Om kejser Tiberius

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Små eventyr

Om kejser Tiberius

Af Tiberio keisara

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882

---

Kejser Tiberius 2.

Da der fra Vorherre Jesu Kristi fødsel var gået 570 år, overtog Tiberius den romerske kejsermagt efter Justinus, men før Mauricius; dette var i begyndelsen af Sankt Gregor den Stores dage.

Om denne Tiberius kan man i begyndelsen læse, at mens han var ridder under kejser Justinus, henvendte både kejseren og andre stormænd sig på bemærkelsesværdig vis til ham og sagde, at han var bedst egnet til at blive hersker. Han afslog dog at påtage sig denne vanskelige opgave, selv om selveste kejseren bad ham om det, men ikke desto mindre kunne han ved Guds vilje ikke unddrage sig kejserdømmet efter Justinus’ død.

Og da han er kommet til magten, regerer han med en anden indstilling end sin forgænger. Justinus var en mægtig krigsmand, og han havde skrabet umådelige rigdomme sammen fra forskellige lande og lagt dem i det romerske skatkammer, men Tiberius styrer sit rige med fred og griber med begge hænder ned i Justinus’ skatkister og deler på Guds vegne ud til fattige, trængende og tilfangetagne, til munke og gejstlige uden for klostrene, til enker og forældreløse, hvilket skaffede ham tilnavnet de fattiges fader.

Han fik sig en dronning ved navn Sofia; hun var meget velanset, men dog mindre villig til at uddele almisser end sin mand, kejseren. Og hun henvender sig ofte til ham og spørger rent ud, hvilken hensigt han har med sine gaver til de fattige, idet hun siger, at kejserens skatkammer er blevet tømt så meget, at der i hofgården knap nok er tærepenge til rådighed. Hun beder ham tænke på, at hans regeringstid ikke bliver ret meget længere, såfremt han fortsætter på denne måde.

Hertil svarer kejseren med den hellige tros oprigtige ord og siger: »Jeg stoler på, at min Gud ikke lader kongsgården gå til grunde, når dens formue anbringes i himmelkongens skatkammer, for han belærte os herskere om en sådan omsorg, da han sagde: ‘Saml jeres skatte i Himmerige, for dér vil hverken møl eller rust fortære jeres gods.’ Det er således indlysende, at Herren byder os, at vi skal lægge vores værdier i hans skatkammer — det vil sige i hænderne på de fattige — og såfremt vi gør det, vil han belønne os både i denne verden og i den næste.«

Og kejseren blev ikke skuffet i sine forventninger til sin tro, for kort tid efter, mens han spadserer omkring i sin hal, kommer han til at kigge ned på gulvet, og han ser, at det hellige korstegn var indridset dér. Han tilkalder sine hirdfolk og siger: »Hov, hov! Det ville være ganske uhørt, hvis man kom til at træde på et sådant tegn.« Og uden tøven befaler han, at gulvet skal brydes op, og da det er gjort, finder man tre stenheller, og på dem alle er det samme korsmærke indridset. Da de alle er blevet fjernet, skinner der så stor en mængde guld og sølv under dem, at den, når den blev lagt på vægten i én bunke, udgjorde hundrede tusinde mark. Og efter gamle folks udsagn var dette guld oprindeligt blevet anbragt dér, da den konge, der hed Narses Patricius, havde skjult disse værdier, fordi han ikke undte nogen at have gavn af dem. Nu blev der åbnet fuldstændig for at bruge midlerne på de tilfangetagne, så de kunne blive fri, på de fattige, så de kunne blive mætte, og på alle de andre, der havde behov.

---

Noter: