Nye mennesker – Første møde med polareskimoer (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Første møde med polareskimoer

"Og aldrig fandt han Ro siden,
da han først havde hørt Rygtet
om de nye Mennesker."
GAMLE MERKRUSARK

Maalet var naaet! Men iblandt os havde vi en dødssyg Kammerat, som vi slet ikke kunde hjælpe; de Mennesker, vi havde haabet at træffe ved Bopladsen i Kap York, havde forladt deres Huse, og omkring os for vore forsultne Hunde; selv havde vi knapt saa megen Mad, at vi kunde spise os mætte. For at lette vore Slæder havde vi deponeret vore Proviantkasser ved Kap Murdoch, og en væsentlig Del af den Mad, vi havde beregnet for Rejsen herfra og til Kap York, var bleven ædt af Hundene.

De to sidste Døgns meget forcerede Rejse havde taget stærkt paa Kræfterne; et Øjeblik var vi dog saa grebne af det nye, vi saa, af de besynderlige, primitive Menneskeboliger, at vi kunde glemme al Træthed for at faa Bopladsen undersøgt. Men længe varede det ikke, før vi smed os ned ved vore Slæder og faldt i Søvn.

Men lang bliver aldrig den Hvile, som en rejsende kan unde sig under kritiske Forhold. En af os vaagnede snart og fik Kammeraterne vækkede. En nærmere Undersøgelse af Snehytterne viste nu, at det ikke kunde være længe siden, at Beboerne havde forladt dem. I en af dem laa saaledes en stor, uflenset Sæl, som beredte vore Hunde en yderst velkommen Smaus.

Mange Slædespor løb Nord efter og var kun ganske let tilføgne; Mennesker kunde ikke være langt borte.

Jeg kom til at tænke paa et Sagn, en gammel Grønlænder havde fortalt, da vi paa Nordgaaende i dansk Vestgrønland besøgte ham.

Han vidste nok, at de havde Stammefrænder langt Nord paa; men hvor det var, stod ikke klart for nogen. Det var saa langt borte. Og han fortalte følgende Sagn, han havde hørt som Barn:

"Der var engang en Mand, som boede Norden for alle Bopladser. Han jagede Bjørn hvert Foraar med Hundeslæde.

Engang paa sine Jagter kom han til et Slædespor, der stammede fra fremmede, som han intet kendte til. Han bestemte sig til at opsøge disse Mennesker og kørte det følgende Foraar, tidligere end han plejede, ud paa sine Bjørnejagter. I det tredje Døgn kom han til Huse, der saa anderledes ud end de, han var vant til at se. Men ingen Mennesker traf han; kun friske Spor tydede paa, at Bopladsen nylig maatte være bleven forladt.

Da Bjørnejægeren næste Aar kørte ud, medtog han Træ som Gaver til de fremmede; thi stor Træmangel maatte disse lide, siden de havde tværstøttet deres Hustage med Narhvals Stødtænder.

Heller ikke under andet Besøg lykkedes det ham at træffe de fremmede. De bortdragnes Spor var vel endnu friskere end forrige Gang, men han turde dog ikke følge dem og saaledes fjerne sig endnu længere bort fra sin Boplads. Han nøjedes med at stikke det medbragte Træ ned i Sneen ved Husene, og da Gaverne nu var afgivne, rejste han hjem.

Det tredje Aar opdrættede han sig det bedste Hundespand, han endnu havde ejet; og tidligere, end han plejede, kørte han Nord paa efter Bjørn og fremmede Mennesker.

Da han endelig kom frem til Bopladsen, gik det ham ganske som de foregaaende Aar: Beboerne var rejste; men i Sneen, hvor han havde efterladt sit Træ, havde de bortdragende stukket et stort Bundt af Hvalrossers Stødtænder; og inde i Husgangen laa en dejlig Hund med sine Hvalpe. Det var de fremmedes Gengaver.

Han tog nu det hele paa sin Slæde og kørte hjem; men Menneskene, der boede norden for alle andre, fik han aldrig truffet." —

Og nu førte ligesom den Gang mange Slædespor Nord paa, og Sagnet tro kunde det ikke være saa mange Dage siden, at de vare dragne bort. —

–

Det var underligt at kravle gennem de lange, lave Husgange; vi kunde næsten ikke presse os igennem med Pelsene paa. Ved Enden standsede man ved et Hul, man skulde bore sig op igennem, og nu var man inde i Huset. Der var en stærk Lugt af Kød og Ræv derinde.

Første Gang man ser en saadan Bolig, bliver man slaaet af, hvad Mennesker kan lade sig nøje med. Det hele er saa primitivt og lugter af Hedenskab og Aandeviser. Man fylder uvilkaarligt en saadan Stenhule, der i hvælvet Form er kunstfærdigt bygget af kæmpemæssige Sten, med halvt overnaturlige Væsner. Man ser dem i Tankerne slide i raat Kød, saa Blod driver ned ad dem, og man gribes selv af Spændingen over det besynderlige Liv, der forestaar sammen med disse.

Vi gik rundt og saa paa alle disse Ting, der paa deres tavse Maade fortalte om de Mennesker, der levede deres isolerede Liv heroppe. Et Stykke fra Husene stod i Rundkreds nogle store, runde Sten, der glindsede af gammelt Spæk; "her plejede de vist at spise," sagde en af vore Grønlændere. Fantasierne var i Bevægelse.

Længere oppe, omtrent under Fjældet, laa en Kajak med alle Redskaber, tildækket med Sten. Bagved stod en Slæde, forspændt med døde Hunde, der næsten ganske var tilføgen af Sne. Her laa altsaa Mænd begravede, saaledes som Eskimoskik foreskriver, med alle deres Ejendele.

Alt, hvad vi saa, var nyt og optog os stærkt. Endelig var vi da paa polareskimoisk Grund, og vor Glæde over at være ved Maalet vilde have været stor, om ikke denne frygtelige Ulykke var tilstødt os med vor Kammerats Sygdom.

Han laa sløv hen i Feber, kunde ikke røre et Lem og maatte mades, naar han skulde spise. Efter en Raadslagning blev vi derefter enige om, at Mylius-Erichsen skulde blive tilbage hos den syge sammen med de to Sælfangere, medens Jørgen Brønlund og jeg skulde køre Nord paa, saa hurtigt det lod sig gøre med vore temmelig udsultede Hunde, for at søge efter Mennesker.

Vi antog, at vi 64 engelske Mil fra Kap York maatte træffe Mennesker ved Saunders Island, om ikke der, saa dog ved Netsilivik, en 40 engelske Mil nordligere. Al den Proviant, vi kunde faa med, var lidt Kiks og en Daase Smør.

Saa havde vi for øvrigt vore Bøsser at stole paa.

Vore Fangere var tagne ud paa Sælfangst, og vi ventede med at tage af Sted, indtil de — tomhændede desværre! — var komne tilbage. Saa drak vi noget Kakao og kørte af Sted langs den dejlige Fjældkyst i den lyse Nat.

I Nærheden af Kap Atholl finder vi friske Slædespor og følger dem. De fører ind til en Stendysse under en stejl Klippevæg, hvor der er henlagt et stort Depot af en nyfanget Remmesæl. Vi maa altsaa ikke have langt til Mennesker! Hvilken Spænding! Det gjaldt jo næsten en Kammerats Liv.

Vi havde kørt hele Natten, en 12 Timer; et Stykke forbi Kap Atholl maatte vi gøre Holdt for at give Hundene et lille Pust. Vi havde da tilbagelagt en 56 engelske Mil i rask Galopade, og skulde vi blive nødsagede til at køre helt frem til Netsilivik, maatte vi nu tage et billigt Hensyn til Hundenes tomme Maver. Vi slog os ned paa Isen, drøftede Udsigterne, aad lidt Smør — vi turde for alle Tilfældes Skyld ikke spise vore Kiks — lagde os saa ned paa vore Slæder og faldt i Søvn.

Efter 3 Timers Søvn fortsætter vi. Vi har kun kørt et lille Stykke, da en sort Prik bliver synlig forude. Den vokser og bliver til en Slæde.

Jørgen! Knud! — Jørgen! Knud!

Vi var gale og kunde kun raabe hinandens Navne.

Fartsignal! Hundene lader Halerne falde og spidser Øren. Fartsignalet mumles endnu engang mellem Tænderne, og Sneen hvirvler fra Hundenes Bagben. En kold Vind svider i Næsen. Endelig! Endelig Mennesker, andre Mennesker, nye Mennesker! — Polareskimoer!

En lang, smal Slæde kommer farende hen imod os, en Pisk svirrer gennem Luften, underlige Hundesignaler lyder os i Møde. En lille, pelsklædt Mand med et Par skinnende hvide Bjørnebukser springer af Slæden og løber gestikulerende hen imod sit Spand for yderligere at ophidse det.

Bagved ham, overskrævs paa Slæden, sidder en anden, klædt i Blaaræv, med en stor Spidshætte over Hovedet; det er hans Kone.

Vore Hunde giver sig til at gø, og under stærke Glam farer vore Slæder sammen. Vi springer af, løber hen imod hinanden, standser og stirrer hinanden ind i Ansigtet, ude af Stand til at tale, lige forbavsede.

Jeg forklarer ham, hvem vi er, og hvorfra vi kommer.

"Hvide Mænd! Hvide Mænd!" raaber han hen til sin Kone. "Vi faar Besøg af hvide Mænd!"

Vi forstaar hinanden uden Vanskelighed.

Jeg løber hen til Konen, der er bleven siddende paa Slæden. Underlig bevæget ved jeg i Øjeblikket ikke, hvad jeg skal sige til hende, og rækker hende, uden at tænke over, hvad jeg gør, min Haand. Hun ser paa mig, uden at begribe Meningen, og ler. Og saa ler vi i Kor alle sammen.

Manden hed Maisanguark (den lille Hvidhvalshud), hans Kone Mekro (Fjeren); de boede i Igfigssork, en 12—16 engelske Mil Syd for vort Mødested, og det oplystes, at der sammesteds boede en 3—4 andre Familier.

Vi var saaledes i vor Iver efter at komme hurtigt frem til Agpat (Saunders Island) kørte uden om den Bugt, hvor Igfigssork laa. Sneen paa Isen var haard ud for Mundingen af Bugten, og vi havde derfor været ude af Stand til at se Slædespor, der kunde have ledet os derind. Men da vi samtidig erfarede, at der boede langt flere Mennesker ved Agpat, og at Fangstforholdene der var særlig gunstige, bestemte jeg mig til at køre helt frem og pr. Slædepost raade mine Kammerater til det samme.

Maisanguark satte sig straks over paa min Slæde, medens hans Kone kørte hans Spand, og saa satte vi alle i Fart ad Agpat til under den livligste Samtale. De skulde egentlig have været hjem, men vendte nu om for at vise os Vej.

Mekro var en dygtig Hundekusk og slog med den lange Pisk saa godt som nogen Mand. Da man i Vestgrønland aldrig ser nogen Kvinde køre, udtalte jeg min Forbavselse; Maisanguark lo stolt og glad og raabte over til hende, at hun skulde slaa dygtigt med Pisken, da det morede den hvide Mand — og Mekro svang sin Pisk, og vi for af Sted med hende som Forkører. "Tugto! Tugto!" raabte hun for at faa Hundene i Spring; og de lystrede, og vi halede godt ind paa den høje Agpat-Ø.

Han fortalte mig nu, at der boede "mange" Mennesker ved Agpat, 3 Stenhuse og 5 Snehytter; og han slog over i overgiven Latter, hver Gang han tænkte paa den Overraskelse, han nu skulde blive Vidne til. "Hvide Mænd! Hvide Mænd!" raabte han, hver Gang der indtraadte en lille Pause, og gned sig i Hænderne.

Med eet tier han og lytter; han springer op paa min Slæde og ser sig tilbage. Et godt Stykke efter os var en Slæde dukket op.

"Aulavte! Aulavte!" raaber han; det er deres Stoppesignal. Men mine Hunde forstaar ham ikke, og jeg maa hjælpe ham med et Fløjt.

Han springer nu til Siden og giver sig til at hoppe i Vejret, samtidig med at han dasker sig over Laarene. Disse mærkelige Fagter blev han ved med at gentage; han var ganske rød i Hovedet af Ophidselse. Det betød, at der var noget usædvanligt paa Færde. Den fremmede Slæde kom nu farende imod os; da den kom nærmere, sprang to unge Fyre af Slæden og løb hujende ved Siden af. Ogsaa Maisanguark hylede nu og blev ved med at sprælle som en vanvittig.

Endelig standsede Slæden ved Siden af os. De to unge Mænd hed Krulutana og Inukitsork. Først skulde de naturligvis have at vide, hvem vi var, og Maisanguark afleverede Lektien. Derpaa kørte hele Karavanen under Latter og Raab ad Agpat til. Aldrig har jeg følt mig i saa besynderlige, vilde Omgivelser, aldrig saa langt, langt hjemmefra, som da jeg stod midt i en Sværm larmende Polareskimoer paa Fjæren ved Agpat. Man opdagede os ikke, før vi var ganske tæt ved Land; derfor blev Forvirringen og Overraskelsen saa meget desto større.

Maisanguark gentog sine Sprællemandsgebærder ved sin Slæde, da vi var i Raabs Afstand fra Pladsen, og skreg derpaa et øredøvende: "Hvide Mænd! Hvide Mænd!"

Folkene inde mellem Husene, som ellers havde været i livlig Bevægelse, stod stille med eet, og Børnene holdt op med at lege.

"Hvide Mænd! Hvide Mænd!" gentog de unge Fyre, som havde sluttet sig til os.

Vore Hunde lod Halerne falde og skød Ørene lige i Vejret, da et mangetunget Brøl inde fra Land smeldede os i Møde. Og som et Fjældskred styrtede hele Sværmen ned mod Fjæren, hvor vi gjorde Holdt. Et Par gamle, graahaarede Mænd, stivbenede Kællinger, unge Mænd og Kvinder, Børn, der knap kunde gaa, — alle sammen klædte i disse Ræve- og Bjørneskindspelse, der gør et saa mærkeligt barbarisk Førsteindtryk. Nogle kom med lange Knive i Munden og blodige Arme, med opsmøgede Ærmer, de var netop i Færd med at flense, da vi kom; alt dette virkede vildt, og man havde i det Øjeblik svært ved at forstaa, at disse "vilde Mennesker", "Nordpolens Naboer", som Astrup kaldte dem, engang skulde blive ens gode, fortrolige Venner.

Vore Hunde blev spændte fra Slæderne, og straks blev der kastet Mængder af Kød til dem. Kød havde man i Overflod, og overalt mellem Husene var der Kogesteder. Disse Mennesker led ingen Nød, saa man straks.

–

Naar man kommer til en Boplads i dansk Vestgrønland, er det almindeligt, at de unge Kvinder hjælper den ankomne af med Overtøjet. Et Øjeblik glemte jeg nu, hvor jeg var, og strakte paa grønlandsk Vis min Fod ud mod en ung Pige, der stod ved Siden af. Det betød, at hun skulde trække mine Overtræksstøvler af. Pigen blev forlegen og slog Øjnene ned, og Mændene lo. Der var over hendes Undseelse denne indtagende Maalløshed, der kaster Skønhed over alle Naturbørn; hen over hendes Ansigt for en let Rødme, der virkede som en Krusning over en blank Fjældsø, hun vendte Siden til mig og lod sine sorte Øjne flakke ud over Isen.

"Hvad hedder du?"

"Andre vil nævne dig mit Navn!" stammede hun.

"Aininârk hedder hun!" svarede de omkringstaaende leende.

En gammel, jovial Husfader kom nu hen til hende og sagde med Værdighed:

"Gør, hvad fremmed Mand beder dig om!" Og straks bøjede hun sig ned og trak mine Støvler af.

"Lad mig komme til, flyt jer!" raabte en gammel Kælling fra Mængden, og hun skubbede Folk til Side og borede sig frem til min Slæde.

"Det var min Datter, du talte med!" for det ud af hende. "Synes du ikke, hun er smuk?" og hendes smaa, selvbevidste Øjne rullede i Hovedet paa. hende.

Men den unge Aininârk gled stille ud mellem de nysgerrige og gemte sig. Først senere fik jeg at vide, at min Opfordring til hende var bleven optaget som et Frieri.

Vi blev nu, Jørgen og jeg, førte op til Husene. Rundt omkring var der bygget Læmure af Sne som store Kogesteder, der samlede de Indfødte. En ung Fyr kom slæbende med en raa, frossen Hvalroslever, og det blev vort første Maaltid; alle Pladsens Mænd spiste med for at vise os deres gæstevenlige Sindelag. Smaa nysgerrige Unger begloede os fra alle Sider med Graadighed og løb deres Vej, saa snart vi saa paa dem.

Straks efter første Grydes Kog blev vi kaldte ind til Stammens ældste, Aandemaneren Sagdlork (Løgnen); det kogte Kød blev lagt paa Gulvet, og man stak os en Kniv i Haanden.

En livlig Samtale kom nu i Gang. De var ikke vanskelige at forstaa, thi deres Dialekt afveg kun lidt fra det almindelige grønlandske; selv var de forbavsede over, at de havde saa let ved at forstaa os, der dog var saa langvejs fra.

Efter Maaltidet gav de sig straks i Lag med at bygge os en Snehytte.

"Der er en syg iblandt jer, og derfor skal I hjælpes hurtigt!" sagde de.

Store Blokke skar de nu ud af den haarde Sne; det var Murene til vort nye Hus. Og i en Fordybning i Sneen murede de det op, saa at det stod færdigt i Løbet af en halv Time.

En Slæde blev sendt ud efter vore Kammerater, og ud paa Natten var vi alle samlede.

Den Modtagelse, disse Hedninger gav os, var rørende hjertelig; de vidste ikke alt det, de vilde hjælpe os med. Og saaledes, som de viste sig straks ved vor Ankomst: hjælpsomme over al Maade og rundhaandede med deres Gaver — saaledes blev de uforandrede, hele den lange Tid vi kom til at opholde os iblandt dem.

–

Men i de samme Dage strejfede nogle Bjørnejægere om i Distriktet Sønden for Kap York. De havde gjort god Fangst og var nu, tungt læssede med Huder og Kød, langsomt kørende hjemefter.

De sidder halvsovende paa deres Slæder, sløve af den hede Aprilsol og dorske af Overmættelse.

Pludselig vaagner den forrest kørende op af sin Døs, da hans Hunde giver et voldsomt Ryk i Skaglerne og farer af Sted. Han begynder allerede at spejde efter Bjørn, da Spandet standser Farten brat og stikker Snuderne i Sneen. Kusken bøjer sig for at finde en Sæls Aandehul, men spærrer Øjnene vidt op uden at begribe, hvad det er, han ser. Han springer af Slæden og brøler tilbage til Kammeraterne, der kommer luntende bagefter: "Spor, fremmede Slædespor!"

Mændene klumper sig sammen og undersøger længe det ubegribelige, uden at nogen taler. Nogle af dem maaler de fremmede Fodspor med deres egne og finder ud, at de fremmede maa være meget større, end de selv. Og Slædernes Spor er omtrent tre Gange saa brede som deres. Polareskimoerne bruger nemlig lange, meget smalle Slæder, medens den almindelige grønlandske Type er kortere og meget bredere.

"Kæmpespor!" er der endelig en af dem, der siger.

"Ja, Spor af vældige Slæder og store Mænd!" mumler de andre.

"Og de er komne Syd fra! Derfra kom ellers aldrig nogen Slæde!"

"Og Sporene gaar lige i Retning af Kap York!"

Bange Anelser greb Bjørnejægerne, for hvem kunde vel disse fremmede være? Var de Venner, eller vilde de være fjendtligsindede? Beretningerne om Stammerne Syd paa var ikke opmuntrende. Sagnet gik, at det var Drabsfolk.

Og deres Koner og Børn, der var alene paa Bopladsen derhjemme! Endnu en Dagsrejse var der, inden de kunde række Kap York, og de satte deres Hunde i Sporet og pressede Farten op til det yderste.

Det første, de ser ved den mennesketomme Boplads, er vore Hundes Tumleplads; Polareskimoerne holder nemlig altid deres Hunde bundne. Vi, som var uvidende om denne Skik, havde løsladt vore Spand, og den Gang var det, at de var brudte ind i et Hus og havde ædt en Sæl, som var efterladt der. Der var blodige Spor tilbage af dette Maaltid, og det var det, der nu slog Bjørnejægerne med Skræk. Og alt inde i Huset var efter Hundenes Indbrud i vildeste Uorden.

Dette tydede ikke paa, at de fremmede kom med venskabelige Følelser.

Ud paa Aftenen fortsatte de Rejsen; Hundene var trætte, og det gik kun langsomt. Men frem maatte de for at faa denne spændende Gaade løst.

Midt om Natten kom de kørende om Næsset ved Igfigssork, hvor der boede Mennesker. Endnu medens de var langt ude paa Isen, styrtede Pladsens Børn dem i Møde; og de havde løbet alt Vejret af sig, da de hæsblæsende kastede sig paa Slæderne under det forløsende Raab: "Hvide Mænd, hvide Mænd er komne!"

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 1-11. København, 1905.