Årene 1702—12 (Árni Magnússons Levned)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árni Magnússon (1663-1730)

Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson

VII
Årene 1702—12.
Virksomhed på Island, især Jordebogsarbejdet

Handelen på Island havde i et århundrede været monopolhandel, hvis fordærvelige virkninger forlængst var følte og påklagede. Det var for at klage over taksten, at Árnis fader blev sendt til København (se ovf.). Det må betragtes som givet, at Árni i sit hjem og påvirket af sin fader har lært handelsforholdene og deres skadelighed grundig at kende. Han har uden tvivl i sin ungdom fået indpodet en uvilje mod de danske købmænds hele færd og det uvæsen, de drev. Omkring århundredskiftet var det blevet sådan, at en ændring måtte indtræde eller søges iværksat. Man havde truffet den ordning, at landet deltes i bestemte handelskrese med de strængeste påbud om, at man måtte holde sig til købmanden i sin egen kres. Der forekom forsyndelser herimod af en ret ubetydelig art, men de straffedes hårdt. Således havde en mand, Holmfastur Gudmundsson, til en anden købmand end han skulde 1698 solgt »3 langer, 10 kullere og 2 bundter svømmeblærer«. For denne overtrædelse blev han bundet til en pæl og kagstrøget »med 16 slag af bøddelen«; han var forresten bleven dömt til at betale »8 merker« (ɔ: 10 rdl. in specie), men havde kun en ussel båd at betale med, som ikke blev modtaget. Flere lignende sager kendes. Denne sag nævnes her, fordi Árni senere fik med den at göre. Embedsmændene (sysselmændene) var heller ikke altid som de burde være og var selv undertiden afhængige af købmanden mere end godt var. De strænge år og al denne handelsnød i forbindelse med kongeskiftet 1699 bevirkede, at tingmændene, der i anledning af kongehyldingen var talrigt samlede i sommeren 1700, følte trang til at göre noget. Resultatet blev, at man enedes om at skrive til kongen og bede om hjælp. En af de mest fremtrædende blandt dem var den danskfødte lagmand Laurits Gottrup, der fandt støtte hos den daværende, iøvrigt ilde berygtede amtmand Chr. Müller. Tillige bad de om at måtte sende den ene af lagmændene til København, for mundtlig at forklare tilstanden. Kongen gav sit samtykke dertil, og amtmanden opfordrede Gottrup til at påtage sig rejsen. På altinget 1701 blev man imidlertid bange for, at denne sendelse vilde komme til at koste for meget, og mente, at embedsmændenes skriftlige forklaringer og indberetninger kunde göre samme nytte. Denne opfattelse gjordes bl. a. gældende af biskop Jón Vidalin til Skalholt og dennes slægtning, Páll Vidalin, der i det følgende kommer til at spille en stor rolle. Disse 2 Vidaliner var Árni Magnussons særlig gode venner. Amtmand Müller sluttede sig nu også til denne opfattelse, hvoraf følgen blev, at han og Gottrup blev uvenner. Ikke desto mindre rejste Gottrup til København samme sommer. Kongen udnævnte i oktober en kommission for at undersøge og overveje hele sagen. Det hører ikke herhen at komme nærmere ind på de særlige forhandlinger om handelsforholdene. Men sagen førte til, at kongen mente, at der var al grund til at undersøge landets hele tilstand og forhold, for at prøve på at få forbedringer deri og i det hele fremkalde nødvendige reformer. Jón Ólafsson antyder efter Árni, at grunden også var den at undersøge, om man ikke kunde få flere skatter af landet. Nu er det, at man i denne forbindelse kommer til Árni Magnusson.

Hans kendte praktiske dygtighed og indsigt i alle islandske forhold har utvivlsomt udpeget ham som den, regeringen havde bedst tillid til at udføre den gærning, som den ønskede. Ret pludselig og uvæntet for Árni kom udnævnelsen til den virksomhed, han som kommissær skulde udføre på Island.

25. april 1702 blev der udfærdiget et reskript til ham om at rejse til Island og dér udrette, hvad en ham medgiven instruks udførlig krævede. Og der tilföjedes: »skulde han ellers af sig selv observere noget videre der i landet, end hvad ham var befalet at forrette, som kunde geråde H. K. M. til tjæneste eller det gemen til bedste, skulde han det skriftlig forfatte og tillige med det øvrige ved hans tilbagekomst Hs. Maj. tilstille«. Instruksen selv er dateret 22. maj 1702 og består af 30 paragraffer. De første 4 paragraffer handler om en tilvejebringelse af en hele landet omfattende jordebog. Der skulde foretages undersøgelse af, hvorvidt almuen var trykket af ubillige pålæg, og klager modtages over embedsmænd (§ 5,6); købmændenes overholdelse af oktrojen (§ 7) og havneforholdene (§ 9), domkirkerne og bispestolene, samt skolernes tilstand m. v. (§ 10—13) skulde undersøges. Det kgl. jordegods skulde optegnes (§ 15—16). Foruden endnu andre ting skulde også visse bestemte sager undersøges, som den ovf. nævnte Holmfasts, en anden angående Tomas Konrádsson osv. (§ 22 og 23); grundene til svovlminedriftens ophør (§ 25) skulde efterforskes, beretning om fremmede nationers forbudne handel indgives (§ 27). Kommissærerne — der skulde være en til foruden Árni — havde ret til at lade sig »dokumenter ved domkirker, klostre eller hos privatmænd, som kan være til nytte uden tergiversation« forevise (§ 29). Det er som man sporede Árnis egne ord i denne paragraf. Og endelig hedder det i § 30: »alt hvad kan tjæne til landets tarv og opkomst samt de kgl. indkomsters forbedring overlades i øvrigt til kommissærernes nidkærhed, som vil blive nådig påskønnet«.

