Forskjell mellom versjoner av «Om kong Konstantin og biskoppen»
(Om kong Konstantin og biskoppen) |
|||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
| − | + | [[Fil:Constantine I RIC VI 824 (obverse).jpeg|thumb|200px|<center>'''Kejser Konstantin den Store'''</center>]] | |
| − | | | ||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
Revisjonen fra 17. jun. 2026 kl. 22:01
.jpeg)
Om kong Konstantin og biskoppen
Af Constantino kóngi [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Det fortælles, at dengang kong Konstantin[2] styrede Guds kristenhed, red han en tur for sin fornøjelses skyld. Han kom til en lille landsby, og man kan læse om ham, at siden han havde antaget den rette tro, ville han høre messe hver dag. I denne samme landsby var der en præst, som var lille af vækst og uskøn at se på. Kejseren bad ham synge messen. Præsten gjorde, som han bød, og mens epistelteksten blev læst, så kejseren sig omkring og kiggede op på præsten, som var både lille og grim, og han tænkte ved sig selv, hvorfor Gud mon ville vælge et så hæsligt menneske til sin tjener. I det samme så præsten på kejseren og sang dette vers: Scitote quoniam dominus ipse est deus; ipse fecit nos et non ipsi nos. Og det betyder: ‘I skal vide, at Herren er Gud; det er ham, der har skabt os, ikke vi selv.’[3] Og da præsten havde svaret sådan på kejserens tanker, mente denne at vide med sikkerhed, at dette var en gave, som præsten havde fået af Gud. Og da messen er til ende, går kejseren hen til præsten og siger: »Du skal være biskop!« Og fordi kejseren dengang havde stor magt i den kristne verden, blev denne samme præst viet til biskop. Der fortælles ikke om ham, at han skulle have været i stand til at læse folks tanker, men tværtimod at dette — snarere end at være en naturens gave — var sket ved et tilfælde. Han forekom i sin værdighed at være en nok så ubetydelig person, men han varetog ikke desto mindre sit embede som biskop.
I dette samme bispedømme var der en mand, som var mere rig på penge end på gode sæder, for det sagdes om ham, at han delte seng med to af sine kvindelige slægtninge. Og da biskoppen fandt ud af det, irettesatte han manden på kirkens vegne, men denne verdsligt rige mand bekymrede sig ikke om, hvad biskoppen sagde, for penge gør ofte mennesker ærgerrige, og det forholdt sig sådan med ham, som David siger i salmen, at han stolede på sin rigdom.[4] Biskoppen indser, at han ingen vegne kommer med manden, og han vil ikke påtage sig den byrde at forbigå hans misgerning i tavshed, så han indstævner ham for paven eller for en dommer. Den nævnte biskop fastsætter stævnedagen til messedagen for Johannes Døberen[5], så manden dér skal stå til ansvar for sin adfærd og ulydighed, og dermed skilles de. Ikke længe derefter bliver biskoppen syg og dør. Den rige mand syntes nu, at det kunne være lige meget, at han havde stævnet ham til at svare for sig ved middagstid på den nævnte dag, og han lader, som om biskoppens stævning er ugyldig. Nu går tiden, indtil den dag kommer, hvor biskoppen havde stævnet ham til at svare på anklagen. Det var midt på dagen, og han var hjemme, og da timen kom, faldt den rige mand død om. Der er al mulig grund til at tro, at han da blev stillet for den rette dommer i sagen.
Det er indlysende, at Gud lader den slags og tilsvarende ske, fordi det skal tjene som et eksempel og en advarsel til menneskene, sådan at folk vil frygte at handle imod Gud og deres foresatte med ulydighed.
Noter:
