Mændene jager i Fjældene. I Olriks-Søen findes mange Laks. Man stikker Hul paa Isen og stanger dem, omtrent som man hernede stanger Aal. Det er Kvinders og Børns Arbejde. Laksene er fede, fryser hurtigt efter Fangsten og kan saaledes bevares friske hele Vinteren igennem. Eskimoerne sætter stor Pris paa at spise dem frosne og raa. Det er som Istapper dyppede i Tran.

Inglefield-Bugten er inderst inde kun adskilt fra Olriks-Fjorden ved en Fjældryg, og det hænder derfor undertiden, at Folk fra Netsilivik træffer sammen med Fjordboerne paa Jagt. Det var det, som var sket nu.

"Vi har hørt fra Fjordboerne paa en Renjagt!" gentog Krisunguark stille.

"Hej, hvad nyt, hvad nyt!" Vi styrtede os over ham.

"Meget at fortælle," sagde Osarkrak drilsk, uden at gi’ Oplysninger.

"Hvad nyt fra Jer?"

"Intet, intet!" blev der hurtigt svaret.

"Tja, man fortæller, at Uvdloriark igen har forstødt Arkratsanguark; det var jo ellers anden Gang, han havde taget hende!" Mændene ler.

"Pigen er god nok. Det er nok hendes Moder, han er bange for. Man siger, hun har en ond Tunge!"

"Hæ — og han havde endda gi’et hende to Ræveskind til nye Bukser!" føjede Osarkrak grinende til.

"Der har været godt med Narhvaler i Fjorden; alle har store Vinterdepoter!" fortsatte Krisunguark.

"Og nu har Airuna været gal igen. Hun tabte Forstanden og pryglede sin Mand, siger de. Da hun var kommen til sig selv, hævnede Manden sig, saa Airuna maatte holde sig paa Briksen nogle Dage. Og nu tænker han nok paa at ta’ hende en Medhustru!"

"Hvem, hvem?"

"Amimik!" siger man, "Piuaitsorks Søster; men der er nok en anden, som kommer ham i Forkøbet, tror man!"

"Hvem, hvem?"

"Man nævner Kritdlark; de siger, at han har fanget ti Narhvaler, og saa maa han jo ha’ sig en Kone!" —

Kajakerne er imidlertid lagte op; man har spist, hvad man orker, og er nu atter klumpede sammen i Ruinen mellem Skindene. Baalet brænder endnu, vi har det med Varme.

De nyankomne har længe vekslet forstaaende Blikke indbyrdes, og vi andre, som forstaar, at de endnu gemmer paa den store Nyhed, trænger paa. Endelig brister det ud af Krisunguark:

"De fortalte ogsaa, at Agpalerk havde skudt sig." Det kom langsomt, og han smilte svedent over Virkningen. Agpalerk var en Mand paa 40 Aar, kendt for sine heldige Renjagter.

"Er han død?" raabte man enstemmigt.

"Næ, men de siger, han gaar levende i Forraadnelse. Ingen kan være i hans Hus for Stank."

"Hej — den store Agpalerk! hvorfor dør saa mange Mennesker?" mumlede de, idet de fordøjede Nyheden.

"De gamle Bueskytter forstaar sig ikke paa Bøsse; det var en Eksplosion," sa’ Osarkrak.

Nu var der et Øjebliks Tavshed; det store var sagt; og da Spændingen ikke længer øvede sit Pres paa Hjernerne, blev Historien da endelig sammenhængende fortalt.

VAADESKUDT

Agpalerk hørte til dem, der først i en fremrykket Alder havde faaet sig en Bøsse, en gammel, forældet Kanon, som han havde tiltusket sig hos en Hvalfanger. Som yngre havde han udelukkende jaget med Bue og Pil. Nu, da han havde en Bøsse, holdt han sig endnu mere end tidligere til Fjordene, for at drive Renjagt. Det var saadan bekvem Jagt for en halvgammel Mand, sa’ han; og Skindene var saa varme til Vinteren.

De fortalte nu om ham, at han en Dag i Efteraaret var gaaet paa Jagt sammen med Iggianguark, Angutigavsaks Søn. I Fjældene var de kommen bort fra hinanden, fordi de vilde jage hver sit Bytte. Der var godt med Vildt, og de blev nogle Dage ude. Paa Hjemrejsen skulde de mødes; det var Aftalen; men da Agpalerk ikke kom, var Iggianguark gaaet hjemefter ad den sædvanlige Jagtsti.

Lige midt paa Stien havde han saa fundet Agpalerk; der laa han udstrakt med blødende Hoved. Hans Bøsse var eksploderet i et Skud, og et Stykke af Løbet havde ramt ham i Hovedet.

Agpalerk hørte til dem i Stammen, der ligesom gamle Sorkrak regnes til de saakaldte: tokrugssaungitsuminerssuit — det er: dem, som Døden ikke magter! Han havde tidligere en Gang været ude for Undergang; en Bjørn havde kastet sig over ham efter først at have revet Indvoldene ud paa hans Hunde; men Agpalerk selv havde været Bjørnen for haard; den havde bogstavelig spyttet ham ud igen. Han havde da spændt de Hunde, som endnu kunde krybe, for Slæden — der var tre tilbage — og var kommen kørende til sin Boplads med dem. Sit sønderflængede Tøj havde han snøret sammen med Kobberemme; hans Ryg var gabende Saar, ogsaa i Underlivet havde han Bid, men levende var dog Manden alligevel.

Nu havde han skudt sig i Hovedet, men havde dog slæbt sig langvejs hjemefter, trods det dødelige Saar. Da hans Ledsager fandt ham, var han bevidstløs sunken sammen; det saa ud, som om han snart skulde dø af Blodtabet; han aandede dog endnu og udstødte med Mellemrum høje, uforstaaelige Raab. Iggianguark lod ham ligge og gik hjem. Der var langt derfra og til Bopladsen. Ved sin Ankomst meddelte han blot Konen, hvad han havde set.

Da det nu var bleven mørkt, og da Iggianguark, træt af de mange Dages Jagt, ikke vilde føre Konen op til hendes Mand, var hun bleven hjemme i den Tro, at han maaske allerede var død.

Tidlig om Morgenen opsøgte hun ham for at dække ham til med Skind; da var han levende og ved fuld Bevidsthed. Han fortalte, at han havde forsøgt paa at gaa hjem, efter at han havde skudt sig; men under Vejs var hans Hoved bleven saa tungt, at det ikke var ham muligt at gaa oprejst. Saa havde han lagt sig ned og mistet Bevidstheden. I et Par Døgn havde han nu intet spist; og Kulden havde sidste Nat været saa haard, at han havde faaet Frost i begge Fødder.

Konen dækkede ham nu til med Skind og gav ham Mad. Han spiste godt, men talte imellem ganske uforstaaeligt, maaske af Smerte i Hoved og Fødder. Hen paa Aftenen havde Konen forladt ham for at hente Hjælp. Og Agpalerk maatte saa igen overnatte ude paa den bare Jord, blot med et Par Skind over sig. Det var saa koldt den Gang, at der allerede længe havde ligget Is paa alle Søer. Først næste Dag var der kommen to Mænd, der havde baaret ham hjem til hans Hus. Agpalerk havde bedt om, at de bare vilde lade ham ligge og dø i Fred, for nu var hans Krop dog saa ilde ramt af Ulykke, at Livet var værre. Men paa Konens Opfordring havde dog Angutigavsak og Angmalortork alligevel baaret ham til Hus.

Ja, og nu ligger han og raadner hen," sluttede Krisunguark. "Hans Tæer falder af, hans Hoved er underløbet af Materie, og dog kan han ikke dø. Den store Agpalerk!"

Historien blev fortalt stilfærdigt og lidenskabsløst og gjorde ikke noget stærkt Indtryk paa Kammeraterne.

"Hvad vil ogsaa de gamle med Bøsser!" var der en, der indskød, "om de saa har nok saa haarde Hjerneskaller!"

"Gamle Mænd bli’r forfjamskede af Jagtiver og tror, at de kan behandle Krudt som Sand, naar de skal lade i Hast," bemærkede en anden.

Ja, men Agpalerk har mange Gange bespist os alle med talgflommet Renkød. Den Mand, der blandt alle her var den dygtigste til at søge Rener op, vil aldrig mere gaa til Fjældsl" sagde Krisunguark alvorligt.

"Medlidenhed over ham!"

Den klare lille Strimmel paa Himlen var vokset ud paa Aften; det var nu næsten stjerneklart, og da den blanke Halvmaane splittede de sidste Skyer, hyllede vi os ind i vore Renskind og faldt i Søvn.

Da det første Morgengys gik hen over den store Umanaks-Bræ, sad vi allerede i vore Kajaker; og da Lyset aabnede for Landenes Horisonter, var vi for længst spredte hver til sit, Imerârsuk og jeg paa Renjagt, de andre efter Hvalros.

Kløften, vi havde lagt os til Hvile i, skar sig en halv Mils Vej ind mellem Fjældryggene. Siderne var høje og stejle; hen over Bunden laa store Klippeblokke mellem hinanden, som fejede ind af en mægtig Bølge. Midt gennem det hele skar sig en Elv.