Kort over Island fra Árni Magnússons tid
Nicolas Sanson, 1698

Som man ser, var instruksen overmåde omfattende og gav kommissærerne en meget udstrakt myndighed samt anledning til så at sige at blande sig i eller tage sig af så godt som alt i det offenlige liv forekommende — bortset naturligvis fra alt lovgivningsarbejde —. Den led af samme fejl som instrukser i disse tider jævnlig led af, at bebyrde en enkelt mand — her dog to — med et uoverkommeligt arbejde, et arbejde, der i dette tilfælde tilmed var meget uligartet. Når man desuden — hvad man gjorde — tænkte sig arbejdet udfört i løbet af nogle få år, havde man regnet grundig fejl. Uden tvivl må arbejdet ved det nye jordebogsforetagende være betragtet som det vigtigste og mest påkrævede; det stilles da også i spidsen af instruksen. Et grundigt kendskab til jordegodserne og deres tilstand, kort sagt, det økonomiske grundlag for landets trivsel og opkomst, var og måtte være det allernødvendigste. Hermed stemmer det oprindelige, vel fra Árni selv stammende udkast til instruks, der endnu haves. Af dette ses også, at fuldmægtig, senere landfoged P. Beyer oprindelig var udset til at tiltræde kommissionen som sekretær; dette skete dog ikke. Det er sikkert Árni selv, der har fået sat igennem, at Páll J. Vidalin blev det andet medlem af kommissionen. Han var som sagt Árnis gode ven, og denne har væntet et godt samarbejde fra hans side, hvad der også blev tilfældet. Der blev sendt skrivelser til amtmand Müller, bægge biskopper og lagmænd om at yde kommissærerne al mulig støtte. 25. april fik Árni ordre til at rejse til Island med förste skib. 17. maj indgav han til Rentekammerkollegiet et andragende om Iön m. m., nemlig 200 rdl. til equipage, til sig og en tjæner fra afrejsen til ankomsten til Island 4 rdl. ugentlig, til fortæring i landet 2 rdl. pr. dag, til hans medkommissær 1 rdl. og så 4 rdl. om ugen til nedrejsen igen. Alt det øvrige (rejser i landet, papir og desl.) vilde han bekoste selv. 22. maj samme dato som instruksen) tilstår kongen Árni ikke blot hvad han har önsket, nemlig de 200 rdl. til equipagen, 4 rdl. til rejserne mellem Island og Khavn, samt 1 rdl. pr. dag til subsistence osv.. men også lov til at oppebære sin gage som embedsmand : 29. maj udstedte Árni et udlånsbevis for 7 fra Rentekammeret udlånte jordebøger, der nærmere specificeredes. Han vilde forberede sig så godt som muligt til arbejdet. 29. maj rejste han fra København, sikkert med købmand Fjelderup (Breve s 148). 18/19. juni var han nord for Langanes og ankom til Hofsós 24. juni, hvorpå han og hans værkfælle Páll Vidalin red til altinget, hvor kundgörelsen om deres hværv blev oplæst 18. juli. Af den ses, at den oprindelige plan var, at enhver jordejer selv skulde give en fortegnelse over sine jorder og deres værdi og dermed lade følge afskrifter af dokumenter ang. ejendomsretten, samt af kirkernes dokumenter af samme art. Alt dette skulde være færdigt i løbet af næste vinter og afleveres på altinget næste sommer. På denne måde har man altså tænkt sig en jordebog over hele Island fuldført eller ialfald alt materialet dertil samlet i löbet af ét eneste år. Denne plan har imidlertid hurtig vist sig uigennemførlig, så snild og simpel den end kunde synes at være, og en anden, sikkert mere pålidelig, men også mere langsom, fremgangsmåde måtte vælges, den der fulgtes, som det snart skal ses.

Det første brev iil Árni, der kendes, efter hans ankomst til Island, er fra købmand C. Pouelsen på Stappen (Arnarstapi) 3/7, og sendt til altinget. Foruden at meddele den elendige tilstand sender købmanden dommen over Thomas Konrádsson, hvem han har sagsøgt (jfr. instruksen ovf.). Brevet forudsætter, at Árni kommer der på egnen og købmanden stiller sit hus til hans rådighed. Ejendommeligt nok findes endnu et brev fra købmand Bærtelsen (Revets krambod, Snefjældsnæs) 4/7, hvori også denne klager stærkt over de slette tilstande (her særlig fiskeriets) og almuens armod, der er ude af stand til at betale, hvad den skulde. Det hedder utilsløret: »dette bedes ydmygst edle hr. professor vilde behage ved skibenes hiemsejling til dett kongl. rentekammer at referere«. Mulig er det hensigten med disse breve at søge at påvirke Árni til gunst for købmændene. Et andet brev fra samme af 24/8 haves af lignende indhold. Det er adresseret til Árni »a Westfjord«. Allerede nu besvarer Árni fra altinget 19/7 en forespörsel fra biskop Björn om forståelsen af en forordning, også ang. forhold til handelspladser, (»det må stå enhver frit for fra fjærntliggende distrikter at føre landskyld og lejer til sit hjem«). Sysselmand Magnus Björnsson skriver 8/8 og beder, under henvisning til samtale på altinget, at Árni vil skrive med »hans og almuens supplique«. Også fra købmand Fjelderup modtog Árni en anmodning (14/9) om, at Hofsos' distrikt ikke blev forminsket.

At Árni straks tog sig af de sager, som var ham pålagt, viser hans brev 21/10 til Steindor Finnsson, hvori han beder denne om oplysninger angående kontrakten mellem Thomas Konrádsson og købmand Jacob Sörensen på Rif. 8/3 1703 svarer Steindor, at derom husker han intet nöjagtig.

Da jordebogsarbejdet var det betydeligste og vigtigste af Árnis hværv, ligesom det også blev det resultatrigeste, vil det nu blive udførlig behandlet i det følgende i forbindelse med Árnis liv og opholdssteder iøvrigt i dette tidsrum.

At Árni på det omhyggeligste har overtænkt og forberedt den opgave, han påtog sig, er indlysende, selv om man ikke havde alle de papirer vedrørende hværvet, som endnu haves. Blandt disse er særlig 462, fol. at mærke; her findes regler for jordernes vurdering samt en fuldstændig plan for jordebogens indretning m. m., det meste med Árnis egen hånd. Planen er fulgt i praxis, men her skal man ikke komme nærmere ind på denne sag, da den uden tvivl vil blive behandlet i indledningen til udgaven af jordebogen. Hvad der findes i 1014, 4° er uden tvivl også forberedelser til jordebogsarbejdet Jfr. også 223, 8°).

Man er ret godt underrettet om Árnis og hans medarbejder Páll Vidalins rejser dels gennem Árnis breve, dels og især gennem Pálls »annal« for årene 1700—09 (trykt 1904); endelig giver Jordebogen selv nöjagtige oplysninger om, når enhver del af den blev udfærdiget. Da det kan væntes, at der i indledningen til udgaven af denne vil findes alle oplysninger om de enkelte sysler og repper, er det ikke nødvendigt her at gå i detaljer. Her skal der derfor i al korthed göres rede for Árnis rejser og virksomhed ved jordebogen.

Efter at de to mødtes 1702 red de først til Bessestad og Vidø for at efterse bygninger osv. i henhold til instruksen. Senere hen på sommeren mødtes de igen efter aftale i Hvammur, Árnis ungdomshjem, hvor hans broder Magnus nu var præst. Den 8/8 har Magnus Björnsson forudsat, at han rejste derhen. Derfra rejste de til Skógarströnd og ud i Eyrarsveit, Árni videre rundt om Snefjældsjökel, hvorefter de mødtes på den bekendte præstegård Staðarstaður (på sydsiden af næsset). Herfra skrev de rundskrivelser til sysselmændene angående folketælling og husdyrbestand. Her var de endnu i oktober (brev 21/10). Árni har også selvfølgelig besøgt sin morbroder Páll Ketilsson, der havde været præst dér, men nu bode på Slitvinda- (Slítanda-) staðir; herfra haves brev 15/12, hvori denne takker Árni for godt samvær. Noget efter er Árni rejst til Skalholt (rejsen tog 8 dage), hvor han ses at have været 15 novbr. På Skalholt opholdt Árni sig i det hele taget hver vinter under sit ophold i Island, hos sin gode ven, biskop Jon Vidalin. den berömte prædikant.

