Nibelungekvadet 19
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
724.
Hver dag tyed Krimhild, ej let hun det begav,
med sorgtynget hjerte hen til sin Husbonds Grav.
Dér bad hun Gud den gode annamme Sigfreds Sjæl.
Tit græd hun trofast for Helten vennesæl.1043.
725.
Saalunde sad for sanden i kvidefulde Kaar
hun efter Sigfreds Dødsdag vel i halvfjerde Aar,
saa at hun aldrig talte til Gunther Tiden lang
og saa sin Fjende Hagen ej heller nogen Gang.1046.
726.
Mælte Hagen af Tronje: „Hvad om I handled saa,
at I jer væne Søster til Ven kunde faa?
Da kom til disse Lande Nibelungernes Guld:
saare meget vandt I, blev Dronningen os huld."1047*.
727.
Mælte den kække Gernot af de Burgunders Land:
„Frue, alt for længe I klager for jer Mand.
Nu vil Kongen vise, han voldte ej hans Død.
Man hører alle Tider jer store Jammersnød."1050*.
728.
„Derfor skylder ham Ingen: ham dræbte Hagens Hand.
Den Stund jeg ham forraadte, hvor saarbar var min Mand,
hvor maatte jeg da tænke, at Had til ham han bar?
Jeg kunde det vel hindret", gav Dronningen til Svar.1051*.
729.
„Jeg vil nu hilse Kongen", da Krimhild talte saa,
med sine bedste Venner han gik for hende at staa.
Da voved Hagen ikke didhen at følge med:
sin Skyld vel han kendte i alt, hvad Krimhild led.1053*.
730.
Aldrig blev blandt Frænder med mere Graad end nu
fuldbragt Forsoning: hun var saa mod i Hu.
Hun tilgav dem alle, kun ej den ene Helt.
Ham havde Ingen myrdet, havde Hagen ham ej fældt.1055.
731.
Kun føje Tid var rundet, da krævede de, at
man skulde hente Krimhild den saare store Skat
fra Nibelungelandet did til Rhinen hen.
Den Morgengave fik hun, med Ret hun ejed den.1056.
732.
Da de fra Rhinen ankom for hendes Skat at faa,
mælte den kække Albrig til sine Frænder saa:
„Vi tør ej nægte hende den Skat, hun nu vil have:
den ædle Dronning kræver den som sin Morgengave.1058.
733.
Dog var den ingen Sinde givet hende til Pris,
havde vi ikke Dølgekappen tabt paa ilde Vis,
da og vi misted Sigfred," saa mælte Albrig end,
„thi den bar til hver Tid skøn Krimhilds Hjerteven.1059.
734.
Nu er desværre Sigfred det kommet til Fortræd,
at han vandt Dølgekappen, den Stund han med os stred,
og at vort hele Rige hans djærve Haand betvang."
Did gik Skattens Vogter, hvor Nøgleknippet hang.1060.
735.
Ved Bjerghulen vented Krimhilds Sendebud
og somme hendes Maage. Da bar man Skatten ud
og bragte den til Havet, hvor deres Skibe laa:
de førte den paa Bølgerne og op ad Rhin derpaa.1061.
736.
Da Skatten de havde bjerget til Worms i god Behold,
og den blev overgivet i Dronning Krimhilds Vold,
blev Kamre dér og Taarne helt fyldte af dens Guld.
Man hørte aldrig nævne en Skat saa underfuld.1065.
737.
Og om den havde været nu tusind Fold saa stor,
maatte den Herre Sigfred end levet karsk paa Jord,
da havde før hun tomhændet staaet hos sin Mand.
Saa tro Hustru ejer ingen Helt i noget Land.1066.
738.
De fattige og rige hun gav med gavmild Hu;
thi mælte Hagen af Tronje, at leved hun endnu
en kort Tid, da vandt hun saa mangen Mand dermed,
rede til hendes Tjenest, at dem skete Fortræd.1068.
739.
Da mælte Drotten Gunther: „Hendes er Liv og Gods.
Hvordan hun dermed handler, maa ikke røre os.
Med Nød har jeg vundet, at Krimhild blev mig huld.
Lad hende frit nu raade baade for Sølv og Guld."1069.
740.
Til Kongen mælte Hagen: „Klog Mand giver Agt,
at Skatten ikke lades i nogen Kvindes Magt.
Den Dag vil sagtens komme, saa gavmild som hun er,
at kække rhinske Helte vil angre, hvad der sker."1070.
741.
Da genmælte Gunther: „Jeg svor hende en Ed,
at aldrig skulde jeg mere forskylde, at hun led;
det Ord vil jeg holde, hun er min Søsterlil."
Da mælte atter Hagen: „Lad mig fly Navn dertil."1071.
742.
Da handled somme blandt dem svoren Ed til Trods.
De frarøved Enken hendes kostelige Gods:
alle hendes Nøgler tog Hagen i sin Magt.
Det harmed hendes Broder, da ret det blev ham sagt.1072.
743.
Mælte den Herre Giselher: „En Smerte saare gram
har Hagen voldt min Søster: jeg burde hindret ham.
Og var han ej min Frænde, det kosted ham hans Liv."
Da maatte atter græde Kong Sigfreds ædle Viv.1073.
744.
Hun mælte: „Kære Broder, du komme mig i Hu:
baade Liv og Eje bør du mig skærme nu."
Da mælte han til Fruen: „Det skal og ske for sand,
naar vi kommer tilbage; nu rider vi af Land."1075.
745.
Gunther og hans Maage af deres Rige red,
blandt dem de allerbedste, som fandtes noget Sted,
uden alene Hagen: hidset svart af Had,
han bar til Fru Krimhild, blev han i Gunthers Stad.1076.
746.
Inden den rige Konge igen var kommen hjem,
da havde Hagen fremtaget Skatten af dens Gjem.
Han sænked den ved Loche til Bunds i Rhinens Flod
for selv engang at faa den: dog andet forestod.1077.
747.
Fyrsterne med Følge var atter komne hjem.
Med Møer og Fruer traadte Fru Krimhild for dem frem
og klaged over Skaden: dem tyktes Sagen led.
Gerne var ung Giselher til tro Hjælp bered.1078.
748.
Dem alle tyktes Uret, at Hagen hende sveg.
De tre Fyrsters Vrede saa længe han undveg,
til atter de ham tilgav og lod ham i Behold:
da haded ham Fru Krimhild herefter mangefold.1079.
749.
Af en fornyet Smerte var tynget hendes Mod,
for hendes Husbonds Endeligt og saa for Skatten god,
de troløst havde røvet. Thi tav hendes Mund
aldrig mer med Klage til hendes sidste Stund.1081.
