Nye mennesker – Vejrfast (KR)

Knud Rasmussen (1879-1933)

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Vejrfast

"Verden generer sig, Isen vil ikke lægge sig!" sagde min Ven Krisunguark og pegede ud over det aabne Vand foran Dalrymple-rock. Frosttaagerne laa ude i Horisonten og hvirvlede om i Blæsten som Røg fra en Landebrand.

"Verden generer sig?" gentog jeg.

Og Krisunguark gav sig indgaaende til at motivere sin Paastand.

"Vor Verden her oppe," forklarede han, "holder ikke af fremmede, for saa skal den altid vise sig. Dette Aar er ikke forløbet som de almindelige; se, vi er snart over Besøgsmaanen (November), og dog har man endnu intet hørt fra Bopladserne Syd paa ved Kap York. Det hænder ellers aldrig, men det maa være jeres Besøg, der er Anledningen. Begriber du det ikke? Vor Jord generer sig!"

Min gode Vens Forklaring maatte være et Faktum; noget maatte der være i Vejen, for Isen var usædvanlig længe om at lægge sig det Aar. Vi var nu i Slutningen af November, og dog var Isen endnu usikker ved kritiske Passager som Kap Atholl og Bræen ved Igfigssork.

Det var ikke desto mindre vor Hensigt den Gang at gøre et Forsøg paa at slippe over Melville-Bugten ved December Maanen, og i den Anledning skulde jeg sammen med min Eskimo-Kammerat, Krisunguark, ud for at rekognoscere Isen Syd paa. Vi havde nu været til Fjælds paa Udkig, og min Ledsager havde ikke været ganske tilfreds med, hvad vi havde set. Lyset rakte ikke ret langt, vi var jo allerede midt i Polarnatten, og dog kunde vi ude i Kimmingen se det aabne Vand. Isen var endnu kun et smalt Bælte langs Landene.

"Forsøg paa at omkøre Igfigssork-Bræen! Kan I det, lover det godt for Sydrejsen; men ellers ved I jo, at Mørket egner sig bedst for Søvn og glade Gæsterier for dem, der har deres Kødgrave fyldte!" sagde de gamle, da de saa os gøre Rejseforberedelser. Til den omtalte Bræ var der kun en Dagsrejse.

Forsøget skulde gøres!

Vi kørte paa Nyis, og vor Slæde var beskoet med Stødtænder af Hvalros, det mest letglidende, man har til det Føre. Blot et Slag paa Støvleskafterne, en Lyd, som skræmmer velkørte Hunde op til kaad Galopade, — saa for vi hen over Isen og halede hurtigt ind paa alle Lande, der laa foran. En Gang imellem lugtede Spandet Sæl eller Hvalros gennem Aandehuller, og saa nikkede vi leende til hinanden og greb fat i Slædens Surreremme. For Jagthunde sparer ikke paa Kræfterne, naar de lugter Dyr, saa vil de have varmt Blod!

En Time efter Middag var Lyset borte, og vi kørte nu i Polarnattens hvide Mørke. Alle Lande glider da besynderligt ud i hinanden som stivnet Taage, og smaa Isfjælde kan forme sig som hele Bjærge.

Fire Mil fra vort Udgangspunkt, Saunders Island, passerede vi et af de kritiske Steder, Kap Atholl; endnu paa Afstand saa vi Frostrøgen fra det aabne Vand og var allerede forberedte paa Venderejsen, da vi i Halvmørket fandt over en ganske smal Isbro, der førte langs Land mellem to aabne Strømsteder.

Den gode Is bragte os rask fremefter, og vi kunde nu skimte den berygtede Bræ, da en Sydveststorm med Snetykning lukkede Horisonten for os. Sneen hvirvledes saa voldsomt op, at vi næppe kunde skimte Hundene.

En Mils Vej fremme kendte Krisunguark et Ly, "Bjærghulen Pâkitsork med den snævre Indgang". Der maatte vi stride os hen. Trods Mørket og Snefoget lykkedes det os at naa frem.