Resultatet af reisen for jordebogens vedkommende var, at omtr. halvdelen af syslet (Snefjældsnæs) blev færdig. Det var en god begyndelse (br til Rentek. 20/6 09). 1703 rejste bægge kommissærer til vestlandet, først ud i Bjarnøerne og Flatø, derpå til Bardestrand, og landede ved Hagi; opholdt sig på gården Bær, hvorfra turen igen gik ud til Bjarnøerne, derfra til Tjaldanessand, over Sælingdalsheden til Hvammur. Dette var i juni måned. Men kommissærerne fik nu et missive fra kongen om at undersöge Bessestad selv, og de skulde også møde på altinget. Fra Bessestad (i august; derefter til Grindavik), hvor de opholdt sig en halv måned, tog de til Vidø og udarbejdede jordebogen over hele den sydlige del af Guldbringesyssel. I sept. var Árni på Utskálar og i Keflavik. Her var de først færdig i november, vejret var, siger Árni »usædvanligen mildt og godt«. Árni tog så over Reykjavik og Saurbær på Kjalarnæs (sammen med Páll) til Skalholt. De havde nu høstet erfaringer, og de kunde indse, at det hele gik og måtte gå meget langsomt. Derfor tog de nu den beslutning i de følgende somre at »separere sig«, arbejde hver for sig med hjælpere (skrivere). Det skete også således for det meste herefter.

I deres indberetning til kongen 30. aug. 1703 giver de et overslag over arbejdets varighed. Der henvises til, at assessor Klein for omtr. 20 år siden fik befaling om at indrette en jordebog: dertil gik der 7 år, uagtet det var sysselmændene selv, der gjorde arbejdet; dertil er den jordebog meget mangelfuld, idet meget er forbigået, der burde være medtaget, og der er mangfoldige fejl derved. Nu har de nöje overvejet, hvor lang tid dette arbejde vilde tage, og mener, at såfremt ingen særlige forhindringer kom, kunde det blive færdigt ved udgangen af 1708. Det er i tiden medio maj til medio octobris, at der kan arbejdes. Der göres rede for de hindringer og besværligheder, der selv om sommeren kan træde forstyrrende ivejen. Alt dette er fuldkommen i sin orden. Rentekammeret synes at have holdt sig strængt til det her anførte årstal, som det siden vil ses.

1704 begav Árni sig i maj til Vestmannaøerne og gjorde jordebogen over dem færdig; den er det eneste, der findes med hans egen hånd. Det arbejde tog 5 uger. Páll tog til Kjósarsyssel og optegnede jorderne i Mosfellssveit. Der kom Árni til ham og de fortsatte arbejdet til altinget trådte sammen. Her indfandt de sig bægge d. 8. juli og deltog i domme. Efter altinget begav de sig østerpå helt hen til Lómagnúpssand og gjorde jordebog over Vesterskaftafellssyssel helt hen til Myrdalssand med standkvarter på Þykkvibær og Kirkjubær. Her havde de rigelig lejlighed til at forhandle med hinanden og rådslå om det hværv, der var pålagt dem. »De kom overens om, hedder det i P. Vidalins Aldarfarsbók, at uretfærdig adfærd af dem, som rådede over jordegods, de åndelige over åndeliges godser, kongens forleningsmænd over kongens ejendomme og proprietarii over deres egne, var en af de störste grunde til landets udarmelse, og især manglen på erstatning for kvilder, som da i nogle år havde plaget almuen tvært imod landets lov og al gode mænds gammel sædvane, hvilket altsammen i höj grad havde udarmet bønderne, til bedste for dem, som styrede jordegodserne, men til fordærv for lejerne, som foruden al erstatning for kvilder måtte, noglesteder i 70, 60, 50, 40, 30, 20 år, leje døde kvilder som lovlige.

Men forat bønderne aldrig skulde kunne tilbagelevere lejekvilder eller byde dem op ifølge lovens lydelse, havde husbønderne nogle steder fået sat igennem, at alt lejekvæg var med lejerens mærke. Kommissærerne betænkte, hvilken lovløshed dette var tværtimod loven. Købebolken k. 16. allermest på de godser, som kongen ejede og forpagtede til andre for en vis afgift« osv. Resultatet af kommissærernes overvejelser er den velskrevne og udførlige indberetning af 20. sept.. skrevet på Tykkebæ-kloster.

Efter endt arbejde østerpå drog de tilbage, Árni til Skalholt.

1705 rejste Árni østerpå igen, vistnok i begyndelsen af juni (3/5 er han endnu i Skalholt) og gjorde jordebog over resten af Vesterskaftafellssyssel færdig (Myrdalsegnen; 27. juni får Árni brev fra biskoppen, adresseret til Dyrhole eller Holt under Øfjældene). Páll udførte arbejdet i Kjos og på Kjalarnes. Bægge kom de så til altinget. På dette skulde der dömmes i den kedelige sag mellem Árni og bonden Magnus på Brødretunge, som vil blive omtalt senere. Árni drog efter altinget til Bessestad. Denne sommer fik kommissærerne atter brev fra Rentekammeret, hvori det pålagdes dem at undersøge »mange og store dokumenter«, som var tilsendte dem, angående den islandske handel, om den skulde være i »compagnie eller particulær«, samt hvilke købmænd havde bestemte havne og adskilte distrikter. »Men da de så, hedder det videre i Aldarfarsbók, at det var umuligt i så kort en tid at skrive en fuldkommen relation om så vigtige æmner, besluttede de, efter at være bleven enige om, at et compagni var skadeligt for landet, og en handel fordelt på flere hænder heldigere, skulde sekretæren rejse til Danmark, for dér at relatere dette, medens Páll skulde fortsætte kommissionsarbejdet«. Árni har sikkert også gærne, for sin egen skyld i anledning af sagen mod Magnus, ønsket at rejse til København. Han afrejste fra Keflavik d. 10. sept., hvor han og Páll skiltes.

Páll fortsatte jordebogsarbejdet om efteråret i sin egen hjembygd (Hrutafjorden, Midfjorden. Vatsnes og Vesturhop).

Árni opholdt sig nu i København den følgende vinter (1705-6). Angående hans virksomhed vedrørende handelsforholdene vil der senere blive handlet. Árni rejste igen fra Helsingör 18. juni, kom først til Island i Torlakshavn 8. juli, medens altinget stod og han begav sig straks derhen; Páll, der havde flere sager at göre med, blev glad ved hans komme. Forholdet til amtmand Müller var blevet ret spændt. Iøvrigt foretog Árni sig intet videre i jordebogsarbejdet, men red fra tinget over Eyrarbakke, hvor han var sammen med Páll, til Skalholt, hvor han forblev vinteren. Dér er han allerede 5. sept. Páll var i dette år så meget virksommere. För altinget havde han taget jordebog over de 3 sydligste repper i Borgarfjordsyssel, efter altinget over den sydligste del af Arnessyssel (Selvog, Grafning og endel af Ølves), hvorefter han rejste til nordlandet og fortsatte her arbejdet i nogle repper i Hunavatssyssel (Svinadal, Ásar, Vatsdal, Vididal).