Vi laa inde under et af de store Klippestykker; der var Læ, men koldt mellem Stenene. Vi havde gaaet hele det sidste Døgn og havde været meget varme; nu frøs vi og krøb tæt ind til hinanden. Skyerne drev igen over Himlen; mere Sne vilde komme. Og mere Storm. Vore Kajaker havde vi efterladt paa Læsiden, vel tildækkede med Kampesten; de løb ingen Fare; og saa kunde vi jo sagtens være lige glade.

Der er det ved Renjagter, at Dagenes Spænding ganske bliver Herre over en; man taler kun om, tænker kun paa Rener, og lukker man Øjnene for at sove, ser man Rener; og falder man endelig i Søvn, drømmer man kun om Rener. Har man først været et Par Døgn i Fjældene, kan man ikke længer løbe sig træt; og man sulter med Glæde om Dagene og fryser med Anstand i en eller anden Klippespalte om Nætterne — bare man endnu har fjerneste Haab om at se flere Dyr. Vi havde skudt en "to-aarig" første Jagtdag, og nu havde vi flakket om det sidste Døgn uden at se hverken Spor eller Vildt; vore ømme Fødder havde endelig tvunget os ned i Kløften, hvor vi nu laa og krøb sammen.

Imerârsuk er falden i Søvn; jeg er ene vaagen i den store, vilde Kløft. En Gang for flere Aar siden har jeg set Almannagjau paa Island i samme Belysning; ogsaa den var en Kløft, der kunde stemme til fantastisk Velvære; men der gik bare gennem Almannagjau en bred, velbygget Vej der førte ned til et Hotel; den Tanke forstyrrede.

Men dette øde, navnløse Fjældgab slugte mig levende. Mørke og uformelige tonede Bjergene ud i Natten, som store Dyr, der havde lagt sig til at sove. Uvejrsskyerne, der drev hen over os, kiggede forbavset paa de to Mennesker bag den hule Klippeblok. —

Men Renerne — Renerne, jeg kan ikke slippe dem af Tankerne. — Dette rædde, fodrappe Bytte, der vejrer Fjender paa fortvivlede Afstande; jeg husker endnu alle mine Tanker fra den Nats Ekstase:

Vilde Rener! Sig, hvorfor blusser min Kind af Blodtørst, naar jeg ser jer græsse stolte og skønne paa Fjældets Skraaning? I er som Kvinder, der flygter. —

Vel, flygt saa Livet igennem; jeg følger jer! hvor jeg kan, vil jeg fælde jer; og jeg vil raabe højt af Glæde, naar jeg ser jer styrte og bløde.

Vilde, dejlige Rener! . . . .

En hæs Ravn skreg hen over vore Hoveder og vækkede min sovende Kammerat. Han strakte Lemmerne og for sammen i Kuldegys.

"Kom nærmere," sagde han, "lad os varme hinanden som Hundehvalpe; saa skal jeg fortælle, mens vi venter paa Dagen."

"I vore Fædres Ungdom jagede man Rener paa en helt anden Maade end nu. Den Gang var alle Bueskytter. Vi unge har kun leget med Bue som Børn, men for de gamle var det ikke bare Legetøj. De lavede dem helst af Renhorn, som surredes sammen med Senetraad; det var Buer, som skød langt, for den, der havde Kræfter til at spænde dem. Pilen var af Træ, ofte forsynet med Styrefjer i den ene Ende; Odden var af Flint eller Jern. Jernet huggede de ud af de store Jernsten, som Peary har ført til de hvides Land.

En stærk Mand kunde skyde sin Pil tværs gennem en Ren, og en øvet Skytte ramte selv i vildeste Galopade. De, der vilde kappes, var sikre paa Stenkasts Afstand. Ellers holdt de jo nok af at faa dem nær ind paa sig.

Renerne havde dengang bestemte Veje mellem Fjældene. Man ser endnu heroppe de mange fasttraadte Stier. Jægerne vidste derfor, hvad Vej de vilde følge, enten naar de skulde trække ned mod Kysten ved Foraar eller ind mod Bræerne ved Vinter. De udspændte lange Kobberemsliner paa tværs af Renvejene, idet de byggede Smaavarder af Sten, hvortil Remmene var fastbundne med korte Mellemrum.

Naar nu en Flok Dyr kom travende og løb Panden mod Linen, forsøgte de aldrig at springe over den, men fulgte den blot hen til en af Enderne. Her var paa begge Sider posteret en Bueskytte, der sad indenfor en Skydemur af Sten, for at Renerne ikke skulde ane Uraad; og paa den Maade ledte man Byttet lige hen til Jægeren.

Man brugte ogsaa at gaa paa Jagt mange i Følge og forvirre Renflokkene ved Raab, saaledes at man fik dem drevet fra det ene Skyttebaghold til det andet. Men for at dette skulde lykkes, maatte Landet ikke være for bredt.

BUESKYTTEN KUNUK

En af de bedste Bueskytter, der nogensinde har levet heroppe, hed Kunuk; han spændte bedst med Kejten, sa’ man, og han skød med en saadan Sikkerhed, at han kunde drille sine Jagtfæller med at spidde sin Pil i et Gevir, mens Kammeraterne endnu holdt paa, at Dyrene var udenfor Pils Hold. Han havde ogsaa en Ryg, der kunde bære alt, hvad man fik læsset paa den. En Fjordsæls Skind, fyldt med spæksyltede Søkonger, kunde han bære flere Mil uden at hvile sig. Og satte han i Løb efter en flygtende Ren, tabte hans Kammerater ham snart af Syne. Hør en Gang en Jagt, man taler om heroppe endnu den Dag i Dag.

Kunuk var inde i en Fjord, langt fra Mennesker og Kødgrave. Der var en foruden ham, Pualuna, den eneste, Kunuk gad jage sammen med. Men de havde haft Snestorm nogle Dage, og deres Mad var sluppen op, og Fangst havde de ikke gjort endnu.

Da det blev roligt Vejr, og de igen kunde begynde en jagt, skuffede de Sneen bort og aad lidt Pileløv, for ikke at faa Hjertebanken, naar de skulde løbe med tomme Maver. De havde gaaet den halve Dag, da de kom til Spor, der var traadt om Natten. Det var en vældig Tyr, kunde de se. Men den var langt borte.

"Den maa vi løbe op," sa’ Kunuk, og uden at vente paa sin Fælles Svar satte han straks op ad Fjældet. De løb nu Dagen til Ende, og da det blev Aften, kom de til det Sted, hvor Dyret havde sovet og spist. Pualuna begyndte saa smaat at snappe efter Vejret, det var af Sult, men Kunuk, der ikke vilde gi’ op, gik hen og samlede de friskfrosne Ekskrementer op og delte dem med sin Ledsager.

"Slug dem og fortsæt, saa skal du faa talgtungt Rygkød i Morgen!" sa’ Kunuk.

Det var maanelyst, og de kunde følge Sporene. Hen mod Midnat blev Sporene til tre. Tyren havde fundet en Ko og dens Kalv. Da lo Kunuk højt, for nu skulde Byttet naas. Mødtes først Ko og Tyr i Brunsttiden, løb de ikke langt. Man kunde se paa Sneen, at Dyrene havde leget; og i kaade Spring havde de nedtrampet Slettens bløde Sne. Deres Spor førte over et Fjæld og tabte sig i Maanelyset.

Nu fortæller man, at Kunuk skal have løbet, saa at han saa ud som en Snebold, der rullede op over Fjældet; saaledes hvirvlede Sneen i Bue om ham fra hans Fodslag. Han var sulten og vilde ha’ Ende paa Jagten. Og saa havde Pualuna tabt ham af Syne.

Gamle Folk, som kendte baade Kunuk og Pualuna, er enige i deres Beretning. Først næste Dags Middag havde Kunuk indhentet sit Bytte. Han var tæt inde paa Dyrene, da Tyren saa ham. Den havde rejst sig op og rystet sit Hoved i vældigt Brøl, saa Ko og Kalv forvirrede havde staaet lammede uden at røre sig. Og før de kunde springe bort, havde først Tyren og siden Koen en Pil i Hjertet.

Nu først havde Kunuk mærket Følgerne af sit vilde Løb; træt havde han ladet sig falde over den døde Ko og suget Mælken af dens varme Yver. Og der var han faldet i Søvn. Han fortæller nu, at han var vaagnet ved, at noget varmt skubbede til hans Ansigt; da han slog Øjnene op, saa han, at det var den lille Kalv, der vilde til for at die sin Moder. Kalven — det er jo sandt, der var tre; ja, den havde han helt glemt før, da han skød de andre.

Nu trak han den bare til sig og jog sin Kniv ind i Siden paa den. Den var saa lille, at den intet begreb, men bare sank sammen og døde.

Da Pualuna naaede frem til sin Kammerat, var Tyren flenset. Kunuk havde viklet sig ind i dens vaade, tykke Hud og sov i en Fordybning i Sneen. Ved Siden af ham laa afgnavede Ben.

Saadan jagede man Ren i gamle Dage. —

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 83-99. København, 1905.