Indgangen var saa smal, at det voldte os megen Vanskelighed at komme ind; vi maatte lægge os plat paa Maven og skubbe os igennem; pludseligt videde Aabningen sig ud, og vi kunde staa oprejste. Paa vor Tale kunde vi mærke, at Hulen hvælvede sig højt op og langt ind; vore Ord klang som i en tom Kirke. Vi tændte en Fakkel af Tørv og Spæk, og en Kampestens-Hvælving kuplede sig over os i sær, underjordisk Gravkammer-Stemning.

Hulen var fortil bred og rund; Baggrunden delte sig i to Sidehvælvinger med en skarp Stenkam imellem sig. Hvælvingerne var som ufærdigt Menneskearbejde, nogle Steder glat og pudset, andre Steder ujævnt og brudt, med store Blokke tungende ud. Baggrunden var isdækt, og i Faklens Skær stod den hvid og lysende som et hedensk Offersted; Iskrystaller hang ned over det buede Loft, og Rimperler skinnede. Gulvet dannedes af store Stenblokke, fejede ind af Sydvestbølger.

Alt derinde var gennemtrængt af en stærk Tanglugt; man troede sig paa Havets Bund. Og som vi i Halvmørket balancerede om mellem Stenene i vore tykhaarede Bjørneskindsbukser og vort lange, uredte Haar, lignede vi livagtigt to Bjergtrolde.

Hundene bliver tøjrede udenfor i Læ, og vi faar trukket Soveposerne og vor Hvalrosproviant ind til os. Det er ikke noget blødt Leje, der venter os mellem Stenene, men Legemer kan paa Rejser vænne sig til alt. Vi kravler ned mellem vore Renhuder for at sove fra det hele; kun Hundene holder os længe vaagne, de hyler efter Foder, men det var umuligt at give dem noget i Mørket og Snefoget. En Gang imellem rejser de sig, rykker i Skaglerne og gør ind til os for at bebrejde os vor Hjerteløshed; det er som Soldater, der forsøger Mytteri.

"Sover du?" lød det fra Krisunguark, da vi havde ligget tavse den halve Nat.

"Næh!"

"Det er godt; spar paa Søvnen. Her kommer vi til at ligge vejrfaste mere end eet Døgn, naar Sydvesten først tager saadan fat. Du faar god Brug for Drømme!"

Saa tav vi igen. Et Øjeblik efter meldte en ganske overgiven Snorken, at min Rejsefælle befandt sig langt fra den kolde Hule i lyse Hytter, hvor gode Kvinder modtager Mænd med varmende Sælsuppe.

Et mat, grønligt Skær trængte sig ind gennem Hulens Indgang og naaede helt ind til vort Leje som en smal Lysstrime; vi kunde skimte hinanden, det var altsaa Middag — og stærkeste Lys.

"Hundene!" sagde Krisunguark; ja, de stakkels Hunde! Vi kravlede ud af vore Renskind, fik tændt en Spækfakkel og begyndte at hugge løs i den frosne Hvalroshud. Selv skar vi os et Par tynde Skiver, som vi tyggede løs paa. Det var mest Spæk, det vi kunde faa løs; men Stormen syntes i Tiltagende, og vi maatte spare. Alt det fede Spæk giver ellers Hundene en syndig Mavepine; — men foreløbigt skulde de jo ikke arbejde.

Saa kravlede vi ud med det, og Dyrene huggede graadigt i sig; de var fastende paa andet Døgn.

Da vi kom ind igen, bestemte vi os til at indrette os det saa hyggeligt, som gørligt, i vor Hule. Vi vilde have Lys, saa længe vi havde Spæk, og mætte skulde vi være, saa langt vort Kød strakte til. I en hul Sten bag vort Leje lagde vi derfor et stort Stykke Spæk og satte deri en hel Tørv som Væge; det lavede os et mærkeligt Lys med sære, skarpe Skygger. Ved en sindrig Opstilling af to Harpunskafter fik vi dannet en Vinkel over Ilden, og der kunde vi ophænge en forhenværende Smørdaase, som nu var ophøjet til Gryde. Liggende lunt og mageligt i vore Renskind kunde vi nu baade passe Baalet, der skulde lyse Festglæde ud over Klippehvælvingerne, og made vor lille Gryde; med korte Mellemrum afleverede den os en skoldende hed Suppe, som gennemvarmede alle Lemmer, og nogle gode Lunser Hvalroskød ganske ufejlbarlige Sovemidler!

Man udvikler under en saadan Naturtilværelse en besynderlig Form for Velvære i denne tunge, døsende Mættelse, der fører lige over i en drømmefyldt Søvn. Man tager Hvilen, naar den byder sig, og man tager den inderligt og i dybe Drag; Uvejr og Modgang skal soves bort, det er Eskimoernes sunde Princip. Saa tager de Dysten, naar det kræves; og da er der ikke mange civiliserede, der skal holde ud med dem. Det tilfældige, der falder ind over ens Tilværelse, giver mange Overraskelser, man hurtigt lærer at gribe og nyde.

Vor Dag i det Døgn varede kun de faa Timer, det tog at mætte Hundene og os selv; vor Spækfakkel var endnu ikke udbrændt, da vi begge faldt i Søvn.

Hen paa Natten blev vi vækkede af stærkt Hundeglam og ravede op i vor mørke Hule. "Bjørn, Bjørn?" hviskede vi til hinanden og holdt Aandedrættet tilbage for at lytte; men ingen Brummen kunde skære gennem Stormen. Hundene halsede vildt et Øjeblik, saa blev alt igen stille.

"aliasungnaraluark!" (uhyggeligt!) sagde Krisunguark og vendte sig om og sov videre.

25. November.

Vi ligger nu for anden Dag vejrfaste i Hulen; tredje Nat stunder til, og Sydvesten bliver ved. Dønningen har sat Isen i gyngende Bevægelse, Isfoden skurer mod Klipperne, saa det knager og klynker; det er denne Lyd, Eskimoerne kalder for "de underjordiskes Graad". Isen har sikkert faaet nogle slemme Rifter; uden om Kap Atholl kommer vi i alt Fald ikke.

Hundespandet er svundet sørgeligt ind; tre tilkøbte Hunde er deserterede. Eller skulde det virkelig have været Bjørn, som havde gjort Forsøg paa at gæste os sidste Nat? Saa var sikkert Hundene, der var vel dresserede til at tage Bytte, ude paa Forfølgelse. Vi søgte at undersøge Sporene udenfor, men der var intet at se i det stærke Snefog.

Endnu har vi Kød og Spæk; endnu har vi, de faa Timer af Døgnet vi er vaagne, Raad til at have Hulen festligt oplyst. Langt fra andre Mennesker, midt ude i det store Polarøde kan man have det saa usigelig hyggeligt, ene to sammen i et primitivt Ly mod et rasende Uvejr. Naar det ikke rækker ud over alt for mange Dage, føler man ingen Kedsomhed derved; man nyder Mageligheden og har den bedste Samvittighed i Bevidstheden om, at man kun præparerer sig til kommende Strabadser, hvor man hverken kan faa Hvile eller Mad.

Og to Mennesker kan fatte en besynderlig, stærk Hengivenhed for hinanden, naar de saaledes er henviste til hinandens Selskab, paa ubestemt Tid kastede ind i et Fjæld af en Snestorm. Man synes saa uundværlige for hinanden. Nogle af Rejselivets bedste Minder har man fra Dage, hvor man laa vejrfast paa en øde Kyst, langt fra de hede Hytters Bekvemmeligheder. Der vokser op i en Følelsen af, at man har taget et ondskabsfuldt Uvejr artigt ved Næsen, naar man trods et uventet Overfald kan klare sig ind i et Ly, hvor man kan ligge sammen med en god Ven i bløde Skind og fylde Maven med lækkert Kød og le ad det hele. Man føler sig som Situationens Herre.

I de Dage, vi tilbragte sammen i Hulen, kom jeg til at holde meget af Krisunguark; vi talte egentlig ikke saa meget sammen, men han var saa hyggelig at vaagne sammen med.

"I har Herrer i eders Land?" sagde han til mig, da vi havde spist, "og en Herre er vel en Mand med Visdom og Magt, som kan tænke Tanker, ogsaa for andre Mennesker, og give dem Anvisning paa Handlinger."

"Ja, saadan skulde en Herre jo være!" svarede jeg.

Jeg vil gerne have en Herre, og jeg vil gerne vælge dig!" fortsatte Krisunguark.

"Du vilde maaske blive ked deraf, Krisunguark. Alle I Mænd heroppe er vante til selv at være Herrer over eders Tanker og Handlinger."

Ja, men en Herre giver den, der hjælper ham, Ejendele. Saadan gjorde al Tid den store Peary heroppe. Og jeg holder af dig og vil gerne eje noget."

Krisunguark hørte til de forældreløse og havde hverken Kone, Hunde eller Bøsse, skønt han var over tyve Aar. Hans Fader havde engang været Stammens bedste Fanger; hans Hus var viden om anset for det største og varmeste, og derfor tyede mange fremmede derind i Mørketiden under de store Gæsterier. Maden laa al Tid parat paa Gulvet. Men Faderen havde slaaet sig ihjel ved et Fald fra et Fuglefjæld, medens Sønnen endnu var lille; og derfor var Krisunguark vokset op uden at have nogen, der kunde give ham Fangeredskaber. Og han havde endog en yngre Broder og Søster, som han skulde ernære. Naar andre kom hjem fra Fangst, laante han deres Bøsser og Harpuner, og da han var dygtig, varede det aldrig længe, inden han kom hjem med Fangst. Som Renjæger havde han faaet sig et Navn, fordi faa som han kunde finde og narre Dyrene paa Skudhold. Han manglede derfor aldrig Mad og Klæder; men det var Lysten til at blive Selvejer, der nu var slaaet ned i ham.

Hele Sommeren, Efteraaret og Vinteren igennem havde han laant Bøsse og Hunde hos mig, og meget havde vi gennemgaaet, og langt havde vi faret sammen.

"Til vore Stammefrænders Land langt Syd paa vil jeg ogsaa gerne følge dig. Nu er jeg ked af al Tid at leve som den, der intet har. Og min lille Broder gaar ganske samme Liv i Møde, hvis jeg ikke skaffer ham noget. Ejendele maa jeg have, og en Kone til at passe mit Tøj. Og derfor skal du være min Herre."

Krisunguark fik Løfte om at faa alle sine Ønsker opfyldte, hvis han bare vilde følge med Syd paa. Her i hans eget Land vidste han, at jeg ikke ejede mere, end jeg selv behøvede til Livets Ophold.

Om Natten fortalte Krisunguark et Sagn: Der var en Gang en Mand, der hed Alûsark; man plejede at kalde ham for den, der elskede sin Kone. Og det var Sandhed; men Konen var ogsaa smuk og god.

Engang var de paa en Fangstrejse sammen, Alûsark, Konen og deres lille Barn. I Nærheden af Netsilivik var Isen gaaet med en Norden, og da de skulde passere Nungarugssuark-Fjældet, maatte de køre paa Isfoden; over sig havde de den stejle Fjældvæg, under sig Havet. Isfoden var smal, og Slæden maatte styres sikkert. Barnet laa byltet ind i Skind paa Slæden, Konen holdt i Slædens Opstandere, medens Manden gik foran Hundene for at lede dem. Ved en lille Isknold gav Slæden et Hop, og Barnet trillede ud i Havet og gik til Bunds.

"Vort lille Barn!" skreg Konen og brast i Graad. Men Manden gik roligt hen til hende og sagde: "Glem Barnet! Saalænge vi to lever, vil der være gode Raad for Børn!"

Og saa rejste de videre.

Længere borte kom de til en Bræ, de skulde over; Nedkørselsstedet var lige ved Boplads. Husene var i Sigte, da de kørte ned, og Mennesker, der ventede de kommende, gik dem i Møde. Manden sad overskrævs paa Slæden, og Konen styrede i Opstanderne. Farten blev stærk nedefter, og da de kom til et Fald, fik Konen Overbalance og slyngedes ned mod Opstanderens Spidser, saa begge Bryster gennemboredes; død faldt hun om ved Slæden.