Her skal indskydes, at Árni, i henhold til instruksen, overdrog sin broder, Jon, at forfatte jordebogen over Dale- og Strandesyssel. Dette arbejde udførte han i årene 1703—06, samt 1709— 10 (dele af Strandes.).

1707 er et år, der i landets historie karakteriseredes ved den store koppepest, der kom til landet i juli måned og rasede forfærdelig med megen mandedød i hele den sydvestlige del af landet. Páll rejste om foråret til Borgarfjorden for at göre jordebog over den sydligste, resterende rep dér (Skilmannahreppur); Árni (endnu 13/5 i Skalholt) mødte ham på Skagi (Akranæs). Her var de 8 dage i juni (br. 15/6) på Vogatunga (Leirársveit) i tælte. Her udgav de ordrer om »kontributionen« til at bestride omkostningerne ved Gottrups rejse til København. Alt gik uhyre langsomt; grunden til at det havde trukket så længe ud med denne sag var, at der skulde skaffes oplysninger fra de forskellige sysselmænd. Fra Vogatunga rejste Árni tilbage til Skalholt, men Páll gjorde jordebog over Leirársveit, Melasveit, Andakil og Skorradal. Árni red som sædvanlig til tinget med biskoppen, hvor Páll også indfandt sig. Fra tinget red de først til Bessestad (der var de 3/8), ti atter var der kommet kongelig skrivelse om, at de sammen med amtmanden skulde indgive en relation angående den nye forordning af 1705 om erstatning for kvilder m. m. Derefter rejste bægge to til Snefjældsnæssyssel, Árni over Kjalarnæs til Saurbær, og derfra ad søvejen til Saurbær på Hvalfjardarstrand, hvor de traf hinanden. Rejsen gik så videre over Rauðamelur til Slitandastaðir, hvor jo Árnis onkel bode. Her gjorde de udkast til deres relationer til Rentekammeret og Cancelliet. Da havde Árni fået en hjælper (skriver), Pjetur Markússon. Páll gjorde småture for at optage jordebog, over Bredevigrep lige til Öndverdarnæs, medens Árni synes at have opholdt sig det meste af tiden på nævnte gård, vistnok for at udarbejde brevene. På gården var han 2/9, 11/10. Men nu begyndte koppeepidemien at rase, folk døde i hobetal, til at begrave ligene manglede der både mænd og heste. Værket måtte foreløbig helt afbrydes, med nød og næppe og først sent kunde Árni komme til Skalholt (her er han 3. decbr.). Der haves i Aldarfarsbók en ret livlig beskrivelse af tilstandens elendighed. Páll vilde efter hjemkomsten have fortsat jordebogen på nordlandet, men nu var pesten også begyndt at grassere dér, så det måtte opgives.

Det følgende år 1708 gjorde Páll för tinget i maj en jordebog over Nordrárdal og resten af Borgarfjordsyssel. Han og Árni mødtes 12. juni for at rådslå om de sager, de skulde have frem på altinget, hvilket de så overværede, efter at Árni dog først var taget tilbage til Skalholt. 7—24. juli haves breve fra Árni, skrevne fra Þingvellir. Árni rejste hjem til Skalholt (jfr. breve af 11 august) og har vist gjort jordebog over en del af Rangárvallasyssel; Páll havde fortsat sit jordebogsarbejde i Grimsnes för altinget; efter dette fortsatte han med nogle nærliggende egne og om efteråret i egnene nord for Blanda. På altinget havde kommissærerne fældet nogle vigtige domme, hvorom senere. Der var atter for Árni i anledning af disse domme og andre sager fuld grund til at rejse til København, hvad han gjorde i september; med ham rejste hans brodersön Snorri. Den 9. kom han til Ørebak til skibet og kom til Khavn ved midten af oktober. Vinteren 1708—09 tilbragte Árni i København. Inden han rejste havde han fået sysselmanden Håkon Hannesson — og betalt ham forud — til at fortsætte jordebogen i Rangárvallasyssel. Under sit ophold i København forefaldt der en vigtig begivenhed i Árnis liv, idet han, 46 år gammel, giftede sig. Hans hustru hed Mette Fischer, enke efter en kgl. remsnider (sadelmager, en tysker). Hun var af norsk herkomst og var mindst 10 år ældre end Árni. Han var således fuldkommen fritaget for en cura posteritatis. Hvorledes det er gået til med dette giftermål, vides ikke. Sikkert er, at hun var bemidlet, og det er vel dette, der for Árni har været af betydning, men der kan også have været gensidig sympati. Brylluppet stod 16. maj, Magnus Arason digtede på latin et højtravende bryllupsdigt, der blev trykt. Jón Olafsson, der kun kendte forholdet fra ægteparrets sidste år, har egenlig ikke særlig meget til overs for hende. Han siger, at Árni »havde en hemmelig huskors, som ingen kunde mærke uden de som var ham mest familiær, helst når han var alene og havde lidt i hovedet, og undertiden hans bedste venner. Rent at sige var hans gamle kone, som gjorde mest dertil, og uanset han havde midler nok, måtte han ideligen høre på, hun havde gjort ham rig, med flere kællingehistorier, som ikke er værd at anføres«.

Jón fortæller ligeledes, at Árni havde fortalt ham, at han skulde have haft 9000 rdl. med hende, men at han kun havde fået 6000; han antyder, at hun efter giftermålet, bag sin mands ryg, havde foretaget nogle pengetransaktioner, hvorved hun blev snydt og havde således tabt en del penge. Der foreligger iøvrigt ikke meget til at bedömme hendes karakter. Der haves et par breve fra Árni til hende (1709—10) og hende til ham fra 1712. Bortset fra hendes sprog og retskrivning, som vist står på höjde med andre damers i den tid, viser hun sig som en forstandig og praktisk kone. Morsomt er, hvad hun skriver på en lap, der fulgte med brevet: »jeg vil studere på at læse islandsk skrift, vielt (! = ty. weil?) jeg er nu en halv islandsk dame. Ade min alkæreste, Ade tusinde gange«.

Efteråret 1708 (8/11) opterede Árni i Khavn »Höjmers residentz«, hvorhen han da er flyttet.

I januar dette år blev Árni notar i Konsistorium. Som sådan kunde han ikke foreløbig virke. Han rykkede op ved Ole Worms død; jfr. brev fra Reitzer 15. maj. Prof Lintrup påtog sig notar-arbejdet i Árnis sted.

