Nibelungekvadet 18
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
704.
Da traadte Helten Sigmund for Sønnens Viv at staa.
Til Dronningen han mælte: „Hjem vi atter maa.
Ukære Gæster er vi ved Rhinens Bred.
Krimhild, kære Frue, til mit Land drag nu med.1013.
705.
I skal og, Frue, have den selvsamme Magt,
I kendte før hos Sigfred, jer Husbond uforsagt.
Riget med samt Kronen skal være i jer Vold.
Jer skal gerne tjene hver Sigfreds Kæmpe bold."1015.
706.
Svendene lod man sige, de skulde bort igen:
i stor Hast de ilte til deres Heste hen.
At blive her blandt Fjender, kun lidet hued dem.
Da bød man Møer og Fruer søge Rejsetøjet frem.1016.
707.
Saalunde havde Sigmund kun Rejsen i sin Hu.
Da kom Krimhilds Maage og bad hende nu,
at end hun maatte blive hos sin Moderlil.
Den stolte Frue mælte: „Hvor skulde det gaa til?1017.
708.
Hvor mægted jeg bestandig for Øje den at se,
af hvem mig stakkels Kvinde er voldet saadan Ve?"
Da mælte ungen Giselher: „Krimhild, Søster kær,
du burde for din Troskab din Moder blive nær.1018.
709.
Dem, som har dig krænket med Sorg og Smerte svar,
dem har du ikke nødig: tær det Gods, jeg har."
Hun gensvared Kæmpen: „For vist det kan ej ske.
Jeg græmmed mig til Døde, naar jeg Hagen skulde se."1019.
710.
„Lad det, kære Søster, ej øve dig din Ro,
al den Stund hos Giselher, din Broder, du skal bo.
Og Bod skal jeg skaffe dig alt for din Husbonds Død."
Da mælte den gudsarme: "Det lindred Krimhilds Nød."1020.
711.
Da loved hun ung Giselher, hun vilde blive end.
Hestene stod rede for Sigmund og hans Mænd.
Lastdyr var læssede og alt i Rejsestand,
da hjem de vilde ride til Nibelungeland.1023.
712.
Gik da den Herre Sigmund til Krimhild igen.
Dér mælte han til Fruen: „Sigfreds Riddersmænd
venter eder ved Hestene. Nu skal vi fra Burgund:
her bliver jeg nødig, hvor vi led svarlig Ondt."1024.
713.
Mælte da Fru Krimhild: „De Frænder, mig blev tro,
de raader mig at blive og her hos dem at bo:
jeg har ingen Maage i Nibelungeland."
Da Sigmund hørte dette, i Kummer stedtes han.1025.
714.
„Det sige eder Ingen," Kong Sigmund gav til Svar.
„I skal bære Krone, som I tilforn den bar,
for alle mine Maage med selvsamme Magt.
I skal ej raade mindre, for Sigfred blev ombragt.1026.
715.
Ogsaa for jert Barns Skyld drag med os, Sønneviv:
skal fader- og moderløs det leve hen sit Liv?
Naar stor jer Søn sig vokser, da trøster han jert Mod.
Imens skal eder tjene mangen en Kæmpe god."1027.
716.
Hun mælte: „Herre Sigmund, jeg maa blive her
og kan ej ride med jer, ihvad der mig end sker,
her hvor mine Maage med Klage staar mig bi."
Ak, hvad Mishag stedtes de gode Kæmper i!1028.
717.
Thi mælte de til Hobe: „Da først maatte vi se,
der havde ramt os Helte en svar Hjertensvé,
om her I vilde blive i vore Fjenders Land:
værre red da aldrig til Hove nogen Mand."1029.
718.
„Trygt skal I fare, befalet i Guds Vold:
jer gives sikkert Følge (thi drag i god Behold)
paa Vej til Sigmunds Rige. Min kære Sønnelil
befales til jer Naade, at I ham vogte vil."1030.
719.
„Saa ve for dette Festlag," mælte Kongen stolt.
„Aldrig nogen Sinde er værre Gammen voldt
Konge eller hans Maage, end os maatte ske.
Man skal os aldrig mere i Gunthers Rige se."1032.
720.
Da mælte uden Dølgsmaal den ædle Sigfreds Mænd:
„En Rejse kunde tænkes til disse Lande end,
om den, som vog vor Herre, engang vi skued grant.
Mange er hans Maage, de til Dødsfjender vandt."1033.
721.
Krimhild han kyssed; i Kvide klang hans Ord,
da dog hun vilde blive, og han det ret erfor:
„Saa lad os uden Glæde ride tilbage nu.
Først nu grant jeg føler min kvidefulde Hu."1034.
722.
De drog foruden Følge fra Worms ad Rhinen ned:
frygtesløse Heltene i den Fortrøstning red,
at skulde Fjender vove at yppe dem en Kiv,
vilde de kække Nibelunger værge deres Liv.1035.
723.
Jeg ved ej, hvor det gik dem Resten af deres Dage.
Her hørte man Krimhild til alle Tider klage,
at Ingen hende trøsted Hjerte eller Mod
uden ene Giselher: han var tro og god.1039.