"Inutark er død!" raabte Manden; og Menneskene nede fra Bopladsen kom løbende til, da han lagde Liget op paa Slæden.

Grædende kastede Manden sig nu over Liget og tog for sidste Gang Ægtemands Ret af sin døde Kone.

Dette var hans Afsked.

Derpaa syede han Liget ind i Skind og slæbte det op til en Stendysse, hvor han begravede det.

Saaledes har gamle Folk berettet om Alûsark."

Ja, Krisunguark, I bliver sære og vilde heroppe i dette mærkelige Land!

27. November.

Endelig i Dag stillede Stormen af; det blæste endnu friskt og føg, men var dog Rejsevejr. Jeg krøb ud af vor Hule, gik ud paa Isen, saa jeg kom klar af et Næs, der spærrede Udsigten, og traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage: Der laa Igfigssork-Bræen, umaadelig i Udstrækning; hvidgullig i det svage Dagslys tabte den sig i Taagedønninger ude i Horisonten. Det var Middag, og et Skær af Solrødme drev ind i Disen som Genskin af en Brand langt, langt borte; i Sydvestfløjen var Farverne skarpe og gule, Himlen overtrukken, isprængt blaa Revner. Selve Brækantens mørkeblaa Fald stod som en Mur op mod den vege, bløde Rødme paa Toppen; men Havisen ud for Bræen var lysegrøn i Dagskæret. Dette var Polardagen i hele sin Pragt.

Hvor gør det godt engang imellem at fornemme Naturens Magt over Sindene. Man bøjer sig stille og annammer det skønne uden Ord. Vidunderlige Jord!

I Morges var jeg noget ærgerlig kravlet ud af Hulen, thi af hele vort Spand var der nu kun tre Hunde tilbage; de øvrige var deserterede under Uvejrets Smalkost. Og hvorledes skulde vi nu køre den lange Vej hjem med tre Hunde? Endvidere var vi noget trykkede over Muligheden af, at Stormen skulde have sønderflænget den Is, vi skulde køre hjem paa. Udsigterne var noget brogede Men da jeg kom frem i Dagen og saa Bræen og Farverne, gik der et varmende Stød gennem min Krop. Denne Oplevelse var megen Modgang værd.

Fornøjet vendte jeg nu tilbage og fik i en Fart gjort Slæden rejseklar, og imedens kom to af de bortløbne Hunde tilbage igen til vor store Overraskelse; de havde kun været ude at snuse til Sælers Aandehuller.

Vi lod nu vort Spand galopere helt hen til Brækanten: Is, Is! Hjemfartsmuligheder! Saa kravlede vi op paa et Isfjæld for at faa Udsigt: intet aabent Vand at se. Kun Frostrøg langt ude til Søs.

Det var to glade Mennesker, som sad paa Slæden, der for ad Agpat til.

Krisunguark kom ikke til Rigdom og Ejendele denne Gang. Han brød Aftalerne, da Afrejsen stundede til.

"Man faar meget at tænke paa!" havde han ofte gentaget for mig, siden vi den Dag i Hulen var blevne enige om, at vi skulde slaa Følge Syd paa.

Og han tænkte sig gal paa de Fremtidsplaner.

En mørk Aften, vi var ude sammen, brød Sindssygen ud.

"Rigdom og Ejendom er Død!" brast det pludseligt ud af ham; vi havde gaaet længe tavse ved Siden af hinanden.

"Jeg vil følge dig langt Syd paa," fortsatte han, "og du vil holde dit Ord og give mig kostelige Vaaben, det ved jeg! Men blandt fremmede maa jeg saa dø. Mit Legeme vil ikke kendes ved Livet i andre Lande; rig paa Gaver maa jeg ofre min Livsaande til de fremmede!"

"Krisunguark, du taler ikke med egen Tunge; du er syg!"

"De dødes Aander har talt til mig; mine Ord er Visdom, som Forfædres Tale! Jeg har set ind i skjulte Ting!" raabte han og begyndte nu at skælve over hele Kroppen; Øjnene havde han lukket, og Hænderne holdt han krampagtigt knyttede. I et vildt og forvirret Tempo istemte han en Aandevise, som han maatte afbryde for hysterisk Krampegraad.

Jeg tog ham ved Skuldrene for at berolige ham; han for ind paa mig med et Brøl, og vi brødes længe, snublende i Mørket over Slettens Sten. Han pressede sit Ansigt ind mod min Hals, som om han vilde bide mig, og skar Tænder i Raseri.

"Er det Skik blandt jer, Krisunguark, at Venner brydes som Fjender?"

"Venner?" skreg han; "jeg har al Tid frygtet dig. Du havde en Magt over mig, som jeg ikke forstod; jeg var bange for dig, selv naar du smilte. Men du vidste det ikke, fordi jeg ikke turde tale. Nu har Døden aabnet min Mund. Dræb mig kun, jeg er ikke bange for noget mere!"

"Se, se! — he, he! Ser du ikke der lige foran os, han er her for at hente mig; det er den store Mîjuks Aand, — ja, ja! Jeg kommer! det skal ikke vare længe!" raabte han ud i Luften. "Ser du ikke, at han peger op mod Himlen? Mîjuk var den eneste, der holdt af mig. Han saa, at man for ilde med mig hernede efter hans Død, og nu vinker han ad mig!"

Atter afbrød han sin Tale med en vildt sungen Aandevise, der lige som før endte i Krampegraad.

"Krisunguark, se, jeg er Mîjuks Aand; jeg vilde dig altid godt, følg mig!" hviskede jeg ham i Øret.

Med eet faldt der en besynderlig Ro over ham, Legemet skælvede ikke længere, og med sin naturlige Stemme sagde han til mig:

"Nu kan du godt gaa; jeg er rask igen! Det var bare Blodet, der løb mig til Hovedet. Lad mig nu bare ene!"

Men længe gik vi endnu sammen alligevel, som om intet var hændt; tilsidst var vi naaede helt ned til Bopladsen. Krisunguark var igen sig selv, rolig og god.

Dagen efter var han ingen Steder at finde, da jeg som sædvanlig søgte ham for at faa Ledsagelse paa en Slædetur. Jeg ledte i alle Huse; ingen havde set ham. Og der ved Bopladsen havde han ikke sovet. Han maatte altsaa være rømt om Natten; men hvor hen? Der blev søgt over alt; ingen Spor ledte paa Vej.

Jeg var begyndt at nære alvorlige Betænkeligheder for min Vens Skæbne, da der et Par Dage senere kom Slæde fra Umanak og løste os Gaaden. Manden fortalte, at Krisunguark var der; tidlig en Morgen var han kommen løbende dertil, svedt og anstrengt. Han havde faaet Lyst til at gaa paa Besøg, og nu var han kommen, havde han forklaret. Straks efter Ankomsten var han tagen ind i "de unges Hus" og gik nu der som Ægteskabskandidat og gjorde vist Haneben til den unge Frøken Kujapik.

Dette var Nyheden, som serveredes os.

Ved hver Boplads findes et Hus, der kun bebo’s af unge, ugifte Mænd og Kvinder. Her i "de unges Hus" vælger Mænd deres Koner. De lever en Tid sammen uden at have nogen gensidige Forpligtelser ud over de enkelte Nætter; hænder det saa, at de synes om hinanden, og har de respektive Forældre ikke noget at indvende mod, at det løse Forhold udvikler sig til et gediegent Ægteskab, bliver de sammen for stedse.

Der var gaaet en Maaned, siden Krisunguarks mindeværdige Flugt; og jeg var taget op til Umanak for at spise Narhvalshud hos en god Ven; da traf jeg Flygtningen. Vi talte sammen, som om intet var hændt; men jeg kunde dog mærke, at han helst gik uden om mig. Om Rejseplaner Syd paa talte vi aldrig mere. Og vi kom heller aldrig siden til at følges paa nogen Slædetur. Vort Venskab havde faaet et Knæk, som vi aldrig kom ud over.

Men endnu før vi havde forladt Distriktet, var det Rygte almindeligt, at Krisunguark havde taget Kujapik til Kone og var rejst Nord paa.

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 100-109. København, 1905.