Árni havde gerne villet rejse ned til Khavn igen efteråret 1709, for så til foråret efter at tage med skib til den vanskeligste egn af Island, Isafjordsyssel, men dette blev afslået. Han havde tilkendegivet Rentekammeret, at arbejdet med jordebogen formentlig kunde være færdigt 1711. Árni rejste så d. 7. juli fra Helsingør og ankom til Torlakshavn 3. august, og traf kort derefter sin kollega, der havde gjort jordebog i de egne. 1. sept. er han igen i Skalholt. Han gjorde da i november på selve Skalholt jordebog over Biskupstungur og en rep til. I indberetning 13. sept giver Árni oversigt over arbejdet i det sidste år. Under hans fravær har Páll gjort jordebog over den vestre del af Borgarfjord-syssel (der nu var helt færdig), ligeledes et stykke af Hnappadals-syssel samt en del af Hunavatssyssel, der nu også var næsten helt færdigt. Siden Árni kom hjem, har de fortsat arbejdet i Arnessyssel, der således var næsten helt færdigt, og skulde blive det inden vinterfrosten kom. Sysselmændene Hakon Hannesson og Isleifur Einarsson (i Østerskaftafellssyssel) havde gjort jordebogen over Østerskaftafellssyssel og halvdelen af Rangárvalla-syssel næsten færdig. Páll var rejst til nordlandet for få dage, for at tage fat på Skagafjordsyssel og arbejde indtil vinteren begyndte. Til foråret vil han til Isafjordsyssel. Samtidig hermed ansøgte Árni om at måtte tilbringe vinteren 1710—11 i Khavn, idet han påberåbte sig sit nylig indgåede ægteskab og helbreds-hensyn; han er af hensyn hertil rede til at slå af på gagen. 12. juni 1710 skriver Rentekammeret, at det vænter arbejdet sluttet med det første, i hvert fald til næste år. Heri må vel ligge et afslag for Árni om at rejse til Khavn om efteråret.

1710 tog bægge kommissærer så til Isafjordsyssel, som de gjorde helt færdig, foruden resten (5 tingsteder) af Bardastrandsyssel. Ved hjælp af brevene kan man göre sig et begreb om rejsen. 12. maj og 30. juni er Árni i Hvammur, 15. juli i Garpsdalur, i
august i Skutilsfjord (nuværende Isafjord købstad), 29. august
på Tingøre, 3. september på Hrafnseyri, hvorefter man atter
træffer ham i Hvammur 7. oktober; her opholdt han sig i det
mindste til den 28. okt.; 11. december er han igen i Skalholt.

I dette år blev han, skönt fraværende, gjort til assessor consistorii.

1711 var Árni i Skalholt endnu 30. april, men d. 26—30. maj er han på vej vesterpå i Reykholt. Videre gik rejsen til Snefjældsnæssyssel, hvor arbejdet tidligere var blevet afbrudt. Nu optoges jordebog over resten, dog med undtagelse af et enkelt tingsogn, som først blev gjort færdigt 1714. Samme år optoges jordebog over resten af Arnessyssel, det siges ikke af hvem. Árni kom ikke til altinget i denne sommer (se brev nr. 54 i Brevv. s. 36). 13. august er han vendt tilbage til Skalholt, hvor han træffes i
følg. måned, samt 15. okt. men d. 23. okt. er han på Bessestad.

Rentekammeret var begyndt at blive utålmodigt over at arbejdet ikke blev færdigt og skrev et ret skarpt brev til kommissærerne 10. juni 1711. Den 23. sept skriver Árni fra Skalholt en længere redegörelse, idet han henviser til et tidligere afsendt, men forlist brev. Han omtaler, hvad der er foretaget siden 1709, og meddeler bl. a., at nu er også hele Mulasyssel, »som er det allervidtløftigste på det hele landet«, færdigt. Arbejdet her havde Þorsteinn Sigurdsson, Árnis øvede tjæner, udført. Árni nægter, at skylden for at arbejdet er gået så langsomt er kommissærernes, men henviser til, at der af »misundere og deres velyndere« er lagt dem hindringer i vejen, samt til, at de mange andre forretninger har kaldt dem fra arbejdet, og siger, at det »vilde blive alt for vidtløftigt i denne korte tid at beskrive alle de tribulationer, fortræd og uret, som vi nu på nogen års tid have måt lide her i landet«. Det er muligt, at der er noget overdrevent i disse udtalelser, i det hele og store er de vist rigtige nok, men fremfor alt var det landets udstrakthed, der måtte forsinke arbejdet, og de lange rejser i den korte sommer, noget som Árni tidligere også havde fremhævet. Vinteren 1711—12 var Árni som sædvanlig i Skalholt, med undtagelse af den antydede afbrydelse, en kortere tur til Bessestad. Praktisk talt var Árnis deltagelse jordebogsarbejdet sluttet. I det mindste ses det ikke, at han har gjort noget derved i forsommeren 1712, medens Páll arbejdede i Øfjordsyssel og den nævnte Þorsteinn i Tingøsyssel. Árni er endnu 22. maj i Skalholt; på altinget har han været og han er på Þingvöllur endnu 16. august.

Men Rentekammerets tålmod var bristet. I skrivelse til kommissærerne af 22. juli blev de beskyldte for at volde unødige processer, blande sig i dem uvedkommende sager, føre retterne i confusion, hvorved deres virksomhed hæmmes; der nægtes dem de penge, de havde ønsket, för end et resultat ses; Árni selv befales det »at forföje sig ud af landet med nærværende års skibe, at göre forklaring om deres forretning«. Det er klart, at Rentekammeret fra en anden ikke venlig side har fået meddelelser om Árnis og Pálls forhold. I skrivelsen selv siges det udtrykkelig, at de er fremkomne gennem Generaladmiral Gyldenløve, der da var stiftamtmand over Island, men han havde selv så godt som ingen direkte forbindelse med landet.

Árni havde ikke andet at göre end adlyde og forlod så Island — denne gang for bestandig — 1712 i september. Rejsen skal have været ret farlig og besværlig. Vind og vejr førte ham ikke direkte til København, men til Norge. 17. novbr. er Árni i Christianssand. Han havnede endelig hos sin gamle ven Þormóður på Stangeland og overvintrede hos ham. Først i marts 1713 kom Árni hjem til København over Fladstrand, Jylland og Fyn.

Med hensyn til jordebogen skal for fuldstændigheds skyld tilföjes, at jordebogen over Húnavatssyssel blev afsluttet 1713, over Skagafjordss. 1713—14, over Øljordss. 1713, over Hnappadals- og Snefjældsnæss. 1714; det meste udførtes af Páll Vidalin. Ejendommeligt nok begyndte og sluttede dette langvarige og möjsommelige arbejde med samme syssel.

Det er af ovenstående redegörelse klart, at Páll og andre medarbejdere som Isleifur Einarsson, Jón Magnusson og især Þorsteinn Sigurdsson, samt enkelte andre, der ikke navngives, har udarbejdet kvantitativt den störste del af værket, men Árni har også en meget betydelig del deri. Et er vistnok utvivlsomt, at det er ham, der udarbejdede det skema, efter hvilket det hele udførtes, så at det dannede en ensartet helhed, og at det er ham, der har været etslags overleder af det hele Arbejdet er udført med den störste samvittighedsfuldhed og nöjagtighed til trods for de meget betydelige vanskeligheder, der var forbundne dermed. Hvis der er unöjagtigheder deri, er det ikke kommissærernes skyld, men böndernes udsagn, »almuens underretning«, som er det konstante udtryk: denne måtte jo danne grundlaget for det, der optegnedes om jordernes kvalitet, bøndernes kreaturbestand, skatter m. m. Der er ingen grund til at tro andet end at »almuens underretning« er i alt væsenligt fuldkommen rigtig; den kritik, som er fremkommen, synes uberettiget.

Da Árni forlod Island, efterlod han hele jordebogsmaterialet, som han selv siger i sit svar 16/12 1713 på Rentekammerets rykkerskrivelse af 21/11, og kunde således intet aflevere endnu. Iøvrigt giver Árni her en udförlig redegörelse for arbejdet. Det er klart, at han er noget gnaven og får bl.a. lejlighed til at bemærke, at han »haver og allerede med min skade lært, at det tjæner ikke altid at sige for megen sandhed«. Atter 6/1 1714 forlanger Rentekammeret en redegörelse; selv om han ikke har hele materialet »skulle vi dog formode, at hr. assessor ikke derom er så ukyndig, han jo må vide, hvorledes matrikulen og jordebogen er indrettet«, hedder det lidt spydigt: tonen er ikke egenlig nådig. Gyldenløves indberetning, som Árni havde ønsket at få en kopi af, har åbenbart virket, og den hidrørte fra Árnis og Pálls uvenner. Rentekammeret afslog at give ham kopien, da indberetningen, hedder det, var bleven tilbagesendt til Konseillet. 12/6 1715 kræver Rentekammeret især oplysninger om arbejdets fuldendelse, da de oplysninger, som var sendte 1714, gik tabt ved skibsforlis. 25/6 1716 fornyer Rentekammeret sine krav om jordebogens afslutning og indsendelsen af en ekstrakt under trussel af, at sagen ellers vilde blive kongen forestillet. 27/6 s. å. indrömmer Rentekammeret, at materialet må forblive i Island til krigen var afsluttet, men hovedresultatet og en almindelig oversigt ønskedes straks. En sådan havde jo Árni tidligere gjort tid efter anden, så det er egenlig ikke let at se, hvad Rentekammeret kunde fordre udover det. I det hele ses, at Rentekammeret både för og senere ikke havde noget begreb om værket og dets vidtløftighed. 23. maj 1720 meddeler Rentekammeret, at admiral Raben har fået ordre til at nedbringe hele materialet og anmoder Árni om at sörge for, at det vil kunne ske. Raben førte så det hele sammen med alle Árnis andre efterladte sager (bøger og manuskripter) i efteråret 1720 til København. Dermed var jordebogstrængslerne ikke afsluttede. 1. novhr. 1720 udgik der reskript til Raben, Rostgaard og Árni om at undersøge de af Raben hjembragte kister og kasser med breve og håndskrifter m. m., som om ikke Árni alene vidste fuldkommen besked hermed. Kisterne indeholdt ikke blot jordebogsmanuskriptet samt breve (originaler og afskrifter), men også Árnis egne manuskripter, dels dem, han i 1702 havde ført med sig til Island fra Khavn, for nærmere at undersøge dem og mulig lade dem afskrive, dels dem, han under sit ophold havde erhværvet ved køb og som gaver. Alt dette var hans private ejendom, der, som man skulde synes, uden videre burde være udleveret til ham. Men nu skulde der foretages en undersøgelse »fra hvad steder i Island, de (brevene osv.) kan være kommen, hvem de kan tilhøre, så og om hvad materie de handler, og om de ere af nogen værdi eller raritet, og ellers hvorledes med dem kan være beskaffet«(!). Naturligvis kunde Árni ikke være tilfreds hermed, og ansøgte kongen (12/11 1720) om at måtte få de ham bevislig tilhørende bøger og dokumenter udleverede. Samme dag ansøger han Konseillet om, at visse mænd (andre end tidligere foreslået) måtte foretage undersøgelsen, hvis en sådan skulde ske. Atter 7/1 1721 ansøger Árni i en udførlig og oplysende skrivelse kongen om at måtte få sit udleveret. Han meddeler, at jordebogen og de den vedrørende dokumenter var nedpakket i 2 dertil indrettede kister, hans egne bøger osv. i 53 små kasser. Disse var alle oplagte på toldboden med admiralens sigil for og udtrykkelig forbud imod at udlevere dem uden kongelig ordre. Dette brev synes at have virket, 14/2 faldt en kongelig resolution, der gik ud på, at Árni skulde få alt sit udleveret, hvorimod de to kister med jordebogen skulde opbevares i Rentekammeret »til eftersyn« — hvad der jo var i sin orden. Den 10/7 1722 afkræver Rentekammeret Árni de ham i sin tid lånte (ældre) jordebøger. Disse blev mod kvittering afleverede 23/7. Men nu kommer det mærkelige, at Rentekammeret 26/2 1723 kræver Árnis og Pálls jordebog udleveret og henviser til skrivelsen af 10/7 1722, hvor jo noget helt andet krævedes. Det er klart, at Rentekammeret ikke vidste besked. Árni har ment, at der her forelå en misforståelse, og har ikke straks svaret. Rentekammeret gentager da sit krav 9/6 og (ret skarpt) 6/7, men han havde let spil, idet han kunde henvise til den kendsgærning, at de krævede jordebøger allerede forlængst var afleverede, og at hans og Pálls jordebog beroede i Rentekammeret selv (skriv. 17/7). Rentekammeret havde i skriv. 9/6 også krævet en beskrivelse af jordebogen og oplysninger vedrørende denne; det var Raben, der stod bagved. Árni giver da en kort men ret udførlig beskrivelse af dens indretning. Han fremhæver tillige, at der er gjort arbejde for de bevilgede penge og meget mere; han undlader ikke at bemærke, at han »udi 3 år har tilsat i landet en considerable del af mine egne penge« (s. 565). Han tilbyder, meget uegennyttig, at »offerere sin tjæneste til samme protokollers conservation«, han vil sortere dem og for sine egne penge lade dem i visse volumina indbinde; disse vilde blive 10—12 (ɔ: inddelte efter syslerne). Det lader imidlertid ikke til, at dette smukke tilbud er blevet ænset; dog blev Árni 17/8 opfordret til at indfinde sig i Rentekammeret for at åbne kasserne og få sagerne eftersete »for videre udi rigtighed at befordre (dem)«. Men dette ses Árni ikke at have gjort eller villet göre — han har måske ikke ment, at dette var det svar han havde væntet —, ti Rentekammeret fornyer sin anmodning om det samme 13. febr. 1725; her opfordres han tillige til at give et skriftlig forslag om, hvorledes jordebogen kan oversættes til dansk. Nu går der atter en rum tid uden at Árni har tænkt på at efterkomme denne opfordring, ti 5. juli 1727 anmoder Rentekammeret ham igen om at give sin betænkning om jordebogens ordning og oversættelse. Rentekammeret bemærker — ret forsonligt — at »det ikke intenderer noget til hr. Assessors mishag«. Men Árni var nu bleven stædig, og har rimeligvis ikke ment, at en oversættelse vedkom ham, og hans tilbud om ordningen var tidligere overhørt. 7. juli skriver Rentekammeret endelig meget skarpt til kongen og fremstiller hele forholdet og kræver, at, hvis Árni ikke vil efterkomme dets ønske, han så må blive draget til ansvar, ja at han skal tilbagebetale de oppebårne penge, og eventuelt tiltales af generalfiskalen. Kongen udsteder, i overensstemmelse hermed, en skrivelse til Árni. Nu kunde Árni ikke længer unddrage sig arbejdet. 28. juli kvitterer han for modtagelsen af hæfterne til ordning og lover at ordne dem og indbinde dem på egen bekostning og senere afgive en »underdanig forestilling, hvad der kunde fremdeles være at göre ved denne islandske Jordebog«. Mærkeligt nok er indbindingen imidlertid ikke foretagen.

19. juni 1728 forespörger Rentekammeret igen om arbejdet og den danske oversættelse (der tales intet om, hvem der skulde bekoste denne). Det truer atter med kongen. Og endnu, og for sidste gang, skriver Rentekammeret 19. marts 1729 (10 måneder för Árnis død) om det samme æmne. Der er vel ingen tvivl om, at Rentekammeret har anset Árni for pligtig til at lade det hele oversætte for hans egne penge, men det har intet begreb haft om, hvor stort et arbejde dette var, og hvor megen tid der krævedes dertil. Da Árni døde, kunde der blive spørsmål om, hvorledes staten skulde stille sig til hans bo og hvilke krav den mente at kunne göre gældende. Jordebogsmanuskriptet tilhørte staten, og efter Árnis død var der kun ét at göre, at aflevere det til staten (Rentekammeret). Árni havde selv sörget for, at det under branden 1728 var blevet flyttet til Gehejmearkivet, og der var det i god behold. Om hvorledes det senere gik kan der henvises til Emb. skr. s. 589. Her skal blot anføres, at H. Gram, executor testamenti, først 22/8 1742 lover at lade jordebogen oversætte på boets bekostning og dette skulde kunne foregå i løbet af 5—6 måneder (!) Hvad der var grunden til, at der gik 12 år til denne afgörelse fandt sted, vides ikke nu. Oversættelsen kom virkelig i stand i de følgende år, især ved Jon Marteinssons arbejde; men den var først færdig 1750. I fundatsen for det Arnamagnæanske legat 18. januar 1760 erklæres, »at den Jordebogen over Island betræffende post er gennem vores Rentekammer aldeles bragt i rigtighed, så at Vi ingen videre fordring desangående til afgangne Arnas Magnussens stervboe have«. Det var 30 år efter Árnis død. Selv havde han ikke stor personlig glæde af dette udmærkede arbejde; han følte sig fortrædiget og miskendt, og det har uden tvivl såret og ærgret ham mere end det pengetab, han direkte havde af arbejdet.

Hele jordebogen findes nu i 11 bind i Rigsarkivet; Bardestrandsyssel findes kun i koncept i Árnis egen samling; jordebogen over Mula- og Skaftafellssyslerne er gået helt tabt, rimeligvis er de brændte eller gået til grunde under branden 1728. Mærkeligt nok findes oversættelsen i Árnis håndskriftsamling (466—68,470—74).

Endnu blot et par oplysninger om den lön, kommissærerne oppebar for deres arbejde i 10—12 år.

Det er tidligere blevet omtalt, hvilken lön de skulde oppebære. Fra tid til anden gör Árni rede for de modtagne penge. I skrivelse af 18. maj 1703 skriver Rentekammeret til kommissærerne, at det »har ordineret hos jordebogsforpagterne at betale dennem 500 rigsdaler, hvorom assignationen herudi følger«. Herfor kvitterer de 1/9, 1703. 25/9 1704 kvitterer de for andre 500 rdl., men der udtales, at denne sum er utilstrækkelig. 29. maj 1706 giver Árni en oversigt over, hvad kommissærerne til dato har oppebåret, nemlig 2500 rdl. (500 rdl. i de første 3 år og 1000 1705). Árni opstiller et specificeret regnskab i henhold til hvad der var ham lovet, og efter det skulde de have haft 3821 rdl. Der manglede således ikke så lidt. Árni erindrer om, at han må betale dem, der arbejder i hans sted, han må betale for sine heste, hvorfor han ansøger om passende godtgørelse for den i Khavn tilbragte vinter. 21. juni 1709 findes atter et opgör over modtagne penge. Heraf ses, at Páll fik betaling til 24. juni 1707: fra 1706 til 1709 skyldes der ham 1096 rdl. Árni selv tilkommer omtr. for samme tidsrum 2164 rdl. — ialt 3260 rdl. Til dækning heraf har de fået 2020 rdl.; der resterer således 1240 rdl.. som ønskes udbetalte. 13. sept. 1709 andrager Árni igen om en assignation pa 1000 rdl. Ifg. regnskabsoversigt (Embskr. s. 575) havde kommissærerne til 28. juni 1709 fået ialt 6505 rdl., men derefter intet. Árni siger i et andragende 16/12 1713, at han har mattet låne penge for selv at betale Páll. I 1714 får denne 300 rdl. Men endnu så sent som 1727 er der tale om resterende penge til Páll, som Rentekammeret ikke vil udbetale, medmindre jordebogen afleveres. Dermed ophører alle breve om den finansielle side af sagen; det lader således til, at Árni aldrig har fået en øre for sit arbejde fra 1709 af (Páll kun de nævnte 300), men tværtimod har måttet lægge ud af sin egen lomme. Det gör et ejendommeligt indtryk under alt dette at læse, at Rentekammeret 28. decbr. 1709 opfordrer Árni til at yde et krigslån på 500 rdl. Det var for så vidt heldigt, at han nu var bleven gift. Hans kone ses at have indbetalt 300 rdl. Mere havde hun ikke disponibelt. Det er klart, at Árni ikke har spundet silke ved sit ophold og hværv i Island. Men det ser ud til, at jordebogen var bleven ham en æresag, en sag, som han vilde få tilendebragt selv om det skulde koste ham direkte udgifter, hvilket taler höjt som så meget andet om hans redelighed og ærekærhed.

______________________________________

Efter denne oversigt over jordebogsarbejdet skal der nu gives en kort fremstilling af de mange sager, som kommissærerne og særlig Árni fik med at göre i de år, der her er tale om. De var dels og hovedsagelig af offenlig, dels af privat art.

Havde kommissærerne kun skullet have med jordebogsarbejdet at göre, vilde deres hværv have været adskillig lettere og sikkert för tilendebragt end tilfældet blev. Der er forhen givet en kort oversigt over de vigtigste hværv foruden jordebogen, som instruksen pålagde kommissærerne. Man kunde forudse, at de vilde tage megen tid; så skete det desværre også. Der var da hovedsagelig handelsforholdene, de skulde overveje, samt retslige forhold, der skulde undersøges, og i forbindelse med dem forskellige sager og domme; blandt disse var de 4 såkaldte »enormitetssager«; endelig var der en sag, der angik Árni selv personlig.

Hvad handelsforholdene især angår, kan der, som för bemærket, henvises til J. Aðils’ store för nævnte værk Einokunarverzlun Dana á Islandi 1602—1787 (1919).

Som för bemærket var tiderne omkring år 1700 på Island overordenlig vanskelige: en række af uår havde raset med sult og mandedöd: handelen var som tidligere meget elendig. Tilstandene var måske værre end nogensinde. Resultatet af de overvejelser, man i den anledning gjorde, blev, at lagmand Gottrup, dog ikke uden en del modstand, rejste med sin familje til København og opholdt sig her en vinter. Det hører ikke hid at göre rede for, hvad han udrettede. Frygten for omkostningerne ved rejsen viste sig ikke at være ubegrundet. Gottrups regning blev temmelig stor. Omkostningerne skulde efter visse regler fordeles på befolkningen og sysselmændene skulde inddrive pengene. Men det gik langsomt og ikke uden vanskeligheder. Det blev overdraget kommissærerne at ordne sagen. Efter megen strid og mange år opgjorde Árni regnskabet og bestemte, hvad Gottrup formentlig skulde have og det ikke altfor knebent, dog således, at han ikke måtte kræve penge til sin familjes rejse og underhold. 9. juni 1707 havde kommissærerne udsendt en kundgørelse om, hvorledes og hvor meget der skulde betales (jfr. skriv. 22. juli til sysselmændene). Der afkræves Gottrup et regnskab 7. sept. 1709; 7. juni 1710 skriver Árni — for det er ham, der åbenbart er brevets forfatter — til Gottrup og opstiller mod ham et regnskab, der går ud på, at han skulde have 460 rdl.; selv havde han forlangt 1158 rdl. Árni regner endogså flere ting ret rigeligt og overhovedet, så vidt man nu kan bedömme sagen, meget retfærdigt og billigt. Efter nu at have fradraget, hvad Gottrup havde modtaget, blev der kun 18 rdl. 3 mark og 6 skill. til rest; disse penge skal nu Gottrup tage af de 30 rdl.. som Árni selv havde lånt ham 1708 på altinget. Árni har vist aldrig fået sine penge, og han har vist selv betalt de resterende penge, blot for nu endelig at blive færdig med denne kedelige sag. Derefter hører man ikke mere til den.

Hovedformålet for Gottrups rejse havde været at få udvirket en forbedring i handelsforholdene. Kongen nedsatte en kommission (22. okt. 1701) forat overveje sagen, de af Gottrup medbragte andragender og hans forslag. Dette sidste gik ud på, at handelen ikke, som hidtil, skulde overdrages enkelte købmænd, der fik en bestemt havn at besejle og et bestemt handelsdistrikt, men et handelskompagni, hvorved handelsdistrikterne skulde ophæves som uhensigtsmæssige. Heller ikke var det heldigt, mentes der, at forpagte jordebogsindtægterne til enkelte personer, især købmændene. Med hensyn til handelsdistrikternes uhensigtsmæssighed henvistes til Holmfast Gudmundssons og Tomas Konradssons sager m. m. Desuden var der vanskeligheder, f. eks. med hensyn til transport af landskyld fra det ene distrikt til det andet, hvad købmændene påstod var ulovligt, i handelsforordningen selv var det ikke forbudt. Her var især bispestolene interesserede. Gottrup kunde af egen erfaring tale med i denne sag. Da han, som bode på Nordlandet, skulde sejle med et skib fra Keflavik (sydvestlandet), forlangte stedets købmænd, at han skulde bidrage til sit underhold ombord med en eller to okser og noget smör. Han ønskede da at købe kreaturerne i omegnen, men da købmændene erfarede dette, truede de bønderne med Bremerholm og alt ondt, hvis de solgte Gottrup noget kreatur. Også en anden og bedre takst på varerne foreslog Gottrup. Alt dette kunde se tiltalende ud. Men da nu købmændene blev spurgte, erklærede de sig i en skrivelse 29. nov. 1701 bestemt imod oprettelsen af et handelskompagni og anførte flere grunde, især vilde det medføre mange og store omkostninger; heller ikke vilde de høre noget om nye takster. Gottrup fastholdt sin opfattelse i en ny skrivelse 5. jan. 1702. men købmændene gav ikke efter. 15. apr. svarede kongen og udtalte, at der vilde blive udnævnt mænd til at undersøge landets og folkets forhold og tilstand. Købmændene fik 5—6000 rdl.s eftergivelse i afgiften for de næste 4 år, men det blev dem strængelig forbudt at anvende hårde straffe for ubetydelige forseelser, og i den nye takst blev simpel 10 rdl.s bøde fastsat istedenfor konfiskation af boslod og Bremerholmslaveri. De »mænd«, hvortil der sigtedes, var vistnok Árni (og Páll Vídalín) (jfr. ovf. På Island var meningerne meget delte om, hvad der burde göres, striden fortsattes. Gottrup rejste da igen til København efterår 1704. Samtidig hermed havde en kyndig mand, B. Nebel, indgivet en lang skrivelse, hvori han anbefaler oprettelsen af et handelskompagni m. m. Nu begynder købmændene selv at blive tvivlrådige, og det endte med at de sluttede sig til tanken. Gottrup havde heller ikke ligget på den lade side med at anbefale den. Det kom så vidt, at regeringen 31. marts 1705 erklærede, at den tænkte på at oprette et handelskompagni for Island. Men den besluttede, efter købmændenes forslag, at ville høre kommissærernes mening og sendte disse i maj 1705 alle dokumenter sagen vedrørende. Det var naturligt, at sagen nu blev stillet i bero i København. Ikke desto mindre skrev købmændene kongen 28. juli, at de ikke forstod regeringens stilling, og erklærede nu, at de var stemt for et handelskompagni, og ønsker en hurtig afgörelse. Endelig 30. nov. 1705 erklærede de, at de valgte handelskompagniformen og var rede til at gøre nye kontrakter om vilkårene. Det erindres, at Árni vinteren 1705—06 opholdt sig i Kobenhavn, og dette har næppe været uden betydning for sagens videre forløb. 14. okt. skriver han til kongen og meddeler, at han er kommen ned for at göre forslag om handelen, efter at han har gjort sig bekendt med de fremkomne oplysninger og dokumenter. 8. decbr. afgiver han en foreløbig erklæring og beder om, at der ikke må resolveres noget förend han har fremsendt sin udførlige redegørelse og forslag; dette skete i en såre lang. fortræffelig gennemtænkt og velskreven betænkning af 5. januar 1706. I denne fraråder han på det bestemteste at forlade distriktsinddelingen og at oprette et for hele landet fælles handelskompagni. Der kan ikke være tale om her at gengive hele denne betænkning. Árnis begrundelse af sin opfattelse, der jo falder sammen med købmændenes oprindelige mening, — han forstår ikke deres hurtige skiften-standpunkt — er affattet grundig, saglig og sagkyndig. Betænkningen førte til et resultat, nemlig oktrojen af 13. april 1706, der skulde gælde for 6 år, (jfr. Embskr. 153ff.). 6. febr. fremsender Árni en skrivelse angående taksten. Købmændene var ikke glade ved resultatet og var herefter Árnis uvenner. Den ved den nævnte oktroj bestemte ordning af handelen bestod til 1732. Uden tvivl må det siges, at Árnis indflydelse på denne sag er det betydeligste, han (bortset fra jordebogsarbejdet) på det praktiske område udrettede.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE